Det var efterhånden længe siden Jez var rejst fra Opalslottet i Azurien, og i stedet havde gjort Tusmørkely til sit hjem. Siden var kulten hun havde skabt til sin adopterede datter Agarwaenels ærer vokset fra ét enkelt medlem, til en håndfuld dedikerede folk hvis højeste formål i livet var blevet at tilbede den jord Jez' lille engle gik på, og sikre hun altid var komfortable og elsket.
Det var vel kun hvad der kunne forventes af en mor!
Men stadig var det ikke mere end et hobby-projekt, og næppe noget der kunne fylde hendes tid ud.

Jez havde egentligt lovet sig selv at lade fortiden ligge, og ikke drage unøddig opmærksomhed til sig selv, men dovenskaben havde i sidste ende vundet over forsigtighed. Der gik ikke længe efter den første grav var fundet tom, til rygterne begyndte at sværme.

Om det var disse lokale rygter, eller information om Jezs farverige fortid som landsbyskænder og De Dødes Ukronede Dronning viste hun ikke, men det havde været en positiv overraskelse da en uventet invitation var blevet bragt til nekromantikerens skød. Den havde pirret nekromantikerens interesse gevaldigt, og efter at have gjort sig sine nødvendige forberedelser, havde hun sadlet sin udøde hest, og sat afsted for at nå det tid og sted som invitationen havde angivet.

Efter at have levet flere århundreder i samme by, i samme bygning, lærte man en del ting om ens omverden. I hvert fald den nærmeste omverden. Skønt Hyun fik færre og færre gæster i årenes løb, kom rygter og viden til ham. Om det var tjenestefolket, der gerne ville have en lille fordel for en stund, eller breve og lignende nåede ham, lærte Hyun nok til at kunne udnytte visse ting. Og denne oplysning havde tiltrukket vampyrgrevens nysgerrighed. Denne specifikke nysgerrighed ville kun vokse med årenes løb. Sammen med ensomheden kunne denne nysgerrighed vokse til farlige proportioner, skulle den lægge upåvirket og urørt.
Derfor havde Hyun sendt en invitation mod oplysningens rod. Det var blevet givet til den brevansvarlige på slottet. Om det overhovedet ville nå de rette hænder, kunne han ikke vide. Men det var snart tiden, som han havde beskrevet i brevet. 'Onsdagen efter modtagelse af brevet klokken 19'. 

Hyun kiggede mod det gamle ur i lokalet. Han sad i læserummet ikke langt fra hoveddøren. Det var dog ikke herinde, greven havde intentioner om at underholde sin gæst. Men det var lokalet, der var bedst til at kunne høre døren. Ikke at Hyun gjorde dette tit. Hvis han sad der og ventede på gæster, kunne han sidde i flere dage, hvis ikke uger eller måneder, før nogen ville tage i håndtaget. Læserummet blev oftest brugt til, hvad hensigten med lokalet var. At læse.