Det var underligt at være så langt hjemme fra, men Leonore havde stor tiltro til de to damer hun nu havde ansat til at køre det lille healerhus mens hun var væk. Ikke at hun regnede med det blev så forfærdeligt længe, men nogle dage ville der i hvert fald gå da hesten trods alt skulle have hvile. Hun var stået tidligt op og havde pakket sin mindre lejer sammen, nu var der ikke langt tilbage til Sølvfloden. Hun havde hørt der skulle være nogle gode planter derude, både mod søvnproblemer og nogle der virkede smertestillende, da hun så småt var ved at løbe tør.
 
Som Leonore nåede til skovbrynet, så hun sig omkring ”Hmm… Floden må være den vej… Nej vent...” sagde hun og vendte kortet som hun havde om ”Hah, flot Leo… Nå men vi skal igennem træerne og så nogle hundrede meter ind.” sagde hun og foldede kortet sammen igen. Hun lod sig glide ned af sin hest og lagde kortet i en af taskerne, der hang over hestens bagparti. Hånden strøg hun led over hendes rødbrune pels før hun tog tøjlerne og begyndte at begive sig ind i skoven.
 
På vejen fik hun samlet nogle små planter, egentlig ikke dem hun var på udkig efter, men lidt ekstra af de andre ting, gjorde ingen skade. Leonore havde ikke styr på hvor længe hun havde gået, men hun var bestemt ikke i tvivl om hun havde nået floden. Aldrig havde hun set noget som denne og stod blot ved kanten og betragtede floden.

Hailey havde vendt snuden hjemad for at optanke sit healerkit. Normalt var hendes evner nok, men selv de havde deres begrænsninger. Derfor havde hun med tiden erfaret sig, at det var en god ide at have alverdens urter på sig, som hun derefter kunne bruge til at helbrede folk - i hvert fald hjælpe dem et godt stykke på vejen. Hun var trods alt vokset op i området så derfor kendte hun den, som var det hendes baglomme. Det var lige meget hvor længe hun var væk, hun vidste lige præcis hvor alting var. Mange af planterne var heldigvis urørt og fik lov til at leve vildt. Dette gjorde det nemmere for hende, når hun ville høste deres goder. Hun sørgede dog også for, at der stadig var noget tilbage når hun gik - hvis der nu en sjælden gang var en, der var draget til Elverly af samme grund.

Den specifikke plante hun søgte var blodmos. Det kunne ofte findes tæt på sølvfloden, da vandet gjorde det perfekte miljø for denne mostype. Desuden skilte det sig hurtigt ud med den stærke røde farve, så det var ikke ligefrem svært at få øje på, hvis man vidste hvor det var. Mosset brugte hun til at lave en paste, der kunne hjælpe med at lukke sår. Dette var den bedste løsning, når hun ikke selv havde kræfterne til at hjælpe patienten og når man ikke havde andre alternativer. Det var ikke en kompliceret opskrift så hun gav gerne ud af den, når hun kunne høste den ganske gratis her ved sølvfloden. 

Hailey kunne ud af sit øjenkrog se floden der rendte igennem skoven. Hun vidste at hun var havnet der rigtige sted, hvilket gik hende til at bevæge sig hurtigere, sådan hun kunne komme derhen med det samme. Der var trods alt ingen grund til at spilde tiden. Da hun kom hen til bredden og ud af skoven lagde hun mærke til, hvordan der var en skikkelse ikke mange meter fra hende selv. Hun bedømte hende til at være en kvinde, men afstanden gjorde det svært at se. Derfor besluttede hun sig for at bevæge sig tættere på. Hun observerede at kvinden stod med et kort i hånden, en tydelig indikation om at hun ikke var fra området. “Vær hilset. Har de brug for hjælp til at finde noget?” Spurgte hun, da hun har nået hen til hende.

Leonore vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere på dette syn. Hun havde aldrig været et sted som dette, hun var trods alt født og opvokset i Dianthos og det med at rejse ud af byen, var ikke noget hendes familie havde gjort ret meget i. Dog efter hun selv blev healer, har hun været ude og opdage omgivelserne og havde fået nys om hvor nogle af diverse planter kunne findes. Her ved floden skulle der være Elverod, en plante der ville være god til dyb søvn. Det var ikke noget hun selv havde brug for, men hendes patienter der var i voldsomme smerter, ville sikkert have godt af at kunne få lov til at sove lidt. Der var naturligvis også blodmos, der hjalp med at heale sår og undgå infektioner. Bevares så var dette ikke noget hun brugte så ofte, men af og til kom der folk ind med skader, som hun ikke kunne heale med sin magiske evne.
 
