Med et noget undersøgende blik trak Lumine den sorte kappe tættere om de slanke skuldrer, et imponeret lille glimt i øjnene. Adskillige forskellige væsner skuttede sig fra nysgerrige øjne i det krogede mørke, imens andre – nogle der tydeligvis fandt sig lidt mere tilpas i disse omgivelser, passede sig selv, eller snakkede med potentielle kunder. Finurligt, hvordan sådanne samfund indrettede sig… Det underlige var, at det ikke virkede til at være sat op i en hast, og hvordan dette forekom næsten som en lille by for sig selv – det var et spørgsmål til en anden dag.
For nu, var det med et dovent, næsten spekulativt smil hun i stedet selv blev en del af de potentielle kunder, der observant og metodisk kom igennem markedet. Ingredienslisten hun havde bragt med, var lang, og mulighederne for hvordan de kunne skaffes, mange. Men mon ikke der var en tyv, en handlende, en skyggefuld personlighed eller videnstung ’ven’, som kunne være til assistance?

Hun skulle nok finde den rette. Ilddæmonens varme aura næsten dirrede omkring hende, inden at hun med en lille brummen trak den mere ind, så den ikke påvirkede den ellers gode stemning alt for meget. Det var der næppe grund til, endnu.

Det var bestemt ikke et sjældent syn at se Rory bevæge sig mellem det sorte markeds stande. Efterhånden vidste hun godt, hvor hun kunne komme af med sine hælervarer, og nogle gange blev hun ovenikøbet hyret for specielle jobs. Dog var det ikke tilfældet denne gang, men helt tomhændet gik hun ikke hjem. Efter gårdagens indbrud havde hun fået samlet diverse guldsmykker, samlegenstande og ting af værdi sammen, som hun nu endelig kunne bytte for en okay sum krystaller. Egentlig ville hun have mere for genstandene, men det kunne ikke komme på tale. Rory var desperat og tog hvad hun kunne få. Så måtte hun bryde ind i endnu et hus, hvis det var det der skulle til.

Som altid var Rory iklædt sit sorte og knap så feminine tøj. Bukserne var løse, men ikke posede. Den langærmede top sad tættere ind til kroppen og var meget praktisk, når ens lange fingre skulle bevæge sig gennem smalle gange. Det værste ville være, hvis hun nu sad fast i lommerne på et offer eller blev fanget på flugt fra en byvagt. Normalt sørgede hendes tøj for, at hun kunne blende ind i skyggerne og i det sorte marked passede hun bestemt ind.

I modsætning til Rorys naturlighed i miljøet faldt hendes øjne på en skikkelse, som hun ikke havde stødt på før. Hun var sikker på, at hun ville kunne huske en kvinde med to horn i håret og blodrøde øjne. Sådan et syn glemte man ikke med det samme. Gad vide hvad hun lavede på det sorte marked? Det lignede bestemt at hun havde et erindre. Gad vide om hun ventede nogen? Rory lod øjnene følge kvinden bevægelse og prøvede at finde ud af, hvad hun lige var for en. Spøjs så hun i hvert fald ud.

At finde den rigtige indgangsvinkel til forretninger lig dette, kunne nogle gange være svært. Der var en hvis grad af privatliv der skulle respekteres, og det var virkelig alle slags forskellige typer som samledes på de sorte gader. Hvordan skilte man fårene fra bukkene? 
Havde tålmodighed været noget hun besad, var havde Lumine overladt det her til nogle tjenere. Kontaktpersoner, som kunne etablere et møde, og først der behøvede hun selv at dukke op. Men det var hun ikke. I stedet var det målrettet hun bevægede sig imod et lidt mere åbent sted, som hurtigt (og kritisk) blev inspiceret - ledende efter noget bestemt. Da dæmonen konkluderede at det måtte gå an, krydsede hun armene. Og ventede. 

