Kære Josefine

    Allerede dér var han gået i stå, for selvom han havde forsøgt at dysse det ned overfor sig selv, siden sin ankomst til Fristavn, så blev hendes to sidste breve ved med at spøge i hans hoved. Dét, der havde sat det hele i gang, var en lidt for frimodig formulering fra hans side, og han ville ikke risikere...
    Men dét var jo også løgn. En lige så fed løgn, som dét brev, han havde sendt tilbage, fordi han ikke havde haft nosserne til at håndtere de følelser, der var blevet trukket ud i lyset...
    For spændingerne mellem ham og Josefine havde ligget der længe - havde været en fast følgesvend i deres venskab, hvilket på den ene side havde åbnet dem for hinanden, men på den anden også side også have gjort alt hundrede gange mere kompliceret...
    
    Kære Josefine
    Jeg håber først og fremmest, at du har det godt. Og jeg håber, du ikke har været alt for bekymret over min mangel på breve. 
    Der er simpelthen bare sket så meget, siden min ankomst til Fristavn, og det er først nu, jeg for alvor har haft roen til at sætte mig og forfatte et brev t

    "Hold nu kæft, Reynlest..." mumlede Treston for sig selv og gav sig til at strege ud - besluttede sig for, at dette måtte være et kladde-brev, og så måtte han jo skrive det rent senere, når ordene ville, som han ville...

    Der er simpelthen bare sket så meget, siden min ankomst til Fristavn, og det er først nu, jeg for alvor har haft roen til at sætte mig og forfatte et brev t modet og overskuddet til at prøve at formulere begivenhederne på skrift. 
    Jeg fundet begge de kvinder, jeg tog ud for at lede efter, og ingen af delene gik stille af sig... Vi har dog alle siden haft mulighed for at snakke tingene igennem, og alting er... civiliseret imellem os. Begge har det godt, selvom Zirra har døjet med noget sygdom på sin rejse. Jeg tror, hun har presset sig selv for hårdt...

     Det var meget bevidst, at han skrev i så vage vendinger. Josefine vidste lige så vel som han, at man ikke ville tøve et sekund med at kaste ham i galgen, hvis det kom frem, at det første han havde gjort, da man sagde god for at lade ham rejse fra Dianthos, var at opsøge Sedna...
    Treston skulle i hvert fald ikke nyde noget af at forfatte noget, der kunne ende som en tilståelse. Ikke hvis han kunne undgå det.

    Mine bekymringer angående eventuelle magiske påvirkninger af min beslutningstagen viste sig at være unødige. Min vilje er min egen. Og selvom jeg ved, at du muligvis ikke ser det på samme måde, så kom det i hvert fald som en lettelse for mig.
    Jeg håber, du har det godt. Og jeg håber, du har fulgt mit råd om, at finde nogen at snakke med, mens jeg er borte - det er ikke godt for nogen, at sidde for meget i eget selskab.

    De bedste hilsner
    Treston

    Han stirrede længe på brevet. Kort og formelt og stift, var det - underligt akavet. Hvorfor skulle det være så forbandet svært at formulere et brev til sin bedste veninde? 
   Men han kendte jo godt svaret til dét spørgsmål, så med et suk gav han sig til at skrive brevet rent.
    

“Frøken solberg.” lyd det lyse stemme igennem de ny udsmykket værelse.
”Josefine er fint Emma.. Hvad er der?”
”Der er kommet et brev, det var sent til dine gamle gemakker.”
”Tak, bare læg det på bordet.”
”Javel.”
Der var mange ting der havde ændret sig på rigtig kort tid, måden folk tiltatle hende var en af dem og det var urimeligt svært at blive venne sig til. En anden ting var de mange breve folk sendte hendes vej, altid flere at blive tilført til bunken hun nok en dag skulle gå igennem. De fleste var dem var ikke noget vigtigt alligevel blot folk der håbefuldt skrev i håb om at få en masse ud af lyset uden at give ret meget tilbage. Men de skulle svares, hvert en...Hun sad stille et øjeblik fordybet i sine papirer, sin kalender. Før det gik op for hende hvad der endelig var blevet sagt, men som det gjorde gik hun i stå og stirret på de elleve breve der nu lå på kanten af bordet.
”Mine..gamle gemakker?” Det var ikke mange som ikke havde hørt nyheden, og de få som ikke havde ville nok aldrig kunne finde på at sende et brev. Det var en meget lille liste af folk som ville sende det til det, faktisk gik der flere sekunder før hun fandt det første navn som kunne være på den liste. Hun vendte og drejet brevet flere gange i hånden. Der var ikke noget fuldt navn på det, blot et T i det ene hjørne. Det var tydeligt ikke tiltænkt hendes position men hende selv, hvilket kort føltes som en hel ny oplevelse som hun førte brev kniven til brevets kant.
Få, ganske få ord inde i brevet vidste hun hvem det var fra, derfor sad hun også med et smil som hun læste brevet første gang. Ikke fordi der endelig stod nogle gode nyheder i brevet. Der var faktisk ikke en god nyhed i det brev, men blot fordi det var ham var det svært ikke at smile som det blev læst. Hun var alligevel ikke glemt. Anden gang hun læste brevet forsvandt smilet dog en smule som hun begyndte at tænke dybere over indholdet, og det virkede til, hvis man tænkte over deres sidste breve mens man læste det, at endnu mere ikke var skrevet end faktisk skrevet. Det var med et dybt suk, at hun lagde brevet på bordet. Den nederste skuffe blev åbent og en lille trææske blev taget op og sat ved siden af brevet. Dens indhold var flere løse sider af papir og det øverste fandt hendes hånd.
”Treston.
Det er længe siden jeg har hørt fra dig, og jeg kan ikke lade være med at tænke over hvorfor? Det ene mulighed jeg kan finde er at du har mødt dem, eller rettere hende, en anden er en jeg ikke ønsker at indrømme er en mulighed..at du læste det brev og det har slået en flække i vores venskab.” Hun stoppede med at læse det, og lagde det ved siden af kassen, det næste papir var dog skrevet som hun løg det andet var, i fuldskab, en hav af forvirret følelser og hændelser der var endt på pairet. Hun sukkede dybt som hun lod fingerne finde hvile om fjeren og lod dens ende dryppe i blækket. Et stykke tid sad hun og stirret på papiret uden at vide hvad hun skulle skrive, og om hun faktisk skulle skrive noget. Han var vanæret, i eksil, og som Kester flere gange havde sagt, måtte hun begynde og passe bedre på sig selv, og var dette noget som endelig hjalp hende? Var Treston endelig stadig den støtte som han havde været? Disse tanker sat dog sit mærke som flere små prikker af sort blæk i hjørnet af papiret. Som hun sad i sine tanker lod hun blikket falde over hans brev igen.


