Stående ved sit vindue, med sin slange havde dæmonen stået i alt for lang tid. Han kedede sig, og ville lave noget. Der skulle ske noget, et eller andet. Dog havde han inviteret sin slave på besøg, fordi hvorfor ikke? Han kunne vel ligeså godt bruge tiden på, et eller andet. Hovedet tiltede han en smule, og betragtede sit hjem en smule. Det lignede som altid sig selv, hytten var helt fin til ham. Han havde også sit lille værksted, hvor han kunne brygge eliksirer, og det var helt fint. Han kælede en smule for sin slange, og valgte at gå hen til buret, for at putte slangen ned i det. Den skulle helst ikke forstyrre ham, når han afventede besøg.

Tiden gik langsomt, som han bare ventede, og ventede på at Bart skulle dukke op. Han gik lidt frem og tilbage, og var efterhånden blevet mere og mere utålmodig. Men han kunne pludselig høre nogle skridt udenfor, og tænkte det måtte være englen. Hvis det var hans mor, ville han ikke åbne. Han håbede inderligt ikke, at det var hans mor som ville komme og besøge ham - Enlig så han ingen grund til at hun skulle dukke op. Et kækt smil foldede sig på dæmonens ansigt, og han satte sig i sofaen et øjeblik, og strøg en finger hen over sin halskæde. Det eneste han tænkte på lige nu, var slaven som skulle komme. Han var i humør til at udfolde sine dæmoniske lyster. Mere end, hvad han nogensinde havde drømt og tænkt på. Hans mor og far ville sikkert være stolt af ham, hvis de vidste hvad han gik og foretog sig. De ville sikkert også blive stolt over, at han havde en slave. 

Som han kunne høre skridt udenfor tydeligere, overvejede han om han skulle rejse sig op, og gå hen til døren. Men i stedenfor greb han fat, rundt om flasken med whisky. Hurtigt tog han en tår, og nød den varme smag. Der var intet bedre, og han undslap et nydende suk. Nu kunne Mizech ikke andet, end at vente på englen ville dukke op, Legene, og aftenen skulle nok blive god, det var dæmonen sikker på.

Hvor lang tid, var der gået? Alt for lang tid. For lang tid til, at englen havde talt tiden. Ja, han ønskede nærmest ikke at tænke på al den tid, han havde brugt her. Var det sådan, helvedet føltes? Nu havde Bart været død én gang. Måske dette var konsekvensen. Han havde sagt farvel til himlen og så var der kun ét sted tilbage. Helvedet, her, Mizech. 
Bart havde for længst givet op på at blive reddet. Den første tid havde han drømt om Ilaria, der kom og frelste ham. Gerne efter at have givet Mizech en ordentlig røvfuld! Efter to uger uden havde Bart bare håbet, når han ville vågne, ville han vågne hos Ilaria. At alt dette var et ondt mareridt. Men selv mareridt kunne være virkelige. Derfor nu vågnede Bart bare og håbede på intet. Håbede han på noget, ville han bare blive skuffet. Ja, han håbede ikke engang, at Mizech ville være sød for ham, for så ville det bare gøre mere ondt, når han ikke var. For det var dæmonen ikke. Ifølge ham var Bart ikke andet end et slave. Et legetøj, der kunne bruges til alt. Og Mizech vidste, hvordan han skulleunderstrege alt. 