Ikke mange minuttere skulle gå, førhen en lidt mere kamofleret skikkelse henvendte sig til hende, fumlende med noget i hænderne. Hvad der på den korte samtale imellem dem nok hurtigt kunne anes, var at den anden var en form for tjener, som med en hastig undskyldning løftede hænderne - det var en masse sedler han bar på - førhen at han bakkede lidt tilbage. Indenfor få sekunder, og noget der nok tydede på magi kopierede han sig selv, for at dele sedlerne ud. Løbedrengene tog fart, og begyndte at dele sedler ud. 

Rory blev ved med at observerer kvinden. Som hun havde troet ventede hun nogen, men Rory kunne ikke se hvem det var fra denne afstand. Dog kunne hun konkludere, at hun ikke kendte nogen med den positur. Selvom Rory af og til virkede en smule ilter, så var hun ret opmærksom på sine omgivelser. Det krævede det, når hun havde det erhverv hun havde og begik sig i de kriminelle miljøer. Man vidste aldrig, hvornår nogen pludselig ville stikke en i ryggen. Finten var at lurer dem før man nåede til det punkt.

Inden længe kopierede personen sig selv og begyndte at uddele nogle sedler. Ja, selv Rory fik en stukket i hånden og hun læste den sirlige blækskrift. Hun fnøs lidt af valget af ord. Det var blot en pænere måde at spørge efter en tyv som hende. Sedlen blev stukket i lommen og hun tænkte en smule over tilbudet. Hvor meget ville denne kvinde mon tilbyde i krystaller? Byttet fra sidste indbrud var ikke det værd som hun troede. Faktisk havde hun virkelig brug for nogle ekstra krystaller, så hvorfor ikke opsøge hende før andre fik kløerne i hende?

Det var med den tanke at Rory begyndte at bevæge sig den korte vej mod kvinden, der stod i rød. Alt ved hende var rødt. Håret, øjnene, tøjet. Faktisk var hun ikke til at undgå, hvilket var derfor hun havde fanget Rorys øjne. Normalt ville folk blende mere ind i mængden, hvis nu at en byvagt fik forvildet sig ned i det alternative samfund. Rory havde da også selv kulsort beklædning på. Hun stolte sig op foran kvinden med hornene og tog sedlen frem. “De behøves ikke at søge mere,” sagde hun selvsikkert tog sedlen i lommen igen og kiggede på kvinden. Gad vide hvad hun ville sige til hendes ord?

Der skulle heldigvis ikke gå for lang tid, førhen at der skete noget andet end blot strømme af mennesker, som småskuttede sig videre i undergrunden. Det blev kedeligt at observere. Ret hurtigt. På trods af at ilddæmonen kunne se hvor forskellige de var, når hun af og til fik et glimt af ansigter, eller låste deres blikke, så blev de hurtigt til blot 'en i mængden', da hun ikke gjorde. Og når det ikke var interessant at observere i ental, gled blikket i stedet ud over dem som flertal. Der var mange med en kort lunte, samlet sådanne et sted. Alt det krævede, var et lille pust, for at skrue varmen op hernede.. 

"De behøves ikke at søge mere". Stemmen brød den ildevarslende tanke, og røde øjne gled op på en kvinde klædt i natsort, en simrende nysgerrighed bagved dets kraftige farve. 
Selvsikkerhed var et godt tegn. Lumines ansigt gled en anelse studerende på skrå, sekunder hvor hun tydeligt vurderede om det - om hun - levede op til hvad dæmonen havde forventet markedet ville byde på, inden at et perlende smil trak de bløde læber fra hinanden, ganske imødekommende. "Perfekt" og hænderne klappedes forventningsfuldt sammen skråt under hagen. Noget der sendte en bølge af varme fra den røde skikkelse, og hun kiggede sig en kende mere søgende omkring. "Foretrækker du at tale forretning her, eller kan jeg byde dig på andre omgivelser?" At holde sig på sin egen hjemmebane, var noget hun trods alt kunne forstå... og også respektere. Men hvis ikke, kunne de finde langt mere passende standarder, at bruge deres tid ved. 
Det måtte gerne være lidt pænere end et rottehul, hvis det stod til hende. Noget der kunne læses i det kritiske blik, som dog forduftede lidt da det faldt på hendes potentielle kontaktperson. 