Begyndte hun med et lettere suk.




Hun åndet ud og rystede hovedet, kunne det virkelig passe at de to ikke længere kunne skrive sammen uden de begge to blev nødt til at dreje sandheden en smule? Hvor var deres forhold på vej hen? Venner, og absolut så intet andet? Var det ikke det de havde aftalt på trods af de gnister hun selv havde følt så ofte, men aldrig indrømmet hun havde følt, ikke engang over for sig selv, før hun begyndte virkelig at savne ham, før hun risikerer at miste ham? At faktisk sige farvel til ham. En enkelt tåre faldt på kanten af brevet, men blev hurtigt tørt væk, forhåbentligt uden at efterlade alt for tydeligt et mærke.




Brevet blev forseglet med lysets mærke, lysets diplomaters mærke, et lille J tegnet på hjørnet og ellers blev det afleveret og sendt afsted. En god fordel med denne nye position, ens breve blev sendt afsted hurtigt og med de bedste ryttere, ofte magisk afsendt endda. Hun sukkede dybt som det blev afleveret, en del af hende fortryd faktisk at hun overhovedet havde givet ham et svar, en del af hende vidste godt hun aldrig ville komme videre sådan her, men..der var stadig et lille håb at ting kunne blive som de engang var, eller endnu bedre, som hun ønskede det kunne blive.

    Treston fik først mulighed for at læse Josefines brev godt tre dage efter, at det var ankommet, for dét, nær at have mistet sin lillesøster til... til hvad-end det var, Sedna havde skåret ud af hende... 
    Alting havde været kaotisk, for at sige det mildt, og Trestons fokus havde meget naturligt ligget hos Zirra. Faktisk havde han fuldstændig glemt midt i alle bekymringerne, at han havde modtaget Josefines brev, og da først lillesøsteren var uden for livsfare, var det Sedna, han stædigt havde kastet sin opmærksomhed på - i et skrøbeligt forsøg på at nyde tiden, de havde tilbage sammen, uden at han skulle forholde sig alt for meget til de ting, der var sket...
    Men han kunne ikke lukke øjnene for sine drømme, og det var en sen nat, da han vågnede fra mareridtsbilleder af monsterbørn med alt for mange lemmer, at han kom i tanke om brevet fra Josefine. Han havde sat sig op i sengen og stirrede bare en tid med hamrende hjerte ud i mørket, mens ekkoet af Zirras skrig fortonede sig i hans ører. Med en rystende hånd rakte han ud og lagde hånden imod Sednas ryg - et forsøg på at berolige hende og holde hende i søvnen, hvis nu hans bratte opvågnen skulle have forstyrret hende. 
    Hans åndedræt lød meget højt i kammerets nattemørke, og selvom han rimelig hurtigt fik det under kontrol, ville hjertet bare ikke sætte farten ned. Så til sidst viklede han sig forsigtigt ud af tæpperne og steg ud på gulvet - kunne ikke holde ud at sidde stille i sengen og endnu mindre tanken om at forsøge at lægge sig til at sove igen! Og det var så dér, han kom i tanke om brevet - brevet, som han havde lagt uåbnet ned til de andre i vadsækken med dén tanke, at han ville forholde sig til det, når der ikke var helt så mange andre, alvorlige ting at bekymre sig om...
    Men nu ville det klart være en bedre distraktion end opiumspiben... Så meget var sikkert. Og derfor fandt han også sig selv i den tomme, mørke krostue små fem minutter senere - med den slidte jakke løst over skuldrene, en tændt olielampe på bordet foran sig, og Josefines åbnede, læste brev liggende opslået ved siden af et utilskrevent stykke brevpapir. 

    Kære Josefine
    Tingene har udviklet sig en del her i Fristavn, og jeg

    Men så standsede han. For selvom han havde brug for at fortælle hende om det - at dele oplevelsen med nogen, der ikke selv havde været til stede - så krævede det jo ligesom, at han måtte forklare Zirras situation... Og dét kunne han ikke tillade sig.
    For selvom han stolede på Josefine - ville lægge sit liv i hendes hænder - så havde Zirra det helt sikkert ikke på samme måde. Og mens blækket lige så stille dryppede fra pennespidsen og ødelagde papiret, kom han med synkende hjerte frem til, at det ikke var hans hemmelighed at dele. Ikke med nogen...
    
