Kain var draget mod Dianthos. Han havde stadig en dag rejse forude for sit mål. Men han blev nød til at finde nogle remedier til sin eliksir ellers ville hans evne ikke virke lige så godt. Solen stod højt på himlen men det blæste og skyerne var begyndt at samle sig til tunge og mørke skyer ud over horisonten. Kain havde intet imod regn og han var for det meste lige glad. Han skulle nok finde husly hvis det var det der var behov for. Så han vandrede sikkert igennem landevejen kun med nogle få udsving fra landevejen hvis der kom en vogn med gods imod Dianthos. Han havde spurgt alle og enhver efter et lift men ingen af dem havde særlig meget plads til ham, så han kunne lige så godt lade vær med at spørge. I stedet lagde han hovedet på skrå da han kiggede op imod himlen som de mørke skyer kom tættere og tættere på. Blæsten havde også trukket lidt mere op.

Han lukkede sin jakke lidt mere med pelskraven omkring sig og ville ønske at han havde set Seth. Men han var ikke eksisterende i øjeblikket. Forhåbentlig kunne han få Seth ud af sin skabers vold på den ene eller den anden måde. Forhåbentlig var han hurtigere end Seth's skaber til at slå hende ihjel. Det havde været grusomt det hun havde gjort ved farmen for blot nogle år siden.
Endnu en vogn kom tættere på ham af hvad han kunne høre og han trådte ud på landevejen for at stoppe kurren. "Undskyld mig Hr, har de plads til en til på vej til Dianthos?" spurgte han men manden rystede på hovedet og pegede på de bunker af tønder der stod på ladet som allerede var overfyldt med familie også. Et suk kom fra Kain og han trådte til siden så kurren kunne sætte gang i kærren igen.

Skyerne på himlen vidste bestemt ikke tegn på godt vejr, hvilket selvfølgelig lignede årstiden som de var på vej ind i. Denne ville trække sorte skyer og koldere vejr med sig. Det var umildbart ikke noget som Isora gjorde de største betænkninger om, som hun sad på ladet af en hestevogn som var på vej til Dianthos. Det eneste som hun vurdere til at ville være skrøbelig i dette vejr, var de skrifter og lignende som hun havde i en kasse på ladet ved siden af hende. 
Isora var nu på vej til Dianthos for at levere disse skrifter og forhåbentligt også for at få nye og spændende skrifter med den anden vej til Templet, som nu var blevet hendes hjem efter at hun havde forladt Rubinien. 

Hun havde hætten fra hendes kappe trukket godt op over hovedet for at beskytte sig fra det værste vind og vejr, hun var jo trods alt fra Rubininens varme, hvor en hel anden temperatur spillede ind. Det var noget helt andet end det her. 
Der var omtrent en dags rejse eller lidt mere tilbage af turen og indtil videre havde de sovet på små kroer og lignende på deres vej, og det ville de nok forsætte med indtil de var fremme.
"Vil De være venlig at stoppe vognen?" Hendes spørgsmål var rettet mod kusken som styrede vognen og som lyttede efter hendes ord. Isora trådte ned fra ladet og lod sit blik glide mod personen som gik i udkanten af vejen, "Vil De have et lift?" Isora havde altid set folk fra et venligt sind og hun ville altid tilbyde noget for at hjælpe, og i dette vejr som var på vej var det måske rart nok for ham, at komme et stykke tættere på.

Kain havde forgæves stoppet så mange vogne at han ikke vidste hvad han skulle gøre længere. I stedet for at stoppe på og spørge om et lift gik han ind til siden da det sikkert bare var endnu en der ikke havde plads til ham. Men i stedet for stoppede vognen op og hun kiggede lidt op på vognene og stoppede op som han klamrede kraven lidt tættere ind til kroppen.
En person steg ned af vognen og kom over til ham for spørge om han ville have et lift. "Hvis de skal til Dianthos så hellere end gerne Frøken" kom det fra ham eftersom at han kunne høre det var en dame der havde tiltalt ham. Han lagde hovedet lidt på skrå for at vurdere hende men det var lidt svært som der var en hætte trukket hen over hovedet på hende. Han smilte venligt og mærkede efter om hans sværd vibrerede hvilket det ikke gjorde, så det var i det mindste ikke en vampyr der skulle slagtes. For var der noget han hadet så var det vampyrer!

"Mit navn er Kain Frøken" kom det fra ham og rakte en fri hånd frem imod hende som ikke holdte fast rundt om kraven på sig selv. Han havde ikke lyst til at være uhøflig mod en dame i nød. Desuden kunne han være en slags lejesvend hvis nu vognen blev overfaldet på vejen.

