Gående rundt i Tusmørkely, havde Mizech gået i mange timer. Regnen var ikke så voldsom, selvom det måske ville ændre sig. Slangen Sheja sad altid på skulderen, og han fik et bredt smil på ansigtet. Imens han utålmodigt ventede på, at Bart skulle dukke op, kunne han vel ligeså godt bruge tiden ved at besøge en af boderne i byen. Der var ikke mange boder, men alligevel vidste han godt, at der var nogle enkle. Han drejede hovedet lidt, for at kigge på sin trofaste slange. Han kælede blidt for den, som han stoppede op foran en bod, som solgte glas, og figurer. Det var ikke ligefrem noget han manglede, men det ville bestemt ikke skade, at tjekke udvalget ud. Hovedet tiltede han, som han lod de gyldne øjne glide ned over alt det glas, salgskvinden solgte. Der var også nogle figurer, som faktisk tiltalte Mizech. 

Han manglede ikke glas, men han kunne vel sagtens blive fristet. Han hørte sin slange hvisslede lidt, men det gjorde intet. Han vidste godt, at hun ville reagere hvis der var fjender, eller andet i nærheden. Mizech sukkede, som han flyttede blikket væk fra slagskvinden. Han kiggede lidt nærmere rundt. Hvor blev den pokkers engel af, han var efterhånden blevet mere utålmodig, end han var i forvejen. Han var generelt heller ikke særlig god til, at være tålmodig. Helt klart noget han havde arvet fra sin mor, hun var også utålmodig. Selvom hun dog også kunne være tålmodig, som Mizech også kunne være"Ved mørkets navn... Hvor er han!" lød det højt, og vredt fra Mizech som pludselig stod med en knust glasfigur i hånden. Han vidste godt han var stærk, og at der skulle meget til, for at ødelægge glas. Men så igen, sommetider gik glas bare hurtigt i stykker.

Salgskvinden kiggede overrasket på ham, som han blot sukkede og kunne mærke hvordan blodet begyndte, at dryppe ned på jorden. Smilet voksede, som han løftede den blodige hånd op til sit ansigt, og lod næsten kælent tungen glide hen over at blodet"Mhmm.. Beklager for glasset..Vi ses" lød det kort fra ham, som Mizech vendte ryggen til, og begyndte at gå hen imod sin hytte. Måske var Bart derhenne? eller måske han ikke var kommet til Tusmørkely endnu. Irritationen spredte sig inden i ham, og han skulle helt sikkert straffe englen, når han kom.

Hvor lang tid? Hvor lang tid havde Bart været i denne situation? Slave for dæmonen. Det virkede som for altid. Jovist kunne engledrengen huske tiden før Mizech. Huske friheden. Luft under vingerne - både figurativt og bogstavelig talt. Men det var så langt tid tilbage, at det mere var svage drømme end fortid. Bart havde vænnet sig til Mizech, desværre. Drengen havde tænkt en masse. Og med tiden havde han tænkt, at det kunne have været værre. Så slem var Mizech heller ikke. Med nok degradering og destruktion kunne man selv se Zaladin som en frelser. Og det var sådan, Bart var begyndt at se Mizech. Ikke som hans frelser, men som en mildere ond. Han kunne have endt mange værre steder. Hos en, der blot ville dræbe ham. Eller torturere ham uden videre. Mizech var bedre end det. 
Det kunne nok nemmest beskrives som Stockholm syndrom. Bart havde accepteret sin skæbne. Der var gået tilstrækkeligt tid til, at ingen ville komme og frelse ham. Hvem skulle ellers frelse ham? Ham selv? Det ville være mere sandsynligt, at Mizech bare ville lade drengen gå, end han frelste sig selv.

Mizech måtte på en måde også selv have indset dette. Set Barts villighed og lydighed til at blive. For blot nu var drengen faktisk sluppet fri i begrænset omfang. Han vandrede i Tusmørkely. Mizech var her et sted og ledte sikkert efter drengen, men drengen var alene lige nu. Hvad stoppede ham fra bare at flyve væk og blive fri? Svaret var på en og samme tid både simpelt og komplekst.
Derfor valgte Bart også at vende tilbage mod hytten. Mod sit hjem. Ingen i deres rette sind ville anse dette som værende et hjem. Men det gjorde drengen. For ham var dette hans hjem, hans liv, hans hverdag. Slaver behøvede ikke at være i bur og med snor for at holde dem indelukket. Med nok tid gjorde de det selv. 

