Løbende rundt på hele markedspladsen, hev den unge fyrstesøn efter vejret. Hvorfor skulle de tjenestefolk, også være så omklamrende. De havde efterhånden løbet efter ham, i snart 1 time. Selvfølgelig kunne Dain bare stoppe op, og høre på dem. Men de havde jo både frugter, tøj, sko, og alt muligt andet i hænderne, og deres favn. Han ville ikke ligefrem stå og sludre med dem lige nu, for de kunne næsten snakke ørerne af én. Et dybt suk forlod hans mund, som Dain stoppede op henne ved en bod som solgte mad. Han betragtede salgskvinden, og hurtigt skænkede hende et kækt smil.

Der var et glimt i de lyserøde øjne, og han måtte lige genfinde pusten og vejret, før han ville løbe videre"Deres højhed, vil de venligst stå stille!!" råbte alle tjenestefolkene i munden på hinanden. Et lille smil spredte sig over fyrstesønnens ansigt, som han godt kunne lide, at blive kaldt for højhed. Hans elskede fader, ville sikkert ikke engang tiltale ham det, men det var nu også forståeligt. Kort glippede det i Dain, som han stoppede op endnu engang. Han stod foran en anden bod, en bod som han ikke engang havde set, hvad solgte. Han bed tænderne sammen, som han strøg en hånd igennem håret.

Hvad nu, hvis den kære fader var i nærheden. Hvad hvis han holdte øje, uden at Dain vidste det. Han tog et hastigt kig rundt, og nåede slet ikke at holde øje med tjenestefolkene. Han kunne mærke en hånd på skulderen, og drejede hovedet til siden. Det var en tjenestekvinde, som holdte en skål frem med frugter og en flaske vin. Et hævet øjenbryn kunne ses på den unge fyrstesøns ansigt, og han greb ud efter et æble. Studerede det lidt nærmere, for at sikre sig at det ikke så misfarvet ud, eller andet. Han skulle nødig besvime, eller blive forgiftet"Glimrende... Men jeg er alt for ung til at drikke vin, håbløse kvindemenneske!" råbte han, som han vendte ryggen til kvinden. Sukkede dybt, og kort stod og overvejede om han faktisk skulle drikke lidt af vinen. Hvad kunne hans fader siger, han var her ikke alligevel. Det kække smil foldede sig over ansigtet, og Dain gik lidt væk fra tjenestefolkene. Løftede æblet op til munden, og tog en stor bid af det.

Turen til Dianthos var en fast del af forberedelserne til den kolde, mørke tid. Forskellige varer skulle sælges, og der skulle købes nye skind, lys og varmt tøj. Som regel var der ikke det store for børnene at tage sig af på markedet, og de fik derfor bare lov at gå rundt og kigge på boderne, spise sig mætte i pandekager og hvad de nu ellers lige fandt interessant. Kayla var en del ældre end de andre børn i nomadeflokken, der alle var under 10, og hun gik derfor lidt rundt for sig selv. Det generede hende som sådan ikke, selvom det nu havde været rart med nogle jævnaldrende at snakke med indimellem. Det var bare ret svært at opretholde et venskab med nogen, når man rejste så meget rundt hele tiden. Et kort suk forlod hendes læber, inden hun fortsatte med at kigge på de forskellige boder.
 
Lyden af nogen der råbte fangede hendes opmærksomhed, og hun vendte sig for at se, hvad der skete. Kayla fik øje på en dreng på omtrent hendes egen alder, der kom løbende med en flok mennesker i hælene. Et øjeblik undrede hun sig over, hvad det gik ud på, inden hun hørte dem kalde ham ”Deres højhed.” Det måtte betyde, at drengen var adelig, og flokken bag ham måtte så være hans tjenestefolk. Men hvorfor løb han fra dem? Var meningen med tjenestefolk ikke, at de skulle varte en op og gøre livet nemmere for en? Kayla rystede forvirret på hovedet, mens hun blev stående og betragtede, hvad der skete. Skæbnen ville, at drengen løb mod den bod, hun stod foran, og da han irriteret svarede tjenestekvinden, kunne hun ikke helt undgå at komme til at grine lidt. Hurtigt vendte hun blikket væk, og håbede ikke han tog det ilde op, at hun fandt situation komisk.

