Det var hen af eftermiddagen, og krystallerne der hang mellem træhytterne og på gangbroerne oplyste området i et blødt, hjemligt skær. En kold vind blæste fra Elverhøjene, og trak de sidste gyldne blade fra trækronerne med sig i en hvirvlende dans gennem aftenmørket. Sammen med bladene gled en punkti fra et af de oplyste hjem, med en besked bundet om benet.

Det var ikke første gang Cornélian havde haft brug for sin broders assistance siden han var kommet tilbage til de vågnes verden, og det ville næppe blive den sidste heller. Det var dog ikke et hvilket som helst problem der havde fået Vinterens stemme til at række ud denne gang, og af samme grund havde han skrevet et kort brev i stedet for blot at opsøge sin broder som han plejede.

Kærer Elisor

Jeg har brug for hjælp.

- Cornélian

Kort og præcist var brevet men der var næppe behov for mere, havde Cornélian resoneret da han hastigt havde skrevet de tre linjer og sendt dem med Telari der belejligt havde svaret da Cornélian havde fløjtet efter en brevbærer. Nok havde han afvist de første fire fugle der var kommet, fordi han synes de ikke havde virket helt pålidelige nok, men Telari var der ingen tvivl om nok skulle få beskeden frem til Elisor, hvor end broderen nu havde forvildet sig hen!

Efter brevet var sendt afsted, satte Cornélian sig i sin stol i stuen med hænderne i skødet og ventede. Det kriblede i ham for at vende tilbage til sit arbejde og skubbe aftenens andre gøremål til siden, men han holdt sig i skindet og blev siddende. Han var nød til at være klar i hoved og fokuseret når Elisor kom, for det aftenen bød, ville kræve alt af ham.

Kærer Elisor

Jeg har brug for hjælp.

- Cornélian

Elisor havde kigget kun en gang på de tre linjer hans bror havde skrevet ham, (Og givet Telari den passende tak for at sikre hun ikke blev mopset de næste par dage) før at han havde trukke en rejsekappe om ham for at finde Cornélian. 

Mange ville næppe have set brevet i så alvorligt et lys som Elisor havde, men mange år havde lært ham at jo kortere en besked han fik jo mere nødvendigt var det fortælle ham det ansigt til ansigt, istedet for at udpensle alle de detaljer han ønskede han havde overvejet inden at de mødtes.
Samt det at hans tvilling ikke selv havde opsøgt ham tydede på at det emnet var af en karakter hvor det skulle diskuteres et sted Néelian følte sig mere tryg og han nok ligeså ikke ønskede at blive forstyrret af andre.
Men hvad præcist han skulle have hjælp til kunne selv Elisor ikke regne ud fra de tre linjer, ved et rent tilfælde havde han aftenen fri, Daeralde havde nogle bekendte hun skulle besøge, og modsat hvad nogle af de nyere rygter sagde sad de ikke sammen ved hoften.

Tre hurtige bank lød på døren før Elisor åbnede den og trådte ind, "Jeg fik dit brev Néelian" Lød det mens den sorthårede tvilling hang kappen på plads, og vendte snuden mod stuen.

Cornélian ventede til den andet bank inden han rejste sig op fra sin stol og vendte opmærksomheden mod åbningen til entreen. Det var altid bedst at vente til det andet bank, frem for det første, for ellers troede folk bare man havde stået og ventet på dem.
"Godt jeg satte min lid til Telari så. De andre brevfugle så ikke pålidelige ud" kaldte han tilbage.
Hjemmet lignede sig selv, som det havde de sidste knap 300 år - næsten da. Selvom der var få ting der flyttede sig i hjemmet der stadig bar den tunge vægt af savn, var der begyndt at ske små ændringer. Kostene bag døren stod ikke længere hulter til bulter, men stod ret på række i faldende højde. Et blik ind i køkkenet så det ordenligt ud, og lignede ikke længere en sjældent brugt slagmark. Det var små men sikre tegn på at Cornélian var til stede i familiehjemmet, om ikke andet i en praktisk kapacitet.

Igen ventede Cornélian til Elisor var 2 skridt nede af gangen, før Cornélian selv satte i bevægelse mod åbningen, så det passede med at han kunne møde Elisor i en broderlig omfavnelse lige indenfor stuens område. Det var et tæt kram, men også kort, inden Cornélian trak sig tilbage og så sin broder an.
"Jeg har besluttet at sige farvel til Innil Eli. Men lige nu er alt herinde minder om hende. Så du skal hjælpe mig med at udvælge 2-" han stoppede sig selv og så kort ud som om han havde bidt den sureste citron "Nej, 5 ting. 5 er bedre. 5 kan ikke deles. Hendes yndlingstal var 8, men det kan dele for nemt, en evighed der bliver til 2 intetheder, men 3 er et af mine yndlingstal, fordi det er et primtal, ligesom 3989, og 8-3 er 5... Så 5 ting der skal være mine minder om hende" erklærede Cornélian med et stift nik, som han slog sin egen logik fast og fandt svaret ikke var frastødende.

