"Nej nej nej! det ser helt forkert ud!" udbrød den unge, og friske fyrstesøn. Han stod foran fire tjenestepiger, som alle mente at tøjet de havde fundet frem til ham. Tilmed også, prøvede at få til at passe på ham, var perfekte for Dain. Ganske utilfreds, undslap han et suk over tøjet. Det var slet ikke, som han havde forestille sig. Ganske sikker på, at pigerne slet ikke kendte hans stil, eller vidste hvad de skulle tilbyde ham.

Hovedet tiltede Dain en smule, og lod sine lyserøde øjne glide ned over sig selv. Tøjet var slet ikke i den kvalitet som han havde regnet med. Hvad havde disse tjenestepiger ikke tænkt sig. At en fyrstesøn som han gad iklæde sig tøj, som ikke var af det fineste materiale. Han spejdede kort rundt i håb om, at kunne finde sin fader et eller andet sted. Var han mon i nærheden? stod han og flirtede med diverse hunkøns væsner igen? eller var han igang med noget helt andet. 

Pigerne kiggede alle bekymrede, og insisterede på, at fyrstesønnen skulle afprøve lidt mere tøj, selvom Dain efterhånden var blevet træt af pigerne. De havde ingen sans - det mente han ikke. Han krydsede armene, og skulle lige til at beklage sig, over hvor dårlige pigerne var, før han mærkede et prik imod sit ben"Av! hvor vover de at prikke mig med den nål, kan de ikke holde øjnene på andet end min hud"tydeligt, var fyrstesønnen ikke tilfreds. Hvis der var nogen i nærheden, ville de sikkert tro, at den kække prins havde fået det forkerte ben ud af sengen. 

Tunge skridt kunne høres på gangen, inden døren fløj op. Dains fader, selveste fyrsten, stod i døren og så med et anstrengt blik på det, der foregik i rummet .. nogle gange overvejede han, hvordan det kunne lade sig gøre, at tjenestefolk var så helt og aldeles uduelige!

"Ud!" Knurrede han, og tjenestepigerne slap omgående hvad de havde i hænderne for at skynde sig ud at rummet, naturligvis nejende for både fyrste og fyrstesøn på vejen. Der kom en lille tsk'ende lyd fra Sephyrans læber, mens han så på kaoset i rummet, særligt hæftende sig ved klæderne, som hans unge søn havde nægtet at tage på.

"Hvad er problemet, Dain?" Spurgte han, lettere opgivende, mens han han vandrede hen til vinduet og trak det tunge fløjsgardin fra, for at kunne se ud i den smukke have med sit væld af blomster, der måtte magisk holdes i live i det barske ørkenklima. Det smertede ham ofte, at han ikke kunne give sig nok tid til sine sønner, men i stedet måtte lade omhyggeligt udvalgte tjenestefolk stå for meget af den opdragelse, der skulle gøre dem til rigtige mandfolk..

"Dette tøjstykke, og disse klæder fader. Det er problemet" svarede han ganske enkelt, og en smule snerrende. Ikke at det var med vilje, men han var bare træt af de tjenestepiger, som ikke kunne finde ud af noget. De kunne godt finde ud af at servere mad, og vin og andre lækkerier. Men lige nu, når det handlede om tøj. Så var det som om noget var gået galt. Dain var irriteret, og især når omhandlede hans beklædning. Han ville gerne fremstå charmerende, viljefast, og afspejle sin faders beklædningsstil.

Generelt, så ville han bare gerne gå klædt, som den prins han faktisk er. Han lagde hovedet på skrå, og betragtede sin fader et øjeblik. Det var tydeligt, at se hvordan sin fader bevægede sig, og hvordan hans stemme rungede i hele rummet"Jo fader.. Ser du, tjenestepigerne kunne ikke finde ud af, at designe, og skabe noget tøj af det fineste kvalitet" og det var sandt i hans mening, og optik. Han var træt af alle de valg om billigt stof, og farver som slet ikke behagede ham.

Et dybt suk forlod hans mund, og han strøg en hånd igennem sit hår, og han satte sig i et øjeblik ned på kanten af sin seng. Han var glad for at se sin fader. Beundringen steg hurtigt op, som han fik et lille smil frem"Jeg burde nok ikke brokke mig over det. Men jeg vil mene, at det er vigtigt at en prins, fremstår elegant, høflig, og stilfuld" fløj det så ud ad hans mund, som han afventede sin faders ord, og reaktion.

Dain var utvivlsomt ved at nå den rigtige besværlige alder. Tiden hvor at hormonerne susede rundt i kroppen, og det var vigtigt at te sig og fremstå på den helt rigtige måde. Det betød naturligvis også, at der skulle sættes skik på ham, men Sephyran havde et lille, svagt punkt, når det kom til sønnerne: opførte de sig bestemt og forlagende, var det jo blot et bevis på, at de var ved at blive rigtige mandfolk. En opførsel som Dains ville fyrsten på intet tidspunkt have accepteret fra en af sine døtre, men der blev gjort en forskel, når det i stedet drejede sig om en søn.

En anelse besværet af sine egne lange, behagelige silkegevandter bøjede fyrsten sig og samlede de bortkastede klæder op, for selv at inspicere dem. En rynke gled over hans bryn: "Det her er ikke rubinsk kvalitet.." 

Han havde godt hørt rygterne om, at safirisk silke var begyndt at komme på mode, men det betød ikke at hans sønner, skulle gå klædt i den slags. En lille brummen kom igen fra fyrsten, som han slap klæderne igen og vendte sig mod sønnen:
"Naturligvis har du ret i, at det er sådan en prins bør fremstå, min dreng. Hvad siger du til, at vi ser hvad din onkel Fareed har tilsendt os for nylig? Der kan vi nok finde nogle bedre klæder.."

Han gjorde mine til at vende sig mod døren, men tøvede et øjeblik: "Men så vil jeg heller ikke høre mere hyl og brok fra dette kammer! Det er ikke sådan en prins teer sig." Sagde han med antydningen af noget faretruende i stemmen. Der var trods alt kun så meget han ville finde sig i, fra sine sønner.