Hailey havde igen pakket grejet og var rejst fra Elverly til Tusmørkely, hvor hun slog sig ned de kommende dage. På kroen havde hun fået sig et midlertidigt værelse, hvor hun gik igennem hele sit healerkit for at tjekke op på, om det hele nu var på sin plads. Det viste sig dog hurtigt, at hun ikke havde alle de urter, som hun havde regnet med. Hun måtte have brugt dem på vejen, tabt dem, et eller andet, problemet var bare, at de ikke var i hendes taske. Det var præcis derfor, at Hailey havde begivet sig ud om morgen for at gå på jagt. Svært, når man slet ikke kendte området eller plantelivet.

Det endte da også med, at hun måtte gå tomhændet hjem ved eftermiddagstiden. Det var allerede blevet mørkt i Tusmørkedalen, så hun havde ikke høje forventninger til, at det ville se meget bedre ud, når hun kun tilbage til kroen. Måske ville der være liv, når alle de skumle typer bevægede sig ud af sit skjul. Efter hvad der føltes som en evighed stod Hailey endelig ude foran kroen igen. Et måltid ville gøre hende godt og i sin frustration havde hun ikke engang valgt at skjule sine ører. Man kunne nu for alvor se, hvordan de stak ud af håret. Venstre øre havde endda to ringe i sig, som hun havde fået i starten af teenagealderen, men bare aldrig havde taget ud.

Døren til kroen blev åbnet af Hailey, hvorefter hun luntede ind til kromutter. Hun ville faktisk bare gerne have noget frisk at drikke. Hun brød sig ikke om øl, men bestilte det stadig ved baren. Ventetiden var dog længere end forventet, måske fordi kroen var så populær og overfyldt, så Hailey endte med at stå for sig selv et stykke tid. Ja, lige indtil at en fremmede valgte, at hun ville være den perfekte samtalepartner.

Også bordelejeren Enzel Silene var langt hjemmefra hvor han boede, i Dianthos. Han havde netop overnattet på kroen i to nætter og havde alle sine rejse-ejendele oppe på kroens pæneste værelse. Her havde han haft et godt udnyttet besøg af sin flotte, mandlige elsker - en håndværker, jovist, men han kunne sagtens være kærlig. Han forventede at se ham igen i aften, men nu måtte han underholde sig selv for nu. Han var gået ned for at få eftermiddagste, og han havde sat sig i hjørnet ved et vindue og en grøn plante, hvor eftermiddagens sidste solskin kunne ramme ham til hans fordel. Og herfra kunne han følge med i alt hvad der foregik i kroen, alt imens han snurrede sukkeret og mælken rundt i den grønne te.

Hans øjne havde hemmelighedsfuldt fulgt med, i nogle af de lokale gutters kortspil, og han havde luret hvorledes den ene havde sluppet afsted med at snyde den anden, uden at nogen opdagede det. Altså udover ham. Men selvom det ikke kunne forklares hvordan han gjorde det, faldt beskyldningerne alligevel og de kom næsten op at toppes, hvis ikke det var fordi den store mand, som ejede stedet her, kylede dem begge ud, så de kunne tage den derude.

Nu kedede Enzel sig igen.

Han var ved sin anden kop, da døren atter gik op. Han forventede at se endnu en af de lokale, lidt snavsede arbejdertyper, som var majoriteten her i byen. Men ind kom den fineste lille skabning Enzel længe havde set. Han rettede sig lidt op. Hans egne katteører var skjult bag turbanens sileklæder. Og ligeledes var halen også hengemt, nærmest på magisk vis i bukserne. Han var forklædt som menneske, ulig pigen her. Han bemærkede at han ikke var den eneste der havde kastet sit blik på hende. Hun lignede jo en der ledte efter en ledig plads, og han kunne gætte sig til, at der var kø om at tilbyde hende en plads.