I Isoras øjne var det vigtigt at hjælpe hvor hun kunne, og det mindste hun kunne i dette øjeblik var at give denne person et lift til Dianthos. Ud fra hans beklædning og status, virkede han ikke som en person som ville gøre hende noget ondt. 
"Det skal vi." Hun kiggede på ham og søgte hans ansigt, " Så De er mere en velkommen til at køre med" Det var hvert fald planen, og indtil videre havde de endnu ikke stødt på nogen eller noget som kunne forsinke eller ændre deres rejse, så indtil videre så var det planen at ankomme til Dianthos i morgen.
Isora rakte sin egen hånd imod hans og modtog denne i en venlig hilsen, "Mit navn er Isora" Svarede hun venligt med endnu et smil. 

Hun viste Kain vej til ladet og gik selv op efterfølgende og fandt sin plads hvor hun før havde siddet, inden de havde stoppet. Hun trak hætten lidt længere ned, så han havde muligheden for at få et billede af hvem han sad overfor. Hun ville have ønsket det samme, hvis det var omvendt.
"Så de er også på vej til Dianthos. Hvad trække dem, denne vej?" Spurgte hun interesseret. Det var væsentligt mere rart at have en medrejsende så hun ikke skulle sidde i stilheden, og kun have udsigten - selvom denne også kunne noget.

Endelig var der en der stoppede på vejen og tilbød ham hjælp. en vogn der ikke var fyldt med tønder og andet landbrug, der skulle til Dianthos gader. "Det er vældig pænt af dem" kom det roligt fra ham og bukkede på ny. Han var lykkelig for at kunne nå dianthos inden for en dag i stedet for at der skulle gå et par dage i denne vanvittige gå tilstand han havde vandret i. Desuden var skyerne alligevel ved at trække sig op, så han ville skulle slå stands før eller senere alligevel for at søge ly for uvejret.

Da hun tog hans hånd vendte han den om bukkede sig ned og kyssede hendes håndryg som en hilsen. En han altid gjorde mod kvindfolk. Så han slap hånden og rettede sig op. Han bevægede sig op på ladet og satte sig der hvor der var plads inden han kiggede ud i horisonten og smilte lidt for sig selv. Han havde ømme ben af at gå så meget, men marked skulle besøges. Han havde lige et par krystaller han skulle kvæle. Så da hun spurgte ham om hvad han skulle der vendte han blikket hen på hende. "Åh jeg leder efter nogle ingredienser til en eliksir. Jeg håber de er i byen, det tager for lang tid at søge efter dem på egen hånd, og nogen kan kun høstes ved fuldmåne. Det er ikke lige frem det jeg kan vente på lige nu" han smilte venligt til hende og lagde hovedet en smule på skrå. "Hvad bringer dem til Dianthos gader når vi når der hen?"

Hun følte sig bestemt ikke som en person som var værd eller nødvendig at hilse på den måde, men et smil bredte sig på hendes læber, som kysset ramte hendes håndryg. Det var venlige træk, hun så hos denne mand. Træk man ofte så hos de mere adelige, og dem tilhørte hun på ingen måder. Men hun var glad for, den måde han havde hilst på.
Da de fik sat sig op på ladet og havde fundet deres pladser, startede hestene atter igen op og hun havde nu en partner på hendes rejse som hun kunne dele historier og få mere viden om. Det kunne være han vidste et eller andet spændende, som hun ønskede at vide mere omkring.

Hun lyttede interesseret til hans snak, eliksirer var bestemt ikke et emne som han vidste ret meget omkring, så det var da værd at få lidt viden om dette. "Eliksirer?" Lød det spørgende fra hende, som hun søgte hans blik, "Hvilke eliksirer er det, du er i gang med at brygge? Jeg ved ganske ikke ret meget om det at brygge eller lave eliksirer, men det er et meget interessant emne" Hun var sikker på at han derfor skulle på markedet i Dianthos, for her kunne man næsten få alt hvad hjertet begær. 
"Jeg er Munk hos Aladrios Vogtere og er på vej til Dianthos med skriftruller og pergamenter til biblioteket, og skal gerne have nogle med tilbage, så vi kan forsætte vores arbejde med at skrive historien om Krysstallandet ned" Selvom hun var ny hos vogterne, så havde hun fundet arbejdet utrolig interessant og det at læse om historien og skrive ned, var noget hun elskede.