De ildrøde øjne studerede Rory, da hun var den eneste med modet til at tage kontakt. Rory lod sig ikke slå ud. Kvinden kunne kigge så meget hun ville uden, at Rory ville miste en brøkdel af sin selvtillid. Til sidst anså kvinden hende også som værende en passende kandidat, hvilket Rory frydede sig over. Alle andre valg ville have været ulogiske for hende, når hun havde den bedste i sit felt foran sig. “Hvor end De ønsker at snakke,” svarede hun kort og kontakt til hendes spørgsmål. Det smarteste ville nok være at trække sig fra gaden. Især hvis det arbejde hun fik var fortroligt. Man vidste aldrig hvem der havde store ører blandt de kriminelle i undergrunden.

Af hvad Rory kunne analysere ud fra kvindens ansigt, var hun ikke selv en stor fan af undergrunden. Det var trods alt ikke det smukkeste og mest luksuriøse sted - tværtimod faktisk. Man kom her for at få sorte penge, sælge sine hælervarer eller få genstande som det normale marked ikke solgte. Rory kom her ikke for hygge og selvskab, og hun tvivlede på at den rødhårede kvinde havde andre intentioner end en handel. Hvad hendes tilbud indebar vidste Rory endnu ikke, men hvis der var en god stak krystaller i det, ville hun næsten gøre alt.

Korte og kontante svar - Lumines smil afspejledes i de tilfredse øjne, og hun nikkede. Godt så. 
Gåturen hun vinkede den anden med på var kort, og imens de snakkede knipsede den røde skikkelse med hånden, hviilket fik en lille ildkugle til med en knitrende lyd at dukke op foran hende. Enkelte mennesker rykkede sig forskrækket væk, nogle bandende bemærkninger kastet efter dæmonen der dog fik hvad hun ville. Magien delte vandene, så ingen trådte ind i deres sfære. 
Blikfanget var ligemeget, kunne man fornemme. 
Hun drejede efter lidt tid hovedet en anelse over skulderen. "Hvad kan jeg kalde dig?" et spørgsmål som kunne tages ikke ulig høflig interesse, og hun vinkede hende længere op på siden af hende hvis hun ikke allerede havde indtaget den plads selv. 

Som sagt var turen til gengæld kort, og så snart de kom mere udenfor markedets mere skyggebelagte egne, kom en anden person dem i møde. Han nikkede kort, klædt i nogle sorte farver med røde broderinger langs en lidt finere vest, og begyndte at rumstere med noget magi foran dem. 
Ilddæmonen drejede i mellemtiden blikket over på den lidt højere kvinde. "Han vil åbne os en portal til en beværtning oppe langs Krystalstræde" forklarede hun, og krydsede de mørkerøde arme under den ravnefjersklædte kappe, en magelig energi bagved ordene imens de ventede. Da han endelig fik fremvævet den kntirende portal, og indretningen til hvad der lignede et lille kontor kom til syne, nikkede hun inviterende imod den. Hvis ikke hun gik ind først, kunne Lumine dog godt selv. 

Rory havde valgt rigtigt ved at gå direkte til sagen frem for at tale hendes ene øre af. Godt, så vidste hun, hvem hun havde med af gøre. Dog overraskede hun hende med sine magiske evner. Rory burde ikke længere forundres over, at andre havde egenskaber der overgik hendes egen fantasi. Kvinden ved hendes side havde horn, selvfølglig havde hun en form af mørk magi. Hvis man fulgte den tanke ville man komme frem til, at hun nok var en af mørkets væsner. En dæmon? Rory havde aldrig rigtig haft interaktioner med en rigtig dæmon før.