Et dybt suk forlod Dains mund, som han kunne høre tjenestefolkene råbte, og de blev ved. Han var nok lidt af en møgunge, som ikke gad høre efter dem. Efter at gemme sig bagved boden i lidt tid, besluttede han sig for at kigge frem fra boden. Han fik øje på en pige. Måske tjenestefolkene ikke ville komme hen til ham, hvis han snakkede med hende. Hvem kunne vide, for han vidste det ikke. Han lod et bredt smil komme frem på ansigtet, som han betragtede den ganske pæne pige foran sig.

"De tjenestefolk er godt nok trælse.. De er svære at slippe væk fra" sukkede han dybt, som han hev lidt efter vejret. Han var nu meget godt tilfreds med, at have gemt sig bagved boden. De ville sikkert ikke have set det komme, at han ville gemme sig der. Han strøg en hånd igennem sit hår, og lod de lyserøde øjne hvile sig på pigen. Gad vide hvem hun var, for han havde bestemt ikke set hende før. Hun virkede ikke bekendt, men at hun så sød og flot ud, klagede han ikke over. Det var da også på tide, at der kom flotte piger heromkring. Det skete jo alt for sjældent.

Hovedet tiltede han, som han løftede et øjenbryn og var tæt på at fyre en scorereplik af. Men nu ventede han lidt, for han kunne sagtens afprøve en eller flere scorereplikker på hende. Der var vel masser af tid, så det gjorde bestemt ikke noget"Hvad er dit navn?" spurgte han meget undrende, men også nysgerrigt. Han strakte sig kort, som hans blik hvilede sig på hende. Ja hvorfor kom der ikke pæne piger forbi ham. Det var altid gamle kvinder og mænd han stødte ind i. Det skete meget sjældent, at han faktisk stødte og mødte piger på sin egen alder.

Som han dukkede frem fra boden igen, lod Kayla grinet forsvinde fra hendes læber, og så undrende på ham. ”Men er meningen med tjenestefolk ikke, at de skal hjælpe en? Hvorfor så flygte fra dem?” På den anden side måtte det vel egentlig også være ret træls aldrig at være alene, og bare kunne gå omkring som det passede en. Det var først nu, hun rigtig bemærkede hans udseende. Huden var noget mørkere end hendes egen, og det fik hende til at tænke, at han måtte komme fra et sted længere sydpå. Det var sjældent hun mødte folk fra de egne, som regel holdt nomadeflokken sig til at rejse omkring i de mere nordlige områder af Krystallandet.

Hans øjne fik hende til at gå i stå et øjeblik. Hun mindedes ikke at have mødt nogen med lyserøde øjne før, og et kort øjeblik kiggede hun nysgerrigt på dem, inden hun atter slog blikket ned. Det var ikke pænt at stirre på folk på den måde, det vidste hun godt. Heldigvis talte han til hende i det samme, og med en lille, sød latter lod hun blikket glide op på ham igen. ”Jeg hedder Kayla. Og dig?” Normalt var man vel egentlig på ”De” med adelen, men han havde selv brugt ”dit” og ikke ”Deres” da han spurgte til hendes navn, så hun regnede med at det gik. Ellers måtte han rette på hende. Som hun afventede hans svar, lod hun en hånd glide roligt gennem det lange hår. Sekundet efter kom en svag brise og pustede håret rundt, og hun trak let opgivende på smilebåndet.

Det havde han skam hørt rigtig mange gange. De var der enlig for at hjælpe ham, det var rigtigt. Men Dain var så træt af dem, og synes bare de var på tværs, ret tit. Men de havde da også hjulpet ham, dog ikke mange gange - i følge ham. Men han måtte da indrømme at de havde hjulpet ham engang imellem. Han holdte de lyserøde øjne på hende, som han også lyttede til hende. Alle de tjenestefolk undrede sig nok også over, hvorfor Dain aldrig kunne lide dem, og ikke gad dem. men det behøvede fyrstesønnen slet ikke tænke på lige nu. Nej for lige nu handlede det om denne flotte pige foran sig. Navnet sagde ham dog ikke noget, og han var sikker på at han ikke havde set hende før. 

