Sergent Kilian Pil fra afdelingen for utidige dødsfald i Dianthos' byvagt lignede slet ikke sig selv eller sin profession, da han trådte ind i katakombernes mest snaskede beværtninger. Han kneb øjnene sammen af menuen: "Hvad i alverden er forårsruller? Det er jo efterår..."

Sergenten var ikke den eneste der var i forklædning. Herren der sad ved barbordet, var nydeligt klædt i rubinske klæder og lignede på ingen måder en halvkat. Og dog havde han en kats mystik over sig. ”En Azurisk ret, mener jeg at jeg har læst et sted. Men hvis jeg var dig, ville jeg nøjes med vinen. Det eneste kød der er her på markedet, er rotter, trods alt,” Sagt mens herren sippede af sit andet glas.

Kilian løftede hovedet efter stemmen; måske var dét hans kontakt... eller hans mål, eller en helt tredje. Den svage, kvalme fornemmelse af nogen, der havde myrdet noget på et tidspunkt, satte sig så småt i mavegulvet. Under alle omstændigheder hørte Enze absolut heller ikke til hernede. "Jeg siger ikke nej til et godt tip," hintede Kilian nogenlunde diskret, og satte sig ved siden af Enzel, og viftede efter et glas vin, som han var vant til det.

Han var egentlig i færd med at tømme sit glas, men da den høje mand satte sig ved siden af, stoppede han midt i bevægelsen og stillede sit glas. Han overværede ham drikke af glasset, fandt intet mistænkeligt ved måden han drak på, men blikket faldt på elverørerne og dernæst gled blikket videre ned af ham, hvor han studerede hans klude. Han var lidt for ren til det her sted. ”…” Han løftede atter glasset til sin mund og drak langsomt, stadig stirrende.