Skumringskvarteret havde altid virket tiltrækkende for Nicodemus. De røgfyldte beværtninger, hvor man kunne høre fortællinger, som aldrig ville blive fortalt i de højere samfundslag. Skøgerne der lokkede med deres lette beklædninger fra de smalle gyder. Banditterne, røverne, sømændene og rygterne om nattens væsner, der jagede under fuldmånens skær..

Af samme grund var han naturligvis altid blevet formanet og strengt påbudt ikke at tage derned - især ikke efter nattens frembrud. Men hvem kunne holde ham tilbage, nu hvor han var blevet en voksen mand? Hans tid på havet havde blot bidraget yderligere til hans følelse af ungdom og uovervindelighed.

Mødet med skarpe hugtænder ved midvinterballet forekom ham mange år tilbage - han havde været yngre og mere frygtsom. Frygten var nu gledet i baggrunden til fordel for en lille følelse af spænding, et svagt ønske om at møde den rødhårede vampyr igen og ikke blot gemme sig rystende under sengen, gemt i sin usynlighed.

Han havde spenderet en god del af aftenen på en af beværtningerne, lyttet til fortællinger og fået et par krus øl eller tre. Som han trådte ud på gaden i et væld af røg og lys, blev han mødt af en mur af nattekulde og mørke, som stemmerne, varmen og lyset forsvandt bag døren, der knirkende lukkede sig bag ham.
Blikket gled op mod himlen, og en lille følelse af nervøsitet begyndte at spire i maven på ham, da det gik op for ham, at det var væsentlig senere, end han først havde forventet. Han trak sin tynde sommerkappe lidt sammen om skuldrene og begyndte hastigt at bevæge sig ned af den smalle gade.

Et sted bag ham lød der fodtrin. Han håbede, at de ville passere, at de ikke forfulgte ham, men håbet forsvandt, da en grov stemme brød gadens stilhed: "Hey .. han ligner en adelslaps ham der .. tror I han har krystaller i lommen?" Der lød en hæs latter, som banditterne satte farten op, og Nicodemus så sig over skulderen. pis og lort!

Nicodemus havde lært ikke at tage en klingende fuld pung af krystaller med, mens hans tøj og generelle udseende skreg langt væk af, at han var af finere ophav. Det var heller ikke fordi banditterne ville gå helt tomhændede bort, hvis han blev væltet i mudderet og lommerne gennemsøgt.

En ny stemme havde blandet sig - en anderledes stemme, der fik nakkehårene til at rejse sig en smule. Selv om det havde været klogere af Nicodemus at skynde sig videre, kunne han ikke lade være med at stoppe og vende sig om.
I den smalle gade bag ham, fangede han et glimt af en høj mand, rødt hår og en lang frakke.. et lille gisp undslap hans læber, selv om han reelt ikke helt var sikker på, hvem den fremmede var.

"Ja, jeg er!" Råbte Nicodemus tilbage. Hans stemme var aldrig blevet helt så mørk, som han havde håbet, og den lød meget ung, som den gav genlyd mellem de mørke, tillukkede huse.

Banditterne var stoppet op, den ene vendende sig mod den nytilkomne: "Hva' i dæmonriget laver du her. Kan du ikke se, at vi er ved at røve nogen?" Spurgte han vredt og en smule dumt. Den anden lo lidt nervøst, for Bertram var virkelig høj, men han så jo ud til at være ganske ubevæbnet..

Nicodemus kunne ikke sådan rigtig slås. Han havde da lært at fægte, men lige nu havde han ikke et sværd på sig - og øvelserne var mest af alt kunstfærdige frem for reelt noget værd, hvis man skulle blive overfaldet af banditter. Han havde også prøvet af være i nævekamp før, men resultatet var sjældent faldet ud til hans side..

Heldigvis så hans redningsmand ud til at være i stand til at slå noget hårdene, end Nicodemus kunne, og han måtte tage sig i at være tæt på at huje, da han så banditten vakle bagud og falde i rodet. 

Som den rødhårede gik mod den anden mand, var der et kort øjeblik, hvor han og Nicodemus så på hinanden, og Nicodemus genkendte for alvor den spidstandede adelsmand fra ballet et par år tilbage. "H-Hr. Willoughby"Udbrød han stammende. Af en eller anden grund ville hans ben ikke lystre, selv om han burde tage dem på nakken og komme ud herfra, inden situationen blev langt mere farlig, men i stedet blev han stivnet stående.

Banditlederen, som havde set sin kammerat blive slynget af sted, var lige så stille begyndt at bakke i den modsatte retning af Bertram..