Han var så glad for at have fundet et lift, om end at han var ved a blive kørt ned. Nu skulle de bare så langt frem som overhovedet muligt inden mørket faldt helt på af de tunge mørke skyer, og regnen ville sile ned over dem. Han kiggede på hende som hun snakkede og han rystede lidt på hovedet. "Nej ikke flere eliskirer, en eliksir. En der kan forstærke min evne, det er en min mester har lært mig for nogle år siden. Det er takket være ham at jeg stadig lever den dag i dag" han lænede sig tilbage op af noget hø og tog et lille hø ud i hånden blot for at putte spidsen i munden og kigge op i himlen.
"Aladrios vogtere.... Hvad er det? Det har jeg da ikke hørt om før" kom det fra ham og kiggede på hende. Kain havde ellers været rundt omkring for at slå Vampyrer ihjel, men disse vogtere havde ikke engang gået hans næse forbi. Måske fordi det hele var fup og opfundet for at beskytte hendes identitet. Eller også var de virkelige og ikke kom så tit ud fra deres tempel, eller hvad de nu brugte for at tilbede hvad de nu tilbad. "Historie... Måske man hellere skulle reagere på den ondskab der lever omkring i Krystallandet og udrydde den. Dog er der lang vej før det kommer til at ske" han tyggede lidt på høet og vendte blikket op imod himlen igen.

Hun kiggede på ham som han rystede hovedet, og uddybede "En eliksir?" Spurgte hun nysgerrigt, "Hvilken evne har de?" Jo mere han talte, jo flere spørgsmål opstod der hos hende, men det hele var interessant og spændende at høre om, fordi at hendes evne og viden for dette område var ret spinkelt, "Hvilken evne har de? Og hvilken ingrediens er De ude efter? De må undskylde hvis jeg spørger for meget" Hun vidste jo ikke om han ønskede at fortælle om dette eller afsløre hans evne eller svar på nogle af de andre spørgsmål - hvilket var helt fair.

Det var ikke mærkeligt at han ikke havde hørt om vogterne før. De havde i lang tid lagt stille da dragerne lagde for få æg, til at de kunne gøre det som vogterne egentligt var sat i verden for, og derfor blot blev på templet for at studere. Isora kom dog til for få år siden, og har været med til at oplede dragernes æg klække og de første drager i et helt årtusinde kommet frem igen.
"Vi er en gammel fraktion, en fredsbevarende fraktion" Startede hun roligt og kiggede over på ham, "Vi har to roller i verden at studere landets historie og agere som en fredsbevarende fraktion. Vi har munke og vi har drageryttere. Vi munke studere og rejse rundt for at fortælle om fraktionen, og så passer vi dragerne, hvor imod rytterne rejser rundt og hjælper med at bevare freden i landet"

Han kiggede på hende som han havde høet i munden som hun spurgte ind til hans evne. Skulle han afsløre den? Eller skulle han lade vær. Det var et spørgsmål der kunne være farligt at besvare. Han kunne fortælle saandheden og give hende frygt i kroppen, eller han kunne lyve (hvilket bestemt IKKE lå til ham) for at give hende fred og en vished om at han er fredelig. Alligevel tog han en lille flaske frem med en krystalklar blå eliksir i. Han rakte den frem imod hende. "Denne eliksir får min evne til at blive forbedret og komme frem til fuld potentiale. Den er lavet på Fakkellyng, Gælletang, Morgengry, Måneblad og Måneskinslilje. Denne eliksir giver mig mulighed for at se bedre om end at det giver mig gule øjne. høre bedre og gro klør. Alt det kunne jeg i forvejen fordi jeg er Varulv. Men med denne eliksir bliver det hele meget bedre" han håbede lidt at hun ville tage imod eliksiren og aflevere den tilbage, men nu var katten ude af sækken. Hun kunne blive bange og smide ham af vognen eller hun kunne tage informationen til sig og tygge lidt på det.

Kain havde ikke hørt om så mange ting, hele hans livsværk var på at slå Vampyrer ihjel. DEt var det der var hans formål i livet. For slet ikke at tale om at befri sin bror fra hans vampyr skaber. De var værste fjender sådan helt logisk men de var brødre, og de nænnede ikke at slå hinanden ihjel på hverken godt eller ondt. I stedet lyttede han til hende og lagde hovedet lidt på skrå ved at dreje hovedet som det var lænet tilbage på en høstak. "Aha" Han rejste sig op for at kigge på hende og lagde blikket glide lidt rundt. "Jeg har aldrig hørt om denne her orden før. Men mit fokus er også et helt andet sted" så havde han da ikke sagt for meget. DEr var ingen grund til at snakke om sin fortid var der?

Hun lyttede interesseret ved hans ord, for det virkede meget interessant. Hun havde aldrig hørt om denne eliksir før, men det var bestemt heller ikke hendes område. 
Hun havde heller aldrig mødt en person som gik for at være varulv. Hun var sikker på at der var mange ting i denne verden som hun ikke kendte til, men nu langsomt ville opdage. "Det er bestemt heller ikke nemme planter at skulle ud og lede efter selv, så at du køber dem kan jeg godt forstå" Hun havde da lidt forstand på planter og lignende, så hun vidste at det ikke var noget man bare fandt. "Det er meget interessant, jeg har aldrig sidder overfor en varulv før."