Hovedet tiltede han, som han smillede lidt bredt"Jo de tjenestefolk skal vel hjælpe.. Men jeg er ret træt af dem" svarede han i en ærlig tone, som han sukkede ganske dybt. Det var sandt, for han var godt nok træt af dem. Men han vidste også godt, at han bare var nødt til at acceptere dem, og prøve at undgå at være en møgunge overfor dem. Det var ret svært, når det var ham.. Han stræk sig lidt mere, som han godt vidste at han skulle præsentere sig selv, for det havde hun lige gjort. Dain rettede sig lidt op, så han stod med ryggen ret, for han vidste et godt indtryk var vigtigt. Udover det havde han jo også status, så han var da nødt til at fremføre sig elegant, selvom det tit ikke lige gik så godt

"En ganske fremragende ære, at møde dig Kayla. Mit navn er Dain af Kazimi" han bukkede lidt for hende. Selvom han var lidt fristet til at spørge hende hvorfor hun ikke bukkede for ham, men det ville nok bare gøre hende sur. Han ønskede faktisk ikke at gøre hende i dårligt humør. Dain kiggede lidt væk fra hende, for at betragte omgivelserne. Han kunne høre tjenestefolkene kaldte på ham - igen. De ville sikkert blive ved, og det var slet ikke noget som han gad, eller lige følte for "De giver sikkert ikke op, før de indhenter mig" han sukkede dybt, som han stod og overvejede at hive hende lidt væk fra der hvor de stod.

Kayla trak bare let på skuldrene, som han besvarede hendes spørgsmål. Hun forstod sådan set godt, at det måtte være irriterende at have en hel flok rendende efter sig konstant. Dog kunne hun heller ikke helt undgå at tænke, at det på mange områder også måtte være rart at blive vartet op på den måde.
Som han bukkede for hende, blev hun pludselig pinligt bevidst om, at hun ikke hverken havde nejet for ham, eller i det mindste givet ham hånden som hilsen. En svag rødmen farvede hendes kinder, som en lettere nervøs latter kort rullede over hendes læber. ”Det må du virkelig undskylde, hvor er mine manerer dog i dag?” ryggen blev rettet lidt ud, og hænderne fandt vej til kjolens sider og trak lidt ud i dem, som hun blidt nejede for ham. ”Mig en ære at møde dig, Dain.” 
Hun rettede sig op igen, og sendte ham et undskyldende smil. Det var virkelig ikke for at fornærme ham på nogen måde, hun var bare ikke vant til at komme så tæt på nogen, der tilhørte adelen. Hvis de endelig havde ærinder der indbefattede så fine folk, var det som regel forbeholdt de voksne i nomadeflokken.
 
Som han betragtede omgivelserne, lod Kayla også blikket glide ud over de mange mennesker på markedet. Han havde sikkert ret, tjenestefolkene ville nok blive ved med at jage ham i noget tid. En skam, nu havde hun endelig fundet en jævnaldrende at snakke med.
Med et fik hun en idé: de ville med garanti ikke lede efter ham i en karavane-vogn, så hvis de ellers kunne komme ud af byen uden at have flokken af tjenestefolk alt for tæt på…. Beslutsomt greb hun ud efter hans hånd. ”Kom!” 
Kayla gav ham ikke tid til at hverken svare eller brokke sig, som hun begyndte at trække afsted med ham og løbe mod byporten, og ud til det græsstykke lige udenfor muren, hvor karavanen holdt. Hurtigt trak hun stoffet, der udgjorde en slags dør på den ene vogn til side, og hev ham med indenfor. ”Her finder de dig ikke lige sådan!” sagde hun grinende, og satte sig på gulvet i den lille vogn. Det viste sig at være vognen med gruppens madlager, hun havde ledt dem ind i. Nuvel, alle de andre var vel stadig inde på markedet, og de kom nok først tilbage sidst på eftermiddagen, så hun og Dain burde have rigeligt tid til at snakke i fred.