Da kvinden spurgte efter Rorys navn overvejede hun i et split sekund om hun burde opgive sit rigtige navn eller sit kaldenavn, Cassie. Det ville være smart med et dæknavn, når man havde ulovlige anliggender. “Kald mig Cassie. Er der nogen jeg burde kalde dem?” svarede hun derfor til spørgsmålet, hvilket kvinden virkede til at godtage. Generelt vidste folk ikke hvad folks fødenavn reelt set var, og derfor fik man ofte kaldenavne man gik under. Rory brød sig ikke om, at andre bestemte, hvad hun skulle hedde. Det var derfor, at hun havde oprettet sin fake persona, Cassie.

Inden længe var de væk fra det Sorte Markeds travle gader og en portal blev kreeret for øjnene af dem. Uden tøven tog Rory det første skridt, da hun kunne se, hvad hun gik ind til. Hun tvivlede på, at hun ville træde direkte ind i en af byvagterne celler, fordi de havde sat magiske barrierer op sådan man ikke kunne flygte ved hjælp af portaler eller teleportere. Da Rory var trådt ind i det lille kontor kiggede hun sig omkring og lagde mærke til den fine og prestigefyldte indretning. Ejeren var bestemt en kvinde med lommerne fulde af krystaller. Af samme grund vidste Rory, at hendes mission nok også krævede mere end normalt.

De røde øjne glødede svagt da hun smagte på navnet. Cassie. En tyv, et tilfældig hyre eller mere end det? Nogle gange kunne hun ikke lade være med at fascineres en anelse af mennesker. Ikke på trods af - men på grund af - deres korte levetid, formåede de ofte at leve hurtigt. Så Cassie. 
I deres verden, havde navne betydning... de fleste befærdede sig med et selvvalgt navn, men der var altid undtagelserne. Hvad hun blev kaldt, var dog simpelt, og dæmonen kastede et blik sidelæns. "Kald mig Lumine" brummede hun. 

Inde på den anden side af portalen var det med et tilfreds lille suk at hun betragtede den mere passende indretning - det havde kostet lidt. Men så længe det bare var krystaller, var hun villig til at betale prisen. Penge var mere et middel end et reelt mål, i mange henseender - spurgte man den rødklædte kvinde. 
Spørgende slog hun ud imod en mindre anretning af nogle mørke og lidt lysere vine, imens hun selv bevægede sig imod den ene af stolene for at sætte sig til rette. "Godt så, Cassie. Tag plads, tag for dig og sig til hvis du mangler noget" og lænede sig tilbage i stolen, et lidt morende - eller var det forventningsfuldt? - glimt bagved den intense farve af skarlagenrød regnbuehinder. Det var sjældent hun færdedes omkring de mere... frie individer i samfundet. Cassie kunne vise sig at være en skuffelse, fordi det som Lumine ønskede anskaffet... lød nok som remedier og ingredienser fra et eventyr. Måske var det ikke muligt at menneskelist. Det skulle nok forklares, tidsnok. 
Mad ville ikke være sent til at ankomme, i mindre anretninger af vindruer, små kikseagtige kager og ost. Selv blev Lumine ikke lang tid efter givet et glas dybrød vin. "Du slår mig ikke som den stærkeste i undergrunden.." den ærlige bemærkning kom ikke fra et decideret hånende sted, men nok mere konstaterende, og hun løftede spørgende det ene bryn. "Så jeg går ud fra at du er bevæger dig mere uset til værks. Har du spidskompetancer, eller specialer? Evner?" alt imens iltede hun dovent vinen i glasset, der hvilede imellem de lange fingre. Afventende. Tålmodig. I hvert fald for nu, spørgsmålene var nogle hun trods alt var nysgerrige på. 
Hun elskede overraskelser, og håbede nok Cassie kunne være hendes.. hun havde trods alt talt sig selv godt op; et (for nu) interessant væsen at holde øje med. 

