Aria havde vært på arbejde i den lille kro, og som altid havde det vært en hyggelig og festlig aften, men hun kunne også godt mærke at hun glædet sig til at komme hjem.
Normalt arbejdede hun ikke så sent, men der havde vært gang i den hele aften og en af de andre piger havde vært syg så Aria havde taget hendes vagt.

Aria fik sagt farvel på kroen og bevægede sig nu roligt igennem de mørke og stille gader. Hun så lidt rundt, der var overraskende stille, men det var trods alt også blevet ret sent.

Aria gik forbi nogen folk som tydeligt var på vej til næste kro, hun drejede op af en side gade for at tage en genvej hjem.
Stilheden var næsten dræbende, der var helt tomt på den lange gade.
Hun så lidt rundt, der var ingen folk at se eller høre, hun træk på skulderne og fortsatte hjem over.

Aria gik og nynnede lidt for sig selv.
Hun gabte en smule og så lidt op på den stjerneklare nattehimmel og smilede lidt, inden hun igen så frem for sig for at se hvor hun gik, mens hun igen nynnede videre.

Var der noget som en dæmon som Misandra elskede, så var det både den nedre bydel, men også mørket. Det var nemt at føle sig hjemme i det, i forhold til hvis der havde været solskin og varme. Bare tanken om det gav hende brækfornemmelser. Hun var og ville aldrig nogensinde være typen som ville blive glad for solskin, og varme. Kulde, stormvejr, og andet slags frygteligt vejr, var lige hende. De kolde, og livløse øjne gled lidt rundt i omgivelserne. Der var absolut ikke noget specielt, at få øje på. Et højt gab forlod hendes mund, over hvor kedeligt der var. Skete der ikke noget?

Kroen måtte da byde på et eller andet, spørgsmålet var bare hvad. Som altid var der ikke meget følelse at se i hendes ansigt, men hun følte sig i overraskende godt humør. Så godt som det lige kunne blive, for det var sjældent at hun faktisk var i godt humør. Som hun roligt gik hen imod kroen, tog hun et kig op imod himlen. Det var fantastisk at se, hvordan stjernerne glimtede, og det var skam også noget hun hellere ville kigge på, frem for solen og skyer. 

Kort tid efter, flyttede hun blikket væk. En person fangede hendes blik, og Misandra var sikker på, at hun slet ikke kendte eller havde set den person før. Hun havde knive i ben hylsteret som altid. Selvom det ikke virkede som om, at der var fare på færde lige nu"Er det ikke kedeligt, at glo på en himmel" fløj det spydigt fra hende, som hun stoppede op henne ved personen. Kort lod hun blikket glide ned over personen, før hendes kolde øjne fæstnede sig på personens ansigt. Ikke tale om at en dæmon som hende skulle glo på en himmel, så ville hun da hellere bruge tiden på tælle blodpletter, eller lig. 

Aria kig som så mange gange før i sine egne tanker, og lå ikke rigtig mærke til at en person nærmede sig hende, før personen talte til hende.
Aria vendte sig hurtigt mod personen og så lidt på hende, mest for at se om hun var farlig, men det virkede ikke til hun havde nogen våben i sine hænder.

Aria så koldt på hende "det kommer vel an på grunden til at man kigger der op" sagde hun koldt tilbage. Aria vidste ikke hvorfor kvinden var gået hen til hende i stedet for bare at lade hende være i fred, men nu var hun her, og Aria havde ikke tænkt sig at slippe øjnene fra hende før hun følte sig helt sikker på at hun ikke gjorder hende noget.

Aria vidste at det ikke var alle folk der var lige gode i den her verden og slet ikke i den her del af byen, så hun var meget omhyggelig med hvad hun lavede og hvem hun talte med.

Arias sværd sad som altid på ryggen af hende, men hun lod det blive der for nu, men hun var også klar til at trække det hvis det skulle blive nødvendigt.

Aria så på kvinden "er De faret vild eller er De bare glad for at snakke med fremmede?" spurgte hun koldt, og nok også lidt mere flabet end allerførst planlagt, men hvad ville hun gøre slå hende? Aria var ikke bange af sig, meget få ting i verden kunne gøre hende bange.

Kort rystede Misandra på hovedet over kvindens spørgsmål. At personen overhovedet kunne spørge en dæmon som hende omkring det, fik Misandra til at fremkalde et lille fnys. Personligt havde hun aldrig noget imod, at snakke med fremmede men hun var ikke faret vild, tværtimod så havde hun en glimrende stedsans. Det var meget sjældent, at hun ville fare vild, og ikke kunne finde rundt. Hun lod de kolde øjne hvile sig kort på kvinden. I en rolig bevægelse placerede hun den ene hånd ved sin hofte, hvorefter hun overvejede om hun skulle give kvinden det ene svar eller det andet. Skulle hun lyve, eller være ærlig? 