Tydeligt betragtede han hendes røde kinder, og var tæt på at understrege det, før han hørte hendes ord. Han kunne se, at hun nejede for ham. Dain var ganske tilfreds ved synet af det, og hvordan kunne man andet. Nu skulle han vel heller ikke brokke sig over, at hun slet ikke havde nejet for ham. Man skulle jo opføre sig eksemplarisk og som en gentleman overfor kvinder og piger. Selvom han var lidt dårlig til det.. Specielt når det kom til tjenestefolk. Et kort grin forlod hans mund, og han strøg en hånd igennem sit hår. Han forstod ikke helt, hvorfor hun virkede så nervøs, men det havde vel sin charme. Det var ikke fordi han var en konge, eller andet, så hun behøvede ikke være nervøs overfor ham. Ikke at han klagede, men han så ingen grund til at hun skulle være nervøs.

"Æren er skam helt på min side Kayla" lød det høfligt fra fyrstesønnen, som han gav hende et lille buk forover. Han rettede sig op, og skulede så kort rundt. Han lagde hurtigt mærke til at flere folk stirrede i deres retning. Havde de et problem? havde de aldrig set en fyrstesøn før? skulle han til at brokke sig over det? Han mumlede nogle ord for sig selv, før han undrende krydsede armene. Måske de stirrende folk aldrig havde set en dreng som ham med lyserøde øjne, og mørk hud. Men det havde altså også sin charme, og det mente han bestemt. Alt det motion som han fik, og han havde ikke engang brug for det!. Dain sukkede dybt, og skulle til at kigge hen på Kayla, og brokke sig lidt, før hun havde grebet fat i hans hånd. Et løftet øjenbryn dukkede op på hans ansigt. Altså hvis hun gerne ville være alene med ham så meget, skulle hun da bare sige til. Det kække smil kom frem, som han fulgte med hende.

Han havde absolut ingen anelse, hvad hun ville og hvor hun trak ham med hen. Men man skulle da ikke klage og brokke sig når en ganske nydelig og pæn pige, hev én med sig. Døren på den ene vogn betragtede han nøje, som han måtte kigge undrende på hende. Hvad havde hun lige planer om. Han lod det kække smil vokse, som han hørte hendes ord"Det må jeg sige... Godt tænkt" nævnte han før han satte sig ned ved siden af hende inden i den lille vogn. Nu behøvede han slet ikke tænke på de dumme tjenestefolk, og nu kunne han faktisk nyde at snakke med Kayla alene, og lære hende bedre at kende. Han tiltede hovedet lidt, før han lænede sig ind imod hende. Greb fat i hendes hånd i en blid bevægelse, før han plantede et kys på håndryggen"Jeg skylder dig vel en tjeneste nu..." Efter at hage kysset håndryggen, slap han hendes hånd, og lænede sig tilbage igen.

Kayla fornemmede godt hans forvirring, men hun mente ikke det var klogt at stoppe op for at forklare ham det. Ikke hvis de skulle have nogen chance for at ryste tjenestefolkene nok af sig til, at de kunne nå ud til vognene uden at blive opdaget. Han sagde da heller ikke noget før de nåede vognen, så hun tog det som, at han ikke havde haft noget imod det. 
Som han roste hendes kreativitet, slap endnu et grin over hendes læber. 
”Tak. Vognene her tilhører min nomadeflok, og de er alle sammen inde på markedet, så jeg regnede med, at vi kunne være i fred her.” Selv hvis tjenestefolkene lykkedes med at følge dem til byporten, så ville de næppe begynde at søge efter ham i en tom karavane. Eller, det regnede Kayla i hvert fald med. Kun tiden kunne vise, om hun fik ret.

