Rory havde længe undret sig over, hvad der gemte sig inde bag væggene på ensomme hus uden for Dianthos. De gange hun havde været forbi, var der ikke et levende øje at se, og hun havde aldrig observeret nogen gå ud eller ind derfra. Nogle gange overvejede hun, om det var spøgelseshuset alle talte om, men dog så det ikke lige så forfaldent ud, som man ville forvente af et forladt hus. Det var derfor blandingen af hendes egen nysgerrighed og desperation for krystaller, at hun sneg sig ind i den toetages bygning.

At komme ind var let nok. Rory havde allerede luret sig et vindue, der lignede det ikke kunne låses. Med lidt makken fik hun brudt det op og kom ind i det tomme hus. Det eneste lys derinde, var månen som skinnede ind gennem vinduerne. Af hvad hun kunne se, var huset lige så simpelt som udenpå. Det eneste særpræg huset havde, var de find trædetaljer der også viste sig ude på huset. Dog lignede det ikke, at en kvinde boede i huset, fordi der manglede alverdens nip nap, som de åbenbart elskede at dekorere med.

Rory var endt inde i køkkenet og begyndte at kigge i skufferne efter sølvtøj, som hun hældte ned i sin taske uden at tænke på at gøre sig lydløs. Hun havde observeret huset i noget tid nu, så hun vidste, at der ingen liv var. Naboerne var samtidig langt væk, så det var et oplagt mål for en tyv som hende. Efter at hun havde tømt skufferne for sølvtøj, bevægede hun sig ud på gangen og åbnede døren til hvad hun måtte tro var en stue. Blikket så sig undersøgende omkring og prøvede på at støvsuge rummet for værdier. Rory havde regnet med, at dette ville være en rolig nat med store gevinster, men sådan skulle det ikke gå.

Huset henlå i mørke, og stilheden herskede roligt.
Sådan var det ofte når beboeren var ude, hvilket var relativt ofte.
Hvorfor blive hjemme, når alt det interessante skete ude i verden?

Lige undtagen denne nat, naturligvis, hvor en listetyv havde sneget sig ind i... det helt forkerte hus.

Døren gik som hun var godt i gang med at rode igennem stuen, og en høj, velbygget mørkelver trådte ind i gangen.
En lang, sort rejsekappe hang fra hans skuldre, og en dyb hætte skjulte de lange, sølvhvide hår.
De let lysende, lilla øjne kunne dog ikke skjules - og de stirrede lige nu på en genstand, som var rullet fra stuen og ud på gangen - hvor den naturligvis ikke hørte hjemme.

Zane tog en rolig indånding og klikkede kappen af, så han stod tilbage i sit sædvanlige getup; en mørkegrå skjorte, sorte bukser, og læderstøvler.
Ved siden hang et langt, kurvet sværd og en daggert.

Mørkelveren trådte hen ad gangen, og indenfor i stuen.

Hele Rorys krop stivnede da hun hørte fordøren gik. Pis, pis, pis! Selvfølglig var det lige præcis, når hun havde tænkt sig at slå til! Nu måtte hun tænke hurtigt. Husejeren vidste jo endnu ikke, at hun var brudt ind. Derfor burde hun have et forspring. Hurtigt så hun sig omkring. Hvor kunne man gemme sig i det sparsomt møblerede hus? 

Fordi Rory ikke fandt et bedre gemmested, endte hun med at gemme sig bag en bogreol. Efter hendes beregninger, ville hun ikke kunne blive set fra gangen eller hvis man trådte ind i stuen. Man skulle aktivt lede efter en person før man ville spotte hende. Hun håbede ikke på, at hun var havnet i en paranoid galnings hus - så ville det være ude med hende. 

Døren til stuen klikkede og Rory holdte næsten vejret, så nervøs var hun. Skridtene var langsomme og kalkuleret. de virkede ikke umiddelbart som nogen en normal person ville tage, hvis de blot vandrede rundt i deres hus. Havde han allerede fået øje på kvinden bag reolen? Umuligt, hun var iført helt sort tøj og hendes hår skilte sig ikke engang ud i mørket. Stadig, så kom skridtene tættere på og Rory bad en indre bøn om ikke at dø denne dag.

