End ikke en måned var gået fra den ene offentliggørelse i Jontars liv indtil denne nye ville ankomme. For i dag var dagen. Hvor den seneste offentliggørelse havde været komplet uden for prinsens påvirkning, var han meget mere involveret i denne. Jovist havde valget af kone lagt på faderen skuldre takket været fyrsten og prinsens aftale, men lige her havde Jontar intet imod valget. Pompeia var en køn kvinde - indvendig såvel som udvendig. Hun ville gøre en god kone.

Vielsen var overstået og de to unge mennesker var officielt mand og kone. Nu var fokusset lagt på den overdådige fest, der skulle holdes efter. Den store balsal på paladset var pyntet ekstravagant op. Det var jo ikke blot et bryllup for en af fyrstens afkom. Det var brylluppet for den kommende fyrste. Kun det bedste til de bedste. Selvfølgelig var resten af paladset på sin vis også pyntet op. Selve festen foregik i balsalen, men mange andre lokaler skulle bruges til andet. Og med de mange gæster ville de sikkert også gå på opdagelse.
Iført nok de fineste klæder, Jontar nogensinde havde båret, var han ved sin kones side. Kone. Det var et ord, prinsen skulle vænne sig til. Pompeia var ikke mere bare hans trolovet eller forlovet. Hun var hans kone. Hans kvinde. Hans fremtid. Men nu måtte de officielt dele sovekammer. Det havde været deres lille hemmelighed de sidste par uger. Snige sig ind til hinanden som Romeo og Julie. Forskellen mellem disse to parringer var dog, at det ene par ikke måtte være sammen på grund af familie, hvor Jontar og Pompeia havde det modsatte. Anti-Romeo anti-Julie.
Prinsen lænede hovedet mod hende. “Væn dig til det, Pompy. Kazimi kan holde en rigtig fest.” sagde Jontar lavmælt. Prinser og prinsesser. Grever og grevinder. Baroner og baronesser. Samtlige af højtstående personer var inviteret plus andre. Dette var en fest for landet. Fremtiden for fyrstens familie var fastlagt og forstærket. En gift prins ville være den næste fyrste. Og dermed ville kommende prinser og prinsesser kunne ankomme igennem dem. Fyrsteslægten var alt andet end uddød. Det var et faktum, der var værd at fortælle til hele landet, hvorfor dette bryllup nærmest var en åben invitation til alle. Dørene var åbne. 

Dagen havde været længe ventet. Pompeia havde været i de hvideste klæder. Hun var satset rigtig ud for Jontar. Et syn for Guderne. De havde sagt ja til hinanden uden tøven. Hun havde været betaget af ham under hele ceremonien. Det ville være synd at sige, at Pompeia havde set andet. Men de var i hinandens selskab for tid og evighed nu.

Pompeia havde delvist klynget sig til Jontar i sådan en grad, at hun nærmest ikke slap hans hånd. Balsalen var pyntet op som aldrig før, aldrig havde Pompeia set dette. Det var første dag i den nye tilværelse, og de sparet på ingenting. Pompeia forholdt sig generelt tav, hun tog det hele ind. Natten måtte dog gerne falde på. Deres første officielle nat stod for døren, og hvis vi lod os være ærlige, så ventet Pompeia spændt på denne oplevelse. Det ville ikke bare være en nat hvor de sov side om side, men begyndelsen et fuldbyrdet ægteskab. Gaderne havde hvisket om godheden i dette. Hun vendte blikket mod ham; “Jeg har skam aldrig været i tvivl om hvorvidt I kunne holde en rigtig fest, min kære,” Nu var det vel blot om hvorvidt han havde i sinde, at de skulle holde månedlige fester.
Dørene var slået op, invitationerne var spredt ud over landet. Det var et magtspil. Alle skulle vide, at Kazimi-slægten endnu stod stærkt og ikke havde i sinde at lade sig føje eller underkue feje tricks og fedtspiller.

Trukket ned overhovedet hjemmefra, var det forventeligt at møde op til disse begivenheder. Fester var vel bare en del af livet, selvom Basil nu ikke så særlig sjovt ved dette. De skulle være fint klædt, opfører sig eksemplariske og bare mingle omkring. Få kontakter inde for lignende erhverv. 
Men han måtte dog give Kazimi slægten det. De havde pyntet op, så selv konge-slægterne kunne tabe mælet, det var han sikker på. Familien af Lyset så jo næsten farvefattige ud ved siden af dette her. Han opholdt sig nok langs væggene, men selv der, der kunne man få en følelse af hele rummet. Havde han egentlig nogensinde været til en rigtig fest i Kazimi-palæ, nej vel?

Basil fulgte lidt trip med de andre, smilte, gav hånd og klappede når det var passende. Brudeparret var ganske nydelig, men så meget så han nu heller ikke på dem igen. For et øjeblik så han lidt efter Aaliyah, eller nogen anden han nu kendte fra Dianthos. 
Han bevægede sig ind i mellem mange af gæsterne, det var altid til fordel at være i nærheden af en udgang. Men som han passere igennem der, så han brudeparret på tættere hold. "Det er vel enhvers drøm, at se så glade ud, som dem," det var ment til at være en tanke for sig selv, men han hørt sig selv sige det. 

Han forstod nu godt glæden ved det hele, og kunne ikke unde dem det. At løsrive sig selv en anelse, ville kun være passende. Nyde omstændighederne og bare komme lidt omkring. 

Det var måske vigtigt at pointere, at han kom i stedet for sin farbror, som var den der besad titlen. Han havde bedt Basil give dem sin dybfølte beklagelse og lykønskninger til slægten. 

Der faldt en lille sten fra fyrst Sephyrans hjerte, da han så sin søn udveksle ægteskabsløfterne med sin nu-hustru. Fremtiden så en anelse lysere ud, og ville det i endnu højere grad, når Pompeias mave begyndte at svulme med barn. Det var trods alt formålet med hele overdådigheden - at sikre Kazimi-slægtens fremtid.

Ingen af de tidligere arvinger havde nået at sætte børn i verden. Selv om Sephyran inderligt håbede, at Jontar ikke ville falde i forbandelsens kløer, kunne han i det mindste have en arving i direkte linje, skulle et barn komme til verden. Tanken om, at alle hans sønner kunne blive taget fra ham, var næsten ikke til at bære..

Men disse tanker måtte slås ud af hovedet, som festlighederne begyndte, og fyrsten vandrede fra den endelig udveksling af høfligheder med en vigtig adelsperson til den næste. Han spiste godt af maden og drak mere end rigeligt af vinen, men de klare, blå øjne blev ved med årvågent at betragte gæsterne. Utvivlsomt ville hans spioner have endnu mere at berette den følgende dag: særligt var han interesseret i, hvem der ville betragte de nybagte brudepar med skinsyge øjne. Var nogle i den nærmeste familie utilfredse med den nye arving og håbede tilmed, at de selv kunne have snuppet fyrstetitlen med tiden? Eller var nogle af gæsterne fra de fjernere adelsfamilier ude på at skade Kazimi-familiens fremtid?

Man kunne aldrig være forsigtig nok...