Enzel fløj op fra sit sæde og overhalede en skægget tømrer, der ellers var på vej. Han stilte sig helt tæt på hende ved bare og overrakte hende sin hånd.

"Hr. Enzel Silene. Præsenterede han sig, ganske pludseligt, men med fuld skrue på charmen. Han duftede af en blanding af grøn te og rosenvand... og en slags... urt? "Lad mig byde dig den øl." Han vendte sig mod krofatter og gav ham lidt ekstra for at være på hans gode side, nu hvor han havde... holdt ham og kroens andre gæster vågne i to nætter med hans natlige besøg. "2 øl til mig og den lille halvkattefrøken."

Hailey var ikke vant til, at der var rift om hendes opmærksomhed. Normalt kunne hun med snilde blende ind i befolkningen, når hun gemte sin langhårede hale væk, og ørerne var skjult under en hue. I dag havde hun ikke været så grundig og alt var ude i deres pragt, men selv da gav folk hende ikke endnu et blik. Halvdyr var trods alt en udbredt race efterhånden, så Hailey var ikke længere en besynderlig person som man kunne lade blikket studere. Selv med det i mente følte hun sig som et får blandt ulve, da hun ventede på, at kromutter endelig ville rette sin opmærksomhed mod hende.

Det var dog ikke kromutters opmærksomhed hun først fik, men snarre en mand med en stor turban på hovedet, der dækkede for, at han faktisk var få centimeter lavere end hende selv. “Uh uhm. Frøken Hailey Demon,” præsenterede hun sig selv en anelse kluntet, da hun ikke havde regnet med at blive talt til i det samme, at hun gik ind på kroen. I sin nervøsitet for denne introduktion stak hun hånden frem og at insinuere, at hun ville have et håndtryk med manden, nu hvor de endda havde præsenteret sig selv med fornavn og efternavn.

Inden Hailey kunne nå at sige, hun ikke brød sig om øl, havde han bestilt to og kromutter havde allerede vendt dem ryggen igen. “Jo tak, men jeg er nu ikke en halvkat, men en halvulv,” rettede hun ham, men nævnte ikke, at hun heller ikke brød sig om den gærdede smag af øl. Han havde betalt, skaden var sket. Det mindste hun kunne gøre var vel, at lade som om, at hun kunne lide drikken han havde bestilt.

Blikket blev vendt på den nydelige mand ved hendes side. Ordet yndig brugte hun ikke normalt om mænd, men det var sådan hun ville beskrive den såkaldte Enzel Silene. Måske var det grundet de feminine træk i ansigtet, der mindede en smule om en kats grundet aftegningerne ved øjnene. Dog kunne hun ikke fortælle om det var en naturlig farve eller om det var tegnet på. Hans kropsholdning var elegant som om han vidste, at han var den mest indflydelsesrige i lokalet. Når han gik var det som om, at han ejede verden, hvilket Hailey kiggede en anelse forundret på. Stemmen stemte godt overens med denne observation, da han lød ret så karismatisk, men hvorfor ville han mon gå direkte over til hende?

Da hun gav sit navn og rækte ham en nervøs hånd, tog han den fermt. Hans greb var selvsikkert, præcis som man ville kunne forvente af en rigtig forretningsmand. Hans negle var stærke og finpolerede. Næsten hver en finger var udsmykket med farverige ædelsten. Denne turbanklædte mand havde råd til mange øl.
 
”Beklager min uvidenhed, frøken Demon. Jeg er jo blot et menneske,” Han nød virkelig at præsentere sig selv som et menneske. For folk der kendte til hans hemmelighed, var det ikke svært at se forbi forklædningen, men ingen havde endnu stillet kritiske spørgsmål til hans udseende eller hans katteagtige gang og personlighed. Og sådan skulle det forblive.
 