"Det under mig desværre heller ikke, Kain" Kom det ærligt fra hende som hun kiggede over på ham, "Det er en gammel orden, som har lagt i skjul i menage år, da vi opdagede at drage æggene ikke knækkede, så vi havde ingen grund til at væere synlige for om verden. Nu er drager kommet tilbage, og nu drager vi ud på freda bevarende opgaver"

Høstrået sad solidt i hans mund og han kiggede op på himlen og de mørke skyer der samlede sig mere og mere, forhåbentlig ville det ikke regne, men det så desværre ret skidt ud. Da hun snakkede kiggede han på hende og nikkede lidt. "Det er min mester der har lavet eliksiren og givet mig opskriften" kom det fra ham og smilte svagt. Faktisk savnede han lidt den hårde træning dybt inde i skovene. Men det gik nok alt sammen. Han var dygtig med sit sværd, og det var aldrig i vejen. "Det er et helved at lede efter planterne selv, så det er nemmere at købe dem" det tog evigheder at lede efter dem selv, så han var godt tilfreds med at købe dem i stedet for. Så skulle han ikke ud i moser og alt muligt andet for at finde dem. Nej det var bedre at købe dem, så slap han for at skulle bruge evigheder på at finde dem.
"Bare rolig jeg bider ikke" svarede han, det var værre med vampyrer de bed lige så snart de så sig et offer. Nej det var bedre ikke at bide fra sig med mindre man blev sur, hvilket han sjældent var.

Han lyttede intenst til hendes ord og kiggede på hende som han tyggede lidt på høstrået. Han nikkede svagt af hendes ord. "Javel ja. Det lyder yderst interessant" det var altid værd at lytte til noget nyt og lærer noget nyt, måske det kunne komme til hans fordel en dag. "Så I opfostre drager eller hvad?" spurgte han og havde hans ulde blik på hende.

Det var meget spændende for Isora at lære om nye ting. I forhold til de andre munke som hun var sammen med, så følte hun sig meget uviden, for at hun var kommet ind i dette for nyligt og var en meget ung og ny munk, i forhold til mange andre. Men hun elskede at lære og læse om nye ting, og det var derfor at hun nu havde viet hendes liv til denne fraktion - og hun havde allerede lært meget. "Hvem var Deres mester, var han også varulv?" Hun var meget nysgerrig på det han fortalte, men hvor meget han ville fortælle var usikkert. "Ja, nu kender jeg godt de planter du nævner og det er rigtigt nok at de er svære at finde, især i dette område" Hun regnede godt med at han vidste hvor han skulle lede efter, hvis han gik den vej, men det var tydeligt at han ikke gjorde det, "Det ville bestemt være nemmere at købe dem og af hvad jeg husker er der også mange der sælger diverse planter i Dianthos" Nu var det ved at være længe sidne hun havde været der. Men mon ikke også at han vidste det?

"Det er meget interessant" Erkendte hun og sendte ham et smil, "Vi har munk og vogtere. Jeg er en af munkene. Jeg drager ud og henter informationer om de forskellige dele af landet, og prøver at få flere til at slutte sig til fraktionen. Vi kunne godt bruge mange flere, så vi kan være med til at opretholde freden i landet" Fortalte hun videre og passioneret omkring fraktionen. "Ja, det gør vi. Der er altid munke i templet, som er til for at læse og studere og passe dragerne, og vogterne knytter sig til deres egen drage som de flyver rundt på i landet" 

Han bed lidt i høstrået og kiggede på hende som hun snakkede. "Gregarous var ikke Varulv, han er blot en gammel mand som oplære andre ildsjæle i kundskaber or planter og eliksirer. Våben træning og den slags. Hvis han ser et potentiale i andre hjælper han dem til en bedre vej. Uanset om de er fyldt med vrede eller om de blot har brug for et hjem. Så giver han dem et formål med livet" svarede han og kiggede meget bestemt på hende. Somme tider savnede han den gamle mand, men han var også godt tilfreds med det han havde lært i sine år hos sin læremester. Det havde været hård træning både fysisk men også mentalt. Egentlig burde hun jo ikke vide at hans mester også var vampyrjæger og havde kastet en magisk egenskab over hans sværd. Det var der faktisk ingen der vidste noget om.
"Dette område er slet ikke til at finde de planter i. Jeg skal ind i skovene eller ud i sumplandet for at være heldig jeg kan finde dem. Og det er heller ikke helt nemt, nogen af planterne skal jo høstes ved en fuldmåne, og der er jeg jo varulv. Så det er helt klart nememre at købe dem" kom det fra ham og tog høstrået ud af munden for at sætte sig lidt op og kigge på hende. Han vidste at Dianthos havde de fleste planter hvis ikke alle sammen. Han kunne forhåbentlig finde dem alle sammen så han kunne lave lidt flere eliksirer det ville hjælpe ham en del.