    Kære Josefine
    Jeg synes også efterhånden det føles, som om det er lidt for længe siden, vi har set hinanden. Der er simpelthen sket så... meget, og det er underligt ambivalent for mig. En del af mig ville ønske, jeg kunne tage dele af det sidste - hvad? Næsten et år? Tage dele af dét, og bare slette det fra min hukommelse... Men samtidig er en anden del underligt taknemmelig for, at tingene skete, som de skete. I hvert fald nogle af dem...
    Jeg husker, hvad du sagde til mig dén dag, og jeg tager mine forholdsregler

    Pennen stoppede over papiret, mens Josefines ord rungede gennem hans hoved. Ellers vil jeg have det svært med ikke at tage kærligheden fra dig... Om og om igen. Han kørte en hånd over ansigtet med en lille, frustreret lyd. Det var jo ikke rigtigt... Da først han var blevet sikkert på, at Sedna ikke havde manipuleret magisk med hans følelser... Så var alle forholdsregler ophørt. For han kunne ikke se dét, han følte for Sedna, som noget farligt - noget, der skulle tages forholdsregler imod. Det var bare forvirrende og fantastisk på samme tid...
    Men selvom hans følelser hverken forstod eller kunne tilgive Josefines trussel, så kunne hans fornuft og hans logik godt. Forholdsreglerne dog - de ville nok ende med at blive taget et andet sted...
  
    Jeg husker, hvad du sagde til mig dén dag, og jeg tager mine forholdsregler - og betaler prisen, hvis det er dét, der skal til. Og det ville da være dejligt, hvis vi engang kunne komme til et punkt, hvor vi kunne støtte hinanden et hundrede procent i vores beslutninger - men dét forventer jeg nu ikke af dig, Josefine. Så skulle jeg have handlet anderledes... og dét mere end én gang...
     Vi fandt ud af, hvad der var galt med Zirra, og hun har det efter omstændighederne godt nu - bedre dag for dag. Jeg skal prøve, om jeg kan skaffe nogle af de ting, du remser op i dit brev - men kundetilfredsheden er ikke rigtig en prioritet her i Fristavn, så jeg ved ikke, om jeg tør sætte forventninger for højt... Men tak for hjælpen, Josefine.

    Og jeg havde fuldstændig glemt at spørge ind til din nye stilling! Godt at høre, at arbejdet bekommer dig vel. Jeg forestiller mig, at én med din tålmodighed og indlevelse er som skabt til det - også dén del, der består i at holde styr på en million papirer! Fortæl mig endelig om det, når de engang sender dig ud. Kunne forestille mig, at der er en lang periode her i starten, hvor du først skal præsenteres for en masse folk og lige lære arbejdsgangen at kende... 
    Donnar lyder som en god fyr - jeg er glad for, at der er nogen til at lytte. 

    Igen tøvede Treston, for han ville spørge ind til, om hun havde fulgt hans råd og skåret al kontakt til Kester... Men han vidste ikke, hvordan han skulle spørge, uden at det ville støde hende - med dén risiko, at hun i ren opsætsighed gjorde det stik modsatte...
     Især ikke, når han nu var kommet frem til, at han ikke kunne dele Zirras oplevelser med nogen, uden Zirras samtykke. End ikke Josefine...

    Har du egentlig helt mistet kontakten til dine gamle kollegaer, nu hvor du besidder stillingen som diplomat? Eller har du stadig tid til at kigge forbi i Helerhuset eller i forhørslokalerne fra tid til anden? Har folk taget dit karriereskifte godt? 

    Det føltes, som at lyve, når han fiskede efter et svar på dén måde. Men Treston vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre.

    Med hensyn til min genskoling, så er der om ikke andet taget hul på den. Jeg er færdig i Zircon og om et par dage regner jeg med, at vi sætter kursen imod Lazura. Derefter er der kun Fredskilde og Balzera tilbage, men ingen af byerne ligger selvfølgelig lige i Fristavns baghave... 
    Men jeg skylder nogle penge hjemme i Dianthos, og de skal tilbagebetales inden for de næste syv-otte måneder. Så medmindre, der går ét eller andet helt galt, er jeg i hvert fald hjemme inden dét.

    Jeg savner dig, Josefine. Og jeg håber, du har det godt.

    De bedste hilsner
    Treston

”Frøken Solberg, dagens breve.”
Hun nikkede over bordet som de blev lagt i kurven der hang i på kanten af bordet.
”Tak Emma.. Jeg tænkte på..”
”Et af dem har det mærkelige T i hjørnet.” afbryd den unge kvinde hende og Josefines blik skiftede øjeblikkeligt til kurven, dog kun et øjeblik før blikket hævede sig til Emma.
”Kigger du mine breve igennem?” lyd det med et let munter.
”Nej, forsikre mig bare der ikke er nogle der bliver sent forkert frøk…Josefine.”
”Har du lagt det øverst?”
Emma rystede kort på hovedet, og tog brevet frem fra kurven, uden tvivl vidste hun hvor det var lagt i kurven og kort efter var det i Josefines hånd hvor det bliv undersøgt nøje som Emma forlod lokalet, hun burde ikke, hun burde lade det vente til dagen var ovre og hun havde fået godt de tin hun havde sat sig for, men alligevel førte hun brevkniven til brevets ende, og lod sit blik falde over det sorte blæk. Der var flere ting som blev læst gang på gang, specielt hans ord om deres sidste møde i Diantos før han blev smidt for hundene og sat fri i verden. Så de er stadig i fristhavn. Som tanken poppede op i hendes tanker gled blikket over kortet der beriges hendes bord. Ville ikke være umuligt at overraske…Tanken blev sluttet lige så pludseligt som den startede og blikket ført tilbage på de resterne ord. Hun træk kort på smilet ved ordene om Zirre, men også som han endelig henviste sig til hendes arbejde og hendes bunker af papirer.  Lazura. Gik tankerne og blikket igen imod kortet. Det sidste han skrev fik hende dog til at hæve et øjenbryn, hvordan i alverdens navn ville han anskaffe sig penge, på denne rejse, ingen ville ansætte ham? Ville de med de rygter der…det var vel ikke rygter, men en ridder…lejesoldat? Eskorte? Det var vel ikke umuligt så længe folk ikke spurgte så meget ind til hans tidligere arbejde. Men tanken fik alligevel et smil, en sandt smil frem på hendes læber, så han virkede faktisk til at ønske at komme hjem.

