Isidora var ved at være både træt og sulten, så hun søgte hen imod en lille kro i håbet om at kunne få et måltid mad og ikke mindst en varm seng at sove i. Penge var ikke det hun havde flest af, da hun ikke rigtig havde noget job, men hun havde da lidt, og ellers var hun da heller ikke bleg for at tage opvasken på kroen eller hjælpe til i køkkenet så godt hun nu kunne. 

Hun nåede dog aldrig til Kroen, for på vejen blev hun fanget af noget meget mere spændende! En ung kvinde sad i parken og lignede end der var fuld af gode fortællinger og spændende oplevelser. Hende Måtte Isidora bare snakke med. Hun skiftede derfor retning og gik imod kvinden med et smil og stoppede til sidst ved siden af hende. "Hej. Må jeg sætte mig. Jeg hedder Isidora. Hvem er du?" Hun var utrolig direkte men samtidig også virkelig smilende og før kvinden havde svaret, havde Isidora allerede sat sig. 

Hvor længe havde hun endelig siddet der? Tiden var løbet fra hende som tankerne havde spillet deres spil. Reynlest familiens rod og Zirra følelser, Kester, den mørke dronning, Lucid og så den forbandet psykopat hun havde hjulpet. Der var nok at tænke over, og grundet dette var dagen også gået.
Jo den havde da startet med offentlige møder, nu hvor nytåret nærmede sig skulle alt for mange aftaler genhandles. Det var også derfor hun havde gået en længere tur som dagen var sluttet, for mange desperate følelser og få en pause kun med hendes egne kunne være forfriskende og sådan var timerne gået, selvfølgelig en kort tur forbi den nærmeste vinhandel, og to flasker havde været det selskab hun havde søgt, ikke at de var tomme, faktisk var den lige blevet åbnet og hun var overraskende nok kun fire tårer inde. Som en følelser hun havde savnet på det sidste fik sneget sig ind på hende, nysgerrig. Det var forfærdeligt sjældent at møde det som folks primære følelse. Hun vendte  hovedet imod følelsen netop som den unge kvinde hilste, præsenteret sig selv, og spurgte om to ting. Hun smilte som hun fik øjne kontakt med en unge kvinde, Isidora, ikke helt menneskeligt.
Hun havde ikke skiftet tøj fra de møderne og sad stadig i den blå, gyldne uniform, den blå kappe og vingerne lå hen over bænken og var til frit udsyn.

”Selvfølgelig må de det!” begyndte hun med et lille neje til Isidora.
”Navnet er Josefine.” Svaret hun og smilte ved kvinden handling, hun satte sig længe før svaret kom, og lige nu var det faktisk meget rart.

Flasken blev let tørt af i ærmet før den blev tilbudt den unge kvinde.
”Er de til vin? Så deler jeg gerne. Ellers bliver jeg gerne mens de henter noget andet på kroen.” hun gav et kort nik bag sig, hvor en kro lå lidt nede af gaden som mødt byparken.

Egentlig drak Isidora ikke rigtig vin. Det var hun ligesom ikke helt gammel nok til endnu, men hun sagde ikke nej til buddet. Det ville også være bedre end at hun skulle ud og finde nogle drikkevarer, som hun ikke rigtig havde råd til. "Vin er okay tak. Jeg har smagt det en gang eller to." forklarede hun ærligt og lænede sig lidt tilbage, da det blev klart at hun var velkommen til at sidde der. Hun skævede til pigen og huskede på at hun hed Josefine. Hvad hun ellers var for en, det anede Isidora ikke, men det var svært for hende at få blikket væk fra både uniform og vinger. Hvem var hun!?
"Er du ridder eller sådan noget?" Spurgte hun lige ud, for hvem ellers bar da uniform på den måde? Derefter tog hun imod flasken og smagte på indholdet, det var lidt stærkt, men hun fik det da ned  og rakte så flasken tilbage. "Tak"

Netop som ung pigen skulle til at sætte sig bøjet hun sin ene vinge sådan de bløde fjer lå sig mellem træbænkens ryglæn og ung pigen, blot for en smule behag. Den anden vinge lå stræk sig så lang den væk til den anden side som hun satte sig mere roligt tilpas og sit bliv lettere undersøge ung pigen som ud formuleret sin erfaring med vin, nogle ord der blev mødt med intet andet end et under holdt smil, for hun huskede tydeligt den gang hun selv skulle lære at holde de tunge væsker i sig.
”Man vænner sig til det.” kommenteret hun kort.

Den næste blev mødt med et kort fnis, som fik hende til at skjule munden bag sin håndryg.
”I guderne nej, så fin er jeg ikke. Var soldat, og disse dage arbejder jeg som diplomat hos lyset. Holder mig fra fronten hvis jeg kan komme til det.” hun slog hænderne ud til siden kort før hun samlede dem igen i sit skød. Det var det samme smil som da flasken først blev taget, der kom som flaskens indhold blev smagt. Flasken blev glædeligt taget imod og mødte hendes læber øjeblikket som en større tår blev taget.

”Spørg alt de vil, men først må de fortæller mig hvem de selv er.” hun vendte sig halvt, lod sine knæ pege i retning af sin gæst og smilte varmt som hun søgte ung pigens blik i spænding på svar.