Han lyttede intenst til hendes ord og nikkede så. "Aaah se det var jo smart. Jeg prøver også på at opretholde freden, min måde er nok bare lidt mere voldelig" han var jo vampyrjæger, og de fleste vampyrer var ondsindet og ikke til at kunne se fra det gode eller det onde. Nej det var bare nemmere at slå dem ihjel og så tjene krystaller den vej igennem. Det gav også tryghed blandt befolkningen når et arbejde var fuldført. "Det må jeg nok sige, i har været hemmelige i et langt stykke tid. hvad har fået jer til at give jer til kende? Er lysets krigere ikke nok?" spurgte han og vidste at lysets krigere fandtes i Dianthos, men om de fandtes længere inde i landet vidste han ikke noget om.

"Ah, okay" Lød det interesseret fra hende, som hun lyttede til hans ord og han fortælling om den gamle mand, "Han lyder .. Eller lød bestemt som en god mand" Hun var glad for tanken om at folk i landet hjalp hinanden på bedste måde som man nu havde kunne, og dermed gav sin egen viden videre til næste generation, så de kunne gøre det samme, "Det er lidt det samme som vi gør, prøver at hjælpe folk på den bedste måde videre med livet og lære dem nye ting og muligheder" Hun kunne se at det måske tryggede ham lidt at tale om hans læremester, helt sikkert fordi at det han havde lært ham, havde betydet så meget.
Som han fortalte om planterne og mulighederne for at finde dem, kunne hun godt høre at det måske ikke var et område som hun ikke vidste ret meget om og hendes nærmest uvidenhed blev stor.
"Du kan godt høre at min viden om planter og hvor man henter dem måske ikke er så stor som din, så jeg beklager min uvidenhed" Hun kom med et roligt smil som hun kiggede over på ham, "Men jeg forstår hvad du mener og de ulemper du står overfor, så er det klart at det er bedre blot at betale sig fra arbjedet" I sådan en situation, ville hun have gjort det samme.

"Ja, jeg kan godt se at det måske ikke helt er samme måde som vi prøver at opretholde freden på" Smilet gled på hendes læber endnu engang, men tanken var bestemt god. "Forskellen er dog blot at vi bruger ikke krig eller magt, kun hvis vi er nødsaget til det" Hvis man endte i en krig, så var det klart at man måtte forsvare sig selv og bruge de midler man havde, men man startede aldrig selv en kamp, "Vi bruger heller ikke dragerne i kríg, men blot for at holde fred"
"Jo, lysets krigere brude være nok. Men som sagt så er vi en fredsbevarende fraktion og vi støtter hvor vi kan, i store og mindre problemer. Lysets krigere kæmper for lyset, vi kæmper blot for freden, så alle kan leve side om side" Det kunne selvfølgelig være svært at forstå, men krig var aldrig en løsning for hende - ikke hvis man kunne undgå det.

Kain nikkede lidt til hendes ord. Hans læremeser var bestemt en god mand. Han skyldte den mand en hel del. Han hjalp ham med at nedkæmpe vampyrer, godt nok ikke den vampyr bolig hans elskede storebror Seth var en del af, men det var en start. En dag skulle han nok frigøre Seth fra sin skabers hånd. Men hun var en gammel vampyr og kendte de fleste tricks så det ville blive svært, men en dag skulle det nok lykkes for ham. Også selvom Seth og ham egentlig burde være ærkerivaler stolede Seth alligevel nok på ham til at fortælle ham om vampyr boligere "Jeg skylder min læremester så meget for hans tålmodighed med mig, og gemme mig væk under en fuldmåne. Han har lært mig så meget jeg ikke vidste, og han kæmper for samme sag som mig, at nedkæmpe de viderstyggelige vampyrer der ødelagde min families gård og slog min familie ihjel" han knyttede hånden og slog den ned i låret. Han hadet vampyrer mere end noget andet, og han ville slagte hver og en vampyr. Om så en dæmon stod i vejen for ham! "Det er da kun en god ting, I må virkelig være kloge!" kom det fra ham og kiggede på hende som han stadig havde en knyttet hånd imod sit lår.
"De skal ikke undskylde kære Frøken, man lære hele livet, og det man ikke kan lære kan man læse sig til" ikke at alle bøger og skriftruller sikkert var sande. De fleste gik nok bare på rygter men hvad vidste han. Han læste aldrig, med mindre han prøvede at opspore den eliksir som hans læremester havde brugt på hans sværd til at få en vampyrs sjæl ind i og gøre sværdet magisk. "Man må tjene til føden for at kunne betale sig fra tingene" fastslog han og kiggede på hende med et halv hjertet smil.

