Dagen var endnu ikke begyndt, som en mørk skikkelse bevægede sig igennem det dugklædte græs. Skikkelsen var iklædt en lang, mørk frakke, som gjorde at han faldt i et med de mørke omgivelser. Normalt bevægede han sig sjældent rundt i dagstimerne, ikke fordi han havde problemer med solen, men mest af alt fordi han nød natten. Tusmørkely var det perfekte sted at opholde sig, hvis man gerne ville være uforstyrret og i stand til at passe sine egne sager. Hvilket var en af grundene til at dæmonen endnu ikke havde forladt byen endnu. Der var andre sager, som ventede på ham i de nærmeste byer, men han havde lige én ting, han skulle afslutte først.

De mange hytter lå side om side, som han bevægede sig fra den ene til den anden. I skyggen af en mindre hytte stoppede han op for at lade blikket glide imod hytten, han søgte hen imod. Mizechs hytte. Han var ikke ude på at lege med drengen endnu engang, men han havde da planer om at snuse lidt omkring, hvis han kunne komme til det. Drengen var hans eget afkom, de delte samme øjenfarve, men det var muligvis også det eneste, som kunne være fælles for dem. Mizech var mere tilbøjelig til at finde nogen at lege med og bringe det med sig hjem, hvorimod Deavás aldrig tog legetøj med sig hjem, for så længe havde han slet ikke interessen for det. Alligevel havde han hørt fra skyggerne, at Mizech eftersigne skulle have en dreng boende, eller en slave var det nok nærmere, som tonen imellem dem virkede modarbejdende. 

Mizech havde forladt hytten, så meget vidste han, men han var endnu ikke sikker på, om barnet stadig befandt sig i hytten eller om denne var blevet efterladt et andet sted, hvor de var nemmere at holde ham lænket. Deavás derimod kunne bruge begge scenarier, hvad enten barnet stadig var der eller ej, så kunne han bruge chancen for at snuse lidt omkring. Mizech var trodsalt hans undersåt, så længe at han arbejdede for Verbatim, så tilhørte hans informationer og værdier også Deavás.

Derfor gik han hen til døren og bankede på.. Den lange frakke dækkede det meste af hans krop, som man lige kunne fornemme støvler under. Armen, der førte hånden imod døren, kom fri af frakken, og afslørede en hvid skjorte, samt et armbånd af guld. Han bankede på endnu en gang. Hvis han formåede at banke på for tredje gang, ville han bryde døren op med sit værktøj for at gå ind i entreen. Men forhåbentlig var der nogen til at åbne døren. Deavás ville gerne se, hvad smag hans afkom havde i slaver.

Natten havde været lang. Mizech havde, som de fleste natter, ville lege med sit legetøj. Sin slave. Dette var snart ved at være tradition for Bart. Hvor længe havde han været dæmonens slave? Månederne havde blødt sammen. Drengen havde ingen tal på dagene mere. I starten havde han husket antallet af dage. Det var nok efter en måned, at han var for træt til at tælle videre og med tiden blev det sidste tal helt glemt. Det samme gjaldt håbet om at blive frelst. I starten havde drengen tænkt, at nogen ville komme og redde ham. Ilaria ville komme flyvende ind ad vinduet, dræbe Mizech og frelse drengen. Men som de mange frelsemanglede dage skred frem, jo mindre blev håbet og lige nu var der knap nok en gløde tilbage. Bart havde snart indset sin skæbne. Snart accepteret den. Han havde sågar tænkt, at det kunne være værre. Han kunne rådne i en fangekælder. Lige nu lå drengen i Mizechs seng og sov. Det var nærmest luksus set fra en slaves synspunkt. Vågne i en seng. Han lå på maven og fyldte meget. Mizech var der ikke og det gjorde ondt at lægge på ryggen og numsen. 

Det var søvn, hvor Bart var mest tilpas. For der skete der ingenting. Når han vågnede, ville noget ske, men i drømmeland var han fri og tilpas. Det var hans healende sted. Hans sikre sted. Derfor var det også med tunge øjne, da han blev vækket. Bart blinkede med øjnene. Han var alene i sengen. Mizech var ude så. Hvorhen vidste han ikke. Men han var ikke vågnet af sig selv. Noget havde vækket ham. Og lige der hørte han et andet bank på træ. To bank nu.
Vent lige!
Gløderne i drengens hjerne lyste op. Kunne det være? Kunne det være dagen? Han var alene. Mizech var ude. Måske en omrejsende var kommet forbi. Måske i dag var dagen! Derfor sprang drengen nærmest ud af sengen. Han havde intet tøj på. Havde en lang top ikke hængt på dørhåndtaget ud af soveværelset, havde han sikkert åbnet døren helt nøgen. Men med den på blev alt fra hals og midt på lår dækket. Hullerne på ryggen fandt vingerne selv ud af.
Inden et tredje bank kunne gøres, åbnede drengen døren. Det var ikke Mizech. Det var en fremmed. En omrejsende! Julelys var a se i drengens øjne, som han smilte. "Red mig." Andet kunne drengen ikke sige. Naivitet var stærk i drengen, især når han ikke tænke klogt. Han tænkte ikke, at det kunne være andet end hans frelser.

Det var lige før, at han skulle til at banke en tredje gang. Den ene hånd var allerede placeret tæt på døren, som den anden gravede rundt under den lange frakke. Han ledte efter bogen. Ikke en bog med en masse ord og historier, men en bog, han havde udhullet, da indholdet ikke var aktuelt eller præcis i sine fakta. Derfor brugte han nu bogen som holder for sine redskaber. Knive, skalpeller og hvad han nu lige kunne få brug for, når han var i marken. Deavás var ikke bange for at få beskidte fingre, heller ikke med den hvide trøje, som han godt kunne lide at se den med pletter af blod. Han havde måder at vaske det af på, men for det meste, kunne han også godt se det som et kunstværk. Men Deavás nåede aldrig at finde nålen, som døren næsten blev flået op.