Med rolige skridt satte Mizech kursen hen imod sin hytte. Han gad ikke gå rundt i alt for lang tid, for at lede efter denne engel. Han måtte da være her et eller andet sted, men måske han bare skulle kigge efter ved hans hytte. Mizech kælede lidt for sin slange, og kiggede en smule rundt. Han kendte ingen af dem, som han gik forbi. Da han så endelig nærmede sig sin hytte, kunne han se englen. Han sagde ikke noget, men greb hurtigt fat rundt om drengens hals. Han lod de gyldne øjne dybt ind i drengens. Nu var den pokkers engel da her endelig, og han var godt tilfreds. Selvom Mizech også blev nødt til at straffe denne engel, og der var mange måder, at gøre det på. Men han var sikker på at dette vidste denne engel godt.

"Endelig kunne du være her.. Det betyder en stor straf.. Måske jeg er i humør til endnu mere end blot det" lød det kækt og bestemt fra dæmonen, som han åbnede døren til hytten. Han gav slet ikke englen mulighed for, at svare eller reagere. Han trak ham med indenfor i hytten. Lukkede døren efter dem, og stirrede nærmest både lystenfuldt og vredt på englen. At han overhovedet kunne være så forsinket - som han var i Mizechs øjne. At han ikke engang havde været en engel som ville lede efter sin mester. Lige nu var Mizech fyldt med en masse tanker og de fleste var ikke særlig gode, men det var ganske normalt for ham. Han sukkede dybt, før han fik skubbet drengen op ad køkkenbordet. Løftede ham op at sidde på køkkenbordet, og lænede sig ind imod ham.

Nærmede sig det ene øre, hvor dæmonen med vilje åndede ind i øret"Er du klar til din straf.. Og mærke hvordan det er, når man ikke leder efter sin mester.. Og er forsinket" halvt hviskede han før han bed drengen blidt i øret. Han var fristet til at bide hårdere, men de var jo lige startet. Han havde slet ikke givet Bart muligheder for, at svare ham, eller gøre noget. Han placerede sig imellem Barts ben, og lod fingrene glide hen over drengens kraveben. Tøjet var i vejen, og sådan var det jo tit. Han kunne bare rive det af, eller flø det af.. Men lige nu kunne det godt være, at han skulle lade det blive bare for sjov"Du har intet valg... Døren er låst, og du slipper ikke" lød det fra Mizech med et kækt smil.

Før Bart nåede hytten, kunne han mærke hånden om halsen før skridtene mod sig. Hånden var alt for genkendelige. Fingrene form. Måden, hvorpå halsen blev grebet fat. Drengen havde mærket denne hånd for. Både her og andre steder. Måske var det derfor, han blot gispede kort frem for at ønske at skrige. Hvorfor skulle han skrige? Han havde skreget i måneder og til hvad nytte? Nej, så hellere lade stemmebåndene hvile.

Uden at gøre meget selv blev Bart trukket inden for ved halsen. De løse klæder gav drengen ingen former. Der var huller i ryggen for at lade vingerne være fri, men der var også huller andre steder. Det var ikke nye klæder. Det virkede bare som rester liggende, som nu var hans. 
Som vejede han ingenting - og det gjorde han nærmest heller ikke - blev drengen sat på køkkenbordet. Deres øjne var tættere på hinanden. De gyldne øjne var på en måde blevet pænere for Bart. Der var mere tryghed at finde i dem end før. Mizechs guld øjne altså. Slangen kunne drengen endnu ikke fordrage. Måske han havde en forbi for dét væsen. "Undskyld, mester." småmumlede Bart skamfuldt og kiggede kort ned i sine foldede hænder. Tommelfingrene trillede med hinanden. Hovedet nikkede svagligt. Ja, han var klar til sin straf. Mizech virkede barmhjertig. At give drenge mulighed for at være klar, selvom uanset svar ville udkommet nok blive det samme. Så barmhjertig kunne Mizech heller ikke rigtig være. Men drengen kunne mene anderledes jo.

Det kække smil spredte sig lidt mere, som Mizech godt kunne lide det syn foran ham. Han kunne generelt godt lide, at have lidt magt. Så at han lige nu kunne kigge på englen, gjorde bestemt ikke noget. Nu var drengen da endelig kommet frem, i stedenfor at have gemt sig i Tusmørkely. Men på den anden side, måske skulle dæmonen Mizech bare have ledt efter ham. Men på den anden side, han var vel bare ikke typen som gad gøre sådan noget, også selvom Bart var slaven, og han var mesteren. Han lod kort de gyldne øjne glide halvt sultent ned over ham. 