Begyndte hun, men valgte at kassere brevet allerede.



Det gjorde ondt at skrive, det var ubehageligt, men det var ikke løgn, for hvilken kvinde ville bare acceptere at ens mand elskede en så højt at hans eget liv ikke længere havde betydning og med glæde var noget han brugte som stats i livets terningespil. Men det værste ved at skrive dette, var at hun skrev så om hun kendte hende Sedna, og alt hun vidste var de rapporter hun havde læst, voldelig, manipulere, både fysisk og mentalt, udførte tortur imod både civile og lyset, der var intet pænt skrevet om hende, og endnu mindre der talte godt for hende. Var det virkelig den kvinde Treston havde beskrevet den aften? Og, endnu vigtigere er dette virkelig hans type? Troede det var gifte kvinder, og kvinder han ikke kunne opnå. Det fik det dog til at give lidt mening for hvorfor hans blik aldrig havde ligget på hende selv.



Hvordan skulle hun lige tage hånd om det næste, hun ønskede ikke at lyve, hun ønskede ikke at lyve mere en højst nødvendigt, var nok mere rigtigt så løgne var der nok af i det hele, for risikeret han sig liv igen for denne Sednas skyld ville hendes trussel ikke kun være en trussel. Men for nu blev den tillid lagt hos Sedna for hvis hun virkelig elskede ham som han gør hende, så ville problemet løse sig selv. Men her var det noget helt andet hun ville lyve om, så fortalte hun det bare som det var, ville han blive sur og det var nok bedre at spare ham for, han havde nok at se til, syg søster, fremtidig kone fra mørket, og en genskoling. Så bedre at spare hans sind for nu. Og dog, for hvad kom det endelig ham ved, hvorfor beskyttet hun ham endelig stadig.





Igen blev brevet forseglet med lysets mærke og hun havde besluttet sig for at få det sendt, få det ud af verden så hun kan fokusere på sit arbejdet.
”Emma, kan du få dette sendt?”
”Selvfølgelig Josefine.”
”Tak.”
”Må jeg spørger hvem T er? Du virker til at blive lidt nedtrykt over at få de breve.”
”Det er en lang historie, men hvis du har tid når vi er færdige så, kan jeg fortælle det over en kop te i det der..nye te hus.”
”Så hvor meget har vi tilbage i dag?”

     Da Treston modtog Josefines brevsvar havde han undskyldt sig og var gået ned på havnen for at finde roen til at samle sig om, selv at få nogle ord ned på papir. En del af ham kunne godt se, at det udefra virkede uhyre fordækt - for hvorfor kunne han ikke bare sætte sig med pen og blæk i krostuen, som et almindeligt menneske? Men det kunne han ikke - han følte, han havde brug for ensomheden. Ensomheden og havbrisen og lyden af skrigende måger...
     Og der var intet fordækt over brevene til Josefine...! Men alligevel havde han ikke fortalt Sedna om dem... Måske var det, fordi han ikke vidste, hvor han skulle starte med at fortælle. Eller måske var det, fordi hvert eneste brev gav ham en underlig følelse af frygt og forventning i maven...
    For det var ikke løgn, når han skrev, at han savnede Josefine. Men det var lige så sandt, da han fortalte Zirra, at det var... kompliceret...
    Treston havde sat sig til rette på kajen på præcis samme sted, hvor han og Zirra havde krænget deres hjerter ud til hinanden. Det var et godt sted - et trygt sted. Hér ville han gerne læse Josefines brev.
    Den første del fik ham til at trække humorforladt på smilebåndet - for han kunne høre hende sige det. Søde, blide Josefine, der bestemt ikke var så blid endda, når man rigtig lærte hende at kende...
    Men hun havde jo ret - Sedna var ikke just blevet begejstret. Ligesom Zirra heller ikke var det...
    Næsten som fulgte brevet hans tanker, fortsatte Josefine med at skrive om hans lillesøster. Trestons grimasse blev en anelse mørkere. Der var vist ingen risiko for, at hendes 'sygdom' ville sprede sig til hverken Sedna eller ham selv. Langt farligere var det, at kimen til den stadig vadede rundt hjemme i Dianthos, og troede han var sluppet godt fra alle sine forbrydelser...
    Og igen fulgte Josefines brev hans tankespor, for de spørgsmål, han havde stillet, til hendes tidligere arbejdspladser viste sig at give pote, og Treston blev kold over hele kroppen, da han læste Kesters navn - midt i en hel almindelig sætning. Følelsen af Zirra, der knugede hans skjorte og græd sin smerte ud i hans arme - lige hér, på kajkanten - forstyrrede et øjeblik de sorte bogstaver på brevpapiret. Zirra, og dét, hun havde været igennem. Zirra, og de ting, hun havde fortalt... 
    Men Kester... Det var ikke bare smerte, smerte kan jeg klare, det var ... Han ville virkelig have hævn.
    Trestons hænder havde knyttet sig af sig selv, så brevet blev krøllet i hans næve. Han følte sig fuldstændig ubrugelig, og han hadede det. Hjælpeløs. Uduelig. Hvordan zalan skulle han overbevise Josefine om, at holde sig fra dén slange til Kester, når hun nu var så sikker på sine egne evner som menneskekender?
    Hans hænder rystede stadig en lille smule, da han pakkede sine skriveredskaber ud og gav sig til at skrive:
    
     Kære Josefine

    Sådan startede han altid ud - dén del var heldigvis let hver gang.