En lille dreng, mindre en Mizech, kom til syne i døren. Han var iklædt en løs trøje. Vingerne var noget, som dæmonen spottede hurtigt. Selvfølgelig valgte Mizech at holde en engel som slave. De kunne leve længe og uden at ældes. De var bestemt perfekte som slaver og legetøj. Der bredte sig et smil på hans læber, som han mødte drengens blik. Ordene fik ham til at rynke let på brynene, før at han lagde to og to sammen. Drengen troede, at han var kommet for at frelse ham? Det var svært ikke at grine af drengens naive natur, som han dog nikkede og hurtigt skubbede drengen ind i hytten igen for at smække døren efter sig. "Shh" hviskede han hurtigt, som han vendte rundt for at kigge ud. Han lod som om, at han sikrede sig, at der ikke var nogen, der havde fulgt ham. "Er der en bagdør?" spurgte han, før at han låste døren, så de ikke ville ende med at få ubudne gæster. Selv hvis Mizech vendte hjem, så ville det nok ikke blive det helt store problem. Så vendte han sig mod drengen, som han placerede en hånd imod hans hage og løftede hans blik. "Hvad har han gjort imod dig?" spurgte han, næsten bekymret for drengen. Ikke at der var noget sandhed i tonen, tværtimod, han ville gerne vide det af andre årsager..

Manden var høj. Det var alle sammenlignet med Bart. Mørkt hår og skarpe træk i ansigtet. Men lige nu kunne han næsten have været malet i blod og Bart ville stadig have anset ham som værende hans frelser. Derfor stillede han heller spørgsmål, da engledrengen blev skubbet tilbage ind i sin herskers hus og døren ud til friheden blev låst. Selvfølgelig kunne Bart nok bare have flygtet herfra. Mizech var ikke hjemme, ingen tjekkede op på ham. Døren kunne åbnes og Bart kunne have fløjet her fra. Fløjet som en fri fugl. Men frygten for at gøre det alene holdt ham tilbage. Han kendte Mizech nu. Vidste, hvad dæmonen kunne gøre. Hvad kunne han ikke finde på, hvis Bart flygtede uden hjælp? Nej, med denne mand havde han mere beskyttelse.

"Tror jeg, men er ikke sikker." pep Bart, der bare stod, imens manden gjorde ting i hytten. Døren blev låst. For at låse andre ude, tænkte drengen. At det var for at låse ham inde havde ikke strejfet ham. Igen, hvorfor skulle det det? Han var i de overbevisning, at dette var hans frelser. Hvorfor skulle hans frelser ville låse ham inde?
Frelseren kom tilbage hen til ham. En hånd blev taget om hagen og hovedet blev løftet, så deres blikke mødtes. Dette havde Mizech også gjort et par gange. Det gav minder og de minder gav kuldegysninger. Mizech gjorde det, når han ville cementsere noget. Nedgøre Bart. Derfor fik engledrengen lignende fornemmelse, men også en fornemmelse af forståelse. Han ville høre historien. Det var en god ting, ikke? "Alt." hviskede Bart. Modet var der ikke til at sige mere. De blå øjne var allerede blanke af tårer. Han ville gerne kigge væk. Det var skamfuldt at tænke på og endnu mere at fortælle.
Kort kløede Bart sig bagi. Det var stadig underligt at stå op efter nattens omgang. Mizechs rester var der også stadig. Øjnene blev lukket i. Han kunne ikke kigge væk, så for at undgå øjenkontakt, lukkede han dem i. Mizech ville have været sur over dette. Øjenkontakt skulle opretholdes. "Jeg vil væk. Hjælp mig."

Den spinkle skikkelse foran ham, havde ingen ide om hvad der foregik og hvad der kunne komme til at ske. Nok var Mizech hans søn, men det betød ikke nødvendigvis at de lignede hinanden. Særligt ikke når det kom til underholdning. Nej, Deavás havde bestemt ikke noget imod at forulempe en lille dreng, som ham der stod foran ham lige nu, men han havde også andre interesser, langt mere blodig end hvad godt var. Han holdt sjældent igen, end ikke når han kendte personen. Så lige nu var drengen bestemt ikke godt stillet, alligevel lod drengen til at være helt og aldeles overbevist om at han var reddet. Om at Deavás var dukket op for at tage ham ud i friheden. Men så blev døren låst.. Klonk, sagde det. Før at Deavás atter vendte blikket imod den lille dreng. Han var som forblændet af sin egen frygt lige nu. Var Mizech så frygtelig? 

"Kom" mumlede han hastigt, som han slap drengens hage, drengen havde givet udtryk for, at der muligvis var en bagdør i hytten. Den skulle de selvfølgelig sikre sig var der. Hvis nu der kom andre igennem hoveddøren, som havde en nøgle. Der var jo nok kun én, der faktisk havde en nøglen til hytten. Ham, der boede der. Bart var blot gæst? Eller legetøj, en genstand, der blev brugt fra tid til anden og ellers bare lå henkastet i et hjørne måske. Deavás guidede drengen igennem stuen, for at finde frem til køkkenet, hvor han så sig omkring. Det lignede lidt at han ledte efter noget. 
Rædslerne var tydeligvis for meget for drengen, som han ikke rigtig kunne fortælle, hvad der var sket. Ikke at han behøvede det. Deavás kunne sagtens lugte Mizech på drengen, over det hele faktisk. En fæl stank, hvis man spurgte ham. "Er du såret?" spurgte han med blikket rettet imod ham, før at han ledte videre i skabene. Til sidst trak han noget stof ud, før at han gik hen til drengen og forsøgte at tørre snavset væk fra hans mund. "Har du nogen ejendele, som vi skal have med?" Deavás forsøgte at holde liv i håbet hos drengen, håbet om, at han snart var på vej væk derfra.