Han lyttede intenst til hende og nikkede et par gange. Hun virkede ug men alligevel så optaget af sin fraktion at det stod nærmest ud af øjnene på hende, lige som i hendes stemme der ikke engang vibrerede når hun snakkede om den. Hun måtte virkelig tro på denne fraktion og ikke have oplevet noget negativt i hele sit liv. "Åååh javel ja. Ingen magt kun ved sprog brug" svarede han og nikkede et par gange mere af hendes ord mens hun snakkede videre. Hun snakkede som om at fraktionen troede på Aldrios guden for lige vægt. Det gode og det onde ville altid besejre hinanden og det ville aldrig få en ende havde han indset i sit korte liv. Alligevel kunne han godt se det fra hendes side af. "JEg håber det lykkes for jer en dag kære Frøken, men jeg har mine tvivl. Det gode og det onde vil altid bekæmpe hinanden. Dør en hersker kommer der en ny mester til og over tager den del af fraktionen for at gøre den stærkere eller mere voldelig" han var ikke sikker i sin udtalelse og hans stemme vibrerede en smule i det han havde sagt sine sidste ord, men han kunne bare ikke se en verden hvor der ikke var krig nogen steder. Der ville altid være nogen der hadet noget hvor det kom ud i noget voldeligt.

Hun lyttede interesseret til hans ord og fortællinger, for det hele var meget spændende og hvis der var noget Irosa elskede så var det, det at lytte og læse historier. Det var lige meget om det var store og vigtige historier eller om det var fra den almene borger, alt havde en betydning og en vigtigt for dem som fortalte, og lige her på vognen der kunne hun sagtens forstå at denne historie var vigtigt. Det var tydeligt at det gjorde ham emotionel og det forstod hun godt, det var hans familie. Hun havde selv være igennem det at skulle vælge den fra og nu ikke se dem mere.
"Det gør mig virkelig ondt at høre, at du har mistet din familie på den måde, så jeg forstår udmærket din sorg" Hun forsøgte at gøre ham mere tilpas, og lagde roligt en hånd over på hans lår for at give ham støtte.
"Jeg er dog glad for at du har haft ham i dit liv, så han kunne lære fra sig og gøre dig til det menneske du er i dag" Og han virkede virkelig til at være et behageligt menneske, som blot ønskede at få den familie som blev revet fra sig tilbage.
"Åh, det ved jeg nu ikke. Nogle af os har været her meget længe og er meget kloge, jeg har kun været her i et par år, så så viden er jeg heller ikke" Hun var kun lige startet og følte virkeligt at hun havde lang vej igen, men han havde mange kloge ord på deres rejse, "Det er rigtigt, og meget klogt sagt"

Isora har igennem hendes liv ikke oplevet noget, som kunne komme tæt på den oplevelse Kain havde været ude for, det værste for hende havde været at sige forlade forældrene uden besked. De måtte være ude af den. Men hun havde forladt dem fordi at hun inderligt troede på denne fraktion og det gode i mennesket. "Ja, men selvfølgelig er det af og til nødvendigt at forsvare sig med dragerne eller våben" Det kunne man aldrig komme uden om, det var jo derfor de eksisterede.
"Jeg er desværre bange for at jeg må være enig i dine ord, krig er nok desværre kommet for at blive" Det gjorde næsten ondt at sige, men hun var hverken blind eller dum, så hun var enig, "Men vi er samtidig nød til at prøve og gøre en indsats for at hjælpe til og det vil vi heldigvis blive med. Men jeg er selvfølgelig glad for at vi har Lysets krigere" Kom det fra hende med et smil.

Hvis der var noget der kunne bringe Kain ud af fatning så var det tanken om hans familie der var blevet revet væk fra ham. En bror han troede var død og som han havde set ligge i en blodpøl og helt livløs. Hvis ikke han var flygtet havde det nok også kostet ham livet. Hvis han havde været modig nok havde han slået sin bror ihjel for den vederstyggelig skabning han var blevet. Dog holdte han for meget af sin bror til at kunne gøre det. Hvis han havde modet til sig tog han kampen op med Seths skaber og slog hende ihjel sammen med resten af vampyr boligen. Men han vidste at han ikke ville være stærk eller hurtig nok til at kunne gøre det. "Jeg så mine familie dø for øjnene af mig, en gård mine forældre havde haft hele livet og arbejdet hårdt på at få op at køre gå til grunde. En bror der lå død for mine øjne. Kun for at finde ud af jeg nær havde slået ham ihjel et par år efter. Vi er fjender, varmpyre og varulve går ikke i god spænd med hinanden. Vi er ærkefjender, præcis som mørkets kriger og lysets kriger er fjender. Alligevel kan jeg ikke få mig selv til at slå min bror ihjel selvom han er en vederstyggelig skabning der ikke fortjener at leve" endnu engang slog han hånden ned i sit lår selvom hun havde hånden på den. Han hadet at vampyrer mere end noget andet. Det var en skabning der ikke skulle leve i dette land, de kom kun med onde hensigter, slog ihjel bare for at overleve til deres egne formål.
"Jeg skylder ham så meget. Bare det at han så et potentiale i mig og lærte mig at kæmpe med mit sværd. Jeg ville aldrig have overlevet hvis ikke jeg havde mødt ham" han ville være blevet slået ihjel ved første øjekast fordi han ikke havde lært at passe på sig selv. Da han var blevet varulv var han blot et ungt menneske der ikke vidste hvad det ville sige at leve et liv uden en familie. Hans mester havde givet ham et hjem og et formål i livet.
"Men De har viden nok kære frøken. De lever i en fraktion og søger fred rundt omkring og viden. Det kan kun komme Deres fraktion til noget godt." han nikkede lidt for sig selv. Uanset hvad denne fraktion egentlig havde af hensigter så vidste han at de havde et formål. Uanset hun løj eller talte sandt.