    Normalt ville jeg besvare dit brev fra starten til slutningen og i god ro og orden, men dét er jeg simpelthen ikke i stand til denne gang. I stedet må jeg begynde med dét, der er vigtigst og ligger mig mest på sinde.
    Vi har diskuteret det før, og jeg ved, du ikke har lyst til at høre det, men jeg kommer til at sige det alligevel. 
    Kester er syg, Josefine. Han er afsporet og ondskabsfuld og helt igennem modbydelig, og det gør mig bange helt ind i sjælen, at du skriver, I stadig har berøringsflade med hinanden. Jeg havde virkelig håbet... 

     Her standsede han op med en banden, for de endnu rystende hænder havde fået pennen til at klatte blæk midt i sætningen. 

    Jeg ved, at du må tro, der ligger noget andet bag - at jeg har set mig sur på ham eller på én eller andet forskruet måde er misundelig på jeres venskab - men det er altså ikke tilfældet. Jeg er bange, Josefine. Jeg ved, hvad han er i stand til, og det gør mig kold af frygt at vide, at du er alene hjemme i Dianthos og stadig har ham i din kreds...
    Han har gjort folk, jeg holder af, fortræd - alvorligt fortræd. Jeg vil ikke også se dig brænde fingrene på ham. 

    Det ville ikke være nok - dét kunne Treston se, allerede mens han skrev sine egne ord. Det ville ikke være nok, for Josefine havde arbejdet sammen med manden længe, og det var efterhånden ikke nogen hemmelighed, at Treston og Kester havde et udeforstående - ikke efter at Kester havde fået drejet sandheden i retten, så det lød som om Treston havde truet ham til tavshed. Ikke hvis Kester havde fortalt, at Treston havde forsøgt at slå ham ihjel til dén forfærdelige familiemiddag...
    Og hvordan ville Treston ikke selv reagere, hvis nogen kom og fortalte ham, at Farran, som han havde kendt siden rekruttiden, pludselig viste sig at være skingrende sindssyg? At Farran havde mishandlet kvinder? At Farran var forskruet og helt igennem rådden? 
    Han ville have meget svært ved at tro det - selv hvis det var én som Josefine, der kom med nyheden. Så det var jo ikke så underligt, at hun havde været skeptisk... Slet ikke når man tog i betragtning, at Treston ikke just havde opført sig troværdigt her på det sidste...
    "Pis..." mumlede han og skar en træt, desperat grimasse. "Pis også..."

    Jeg ved, jeg har gjort ting, der har fået dig til at tvivle på mig - ting, der har slået skår i din tillid. Men jeg lover dig, Josefine, dét hér er min ramme alvor, og jeg er oprigtigt bange for, at han vil gøre dig noget. Skær kontakten, eller sørg i det mindste for, aldrig at være alene med ham. Så må jeg se, hvad jeg kan gøre herfra...

    Pas på dig selv, Josefine. 
    - Treston

”Emma, kan du få fingerne i skriften fra Trestons  Reynlest rettergang?”
”Ehm..ja selvfølgelig..men, er det en god ide? Vil”
”Ja... Der er noget jeg bliver nød til at læse deri.”
”Du har fået endnu et brev har du ikke?”
”Emma…kan du få fat i dem eller ej?”
”..Fint..går ned og henter dem, men Josefine, jeg tror ikke det er en god ide, du kommer ikke videre i dit liv sådan her..”
”Det er ikke Trestons ord jeg vil læse.”
Det blev stille, og Emma rejste sig øjeblikkeligt som Josefine træk sig tilbage til sit bord, og lod igen blikket falde over Trestons brev, et brev hun ville ønske han aldrig havde sent. For hvordan kunne han sige atl dette om sin gamle bekendt, var det helt tilbage fra væbner tiden? Der blev sagt noget om det i retsagen og ganskevis kunne hun huske dele, men, at bare huske var ikke nok for dette. Flere gange læste hun Trestons ord, I gudernes navn hvad fik ham til at tænke sådan, afreagere sådan? Besvare kun en del af brevet og slet ikke forholde sig til alt det andet. Var Kestor virkelig så forfærdelig en figur i hans hoved. Selv tilbage i cellen den hans navn nok til at få Trestons blod til at koge. Nok til at Trestons skrev at han var bange på hendes vejen at hun var alene med ham. Hvad i gudernes navn var sket mellem dem.
”Josefine..Skriften fra rettergangen..Men, er det virkelig en god ide at svare? Du har..aldrig virket så..påpasselig før.”
”Emma..Der er noget jeg er nød til at få svar på. For nogle gange kan jeg ikke genkende ham I hans ord, og det er altid når..det omhandler et bestemt emne..og nok er nok.”
”Javel frøken.”

Skriften blev nærstuderet, og læst flere gangen, specielt de to ord om hinanden. Hvad er der sket mellem jer to? Spurgte hun sig selv som hun læste det, for Trestons ord, hans blik i retsalen var præget af had for den mand, i cellen var det også den følelse der kom frem, kold, forfærdelig, had.










Hun åndede lettet ud som hun fik skrevet det sidste, det var sært at skrive, i virkeligheden havde hun lyst, det føltes så om hun havde holdt vejret mens hun havde skrevet det.  Og den sidste sætning, som hun læste den selv vidste hun faktisk ikke hvorfor hun havde skrevet den. Det, havde ikke noget sted ud over at provokere, så længe overvejet hun om det skulle genskrives uden den, men i stedet satte hun en, linje, to linjer igennem den sidste sætning. Det kunne vel stadig læses i det rigtige lys, men det var godt nok. Brevet blev pakket, forseglet, og sendt.
”Er du okay?
”Jeg har det fint Emma..Tak for i dag.”

