Ørerne fra skovelvernes slaveindhegning havde efterladt et blodigt mærke i Zafaels hænder. Han lagde dog ikke mærke til det, som han i stedet ivrigt greb en pande i kabyssen og lod duften af stegt elverkød brede sig ombord på Tåren. Det røg en smule fra dem, som han fik dem omhyggeligt arrangeret på en tallerken - kanterne af de spidse ører var stegt helt sprøde, men det inderste af kødet var stadig blødt. Perfekt til kaptajnen.

Nærmest dansende bevægede han sig gennen det stadig søvnige skib mod kaptajnens kahyt. Mange af besætningsmedlemmerne var gået i land, men han vidste, at hun stadig var ombord .. og hun ville utvivlsomt værdsætte hans tilnærmelser mere, nu hvor han bragte hende så kostelig en delikatesse!

"Kaptaaaaajn ~" Nærmest sang han, som han bankede på hendes dør. "Jeg bringer Dem noget lækkert!"

Benene var smækket op på bordet, og selv var Aistaraina tillænet. Hun sad og vendte en skakbrik i sin hånd. Brikken hun havde fået fra Nalish’ra ypperstepræstinden for et stykke tid tilbage, og tænkte over på de seneste nyheder de havde fået fra fastlandet. Åbenbart var der ikke åben jagtsæson på dem mere som race. Kunne de gå tilbage til hvordan tingene var før?

Hun havde ignoreret lugten af kød der havde bredt sig til hele skibet, for hun vidste trods alt godt hvordan hendes besætningsmedlemmer havde det med kød. Mange af dem var næsten lidt begejstret.

Hun havde dog heller ikke forventet selv at få besøg, og da hun hørte en banken på døren, hævede hun et øjenbryn, og satte skakbrikken fra sig.
”Kom ind,” lød hendes stemme, og hun tog benene ned fra bordet og satte sig mere rank op. Hun havde ikke gjort så meget ud af sig selv, og hendes hår var også løst, bortset fra en simpel fletning der hang ned, fyldt med guldringe, for alligevel at gøre det mere end bare en fletning. 

Zafael var ikke ligefrem nogen kok, dertil havde han som regel alt for lidt tålmodighed, men han synes alligevel at det var gået rigtig godt med at give ørerne den helt rigtige sprødhed. Det måtte naturligvis være, fordi han havde hældt alt sin kærlighed i foretagenet!

Hjertet slog hurtigt, som kaptajnens bløde, vidunderlige stemme lød fra den anden side af døren, og han åbnede den, mens han holdt tallerknen med lækkerbidsknerne frem, som var det en ærespokal. Hun så smuk ud med det løse hår, kunne han ikke undgå at bemærke..

"Friske og sprødstegte skovelverører, skåret og tilberedt særligt til Dem!" Annoncerede han glad, mens han trådte frem og stillede tallerknen på hendes bord. Det dampede en smule fra kanten af ørerne, der sirligt var anrettet.

Zafael var altid lidt overdreven i sit udtryk omkring Aistaraina, men hun havde bare lært at leve med det. Loyaliteten var trods alt rar, selvom hun godt havde bemærket at han var lidt mere glad for hende, end hun nogensinde ville være for ham. Det var dog ganske uskyldigt og der var ikke så meget at gøre ved det.

Gaven han havde med denne gang, var dog ikke lige hvad hun havde forventet.

Lugten ramte hende ligeså snart døren gik op, og hun rynkede lidt på næsen, og så ramte ordene hende. Hun kiggede ned på tallerken der tydeligvis var forberedt med et formål, men bare tanken om at spise kødet, gav hende næsten lidt en brækfornemmelse. Rødt kød var virkelig ikke en ting hun havde brudt sig særlig meget om i årevis.
”Til mig?” lød det lidt tøvende fra hende. Selvom luften allerede var tung for en vis mængde akavethed fra Aistarainas side, så var hun heller ikke typen til at lyve om sådan noget. ”Jeg troede du vidste at jeg ikke spiser… elver.” hun rakte over og skubbede tallerkenen tilbage mod Zafael. 

Zafael betragtede spændt Aistarainas ansigt, og han kunne allerede fornemme på hendes udtryk, at et eller andet ikke var helt, som hun foretrak det. Elverørerne gav ellers en liflig duft af brændt kød fra sig, som de stod og så indbydende ud foran hende .. indbydende hvis man var til kannibalisme, altså..

"Åh.." Hendes ord føltes som en skarp klinge, der borede sig ind i hans hjerte. Hvordan havde han ikke vidst det!? En mand som ham .. det var information, han burde have fundet ud af. Hun havde alt ret til at være skuffet over ham!

"Jeg .. er der noget andet, jeg kan skaffe Dem, kaptajn?" Spurgte han, mens han mærkede hjertet synke i livet. Han havde jo gjort så meget ud af det med elverørerne .. og hun ville ikke engang smage en lillebitte bid!

En lille del af Aistaraina havde ondt af Zafael, fordi han havde gjort sig så meget umage, men en større del syntes nu alligevel at maden var lidt for tæt på hende, og hun ville faktisk allerehest have den lidt på afstand.
“Nej, jeg har mistet min… appetit.” HUn skævede mod serveringen foran sig. Lugten var mere håndtérbar når den var ude på dækket, men herinde den stinkede den alting op, og hun kunne godt mærke at hun gerne ville have åbnet en vindue så hun kunne lufte lidt ud herinde. I hvert fald ligeså snart Zafael var smuttet.