"Jeg har mange straffe klar til dig.. Lystelserne skal nok blive større.. Vi er kun lige begyndt jo" nævnte han i en kæk og lusket tone. Han rev et stykke af sit tøj, og bandt det rundt om englens hænder. Nu kunne han vel ikke bruge dem, og det ville nok være svært at komme fri for det. Lige nu gad Mizech ikke hjælpe ham fri, og han sørgede for at resten af tøjet på drengens krop var væk. Det var meget nemmere, at komme til. Plus at han hellere ikke skulle tænke på, hvordan han ville larme og hvilke lyde han ville komme med, når Mizech begyndte med det han havde planer om.

Han spurgte heller ikke drengen om han var. Derimod, lænede han sig ned imod drengens overkrop. Lod tungen glide langsomt hen over den ene brystvorte. Et skjult lusket smil kom frem, og han sad meget godt ovenpå drengen. Selvfølgelig havde Mizech tøj på, men indenunder tøjet var han nøgen. Kun med vilje, fordi han på en eller anden måde, havde regnet med og set frem til at denne slave ville komme til ham, og dukke op i byen han boede i. Han lod tungen glide lidt mere hen over brystvorten. Før han blidt bed lidt i den.

Underkastet komplet. Andre ord kunne ikke beskrive Barts tilstedeværelse med Mizech. Drengen var helt og komplet underkastet til dæmonen. Der blev derfor heller ikke ytret nogen modstand, da et stykke iturevet klæde blev bundet rundt om hans hænder. Hvis ikke Bart var komplet domineret før, var han det nu. Og Mizech ville uden tvivl udnytte dette. Det tog heller ikke lang tid for dæmonen, for drengen var snart efterladt ikke en strimmel af beklædning. Medmindre stoffet bundet om hænderne talt. Eller det faktum, at han endnu sad på sine benklæder. Jovist var drengen nøgen, men klæderne var ikke forsvundet. De var der endnu, blot rundt om ham og under ham. 

Mizech spildte ingen tid, for pludselig kom hovedet ned mod Bart. Dog længere ned end drengens eget hoved. Ned mod brystkassen faktisk. Den blege og spinkle brystkasse, hvor ribben kunne tydeligt ses. Han var en spinkel dreng. Spinkel og bleg. Som en uskyldig engel. Men al uskyldighed havde Mizech for længst frarøvet drengen. 
Tungen om brystvorten fik et gisp frem i Bart. Kort bed drengen i sin læbe for at forhindre mere lyd. Men da Mizech selv lod sine tænder bide fat, kunne drengen ikke tie stille. Han udgav et smertende gisp. Nerverne i brystvorten lynede igennem brystkassen. Selvom bidet var blidt, var det endnu meget. Drengen havde fundet ud af, at han var yderst følsom visse steder. Mizech havde testet dette på ham. Og brystvorterne var et af disse ekstra følsomme steder på drengekroppen.

Måske han faktisk kunne have startet anderledes. For han kunne enlig bare vælge, at Bart skulle vælge at tilfredsstille ham frem for omvendt. Men lige nu var det for sent, og det gjorde ikke Mizech at han bare kunne hygge sig lidt med englen. Han var helt klart sikker på, at det nok skulle en god genforening. For han huskede ikke engang, hvornår han sidst så denne dreng her. Det var nok lidt stykke tid siden, men hvor meget, vidste dæmonen ikke.

"Bare rolig jeg skal få nok alt dit tøj af.. Det kommer ikke til at blive siddende på din krop"halvt hviskede han, som han greb fat i de bundne hænder, og flyttede dem op over drengens hoved. Han lod sit ansigt nærme sig Barts hals. Lod tungen glide langsomt ned over halsen, før han ikke kunne undgå, at nippe lidt i øreflippen. At denne engel faktisk prøvede på at holde munden lukket, irriterede Mizech, og drengen vidste det sikkert godt, hvilket bestemt ikke gjorde det hele bedre. Men det var noget, dæmonen nok skulle få ordnet. Han skulle ikke tro, at han bare kunne holde munden lukket, imens han var igang med at give ham nydelse. Selvom Mizech godt kunne være egoistisk og kun tænke på sig selv, så var han helt klart ude på, at tilfredsstille denne engel lige nu.