Elisor rystede smilende på hovedet, "Jeg er glad for at hun kunne hjælpe" Hvordan det lige var lykkedes Cornélian at fange Telari på en af de få dage hvor hun var ude som bud fugl for andre end ham selv måtte skoven vide, men det ville næppe undre ham hvis Cornélian havde memoreret hvilke dage at Telari var ude som brevfugl. 
Smilet på Elisors læber blev kun større af at opdage at broderens hjem bar præg af at han faktisk brugte tid på at få det til at være som han ville have det, eller i hvert fald den rydelig del af det.

At se tvillingerne kramme var på ingen måde en ny ting, og de havde en tendens til at kunne regne ud hvordan den anden havde brug for at krammet skulle være for den anden. Men Elisor måtte alligevel se måbende på sin tvilling "Du har a-hva?" Lød det overrasket som det præcise antal ting der skulle udvælges blev forklaret og fremlagt.
Det var fantastisk hvis Néelian var klar til at give slip, men også lidt svært at tro på samme tid. "Så fem ting siger du? Fem er også et fint tal." Medgav han og lod øjnene glide over rummet. "Jeg håber det er i orden at spørger, men hvad har fået dig til at tage den beslutning?" Ikke at han havde noget imod den tvært imod, men han var ganske nysgerrig over hvem eller hvad der havde fået hans broders tanker derhen.

Cornélian tog sin tvillings reaktion ind og den var næppe overraskende. I sandhed havde Cornélian selv svært ved at tro han virkelig var ved at gøre det, men samtidig var han ikke i tvivl om at det var rigtigt. Han ville gøre det nu.
Elisors udbrud var lige ved at få den bogstavelige bror til at gentage sin forklaring, men Cornélian tog dog sig selv i det, da Elisor i stedet bekræftede det var et godt antal og Cornélian nikkede blot i stedet, taknemmelig over sin broders forståelse.

Det næste spørgsmål fik dog Cornélian til at tøve. Han fugtede læberne og åbnede munden for at svarer men lukkede den blot igen uden at have ytret et ord. Brynene klemte sig nærmere og nærmere hinanden som han fik et næsten forstoppet udtryk af ren tænksomhed.
"Nej. Det må du ikke spørger om. Ikke endnu." erklærede han til sidst "Det er... kompliceret og kommer til at tage tid at forklarer. Hvis jeg skal gører det nu, får vi ikke fundet de 5 ting. Så det må vente" forklarede han efterfølgende som forsikring om at han nok skulle fortælle om det og forklarer sig, men at det måtte blive senere.
Det var en let anspændt Cornélian der så afventende på Elisor, for at se om hans forklaring blev godtaget.

Cornélians reaktion var næsten i sig selv svar nok på spørgsmålet, men stadig gav Elisor ham tid til at selv komme med svaret, hvilket han nikkede anderkendende til. "Det er helt iorden" Hvorefter Elisor så tænksom ud et kort øjeblik. "Efter vi har fundet de fem ting så aftaler vi et tidspunkt du kan komme forbi til aftensmad" Der var ingen grund til at have en snak om hvornår han kunne spørge om det, men at afsætte et tidspunkt til hvornår de skulle gav dog ganske god mening. Klare linje virkede trods alt bedst med hans tvilling.

Elisors blik gled over hjemmet. Han vidste ikke hvor at de skulle starte, men hans egen rolle var nok nærmere som moralsk støtte end at skulle udvælge tingene selv. "Har du udvalgt nogle kandidater selv?" Sprugte han henover skulderen mens hans søgte broderens blik. Selvom Elisors evner teknisk set tillod ham at finde ud af hvad Cornélian ville vælge og blot foreslå dem, så foretrak han at blive i nuet når det var muligt. 
Det tingene skulle symbolisere havde også kun bedre af at det tog den tid det krævede, det var ikke alt der havde godt af at blive gjort hurtigst muligt.

"Hvad med vasen her?"

Cornélian nikkede efter et øjebliks tænksomhed. "Det er fint. Vi kan snakke om det der" godtog han. Trods Elisor ikke havde bragt det op selv, var Cornélian ikke i tvivl om hvad den spontane invitation var et ønske om. Det var ikke første gang lignende arrangementer var blevet lavet mellem de to, og det blev næppe heller sidste. Endnu et lille nik faldt mod Elisor, denne gang et af taknemmelighed.