Hun gik over til et træ og tøjrede hesten, der let var begyndt at trampe lidt på det samme punkt. Leonore satte hånden i hestens pande og klappede den let ”Shh… Shhh det skal nok gå. Du er okay.” sagde hun roligt og med et forsikrende smil på læben. Alligevel lod hun blikket glide over hendes omgivelser, for at være sikker på der ikke var nogen der sneg sig ind på hende. Det var ikke ligefrem fordi hun var i stand til at forsvare sig selv, da hun var en idiot til at bruge nogle former for våben. Det havde aldrig været en nødvendighed for hende. Hendes blik faldt da på et væsen som nærmede sig, dog sagde hun ikke noget, men forsøgte blot at finde ud af hvad det var for et væsen. Som personen talte trak Leonore let på smilebåndet ”Uhm, måske.” sagde hun og bed sig let i læben ”Jeg leder efter Elverod og Blodmos… Jeg ved ikke om du har kendskab til disse?” spurgte hun med et lettere undskyldende smil.

Siden Hailey var i Elverly havde hun ikke gjort meget ud af at skjule sig som halvdyr. Faktisk havde hun slet ikke gjordt noget, da hun næppe havde regnet med at møde et menneske på vejen. Hendes ører stak ud af håret og vendte i kvindens retning, når hun snakkede. Den pjuskede hale stak også op bag hende, så det ville ikke være svært at gætte, hvad hun var. Alligevel virkede kvinden ikke alt for forstyrret af hendes udseende. “Jeg er selv på udkig efter blodmos. Det skulle gerne være tæt på, så jeg kan sagtens vise dem hvor det gemmer sig. Elverrod er lidt sværere at finde, men heldigvis ikke umuligt. Jeg har en svag ide om, hvor man kan finde det,” svarede hun varmt og var nu nået helt hen til menneskekvinden. 

“Hailey,” præsenterede hun sig og stak hånden frem. “Er de også healer siden de er på udkig efter blodmos og elverrod?” Spurgte hun nysgerrigt, da de færreste almindelige borgere ville tage den lange rejse til Elverly for at finde disse planter. Den eneste logiske forklaring hun kunne komme på, var, at hun måtte være healer. Tjo enten det eller en kidnapningsmand, der fik sine ofre til at falde i en dyb søvn. Det forklarede dog ikke kvindens søgen efter blodmos, så hun holdte sig til den originale tanke.

Leonore hævede let et øjenbryn over ørerne og halen som denne kvinde havde. Hvad i alverden var hun for en? Hun kunne ikke være menneske, for sådan nogle ører havde de ikke… Og slet ikke en hale. Det var ikke noget der skræmte hende, hun var nok mere forundret over hvad hun var, desuden virkede hun ikke ligefrem fjendtlig. Et blidt smil kom frem på hendes læber som kvinden talte ”Mener du det?” sagde hun nærmest begejstret. Hun var temmelig ny på disse kanter af landet og havde kun fået fortællinger om hvor hun kunne finde planterne, så noget hjælp ville bestemt ikke gøre noget. Et undskyldende smil kom frem på hendes læber ”Jeg ville i hvert fald være lykkelig, hvis du gad.” sagde hun med et blidt smil.
 
”Leonore.” sagde hun og tog imod hendes hånd og hilse på hende. Hun nikkede let ”Præcis, jeg er ved at løbe tør derhjemme. Havde fået at vide at de ville være nemmest at finde herude, men er ikke helt sikker på hvor jeg skal lede.” sagde hun og klappede kort hesten som prustede lidt. Hvorfor var hesten så nervøs? Der var jo ikke just nogle rovdyr, med mindre hesten kunne se noget hun ikke kunne, hvilket naturligvis sagtens kunne være tilfældet, men hun følte sig ikke ligefrem utryg.

Hailey valgte at pakke formaliteterne væk, da Leonore tilsyneladende virkede ret afslappet hvad det angik. Man vidste dog aldrig, hvordan andre ville reagere, hvis man gik direkte til at være dues. Hailey var dog ikke besynderligt generet af det. Det var nærmere en vane for hende at være des med andre. “Selvfølglig, nu hvor jeg alligevel selv er på jagt efter blodmos, kan du bare komme med. Desuden vil en optankning af elverrod aldrig skade nogen,” svarede hun Leonore. Hesten ved hendes side trippede en smule ved hendes side, nok fordi at den kunne lugte at hun var et halvdyr. Heste var generet ikke for glade for hendes art, men hun var heller ikke ligefrem en hestehvisker.

