Det havde været nogle hårde første måneder på det nye arbejde. Den lille svamp var ikke vant til at skulle flytte så meget rundt alt efter hvor der lige opstod en konflikt, og de små ben kunne ikke rigtig holde til det. Men det var bare starten. Alle de små problemer skulle nok gå over, han skulle jo bare lige i gang. Det handlede om tilvænning!

Svampus var opsat på at få det hele til at fungere. Jo, det var hårdt, men det var det her han havde kæmpet for det sidste år. Og som bonus tjente han nu sine egne krystaller og behøvede ikke at nasse mad fra den unge mand hvis baggård han boede i. Det var kun endnu bedre nu, for efter han var begyndt på det hårde arbejde, spiste han meget mere end før!

Solen var dårligt stået op da Svampus havde åbnet øjnene her til morgen. Han havde en lang dag foran sig. Han skulle gøre sig klar til at tøffe op til byvagternes hovedkvarter, så han kunne møde nogle af dem han endnu ikke havde hilst på. Der var så mange og nogle af dem havde han endda forsøgt at hilse på flere gange, men de havde ikke set eller hørt ham.

Det tog svampen en evighed at komme fra det lille hjem i den centrale del af byen, til hovedkvarteret i den øvre del. For sådan en lille størrelse, var det en utrolig lang tur og derfor tog Svampus allerede afsted ved solopgang. Det gav ham god chance for også at møde lidt tidligere, end den sergent han havde planlagt at mødes med.

---------

Svampus nåede frem ved hovedkvarteret omkring ved frokosttid. Der var ikke længe til hans møde, men han var nødt til at finde noget mad. De klistrede sporer voksede sig frem på hænder og fødder, så han kunne klatre op af benet på den nærmeste stol. I sin lille taske foldet af et helt grønt blad, trak han sin lille frokostpakke op og satte sig til rette.

Han nåede næsten at tage den første bid af en lille sammenpresset klump af græsstrå, da en skygge begyndte at dække over hele sædet, han sad på.
"Ikke sætte dig på mig!" Skreg den lille svamp med skinger stemme og op mod den store skikkelse sendte han et vredt blik og en udskudt underlæbe.

Hedwig syntes altid det var fantastisk at møde de nye rekrutter, men sm byvagten altid føltes underbemandet, så havde hun altid travlt, især som hun ikke bare arbejdede over mere. Mollie havde behov for at hun var hjemme, så det havde været noget af en omvæltning for hende, som hele hendes liv ikke bare omhandlede om jobbet.
Men hun havde hørt om den nye rekrut Svampus. Han havde ikke været der så lang tid, og hun havde fået at vide at hun godt kunne hjælpe ham med at forstå det hele, og så havde hun også fået at vide at han var meget... lille. Hun kendte selvfølgelig også Kastanje, så alfestørrelse var der hun havde tænkt.

Hun havde kigget rundt og da hun ikke umiddelbart kunne se Svampus, så gik hun over mod en af stolene, stadig med udkig efter Svampus, og fik noget af shock, da en lille stemme pludselig råbte op, og hun endelig fik øje på den lille svamp der var endnu mindre end Hedwig først havde antaget.
"Det er jeg ked af," udbrød hun. "Men du må være Svampus ikke?" Hun havde i hvert fald ikke hørt om andre svampe der var blevet ansat, og hun var hurtig til at tage en stol ved siden af ham i stedet for. "Jeg er Hedwig, jeg gik godt og ledte efter dig." Hedwig havde trods alt aldrig problemet med ikke selv at kunne blive set grundet hendes størrelsen, så hun tænkte ikke ligeså meget over problemet i at være lille og blive overset.

Man kunne se hatten synke lidt ned i skuffelse. Selvfølgelig havde det kæmpestore væsen ikke lagt mærke til den lille svamp. Det var kun endnu én i rækken af folk der havde overset ham, og det var bare i dag. Det var utroligt at stemmen ikke allerede var lidt hæs, så meget Svampus havde råbt på vej herhen. Men han kunne ikke tillade sig at være helt så muggen nu. Det var jo en sergent der sad ved siden af ham!