Enzel tog sig et kig ned ad hende, og op igen, mens han løftede øllen og drak af kruset. Det var udmærket øl, selvom Enzel så sjældent drak andet end sin rødvin. Tænk at en så sød hvalp havde valgt at bestille øl i baren, hun burde slet ikke ødelægge sin værdifulde krop med arbejdernes drikkevarer. Han skar kort en grimasse og kiggede kritisk ned på øllet, men valgte alligevel at tage det med sig. ”Vil du ikke med hen at sidde ved mit bord? Jeg trænger til ordentligt selskab,” Spurgte han og var allerede på vej derhen.
 
Han satte sig bevidst på pladsen, med ryggen til væggen, så han stadig kunne holde øje med hende og resten af rummet. Og hun vil således kun have opmærksomheden rettet mod ham.

Hr. Enzel Silene var en mand ulig mange andre hun havde mødt på sin vej. Alt fra hans ansigt med de både feminine og hårde kanter til hans excentriske beklædning. Der hvor Hailey kom fra stødte man ikke ind i en type som ham. Måske var det derfor, at hun var interesseret i at vide, hvad han var for en fætter. Gad vide om han var det sorte får i en rigmandsfamilie? Den sidstfødte ud af otte, hvor han blot havde badet i penge uden sine forældres kærlighed. Af den grund gik han rundt i farvestrålende tøj og ædelstenssmykker på hver en finger, fordi så kunne man ikke lade være med at fjerne blikket fra ham.

Hailey vidste dog godt, at hun var for hurtig til at dømme, så derfor prøvede hun på at ryste tankerne fra sig. Men hvorfor ville en mand som ham ellers søge hendes selvskab? Det var ikke ligefrem fordi hun lignede en million efter at have gået og samle urter dagen lang. “Det kan også være svært at kende forskel, hvis man ikke omgåes halvdyr som mig selv,” grinte hun en anelse akavet og gav et lille smil for sig. Normalt talte hun ikke om, ‘hvad hun var’. Folk så det med deres egne øjne og kunne derefter bestemme om de ville være i hendes selvskab eller ej. Det virkede til, at Enzel havde besluttet sig for, at hun var interesant nok.

Hailey havde modtaget kruset af øl og tog en lille slurk, hvor hun helt undgik at skære en grimasse. Hun var nået alderen 26, der måtte man lære, hvordan man tog alkohol ned som en voksen. “Jo tak. Er dit selvskab ved bordet ikke interessant nok” Spurgte hun og satte hovedet en anelse på skrå. Hvad der lå gemt i hendes spørgsmål var, hvorfor han mente at hun ville kunne overgå det? Gad vide om han sad alene?

Hailey ville hurtigt finde ud af, at Enzel ikke sad sammen med de andre lokale. Han havde siddet helt alene ved sit bord før hun kom. Man kunne se at der stod et tomt rødvinsglas ved hans plads. Men nu drak han det som hun ville drikke, det var en måde han udviste fællesskab med hende på. Forhåbentligt ville hun finde tryghed i hans selskab, på trods af hvor uvenlig han kunne fremstå.

”Heh,” Lo han lidt hemmelighedsfuld, og han gemte smilet bag en smykket hånd, for at han ikke kom til at røbe, at han havde huset fuld af halvdyrskvinder derhjemme. Det var jo ikke ligefrem det der holdt en kvindes interesse. ”Men du er en halvulv, det lyder virkelig spændende.” Måske endda for spændende. Det ødelagde jo lidt ideen med et bordel der husede kæledyr. Men hvis han, en halvkat, kunne tage fejl af de bittesmå ulveører, så kunne et menneske umuligt regne det ud.

”Jeg vil langt hellere tale med en smuk halvdyrskvinde på min egen alder, end de her slidte, lokale bønder,” Han kastede ligegyldigt ud i med hånden, og havde talt tilpas højlydt nok til at fornærme nogle af de mænd der sad tæt nok på at høre ham. Enzel fik sendt nogle sure blikke efter sig, men han ignorerede dem, som om han ikke var bange for noget som helst. Han havde kun øjne for Hailey lige nu.