"At tro på, at en dæmon kan fare vild er sødt.. Jeg er ikke kommet herhen til dig, for at sludre" det nu sande ord. Tonen havde også tydeligt præg af det. Misandra kunne sagtens snakke i lang tid med fremmede, men det var ikke lige det som hun var interesseret i lige nu. Hvem var denne kvinde også? nå det var ligemeget. Der var vigtigere ting i Misandras øjne, end et navn. Hun rettede lidt på det blonde hår, og trådte få skridt tættere på kvinden. Der var intet ved kvinden som Misandra faktisk var vild efter, lige på nær arbejdsting. 

Efter at have betragtet kvinden lidt. flyttede hun blikket væk. Betragtede omgivelserne kort, som hun med vilje lod fingrene stryge forbi ben hylsteret. Hylsteret som altid havde knive med sig, og det var ikke to knive, nej en dæmon som hende havde altid nogle stykker. Hun kunne sagtens bruge dem til at skære i kvindens hud, eller gøre andre ting. Tankerne og fristelserne kunne Misandra godt lide, som der kom et lille bredt smil frem"Hvad laver du selv her, udover at kigge på himlen" nævnte hun i en rolig og undrende tone.

Arias blik sad fast på kvinden, hun ville ikke slippe hende af syne, hendes blik fulgte alle hendes bevægelser, der var et eller andet galt her, hendes mavefornemmelse tog sjældent fejl.

Aria så på hende med kolde øjne, en dæmon så kunne hun bedre forstå sin mavefornemmelse. 
Hun så på kvinden "hvorfor er du så kommet hen til mig?" sagde hun koldt, da kvinden tog nogen skridt tættere på hende, rykkede hun selv nogen skridt baglæns for at holde afstanden mellem dem, hun var ikke dum og den kvinde skulle i den grad ikke for tæt på hende, hvis hun blev ved med at rykke tættere på, så måtte hun jo rykke væk igen.

Aria fulgte kvindens bevægelser og fik øje på knivene i hylstret på hende ben, hun viste der var noget galt, hun tog et sekund til at se sine omgivelser, men nej de var helt alene så der var ikke noget hjælp at hente, hendes blik gik direkte tilbage på kvinden og fulgte hendes bevægelser, hun var klar til hvis kvinden forsøgte på noget som helst.
Aria så på hende "jeg er på vej hjem" sagde hun koldt, hun holde sine hænder i ro, men de var klar til at tage sværdet på ryggen hvis det her skulle ende ud i noget som helst.

Aria så på hende "hvem er du og hvad vil du?" sagde hun bestemt, dog stadig koldt, hun ville gerne vide hvad hun ville med hende siden hun var gået op til hende i stedet for at gå et andet sted hen.
Aria kunne godt mærke uroen i sin krop, men hun holde sig rolig.

Misandra kunne hurtigt finde årsager til, at hun var kommet til kvinden. At stikke en lille fin løgn ville ikke gøre hende noget, for hun var jo også god til at lyve, men på den anden side. Ærligheden var nok også ganske fin lige nu, og det var jo ikke fordi hun havde bedt kvinden, om at gøre et eller andet ondt. En dæmon som hende havde da heller ikke gjort et eller andet ondskabsfuldt. Det kunne godt komme, det gjorde det tit sådan noget, når det var hende. Lige nu virkede det ikke til, at hun ville få brug for sine knive, men hun kendte ikke denne kvinde, så man kunne vel aldrig vide.

"Ja det vil du gerne vide.. I mennesker er så nysgerrige hele tiden, så meget at det er forbandende irriterende" sukkede hun opgivende, som hun bukkede sig lidt ned for, at stramme ben hylsteret. Utroligt var det blevet lidt løst, det havde hun ikke oplevet så tit. I en ganske rolig bevægelse, fik hun strammet hylsteret og sikret sig at knivene var på deres pladser. Der skulle nødig ske dem noget, og guderne vide, hvad der ville ske hvis nogen fik fingrene i knivene. Det ville bestemt ikke ende godt, det vidste hun godt.

Så kvinden var på vej hjem. Misandra var ikke interesseret i at vide, hvorfra. Faktisk var hun ikke så interesseret i at vide mere omkring det, men på den anden side. Hun lod de kolde øjne hvile sig på kvindens ansigt, som hun allerede stod og overvejede de mange grusomme muligheder som der var"Misandra, og det jeg vil, medbringer ikke gode intentioner" det var sandt, og hun kunne vel lige så godt bare være ærlig lige nu. Det var så sjældent, at hun faktisk havde 'gode' intentioner. Selv stående overfor kvinden, var der allerede dukket flere scenarier og muligheder op i hovedet, end alle de mennesker som gik forbi dem. 