Lydigt fulgte Bart med sin frelser igennem hytten. På en måde var denne mand virkelig modig. Uden at stille de store spørgsmål havde han taget ind i et fremmed hjem, taget sig af engledrengen og var nu igang med at redde ham, tænkte Bart, som de nåede igennem stuen og endte i køkkenet. Her kiggede manden i skabene. Ledte han efter noget? Dette var nok første gang, siden døren var blevet åbnet, at Bart havde et spørgsmål i sit sind. Hvad lavede frelseren? Der var umuligt noget i skabene, der kunne hjælpe dem. Medmindre han var sulten og ville stjæle noget føde. Bart ville ikke sige noget imod dette. At stjæle fra Mizech var ikke længere ulovligt, spurgte man Bart.

En klud begyndte at tørre snavset fra drengens ansigt. Ja, Mizech lod ham kun bade, når dæmonen fandt drengen for uhumsk og beskidt. Eller hvis han ville have hele pakken. En engledreng var mest uskyldig, hvis han var skinnende ren. Og lige nu var han næppe ren eller uskyldig. Håret var som en fuglerede. Vingernes fjer var ikke just pæne lige. Kroppen havde skidt, snavs og skrammer på sig.
På en måde ønskede Bart at nikke ivrigt. Han havde været tortureret, følte han. Men taget alt i betragtning lige nu var han ikke direkte såret. Der var ingen åbne sår. Kun skidt og snavs. Jo, det gjorde ondt i kroppen, men det kunne en klud ikke fikse. Derfor rystede han svagligt på hovedet. "Jeg har ingenting." sagde Bart. Jo, han havde måske sine klæder tilbage, men de var næppe værd at hente, hvis Mizech overhovedet endnu beholdt det.
Hovedet vendte op, så Bart kiggede på sin frelser. De store, blanke, blå øjne. Det nuttede ansigt. "Tag mig væk fra ham, be' om." Stemmen knækkede i sidste ord. Bart var en nedbrudt dreng. Inderligt og dybt nedbrudt.

Modig? Deavás var bestemt ikke bange for sin egen søn, men Bart kendte selvfølgelig ikke hans relation til knægten, så han havde ingen anelse om, hvad der egentlig foregik. Det var besynderligt, at han overhovedet havde fået den tanke, at han var kommet der for at frelse ham.. Hvorfor så overhovedet skubbe ham ind i hytten og ikke trække ham ud straks? Men drengen tænkte vist ikke helt så langt, som han lod til at være yderst tålmodig, imens at Deavás gennemgik de forskellige skabe. Han ledte ikke efter noget særligt, men kunne ligeså godt tjekke, hvad der var, hvis nu han skulle være kreativ. Selv hvis drengen virkede villig, så kunne han jo hurtigt få færten af noget lumsk og dermed yde modstand.

Drengen var beskidt, noget der ville være svært at trække med sig, der hvor han havde planer om at de skulle hen. Hvis de overhovedet kom så langt. Derfor forsøgte han at tørre snavsen af drengens kind, men det var klistret og sad godt fast. Selvfølgelig var det ikke sikkert at nogen kiggede på drengen til den tid. Men det skulle nødigt skade hans ry. Deavás hævede det ene øjenbryn, som knægten gav udtryk for at han intet havde. Altså havde Mizech taget ham ud af sin hverdag.. Intet problem, det kunne han også godt arbejde med. Men drengen lod ikke til at have været slave hele sit liv, for så havde han nok indfundet sig i rollen hurtigt i stedet for at tigge om at blive reddet. Drengen valgte at tigge igen. "Ud af bagdøren" nikkede han, som han var enige i, at de skulle smutte. Ikke at de skulle langt, men det kunne drengen jo ikke vide. "Hvad er dit navn?" spørgsmålet var mere en form for indgangsvinkel end et stort samtaleemne. Det var nemmere at kalde på drengen, hvis han kendte hans navn, ikke sandt?

Deavás rejste sig op igen, som han gik igennem køkkenet og kiggede sig over skulderen, for at sikre sig at drengen fulgte med. Som han vendte blikket den modsatte veje, skjulte han et skummelt smil, før at han nåede bagdøren og trykkede håndtaget ned. Det var knægtens udvej, vejen til frihed. Eller sådan virkede det lige nu.

Endelig gjorde frelseren entre til at skulle ud af helvedets hytte. Måneder, der var brugt her, havde været de værste i Barts liv. Først var hele hans familie, ham inkluderet, blevet slagtet af mørkelvere. Så havde han som den eneste af familien genopstået som engel. Hvorfor ham? Hvad havde pointen været fra guderne? Det kunne næppe have været for at ende som Mizechs slave. Kunne det? Bart havde altid troet, det var Isari, der havde gjort ham til engel. Måske Zerafina efter familiens hengivenhed til hende. Men kunne det have været en anden guds værk? En af de mørke guder. En gud, der havde fundet det komisk at genoplive en ung dreng for, at han skulle ende som slave hos en sadistisk dæmon. Nej, det kunne ikke passe. For Bart skulle frelses nu jo!
Derfor fulgte drengen lydigt med, som de bevægede sig hen mod bagdøren. Hvorfor brugte de ikke bare hoveddøren med det samme? Nu begyndte drengen at stille lidt flere spørgsmål til sin frelser. Men hvad skulle Bart gøre? Frygte sin frelser og blive og vente på Mizech? Hvad kunne være værre end Mizech? Måske dette var et spørgsmål, Bart snarest ville få svar på. 