Det næste han gjorde, overraskede hende dog noget. Forsøgte han at flirte med hende, eller var det bare endnu en adelig skik, hun ikke forstod sig på? Et usikkert fnis rullede over hendes læber, inden hun svarede ham. ”Det skal du ikke tænke på.”
Hun så sig lidt om i den lille vogn, og åbnede en kiste der stod ved siden af, hvor hun havde sat sig. Jackpot! Det var kisten med alle de lækre kager og tærter, de voksne havde slæbt hjem fra markedet i går. De ville nok ikke bemærke, at der manglede en enkelt, så forsigtigt fiskede hun en af de små æbletærter op, og fandt kniven i bæltet, så hun kunne dele tærten med ham. Smilende rakte hun Dain et stykke, og begyndte selv at spise. ”Så, hvordan er livet som adelig så? Altså udover, at man har tjenestefolk i røven konstant?”

Dain kunne lige forestille sig, hvor ivrige og desperate de tjenestefolk ville være. De ville sikkert ikke give op, før de havde fingrene i ham. Måske de kunne finde på, at slæbe ham med hjem, og det havde han bestemt ikke lyst til. Især ikke når han var i godt selskab, som han var lige nu. Denne pige ved navn Kayla, var faktisk ret sød. Hun var skam også pæn, så han havde da ikke tænkt sig at efterlade en pæn pige, og specielt ikke inde i en vogn. Han havde vel bare lidt elegance og noget gentleman over sig - gudskelov. For han var ret ofte en møgunge, som virkelig ikke var særlig god til, at fastholde gode manere. Han lyttede til hendes ord, som han smillede lidt. Denne her vogn var glimrende, det havde aldrig faldet Dain ind, at man bare kunne gemme sig i sådan en.

"Det er godt tænkt.. Jeg beundrer din beslutsomhed. Jeg havde aldrig tænkt på det" grinede han lidt, og kløede sig i nakken. Han kunne mærke, hvordan glæden over at tjenestefolkene ikke ville finde ham, spredte sig ud i hele kroppen. Han håbede da inderligt ikke, at de ville finde ham herinde i vognen. Hvad skulle han ikke gøre, hvis det skete. Nej han skulle tænke på andre ting, og der var bestemt også andet at tænke på. I værste tilfælde at de ville finde ham og Kayla, skule han vel bare stjæle hende med væk et andet sted. Han tænkte lidt, for tanken lød faktisk meget godt i hans hoved. Der måtte vel være andre steder, hvor han lige kunne gemme sig sammen med hende. Dain kunne godt lide det, for det var heller ikke hver dag at han kunne gemme sig sammen med en sød, og flot pige. Kayla var jo sød og pæn. Han havde intet imod, at kigge på hende.

Han løftede et øjenbryn kort over, hvad hun skulle igang med. Dog som Dain så kisten, og alle de lækre kager samt tærter kunne han ikke andet end at juble. Så de skulle ikke dø af sult. Det var fantastisk, at der var noget de kunne spise. Endda kager, og tærter, hvor var det lækkert. Dain betragtede hende som hun gik igang med at skære tærten ud"Hvor ser den bare god ud!" råbte han, men det gik hurtigt op for ham, at han nok var nødt til at holde mund, eller i det mindste undgå at råbe. Tænk hvis han afslørede dem. Det ville ikke være så godt, eller heldigt. Hendes spørgsmål fik ham til at sætte tænderne ned i tærten. Han skulle lige smage på den før han ville svare hende. Det var et spørgsmål som han havde fået nogle gange. Han havde intet imod, at svare hende på det. Han gumlede på det stykke tærte inde i munden, og da han fik slugt det, vendte han de lyserøde øjne hen imod hende"Det er fantastisk.. Jeg elsker det, og alt ved det. Næsten alt" grinede han lidt, som han tiltede hovedet en smule.

Hans ord fik Kayla til at grine lidt. ”Jeg vidste jo, at vognene stod her, så det var egentlig ikke så svært.” Det var ikke ligefrem noget hun praktiserede tit og tæt, at stikke af med folk og slæbe dem med tilbage til karavanen på den måde, men det var jo heller ikke ligefrem hver dag, hun snakkede med nogen der havde en hel flok tjenestefolk efter sig. Hun betragtede ham lidt, og de lyserøde øjne fangede stadig hendes opmærksomhed. De var virkelig flotte og interessante.
 