Tungen lod han fortsætte lidt længere over halsen. Han kunne faktisk godt lide at slikke hans hud lige nu. Han var dog heller ikke færdig, som han sørgede for at de bundne hænder på englen, var over hovedet. Han skulle ikke flytte dem, og det havde dæmonen tænkt sig at gøre klart for ham"Hold dine bundne hænder ovenpå hovedet... Det er en ordre nærmest" lød det bestemt, som Mizech lod de gyldne øjne glide langsomt ned over den halvt nøgne krop.

Det var koldt for huden. Overkroppen var komplet blottet og nøgen. Hvis ikke Mizechs tunge havde forsaget myrepatter, havde kulden gjort det. Faktisk hjalp tungen mod den nøgne hud lidt imod kulden. Tungen var varm, men når den bevægede sig, efterlod den huden fugtig og dermed mere sårbar for kulde. Nok næppe hvad dæmonen havde intentioner for, men for drengen var det koldt. Men han vidste, han nok ville få varmen. Mizech havde hygget sig nok med Bart til, at drengen vidste, at når de først var gået igang, var kulde alt andet end et problem.

Hænderne blev løftet over hovedet. Skulderbladene fulgte med og dermed også vingerne, der hang slappe på ryggen. De glatte armhuler var nu blottet for dæmonen. Hele af drengens krop var glat på nær et par barnlige dun her og der. Døden havde ramt ham før puberteten. Kroppen var foreviggjort som barn. Ikke en snert af teenager var at se på kroppen.
"Javel." sagde Bart lavt og lod hænderne blive oppe, selv når Mizech fjernede sit greb om dem. Han vidste, hvis han sagde flere ord, ville stemmen tydeligt kunne høres at ryste. Måske det kunne høres ved disse to stavelser. Den rystende stemme var dog ikke en bivirkning af kulde. Jovist kunne man vænne sig til ting. Noget andet var at kunne lide dem. Og drengen kunne altså ikke altid lide, hvad Mizech gjorde ved ham.

I det mindste virkede det ikke til, at drengen klagede over det som Mizech gjorde lige nu. Han ville nok heller ikke forstå, hvis han klagede. For Mizech vidste godt, hvad han gjorde. Han havde altid mange idéer i hovedet, og planer. Det var bare ofte, at planerne og tankerne ikke var så gode. Men sådan var det jo, for i følge dæmonen så var de mindre gode planer, og tanker de bedste. Kort skulede han hen til vingerne bagpå englen. Åh de pokkers vinger, han havde næsten glemt dem. Der var noget smukt over dem, men han var godt nok også træt af dem. Kunne de ikke bare blive flået af, eller revet af.

Kort lod han tanken køre rundt i hovedet som han trak sig lidt tilbage. Kunne han tillade sig at flå de vinger af. Det ville uden tvivl gøre ondt, men han var jo også modbydelig, og ond. Så det ville måske ikke gøre en forskel. På den anden side, som han lod de gyldne øjne glide ned over englen, kunne han ikke undgå at finde det bare lidt synd, hvis drengen mistede sine vinger. Det var godt at han adlød ham, som Mizech havde bedt ham om at have de samlet hænder op over hovedet.

Han lod et kækt smil komme frem, som han igen lænede sig ind imod drengen. Lod tungen glide hen over den ene brystvorte, før han bed lidt i den. Det var ikke hårdt, men det betød ikke, at det ikke kunne blive hårdt"Godt.. Nu må jeg hellere fortsætte.. Jeg er også nødt til at indhente noget, efter vores sidste gang" nævnte han som han smillede lidt mere lusket for sig selv.

Hvor lang tid siden havde Bart været væk? Mizch havde sendt ham væk til alt mulige ting. Tilfredsstille bekendte, være en midlertig gave, alt muligt. Havde dæmonen virkelig savnet drengen på en eller anden sindsyg måde, som kun var logisk for dæmoner? Bart kunne frygte, hvordan en dæmon ville reagere ved sådan en genforening. For nu var det meget uskyldigt - taget scenariet i betragtning. Men Bart vidste al vel om Mizechs hurtige vendinger i adfærd.