Rory kunne ikke bedømme om denne såkaldte Lumine troede på hendes dæknavn. Så længe at hun stadig ville arbejde sammen med hende, så bekymrede det hende heller ikke spor. Det var ikke engang sikkert at kvinden hed Lumine, selvom det var et ret specielt navn at vælge, hvis man gerne ville passe ind. Intet ved denne kvinde blendede ind i mængden, så hvorfor vælge et navn, som også var ganske specielt. Ved den logik kom Rory frem til, at Lumine nok var hendes fødselsnavn.

Den rødklædte kvinde satte sit på en stol, hvorefter hun gjorde antydning til, at Rory skulle sætte sig overfor hende. Menneskekvinden adlød blot dæmonens ordre og satte sig til rette, så godt som man nu kunne. Selv lænede Lumine sig tilbage i stolen og lignede klart den, som havde kontrollen i samtalen. Rory ventede bare på at få at vide, hvad det egentlig var, hun havde sagt ja til. Hvis det blot handlede om et lille kup, ville hun med snilde kunne klare jobbet.

Maden blev serveret, men Rory gjorde en dyd i ikke at tage noget. Man vidste jo aldrig, hvad der blev serveret eller hvad der var i det. Hvis mam ville forgifte eller bedøve nogen, ville det være oplagt at gemme det, når smagsløgene havde andre indtryk at undersøge. Gennem spiserøret kunne man nemt få noget sneget ind. Der var Rory alt for paranoid til at spise bare en enkelt drue. Det kolde blik vendtes hurtigt fra anretningen til Lumine, hvor hun blev mødt af en sviner. Hvorfor ansætte hende, hvis hun ikke anså hende som værende stærk! 

“Nu ved jeg ikke, hvordan du bedømmer styrke,” startede hun en anelse kalkuleret og prøvede på at gemme sin fornærmelse. “Men fysisk styrke får ikke en nogen vegne, og hvis man gør sig alt for bemærket i Undergrunden, får man byvagterne på nakken. Hvis du ikke er snedig nok til at holde lav profil, så når folk at glemme dig mens du sidder i spjældet,” svarede Rory til hendes første udtalelse, hvorefter hun uden tøven svarede hendes andet spørgsmål. “Jeg er intelligent og kender byen ud og ind. Ingen steder er låst, når jeg kommer til værks og intet er gemt godt nok væk til jeg ikke vil finde det. Jeg er slank, fleksibel og kan komme ind af selv de snævreste indgange. Og så er jeg ikke i byvagterne søgelys, så der er ikke en risiko for, at jeg vil tage dig med ned i faldet. Modsat mange andre tåber, så formår jeg at blande mig udenfor for mange problemer,” svarede hun selvom den sidste del måske ikke var helt sand. Godt nok rodede hun ofte sig ind i problemer, men hun kunne altid rode sig ud af dem igen.

De røde øjne glimtede en anelse pirret da hun fornemmede lidt af en ændring i rummet, og dæmonen følte mundvigen krænge en anelse opad. Var det.. de intense, mørkeblå øjne som ramte hendes, var stolte. Og stolthed kunne hun bruge; hun ville ikke forvente mindre. 
Så ordene faldt bestemt i god jord. Nej, det var ikke kun stolthed. Den vage smag af vrede, eller i hvert fald en afart af den følelse, var heller ikke uvelkommen, og hun tog en mindre tår af vinen i sekunderne efter, førhen at hun svarede. "Javel jah.." og satte glasset fra sig. Hun havde altid haft en forkærlighed for dem der kunne tale for sig selv. Og Cassie ville nok få brug for en god del af de evner, hvis hun skulle lykkedes på den - nej nok nærmere de - missioner der kunne ligge i vente.