    Det havde varet et godt stykke tid fra at Treston læste Josefines sidste ord og til at han turde samle pennen op og dyppe det i blækhuset. Hans hjerte hamrede stadig af vrede - vrede imod Josefine, vrede imod Kester, vrede imod verden. Og af frygt, naturligvis. Hendes sidste sætning - dén, der halvt om halvt var blevet streget ud... 
    Hun havde skullet se dem dén aften hun sendte brevet. Hun havde været alene sammen med dem. Alt og intet kunne være sket, og der var ikke en skid, han kunne gøre ved det...

    Josefine
    Af alle mennesker i denne verden - med den eneste, mulige undtagelse værende Zirra - er du dén, der kender mig bedst. Du ved, hvad jeg drømmer om. Hvad jeg er i stand til, og hvad jeg aldrig kunne gøre. Hvordan min moral er skruet sammen, og hvor kompromisløst, jeg følger den...
    Du kender mig. Tror du virkelig, at jeg ville forsøge at tage livet af en mand i koldt blod, hvis jeg ikke havde en meget god grund? Tror du, jeg ville være i stand til dét? 
    Hvis svaret er ja, så må jeg give dig ret - så er der vitterligt gået noget galt. Så kender vi ikke hinanden, som jeg troede, vi gjorde. 

    Treston løftede penne fra papiret, inden der skulle komme flere, hårde ord ned på det. Det var jo ikke sådan hér, han ville have det... Og det var bestemt heller ikke sådan, han i sidste ende fik hende overbevist om, at han talte sandt. 
    Det havde bare ramt ham - dét med, at hun tvivlede på, om hun overhovedet kendte ham. Havde ramt ham, så hans indre var blevet koldt og hårdt og sammenknuget... Dog tog han en dyb indånding og tvang sig selv til at anlægge en mere forsonlig tone, da han satte pennen til papiret igen:

    Jeg forstår, at alt dét hér ikke ser godt ud, dér hvor du står. Jeg forstår, at det er forvirrende og svært at tro. Men jeg beder dig - lad dig ikke vildlede af, hvad andre tror om mig. Og lad dig slet ikke forblænde af, hvad du tror, du ved om ham. At folk respekterer ham skyldes så absolut kun, at han er en forbandet dygtig løgner...
    For ja - der er ting, jeg ikke fortæller dig, simpelthen fordi det ikke er min plads. Jeg er ked af det, Josefine, men selvom der ikke er noget, jeg hellere ville, end at forklare dig det hele fra ende til anden, så byder min samvittighed mig at holde igen - simpelthen fordi jeg bliver nødt til at beskytte nogen. At gøre mit til, at en forfærdelig situation ikke bliver endnu mere forfærdelig...
   Hvad jeg kan sige er dog, at jeg ved, han ikke afstår fra at gøre folk fortræd. At han sandsynligvis har udnyttet sin position som afhører til at misbruge hjælpeløse fanger. Under flugten fortalte Sedna mig, at han i cellen havde sparket hende i ansigtet og truede med at 'tæve hende sønder og sammen og hamre sin pik ned i halsen på hende' - hans egne ord. Angiveligt for at at give mig skylden bagefter - fordi jeg med store bogstaver bad ham holde sig fra cellerne og deres indsatte. 
    Dét er en del af grunden til, at jeg hader ham. En lille del, Josefine. At han sidenhen har sat sig for at lade sin hævn gå ud over både mig og Zirra ved at narre vores fader til at overveje ham som hendes ægtemand... At han hviskende lovede mig, at han ville gøre ved min søster, hvad han havde troet, der skulle gøres ved Sedna i dén celle... Dét er en del af grunden til, at jeg forsøgte at myrde ham til dén middag. Igen - en lille del af grunden. At hentyde, at mit had udelukkende skulle udspringe fra svinets trolovelse med min søster er simpelthen for lavt, Josefine - eller også insinuerer du noget, jeg helst ikke vil tro om dig. Jeg håber, kommentaren var et lidt for hastigt udslag af vrede - dét forstår jeg, og dét kan jeg tilgive, for der er uden tvivl også en del ord i dette brev, jeg kommer til at fortryde, når det er afsendt...
    Men nej. Jeg hader ham, for dén han er og de ting han gør. Jeg hader ham dog også for hans opførsel overfor min søster - en opførsel, han kommer til at betale for. 

    Hvis du vitterligt mener, du ikke kender mig længere - fint. Så betyder ovenstående nok ikke andet for dig, end at jeg virkelig er dén forræder, man dømte mig som. Men du kender mig, Josefine, og du ved, at jeg ikke ville skrive sådan hér til dig, hvis jeg så anden udvej. 

    Hold dig fra ham. Hold dig fra alle, der kalder ham deres ven. Pas på dig selv.
    - Treston

Det gjorde ondt, det var faktisk direkte modbydeligt at læse brevet denne gang, men hun fortjente hver et hårdt ord sendt imod hende for hende besvarelse tidligere måtte have prikket flere ubehagelige steder på Treston. Men denne ene fridag skulle ikke ødelægges bare på grund af dette ene brev, så det var bedre at få svaret skrevet med det samme, der var næsten to dage mellem hvert brev, så mon en dag mere ville gøre det ubehag. En ting var dog sært, hvorfor de stadig var i den havn, havde Zirres stilstand været så dårlig at de blev nød til at blive? Eller, nydt de deres frihed for engangsskyld?

Jeg beklager.

    Josefine.

    Jeg må gøre som du og lægge ud med en undskyldning. Den sidste tid har været følelsesladet, for at sige det mildt, og det ramte mig mere, end det burde have gjort, da du insinuerede, at jeg har ændret mig til noget, du har svært ved at genkende. Måske er det fordi, jeg har følelsen af, at jeg det sidste halve år har været mere tro imod mig selv, end det ellers har været tilfældet længe... Dén erkendelse gjorde mig bange, tror jeg. Bange for, at jeg i min iver for at leve op til min fars forventninger ikke bare har løjet for mig selv, men også for de folk, jeg holder af...
    Men de tanker er ikke vigtige nu. Jeg forstår kun alt for godt, at en sådan dag, som du beskriver, kan afføde nogle uigennemtænkte ord. Det skræmmer mig at høre, at min fader opsøgte dig - og især i dén tilstand... 