”Du ligner ikke de andre her. Er du turist ligesom mig?”

Bordet Enzel førte dem hen til var tomt, hvilket passede godt med den teori hun havde om, at han ikke var i selvskab af andre. Nu var det heller ikke fordi, at gæsterne på kroen virkede som nogle, man ville omgive sig med. Tusmørkely havde sit ry, hvilket blev reflekteret i de personer, der opholdte sig her. Spøjst at en vindrikkende mand som Enzel befærdede sig i disse omgivelser. Selv var Hailey her kun for en lille pause, så måske var han her af samme årsag. Et lille stop på vejen før han nåede sin rigtige destination.

“Årh du smigrer mig,” svarede hun og slog en smule med halen. Måske kunne han have sagt det på en pænere måde. Hailey så godt, hvordan han intentionelt snakkede højt nok til, at mændene ved deres side hørte dem, men hun tog komplimenten til sig alligevel. For hende var komplimenter ikke ligefrem nogle, der blev smidt i hovedet af hende. Normaltvist gik det den anden vej rundt. Folk havde det med at afreagere med deres ord, når hun blot prøvede at hjælpe dem med sin healing. Dog fandt taknemmeligheden også vejen frem ud af deres læber, hvilket for Hailey var bedre end enhver kompliment. Dog var det rart at føle sig værdsat, men hun måtte indrømme, at hun følte sig mest komfortabel, når hun blev påskønnet af sin vidunderlige kæreste.

“Turist? Det vil jeg ikke ligefrem kalde det. Selv hvis jeg var, ville Tusmørkely ikke være mit første stop. Jeg er en omrejsende healer. Grunden til jeg er endt her er fordi, at Tusmørkedalen har nogle specielle urter jeg skal have fat i til min praksis. Heldigvis fik jeg høstet alt jeg skulle have i dag, så snart vil jeg vende snuden videre. Hvad med dig, Enzel?” Spurgte hun og lagde hovedet en anelse på skrå. De havde nu sat sig ved bordet og i stedet for at sætte sig overfor Enzel, havde Hailey valgt at sætte sig ved siden af ham, idet der virkede mest naturligt fra den vinkel de kom ind fra. På den måde behøvede hun ligeledes ikke at læne sig halvt over bordet for at høre hans stemme.

Enzel var ikke vant til at folk valgte at sætte sig ved siden af ham. Det måtte være fordi hun var i hundefamilien. De var altid så opsøgende... Han trak sig derfor en lille smule væk fra hende, men rettede så hele kroppen mod hende, med den ene arm støttende mod bordet og ølkruset hvilende i hånden.
"Hvor spændende," Kommenterede han undervejs, som hun fortalte, og forsøgte at lyde sandfærdig. Det bekymrede ham lidt at hun allerede var en karrierekvinde, eftersom at det var lettere at rekruttere halvdyr, der var i pengeproblemer. Men de havde som regel også en del problemer fra fortiden med sig. Når nu Enzel tænkte lidt over det, lød det ikke helt tosset med en personlig healer knyttet til bordellet. Enzel stolede ikke på andre end sin egen slags.

"Jeg besøger bare en god ven i nogle dage," Svarede han, hvilket for engang skyld var sandhed. Han behøvede ikke at lyve overfor hende, men hun behøvede selvfølgelig ikke at vide hvad han foretog sig med den ven. "Jeg kommer helt fra hovedstaden, så rejsen er for lang til at komme og gå samme dag, så..." Derfor var han her. Han smilte bredt og smallede sine øjne, hvilende på hans nuttede, pelsede veninde. Han så ingen grund til at tale for meget om sig selv, da flere informationer om ham, kunne skræmme hende bort.