Hænderne forblev hævet over hovedet. Allerede nu var det begyndt at syre i armene, hvorfor drengen valgte at holde om sine hænder, ikke bare løfte dem. Måske det kunne lindre lidt. Og det hjalp - lige indtil syren kom tilbage i samme styrke i armene. Og syren blev kraftigere i en eksponentiel vækst. 
Brystvorten fik igen slikkeri, nappen og bid fra dæmonen. Bart var heldig, at Mizechs tænder ikke var samme form som rovdyr. Ellers ville der være huller flere steder på drengens krop. Flere end han allerede havde.
"Herre, hvad mere vil du? Med mig?" Barts rystende stemme havde fået lidt mod tilbage i sig. Blot det at drengen spurgte var mod nok. Men denne handling kunne bide drengen så meget bagi. Han havde ingen ret til at vide mere, end hvad Mizech fortalte ham. Men han ville også gerne stoppe med at løfte hænderne. Syren var begyndt at være lidt for meget til at kunne ignorere.

Det gik meget godt indtil videre, og han var da ikke færdig, langt fra. Mizech var kun lige startet. Han kunne slet ikke undgå at smile lidt tilfreds, som det luskede smil foldede sig over hans ansigt. Kort undgik han at svare englen på spørgsmålet. Han var ikke sikker på, hvordan drengen ville reagere og svare. Men denne engle ville helt sikkert hade, det svar som dæmonen havde til ham. Det var Mizech ligeglad med, som han kort rettede sig lidt op. Han kiggede ned på Bart, og lod det luskede smil vokse

"Jeg vil mange ting med dig.. Troede jeg at du vidste" det var sandt for dæmonen troede da at denne engel vidste, hvad han ville med ham. Men hvis ikke, skulle englen nok finde ud af det. På den ene eller anden måde, men uanset hvad ville det sikkert blive noget han hadede. Ikke for en dæmon som Mizech, han ville nemlig uden tvivl komme til, at kunne lide det. Men han havde nu også mange tanker og planer i hovedet, og det var ikke ligefrem gode tanker og planer. Men hvornår var det også det for ham. Det huskede han slet ikke, om det var sket før. 

Hovedet tiltede han, som han pludselig rejste sig op. Han hev dog drengen op at stå også. Men fjernede ikke det stof som holdte englens hænder. Normalt kunne dæmonen bare hygge sig med nogen på sofaen, men lige nu havde Mizech lidt andre tanker. Han bukkede sig lidt ned, og greb fat rundt om Bart. Svingede ham blidt over den ene skulder, og begyndte at gå hen imod soveværelset"Vi skal lige en tur hen til soveværelset" det var sande ord, som Mizech begyndte at gå. Det luskede smil sad fortsat på ansigtet.

Selvfølgelig ville Mizech mange ting med Bart. Dæmonen havde vel en masse tid at skulle indhente. Mange ting, som de skulle lave. Drengen havde jo været væk fra sin herre. Alligevel sank han en lille klump i halsen. Han frygtede alt det, som Mizech gerne ville med ham. Drengen havde ideer og minder. Men dæmonen kunne altid finde på større og værre ting. Kun fantasien satte grænser og drengen havde erfaret, at Mizechs fantasi var meget stor og nytænkende.

Uden at nå at sige noget blev Bart trukket over skulderen som en sæk kartofler. Her var han. Helt nøgen på skulderne af dæmonen. Numsen var blottet og det højeste på drengen. Han kunne se alt bag Mizech. Ryggen og lokalet som de gik ud fra. Hans manddom var presset op mod Mizech. Eller skulle han snarere sige drengedom? Om det var presset eller andet, vidste Bart ikke. Men lemmet begyndte at vokse sig hårdt. Kinderne blev komplet røde af skam, men det kunne dæmonen næppe se. Om han overhovedet kunne mærke det var også et godt spørgsmål. Men Bart kunne mærke det. Han vidste det. Og inderst inde hadet drengen sig selv for det.

Mizech var meget glad for, at Bart sank en klump, og ikke virkede så klar på hvad der ville ske. Men på den anden side, så vidste dæmonen godt at drengen ville elske, og nyde det som der skulle til at ske. Det kække smil voksede, og han nød allerede alle de tanker, og planer som en dæmon som ham havde, og han kunne endnu mere lide, når han godt vidste at det ikke ligefrem var de mest blideste tanker og planer. Han vidste godt at drengen ikke kunne stritte imod, så derfor havde han også bare kastet englen over skulderen, og vandret imod soveværelset. Det kunne han ligeså godt, og han var jo også en dæmon med voksende lystelser.

"Du er ret stille... Det ligner ikke dig" grinede han lidt som han klappede drengen i bagdelen kort. Som de var nået ind på soveværelset, smed Mizech drengen ned i sengen, og kravlede sig ind over ham. Han greb fat i de bundne hænder, og løftede dem op bagved drengen. Der var mulighed for, at han kunne spændes til sengen. Det var uden tvivl planen, som dæmonen fik bundet drengen fast til sengen, så han i det mindste ikke kunne bruge hænderne. Det luskede smil voksede, som de gyldne øjne gled ned over drengen. Det var bestemt et godt syn, og han vidste at nu havde han en masser muligheder for, at gøre ret mange ting. 