Den lille udskudte underlæbe i surhed blev langsomt trukket tilbage, men kiggede man godt efter og kunne se for hatten i den vinkel, kunne man stadig ane vreden i de små øjne.
Han nikkede så hatten hoppede og rejste sig straks op for at gøre honnør mod sergenten. Det gjorde ham ikke meget højere, end da han sad.
"Det er godt endelig at møde dig, sergent Hedwig! Beklager, hvis du har ledt længe. Jeg tog afsted i god tid, men jeg er kun lige kommet," undskyldte han, da hånden fra det lille honnør blev sænket igen. Frokosten var blevet lagt ovenpå bladtasken. Han var så sulten, men kunne han tillade sig at spise midt i sit møde med Hedwig?

Det var svært at s hvordan han havde det, når han var så lille, især som Hedwig var blevet væsentlig mere vant til de lidt større typer. Hendes adoptivdatter som var på højde med en voksen person, godt på vej til at blive en rigtig minotaurstørrelse gjorde trods alt sit.
Men hun var også oprigtig ked af at have overset ham, og hendes hjerne var allerede igang med at overveje hvor lang tid det ville tage at få strikket en hue til ham. Bare som en lille velkomstgave og undskyldningsgave. Det ville vel ikke tage så lang tid.

"I lige måde. Jeg håber resten af byvagten har taget godt imod dig," sagde hun med et smil. "Og det er intet problem. Har du langt hertil?" Hun overvejede igen ikke rigtig at de små ben måske gjorde at det ikke ville gå så stærkt.
Selvom han var bekymret for at spise ved siden af hende, så hun ud til at tage af sin egen mad for at få noget at spise. Man kunne ikke arbejde på en tom mave trods alt, og hun var hurtig til at begynde at fortære sin mad, mens hun ventede på et svar fra ham. Hun var meget interesseret i hvad en svamp lavede i byvagten, men exceptionel måtte han jo være.

Svampus rynkede lidt i hele ansigtet ved Hedwigs ord. Jo, han var da blevet taget godt imod, men det havde ikke været helt uden skrammer. Flere havde været tæt på enten at sætte sig eller træde på ham og en enkelt havde da også fået placeret et aftryk i jord fra en sål på toppen af hatten, inden de havde hørt ham råbe op. Den var heldigvis skyllet ren nu, men det havde da været en udfordring at være så lille i det her job.

"Slet ikke, jeg kommer fra den centrale del af byen. Men måske rejsetiden for mig er lidt upraktisk," sagde han og løftede let det ene ben for at hentyde til, at det nok ikke gik så stærkt.
"Det er måske en ting jeg ikke bør belemre dig med, men ved du hvem jeg kan snakke med om det? Jeg tror ikke min tid her i byvagten bliver alt for lang, hvis det tager mig en halv dag at møde op, men jeg vil nu så nødigt være tvunget til at forlade posten."

Svampus lignede en der næsten måtte knække nakken for at kunne se op på Hedwig. Selvom det måske ikke var helt høfligt at sidde på bordet, tog han en hurtig beslutning og pakkede sin frokost ned i tasken igen, som så røg om på ryggen. Heldigvis stod stolen skævt, så han ved hjælp fra sporerne der voksede fra både hænder og fødder, kunne klatre op ad stoleryggen og op på bordet. Der kunne han sætte sig og gå i gang med sin frokost, så både han og Hedwig måske kunne se hinanden lidt bedre.

Hedwig's øjenbryn hævede sig i overraskelse, da Svampus nu alligevel havde noget at tilføje omkring rejsetiden. Hun havde ikke forventet en klage så tidligt i at blive ansat, men hun ville altid være et lyttende øre. Hun ønskede trods alt de bedste vilkår til alle hendes kollegaer, og hun vidste at hun sad med en anelse mere magt end så mange andre i byvagten, så hun kunne hjælpe i mange tilfælde.