Lydene af banditternes løbende fodtrin forsvandt langsomt, ekkoende gennem de smalle gader. Det lød som en af dem snublede undervejs, men genvandt fodfæstet og skyndte sig videre .. efterladende Nicodemus stående ansigt til ansigt med vampyren. Nervøst forsøgte han at tage en dyb indånding .. burde han gøre som banditterne og tage benene på nakken? Ville Hr. Willoughby med sine overnaturlige evner ikke blot være i stand til at indhente ham et splitsekund?

Han forsøgte at bilde sig selv ind, at det var fornuft, der fik ham til at blive stående, som var hans fødder limet til jorden.

"Ja øhh.." Vampyrens ord fik ham til at stamme lidt usikkert, for det var ikke, hvad han havde forventet at høre. Skulle han ikke le ondskabsfuldt og proklamere, at Nicodemus ville blive hans late-night-snack frem for at lyde mest af alt, som var han Nicodemus egen mor, der bekymrede sig over, at han var for sendt ude..

"Jeg var bare på kro! Og så var jeg på vej hjem .. da øh.. ja, du så det jo." Sagde han, automatisk blivende lidt defensiv i tonefaldet. Blikket i hans mørke øjne var stadig en smule nervøst - ville han slippe nær så let fra det denne gang?

På kro? Her? Ak ja. Bertram kendte ham vel tilstrækkeligt nok til at vide, at Nicodemus var en eventyrer forklædt som adelsdreng. Han havde lokket ham til sig med sin spændende fortælling om vampyrer dengang, og selv nu legede knægten med skæbnen, ved at opsøge udkanten af byens mest kriminelle gader. Nicodemus havde sluppet heldigt fra sine første fjender, men nu var han trængt op i en krog af en vampyr der kendte til hans usynlighedsevne. Alt i Bertrams krop ville have ham til at nærme sig den unge mand og tage hvad han havde brug for, for at kunne klare sig igennem dagens timer i morgen, men han stod imod. Der var ikke rigtig nogen vampyrregler for det, men Bertram følte at det var det var dårlig stil at suge blod fra samme offer, som på mirakuløs vis virkede mentalt ovenpå siden første kollision med ham.

”Nuvel…” Han måtte godtage Nicodemus’ forklaring, selvom det var forkasteligt at han var så uforsigtig med sit skrøbelige liv. ”Men du har jo ingen beskytter med dig. Du regner måske med at dine særlige evner kan redde dig ud af enhver knibe?” Bertram løftede hånden frem for sig, og trådte et nænsomt skridt nærmere, lidt som hvis man forsøgte at tilnærme sig en løve. Men dette var blot Bertrams måde at indikere overfor Nicodemus, at han ville nærme sig, men ikke gøre ham fortræd. For anden gang. ”...Men du ved jo lige så godt som mig, at det ikke virker ligeså godt på væsner af natten.”

Nicodemus sank, fugtede sine læber en smule nervøst og kastede et enkelt blik op mod nattehimlen, inden han igen fokuserede på den rødhårede vampyr. Det var alt for sent. Og han burde havde haft en beskytter med sig .. men hvor var det sjove i det? Selv om Nicodemus på nogle måder var modnet mere, siden han sidst havde mødt manden, var hans overmod også blot steget. Han var stærkere nu .. dygtigere til sin magi! Selvfølgelig kunne han klar sig selv!

Hvis han altså ikke stødte på .. nattens væsner.

Vampyrens skidt fremad fik ham instinktivt til at søge en smule tilbage, men han kom kun et enkelt skridt, før han mærkede en fugtig husmur mod sin ryg. Der var ingen vinduer, der ledte ud mod gyden. Den eneste vej væk fra rundt om vampyren og ned af samme vej, som banditterne var løbet .. kunne usynligheden redde ham? næppe..

"Jeg .. satsede på ikke at komme i knibe .." Tale. Trække tiden ud. Håbe at Hr Willoughby var i sit snaksagelige hjørne, frem for sit jeg-spiser-dig-til-natmad-hjørne. "Men hvad laver du ude .. så øh .. sent?" Spurgte han, lidt dumt. Vampyrer kunne jo ikke så godt gå rundt i dagslys..

Bertram nåede aldrig helt på, eftersom han naturligvis kunne se på Nicodemus at han bakkede bagud og blev mødt af den kolde mur. Det var lidt svært ikke at se ham som et bytte, sådan som han var trængt op i en krog lige nu, og både var let at snuppe, uden at nogen ville opdage dem. Han forsøgte at fokusere på mennesket frem for det der var indeni lige nu.