"Bart." fik drengen sagt. Det havde Mizech ladet ham beholde. Dæmonen kunne jo nemt have givet engledrengen et nyt navn, skulle han ikke finde 'Bart' - eller 'Bartholomew' som det jo rigtigt var - passende. 
At drengen gik bag sin frelser og ikke ved hans side kunne Bart da også have stillet spørgsmål til. Men så kiggede frelseren over skulderen. For at tjekke, om Bart var med. Det var betænksomt, ikke? De nåede bagdøren, da Bart spurgte om noget for første gang: "Hvad er dit?"

Det havde været nemt nok at tage drengen med ud af hoveddøren, men så havde Deavás ikke haft chancen for at snuse omkring i Mizech hytte, imens at drengen gjorde sig forhåbninger om, at han var hans frelser. Det var en morsom tanke, en tanke, der aldrig var faldet drengen ind, hvis han kendte hans race eller vidste hvilken relation han havde til hans ejer. For havde drengen vidst, at Deavás var Mizech's fader, så var han nok hurtigt flygtet længere ind i hytten for at gemme sig. Ikke at det havde hjulpet ham, men det var nu bare langt sjovere at knække drengen, når han havde følt et glimt af håb omkring at genfinde sin frihed. Det var en primitive hytte, der var lige det, man havde brug for, men så heller ikke mere end det. Deavás kunne ikke finde mange dokumenter eller informationer, som lå og flød. Måske hans søn faktisk ikke kunne skrive? Tanken havde ikke strejfet ham tidligere, men nu gav det mening.. 
Selvom hans tanker fra tid til anden gled rundt omkring Mizech, så formåede drengen at stille spørgsmål, uden rigtig at sige en lyd. Var han mon begyndt at blive mistænkelig over at de ikke allerede havde forladt hytten? Drengen var muligvis ikke bare naiv, men også stædig, når han først havde fået ind i hovedet, at han skulle genvinde sin frihed, så ville han ikke acceptere muligheden for, at det faktisk ikke var det, han ville få nu..

Bart.. det var dog et besynderligt navn, noget kunne tyde på, at drengen måske havde været menneske, før at han genopstod som engel. For det var kun deres art, der kunne finde på at give deres børn sådan et besynderligt og usmageligt navn. Men han valgte at nikke, så havde han da noget at kalde ham. Selvom det ikke lå godt i munden. Drengens spørgsmål bragte et stille smil over hans læber, som han overvejede om Mizech havde ytret sin fars navn til drengen. Næppe, så den risiko ville han gerne løbe. Selv hvis drengen anede mistanke, så kunne han ikke stille meget op. Dog svarede han først på spørgsmålet, da han var gået udenfor.
"Deavás" svarede han kort, som han løftede blikket imod himlen. Han aflæste stjernerne for at sikre sig, at de var på rette kurs, selv hvis de havde taget bagvejen. "Vi skal skynde os lidt.. over imod skoven" forklarede han, som han pegede imod den mørke skov, som man kun lige kunne skimte fra hytten. "Der løber en å, ikke så langt herfra. Vask lugten af, så Mizech ikke indhenter os" fortsatte han uddybende, som han ikke havde i sinde at lede Mizech direkte til dem. Eller han var nu ikke nervøs for det, men drengen måtte gerne tro det. Verbatim havde sørget for at give Mizech en opgave, der ikke bare sådan lige var til at løse og dermed give Deavás chancen for at snuse omkring.. og lege lidt med hans legetøj.

Bart havde aldrig troet, denne dag ville komme. Håbet var stort set givet op på, så da denne mand, denne frelser var kommet til hoveddøren og så endda en dag, hvor Mizech ikke var hjemme, havde det skabt glæde i engledrengen. Nok glæde til at sætte skyklapper for ham. Åbenlyse, røde flag blev overset. At blive frelst var i fokus, hvorfor drengen kunne overse selv de mest åbenlyse fejl og problemer med situationen. Hvordan frelseren havde opført sig. Hvordan han ikke havde kigget efter folk. Hvordan han havde låst døren. Hvordan han ikke havde stillet flere spørgsmål. Havde Bart været ved sine fulde fem - og ikke lige vågnet og blindet af dumdristig håb - havde han spurgt mere. Stillet flere spørgsmål. I stedet fulgte han blindt manden, der endnu lod sit navn være ukendt, udenfor, inden der endelig blev givet et navn til den ukendte frelser.

Deavás. Underligt navn. Så meget tænkte Bart. Men mere lagde han ikke i det. Ikke for nu. Han havde for travlt med at følge efter ham. Han var jo endnu en engledreng med korte ben. Kortere end en voksen mands. Det var ikke nemt at følge med, men Bart gjorde det. Heldigvis løb Deavás ikke. Ellers havde Bart været langt bag ud. Han luntede bag den gående mand.
Igen spurgte Bart ikke ind til, hvorfor de skulle over imod skoven. Som om Deavás kendte stedet godt nok. Der lyttede Bart bare lydigt. Det var først ved mandens anden sætning, at engledrengen stoppede brat op. Brat nok til, at det kunne høres. Op indtil nu havde Bart ikke nævnt Mizechs navn. Han havde ikke nævnt Mizech. Ikke sagt, hvem holdt ham som slave. Hvem, hvis hytte han lige var undslippet. Alligevel kendte Deavás navnet. Détte var et stort, rødt flag. Nok til at fjerne skyklapperne. Langsomt tog Bart et, så to skridt bag ud. Vejrtrækningen blev tung og hurtig. Hjertet bankede hurtigere og hurtigere. "Hvordan? Jeg nævnte ikke Mizech."