Med det på plads, vendte Cornélian sin fulde opmærksomhed tilbage mod opgaven, for den krævede intet mindre. Hun fortjente så meget mere, men han kunne ikke give hende mere end sit alt, og selv det, havde han lært og erkendt, var for meget nu hun ikke længere var hos ham.
"Ingen kandidater, ikke endnu" mumlede han. Cornélian stod midt i rummet, med armene ned langs siden. Men trods den modløse positur, var hans blik vågent, søgende.
"Nej!" udbrød han skarpt ved forslaget om vasen "Nej, den er for.. stor" tilføjede han så mere blidt. Han viste hvad han skulle bruge. Han kendte følelsen af objekterne, luften, smagen. Hvad han manglede var deres form. Vasen var for stor, det indså han nu. Hans blik begyndte at søge mindre objekter.

Det varede ved i lange minutter, inden Cornélian endelig flyttede på sig. Fra total stilstand til bevægelse, fra et øjeblik til det andet. Han gik med målrettede skridt ud i køkkenet, hen til krukken med grydeskeer og andet værktøj, og tog en slidt grydeske op. Den var hverken mere eller mindre fornemt udskåret end de andre, ej heller var den tydeligt ældre.
Alligevel holdt Cornélian den så blidt mellem fingrene, så den kunne have været en skrøbelig fjer af krystal. "Den her" erklærede han, inden han trådte hen til sin bror og efter et øjebliks tøven, rakte Elisor grydeskeen.

Elisor gengav sin tvillings nik der var opnået en forståelse, hvilket kun var godt. For hvor meget end Elisor ønskede at være der for Cornélian så var det også nødvendigt at Cornélian også kunne være der for ham ind i mellem, det nyttede ikke at nogen af dem tilsidesatte alle deres egene behov for den anden. Heldigvis havde de altid været gode til at finde en hvis form for middelvej mellem dem.

Et sæt gik gennem den sorthårede elver som det noget kontante nej skar gennem luften, men smilet var allerede tilbage på hans læber som hans tvilling forklarede sig. Det var ikke første gang at den ene af dem prøvede at gætte og guide den anden til at få ord på de tanker den anden sad med, oftest inden frustration fyldte mere end hjælpen.
Som Cornélian søgte med sit blik, gik Elisor stille rundt og kiggede efter mindre ting indtil det nysgerrigt fulgte broderen ud mod køkkenet, til han kom tilbage med den første af de fem skatte. "Oh?" Nænsomt rakte han ud efter den med flade opadvendte håndflader for at tage imod den. Han så tænksom ud som han mærkede vægten af den i hans hænder og med lukkede øjne lod tankerne vandre. "Hvad med træfuglen?" lød det stille mens hans atter åbne blik søgte den stående ved ildstedet.  

Det var ikke altid Cornélian forstod Elisors problemstillinger, men med guderne som vidne, så forsøgte han. Hans tvillingebror betød alt i verden for ham, og det var næppe en hemmelighed hvor meget Cornélian støttede sig til sin bror.

Den normalt meget systematiske Cornélians blik flakkede rodløst rundt. Tvivlen kradsede i kanten af hans sind. Hvordan kunne en simple, død genstand nogensinde repræsentere hans elskede Inil? Elisors ord trak hans opmærksomhed mod ildstedet, og den udskårne træfugl der stod på en lille hylde over det. Langsomt, næsten varsomt, trådte elveren nærmere og stirrede op mod den med store øjne.
"Hun fik den i gave af... Simillons familie, efter hun bragte deres yngste tilbage fra tågen" hviskede han sagte. Det havde været en unaturlig tåge den vinter, kold og hvid men uigennemtrængelig. "Den er fin... god" erklærede han med et langsomt nik, mens han rakte op og forsigtigt tog den ned fra hylden. Hans blik var låst på fuglen, mens han langsomt vendte den mellem hænderne. "Hun var der altid for andre.. Aldrig tøvede hun med at sætte sig selv mellem andre og fare, selv dem der var hende totalt fremmede" mindedes han lavmælt, et stille smil voksende frem på hans blege læber.

Elisor nikkede stille, han huskede godt tågen det år, der havde kun været to lignende tåger siden, heldvis da den havde bragt potentiel ulykke med sig hver gang. 
Dog var der vidst noget om at Simillon havde opkaldt et barn efter Inil, en virkelig sød gestus men en som Cornélian nok ikke havde brug for at hører lige idag, men han skulle nok få det fortalt på et andet tidspunk. 
"Det er en af de ting hvor i minder mest om hinanden." Nikkede han stille med øjnende hvilende på sin tvilling. "Jeg ved godt at det ikke var helt på samme måde, men om det er at hjælpe forvirrede studerende mod de rigtige svar, og jeg ved hvor stolt hun var over hvad du gjorde da jordskælvet ramte" lød det med et lille smil. 
Utallige liv ville være gået til hvis Cornélian og de andre ikke havde gjort hvad de havde værne Elverly mod ødelæggelserne den dag.
"Du var altid hendes helt." Lød det med en hvisken, som han rullede grydesken mellem hans håndflader.
To ting var fundet nu, så de gjorde trods alt fremskridt, om de ville nå at finde alle fem ting idag var mindre vigtigt for ham, det vigtigste var at de blev fundet, hvor længe det end tog.