Hun rynkede brynene, da han nævnte at det tog ham en halv dag at møde op, for det kunne hun godt se ikke var holdbart, men samtidig virkede han også som en der gjorde hvad han kunne for at være selvstændig.
"Det kan jeg godt se. Hvordan har du det med at blive båret, eller sidde på skulderen af folk? Det kunne jo være at der er nogen der bor i nærheden, som du kan tage turen med," foreslog hun. Hun var ikke helt sikker på hvor han boede, for ellers tilbød hun gerne. Hun havde fået væsentlig mere stabile arbejdstimer efter Molly var kommet ind i billedet trods alt. "Ellers er jeg sikker på at en af løjtnanterne eller kaptajnen vil kunne hjælpe." Håbede hun i hvert fald. De kunne altid gå til en af dem der var en anelse mere medgørlige.

Sergentens hævede bryn fik i et øjeblik Svampus til at blive nervøs. Måske han havde sagt mere, end han egentlig burde? Det var jo, som han alligevel sagde, ikke hendes opgave at finde løsningen, men hendes svar blev da taget godt imod. Også selvom Svampus egentlig helst ville klare alt selv, så kunne han godt se, at det kunne blive nødvendigt med en ledsager på rejsen frem og tilbage gennem byen.

Det var et noget tænkende udtryk der satte sig i svampens lille ansigt. Det ville ikke være en skidt idé at få et lift, men hvordan skulle man finde ud af hvor folk boede, uden at virke alt for underlig? Det virkede ikke som det bedste, at gå rundt og spørge.
"Har I alle været her så længe, at I ved hvor alle bor?" Spurgte han lidt overrasket, men det ville vel ikke være usandsynligt. Svampus kendte trods alt ikke til alle de uskrevne regler endnu, det var en af de få ting man ikke kunne studere. Det var nok ikke et spørgsmål han som sådan forventede svar på, mere en undrende sidetanke.

"Ja, jo! Det var egentlig heller ikke et problem jeg ville belemre dig med," sagde han og smågrinede, mens tasken blev åbnet og frokosten blev pakket ud igen.
"Jeg ser, om jeg kan finde én i dag." Lige i denne situation, ville han ikke have noget imod et lift, men han håbede alligevel på at kunne blive tildelt en eller anden form for transport, der ikke involverede en kollega. Måske en kanin?
"Er det et problem for andre? Er der andre i min størrelse?" Spurgte han nysgerrigt og tog en bid af græsklumpen. Indtil videre havde han kun mødt alle de store, og selvom de havde taget godt imod ham, så kunne han ikke undgå at være nervøs generelt i deres selskab. Han ville helst ikke mases!

Hedwig rystede på hovedet. De kendte næppe hvor alle boede, men de fleste havde de da om ikke andet adressen på og kunne finde. Desuden var byen måske stor, men ikke større end visse folk altid kunne tage en lille omvej for at hente Svampus hvis det var. Der var bare… visse folk man ikke overvejede at spørge, men de fleste var venlige nok.
”Men løjtnanterne og kaptajnen har en bedre idé end de fleste om hvor vi bor. Og man lærer da lidt om sine kollegaer, når man går sammen med dem dag ud og dag ind.” Alt var ikke arbejdssnak, og Hedwig var nok en af dem der især godt kunne lide at snakke uden om arbejdet. Hvis hun kunne tillade sig det, så snakkede hun hjertens gerne om Molly trods alt, til sådan et punkt at der var visse af byvagterne der var ved at kvæles i det.

”Det skal du virkelig ikke tænke på. Jeg er her også for at hjælpe, selvom jeg måske ikke har ligeså meget at skulle have sagt,” sagde hun opmuntrende. Det kunne jo heller ikke være rigtig hvis der var nogen der gik og ikke havde det helt godt. Det var jo om at gøre det nemt for alle involveret, hvis de kunne det.

Hun kløede sig lidt på næsen, da han spurgte ind til om der var gang i hans størrelse. ”Jeg tror en af de mindste vi har er en alf ved navn Kastanje,” sagde hun. ”Men hun har nok nærmere det modsatte problem, ved at være lidt for hurtig.” Og hun var vidst stadig væsentlig større end Svampus. Selvom det også slog Hedwig, at hun mest af alt havde set sammen med Frejdis. ”Hun plejer dog ret ofte at sidde på Frejdis’s skulder, en minotaur, hvis du har set hende.” Det var trods alt hverken mange alfer eller minotaurer man så på byvagtskontoret. 