"Der må være meget arbejde i at rejse rundt? Men der må åbenbart være langt mellem kunderne?" Spurgte han, med hensigten af at dreje emnet over på udfordringerne i hendes dagligdag. Forhåbentligt kunne han få hende til at åbne op for, om hun kæmpede lidt med at brødføde sig selv og måske en familie? Dem Enzel stolede mest på derhjemme, var de piger der havde nogle at forsørge. På den måde vidste han at løn var nok til at holde dem i den hårde branche.

Hailey var næppe ekspert i kropssprog til trods for, at hun omgav sig andre væsner næsten på daglig basis. Eller, daglig basis var måske lige i overkanten. Der kunne godt få flere dage mellem, at hun stødte ind i et andet individ, specielt dem som faktisk havde brug for hendes hjælp. Måske var det derfor, at hun ikke lagde mærke til Enzels spøjse kropssprog og kommentar, der i andres ører ikke ville blive hørt som værende oprigtig. Der tog Hailey mere folks ord på overfladeniveauet og lyttede til, hvad der konkret blev ytret, hvilket pegede tilbage til hendes profession. Hailey måtte stole på, at hendes patienter vidste, hvor stopknappen lå under healingssessionerne, der ofte viste sig at være ret så smertefulde, fordi folk havde en tendens til at lave spøjse ting med store konsekvenser.

“Det var da en skam, at du ikke bliver i byen noget længere,” kommenterede hun på sin nye samtalepartners udtalelse. “Det må være en god ven siden du er villig til at tage denne lange rejse for at besøge dem,” tilføjede hun derefter og tog en slurk af sin øl, hvorefter hun spidsede ører, da Enzel smed endnu et spørgsmål hendes vej. Det var ikke ofte, at andre kunne nikke til, hvor stort et stykke arbejde hun faktisk gjorde. Ved at hun var omrejsende healer, var det ofte hendes ansvar at finde arbejde til sig selv, da patienterne ikke kom bankende på hendes dør som ved en healerklinik. 

“Klart. Nogle dage er værre end andre, og i vintermånederne var det specielt hårdt at vandre fra sted til sted. Det er heller ikke altid, at det er lige nemt at finde et job,” indrømmede hun selvom, at dette næppe var noget hun ofte åbnede op om. “Dog er jeg ikke typen, der vil kunne slå mig ned et enkelt sted. Jeg kan godt lide, at der er en del variation i min hverdag. Det er ikke sjovt at makke rundt i det samme i for lang tid, hvis du forstår hvad jeg mener?” Spurgte hun og smed bolden op i luften.

Enzel var mester i at holde sine hemmeligheder skjulte. Og grunden for hans besøg var i den grad også en hemmelighed. Så hans måde at komme udenom at kommentere yderligere på sagen om hans ven, var blot ved at trække lidt på mundvigene og smile til hende med øjnene. Det var så sandelig en god ven han havde sig, ja…

Han sugede hendes fortælling til sig, og pupillerne spilede sig grådigt en smule større, da de talte om noget han godt kunne lide. Bare den mindste antydning af, at hendes liv ikke altid var perfekt, var de nøgleord han skulle bruge, for en mulig ansættelse. ”Åh ja, jeg forstår udmærket,” Svarede han, trods han ikke havde det på samme måde, overhoved. Én ting var at være fastlåst i kløerne på en ejer i hans hjem i Rubinien. En anden ting var selv at finde et sted at skabe sig et nyt liv. Med økonomisk tryghed…

”Men du ved, nogle gange er det ikke lokationen, der afholder os fra at have variation. Personligt så-” Han placerede en hånd på sit silkebeklædte bryst ”Har jeg størst glæde af at have en fast base i hovedstaden, hvor det er de mange spændende personer jeg møder hver dag. Jeg nyder at min forretning skaber glæde for både mine ansatte og de kunder der nu engang kommer. At gøre en forskel… Ikke meget anderledes end som du.” Enzel ville vove at påstå, at han hjalp langt flere mænd hver dag, end en lille omrejsende healerulv kunne nå på en dag.