Zane åbnede langsomt døren, mens han hvilede sin frie hånd på daggertens skæfte.
Der var helt sikkert noget galt, det var han ikke et sekund i tvivl om.
Da han ikke umiddelbart så noget, trådte den høje mørkelver indenfor i stuen.

Han drejede hovedet let for at se sig omkring, men den spinkle kvinde var gemt relativt godt bag bogreolen.
Det betød dog ikke at han bare gav op.
Hvis der var nogen herinde, agtede han at finde dem.

Og det på en simpel måde.

Zane hævede roligt den ene hånd foran sig med håndfladen op.
Han fokuserede... og en voldsomt flakkende, lilla flamme dukkede op i hans håndflade med et højt knald.
Muligvis nok til at overraske, og skræmme, en potentiel listetyv~

Det gav et sæt i Rory, da hun hørte en høj lyd efterfulgt af et lilla lys. Den lille bevægelse viste sig at være afgørende, da hun ramlede ind i reolen ved hendes side, og en glasgenstand faldt fra den og blev smadret i flere stykker på jorden. 

Fuck!!!

Hvis personen ikke havde en mistanke om, at der var nogen i lokalet før, så havde han så sandelig fundet ud af det nu. Skridtene blev mere hektiske og målrettet. De kom bare tættere og tættere på hende, og Rory kunne mærke, at løbet var kørt. Hun fandt sin største kniv frem og holdte den i en angrebsposition foran hende.

“Hold dig tilbage,” råbte hun op, da lyset ramte hendes nu blege ansigt. Manden foran hende var mørkhudet med skulderlangt sølvhvidt hår, og så yderst skræmmende ud. Det var de lilla øjne, der gjorde det, fordi de stirrede helt igennem hende. Rory rystede en smule ved synet af et sværd, men blev ved med at holde kniven op foran sig.

Tricket virkede.
Det gjorde skræmmeteknikker ofte, og i mange forskellige situationer.
Det var simpelt, og fik ofte folk til at reagere helt naturligt - ligesom den ubudne gæst havde gjort det.

Zanes lilla blik borede lige igennem hende da hun kom frem. Han stirrede hende i øjnene i et øjeblik, og log så blikket glide over hende og hendes våben.

En ung menneskekvinde. Spinkel. Mindre end ham.
Hendes våben var en stor kniv... men ikke en kampdaggert som hans, for slet ikke at tale om det sværd han havde hængende ved siden.

Zane rettede blikket imod hendes øjne igen, og trak daggerten. Han holdt den i et roligt greb.
"Læg kniven fra dig, og placer hænderne bag hovedet. Gør det, eller jeg lover dig en yderst ubehageligt død."
Han talte roligt, men hans tone var fast. Det var ikke bluff.

Rory bed tænderne hårdt sammen efter hun så, at han trak et endnu mere effektivt våben end hendes. Hvorfor skulle hun også vælge at røve et hus, hvor der boede en galning og der inter hjælp var at hente?

Stadig holdte hun kniven foran sig, selv efter hans truende ord. “Og hvis jeg adlyder dig får jeg et yderst ubehageligt liv eller hvad?” Spurgte hun med en skeptisk tone. Det var bestemt ikke tidspunktet, hvor hun skulle lade sin spidse tunge tale. Selv i situationer om liv og død kunne hun ikke stoppe sig selv og tænke logisk.

Manden foran hende virkede som en tiggende bombe, men chancen for at han bluffede var der stadig. Dog tvivlede hun på det. Intet normalt væsen var så bevæbnet uden grund. Rory vidste, at hun var ude et sted, hvor hun ikke kunne bunde.

"Nej... du overlever." sagde han roligt og hævede daggerten en smule.
Hun var ikke meget for at overgive sig, hvilket selvfølgelig var forståeligt.
Men det var der måske råd for... måske.

Zane smilede ganske let, som en lilla flamme begyndte at slikke sig op langs klingen på den lange, skarpe daggert.
Det fik kun våbnet til at se mere frygtindgydende ud.

"Forestil dig hvordan det vil føles, når jeg tager den kniv fra dig, smækker dig op ad muren, og stikker den her ind i maven på dig. Langsomt."

Flammen omkring klingen blev lidt mere intens, og lyste nu lokalet ganske godt op. Dette inkluderede hans ansigt - ganske pæn, hvis man var til hans slags!