Den bløde hat svajede let, da Svampus trak let på skuldrende og nikkede svagt i enighed.
"Åh ja, selvfølgelig." Det gav selvfølgelig mening, at de fleste kendte hinanden rimelig godt efterhånden, og selvom han havde mødt en god del af de mange byvagter, havde han stadig meget at gøre endnu. Det var næsten overvældende, så mange nye ansigter og racer den lille svamp skulle vænne sig til, men han havde da godt med blod på de bitte små tænder.

Sergenten havde muligvis ikke så meget at skulle sige, men det var nu alligevel betryggende med en venlig sjæl, der trods alt var højere rang end ham selv. Hvis han så bare kunne undgå at blive siddet på eller trådt på, ville hans dage måske gå meget bedre. Det var vel også en af grundende til, at det tog ham alt for lang tid at komme helt herhen. Der var så mange fødder at skulle undgå på vejen. Han kunne dog ikke løbe fra, at han også bare var lidt langsom.

Det sidste af den lille græsbold blev skubbet ind i munden og tygget godt.
"Jo, det må da være hende, jeg så på vejen herind," sagde han skulede ud mod dørene. Man kunne se en utilfreds mine i det lille ansigt for en kort stund, da han tænkte tilbage på hvor tæt han var på at blive mast flad af en ko. Men det lille ansigt løsnede op igen, da han rettede blikket tilbage mod Hedwig.
"Måske jeg kunne få et lift af dig, hvis vi skal patruljere sammen i dag? Jeg lover, at min hastighed ikke påvirker mine evner til at stoppe forbrydere!" Lød det næsten helt stolt fra den lille svamp. Hans gang var muligvis ikke den hurtigste, men når han først tog tilløb til at ramme med hatten, så var der mere fart på, end man skulle tro.

Hedwig smilede bredere, og hendes øjne blev milde og blide. ”Absolut, det skal du til enhver tid være velkommen til,” sagde hun, og den sidste bid mad af sin egen,s elvom hun godt kunne se at Svampus ikke helt var færdig med at spise endnu, men hun kunne vente. De havde lidt mere tid trods alt, inden hun fik muligheden for at vise ham rigtig rundt.
Det ville nok også være nemmere for dem at snakke sammen, hvis han alligevel sad oppe ved hendes hoved. Gaderne kunne godt være lidt larmende trods alt.

”Jeg glæder mig også til at se dine evner,” sagde hun oprigtigt. Der måtte jo være en grund til at en svamp havde fået lov til at komme med i byvagten, udover at de var kronisk underbemandet. Han måtte dog stadig have nogle evner, når de ønskede at han skulle patruljere. Eller også havde hun bare for meget tiltro til hendes overordnede. På visse punkter kunne Hedwig også være overraskende naiv til trods for hendes ophav. 

Perfekt! Med dagens lift ordnet, kunne Svampus undgå at skulle skynde sig for meget. Han ville stadig se på at få fat i en af løjtnanterne eller kaptajnen en af de nærmeste dage. Måske han kunne være heldig at få hjælp til at skaffe en kanin. Han var ellers, som alle andre byvagter, blevet tilbudt en hest, men han ville slet ikke kunne håndtere så stort et dyr.
"Skal vi?" Sagde han, idet han rejste sig og pakkede resten af sine ting sammen. Tasken blev smidt om på skulderen, så han kunne give sig til at klatre op ad Hedwig. Han kunne sagtens komme op selv.

"Jeg glæder mig til at vise mit værd!" Svarede Svampus næsten helt stolt. Han var nemlig ikke helt dårlig at have med, men så ny han stadig var i faget, var der ingen tvivl om, at han stadig havde masser at lære. Måske han slet ikke egnede sig til patrulje i længden? Det ville tiden vise.