Hvor mange stikpiller skulle drengen have, for at han ville ane uråd og stikke halen imellem benene for at flygte hjem? Det var ikke ligefrem den mest imponerende hjerne, som drengen besad. Altså ville eventuelle forsøg, som involverede drengens kløgt, være intetsigende. Der var uden tvivl andre måder at bruge drengen som underholdning, men nu hvor Mizech allerede havde sat sine kløer i drengen, så var det ikke nødvendigvis dét, som Deavás selv var interesseret i. Noget der sikkert ville komme til udtryk inden længe. Alligevel var det imporerende, hvor meget drengen ønskede at komme væk fra Deavás' afkom. Drengen havde måske visse evner, der kunne være nyttige i det lange løb. Men det var næppe noget som Bart ville være enige i. Totur var nok ikke drengens højeste ønske lige nu.

Det faktum, at de bevægede sig væk fra hytterne og imod den mørke skov, lod heller ikke til at være et rødt flag for den lille dreng, der lydigt fulgte efter Deavás ud i mørket. I mørket havde han ikke problemer med at skjule det lumske smil, som drengen fulgte efter bagved ham og månen kun svagt lyste landskabet op omkring dem. Navnet var tydeligvis noget, der kunne sætte alarmklokkerne igang hos drengen. Deavás hørte tydeligt en forandring i drengens bevægelser, som de til at begynde med gik i stå for så at bevæge sig væk fra ham. Langsomt vendte han sig imod drengen, uden at flytte sig tættere på. "Det behøvede du ikke" svarede han ganske roligt. Det hastede ikke at indfange drengen, hvis han valgte at løbe den anden vej. "Mizech har et ganske særligt rygte i byen" fortsatte han, som han løftede blikket imod hytterne bagved Bart. "Det er de færreste, der vil tage en sådan risiko, som jeg gør lige nu, hvis ikke jeg kendte konsekvenserne ved en eventuel fiasko" afsluttede han, som for at forklare drengen, at han måtte kende gerningsmanden for at vide, hvad en eventuel fiasko kunne ende ud i. Hvad nu hvis dæmonen vendte hjem og opdagede at drengen var bort, ville han så ikke forsøge at finde ham og eventuelt hævne sig på hvem end, der ville hjælpe drengen i sikkerhed?

Deavás rørte sig ikke ud af stedet, men lod drengen bevæge sig længere væk. Han kunne sagtens finde ham, for de havde allerede haft direkte hudkontakt med hinanden. Altså var Deavás' evne blevet aktiveret for længst.

Klokker var langsomt og svagligt begyndt at alarmere i drengens hoved. Jovist, selvfølgelig kendte Deavás Mizechs navn. Han havde jo banket på døren. Men det fik drengen til at tænke. Hvorfor havde Deavás banket på? Man bankede kun på døre ved ukendte eller venner. Hvorfor havde Deavás banket på Mizechs dør? Han vidste jo ikke, han skulle blive Barts frelser. 
Derfor, selvom Deavás prøvede at kaste det henkastet væk og fortsætte videre, forblev Bart stående. Faktisk vaklede drengen endnu et skridt tilbage. Fortsatte han nogle flere, ville han ramme en forhøjet rod. Sådan en kunne en fod nemt sidde fast i. Heldigvis var der endnu et par skridt mellem engledrengen og denne. For nu i hvert fald.

"Hvorfor bankede du på herres dør?" spurgte Bart uroligt og rystende. Han ville ikke virke utaknemmelig. Han ville ikke gøre Deavás så sur, at frelseren efterlod ham alene her med Mizechs hytte endnu i baggrunden af billedet. Men Bart var også begyndt at gro skeptisk. Han havde stolet for hurtigt og for meget på Deavás. Han havde ikke stillet spørgsmål til den mørkhåret mand. Var det ikke netop sådan, han var endt som slave? Ikke tænkt sig om og dernæst blevet fanget af en mørkhåret skikkelse, solgt samme aften til Mizech. Det havde været starten på helvedet. Bart havde været blind i helvedet, men selv helvedet kunne fortsætte i blinde.
Endnu et halvt skridt blev langsomt og - i håb - taget lydløst. "Kender du min herre?" Mizechs opdragelse havde tydeligvis båret frugt. Selv uden dæmonens tilstedeværelse omtalte Bart ham som, hvad han var. En slaves herre.

Angsten var langsomt begyndt at omslutte drengen, imens at dæmonen blot valgte at se til. Han havde bestemt ikke travlt med at indfange drengen og trække ham afsted. Det ville være langt nemmere, hvis drengen bevægede sine egne ben i stedet for at Deavás skulle bruge kræfter på at tvinge ham afsted og væk fra Mizech’s hytte. Valgte han først at råbe efter hjælp, så havde han lidt på fornemmelsen af, at han måske ville tiltrække det helt forkerte publikum. Og derved næppe få hjælp. Der var sjældent nogen som bekymrede sig om andet end deres egne sager i Tusmørkely.
Drengen var oprigtig bange, som det hele gik i stå, dermed var Deavás også tvunget til at stoppe op, så afstanden ikke blev for stor imellem dem. Blot så han kunne undlade at løbe langt, hvis drengen tog benene på nakken. Men hvor skulle han løbe hen? Tilbage til hytten, for det sted brød han sig tydeligvis ikke om.
 
