Maddie havde vært af sted igen og hun var så småt ved at nå den sidste gade inden hun ville vende næsen hjem af igen.
Maddie havde vært i de forskellige gader i byen for at stjæle, hun tog hvad hun kunne, om det så var ting eller penge så blev det taget og hendes altid lydløse skridt gjorder det nemmere for hende ikke at blive opdaget.

Maddie gik roligt langs hovedgaden og stjal, desværre gik det galt og en kvinde opdagede hende "TYV! TYV!" Hørte Maddie pludselig blive råbt, Maddie så bagud og rigtig nok kvinden pegede på hende og hun kunne se hvordan folk begyndte at kigge på hende.

Maddie skulle væk og det skulle være nu, så hun satte i løb ned af gaden, mens hun stadig kunne høre folk råbe at man skulle stoppe tyven.
Maddie svingede ned af en sidegade, men havde så meget fart på at hun ramlede direkte ind i en og røg baglæns ned på bagdelen.

Maddie ømmede sig kort og så på vedkommendes støvler, det lignede vagtstøvler, hun så langsomt op og rigtig nok, hun var randt ind i en vagt.
Maddie kunne stadig høre folk råbe og forsøgte derfor at komme væk fra vagten for at kunne stikke af igen.

Maddies skridt kunne heller ikke høres selv da hun løb, nu skulle hun bare væk fra den vagt hun var løbet ind i, hvilket ikke var så nemt når hun var på jorden.

Efter at have gået roligt igennem gaderne, for at sikre sig at alt var okay, og i den fineste orden blev Ashton hevet væk fra sit overblik. En masse råben omkring en tyv, fangede hurtigt hans opmærksomhed og fokus. Han skulle netop til at sætte i løb afsted, før der var nogen som var stødt ind i ham. Undrende løftede han først et øjenbryn, før han så lagde to og to sammen. Denne unge kvinde måtte bestemt være tyven, som alle i hele byen havde råbt og skreget om. Han nåede ikke at gribe fat i hende, før hun var løbet væk. Et suk forlod hans mund, eftersom det nu betød, at han var nødt til at løbe efter hende. Som han kunne høre flere og flere råbte, at tyven skulle stoppes kunne Ashton ikke andet, end at sætte i løb. Hans elskede følgesvende var ikke med ham lige nu, mest fordi han havde givet dem lov til at passe sig selv, og gøre hvad de havde lyst til. Han havde gjort det klart overfor dem, at når han skulle bruge dem skulle de være klar.

Ashton satte sit tempo op, som han indhentede kvinden. Han kendte byen til perfektion, så han vidste alle veje, kroge og selv gyder og de skjulte hjørner. Der var ingen som kunne narre ham i sin egen by, og som løjtnant var det hans job, at sikre sig at beboerne var trygge og havde det godt. Han kunne se den tyvagtige kvinde, og som han nærmede sig hende, greb han hurtigt fat i hendes hånd. Det kunne godt være, at han havde en svaghed for kvinder. Men når de stjal i hans distrikt, var de nødt til at blive straffet. Han fjernede ikke blikket fra hende, og kiggede på hende. På den ene side kunne hun godt ligne en tyv, og på den anden side lignede hun ikke en tyv. Han holdte godt fast rundt om hendes hånd, før han fik fat i hendes anden hånd. Fik lagt begge hendes hænder bagpå hendes ryg, som han holdte godt fast, så hun ikke kunne bruge hænderne"Ingen tyve i mit distrikt.. Du er heldig, at du er en kvinde.. Dem behandler jeg bedre end mændene" nævnte han ærligt, med et lille bredt smil.

Med rolige skridt begyndte han at gå hen imod fængslet. Det var der tyvene skulle være, og det var da også bedst. På den måde sikrede han at byens beboer var trygge, og at der ikke var noget som blev stjålet. Man skulle være dum, hvis man prøvede på at lave numre med en løjtnant som ham. Ashton så nærmest det hele, selvom han ikke havde nogle evner indenfor synet. Han var sikker på, at kvinden ville stritte imod, men han holdte godt fast med hænderne, som han gik tættere og tættere på fængslet. Var der noget som undrede ham kort, så var det hvorfor kvinder var så glade for at stjæle. Især i hans by, det undrede ham meget. Hun var ikke den første, men bestemt en af de kvindelige tyve, som ikke fremstod som en, på en underlig måde. Han kunne ikke helt forklare det. Han stoppede op foran fængslet, som han kiggede på hende"Hvad laver en tyv som dig i mit distrikt.." spurgte han med en undrende og bestemt stemme, før han puffede hende ind i en celle, og lukkede den. Tremmer var aldrig hyggelige, men nu kunne han i det mindste udspørge hende, uden at hun kunne gøre noget. Han lænede sig op ad det nærmeste bord. Foldede armene ind foran sig, for at se lidt mere tilpas.

Da det lykkedes Maddie at komme på benene og løbe igen var hun sikker på hun kunne nå væk. Hun køb alt hvad hendes ben kunne holde til, og selvom hun løb på grus var hendes skridt lydløse som om de slet ikke eksisterede.
Maddie så en gyde frem for sig og tænkte ved sig selv at hun kunne gemme sig der, men før hun tænkte tanken til ende greb noget fat om hendes håndled og hun røg baglæns mod vedkommende i stedet.

Maddie så på vedkommende, rigtig nok det var vagten fra før der havde fået fat i hende, hun forsøgte at gøre modstand og få sin arm fri ved af slå ud efter ham med den frie hånd, men uden held for den fik han også fat i og fik begge hendes arme om på ryggen, det gjorder lidt ondt, men det var ikke slemt, dog kommentaren om mænd og kvinder gjorder faktisk mere ondt på hende, og det fik hende til at rulle med øjnene "og du er heldig at jeg ikke har mit våben på mig" sagde hun lettere sammenbidt, men samtidig også forpustet, hun havde løbet langt.

Maddie var nok forpustet, men det forhindrede hende bestemt ikke i at gøre modstand, hun var stærk, han var dog stærkere, og hun var stædig, men ikke nok til at kunne undslippe hans greb.
Hun forsøgte dog i sin modstand at se om hun kunne finde nøglerne på ham, for hun vidste at det næste stop var fængslet, og havde hun nøglerne ville det jo være nemt at slippe ud, ellers måtte hun jo bare bruge sine egne redskaber.

Maddie så på ham da han så på hende for at spørger hvad hun lavede der, hun så koldt på ham "jeg bor her... hvad tror du selv?" sagde hun koldt og tydeligt respektløst, hun havde meget lidt respekt overfor nogen form for ordensmagt og det var man slet ikke i tvivl om når man mødte hende.

Maddie så på tremmerne der lukkede sig foran hende og stalte sig helt op af dem, hun tog fat omkring tremmerne og så ud på ham "Tror du selv på at det her bur kan holde mig?" spurgte hun roligt, men med et flabet skævt smil på sine læber, det ville ikke være første gang hun skulle slippe ud af tremmer, lænker eller låse, hun havde prøvet lidt af hvert.
Maddie så bare ud på ham mellem tremmerne og slap ham ikke med sine øjne.