"Men Deres fraktion ser ikke at det sker har jeg ret?" hun havde mere eller mindre forklaret ham det, men det var bare som om at han ikke helt havde forstået om denne fraktion han ikke havde hørt om før.
"Det onde avler det gode og omvendt. Der vil altid være en magt ballance imellem de to ting" sådan havde han lært at se på det igennem hele sit liv. Der kom aldrig noget godt ud af at slå ihjel, men somme tider var det nødvendigt. Hvis ikke en leder blev slået ihjel ville de skabe et større splid i hele Krystallandet og magt balancen ville være ude af kontrol. "Jeg forstår" han forstod hvad hun sagde, om end at han ikke var helt enig. Men der var ingen grund til at diskutere det. Hvis denne fraktion mente at de kunne snakke sig ud af problemerne så var det jo deres valg.

Isora kunne selvfølgelig godt ligge to og to sammen, som hans fortælling skred frem og hvad der var sket med hans bror, nu hvor han åbenbart ikke død. Nu stod det også klart hvorfor hans had til vampyrer var så stort som det var, men hvordan var han selv blevet til en varulv? Havde han været det hele natten. "Det gør mig meget ondt at høre, det er der ingen der skal gå igennem" Igen prøvede hun at gøre vise sin medfølelse for ham, "Men det vil sige at Deres bror ikke er død og at det var vampyrer som stod bag angrebet på jeres gård?" Det var måske tydeligt igennem hans fortælling, men hun spurgte blot for at være helt sikker, "Det er tydeligt for mig, hvor din had til vampyrer er så stort og det er helt forståeligt" Hun var ikke en person som skulle blande sig i hans kamp mod hans dæmoner, med mindre der virkelig var behov for det. 
Hun lod hånden blive på hans lår og lænede sig længere ind mod ham, "Der er ingen grund til at straffe dig selv, Kain" Kom det roligt fra hende, "Du kunne ikke have stillet noget op. Jeg ved hvor meget du hader dem, men hvis du havde stået i vejen for dem, så var du selv endt som en vampyr" Det var tydeligt at han bearbejdede sig selv over al dette.
"Og nu er det din tur til at leve det han har lært dig videre, og måske give det videre til en ny person, som igen kan give det videre senere" Det var måske den bedste måde at ære hans minde. 

"Jeg er ikke sikker på hvad du mener, Kain" Kom det roligt fra hende som hun søgte hans blik, "Vi har været med ved mange krige, men ikke for at deltage. Kun hvis det var nødvendigt, men mere som en mæglende part. Prøve at nå en enighed om våbenhvile eller fred i mellem, f.eks. Lyset og mørket. Vi ser måske ikke alt, men vi prøver og vi har folk i alle hjørner af dette land" Hun forklarede yderligere om deres fraktion, så han bedre kunne forstå deres arbejde. 
Han havde helt ret i det han sagde, desværre, men det var sådan verden lå. Hver gang en leder døde så ville der komme en ny, og hvis det var fra mørket, så ville denne person blot se mere hævn over for lyset. "Det er klart, og sådan har det altid været, så det er bestemt ikke et nemt arbejde."