Skridtene hen til Mizech blev taget tunge og hårdt. Bart ønskede ikke, men han havde intet valg. Han kunne ikke sige ja eller nej. Kun, hvad Mizech ville have. Og derfor var drengen på vej til ham. Iført det, der mere mindede om en kartoffelsæk. Vingerne hang ned af ryggen. Der var ingen energi tilbage i drengen. Visse aftener græd Bart sig i søvne. Det var de aftener, hvor Mizech lod ham sove alene. Når han skulle sove med dæmonen, skulle han være stille, sød og artig.
Henne ved døren kiggede Bart på den. Han kunne gøre det. Løbe væk, flyve væk, stikke af. Men han var træt, svag og utrænet. Mizech ville kunne fange ham og hvad ville der så ikke ske? Den store slange gav endnu kuldegysninger hos den lille dreng. Det bedste var at rulle rundt og være lydig. Derfor bankede drengen på døren, to gange usikkert. Sekunder gik og han gik selv ind. "Herre." sagde Bart svagt, spinkelt og rystende, hvorefter han sank en klump. Han lod døren lukke i og stod foran den. De blå øjne, der normalt kunne minde om oceanet, men nu mere var af en gråblå himmel, kiggede ned på fødderne. Undveg Mizech for alt i verdenen. Bart håbede, Mizech ville ikke noget. Bare se drengen og så ikke mere. Åh, hvor ville det være et rart scenarie. 

En glædelig tår blev taget af sit glas, før han dæmonen tydeligvis kunne høre noget. Han rejste sig op, og fik sat sit glas ned på bordet. Med afslappende, og lette skridt gik han hen imod døren. Før han overhovedet nåede at dreje håndtaget, var englen trådt indenfor. Synet af englen, fik et tilfreds og stort smil frem, og han kunne ikke undgå at give Bart et elevatorblik. Han nød bestemt synet af den unge engel, og tøvede bestemt ikke med at gribe fat rundt om den unge dreng, og hev ham tættere på sig. De gyldne øjne hvilede sig på ham, og han trådte lidt tilbage. 

"Godt du endelig kunne være her" lød det legende og halvt hviskende fra Mizech. Han løftede en hånd op til englens ansigt, og strøg en finger hen over de fristende læber. Hvor havde dæmonen lyst til bare, at snuppe en bid af de læber, ikke bogstaveligtalt. Men nærmere smage dem, og bide lidt i dem. Intet andet end legende, og sensuelt. Han var i humør til det, og valgte så pludselig at sætte sig ned i sofaen. Han betragtede Bart på den afstand, som der var.

Hovedet lagde han på skrå, og gav et tegn til at Bart skulle komme tættere på. Et lusket, nærmest kækt smil spredte sig over dæmonens ansigt, og man kunne tydeligt se, at Mizech var ude på noget. Han havde helt klart tanker, for denne kommende aften"Jeg synes du skal komme tættere på... Vi har heldigvis masser af tid, men jeg har siddet og kedet mig i alt for lang tid"nævnte han med et glimt i øjet, og spredte sine ben en smule.

Allerede nærmest inden Bart var kommet ind, stod han ansigt til ansigt med dæmonen. Mizech. Hans ejer. Monstreret. Drengen blev revet tæt. Med mange andre kunne dette have været intet mere end et kram. Men sådan var det ikke med Mizech. Gåsehuden spredte sig på Barts krop. Især de blottede lemmer, som de usle klæder ikke dækkede. Vingerne forsvandt endnu mere bag ham for ikke at røre ved dæmonen. Men han var så meget større end engeldrengen. Der var ingen steder at gemme sig.
Drengen var tæt på at sige undskyld. Det havde været et hyppigt brugt ord allerede før Mizech, men nu var det oftere sagt. Og derfor prøvede Bart at holde det tilbage. Han ville ikke virke svagere over for dæmonen, selvom det var svært. Han var svag. Han var en lille dreng, endnu mindre af udseende. Og Mizech var en stor dæmon. Ikke den største, men stor nok. Derfor kunne Bart heller ikke gøre andet end at lukke øjnene hårdt i, da Mizech rørte hans læber. Dem havde dæmonen allerede besudlet, men fingrene var bare slemme. Det var en understregelse af, at Mizech ejede ham. Han kunne røre og gøre, hvad han ville mod den arme dreng. Og Bart skulle ikke gøre modstand, det var forventet af ham.