Drengen havde endnu et spørgsmål. Der ville ikke gå længe før at drengen ville løbe tør for svar. Deavás ville kun svare på hans spørgsmål i et stykke tid endnu og så ville han ikke længere få nogen svar. Så var det nu smart at stille lige netop det spørgsmål, måske han skulle have formuleret det anderledes? ”For at tjekke hvem der var hjemme” svarede han med et løftet bryn. Hvis Mizech havde været der, så ville det have været dumt at bryde ind. Så skulle han jo virkelig til at forklare sig.
Langsomt bevægede drengen sig væk, men samtidig kom han også tættere på det rette spørgsmål. Eller tilnærmelsesvis. For Deavás kunne fordreje sandheden på mange måder. Men han ville også gerne se drengens udtryk, når han fik den sidste brik i puslespillet. ”Ja,” svarede han med et nik. ”Jeg er hans.. fader” smilet blev bredere. Ville drengen sætte i løb nu?

Langsomt fik Bart sine svar. Denne langsomhed gjorde kun drengen mere urolig. Hvad havde han rodet sig selv ud i? Lige nu virkede Deavás ikke som hans mulige frelser. Tværtimod. På en måde virkede han lige så dyster og sadistisk som Mizech. Kunne der virkelig findes flere af den slags? Spørgsmålet kendte Bart selv svaret på. Havde det ikke været dystre og sadistiske mørkelvere, der havde slagtet hele hans familie, ham inkluderet? Havde det ikke været hans egen morder, han engang havde mødt i skoven? Havde det ikke været dæmoner, som endnu fandtes og vandrede rundt i landet, nogle gange umulige at skelne forskel i mellem?

En nål kunne høres lande på en halmballe efter Deavás' tilståelse. Bart var som fastfrosset til græsset. Øjnene fyldte alle følelserne. Og det var følelser af frygt og ubehag. Mizechs fader? Hvilket bæst kunne have produceret en dæmon som ham? Svaret stod over for Bart med nogle meters afstand. Det var ikke afstand nok. 
"Du-du-du e-er..?" fremstammede Bart. Hans hals virkede knuet sammen til en umulig sløjfe at binde op. Hjertet, der før havde banket lidt hurtigere end regelmæssigt, virkede til snart at ville hoppe ud af brystkassen og spurte afsted ind i skoven, uden Bart. 
Kort kiggede drengen over sin egen skulder. Hvorfor følte han, han kun havde to muligheder; mod Deavás eller mod Mizechs hytte? Hovedet arbejdede på højtryk - og det havde en skarp deadline. Derfor, som Bart drejede hovedet tilbage mod Deavás, havde engledrengen truffet sin beslutning. Uden at sige mere drejede han rundt om hælene og spurtede afsted mod Mizechs hytte. Meget vel var helvedet slemt der, men faderen til helvedets hersker kunne kun være værre.
Men Bart nåede ikke langt. For hans højre fod satte sig fast i roden. Hele kroppen fortsatte dog, indtil ansigtet ramte græsset, resten fulgte med. Han kunne mærke det fugtige græs mod sine ben og lår. Febrilsk prøvede han at få foden fri. Grene i håret og jord i ansigtet arbejdede han ukampdygtigt. For foden sad fast. Han skulle trække den tilbage for at få den fri, men hvornår tænkte en dreng logisk, når han følte, han stod ansigt til ansigt med sin død? Igen.

Hvad var det der hastede sådan? Selvfølgelig befandt Deavás sig ikke i samme situation, som drengen gjorde, men det kunne han heller ikke tage højde for lige nu. Desværre for drengen, så bekymrede Deavás sig slet ikke for ham, slet ikke de smerter, som hans afkom havde forvoldt ham. For han skulle være glad for, at han stadig var i live. Deavás var mere til ekstreme metoder, der involverede bare en smule mere blod end, hvad drengen nok kunne holde til. Men måske han i virkeligheden frygtede Deavás mere end hans søn? Det var måske det rette at gøre, men hvad kunne han vide? Måske problemet var uvisheden..

Så faldt det hele på plads for drengen. Frygten strålede ud af hans blik, som han så ud til at være gået fuldkommen i baglås. Hvad Bart ikke vidste var, at Deavás ikke havde haft nogen indflydelse på Mizechs opvækst eller opdragelse. Så kunne han virkelig få skylden for hvordan barnet opførte sig? "Hans fader" gentog han, som det virkede umuligt for drengen at få ordene ud over sine læber. Deavás smile blot. Køligt og kynisk, men også med et farligt glimt i øjnene. Drengen lod til at opveje om han skulle vende tilbage til Mizech eller satse på det selskab, han stod i lige nu. Drengen endte med at løbe.

Bump.. drengen faldt ligeså langt, som han var. Hen over roden fra et gammelt træ. Skoven var engang langt større end hvad der var tilbage nu. Noget der tydeligvis kom i vejen for drengen nu. Deavás valgte at tage de få skridt hen til drengen for at sætte sig på hug ved hans ben. Han placerede en hånd imod foden, der var fanget af roden. Deavás tog ordentligt fat i benet, som han trak det til sig og dermed fri af roden. Så slap han benet og vendte blikket mod englebarnet. "Løb.." hviskede han med en grusom undertone, som var det underholdende at drengen overhovedet forsøgte at flygte fra ham. 