"Sidste chance." sagde han met endnu et lille smil.
Der var noget sadistisk i hans øjne. Som om han virkelig agtede at gære det han lige havde beskrevet... og nyde det.

Svaret hun fik var slet ikke tilfredsstillende og afklarede bare, at hvad hun havde troet var ganske sand. Måske ville hun overleve, men hvilken pris skulle hun betale for det?

Den lilla flamme snoede sig om mandens dagger og blev bragt tættere på hendes ansigt. Selv med kniven i hånden havde hun ingen chance. Hun havde ladet ham komme for tæt på til, at hun ville kunne lave et flugtforsøg. Lige nu var hun bogstaveligtalt presset ind i et hjørne.

Han nød situationen. Hun kunne høre det i ordene, se det i hans øjne. Det var tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at holde igen. Af samme grund smed hun kniven ved hendes side, men hun holdte stadig hænderne beskyttende foran sig, som om det ville gøre en forskel. “Heldigt at offeret for dine sadistiske fantasier gik ind af din dør,” sagde hun spydigt mellem sine sammenpressede tænder. At tirre ham var en dårlig plan. At lægge sig ned at tage det var endnu værre i Rorys øjne.

Hun havde mod, det måtte han give hende.
Selvom hun smed kniven, gjorde hun alligevel ikke helt hvad han sagde. Trodsigt tøsebarn!
Det gjorde hende i virkeligheden bare mere interessant.

Zane hævede det ene øjenbryn en anelse ved hendes ord, og trak så på den ene skulder, inden han skred fremad, hurtigt, og forsøgte at gribe hende ved halsen og smække hende med ryggen op imod væggen.
Lykkedes det, ville han hvisle til hende: "Hvis det er det du tror, så lad det være sandheden... for en stund."

Hvis ikke? Ja, så var hun hurtig, og han måtte gå videre til næste trin, hvad det så end måtte være!

At han pludselig ville gå fra rolige og langsomme bevægelser til hurtige, havde Rory ikke regnet med. Det var også derfor, at hun ikke nåede at trække sig, da han greb fat om hendes hals og skubbede hende ind mod væggen.

Grebet var fast, men ikke ment som for kvæle hende. Selvom det virkelig føltes sådan. Af ren refleks prøvede hun at trække sig væk fra ham, men uden den store succes siden han tårnede sig over hende. Han var både større og stærkere end hende, hvilket intimiderede hende. Var han også klogere eller kunne hun finde en måde, at sno sig ud af situationen?

Rory følte sig presset fra de ord, der rød ud af hans læber. I det mindste var datteren ikke tæt på hendes mave nu, men hans ansigt var foruroligende tæt på. Lyset gjorde, at hun kunne se ham bedre. Ikke at hun udnyttede lejligheden til det. Selvom hun kunne være ret fucked up, så var det her ikke en ideel situation at tænke på andet end overlevelse. 

“Hvilken anden sandhed har du i tankerne?” Rory mente selv, at hun havde ramt helt plet på det punkt. Hvilke andre tanker havde han mon med en hjælpeløs kvinde. Det var ikke fordi han lignede typen, der inviterede på kaffe og te.

Ingen tiggen. Ingen gråd. Ingen forsøg på at betale sig ud af situationen... men en smule sass, det havde hun.
Også selvom han havde hende præcis hvor han gerne ville havde hende.
Hvis han ville kunne han stikke hende ned nu, og der var meget lidt hun kunne gøre for at undgå det.

Dog... var det ikke planen.

Han smilede køligt ad hendes ord, og førte nu alligevel kniven hen imod hende, indtil spidsen hvilede imod hendes mave.
"Måske har du ret," kom det roligt fra ham, mens han vinklede kniven og trykkede let, så den skar igennem stoffet på hendes trøje, men ikke rørte hendes hud indenunder.

Med en langsom bevægelse, skar han den midterste del af hendes trøje op. Havde han villet, og havde han flyttet kniven bare lidt længere ind imod hende, ville han have åbnet hende fra bryst til remmen på hendes bukser.
"Hvordan vil du ellers betale for at stjæle fra mig...?" spurgte han, stadig ganske roligt.