Mizech satte sig tilbage på sofaen. Det spinkle håb håbede, at Bart fik lov til at gå. Men hovedet på skrå og det alt for velkendte blik sagde Bart, at han skulle tættere. Derfor trådte han tættere. Skridtene var tunge, men han kom hen til dæmonen. Stående over for ham med en fod afstand.
Kort kiggede Bart uden at svare. Han sank en klump, før han trådte helt tæt, så han næsten rørte Mizech. For at gøre herren tilfreds. Men så gjorde Mizech noget, der fik Bart til at ryste overalt på kroppen. Benene blev spredt. Engledrengen vidste udemærket godt, hvad det betød. Øjenbrynene bøjede sig. Øjnene blev bedende. Hovedet rystede svært. "Be om, ikke det." Stemmen var hviskende, knækkende og skrøbelig. Bart ville ikke. Men han bad om alt andet alle gangene og det var de færreste gange, Mizech rent faktisk var barmhjertig. For Bart var en slave. Hvad han ikke ville, var ligegyldigt. Hvis Mizech ville det, skulle det ske. Bart ville bare ikke.

"Ved du hvad det bedste er ved engle... Der er så meget sødhed, at man kan drukne i det" stemmen bar præg, af en hvislende stemme, som næsten lød kynisk, og kold. Der var alligevel noget sandhed over ordene. De gyldne øjne var låst fast på Bart, og det var faktisk ganske fint for Mizech. Han gad ikke kigge væk, og havde heller ikke en grund til netop det.

Efter at have spredt englens ben, og ordene om at han ikke skulle bevæge sig tættere på, fik kun det luskede smil til at vokse over ansigtet. Så englen mente ikke, at en dæmon som ham, skulle gøre det utænkelige. På den anden side, var Mizech ligeglad, han gjorde altid hvad der passede ham. En engle skulle ikke stoppe ham, så han lagde hovedet en smule på skrå, og lænede sig lidt tættere på. Ånden var en smule kold, som han sørgede for at den med vilje rørte englens manddom. Selvom det var udenpå tøjet, men han kunne skam sagtens flå det tøj af englen.

Øjnene gled op imod Barts ansigt, og han bed sig fristende i underlæben. Begge hænder blev placeret på englens underdele, og med næsten ingen styrke, flåede han bukserne lidt i stykker"Du har slet ikke brug for alt det tøj.. Det er kun i vejen" det var sandt. En dæmon som Mizech havde ikke tænkt sig, at overgive sig til tøjstykker. De skulle af, og det kom de også hurtigt"Så læn dig lidt tilbage, og nyd det her" halvt hviskede han med et lille charmerende smil. 

Barts tiggen var ubrugelig. Det vidste engeldrengen godt selv. Siden hvornår havde det hjulpet for en slave at tigge? Måske, hvis deres ejer var venlig, men det var Mizech ikke. Det syntes Bart i hvert fald ikke. 
Engle var meget vel væsener af ren og skær uskyldighed og sødme. De var jo væsener fra lyset. Velsignet af Isaris. Men lige nu følte Bart sig alt andet end velsignet af nogen gud. Jo, måske de mørke guder. De perverse og sjofle. Mizech havde fjernet alle former for uskyldighed fra Bart. Der var ikke meget tilbage.

Klæderne var allerede ikke det fineste. Slidte, tynde benklæder og en alt for stor top. Derfor krævede det heller ikke meget for Mizech at flå bukserne af Bart. Ikke trække dem af, flå dem af. Kulden mod de nøgne ben gav Bart gåsehud på hele kroppen. Han kiggede ned på sine beskidte fødder. Hænderne dækkede mellem benene, selvom han inderst inde vidste, at han ikke burde. Det ville Mizech ikke have. 
Dog kiggede Bart lidt op, da Mizech sagde, han skulle nyde det. Nyde det? Aldrig havde drengen nydt dette. Han blev forulempet, såret, beskadiget, ødelagt. Hvordan kunne dette nydes? "Tror ikke jeg kan." mumlede Bart, meget tæt på at sige, han ikke troede, han ville. 