“Jeg beder selv Melantha om noget mad, hvis jeg bliver sulten. Så du kan jo selv spise… delikatessen.” Hun rynkede sig på næsen. HUn ville aldrig forstå mørkelveres fascination ved menneske og elver kød, men hun spiste trods alt heller ikke rigtig rødt kød. HUn foretrak det lysere kød, og allerhest fisk eller hval. Resten af besætningen kunne spise hvad de ville.

Zafael kiggede på de fint anrettede elverører med et trist blik. De så lækre ud, syntes han, og de duftede indbydende. Men det var åbenbart ikke noget, der faldt i kaptajnens smag.. Han tog forsigtigt anretningen op i hænderne igen og bukkede hovedet mod hende. "Javel, kaptajn!"

En tanke faldt ham ind og han tøvede med tallerknen i hænderne. Egentlig ville han gerne smage delikatessen selv, nu hvor han var gået igennem så meget besvær for at få fat i den .. men ville Aistraraina måske se ham i et dårligere lys, hvis han gjorde det? Hun sagde jo godt nok, at han kunne spise det, men måske ville hun dømme ham for det..

"Vil .. ehm, du foretrække, hvis dine besætningsmedlemmer ikke spiser elverkød?" Spurgte han forsigtigt. Egentlig havde han lyst til at sige udkårne i stedet for besætningsmedlem, men det var ikke helt der, de var .. endnu.

Aistaraina ville nok foretrække hvis hendes udkårne ikke spiste kød, ikke at hun nogensinde forventede at finde sådan en, men i det mindste uden alt for meget elverkød ville være at foretrække. Lugten føltes altid kraftigere. Hendes besætningsmedlemmer kunne dog gøre som de ville, mere sart var hun ikke, men Zafael var trods alt ikke hetl så klar i mælet om hvilken position han spurgte om. Hvis han var lidt for direkte, så ville han trods alt nok mere få en direkte afvisning.

“I kan spise som I vil,” sagde hun. “Så du kan dele det med de andre besætningsmedlemmer hvis du ikke selv har lyst til at spise det.” Ikke at hun forventede det. Hun følte lidt at han havde været med til et af de store mennesker måltider før, men det var jo op til ham. HUn vidste mørkelvere kunne blive rastløse uden deres ugentlig kød.
“Men var der mere du ønskede, Zafael?” Spurgte hun, som en tydelig hentydning om at det nok også var på tide at han skulle ud af kahytten. HUn ønskede i hvert fald ikke mere elverkød herinde.

Zafael følte nærmest, hvordan han kunne mærke hendes skuffelse tydeligt i rummet. Skuffelsen over ham og det han havde bragt hende! Lysten til selv at sætte tænderne i de knasende elverører var nærmest forsvundet, og han så trist ned på tallerknen.

De to ører lå der og så lidt sørgelige ud, kanten lettere branket.

"Jeg hører om der er nogle af de andre besætningsmedlemmer, der vil have dem.." Sagde han opgivende. Han lignede lidt en ballon, hvor luften var gået ud. Inden han forsvandt ud af kahytten, vendte han sig dog mod kaptajnen med et højtidelig ansigtsudtryk:

"Jeg lover ikke at bringe mere elverkød ombord på Tåren, kaptajn!"

Hvis hun ikke brød sig om det, skulle han i hvert fald ikke være den, der var skyld i dets tilstedeværelse. Det ville aldrig lykkedes ham at imponere hende, hvis han skuffede hende med den slags!

Stakkels lille dreng. Tanken var der lige kort i Aistarainas hoved, men hun havde ikke tænkt sig at bøje sig fordi nogen fik ondt i røven over at der var visse ting hun barei kke brød sig om at spise. Det var trods alt ikke et etisk udgangspunkt, men bare at smagen aldrig havde været tiltalende for hende. En fejl i hendes opdragelse ville mange nok have sagt, men der var der selvfølgelig så mange ting der var galt.

“Hvad end du ønsker,” sagde hun og trak på skuldrene. Hvis han ikke ville spise det, så var der sikkert nogle andre der ville kaste sig frådende over maden, og om han stoppede med at spise elverkød, det var ikke hendes problem, så lang tid han ikke prøvede at få det igennem til resten af besætningen. Så ville hun først have et problem med ham, for det ville gøre at problemet var rettet mod hende.
“Vi sejler om 2 dage, så vær også klar til den tid,” sagde hun også selv som en sidste kommentar rettet hans vej på vej ud af døren. Men ligeså snart døren var lukket, så var Aistaraina også oppe og henne for at åbne hvad hun kunne så der kunne komme noget frisk luft ind, og forhåbentlig få den forfærdelige stank ud. Ugh, hun hadede rødt kød.

Så kølig, kaptajnen kunne være.. det gjorde blot Zafaels higen efter hende større. Tanken om at smelte hendes kolde hjerte tiltalte ham gevaldigt - nok til, at han snildt kunne undvære at sætte tænderne i elverkød for evig tid.

"Jeg vil være klar, kaptajn!" Han bukkede fejende for hende, inden han forsvandt ud af kahytten, et øjeblik tankefuldt betragtende den lukkede dør. Forhindringer. De var til for at blive overvundet.

Den sørgelige tallerken med elverørerne, som nu var ved at blive halvkolde, blev stukket i hænderne på den nærmest dæksdreng, inden han vendte ryggen til og hastigt løb over dækket. Hvad end der skulle til at vinde hendes affektion, ville han finde det!