Aria så stadig stift på hende og fulgte hendes mindste bevægelser. Aria var som regl ikke nysgerrig, hun var enlig ret god til bare at være stille og obsavere ting, men hun blev nysgerrig når hun fik fornemmelsen af at hun var i livs fare.

Aria fulgte hendes bevægelser med øjne og trådte et skridt tilbage da kvinden bukkede sig ned mod sine knive. Aria ville ikke resikere noget, så hun holde skarpt øje med hende.

Aria så på hende med kolde øjne "du er en dæmon, så at du ikke kommer med gode intentioner, det overrasker mig ikke" sagde hun koldt og med en flabet undertone.

Aria så på hende "så i stedet for at stå og hyggesnakke, hvad så med at få det overstået, eller gå din vej så jeg kan komme hjem" sagde hun koldt, hun fulgte stadig hendes bevægelser, men holde også sin afstand til hende.

Aria så direkte på hende med kolde øjne, hun blinkede kort og så tilbage på hende, hun forsøgte at bruge sin evne til at læse hendes tanker, hun var dæmon så hun vidste ikke om Misandra som hun nu hed var for stærk psykisk til at hun ville kunne, men hun ville forsøge, det var heldigvis en evne som folk ikke kunne mærke hun brugte, så den var kun til hendes fordel, men hun var slet ikke sikker på hun kunne, men hun forsøgte ihærdigt ved at fokusere på hende.

Denne kvinde var bestemt ikke dum, for hun vidste at Misandra var en dæmon, og det var jo helt perfekt. Så behøvede hun da ikke fortælle at hun var det. Det lille brede smil voksede da kvinden nævnte at en dæmon som hende bestemt ikke kom med gode intentioner, og det var sandt. Det var vel også meget sjældent at dæmoner overhovedet kom med gode intentioner, og planer. Hun elskede at være dæmon, for der var så mange dårlige muligheder, og så meget magt nærmest. Man kunne tillade sig utrolig mange ting, uden at tænke på andre. Det kunne dog godt være, at andre dæmoner tænkte på andre, men det gjorde Misandra ikke.

"Selvfølgelig har jeg ingen gode intentioner.. Det er kedeligt" svarede hun ærligt, som hun lod sine livløse øjne hvile sig på kvinden. Hun havde bestemt intet problem med at indrømme, at hun ikke havde gode intentioner, men hendes planer og tanker gad hun ikke ligefrem indrømme lige nu. Hvorfor skulle hun også gøre det, det var da meget sjovere at holde mund, og lade kvinden se og høre det hele. Misandra stod og tænkte lidt, som hun hørte ordene fra kvinden.

Hyggesnakke?? troede dette kvindemenneske, at hun bare ville hyggesnakke, Det var langt fra noget, som en dæmon som Misandra gad, og havde lyst til at bruge tid på. At få det overstået det lød næsten som sød musik i hendes øjne. Hun greb fat rundt om kraven på kvinden, og pressede hende op ad den nærmeste mur. Der gik dog ikke lang tid, før hun greb rundt om halsen på kvinde, og lod de kolde øjne glide ind i kvindens"Det er nok det mest fornuftige du har sagt indtil videre..." nævnte hun bestemt, som hun sørgede for at kvinden godt kunne få vejret.

Aria var ikke i tvivl om at for en dæmon så var gode intentioner ikke sjove, men hvorfor skulle det lige gå udover hende at den her dæmon kedet sig?.
Aria holde øje med hende så meget som hun kunne, og rykkede sig automatisk baglæns. 

Aria var hurtig, men misandra var tydeligvis hurtigere da hun greb fat i hende og pressede hende op af muren, aria blinkede kort med øjnene da hun ramte muren, men åbnede en få sekunder efter.

Aria lå sine hænder over misandras, hun kunne godt trække vejret, men hun var heller ikke i tvivl om at hun sagtens kunne miste livet her.
Aria så koldt tilbage i hendes øjne "du skal prøve noget hårdere hvis du vil skræmme mig.... dæmoner skræmmer mig ikke, og da slet ikke dig" sagde hun koldt og flabet.
Aria så koldt på hende og holde et godt greb i hendes håndled, som hun stadig fokuserede på hendes blik, mest for stadig at se om hun kunne læse misandras tanker.

Havde det været en hvilken som helst person, havde Misandra nok sørget for at personen ikke ville kunne trække vejret. Men lige nu sørgede hun bare for, at denne kvinde kunne trække vejret. Det var også sjovere for hende, når hun kunne trække vejret, frem for hvis hun ikke kunne. Hvad skulle Misandra også gøre af sjove ting, hvis kvinden var død, så det var godt at holde denne unge kvinde i live. I det mindste virkede det ikke til, at kvinden var bange af sig, og det var en god ting i en dæmons øjne. Det kunne også kun gøre det hele meget sjovere.