Et ganske tilfreds smil spredte sig over ansigtet på dæmonen. Det var klart, at se på ham at han bestemt nød synet. Det var næppe noget han faktisk kunne klage over, og det ville han heller ikke. Svaret fra englen var ikke noget, som Mizech kunne bruge til noget. Faktisk var det nærmest et svar, som kun fik dæmonen til at fortsætte med det han var igang med.

"Et svar jeg ikke kan bruge til noget, så læn hovedet bagover, og nyd det hele" halvt hviskede han med et lille lusket smil. Han lod sit ansigt nærme sig Barts manddom, og lod med vilje sin tunge glide hen over spidsen, bare for at starte lidt langsomt ud. Selvom det måske ikke var langsomt for andre, og dæmonen vidste da heller ikke om det var for langsomt for Bart. Men han fortsatte lidt, og lod sin tunge glide lidt ned ad begge sider af englens manddom.

En nydende lyd forlod Mizechs læber, og han stoppede et øjeblik, for at lade sine gyldne øjne glide op på englens ansigt. Han ville være lidt sikker på, at få enhver reaktion med. Hvis det ikke kunne lade sig gøre, ville han blot sørge for at få så mange reaktioner med som muligt"Mhmm...Ganske lækkert" lød det i en særdeles charmerende tone, imens glimtet i de gyldne øjne tydeligt kunne ses. 

Intet og absolut intet kunne stoppe Mizech, når dæmonen havde sat sig for noget. Det havde Bart desværre erfaret gang på gang. Selv hvis engledrengen skreg af smerte, stoppede dæmonen først, når dæmonen selv ville stoppe. Bart havde frygtet, at de gange, hvor han havde besvimet af smerte eller lignende, havde hans ejer blot fortsat, total ligeglad med engledrengens krop og væsen. Han kunne jo ikke rigtig dø igen - selvom Bart følte, Mizech igen og igen prøvede dette. Og nogle gange ønskede drengen dette.

Hænderne på skridtet blev hurtigt fikset væk af Mizech. Dæmonen havde ideer og dækkende hænder var ikke en af dem. Men som Bart stod der med dæmonen siddende foran sig, lænede Mizech sig ind, helt tæt mod skridtet. Og da der blev rørt, trak Mizech sig ikke tilbage. Bart veg en smule tilbage, men som han stod med laser af benklæder ved anklerne, kunne han ikke træde tilbage. Og hvis han gjorde, vidste han, at Mizech bare ville tage fat om ballerne og tvinge drengen helt tæt. 
Bart ønskede ikke at nyde det. Han havde aldrig prøvet dette før, men han ønskede ikke at nyde noget fra Mizech. Men det var svært at sige imod kroppens egne lyster, selv hvis hjernen ønskede det modsatte. Alligevel lukkede Bart hårdt sine øjne sammen. Han havde prøvet at tænke sig væk fra situationer, men det hjalp aldrig helt. Denne gang var ingen undtagelse. Selv uden at se det, kunne han mærke Mizechs tunge mod sit lille lem. Og alt for hurtigt blev det slappe lem hårdt. Det var alt andet end stort. Det var en lille cocktailpølse i hård tilstand endnu. "Åh, gud." stønnede Bart hviskende. Han drejede hovedet til siden. Han ville både trække sig helt væk og blive. Hvorfor, hvordan, hvorfor?

Der var altid noget farligt over dæmoner med idéer, og planer. Især når det aldrig var de mest søde idéer, det var nemlig altid nogle planer og idéer, som havde slemme resultater. På den anden side, så var der jo også planer, og idéer som man godt kunne lide, som førte til gode resultater. Mizech lod sin tunge kærtegne sine tænder lidt, og tillod sig lige i et øjeblik, at nyde synet af englen. Han vidste godt, at det kunne være svært at fjerne kroppens lyster, og i hans øjne og mening skulle man bare give efter det. Hvorfor skulle man også, holde sine lyster skjult.

"Jeg sagde jo, at det ville blive godt" det var sande ord, som fløj ud af hans mund, i en nærmest kælende, og hviskende stemme. Tonen matchede godt ordene, og den kække dæmon begyndte at lade sine læber røre englens lem. Det var ikke tid til, at lade sin mund omslutte det endnu. Med vilje trak han nemlig tiden ud, og lod sin tunge kærtegne lidt mere ved englens lem.