Måske havde Rory troet, at hendes smarte ord ville få hende ud af situationen. Ikke at det nogensinde var sket, men en gang skulle vel være den første. Hjertet nåede op i halsen for hende, og gåsehuden ramte hendes krop, da hun mærkede spidsen af kniven skære hendes tøj op. Hvis han ville, kunne han bare hamre den ind i hende. På få minutter ville hun bløde ihjel, men hun var sikker på, at hun ikke ville slippe så let.

Han havde også lovet ikke at tage hendes liv, men hun tvivlede på, at hun kunne tage hans ord for gode varer.

Hånden var stadig på hendes hals, men han løsnede grebet en smule, da han forventede et svar fra hende. Rory følte sig tom for ord. Hvad havde hun egentlig at tilbyde en mand som ham? “Jeg er ikke udenfor grunden. Jeg har vel ikke stjålet noget endnu,” svarede hun mellem de sammenpressede tænder. Hun tvivlede på, at den ville falde i god jord hos ham. “Men hvis du får genstandene tilbage er vi vel kvit. Du har ødelagt min trøje. Jeg har ødelagt din glasgenstand.”

Hvor hun havde fået modet fra vidste hun ikke. Måske var det fordi, at hun var satans dumdristig. Havde hun virkelig et ønske om at dø?

Hendes forsøg var... spinkelt, men måske egentlig fair nok. Han havde skræmt hende, været meget tæt på med daggerten... og nej, selvfølgelig var det ikke nok.
Hvad regnede tøsen med?

Dog huskede han sine egne ord om ikke at slå hende ihjel.
Det ville også være en skam, når nu hun var en anelse interessant, ikke?

Så han smilede let, strammede grebet om hendes hals en anelse, og stak daggerten i skeden ved hans bælte igen.
"Jeg har en bedre idé...", sagde han, og førte den nu frie hånd ind imellem de to opskårne dele af hendes trøje, og ind på hendes bare mave.
"Jeg straffer dig... og så får du lov til at gå. Tag det der kommer det næste lille stykke tid... og du er fri."
Det var ikke et spørgsmål. Det var ikke et tilbud. Det var det, som ville komme til at ske.

“Straffe mig… hvordan..?” Rory hørte, hvordan hendes egen stemme blev svagere og mere intimideret. Han mæskede det sikkert i sig. Elskede at mærke, hvordan hans ord havde en reaktion på hende. Hvis hun ikke passede på ville han ødelægge hende udefra og ind.

Som altid når det kom til denne del af kroppen, dukkede der et sadistisk glimt op i hans øjne da han rørte hendes mave.
Det var tydeligt at se at hun ikke brød sig om at blive rørt - og naturligvis ikke på denne måde.
Maven var et sårbart område, og et privat område.

Zane lode roligt hånden glide hen over hendes bare hud, mens han betragtede hendes ansigt og øjne.
Det var helt tydeligt at han nød denne del af hendes krop. Meget.
Det var sensuelt, seksuelt... og dominant.

Og der var nok ikke megen tvivl om at uanset hvad han havde tænkt sig at gøre ved hende, så var det møntet på denne bløde, sårbare del af hendes krop.

"Sådan her..." svarede han, før han fjernede hånden fra hendes midte... knyttede den... og gav hende et dybt slag midt i maven.

Hvad han udviste nu var fuld kontrol og dominans. Normalt havde Rory selv kontrollen, men den blev taget fra hende i dette øjeblik. Det kunne tydelig mærkes ved hendes kropssprog og ses gennem hendes mimik i ansigtet. Hun var helt igennem ukomfortabel og ikke blot det. Hun var skide bange.

Bevægelserne var først blide og næsten sensuelle. I en hver anden situation ville det få hendes krop til at skælve af forventning. Nu piblede gåsehuden op i frygt for, hvad der derefter skulle ske.

Rory indså hurtigt, at hun skulle lukke munden, da han kom med et ordentlig slag i maven efter hendes spørgsmål. Hvis ikke han havde holdt hende oppe ved halsen, var hun sunket i knæ.

Med hånden på halsen af hende og den tidligere mavepuster, så kunne Rory næsten ikke få luft. Han havde godt nok ikke hånden på maven af hende mere, så nu dækkede hun den til med sine egne hænder. Noget hun burde have gjort for lang tid siden. “Hvad er din fascination for maver?” fremstammede hun mellem de små hiv efter luft.