Hans tydelige overraskelse og begejstring over tærten, fik hende endnu en gang til at grine. Han var altså ret sød, at noget så simpelt som en tærte kunne gøre ham så glad og overrasket. Kayla betragtede ham lidt som han begyndte at spise af sit stykke, inden hun også gav efter for sulten og tog en bid, og ventede på hans svar. Interesseret lyttede han til ham, og nikkede. ”Det lyder rart i hvert fald, at blive vartet op hele tiden. Hvis man så bare slap for, at de fulgte efter en konstant.” Et kækt smil trak op og prydede hendes læber, mens hun tænkte lidt over, hvad hun nu skulle sige. Det var ikke så tit, hun havde chancen for at snakke så uforstyrret med en på sin egen alder, så det at holde samtalen gående blev ofte lidt udfordrende for hende. En tanke slog hende dog. ”Men… Er du ikke lidt langt hjemmefra? Jeg mener, I holder da til længere sydpå, ikke?” Nomadeflokken rejste som regel mest i den nordlige del af Krystallandet, så hun var ikke specielt kendt i de sydlige egne, men hun mente da nok det var der, Kazimi familien holdt til. Hun kunne selvfølgelig tage fejl.

Måske det var lidt håbløs af ham, at han slet ikke vidste at der faktisk var en vogn her. Men det kunne da være at han blev nødt til, at være lidt mere opmærksom på det. Hvem kunne vide, om lignende ville ske igen. Det kunne godt være, så Dain var nødt til at være lidt på vagt. Men lige nu som de begge to sad inden i vognen, kunne der umuligt ske noget farligt, og frygteligt. Det var alt for lang tid siden, at han også bare havde slappet lidt af og nydt noget lækkert at spise. Det var nok heller ikke så svært, at finde vognen som hun selv nævnte. Utroligt at Dain så ikke havde vidst den stod her, men han havde sikkert haft andet i hovedet, og andet at kigge på.

"Jeg føler det er alt for lang tid siden, at jeg har spist tærte.. Det er altid frugter eller andet" grinede han lidt, som han bestemt nød smagen af den gode tærte. Det kunne da godt være, at han kunne være fristet til at spise tærte lidt oftere. Selvom han måske også tvivlede lidt på om det faktisk ville ske. Men selv en fyrstesøn som ham blev træt af, at hele tiden spise frugter. Det kunne godt være at det var godt, og så sundt. Men engang imellem var det altså bare rart med noget andet, end frugtet. Han lyttede til hende, og nikkede så. Det var rart at de ville gøre alt for ham, men engang imellem var det godt nok også træls. Han hadede det virkelig ofte, men det var mest fordi tjenestefolkene aldrig kunne finde ud af, at tilfredsstille ham som han ønskede"Ja hvis de ikke fulgte efter mig konstant, ville jeg have nydt det endnu mere.. At de ville gøre alt for mig" nævnte han med et bekræftende nik.

Jo han var vel langt væk hjemmefra. Han plejede at være sydpå, men han trængte vel bare til at opleve lidt andre omgivelser. Opleve noget andet end alt det som der faktisk var sydpå. Dain smillede skævt,s om han lod de lyserøde øjne hvile sig på hende kort. Han håbede inderligt ikke, at hans søskende eller fader ville lede efter ham. Måske de allesammen ville undre sig over, hvor han var henne. Men han var ikke sikker. Han lod smilet vokse, som han spiste lidt mere af tærten. Han kunne godt lide, at ikke alle vidste hvor han var henne. Men der var nok generelt ingen som vidste hvor han var henne, på nær tjenestefolkene. Han holdte blikket på hende, og tænkte som han gumlede på det stykke tærte som han havde inde i munden"Hvad med dig, hvad laver en køn pige som dig her i byen"spurgte han i en kæk tone.