Hvor skulle han starte. Skulle han starte blidt ud, eller skulle han bare vælge at være lidt mere hård. Han lod sig tænke kort over det, han var så forbandet fristet til så mange ting, så det var lidt svært at vælge"Hmm.. Hvor skal jeg starte"mumlede han lidt for sig selv, som han tiltede hovedet og bed sig lidt tænksomt i underlæben.

Klappede på den glatte og blege numse fik Bart til at hvine lidt. Mizech havde altid været god til at ydmyge den lille dreng. Ikke nok med at englen var hans slave. Hans ejendom. Hans genstand. Dæmonen skulle også fremvise dette over for ham. Bart vidste godt, at han ikke var sin egen herre længere. Han var ikke længere en fri fugl. Vingerne var lænket fast og Mizech holdt nøglerne. Drengen vidste det. Alligevel behøvede dæmonen at vise det. Binde hænderne fast. Rive klæderne af ham. Løfte ham som en sæk kartofler. Klaske hans intime steder. Han var Mizechs ejendom og dæmonen legede med ham. Han var ikke bare en dreng. Han var et legetøj for en forvokset børnedæmon.

At ende i sengen var rart i et splitsekund. Den bløde madras og de behagelige stoffer. Men hurtigt blev denne behag fjernet. Mizech kom atter over ham. Skygger badede ham. Hænderne blev rykket rundt, før de blev bundet fast til sengen. Ikke nok med at hans hænder var ubrugelige. Nu kunne han ikke flytte sig fra sengen. Han lå bare her, nøgen og for Mizech at se.
Bart valgte ikke at sige noget. Man skulle tro nogen havde taget hans tunge. Men han lavede få lyde fra sig. Hvin af frygt og bange anelser om, hvad Mizech havde tænkt sig. At dæmonen spurgte sig selv var ikke altid et godt tegn. En fast plan var troværdig. Impulsive handlinger kune indebære alt. Og dét var, hvad drengen frygtede. For han vidste, hvad Mizech kunne gøre, men det var sikkert kun toppen af isbjerget. Havde drengen set, hvad gemte sig under vandets overfløde? Det sorte, mørke is. Den store, ukendte del af isbjerget.
Øjnene blev pludselig lukket hårdt i. Små, uskyldige rynker formede sit på ansigtet. Hovedet blev drejet til siden. Den ene kind vendt op mod Mizech. Kunne han ikke bare besvime? Glemme alt, hvad Mizech ville gøre ved ham. Så var han også en villig og lydig dreng. Men det var selvfølgelig ikke det, dæmonen ville have. Dæmonen ville have ubehag fra drengen. Modstand. Ulydighed. Knækkelse af sjælen, skønt den endnu allerede var knust. 

Synet klagede Mizech slet ikke, og det ville nok være dumt hvis han klagede over det. Han vidste godt med sig selv, at han skulle nyde alt det som skulle til at ske. Der var så mange muligheder, at en dæmon som ham nærmest havde svært ved, at beslutte sig hvor han skulle starte. Men det var godt, at denne stakkels dreng her ikke havde planer, og hvis han havde var det forsent at følge dem nu. Englen var i hans hænder, og fanget hos Mizech. Det skæve smil voksede sig på ansigtet, og det var nærmest underligt, at han var så stille. Var der mon sket noget, siden sidst? Han undrede sig kort over det, fordi han mente da at hans slave ikke plejede at være så stille. Det var næsten irriterende, og det kunne nok godt skabe et problem

"Katten har hvist taget din tunge.. For jeg tvivler på, at du har fået skåret den af" lød det fra Mizech som han lod de gyldne øjne glide ned over englen. Da drengen lukkede øjnene, kunne dæmonen da ikke undgå at føle sig lidt mere fristet til det ene og det andet. Det kunne godt være, at han ikke gad være hos en dæmon som Mizech, men drengen havde skam ikke noget valg. Han var fanget, og ville sikkert ikke slippe fri. Ikke når han var i hænderne på en dæmon hvis forældre var nogle af de værste som fandtes. Det skæve smil voksede, som Mizech lod læberne røre ved drengens hals. Han lod tungen følge efter kort. I en langsom bevægelse, lod han tungen glide ned over halsen på englen"Jeg havde glemt hvor godt du dufter..." halvt hviskede han.