Der gik et øjeblik før han kom hele vejen op på Hedwigs skulder, hvor han brugte sporerne til at holde sig fast, da han satte sig.
"Men hvad kan jeg forvente? Hvad for eksempel er det værste du har oplevet på en vagt?" Det var et spørgsmål han havde i sinde at spørge flere. Det kunne kun være en fordel at høre de andres erfaringer, når de trods alt havde været der længere tid.

”Selvfølgelig,” sagde Hedwig, og rejste sig også op, og ville egentlig havde hjulpet ham op, hvis det ikke var fordi han så så beslutsom, som han begyndte at kravle op af hende, så hun valgte i stedet for at stå stille, som han begav sig op af hende. Hun kunne dårlig mærke at der var noget der sad i tøjet på hende, men nærmere bare som… når man følte at noget kravlede på en, som en myre eller lignende. Meget vejede han i hvert fald ikke.

Da hun var sikker på at han sad på skulderen, fik hun også pakket de sidste ting sammen, og lagde dem væk, inden at hun begyndte at begive sig ud af spisesalen.
”Det værste?? Uhh… det er svært,” sagde hun og kløede sig i nakken, som hun tænkte sig om. Der var mange ting hun havde oplevet efterhånden, men der var selvfølgelig de ting der ramte hende hårdere end andre. ”Jeg blev på et tidspunkt overfalde af nogle kriminelle nede i Skumringskvarteret, da jeg var patrulje. Jeg var godt nok stadig ganske ny der, og de havde noget… personligt i mod mig,” indrømmede hun. Folk hun tidligere havde været i bande med. ”Jeg var næsten halvdød, men vi endte så også med at fange dem et par uger siden. Det tror jeg dog ikke du kommer udfor. De fleste kriminelle forsøger at holde sig fra byvagterne, med mindre de har en grund til at hade dem.” Det var ikke fordi hun lagde skjul på sin kriminelle baggrund, men der var nok ikke så meget grund til at fortælle Svampus om den med mindre han spurgte. 

Svampus rettede lidt på sig og svajede let med fødderne. Det fik hans støvler til at banke let mod Hedwigs skuldre, men afgav næsten ingen lyd. Han smilede svagt, som hun nu skulle til at tænke over sit svar. Svampus selv havde ikke den bedste hukommelse, det var begrænset hvor meget man kunne bede en svamp om at holde af informationer, men han gjorde altid et godt forsøg.

Begge bryn blev løftet i et lettere overrasket udtryk, da han hørte hendes svar. Trods hans efterhånden store boglige viden, var han da slet ikke vant til at høre om den slags. Overfald.
"Hvad kunne de dog have imod dig?" Spurgte han helt forbavset. Det var da helt forrykt, at en gruppe kriminelle skulle gå efter en byvagt, og så endda strække deres overfald så langt.

Hedwig var omhyggelig om ikke at bevæge den ene skulder for at gøre turen så behagelig for Svampus som hun kunne, så det var altid den anden hånd hun brugte, når der skulle åbnes et par døre, når de stødte på dem.

Et lille trist smil spredte sig på hendes læber, da han spurgte ind til det. Hun ville nok altid have blandede følelser om den del af hendes baggrund. ”Jeg plejede at være i det kriminelle miljø,” sagde hun ærligt. ”Så der var mange der mente at jeg havde forrådt dem, da jeg valgte at lade mig indlemme i byvagten, hvilket jeg vel på sin vis også havde gjort.” Valget havde ikke været nemt, men det havde været væsentlig bedre for hende at tage det valg. Især med hvor ofte de havde haft fat i hende op til det punkt. De havde da også holdt et skarpt øje med hende i starten, men en ting var nok klart. Hedwig var ikke den der havde kløgten til at infiltrere byvagten. Hun var hverken den første eller sidste kriminel de havde taget ind trods alt.
Hun åbnede døren ud til gaden, hvor den vante larm fra de travle folk var at høre over det hele. Hendes blik gled rundt på området kort, før at hun begyndte at begive sig ned af ruten hun plejede at tage på sin patrulje.