“Kom med, blodmosset er et stykke op ad floden,” sagde hun og vinkede hende med sig. “Hvor er det du kommer fra? Dianthos?” Spurgte hun Leonore, da det var hendes bedste bud. Det var trods alt hovedstaden, så hun følte der var en god chance for, at hun var draget den lange vej der fra til Elverly. Selv besøgte hun ofte den større by, selvom hun fandt mere glæde ved at være i naturen. Det var dog der, at man kunne tjene lidt krystaller for sit arbejde.

Der var ingen grund til at være formal overfor hende, hun var på ingen måder fin på den, trods hun måske kunne se sådan ud i hendes kjole og korset. Dog forstod hun sagtens kvindens tilgang, for havde hun nu været adelig, ville det bestemt ikke have set godt ud, men det var så heller ikke tilfældet. Leonore smilede varmt til hende ”Jeg takker. Nej Elverod er praktisk til de patienter der døjer med at sove, når deres smerter er for store.” svarede hun. Let klappede hun hesten og begyndte at binde tøjlerne op, på trods af den stadig virkede til at være en smule forstyrret af et eller andet.
 
Leonore svarede ikke på det første som Hailey sagde, men nikkede blot en enkelt gang og fulgte med, med hesten trækkende efter sig i tøjlerne. Et varmt smil kom frem på hendes læber ”Født og opvokset der. Hvad med dig? Jeg gætter mig ikke til du er fra en de store byer.” kom det fra hende. Hendes sidste ord var nærmest spørgende, for hun mindes ikke at have set nogle væsener med ører og hale som denne kvindes. Når Leonore tænkte over det, mindede ørerne og halen lidt om en ulvs, men hvordan var det muligt?

Hun nikkede til Leonores ord. “Ja det har du ret i. Heldigvis er det ikke så ofte at jeg skal optanke det lager. De fleste skal kun bruge en lille dosis, så det er derfor, at jeg for det meste kommer hertil for blodmosens skyld,” svarede hun mens de gik ned ad floden. Det var nu et vidunderligt syn. Naturen. På hendes rejser var det klart skoven hun savnede mest. Ikke fordi at andre områder ikke havde træer og planter, men dette var her hun havde været som barn og løbet rundt. Det var her hun havde lavet alverdens af narrestreger og tryllebrygge der i dag kunne bruges som medicin. Dette var her hendes rødder var. Stadigvæk kunne hun ikke blive tilbage og lægge sit liv om. Nu var hun omrejsende healer og det var sådan der skulle være!

“Nej bestemt ikke. Jeg kommer fra en lille landsby ikke langt herfra. Det er derfor jeg kender området så godt, da jeg ofte har været på udkig efter diverse planter her,” forklarede hun kort. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle have det med, at hun allerede havde afsløret nu, at hun var et halvdyr. Normalt var det en information hun holdte for sig selv. Ikke fordi hun var bange for at blive jagtet eller udskammet… bare fordi hun ikke brød sig om at skille sig ud. Hun kunne ikke lide de blikke som blev sendt mod hendes ører eller hale. Det var derfor hun gjorde en del ud af at passe at sågodt ind i sine omgivelser som muligt.

Hun nikkede med et let smil på læberne ”Jeg har en del folk igennem og sælger det også i mindre doser. Men Blodmosen er jeg efterhånden løbet tør for.” sagde hun. Der var ikke nogen tvivl om at kvinden også var en healer, det var i hvert fald det der gav mest mening, for hun vidste trods alt hvor man kunne finde planterne. Hun lod blikket glide rundt på omgivelserne og en hver lille detalje ind også for at kunne huske vejen tilbage, medmindre Hailey måske ville vise hende vejen tilbage. Men først var der en Blodmos og Elverod jagt der skulle overstås.
 
Leonore hævede let et øjenbryn mod hende ”En landsby her i skoven? Jeg har hørt om elverne herude, men jeg vidste ikke der var andre væsener der boede her.” sagde hun med et blidt smil på læberne. Man lærte noget nyt hver dag og dette var helt sikkert nyt for hende. Hendes fader havde talt om elverne, men det var Hailey i hvert fald ikke, så hvad var hun? Leonore kunne heller ikke får sig selv til at spørge, da hun syntes det ville virke ubehøvlet, så hun lod den bare ligge og talte til kvinden som var hun et alment menneske. Det var hun vel i og for sig også, så man bort fra de ulve lignende ører og halen.