Det gav en stor nydelse i dæmonens ører, at høre hvordan Bart reagerede på det som Mizech var igang med. Efter at have ladet sin tunge lege lidt ved englens lem, på begge sider. Rettede han sig lidt op, og blinkede til Bart. Dæmonen kunne rigtig godt lide, at være i kontrol lige nu, og han nød synet af det han gjorde. Den magt som der nærmest var, den var god. Bestemt en magt han ikke klagede over. Han bed sig så lidt i underlæben, og spredte mundvigene. Lod munden omslutte sig Barts lem med en tilfreds lyd.

Der blev tirret, pirret, trukket ud i lang tid. Selvfølgelig gjorde der det. Mizech havde aldrig været en, der gjorde sine nydelser og planer hurtigt. I hvert fald ikke med Bart. Det skulle nydes og det skulle nydes længe. Selvom det stort set altid kun var en ensidet nydelse, men lige nu var engledrengen med på nydelsens side. Var det planen? Lade Bart nyde noget for, at han gerne ville det hele mere? Hvis det skulle ske, skulle Mizech holder fingrene fra den nøgne røv, der lige nu blot var frit ude. Pudsigt, at dæmonen ikke havde leget med den. Bart syntes, det virkede som yndlingsdelen af ham for dæmonen. Men det kom nok. Engang.

"Ja, herre." hviskede Bart skamfuldt. Han kunne ikke lide sig selv lige nu. Han kunne ikke lide, hvordan han nød det. Hvordan kunne han nyde Mizech? Hans ejer, hans hersker, hans helvede på to ben. Men som Mizech lod sin tunge danse mod hans lem, kunne Bart ikke andet end nyde det. Og det kunne også ses, for han var hård. 
Og så valgte Mizech at gøre noget, der fik Bart til at afgive en lyd, han aldrig havde gjort før. Som lemmet forsvandt ind i dæmonens mund, udbrød engledrengen en lyd. Blanding af støn, tvivl og nydelse. En rystende stemme, der nød det, men ikke ønskede at nyde det.
En hånd kom op til munden, som blev bidt i. Bart ville ikke vise, han nød det, men det var svært. Han var en åben bog lige nu. Kinderne var ildrøde af skam, øjnene var lukket hårdt i af benægt og lemmet var stiv af nydelse. Bart var nærmest i krig med sin egen krop. Og kroppen var på den vindende side.

Lydigheden kunne Mizech godt lide, og han havde da heller ikke forventet andet, især ikke når det kom fra denne engel. Han kunne godt lide englen, det var ikke fordi han havde nogle onde planer med ham. Dog ville han bestemt ikke lægge skjul på, at de sagtens kunne dukke op. Det var ikke noget denne engel behøvede at vide. Med englens lem inde i sin mund, lod Mizech sin tunge lege med spidsen af lemmet, mest fordi han kunne, men også fordi han ville give Bart så meget nydelse som muligt.

"Mhmm.."kom det lavt fra ham, eftersom det ikke var meget han faktisk kunne sige. Hele munden var jo omslugt af lemmet, hvilket ikke gjorde dæmonen noget. Et kort øjeblik lod dæmonen sine gyldne øjne glide op på englen. Det gjorde ham næsten irriteret at han ville skjule sine lyde, og nydelse ved hånden. Han trak sig op, så hans mund ikke længere var omsluttet lemmet. Med vilje, satte han sig ned, og hev Bart tættere til sig. Nu var det tid til, at denne engel skulle gøre noget, for at have holdt sine lyde inde.