Hun var dog ikke blind for den lille kommentar om byvagter, synlighed og nok også tilstedeværelse. Var hån tåbelig, når hun ikke lod det fylde? Tanken om de menneskelige ordensmagter... den var så fjern for Lumine, de ville aldrig kunne få hende helt. Selv hvis hendes fysiske krop blev fængslet, omend skamfudt, ville ånden leve videre, og så videre og så videre. 
Hun lod det ligge, mere tilfreds med intensiteten end vred over den. Så når hun understregede hendes evner, tog dæmonen det for gode varer. Men... "Det jeg ønsker anskaffet, ligger ikke nødvendigvis kun i Dianthos. Kan du håndtere ukendt terræn, hvis det bliver kortlagt for dig?" fulgte hun op med, og lænede sig en smule mere interesseret ind over bordet, et enkelt buet bryn løftet, tvivlende. Kunne hun læse kort? Hvordan med koder? Ikke nødvendigvis noget man vægtede højt, men hun ville vide mere om sin potentielle tyv. Ahem, indsamler. 

Det lignede Rorys salgstale havde ramt plet. Det var ikke normalt, at hun skulle tale højt om sine evner, så allerede dette fik situationen til at virke anderledes fra de andre. Desuden lignede hun ikke en af de typiske personer, der bevægede sig rundt i Undergrunden. Ud fra hendes bolig, eller kontor, kunne Rory se, at hun havde lommerne fyldt med krystaller, så hvorfor ty til hende? Hvorfor gå ud på gaden i håb om at finde en kompetent kompetent kriminel til at lave hendes beskidte arbejde? Havde folk af denne velstand ikke allerede folk de brugte til disse opgaver? Rory kunne dog ikke lade denne mulighed gå. Hun havde brug for de krystaller. Hurtigt.

“Ja. Det skulle ikke være et problem,” svarede hun ret direkte til det spørgsmål, der blev stillet. Okay, måske var hun ikke den bedste med kort, men hun kunne lære at læse det eller føle sig frem. Normalt havde hun ikke layoutet til et hus, når hun brød ind. Alligevel formåede hun altid at finde en indgang og udgang. Så anderledes kunne det vel ikke være med terrænet? Hun havde set meget af Krystallandet, så hun tvivlede på at meget ville kunne overraske hende. Igen talte hendes overmod for hende, men uden den havde hun aldrig påtaget sig ansvaret for denne opgave. Uden den var hun ikke kommet så langt i livet som nu. Man blev nødt til at løbe en risiko for at komme videre i livet.

Når mennesket indvilligede eller bekræftede, kunne det Lumine ikke undgå at føle en begyndende fornemmelse af interesse. Af nysgerrighed. Den ulmede under de brændende øjne, og dansede i udkanten af det pæne smil. Men fik samtidigt ikke helt plads, da hun stadigvæk var ved at vurdere. Jah, det gik langsomt. Men alligevel lurede utålmodigheden altid i kølvandet på hendes tilstedeværelse, og ilddæmonen vidste, at hun brød sig om hvad hun så. 
Så hvorfor holde igen med at sige jah? 

Et eller andet sted i baghovedet kunne hun allerede nu hører Orpheus formanende stemme, når han mindede hende om ikke altid at tage den første løsning. Men den var let at tilsidesætte, da hun havde set sig varm på en potentiel kandidat. Men nu til det vigtigste. 
Lumines lange fingernegl tappede en smule overvejende imod glassets hvælving, førhen hun nikkede, okay så. "Det gør mig glad" imens ordene var varme, var blikket nok nærmere fokuseret, og Cassies interview var desværre ikke helt færdigt. Nogle gange kunne det være fantastisk at hyre udefrakommende talenter, men deres person betød alligevel noget i sidste ende. Når Lumines blik cirklede ind på menneskets øjne, var det for at få de ærlige reaktioner med. "Hvad med loyalitet, hvad betyder det ord for dig?" spurgte hun nysgerrigt. Se Lumine behøvede ikke at få et pænt svar. Der var mange former for loyalitet, og der var værdi i bådedem der kunne vindes, og købes. Men hun håbede delvist også at få mere af vide om Cassie nu som person, fremfor som tyv. 
Og det var trods alt ikke alle tyve som ønskede det heller. 