Han var stoppet længere væk end hvad der var normalt for folk at tale privat sammen, og han havde trukket armen til sig igen, for ikke at gøre Nicodemus mere ræd end han allerede så ud til at være. Pakket væk i en facade af venlighed og snak.

Først kiggede han bare på Nicodemus i nogle sekunder. Gav ham tid til selv at finde ud af at det var et dumt spørgsmål at stille en vampyr. Om ikke andet et kedeligt et, da svaret altid ville være den evige jagt efter blod.

”Du ved… lidt af hvert…” Lød svaret lidt presset fra den høje, røde vampyr ”Nattetimerne er få på denne tid af året, så... det er bedst at få noget ud af dem” Han observerede adelsknægten omhyggeligt. Blot for at tjekke om han var i benægtelse eller led af alvorligt hukommelsestab. Om han virkelig havde forårsaget et så alvorligt traume hos ham, at han simpelthen havde glemt hvad vampyren havde gjort ved ham den aften på slottets mørklagte værelsesgange.

Nicodemus' blik var nærmest fastlåst på Bertrams ansigt. Nærmere bestemt hans mund, som han forventede hvert øjeblik ville åbne sig i en snerren, de spidse tænder klar til at tage en bid af Nicodemus' hals. Han kunne mærke, at hans hænder var svedige og han sank en gang, før han fortsatte med at tale, tonelejet unaturligt højt:

"Åh ja.. men altså så vil jeg ikke forstyrre dem for meget, Hr. Willoughby." 

Svarede han, overvejende om han kunne krabbe sig hen langs muren og forsvinde ned ad gaden. Tåbeligt, når man tænkte på, at vampyren kunne være over ham på et splitsekund. Havde han mon ladet mændene løbe, fordi han hellere ville have adelsdrengs-blod i aften? Smagte det mon anderledes? Eller var Nicodemus blot et nemmere offer?

"Jeg må også hellere komme hjem i seng .. forhåbentlig er der ikke for mange væsner af natten ude.." Plaprede han videre i et forsøg på at trække tiden ud. Han havde stadig ikke fjernet blikket fra vampyrens ansigt.

Det var så det? Ikke et eneste tak for at have hjulpet ham ud af den suppedas han selv havde rodet sig ud i? Bertram var skuffet over den lille adelsfyr. Han troede sgu at de havde noget særligt sammen, ovenpå alle de strabasser sammen, men som altid var følelserne ensidet.
 
Bertram lyttede til ham og kiggede på ham se flugtvejene og mulighederne an. Alt imens stod Bertram stille og tillod det. Nicodemus var måske ikke klar over det selv, men han var meget let at aflæse. Det var altid utroligt akavet for Bertram, når de stakkels små mennesker var så bange for ham, at de forsøgte med høfligheder og smalltalk, i håb om at det var en effektiv løsning ud af en komplet håbløs situation. Ja, Bertram kunne godt have svært ved ikke at lege lidt med hans ofre, inden han bed dem. Men der var aldrig nogen der reelt var i fare, når han bed fra dem. Han bed fra flere i løbet af en aften, så folk kunne komme videre med deres dag, med livet i behold. Han huskede nok at han havde overmandet ham, da han stadig var usynlig, og han havde landet ret voldsomt over ham, da han i desperation krævede hans blod. 
 
“Det vælger jeg ikke at svare på,” Bertram vidste at der var en del. Almindelige mennesker kunne sagtens befærde sig nogenlunde sikkert hernede, men et fint mandfolk var altid særligt udsat. I et øjeblik lod Bertram Nicodemus så småt bevæge sig væk fra ham. Men før han overhoved nåede fri, sagde han “Vent lidt!”
 
Han trådte denne gang tæt på ham og tog i hans skulder, før han skulle finde på at stikke af. Bertram ville meget nødigt blive aktiveret af at et potentielt bytte løb væk fra ham. “Er det ikke almindelig kotume at belønne mig eller et eller andet?” Han rakte håndfladen frem, så Nicodemus kunne række ham nogle gysser eller et eller andet. Han var sikker på at han bare kunne vende drengen på hovedet, ryste ham, og så ville det regne med krystaller. Men så smagløs var han dog alligevel ikke.

Man skulle tro, at Nicodemus ville blive klog af skade. Den nedre by ved aftenstid var virkelig ikke et sted for folk, der så ud til at have lommerne fyldt med krystaller - og det var endda ikke fordi hans pengepung var særligt fyldt. Han havde trods alt også givet en omgang på kroen, noget der altid gav ham en kortvarig følelse af popularitet blandt byens jævne mænd, selv om han aldrig ville være en af dem..