Det lød som om at Leonore var en erfaren healer, siden hun havde købere der kom direkte til hende, for at få fat i diverse remedier. Hun vidste dog ikke, hvor hun holdte til i Dianthos. En mulighed var da, at hun arbejdede i helbredelseshuset. Hailey vidste at Dianthos havde sådan et sted, men hun kunne ikke udpege den præcise lokation. Måske var det et sted i byen, hvor hun ofte ikke opholdte sig. Hun havde trods alt heller ikke haft et ærinde derhenne, da hun udemærket kunne hjælpe sig selv. En anden mulighed kunne være, at hun var selvstændig og ikke var tilknyttet healerhuset. Måske lidt ligesom hende selv. “Arbejder du i healerhuset eller driver du en selvstændig forretning?” spurgte hun nysgerrigt. Der var vel trods alt altid folk som havde brug for hjælp. Jo mere der var at få, desto bedre var det vel.

“Hm ja, elevere er der en del af herude. Dog er de ikke en del af min omgangskreds, da de kan være lidt… arrogante. Ikke at jeg som sådan har noget imod dem, men det er blot de erfaringer jeg har gjort mig.” Forklarede hun og glemte næsten at svare på hendes oprindelige spørgsmål. “Måske er landsby også en overdrivelse, men nærmere et mindre samfund hvor alle kender alle,” forklarede hun ganske vagt, men håbede samtidigt på, at det ikke lagde op til flere spørgsmål.

Leonore betragtede de smukke omgivelser som de begav sig ud efter planterne. Som Hailey talte, fik hun et blidt smil på læberne ”Jeg har min egen lille forretning, som både virker som en lille butik, men også healerhus. Bevares jeg har kun plads til tre ad gangen. Men dem med større skader tager naturligvis til healerhuset.” sagde hun med et blidt smil på læberne. På et eller andet tidspunkt drømte hun da om ar have nok krystaller til at være i stand til at finde noget større, men den tid, den sorg.
 
Hun nikkede anerkendende til at elvere havde en tendens til at være lidt arrogante ”Jeg har kun mødt få elvere og de levede i Dianthos. Men kunne godt forestille mig de måske er anderledes i deres vante omgivelser. Men hvad ved jeg.” sagde hun og klukkede let. Leonore var åben over for alle og mødte dem med åbent sin, men gav de hende en grund til andet, kunne hun sagtens være en strid strigle. Hun lyttede til Haileys ord og nikkede ”Spændende. Jeg havde ikke regnet med ta der var så mange samfund her ude i skoven.” sagde hun med et smil på læben. Hvad gemte der sig ellers herude?

Det var da imponerende at hun allerede havde sin egen forretning. Tre personer var også mange at se til, hvis hun var alene om det. Selv godtog hun kun en af gangen for at være sikker på, at de fik den hjælp om de havde brug for. Desuden begrænsede hendes evner hende også, da hun selv havde brug for tid for at tanke op til næste skade. “Er din forretning så lukket mens du er her?” Spurgte hun mens hun scannede området for planer der kunne bruges til medicin. Blodmossen var hun sikker på hvor befandt sig. Elverroden var lidt sværere at spotte blandt de andre planter.

“Hm, jeg tror de fleste godt kan lide at være for sig selv herude. Det er meget anderledes end i Dianthos af hvad jeg har set. Folk som lever herude bryder sig ikke om byens larm og travle dage. Selv er jeg rejsende, så jeg ser lidt af hvert og har egentlig ikke en præference. Livet ude i skoven kan hurtigt blive kedeligt, mens livet blandt andre hurtigt kan blive kaotisk,” forklarede hun og trak derefter en smule på skulderen. Hun var selv træt af at være omgivet af de samme personer dag ind og dag ud. Det var yderst sjældent at man så nye ansigter som Leonore i disse kanter. 

Leonore rystede let på hovedet ”Jeg har mine to ansatte der lige nu holder styr på det hele, plus min lillesøster hjælper.” sagde hun med et blidt smil på læberne. Det var det gode ved det, for hele hendes familie boede i Dianthos, så det var nemt for Leonore at tage steder hen og på samme tid have folk til at tage sig af den lille klinik. Hendes lillesøster havde trods alt også evnen til at heale som hun havde, så det var ikke noget problem. Som de gik, holdt hun naturligvis udkig efter Blodmos og Elverod, trods sidstnævnte godt kunne blive en udfordring, men det måtte hun tage med.
 