Sætningen “du gør mig glad,” lød som en fælde i Rorys øre. Selvom ordene var varme, var der noget ved kvindens blik hun ikke brød sig om. Hun prøvede at lure hende ind i en falsk form for tryghed, når det i alt sandhed først var nu, at alle de beskidte kneb ville blive brugt. Rory havde set det før og i sine unge dage ville hun måske være faldet for den. I stedet for at lade sine parader falde lod hun dem gro endnu højere. Det her var den sidste test, og Rory havde ikke tænkt sig at fejle den ved at sige eller gøre det forkerte i troen om, at aftalen allerede var halvt hjemme.

Spørgsmålet kom både sommet chok for Rory, men samtidig var det forventet, da missionen virkede til at være vigtig for den såkaldte Lumine. Rory satte sig en anelse tilbage i sædet og kiggede overvejende op, som var det et spørgsmål der havde sat tankehjulene i gang. “Min loyalitet bliver givet til dem, der gør sig fortjent til den,” svarede hun kort og en anelse kryptisk tilbage. Dog kunne hun allerede nu mærke, at det ikke var nok for den rødklædte dame. “Når jeg først har givet mit ord på noget, bryder jeg ikke mit løfte. Ikke fordi det giver mig samvittighedskvaler, hvis jeg ikke lever op til mit ord, men fordi det rent praktisk er skadende for mig selv, hvis jeg ikke kan leve op til hvad jeg lover. Så når jeg siger, at jeg er kompetent nok til at gennemføre dette stykke arbejde, er det fordi jeg mener det. Så for at svare dit spørgsmål; loyalitet er en bindende aftale, der ikke bør etableres uden et godt grundlag. Ved det mener jeg, at det skal gives til den rette person for den rette kompensation”

Den sidste test, den sidste barriere, men nok ikke det sidste spørgsmål. Indvendigt havde interessen det kun med at vokse, så snart den varme glød blev pustet til. Flammers natur og alt det. Og rent fysisk kunne det faktisk næsten mærkes. idet Lumine hørte hendes var. Og tog det til sig, noget tilfreds dæmrende i de røde øjne. 
Hvis klyngende mønt havde værdi, havde Rory fundet en rigtige klient. Livet var et kasino, og dealeren sad i sidste ende med gevinsten. Det spil som Rory indvilligede i, gjorde hende ikke til gæst ved det runde bord af sats - den satte hende til dealer, skulle Lumine have noget at sige til det. Fordi klør du min ryg, skal jeg nok klø din, og så kunne hvem end det gik udover, være den stakkels spiller der intetanende havde sat sig ved deres bord. Sådan havde tingene det med at udfolde sig, hvis man ikke gjorde det bedre i livet end som så. 

Bløde læber gled op, Lumines tandsmil varmede samtidigt rummet flere grader op også. Som solen der bølgede over sandhorisonten, når den ramte sit zenit, syntes kanterne omkring Lumine at bevæge sig i temperaturændringen. 

Og hun nikkede endelig. "Og hvad er din pris, menneskebarn? Mønt? Magiske artefakter?" og hun lænede hovedet en smule mere skælmskt på skrå, da hun med blød undertone knurrede "Måske en lille slave?" det var ikke alle der brød sig om den idé. Og mennesker, værende væsner af fri vilje, reagerede enten alt for kraftigt, eller alt for lidt på muligheden for at eje hinanden. Ikke at hun forventede det, men man kunne altid ridse linjerne så tydeligt op som muligt, og det var derfor sagt med et lidt morende smil. Selvom hun dog mente det. 
Lumine var villig til at betale i liv, blod, sjæle og dets lige, selvom mennesker havde det med at kræve lige en tand mindre end det.