Han stivnede, da vampyren lagde hånden på skulderen. Det var nu, det ville ske. Ville Bertram nøjes med en enkelt tår, eller ville han efterlade Nicodemus døende i gyden?

Men i stedet kom den fremstrakte hånd og Nicodemus blinkede et par gange med øjnene, tydeligvis forvirret. Var det ikke hans blod, han var ud efter? "Så .. du vil have krystaller?" Spurgte han. Tonefaldet var næsten skuffet..

Knægtens tone virkede så skuffet, hvilket forbavsede Bertram meget. Så Bertram lukkede sine fingre i og trak hånden tilbage. ”Altså, jeg beder ikke om meget. Bare nok til at komme igennem natten på, ikke?” Bertram kunne have spurgt ham om blod direkte, hvis han havde været desperat nok, men hvad var chancen for at den skræmte knægt ville dele ud af varerne? Sidst havde Bertram selv måtte tage, og han havde det dårligt med det. Så dårligt som en vampyr nu kunne have det, i hvert fald.
 
Bertram rankede sig lidt med hænderne på hofterne af sig selv. ”Prøver du at fortælle mig at farmand Isenwald ikke har givet dig lommepenge nok denne her uge?” Bertrams røde, buskede øjenbryn hævede sig mistroisk. Selv han, en fyr fra gaden, kendte da til de adelige familier, sådan da. Han antog i hvert fald at de havde bunkevis med penge. Men så igen, hvad gjorde en adelssøn her i det forkerte farvand?
 
”Der er glædespiger der sælger ud til folk som mig. Du ved, gode mænd som mig, der godt ved hvornår man trækker tænderne tilbage. Men det er et farligt erhverv, så derfor kræver de en god hyre for deres tjeneste…” Han rakte hånden frem igen.

Nicodemus blev en anelse rød i kinderne. Farmand Isenwald? Det ramte lidt ubehageligt plet, for selv om Nicodemus nu var en voksen mand, levede han jo i høj grad på sin families gunst. Det hørte ligesom med til at være født ind i en adelsfamilie .. penge var aldrig et problem, men til gengæld mente Nicodemus da nok, at det gav ham en masse pligter.

Men dette var et helt andet verdensbillede, han blev konfronteret med. At være en vampyr, der følte sig nødsaget til at .. tigge?

Med en anelse arrige bevægelser løsnede han pungen, der hang ved bæltet, for at række den frem mod vampyren, men Bertrams ord fik ham til at stivne med bevægelsen, inden han gav alle sine krystaller bort:

"Så du betaler prostituerede .. for at få lov til at suge deres blod?" Sagde han, øjnene store. Det var aldrig faldet ham ind, at en sådan transaktion kunne finde sted..

Det havde ikke været Bertrams mening at være ubehøvlet, men det var desperationen efter blod der fik ham til at presse den stadig purunge menneskeknægt. Allerhelst ville han drikke fra ham. Altså han ønskede ikke at såre ham, men det var hvad han inderst inde fantaserede om…. Han var sikker på at han kunne spide sine tænder igennem de selvsamme ar som han havde efterladt sidste gang. Hans røde øjne spejdede nyttesløst efter hans venstre side af hans hals, som ligesom sidst var tildækket af en krave.

”Ja…” Svarede han lidt mere lavmælt, som om det alligevel var noget han skammede sig lidt over. Han tog imod pungen, og kunne mærke på vægten af den, at Nicodemus havde regnet med at hygge sig gevaldigt her til aften. Han kiggede flygtigt ned i posens indhold og skyndte sig at gemme dem i inderjakkelommen. Han burde sige tak… Men det var svært, når han i forvejen havde krævet dem af ham. Nærmest røvet dem fra ham.

”Du ved… Det var ikke meningen at jeg skulle bide dig. Altså jo. I starten var det planen. Det var jo derfor jeg havde listet mig ind på ballet, men da vi snakkede besluttede jeg mig for at du ikke fortjente at opleve det…” Hvorfor bragte han det op? Bertram forstod ikke sig selv lige nu. Han kunne være ligeglad med hvad en ung adelsknægt tænkte om ham, et forbandet oldtidsfund fra gaden. ”Jeg blev grebet af konkurrencen fra den anden vampyr… og instinkterne tog over.”

Nicodemus var ganske bevidst om det lille ar, der gemte sig under kraven. Det var næsten usynligt nu, men mærket efter vampyrens tænder havde været synligt et godt stykke tid efter episoden .. Nicodemus havde vekslet mellem at være en smule skamfuld over det og ønsket stolt at vise det frem for spændingens skyld.

Han var glad for, at det var dækket godt til lige nu.