    Trestons indre havde faktisk knuget sig sammen til en lille-bitte, kold klump, da han læste Josefines brev igennem første gang. Dastor... beruset på Josefines kontor. Josefine, der netop havde takket ja til en stilling som Lysets diplomat... Hans fader måtte godt nok være langt ude i tovene, for at tillade, at nogen i en magtposition skulle se ham sådan! Dastor, der altid bekymrede sig så frygteligt om familiens gode rygte...

    ...Men du skal have stor tak for, at mane ham til besindighed. Det burde ikke have været din opgave, men jeg er taknemmelig for, at du tog den på dig. Og selvom jeg ved, jeg ikke burde bede dig om mere, vil jeg gøre det alligevel; jeg har vedlagt et brev til min moder med en... en delvis forklaring af, hvad der er sket. Vil du ikke være sød at sørge for, at hun får det? Gerne udenom min fader, hvis det er muligt...

    Han havde udeladt en del detaljer. Alle detaljer, der involverede Sedna, for det første, og også alle detaljer, der havde at gøre med Kester, og dét han havde gjort imod Zirra. Dét var Zirras historie at fortælle - hvis hun ønskede, at deres forældre skulle vide noget, burde hun selv have lov til at bestemme hvordan og hvornår... 
    Men han havde skrevet brevet for at forsikre moderen om, at de begge havde det godt. Så håbede han, at Eylia kunne få hold på sin mand...
    ...Så håbede han, at hun ikke var endnu mere påvirket af alt dét hér, end Dastor var det... Og at Kester ikke var kommet ind under huden på hende også. 
    For dét, at Kester tilsyneladende havde slået sine klamme kløer i hans forældre - havde formået at orme sig endnu længere ind under huden på Dastor i Treston og Zirras fravær... Dét skræmte ham. Manden var jo syg - syg helt ind i sjælen... 

    Kester gør ret i at huske, at han langtfra er en del af familien Reynlest endnu - og står det til mig, bliver han det heller aldrig. Og tro mig, når jeg siger, at Zirra har det på samme måde. Vi skal nok få vores forældre til at komme til fornuft...
    Og så bliver jeg jo nødt til at spørge dig. For jeg kan jo læse af dine ord, at det er svært for dig at tro på Kesters sande natur - og som jeg har sagt gang på gang, forstår jeg det så udmærket. Han er en formidabel løgner. 
    Men om du ender med at tro på mine beskyldninger imod ham eller ej, så er det et faktum, at Zirra hellere vil springe i en vulkan end giftes med ham. Og er det så ikke nok? Eller hvad? Mener du alvorligt, at ægteskabet er helligt nok til, at Zirra bare må bide sit had i sig?

    Det var pisseprovokerende at spørge sådan - dét vidste han godt - men Treston kunne alligevel ikke lade være. Selvom det aldrig var noget, de havde snakket om direkte, så havde Treston en klar fornemmelse af, at Josefine ikke nødvendigvis altid havde været lykkelig i sit ægteskab....
    Måske tog han fejl. Hans mistanke baserede sig på småting - blikke, tonefald, vage bemærkninger - og han havde aldrig fået mistanken bekræftet. Men hvis han havde ret, så måtte hun da om nogen kunne sætte sig ind i frygten for et forfærdeligt ægteskab...!

    At målet helliger sig midlet er sandt til en grad - det ved alle i Lysets tjeneste. At det sommetider går... ureglementeret for sig i en forhørssituation kommer ikke bag på mig og at du har gjort og sagt ting, du nødigt vil være ved, chokerer mig ikke - jeg har selv gjort det samme i pressede situationer. 
    Men jeg køber ikke forklaringen om, at Kesters ugerninger hører i samme kategori. Gjorde de dét, skulle manden udvise fortrydelse. Eller skam. Eller som et minimum en usikkerhed. Er dét følelser, du nogensinde har mærket fra ham?

    Den næste del af hendes brev havde han gruet for at tage hul på. Det havde været skræmmende læsning... 
    Jeg faldt for dig, fordi du søgte en fredfuld fremtid lige så meget som jeg gør. At se ordene sort på hvidt... Han var pludselig blevet meget bevidst om, at han havde været frygtlig naiv. Han havde jo mærket det imellem dem, den sidste dag inden han forlod Dianthos - at der lå noget, som de skulle rede ud, hvis deres relation skulle kunne fortsætte som hidtil. 
    Dén følelse var så absolut kun blevet bekræftet, da han modtog hendes brev... brevet. Dét brev, som hun påstod at have skrevet i fuldskab, og som han havde påstået aldrig at have læst...
    Men nu stod det her - sort på hvidt, mejslet i sten - og der var ingen vej uden om det.

    Én af dine bedste kvaliteter, Josefine, er din evne til at tro på det gode i mennesket -  i verden - selvom du om nogen kender til alt det dårlige...
    Selv har jeg mistet troen - i hvert fald troen på, at godheden findes i alle. Og i hvert fald på, at godheden og Lyset går hånd i hånd. Eller at godhed avler godhed. Jeg kender efterhånden alt for mange gode mennesker, der ikke har oplevet andet end lidelse, og hvis dét er Isaris retfærdighed, så vil jeg hellere være fri. 
    Dog er jeg stadig meget bevidst om, hvordan verden bør være, og i dén forbindelse, hvad Lyset burde repræsentere. Dér, hvor det går galt, er at Lyset siger ét, men gør noget andet - og dét kan jeg ikke tilgive. 
    Lige præcis dét hykleri, er Kester et fortræffeligt eksempel på - et symptom på sygdommen. I kraft af sin Riddertitel, burde manden værne om godheden - i kraft af sin titel og sine løfter har han faktisk et endnu større ansvar end nogen anden. 
    At han så skider på dét ansvar og i stedet udnytter sin position til at gøre ondt... Dét gør ham fortjent til en straf værre end døden. 
    Nu har jeg jo fået et unikt indblik i måden Lysets lov bliver eksekveret. Hvis Lysets Lov dikterer, at jeg burde have dinglet for at redde et liv - hvorfor fortjener Kester så ikke døden for at ødelægge et? 

