Handelsbyen, var et fantastisk sted. Især når man hed Dain, og generelt var en fyrstesøn. Alt det som han ikke kunne gøre. Han var desværre ikke alene i byen, hvilket ikke behagede ham særlig meget. Han ville bare generelt ønske, at han var alene. Men tre tjenestekvinder stod klar, til at opfylde den kække fyrstesøns ønsker. Et stort tilfreds smil foldede sig over Dain' ansigt, og han betragtede alle mennesker som gik rundt. Han kendte absolut ingen af dem, og maven rumlede på fuld tryk. Utilfredsheden voksede, og Dain kiggede surt på de tre tjenestekvinder.

"Stå dog ikke bare der, skaf mig noget at drikke!" beordrede han nærmest de stakkels kvinder, som bare kiggede på fyrstesønnen. Det var tydeligt, hvor meget de hadede deres job - hvem ville ikke det, når man skulle sørge for en fyrstesøn. Specielt Dain, fordi selvom den unge knægt, havde respekt for sin fader, og familie. Så var han alligevel en møgunge, som selvfølgelig fik sin vilje, og nød hvergang det skete. De gange det ikke skete, ville han blot bare ligne en utilfreds og muggen teenager. 

Han stod med armene krydset, og trippede afventende med den ene fod. Ventede tydeligvis på, at tjenestekvinderne ville komme i sving"Sig mig, står i her endnu! tjep tjep, jeg bliver ikke yngre"fløj det hårdt, og nærmest spydigt ud af Dains mund. Den unge fyrstesøn var ikke tilfreds, og havde i følge sig selv ikke tid, til at stå og høre på sin mave rumle dagen lang. Han skulle også tjekke markedet ud, især når vejret var så godt, og alle de spændende boder bare ventede på ham.

Sorah havde været dum nok til at forlade de andre og traskede nu rundt inde i Balzera, som et udskud. Den næsten to meter høje albino ork var bestemt ikke det mest normale syn inde i byen og det kunne høres. Nogle fulgte hende med blikket som hun med tunge skridt kom gående gennem gaderne, mens andre bogstaveligt talt vendte om da de fik øje på hende. Hun havde intet gjort? Hun havde ikke engang et sværd eller økse, blot nogle knive der sad i hendes bælte på række. Dette var nærmest hverdag for hende hvis hun befandt sig i byen, men hun var der alligevel ikke så tit. Hun gad ikke i længere tid af gangen, for hun ville bare ende med at smadre, eller i værste fald, myrde nogen eller noget.

Sorah hørte lyden af en der stod og gav ordrer ud, fik hende til at se søgende rundt og de røde øjne faldt på en ung knægt, der hunsede rundt med nogle folk, der hurtigt fik fingeren ud og fandt hvad end det var han ville have. Dette fik hende til at trække  på smilebåndet som hun traskede op mod det unge menneske barn. Uimponeret så hun mod ham med armene over kors og lo derefter hæst "Fortsæt... Hyggeligt." sagde hun og kastede svagt med hovedet imod folkene han stod og hunsede med. 

De forbigående folk, som mere og mere stirrede på Dain, fik kun møgungen til at sukke opgivende. Han gad virkelig bare ikke, at skulle vente i evigheder på sine tjenestefolk, og desuden var de langsomme også - i hans øjne. Hovedet lagde han på skrå, og lod sine lyserøde øjne scanne omgivelserne en smule nøje. Efter at have givet den ene ordre, efter den anden besluttede han sig for, at kigge i retningen af stemmen. Brynene rynkede han ved synet af den gamle kvinde. 

Han nåede lige akkuret at få et glas i hånden, og gik ud fra det var det som han havde bestilt, at drikke. Eller nærmere ordret tjenestefolkene om at hente til ham. Problemet var så bare, at det ikke ligefrem var, det som Dain havde regnet med det ville være. Utilfreds, spyttede han vinen ud i ansigtet på den gammel kvinde i nærheden"Føj! hvilken rædselsfuld drikkelse... Bring mig straks noget mere smagfuldt.. Hurtigt tak!" lød det spydigt fra fyrsteprinsen, som efterhånden var mere og mere utilfreds over sine tjenestefolk. Han havde mest af alt lyst til, at bede sin bror eller fader, om nogle nye tjenestefolk. 

På den anden side, så var de vel gode nok. Han skævede til kvinden, som han havde spildt vin udover. Smillede flabet til hende, og kastede et glas over skulderen. Heldigvis greb en af tjenestepigerne det, og Dain skænkede hende ikke en tanke. Han strækte sig en smule, og krydsede så armene med løftede øjenbryn"Jeg nyder det skam meget.. De er bare for langsomme!" siger det med vilje højt, så de kan høre det. 

De kære tjenestefolk rendte rundt som høns uden hoved, i vildskab i håb om at finde noget at drikke til dette menneskebarn. Det morede hende, hvorfor vidste hun ikke, for normalt var det meget få mennesker hun kunne med, hvis man så bort fra Malibu. De røde øjne skiftede mellem ungen og tjenestefolkene, mens hun stod der og lyttede til de ordrer der forlod barnets læber.
 
Stiv som et bræt og lettere overrasket stod hun da hun fik spyttet en eller anden væske i ansigtet. Under en hver anden sammenhænd havde hun sikkert banket personen sønder og sammen, men dette var et barn og han morede hende. Sorah hævede blot en arm for at tørre ansigtet som hun lo hæst over menneskeungens ord. Uden rigtigt at sige noget, stod hun blot der på sidelinjen og betragtede situationen. Hun havde ikke nogen ide om hvem dette barn var, men han måtte vel være en eller anden af betydning? Taget i betragtning af han havde tjenestefolk med sig? Dog opfangede hun noget snakken i nogle hjørner om det skulle være fyrstens søn… Så det var fyrste yngel? Der kunne man bare se. Sorah havde ikke regnet med hun på noget tidspunkt, ville stå ansigt til ansigt med en der var adelig.
 
Et skævt, nærmest forstyrret smil kom frem på hendes læber som hun hørte hans ord ”Kan skræmme? Løber hurtigere?” sagde hun og håbede inderst inde han forstod hvad det var hun hentød til. Ellers måtte hun jo vise det, i håb om hun ikke ville ende med at blive slagtet af fyrsten.