Vampyren greb pungen, og det var for sent at tage den tilbage. Hans fader ville utvivlsomt skænde ham for at have brugt så mange penge - men det ville måske også være klogest at undgå krobesøgene den næste tid.
"Så du .. forsøger ikke at bide, medmindre .. folk har givet lov?" Spurgte han med store øjne. Det var et billede, der ikke passede helt ind i hans forestillinger om vampyrer. At de kunne være venlige og ikke ønske at skade folk .. måske var det i virkeligheden synd for Bertram?

Bertram troede at han havde fået pengene, havde forsøgt at undskylde for sin opførsel, og så var det dét. Men han kunne se på den mindre adelsmand, at han var blevet nysgerrig nu. Bertrams egne øjne blev lidt større også. Men det var mest fordi han indså hvilken fejltagelse han var ved at gøre.

”Vampyrer er onde, Nicodemus…!” Slog han fast. Han ville ikke være skyld i at han endnu engang blåøjet opsøgte den næste vampyr, fordi han troede at alle var som ham. Det var langt fra tilfældet. Selv de gode vampyrer havde dårlige dage. Men de vampyrer der havde bukket under for forbandelsen, ville ikke holde igen, når det kom til adeligt, sundt blod.

”…Jeg prøver kun at bide idioter… Så samvittigheden ikke går mig på…” Indrømmede han så, så Nicodemus i det mindste fik svar på sit spørgsmål ”Ingen lader sig bide frivilligt, pånær prostituerede, noxmisbrugere eller syge mennesker, der er desperate efter at leve…” I sidstnævnte tilfælde ville Bertram gerne have valgt et andet ord en at ’leve’. Som vampyr levede man ikke mere, men man overlevede. 

"Er du sikker? Ville du selv sige, at du var ond?" Nu var der ingen vej tilbage, da Nicodemus' interesse for alvor var vækket. Der var mange barndomshistorier, der involverede vampyrer: hvordan de sneg sig rundt efter mørkets frembrud, ofte på jagt efter blåøjede jomfruer, de svage .. de lette ofre.. og naturligvis nød de jagten.

Hans arme var gledet over kors for at beskytte sig en smule mod nattekulden, der efterhånden var ved at trænge godt og grundigt ind i kroppen på ham. I det fjerne kunne høres en sang fra en drukkenbolt og lydene, der kom ud fra beværtningerne, når en dør blev åbnet. Men gaden med ham og vampyren var ganske tom.

"Hvorfor sneg du dig så ind til ballet?" Spurgte han, en smule anklagende. Der var vel ikke mange af den slags typer, som han normalt gik efter .. eller havde han for en sjælden gang ønsket at smage adelsblod?

Bertram bed sammen, da spørgsmålet blev stillet på den måde. Bertram var jo ikke som de andre, men alligevel var han heller ikke meget anderledes end dem. ”Kommer an på hvem man spørger…” Svarede han misfornøjet ved situationen, at forsvare sin godhed overfor en dreng han havde overfaldet og drukket fra. Nicodemus blev med garanti forvirret om hvad der var godt eller ondt, nu. ”Jeg ønsker ikke at gøre jer fortræd. Jeg har holdt fast i min medmenneskelighed i al den tid jeg har været vampyr, og min kvinde, som er menneske anser mig for at være en af de gode. Men forbandelsen er jo mit nye liv, og den får mig til at gøre grimme ting, for at jeg kan holde tilværelsen ud. En ægte god vampyr ville vel gøre en ende på sig selv, eller leve udelukket af dyreblod.” Bertrams koldblege ansigt skar en stiv grimasse. Ikke da han talte om at gøre grimme ting eller om at tage sit eget liv, men da han nævnte at man kunne leve udelukket af dyreblod. Det var bestemt noget han havde prøvet, men absolut ikke noget han var villig til at gøre alvor af.

Det besvarede nok også Nicodemus andet spørgsmål om hvorfor han havde sneget sig ind til ballet. Der var jo forskel på blod. Og der var i den grad forskel på blod fra de fattige og de rige. ”…Til midvinterballet sneg jeg mig ikke ind. Jeg blev lukket ind ganske ligesom du blev lukket ind. Dog ikke med præsentation, for jeg er jo bare mig. Til de årlige bal er der mange unge, fulde adelige, og det er meget lettere at forføre jer og drikke fra jer, når I er så uansvarlige og ubeskyttede. Dit blod er mere udsøgt end almindelige dianthosianeres blod, fordi din kost er friskere og sundere.” Det havde dog været lidt af en aften dengang, og Bertram havde af den gode årsag valgt at blive væk de efterfølgende gange, hvor der havde været bal.