Mizech betragtede Bart, som han stod foran ham, og dæmonen spredte sine ben med en klar invitation"Jeg skal nok straffe dig bagefter, for at du har holdt dine lyde inde... Du ved hvad du skal gøre nu, ellers må jeg jo straffe dig først, så du bringe mig nydelse bagefter"et lille kækt og lusket smil foldede sig over ansigtet, som han lænede sig lidt tilbage i sofaen, og lagde en finger under englens hage"Tving mig ikke til, at være grusom... Jeg er lige nu i et ganske fremragende humør" lød det halvt hviskende fra ham, som et glimt kunne ses i de gyldne øjne.

Det var uden tvivl tydeligt at mærke, at Bart ikke havde prøvet dette før. Skønt Mizechs slikkeri og sutteri ikke have været længe, var engledrengen tæt på at nå sit tørre klimaks. Men Mizech trak sig væk, inden Bart kunne opleve dette, så han stod bare med dyb vejrtrækning og endnu stivt lem.
Og dér kom det. Mizech sagde godt nok, han var sød, men han ville endnu straffe Bart. Og som dæmonen sad sådan med spredte ben, vidste engledrengen, hvad klokken var slået. Alligevel kiggede han med dådyrsøjne på sin herre. "Behøver jeg?" Fingeren på hagen var dog svar nok. Bart skulle underkaste sig sin herre, så selv uden at have fået et svar endnu, gik drengen ned på knæ. Det kolde gulv mod de knoglede knæ. Han kiggede op på Mizech, der bare var endnu større lige nu. En klump blev slugt, som Barts hænder kom op til bukserne for at knappe dem op. Og som de bevægede sig, kunne han mærke, hvad Mizech gemte på. Et stort, voksent og stivt lem. Bart havde set det før, oplevet det før. Det var stort. Og det gjorde altid ondt uanset hullet.
Med hænderne ved knapperne, sekunder fra at åbne og lukke bæstet ud, spurgte Bart med den sødeste og mest bedende stemme: "Må jeg ikke lade være? Bare i dag, herre?" Bart ville virkelig ikke. Han ville aldrig. Der var ikke noget specielt ved i dag. Han ville bare ikke. Men som slave var der ikke noget, som hed det. Det vidste Bart godt, men man kunne håbe. Selv i helvedet.

At denne engel faktisk troede, at han kunne undgå at gøre som Mizech ville have, fik kun det luskede smil på ansigtet til, at sprede sig endnu mere. Afslappet sad han lænet tilbage i sofaen, og lod sine øjne følge englens bevægelser. Det var bestemt ikke en dårlig udsigt, som han havde lige nu. Faktisk kunne han sagtens vænne sig til det her. Spørgsmålet om Bart måtte lade være, fik Mizech til at læne sig ind imod ham, og lod en finger glide hen over læberne på englen.

"Tror du virkelig selv på det..."lød det hviskende med en forførende undertone. Det kunne nemt antydes som noget helt andet, end forførelsernes ord, og hvisken. Hvorfor ville denne engel overhovedet undgå, at tilfredsstille ham. Det var næsten på grænsen til ulydighed, og det var ikke ligefrem noget Mizech var særlig fan af. 

Han var tæt på at tvinge sit lem ind i munden på englen, og på den anden side, var han også fristet til andre ting. Han havde skam masser af muligheder for, at straffe denne udskyldige engel på. Hovedet tiltede han en smule, og lod de gyldne øjne glide ned over den bedende engel, som virkelig ikke ønskede at tage hans lem ind i munden"Du kan enten gøre det, tigge for dit liv, eller lade mig presse mig selv dybt og hårdt op i dig" valgmuligheder var der masser af, og et lusket smil foldede sig over Mizechs ansigt, som han afventede svar fra englen.

Selvfølgelig kunne Bart ikke slippe. Han var i ingen position for at have en holdning. Hvad Mizech ville have, skulle dæmonen få. Men det var fingeren på læberne, der cementerede det. Fordi Bart havde en lille åben mund, kunne dæmonen nemt virkelig lege med ham. Han følte sig som en skøge. Nej, han var mindre end en skøge. For en skøge fik noget ud af det her. Bart fik bare smerte, ydmygelse og den slags ud af dette. Han var mindre værd end en skøge. 