Måden, hvorpå Deavás bevægede sig langsomt hen til Bart, fik drengen til næsten at ville skrige. Nøgleordet var næsten. Bart var ikke idiotisk nok til at skrige her. Han var i en by fyldt med typer som Mizech. Han var heldig, at dæmonen ikke havde ville dele ham endnu. Være en form for fælles slave for hele byen. Nej, det ville være idiotisk at skrige. Derfor lod han blot hovedet vige væk. Den barnlige reaktion. Hvis man kiggede væk, skete det ikke. Sådan havde Bart gjort mange gange. Nogle gange med Mizech, når dæmonen ikke beordrede øjenkontakt. Eller da flere i familien blev dræbt. Kig væk, så skete det ikke. Hvad en dejlig løgn det var.
Men Deavás tog ikke fat i Barts ben for at rive drengen til sig. Jo, dæmonfaderen tog fat i det og rev til. Men for at rive det fri, ikke til sig. For da foden ikke længere var låst til roden, blev hele benet sluppet fri. Bart kunne ikke andet end kigge forvirret på Deavás. I det ene sekund håbede han på barmhjertighed. Måske havde han fejlbedømt ham. Men så kom den grusomme hvisken. Ét ord var nok til at sætte hjertet i dobbelt fart. Alligevel forblev Bart halvt liggende i et halvt sekund. Løb? Hvorhen? Men det kunne han ikke tænke på. Derfor rejste drengen sig og løb den modsatte vej af Deavás. Og hvad var modsat dæmonfaderen? Sønnens hus.

Hvor længe Bart kunne løbe fra Deavás, vidste han ikke. Drengen kiggede ikke bag ud. Han løb, som gjaldt det livet. Gjorde det ikke også det? Jo, det følte han. Trøjen blafrede i vinden. Blæste op, hen, ned. Bart var ligeglad. Han havde ét målt for sig og det var Mizechs hus. Helt præcis bagdøren. For den havde Deavás ikke låst. Havde han?
Bagdøren blev nået. Prustende åbnede Bart den i fuld sving. Han skulle lige til at løbe igennem huset, da fornuft kom over drengen. Han skyndte sig at lukke døren, uden at kigge frem. Han ville ikke se, hvor tæt Deavás var. Han ville bare lukke døren. For så kunne han dreje på låsen. På en måde var det poetisk. Lige nu ventede drengen på én person. Han ville gerne have, at Mizech kom hjem. For noget tid siden havde drengen ville flygte fra dæmonen og nu bad han nærmest til guderne på, at han ville komme hjem. Var Bart begyndt at blive skør? Måske.

Selvom drengen var lammet af skræk, så lod han tydeligvis ikke skrækken tage over, de fleste ville nok have skreget af lungerns kræft, men drengen forblev stum, måske endda mundlam. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere eller hvad der ville være den bedste måde at reagere på. Så i stedet skævlede han blot, som Deavás kom tættere på og lagde en solid hånd omkring drengens ben. Han sad jo fast og det ville ikke være sjovt at fange én, der allerede lå ned. Nej, så ville han hellere give drengen et glimt af håb og se, om han kunne få noget ud af det. Der var noget ganske særligt over at se håbet i øjnene blot for at skubbe det væk, så det slukke og fordufte. Det var da også tydeligt, at Deavás handlinger forvirrede drengen, som foden kom fri af roden og derved slap ham helt. Han var fri til at gå eller løbe, eller sådan da, men det kunne drengen selvfølgelig ikke vide. Deavás blev dog siddende på hug, som drengen vendte rundt.. Han så til, som drengen løb over det våde græs, direkte tilbage til hytten.

Langsomt rejste dæmonen sig fra det våde græs, som han rettede på den hvide skjorte og bevægede sig tilbage imod hytten. Drengens lys var tydelig, særligt når forbindelsen var så frisk i hans hukommelse, så han var slet ikke i tvivl om, hvor drengen befandt sig henne. Derfor gik han også roligt tilbage imod hytten, som han stoppede foran bagdøren og skubbede en hånd ned i lommen, som han hev noget ud af lommen og bankede på. Det lød, som noget metal imod den gamle trædør. "Har du tjekket låsen, Bart?" hviskede han ligeså stille, som han lige nu stod med en meget vigtig detalje i hånden. Uden nøglen kunne han vel ikke låse den. Medmindre han vidste, hvor der var en reservenøgle selvfølgelig. "Mit afkom har tydeligvis ikke gjort det godt nok, hvis du frygter mig mere end ham" lo han køligt. Bart havde ingen ide om, hvad Deavás kunne finde på, men alligevel ville han langt hellere tilbage til sin herre i hytten. Altså havde Mizech ikke bearbejdet drengen nok endnu.

Nøglen! Hvor havde Bart været idiotisk. Deavás havde taget nøglen med. Havde dæmonfaderen forudset dette? At han ikke ville nå langt med engeldrengen, derfor han havde taget nøglen med. I tilfælde af at Bart ville finde vej tilbage her. Prøve at søge tilflugt i sin slavemesters hytte? Hvorfor skulle dæmoner også være så zalans snedige? De var altid ét skridt foran, hvis ikke flere. Og Bart var et marathon bagud. Han var heldig, hvis han bare kunne se hælene på dem. 
Han stod med ryggen til væggen. Benene rystede. Knæerne bankede næsten mod hinanden. I det mindste holdte han blæren fuld. Mizech ville ikke være tilfreds, hvis han så en pøl af lunkent tis på sit køkkengulv. Men dét bekymrede Bart sig ikke for lige nu. Han havde Mizechs far at bekymre sig om. Æblet faldt ikke langt fra stammen. De var begge sadistiske. Tortur behøvede ikke være fysisk. Psykisk tortur virkede lige så fint, hvis ikke mere. For havde det ikke været mentalt stres, Deavás havde udsat Bart for? Givet håb, fjernet det, forvirret ham, løb efter ham uden at fange ham.