Hvor underkastet kunne man føle sig? Liggende her på ryggen uden en trevl på kroppen virkede Bart sig komplet underdanig. Han havde en dæmon, sin mester hængende over sig. Han var blottet, både fysisk og mentalt. Mizech havde destrueret drengen psykisk. Drømme og håb om at blive frelst var for længst blevet erstattet med det faktum, at dette var hans dagligdag resten af livet. Og det ville være et langt liv. Engle levede forevigt. Det samme gjaldt dæmoner, ikke? Mizech og Bart ville være sammen forevigt. Drengen vidste det, men det gjorde det ikke mindre tragisk eller trist. 
Øjnene forblev lukket, det samme med munden Bart ville bare drømme væk. Tænke på andet. Kunne han ikke besvime? Kunne Mizech ikke kaste Bart hen af lokalet, så han mistede bevidstheden? Så kunne Mizech også gøre alt, hvad han ville med en forsvarsløs dreng. Men Bart vidste godt, at dette ikke ville ske. Mizech elskede, at han var vågen. Ved bevidstheden. At drengen vidste hvad, der skete, og hvad, der ville ske.

Tungen mod halsen fik en reaktion frem fra Bart. Et ynkeligt hvin. Tungen var på en og samme tid kold og varm. Kuldegysninger ramte hele kroppen. Gåsehud kom frem på arme og brystkasse. Kun arret i brystet forblev upåvirket. Den eneste uperfekthed på drengen. 
"Vær sød, Mizech. Vær hurtig." At bede og håbe på barmhjertighed var nyttesløst. Det var nok derfor, at Bart selv gik fra at bede om sødme til at bede om hurtighed. Han kendte Mizech. Drengen vidste, hvor og hvad dæmonen ville med ham. Dette var ikke første gang, de to var sådan i denne seng. De havde været i lignende situationer tit i dette hus. Og i andre situationer. Bart kunne tænke på værre minder mellem de to, så måske han skulle være glad for dette. Men selv en tur i bålet var slem, selvom man allerede havde gået i helvedet. To onde gik ikke ud med hinanden.

De gyldne øjne gled ned over Bart, som Mizech uden tvivl godt kunne lide udsigten. Han havde mange planer for drengen, og det var bestemt ikke nogle han gad dele lige nu. Det var vel også sjovere, at lade drengen vente og se. Hvorfor skulle en dæmon som ham også afsløre alle de planer og tanker han havde. Det var langt fra sjovt, og han lod et skævt smil folde sig over ansigtet. Ordene fik ham kun tul at grine lidt. Chancen for at han selv ville være sød, var meget lille. Han kunne godt være hurtig, som englen også ønskede at han skulle være. Udover det virkede til, at drengen ønskede at Mizech skulle være sød.

"Tror du selv på det..."lød det nærmest koldt og udfordrende med en kæk undertone. Vidste denne engel overhovedet hvem hans forældre var? det ville umuligt for en dæmon som ham, at være sød. Det var godt umuligt, selvom han sagtens kunne være det. Men han var bare så meget bedre til, at være alt andet end sød. Det brede smil kom frem, og han lod øjnene glide langsomt ned over englen. Det var vel altid hyggeligt, at have en engel i sin seng. Selvom han normalt havde dræbt engle hvis de var i sengen, men nu var Bart noget andet. Han var en dreng, nærmere slave. Mizech ønskede bestemt ikke, at dræbe sine slaver. Han skulle også bruge englen, så det ville være dumt at dræbe ham. 

Kort uden at sige noget, spredte han englens ben, og placerede sig imellem dem. Sørgede for at englen havde bundne hænder. Han blinkede kort til Bart, før han bevægede sig lidt tættere ned imod drengens manddom"Du vil takke mig.. Det ved vi begge to" halvt hviskede han, før han lod sin tunge glide hen over spidsen på drengens manddom.