Hun nikkede som Hailey talte ”Jeg forstår godt folk herude. Der er ret ofte larm i gaderne, bevares så er det mindre ved mørkets frembrud. Jeg kan dog godt forstå folk der måske kommer fra skoven bliver overvældet af byen.” sagde hun med smilede let. Leonore ville sikkert også være træt af larmen, hvis ikke det var fordi hun var vokset op i selve Dianthos. Dog kunne hun også forestille sig det måske kunne blive en smule ensom ude på disse kanter.

Det var da utroligt, at hun havde nogle ansatte til at tage sig af forretningen. Gad vide hvordan det ville være at have sit eget sted frem for at tage, hvad der kom. Hun havde været i mange forskellige boliger under forhold som ofte ikke var ideelle. Selvom hendes evner kunne hjælpe patienter langt henne af vejen, så var det også vigtigt, at de selv tog sig af sin krop og sørgede for at skaden ikke kom igen. Man ville jo nødigt have, at der ville opstå infektion i nyhelede sår.

“I det mindste sker der altid noget i byerne. Dette er ikke altid sagen herude,” tilføjedes hun og så sig lidt omkring. Okay, de burde være tætte på at finde blodmossen. Ganske rigtigt så hun nu de store fedtede klumper mos titte frem. Det var placeret bag en stor sten tæt på floden som gjorde, at forholdene altid var fugtig. Dette var det ideelle spot for blodmossen, da det havde brug for fugten til at producere sit slim. “Årh det er perfekt,” udbrud hun begejstret og begyndte at vende retningen mod blodmossen. Nu manglede de kun at finde elverrod før de kunne vende snuden hjem. Hvor var det dog en dejlig, idyllisk dag. Gid der ikke var noget som ødelagde det.

Leonore var evigt taknemmelig overfor dem hun havde ansat, at de faktisk ville holde øje med det hele, mens hun var væk. Hvis denne kvinde boede her ude i skoven, så var hun vel ikke vandt til de samme vilkår? Havde hun et hus at holde patienter i overhovedet? Uanset, var Leonore sikker på at kvinden vidste hvad hun lavede, ellers ville hun ikke være på jagt efter Blodmos. 

Hun trak let på smilebåndet og nikkede "Jeg vil gå så langt at sige, at der tit sker for meget. Det er ikke altid til at følge med." sagde hun med et let grin. Hun kunne forestille sig der var stille i skoven, hvilket i og for sig måtte være rart, men med tiden måtte det også gå hen og blive en anelse ensomt, hvis man rejste eller boede alene. Hendes blik fandt hurtigt vej til stenen med Blodmos og hendes øjne lyste nærmest op. Det kunne ikke være mere perfekt! Bevares så ledte de stadig efter Elverod, men ind til videre havde de haft heldet med sig. 

Det var bare at tage for sig. Det var ikke ligefrem fordi der var oceaner mængder af blodmos, men det var rigeligt at dele mellem de to. Hailey havde som altid medbragt en speciel beholder til blodmossen, da det var upraktisk at opbevare den med alle andre planter. Den havde en tendens til at slime det andet til. Det havde hun uheldigvis haft rigelig med erfaring med. Hailey sagte sig på hug og begyndte at tage mos fra områder uden alt for meget slim på. Det var spøjst. Hun kunne sagtens se på åbne sår med infektion i, se knogler, se afskårne lemmer og behandle folk for det. Slimet fra blodmosset? Det var et nogo. Det var også derfor hun rynkede en del med næsen, da hun endelig satte sin hånd ned i mosset.

“Er det bare mig eller er konsistensen af blodmossen en smule forfærdelig?” Beklagede hun sig da hun stadig havde hænderne i det slimede stads. Ansigtsudtrykket var fyldt med ubehag og selv ørerne havde lagt sig en anelse ned. Måske var hun rest biased i sin bedømmelse af den stakkels, men hjælpfulde, mos, men hun syntes også det lugtede en anelse… hun var dog ikke sikker på om Leonore havde samme holdning som hende eller om det bare var et resultat af hendes forhøjede lugtesans. Hun var trods alt et halvdyr. 

Leonore gik over til et træ for at tøjre sin hest før hun gik om på siden af den. Over hestens bagparti hang der nogle tasker og den ene var der tomme beholdere. Alle der var på Blodmos jagt vidste man ikke skulle ligge det sammen med andre planter, men mindre tingene alligevel skulle blandes sammen når de kom hjem. Dette var ikke tilfældet og derfor fik den en separat beholder. Hun gik over ved siden af Hailey og satte sig på hug. Bare det at se på mosset var nok for hende til at rynke på næsen og hun så Hailey gjorde det samme. Det var just ikke en rar følelse at stikke hånden i det slimede mos, men det var desværre mulighederne de havde.
 