"Gå væk. Gå væk!" sagde Bart igennem døren. Men som nøglen blev banket på døren, travede ham frem ad. Der var kun træ i mellem de to og den var ikke låst. Og med Deavás ord frygtede Bart kun, hvad han ville gøre. Hvordan han ville vise, hvordan hans søn skulle have arbejdet på Bart.
Uden at tænke løb Bart igennem hytten. De nøgne fødders fodtrin kunne høres, som han fandt vej hen til det sted, han havde været, før dette var begyndt. Soveværelset, sengen. Noget i hans underbevidsthed måtte have taget ham herind. Det sted, han havde været lige inden. Kort ledte drengen efter et gemmested. Det eneste, han kunne tænke på, var under sengen. Derfor møvede han sig derind, ligeglad med støv og hvad end Mizech havde herunder. Måske Deavás ikke ville kunne finde ham her? Måske ville dæmonfaderen lede længe? Måske han ville kede sig og giv op? Måske kom Mizech hjem og frelse Bart fra hans fader? Tænk, hvilken tanke det var. Mizech være frelser. Guderne måtte virkelig have en umenneskelig humor.

Den hule lyd, da metallet ramte træet, måtte give genlyd inde på den anden side af døren. Deavás var ikke overrasket over, at drengen måske ikke lige havde tænkt det hele igennem. Han var fanget på sengen, næsten bogstaveligtalt, som han ikke havde haft den store chance for at tænke tingene i igennem. I stedet bar fødder ham igennem det våde græs og nu hen over det knirkende trægulv. Hjernen var nok slået fra for at forskåne drengen for hvad der kunne komme, eller hvad der måtte komme. Deavás havde ikke i sinde at gå tomhændet derfra, som han dog ikke trak i håndtaget med det samme, men lige skulle nyde drengens frygt bare en anelse mere. Han kunne lugte sved. Drengen var presset og kroppen var på overarbejde.

De små fodtrin løb hen over trægulvet, som lyden blev svagere og svagere. Deavás smilte blot, som han ligeså stille trykkede håndtaget ned. Døren knirkede ganske let, som han trådte ind igennem dem og langsomt lod den glide i bagved sig. Han vendte dog rundt, som han stak nøglen ind i hullet og drejede låsen ham. Nøglen tog han med, før at han stille bevægede sig igennem hytten på ny. Så fik han da også chancen for at se andet end opholdstuen og køkkenet.
"Kom ud og leg, Bart.." lo han ganske hånende, som han var stoppet op ude på gangen, med blikket rettet imod soveværelset. Han var slet ikke i tvivl om, at drengen havde gemt sig derinde og helt præcis lå krøllet sammen under sengen. Skridtene fortsatte over trægulvet, som han trådte ind på soveværelset og stoppede for enden af sengen. "Så du foretrækker en blød seng, frem for vådt græs?" det var den samme legende tone, som tidligere. Han bankede nøglen imod sengerammen, som han trippede ganske let med den ene fod.

Der var lige pludselig helt stille i hytten, som Deavás lagde nøglen ned i bukselommen og lod blikket vandre rundt i sønnens soveværelse. En smule primitivt og beskidt, som han rynkede ganske let på næsen. Han løftede hænderne for at åbne de 2 øverste knapper i skjorten. Skulle han virkelig trække drengen ud fra under sengen? Et suk fyldte rummet, før at han bukkede sig ned på hug og greb fat om drengens ene ankel i et forsøg på at hive ham ud, så han kunne låse ham til gulvet med en hånd imod hans brystkasse.

Bart var fanget i et hjørne. Han kunne tydeligt høre, hvordan døren blev åbnet i køkkenet. Hjertet hamrede bare afsted. Dette var nervepirrende. For der var ingen veje at flygte. Kun én vej og den ville tage tid. Plus den ville efterlade Bart i den mest sårbare position. Maven på gulvet og numsen oppe. Ja, han var godt fanget.
Lydene af Deavás' fodtrin var som sendt fra helvedet. Det var tortur, især fordi de kunne høres tydeligere. De blev højere og højere Som om dæmonfaderen vidste, hvor engledrengen var. For det virkede til, at Deavás gik målrettet. Var Bart så forudsigelig? Vidste han, at en engledreng ville søge tilflugt på soveværelset? Og ikke engang hans eget. Det var Mizechs. Deavás måtte vide, hvad der skete under dette tag så. Og alligevel ville han lade det ske. Ja, Deavás var sandelig hans søns fader.

Den hånende stemme ekkoede nærmest i hele hytten. Bart spjættede halvt af frygt. Det gav en lille lyd. Hvis ikke Deavás vidste, hvor drengen gemte sig, ville det ikke kræve meget nu. Måske dæmonfaderen kunne høre hjertet. Det hamrede højt. Bart syntes at kunne høre det i sine ører. Høre det banke mod trommehinderne. Åndedraget var heller ikke komplet lydløst. Bart havde spurtet henover græsset. Han prustede nærmest. Hjertebanken og frygten gjorde det ikke just bedre.
Nej, nej, nej, nej.
Dér kom han. Bart kunne se, hvordan Deavás' sko kom ind ad døren til soveværelset. Drengen ville gerne bare springe ud og løbe videre. Men han kunne ikke. Han ville blive fanget inden. Derfor måtte han blive, som han lå. Deavás bevægede sig rundt. Et spinkelt håb om, at Deavás bare ledte overalt og ville gå ud, strejfede drengens sind. Men med hans held om håb ville dette ikke være sandsynligheden. Og det var det heller ikke. For pludselig blev Bart snakket direkte til. Hans gemmested blev røbet. Uden en chance for at kravle væk kunne drengen mærke et greb om den ene ankel. Straks begyndte Bart at sparke med benene. Måske han kunne komme fri sådan. Men selv med det og hænderne, der prøvede at holde fast i gulvet, var det til ingen nytte. Deavás ville nemt kunne trække den lette dreng ud fra sit dårlige skjul. Derfor gjorde drengen ikke andet end skrige. For i hytten kunne han skrige uden naboerne hørte det. Eller reagerede på det i hvert fald. Efter alle disse måneder. Efter alle disse skrig havde ingen banket på.