Han så ingen problemer med at dele ud af sit liv. Gården, vampyrerne og hans bror var en del af hans liv. Der var så meget smerte i hans liv og alligevel kunne han ikke se bort fra vampyrernes ondskab. De havde forudsagt så meget smerte i hans liv. Slået hans mor ihjel. Næsten slået hans bror ihjel hvor han næsten havde kommet til at slå ham ihjel ved egen hånd. Alligevel fortrød han ikke sit valg i livet. Vampyrer var en djævelskab so. Intet gjorde godt. De hungrede efter blod og overlevelse. Slog ihjel der hvor de kunne
 "Det er blot få år siden det skete og alligvel føltes det som en hel livstid. Vampyrerne der angreb mine forældres gård lever stadig. De er gamle og kloge, hvor min bror kun er ganske nyudklækket vampyr i forhold til dem. Jeg ønsker blot at min bror slipper ud af deres greb men han vil ikke fortælle hvor de opholder sig. Det er stadig et mysterium, og hver gang jeg tror jeg har en ledetråd forsvinder de som frost på en kold vinter morgen" kom det fra ham og sukkede kort mens han knyttede hånden lidt mere sammen så hans knorer blev hvide. 
Om end at hendes ord skulle være betryggende så var de det ikke. Han ville aldrig tillade sig selv at blive vampyr og slet ikke arbejde under en der havde slået hans elskede mor ihjel. Hvis ikke han havde flygtet havde han ladet livet og været død på gårdens marker. "Måske. Hvem ved?" han ville ikke være vampyr. Han ville hellere dø eller slå sig selv ihjel for at være i sådan et ulykkelige liv. Ja han var varulv men han kunne stadig leve, om end at han ikke havde kontrol over sig selv ved fuldmåne.
"Jeg kan kun håbe på det. Han er en klog mand, også selvom han stadig holder tæt med nogen ting" somme tider undersøgte han i Dianthos bibliotek efter den viden som  hans mester ikke ville dele. Dog havde han ikke haft held med sig endnu.

Han rystede lidt på hovedet han forstod ikke engang selv hvad han havde sagt. Det havde jo ingen relation til det hun havde sagt og alligevel kunne han ikke lade vær med at smile svagt. "I er mæglere i en krig, men alligvel er der krige over alt i krystallandet der bliver udkæmpet på den ene eller den anden måde. Enten med vold og en slagmark eller ved at nedbryde hinanden ved at ødelægge mad depoter og vand depoter. Alligvel vil i mægle imellem disse personer der er ved magten. Har jeg forstået rigtigt?" spurgte han og kiggede på hende med et løftet øjenbryn. Han kunne ikke se fordelen.i at have en fraktion og så være neutral. På et eller andet tidspunkt måtte de jo tage parti med det ene eller det andet. Ville de være farlige? Hvor mange drager havde de? Var de nok til at udforme en hel hær?!
"Nej det kan jeg gætte mig til. IÆr når i har holdt jer gemte og først begynder at komme frem fra det skjulte nu. Det kan ikke have været nemt at være skjult i mange århundrede eller hvornår jeres fraktion startede" han kiggede ned på høstrået han holdte i hånden inden han tog det i munden igen for at tygge lidt på det. 

Det var spændende at have denne samtale, lytte til hans fortælling om hans liv. Isora havde aldrig set en vampyr, mødt en varulv før og havde slet ikke bevæget sig i disse miljøer før. Der var meget hun ikke kendte til den side af verden, som han var i gang med at sætte hende ind i. Smerten i hans ord og hans liv var stor. 
"Jeg har læst før at de bevæger sig fra sted til sted, og ofte ikke er på det samme sted ret lang tid af gangen" Så meget havde hun da læst, eller hørt. Det kunne han nok ikke bruge til noget, for det gav ham jo kun sværere ved at finde dem. "Jeg forstår dig godt. Det må være frygteligt på den måde at få sin revet sin bror væk fra sig" Men hvis han ikke ønskede at fortælle, hvor de holdt til, ville han så reddes? Nu kunne man jo sige at han var blevet transformere til en vampyr, så han ville nok beskytte dem på en eller anden måde.
Hvis han havde stået imod hende, så var hun næsten sikker på at hvis han havde stået hende imod, så ville han have mistet livet på en eller anden måde.  
"Alle mennesker holder nogle af deres hemmeligheder tæt, men jeg er sikker på at du nok skal få det hele lært eller at vide. De ting som det er vigtigt for dig, at få fortalt" En læremester satte altid en "lærling" på prøve, kunne man sige og det var hun sikker på at han også gjorde ved Kain. 

Hun forstod godt at han nok ikke forstod den tankegang de havde i fraktionen, for selvfølgelig så var det et håb om at skabe fred og i den verden som de levede i for tiden, så var dette svært. "Nu er det jo heldigvis ved at være længe at vi har haft en større krig i denne verden, men som sagt så er vi en fredsbevarende fraktion og går ind for at opretholde freden i landet. Så du har jo egentligt forstået det rigtigt." Smilede hun roligt, "Det sker jo at vi engang i mellem er nødsaget til at skride ind og bruge dragerne til at forsvare og til at kæmpe" Det var klart at hvis de deltog i noget, og blev angrebet, så ville de jo ikke se passive til, men måtte selv træde til.
"Vi var ude i den situation at dragerne var få og deres æg ikke klækkede. Fraktionen har været skjult i næsten hundrede år, inden vi nu er kommet frem igen. Jeg har selv kun været med i få år, siden 2019" Men selvfølgelig havde det været svært, men de kunne ikke leve uden dragerne.