”Forfærdelig er ikke ordet… Vederstyggeligt nærmere.” sagde hun med et lille grin i stemmen. Hun var bestemt heller ikke fan af at have hænderne i det slimede mos, men hvad man ikke gjorde for sine patienter, der havde brug for dette klamme mos. Hun rynkede på næsten, ikke fordi hun kunne lugte mosen, men fordi fornemmelsen var forfærdelig.

Hun nikkede sig enig i hvad Leonore sagde. “Ja, bestemt,” svarede hun selvom hun ikke var helt sikker på, hvad vederstyggeligt overhovedet betød. Måske var det nogle af de fancy ord man brugte inde i byen. Hun var trods alt blot en besøgende, så hun ville ikke være velkendt med de udtryk man brugte som indfødt. Hun regnede dog med, at hun sagde noget der mindede om hvad hun selv prøvede at kommunikere. Ud fra det ansigtsudtryk Leonore havde, så virkede hun heller ikke som en stor tilhænger af slimet. 

De havde ret hurtigt fået samlet det blodmos de hver havde brug for. Leonore tog en større mængde end hende selv, men hun havde trods alt også rejst land og rige rundt for at ende i Elverly. Det var nok ikke et sted hun ville finde tilbage tik foreløbigt. Desværre. “Lad os vaske hænderne i floden,” sagde Hailey efter de var færdig med at pakke det slimede stads ned. De fulgtes derefter begge ned til floden og fik skyllet deres hænder af. “Hvad med vi går længere ned af floden for at se, hvor man kan finde elverrod,” foreslog hun og kiggede på den anden healer.

Leonore skar stadig lidt grimasser som hun samlede mere mos og efter hånden begyndte at have en fuld beholder. Hun ville for alt i verden ønske hun havde taget nogle handsker med til dette, men så kloge var der ikke nogen af dem der havde været, så de var tvunget til at bruge deres bare hænder. Måske var handskerne i virkeligheden bare i tasken oppe ved hesten og hun havde overset dem, da hun havde taget krukken. Det fandt hun vel ud af når hun kom tilbage til hesten, der var begyndt at nappe lidt til det græs den nu kunne finde.
 
Krukken blev fyldt og låget sat på, for der ikke skulle ende med at være slim udover hele hendes taske og de andre planter. Let nikkede Leonore og så på sine slimede hænder ”Tror det er en god ide.” sagde hun med et lille grin i stemmen. Begge satte de sig på bredden af floden og vaskede hænderne, Leonore fik også vasket det værste af sin krukke, før den kom tilbage i tasken. Som Hailey talte, nikkede hun let ”Lad mig lige hente hesten, så er jeg også klar.” sagde hun med et smil på læben som hun tog krukken og rejste sig. Hurtigt fik Leonore placeret krukken i tasken og tog tøjlerne, klar til at fortsætte turen i skoven.

Hailey havde ikke rigtig nærmet sig hesten siden sit møde med Leonore. Den følte sig tydeligvis ikke tilpas i hendes nærvær, så derfor holdte hun sig også et godt stykke fra det. Måske kunne den lugte, at hun var halv ulv, hvilket den tog som en trussel. Selv var hun ikke interesseret i at angribe Leonores fartøj. Leonore trak hesten med bag sig, da de gik videre ned af floden. Der var ikke et øje at se og det var ganske fredfyldt for dem begge. Hailey nød naturens lyde og duften af frihed. Hvis der var noget byen ikke havde, var det frisk luft. Det var som om, at alt for mange mennesker indåndede den samme ilt, hvilket gjorde den blev tungere. Dog vidste hun ikke om dette var en reel ting eller noget hun havde fundet på.

Skovens summen var dog en kort fornøjelse. Pludselig hørte Hailey et skrig i det fjerne. Hun drejede hovedet mod hvor det var kommet fra, og flere fuglede fløj væk fra stedet. Hvor sært? Hvad skete der mons tro siden at alle fuglene fløj væk. Dette vækkede beskyttergenet i hende - der var nogen som havde brug for en healer. “Hvad tror du der sker derhenne?” Spurgte hun bekymret og begyndte automatisk at skifte retningen. Hun havde ikke tænkt på, at hun måske gik ind i en farlig situation.