Bart burde vide bedre. Hvor længe havde han ikke været underkastet Mizechs domæne? Kunne drengen overhovedet huske tiden før Mizech? De fleste oplevede højst ét stort trauma i deres liv. Bart havde nok troet, at hans store trauma ville have været slagtningen af hele familien, inklusiv ham selv. Hvordan han var den eneste af hele sin familie, som havde rejst fra de døde. Mistet familie, men modtaget vinger.
Ellers havde drengen troet, at genforeningen med mørkelveren, der havde dræbt ham og efterladt det eneste ar på den ellers perfekte og lille krop, havde været traumet. Jovist havde familiens bortgang taget hårdt på ham, men da han kom ansigt til ansigt med sin egen morder, bragte det kun samtlige minder tilbage. Og de var kun blevet forstærket med tiden.
Men lige nu var hverken den eller den anden traumet i drengens liv, følte han. Nej, det var Mizech. Han var hans trauma. Her var der ingen vej væk. Ingen hurtig død, der kunne få ham til at slippe fri. Ingen frelser ville komme. Det håb havde drengen mistet. Nej, der var kun ham og Mizech. Dæmonen og englen. Herskeren og drengen. Den dominerende og den underdanige.

Benene blev tvunget væk fra hinanden. De blege og tynde ben med kun dun på sig. De blev spredt. Gjort plads til nogen mellem dem. Bart vidste allerede, hvad Mizech ville. Og han hadet det. For der kom Mizech, placerende præcis mellem benene. "Nej." hviskede Bart bort. Drengen ønskede ikke at sige mere, men da den fugtige og varme tunge rørte spidsen, kunne han ikke lade være med at hvine. Benene strakte sig, som var de lavet af is. De knoglede knæ vendte ind mod Mizech, rørte dæmonen svagt. Selvom Bart hadet, hvad der blev gjort ved ham, kunne kroppen ikke stoppe sig. Opmærksomheden, der blev givet, var for meget. Kroppen var endnu den af et barn, men den havde endnu menneskelige ændringer. Puberteten havde ikke ramt kroppen fysisk, men den havde nok inddirekte ramt drengen psykisk. Bart hadet, at hans krop på et dybere plan var enig med Mizech. At kroppen på sin egen måde takkede dæmonen. 

At drengen sagde nej, havde Mizech set komme men dæmonen var også ligeglad. Han gjorde hvad han havde lyst til, og lige nu havde han skam også på fornemmelsen, at drengen godt kunne lide det som han var igang med. Han kunne lige så godt starte lidt stille ud, selvom han sagtens kunne have gjort noget meget værre end, at lade sin tunge kærtegne og røre toppen på englens manddom. Det havde været lidt tid siden, at han sidst havde været fysisk med drengen. Måske havde denne engel her glemt hvordan det var, og hvordan det føltes. Mizech vidste godt, at han blev nødt til at få drengen til at vænne sig til dæmon kroppen, og til ham.

"Jeg kender ikke betydningen af ordet nej.. Så vi fortsætter" lød det halvt hviskende fra ham, som Mizech lod sin tunge glide hen over spidsen af drengens manddom igen. Men efter få minutter spredte han mundvigene, og lod munden glide ned over drengens manddom. Han lod de gyldne øjne glide op imod englen, bare for at få en reaktion fra englen. Hvis der ingen reaktion kom, skulle han nok sørge for at give ham en. Uanset hvordan han skulle gøre det, og det var både godt og dårligt. Mizech smillede lidt for sig selv, som han fortsatte med at lade sin mund glide lidt op og ned over drengens manddom.

Følelserne var så konflikte, som de kunne være. Bart ville bare gerne væk. Gemme sig under dynen og ikke lave det her. Men hans krop havde den modsatte reaktion. Lyster kunne end ikke den mest raske person styre. Lyster havde deres egne tanker, så selvom Bart af sind gerne ville løbe langt væk fra Mizech og den behandling, dæmonen gav ham, havde kroppen andre ting at sige. For som dæmonen fortsatte med at lade sin tunge og mund arbejde, reagerede Barts krop. Drengdommen rørte på sig. Ændrede stivhed. Ikke størrelse, men der kom mere blod til den. 

Alligevel valgte Bart bare at lukke øjnene hårdt i, så huden omkring dem blev kridhvidt. Hænderne tog hårdt fat i sengelinnedet. Men noget, som drengen heller ikke kunne kontrollere, var den elektriske fornemmelse, han fik i hele kroppen. Det var lang tid siden, denne elektricitet var kommet i ham. Derfor kunne Bart ikke styre det, da han åbnede munden og stønnede lavmælt: "Åh, mhh."
Bart hadet sig selv. Hvorfor nød dele af ham dette? Han hadet det, men kroppen nød det. Noget inde i ham kunne lide det, Mizech gjorde ved ham. Det var, som om det kun var sindet, der manglede at følge med. Hvordan kunne selv en krop af en dreng være sådan et enigma?