"Hårdere... Dæmoner skræmmer andre, det troede jeg dit lille hoved vidste" lød det nærmest roligt fra hende, før hun strammede grebet rundt om kvindens hals. Denne her gang var det uden tvivl med vilje, så kvinden ikke ville kunne få vejret så meget. Hendes kolde blik og de nærmest livløse øjne stirrede ind i kvindens. At denne kvinde faktisk havde sagt de ord, var nærmest sjovt men på samme tid dumt. Misandra stod ganske afslappet med sit greb rundt om kvindes hals. Grebet strammede hun lidt mere før hun lænede sig ind imod kvinden. Det næsten gyseligt smil kom frem, som hun tiltede hovedet som en nærmest udfordring"Dæmoner siger ikke nej til en udfordring.. Dit liv er i mine hænder, så medmindre du vil miste tungen, så er det bedst du opfører dig ordenligt" det var nu sandt. Hun havde skam skåret en tung af før, og havde intet problem med at gøre det igen.

Hun havde bestemt ikke tænkt sig, at slippe sit stramme greb rundt om kvindens hals. Lige nu kunne dæmonen faktisk godt lide det. Hun var ligeglad med, om der kom folk gående, og om der var nogen som ville hjælpe kvinden. Det var dumt at prøve på det. Det ville bare blive værst for dem selv. Hun trak sig lidt tilbage, som hun rakte den frie hånd frem, og lod en finger glide ned over kvindens kind. Der var så mange muligheder lige nu. Alt fra en afskåret tunge, til at miste et øje. Det gyselige og kolde smil voksede som hun betragtede sin egen hånd, som holdt rundt om kvindens hals"Kan du mærke hvor svært det er, at trække vejret..." det lød nærmest interessant fra Misandra, som hun løsnede grebet en lille smule, dog ikke meget. 

Aria vidste godt det var dumt sagt allerede efter hun havde sagt det, men hun kunne ikke lige frem tage det tilbage, hun kunne kun holde sine hænder omkring dæmonens håndled og forsøge at få hendes hænder væk selvom hun hurtigt kunne bedømme at hun ikke havde kræfter nok til det.

Hun gispede let efter vejret da grebet om hendes hals blev strammere, men hendes blik var stadig på hendes øjne og Arias blik havde endnu ikke ændret sig "andre...ja....mig....drøm videre" fik hun gispet ud, det var svært at tale ligeså meget som før, hun kunne kun lige få luft, så hendes tale kom ud i gisp i stedet for, men hun det da sagt, og hun vidste godt at det nok var dumt at lægge sig ud med en dæmon, men så måtte det vel briste eller bære.

Grebet blev strammet det mere og Aria kunne ligeså godt forstå at hun ikke kunne snakke længere, hun måtte fokusere alt sin energi på at trække vejret den smule hun kunne.
Hendes blik der i mod sagde nok mere end hun burde, for hun kiggede direkte tilbage på hende med kolde øjne, hun viste ingen form for frygt, ikke man kunne se i hvert fald, hun vidste ikke hvorfor der ikke kom nogen og hjalp hende, men de fleste var vel hjemme i seng eller ude og drikke sig fulde så det var nok forståligt nok.

Aria fulgte hende med blikket, hun kunne ikke andet, hendes hænder holde stadig fast i hendes håndled, og da hun mærkede fingeren på sin kind tog hun sin ene hånd op for at ville slå hendes hånd væk fra sit ansigt, hun kunne ikke gøre noget ved den der var omkring hendes hals, men den anden kunne hun stadig slå til, hendes hænder var trods alt frie. Desværre ikke nok til at kunne få fat i sit sværd på ryggen.

Aria hørte godt hendes spørgsmål eller det lød som et spørgsmål, men Aria svarede ikke, da hun kunne mærke grebet det løsnede sig en smule træk hun noget mere luft ind og det hjalp da også på den svimmelhed der så småt var begyndt at komme af luftmangel.
Aria så koldt på hende og med en smule sammenbidte tænder "kan du mærke...hvor ligeglad...jeg er" sagde hun svagt på grund af luftmangel og en smule sammenbidt, hun så på hende og Aria kunne tydeligt se at hun havde det sjovt med det her, hvilket fik Aria til at gøre noget hun vidste hun ville komme til at fortryde, men hun gjorder det lidt i håb om at hun ville slippe grebet i hende, Aria spyttede efter hende, og sigtede selvfølgelig efter hendes ansigt da det var det der var tættest på. Hun håbede lidt det virkede, ellers skulle hun nok til at genoverveje at bede for sit liv i stedet for.