Der blev givet valgmuligheder og ud af dem, var der kun en, som var et rigtigt valg. Tæt på at dø, få den hårdt eller selv gøre det? Bart sukkede slået og nikkede. "Okay, herre." hviskede han, hvorefter de små fingre fik bukserne åbnet og trukket akkurat nok ned til, at bæstet kunne lukkes ud. Det stive lem nærmest nedstirrede Bart. Drengen bed sig i underlæben. En hånd tog fat om det. Han kunne knap nok få lukket hånden om det. Hånden bevægede sig op og ned. Forhuden frem og tilbage. Og som det var tilbage, lænede Bart sig ind for at kysse hovedet. Måske han kunne nøjes med at arbejde blidt med hovedet. Men siden hvornår havde en dæmon ville vise barmhjertighed og tage det stille og roligt? Det skulle ikke være intimt med en dæmon og slave. Desværre.

Som englen tydeligvis adlød, kunne Mizech ikke andet end at smile, og nyde det enormt meget. Det var bestemt rart, at føle at man var i kontrol, og generelt havde styringen. Det ville også overraske dæmonen en smule, hvis denne engel ikke valgte, at adlyde ham. Synet af Bart som bed sig i underlæben, kunne dæmonen godt lide, det var nærmest nydende for ham. "Mhmm.. Det er du jo god til" fløj det spontant ud af munden på Mizech, som han lagde hovedet en lille smule på skrå. Han ville lyve, hvis han ikke nød det som englen var igang med. Udover det, så sad han nu også meget godt i sofaen. 

Efter at have mærket kyssene imod sin lem, lod Mizech sin hånd gribe blidt fat i drengens hår, og han fik et lusket smil frem. De gyldne øjne fangede hurtigt englens øjne"Du ved godt, at du ikke kun kan nøjes med at kysse mit lem, ikke?" det lød nærmest kækt, og flabet med en undertone af forførelses. Det var sande ord, fordi hvis denne uskyldige engel troede, at han bare kunne kysse lemmet, uden at tage det ind i munden, så tog han godt nok fejl. En dæmon som Mizech tog ikke kun tingene stille og roligt, nej han foretrak også det vilde, og hårde.  Ingen overraskelse, når man tænkte på hvem hans forældre var.

For et sekund eller to troede Bart lige, at han bare kunne nøjes med kys. Han havde altid været i den naive ende. Især da han ikke havde vingerne på ryggen, men gamle vaner var sværere at vænne sig af med. Derfor var der håb i drengens sind. Måske han ikke skulle gøre det hele i dag. Det ville være en sand fryd. Men ak, selvfølgelig var realiteten ikke sådan. Langt fra endda.
For pludselig blev der revet fat i Barts hår. Hovedet blev løftet en anelse, så han absolut skulle have øjenkontakt med sin herre. De gyldne øjne - farven var pæn, men ondskaben bag dem gav Bart kuldegysninger - stirrede lumsk på ham. Bart sank en klump, før han nikkede. Naivitet hjalp ikke. 

Da Mizech igen slap Barts hår, tog drengen mentalt fat i sin nakke. Ville han undgå klø eller lignende, skulle han være lydig. Han skulle være god. Makke ret og så ville han overleve mere. Derfor tog han en dyb indånding, før læberne spredte sig. De lukkede rundt om lemmets hoved. Den stærke dunst ramte næseborene. De første par gange havde denne vækket tydelig ubehag, men Bart havde lært at dæmpe den. Ikke at den var forsvundet, bare lettere upåvirket af den. Nu med munden om hovedet lod tungene lege med spidsen af lemmet. Bart bobbede sågar en anelse, men kun over hovedet. For nu. Han skulle samle kræfter i den spinkle hals til at sluge og sutte mere. Men han gjorde det. Mere end bare blide kys.

