"Hvor smagfuldt..." den sarkastiske stemme og tone, var rettet imod en salgskvinde. Boden hun havde ansvar for, var en bod hvor der blev solgt glas, og nogle blomster. En ganske underlig og usædvanlig blanding, hvis man spurgte Misandra. Det blonde hår hang løst, som hun rettede lidt på ben hylsteret rundt om benet. Det var ikke så tit, at hun havde det på, men når hun havde fornemmelse af ballade, og kaos skadede det vel ikke. Der sad knive i ben hylsteret, og selvom det ikke var sikkert at der ville ske fare her på markedspladsen, så vidste man aldrig. Hun lænede sig lidt ind over boden, uden at fjerne blikket fra salgskvinden. Et lille hånligt smil kom frem, som hun greb fat rundt om en lille glas figur. Det var slet ikke noget som interesserede hende. Med vilje tabte hun figuren ned på jorden, og kunne se hvordan kvinden overraskende og ked af det stirrede på hende.

Misandra betragtede alle glas stykkerne på jorden. Hun bukkede sig kort ned, og samlede nogle stykker op. Kvinden var tydeligvis oprevet over det, men det var Misandra ligeglad med"Skrøbeligt... Kedeligt... Skarp som en kniv" lød det næsten filosofisk fra hende, som øjnene gled hen over de mange glas stykker i hånden. Hun knyttede hånden rundt om stykkerne, og lod glasset skære hendes hånd. Det begyndte at bløde, men det betød ikke noget. Salgskvinden krydsede armene, og gik igang med at skælde hende ud, og stædigt nævnte hun skulle betale for det. Et lille skævt smil kom frem på hendes ansigt, som hun åbnede den blodige hånd, og lod glas stykkerne falde til jorden. Blikket gled ind i salgskvindens øjne, og før den stakkels kvinde nåede at sige noget som helst, havde Misandra proppet to rav stykker ind i munden på kvinden.

"Behold dem bare.. Jeg har flere hvor de kommer fra" den kække og nærmest kyniske stemme, fik kvinden til at blinke nogle gange med øjnene. Det var forståeligt, at hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Misandra lod smilet vokse, som hun vendte ryggen til, og rev et stykke stof af sit eget tøj. Fik bundet den blodige hånd, og fnys lidt over den håbløse kvinde som bare stod forvirret og ikke vidste, hvad hun skulle gøre"Endelig lukkede jeg munden på det kvindemenneske..."mumlede hun lavt, som hun løftede den bundne hånd op til sit ansigt. Hvor skulle hun nu sætte sin kurs hen. Der var ingen hun kendte, eller havde set før. Humøret var ikke højt hos hende, men det var det så sjældent. Hun var nærmest mere hjerteløs, og kold end alt andet. Det var klart, og da hun kom forbi flere boder, hørte hun nogle omtale en eller anden dæmon, som de frygtede. Nysgerrigt og undrende lyttede hun lidt til deres samtale, som hun langsomt gik forbi dem. Da de omtalte Malaketh, kunne hun mærke hvordan både vreden begyndte at stige, men også et savn. Hun fnys lidt, som hun gik videre forbi kvinderne som fortsat talte om hendes far.

Måske man skulle overveje nye klæder? Måske nogle nye knive? Alt var vel til at finde på markedspladsen, hvilket også var derfor dæmonen havde begivet sig ud på gåturen, efter at have været på besøg på et horehus. Man kunne vel kalde det et ritual? De blågrønne øjne så sig omkring og forsøgte at danne et overblik over de mange folk og boder der var, men det var svært, så den eneste måde af finde ud af hvad der var i boderne, var vel blot at tage række efter række. Malaketh kom med et lettere opgivende suk, men begav sig ud i mængden af folk. Der var sikkert ikke ret mange han kendte alligevel, jo måske nogle af markedsskøgerne? Det var dog ikke det han var her for, så de kunne få lov at vente.
 
Malaketh gik mellem de mange boder og af og til stoppede han da også. Tøjboderne var ret kedelige og havde mere lyse farver end de mørke han foretrak, så det måtte vente, i stedet gik han på jagt efter nogle knive, for det måtte der da også være her? Blikket gled over hver bod han gik forbi og han stoppede ved en bod der netop solgte knive, men om de var noget værd, er så spørgsmålet. Manden der stod i boden så på ham med et stort smil ”Knive i bedste kvalitet! Se denne Hr.” kom det fra manden som han rakte en kniv til dæmonen. Malaketh hævede et øjenbryn og så på træbordet som var en del af boden og hakkede da kniven ned i det. Manden sprang lidt i chok, men smilede da til Malaketh, der netop havde hevet kniven op af bordet ”Ingen metal slået af… Stadig intakt… Og ikke skæv. Hvad med skarphed?” spurgte han og rettede blikket mod manden der begyndte at finde et stykke træ frem, men der var Malaketh allerede ved at teste det på bordet. Her fejlede kniven dog. Et skuffende suk kom fra ham og han hakkede kniven ned i bordet og lod den sidde og uden et ord smuttede han ud i menneskemængden igen.
 
Blandt flokken af mennesker, spottede han et velkendt ansigt, der fik hans hjerte til at synke ned i maven på ham. Det kunne ikke være sandt… Malaketh begyndte dog alligevel at gå i modsatte retning af denne kvinde, men lod som om han ikke havde set hende og gik i stedet og havde mere travlt med at se på de ellers kedelige boder.