Eftersom han havde arvet sine øjne fra sine forældre, var det klart at der lå noget ondskab, og noget mystisk over dem. De var både lokkende, og flotte. Men de var også farlige, og hemmelighedsfulde. Uden at advare englen, rejste Mizech sig op, og greb fat rundt om Barts arm. Kun for at hive englen med op at stå, og han trådte afslappet hen imod køkkenbordet. Fik et lusket smil frem, og satte bare englen ovenpå bordet.

"Jeg håber ikke du er færdig med, at lege endnu... Der er flere overraskelser som venter dig" det lød nærmest forførende, og halvt hviskende, som Mizech lod det brede smil vokse på sit ansigt. Som han bare havde sat englen ovenpå bordet, kunne han ikke undgå at gribe fat i tøjet på Bart. Han rev det i stykker, så det ikke ville være i vejen for ham. Tøj var tit bare en underdrivelse, og noget som alligevel bare skulle af kroppen.

Den friske dæmon, spredte benene på englen, og bevægede sig ind imellem dem. Han lod en finger stryge hen over englens læber, og lod den frie hånd hvile ved englens lem. Lige nu gjorde han ikke så mange slemme ting, men aftenen var også lige startet. De havde masser af tid, og tid nok til alle Mizechs idéer, og tanker. Det ville ikke være godt for denne stakkels, og uskyldige engel, men det var han ligeglad. Det tænkte han slet ikke på"Tag det her, og bind det foran dine øjne" han rakte et stykke silke frem imod Bart, og satsede meget på, at englen bare gjorde som han bad om. 

Pludselig blev Bart revet op i armen for at stå. Intet ord var givet, hvorfor drengen endnu havde haft munden om lemmet. Dette var dog slut nu - for nu. Sikke en afslapning, tænkte drengen. Men han vidste udemærket godt, at det kun var midlertidigt. Enten skulle munden tilbage eller Mizech ville have andre ting i tankerne. 
Uden så meget tanke om Bart blev drengen nød til at lunte med, som han blev revet afsted i armen. Havde dette været på dag et, havde smerten i armen været nok til at få tårer og smerte frem. Nu var dette nærmest en blid behandling fra dæmonen. Pudsigt, hvordan smerte kunne ændres med tiden. Hvordan opfattelsen af den kunne ændres igennem erfaring.

Med bar numse blev Bart sat på køkkenbordet. Højt nok til dinglende fødder fra engeldrengens side. Et minde om dengang, da hele Ellis-familien endnu levede sprang frem i et splitsekund. Hvordan hans mor havde placeret ham på lignende facon efter et fald fra taget. Den gang havde det været for at gøre et knæsår rent. Mizech havde næppe helbredende tanker i hovedet.
Råt og uden accept blev alt af drengens beklædning revet af ham. Bart pev som en døende fugl. Nu var han komplet nøgen. Vingerne var helt fri. Arret på brystkassen var fremme. Det eneste ar fra før Bart var kommet her. Alle arrene fra livet som menneske havde som vasket sig væk, da han havde genopstået. Kun det dødelige mærke var tilbage. Arret i brystkassen fra mørkelverindens klinge. De nøgne ben blev spredt. Dæmonen havde erfaret drengens smidighed. Derfor var det ingen brok fra lemmerne at blive spredt. Kun fra drengen. Hans ansigt veg væk, som den frie hånd hvilede mod det lille lem. Det begyndte langsomt at blive hårdt igen.
Silkebåndet blev lydigt taget imod. Bart kiggede kort ned på det, så på Mizech. På en måde var dette både en fryd og en forbandelse. Nu ville Bart ikke kunne se, hvad der blev gjort med ham. Men så kunne han ikke se, hvad dæmonen havde i sinde. Alligevel løftede han silkebåndet, indtil det dækkede øjnene. Med rystende hænder, som havde han lige vasket hænderne i timer i sne, bånd han knude på knude på knude bag på. Som hænderne slap, forblev silkebåndet. Han kunne svagligt ane lys og store skikkelser igennem det, men ingen detaljer. "Er det okay, herre?" spurgte Bart lavmælt og med en synkende klump til sidst. Var han god nu? Var han god nok til at fortjene noget bedre? Bare lidt bedre.