    Treston løftede pennen og ventede, til hans hjerte var holdt op med at hamre, før han fortsatte - forholdte sig til den sidste del af hendes brev.

    Hvad angår Elanora, så lyder det, som om du har ret i, at hun kunne have glæde af en mentor af en art - én, der kan lære hende at begå sig med sin evne. Jeg ved dog ikke, om jeg tror, din plan om at sende hende på en skole er det bedste, du kan gøre for hende...
    Min fader sendte mig fra hjemmet da jeg kun lige var fyldt tolv. Og selvom Mørket erobrede Dianthos ikke længe efter, og alle vi væbnere blev sendt hjem til vores familier igen, så var det hårdt. Børn kan være ualmindeligt modbydelige imod hinanden, og man skal ikke undervurdere, hvor ensomt det kan være, ikke at have noget velkendt i ryggen. Når du nu fortæller, at hun i forvejen har det svært med de unger, hun kender på børnehjemmet - tror du så ikke, at det vil være endnu sværere for hende, at falde til et helt nyt sted? 
    Selvom du måske ikke vil høre det, så tror jeg desuden, at du er den bedste læremester, hun kan få, Josefine. Hvis der er nogen, der kan sætte sig ind i, hvordan hun føler. Så er det dig.

    Vær stærk og pas på dig selv.
    Treston

At læse breve at forskellige natur var hun efterhånden blevet van til, og endda læst breve der havde gjort hende vred eller irriteret var noget som var sket nogle gange. Dette brev, dette brev med det forbandet T i hjørnet af kuverten gjorde ikke meget godt for hendes humør. Dagen havde været stille og rolig og hun havde endda været i stand til at vente med hans brev til at hun var kommet hjem. At læse at Treston indirekte skrev at den mand han altid havde været, manden hun både har set op til, men også tænkt alt for meget på, måske faktisk ikke var den sande ham satte en masse ubehagelige følelser i gang. For med alt dette var godt kendte hun endelig denne mand, hun havde aldrig forstillet sig at han ville starte en mindre brand i Dianthos, aldrig forstillet sig at han ville vende lyset ryggen, og at tænke at han faktisk hjælp den kvinde, som havde misbrugt hans søster, og flere af hans kollegaer, endda tilgav hende nok til at opsøge hende, til at komme sammen med hende, og nu skrive at han måske altid har været en anden end hun kendte, og han bare ikke selv vidste det. At sige det gjorde ondt at læse, at tænke over det gjorde intet bedre.

Det sværeste at forstå var dog at både ham og Zirre, kvinden der blev mishandlet og misbrugt, brugte tid med Sedna i et roligt tempo den dag i dag, og så gav det hele faktisk mening i engles hoved.
De voldsomme følelser, en formodet tilgivelse fra Zirre, og alle disse ændringer af hans adfærd, der var få forklaring, og i skriften fra retsalen var svaret, og hold kæft de forbandet Raynlest børn er nogle alfehjerner. De vidste af den kvinde kan manipulere med folks følelser og de stod nu begge og have tilgivet hende, og tog hende side. At de kan være så blinde og ikke forstå hvad der er der sker.
At Treston tidligere havde skrevet at det kun var hans egne følelser måtte være latterligt nemt at overbevise ham om, hvis man manipuleret hans følelser fra starten og nu havde hun været en del af det selv også. Der var dog et stort spørgsmål tilbage, hvorfor hadet imod Kester? Hvis følelser var manipuleret, så gav det vel også mening at give dem et nyt mål for deres negative følelser, hun gjorde det selv ofte, tog de negative følelser væk for at styre hvor folks tanker bevæget sig hen. Det gav alt for meget mening, at få dem alle til at hade Kester, ville få dem til at fokusere på dem frem for alt det andet og undgå at se hvad der foregik.

På en eller anden latterlig måde berolige disse tanker hende, for det måtte vel betyde at Treston, manden hun kendte og holdt kær, stadig var derinde et sted, spørgsmålet var bare hvordan man kunne få ham frem igen. Hun træk kort på smilet og lod en fingre glide over til skakspillet hun havde, en fingre nåede den sorte sides dronning og med en let bevægelse væltet hun den af brættet med et hadefuldt alfespark.

Brevet til hans moder blev lagt til side, og forbliv lukket det kom ikke hende ved hvad det kunne indeholde som om det fristede, og pennen blev fundet frem og i måne lyset begyndte hun at skrive.





Naturligvis var dette brev skrevet i en mindre sky af tilbageholdte ord, men sådan var det altid mellem dem, og hun vidste, at det også var sandt for ham. Men en ting hun vidste hun ikke kunne skrive, var Kester og en af hans venner, havde lagt en ide på bordet, at en af dem kunne adoptere dem. Ideen var ikke forfærdelig i hendes hoved, hun kunne måske faktisk føle hun havde ret til at være en del af deres liv sådan. Men at sige det til Treston ville kun gøre ting mere problematiske og gøre det greb der var om hans følelse mere fast, specielt i hadet imod Kester.

    

    Kære Josefine

    For at starte ud med at besvare dit spørgsmål. Jo - vi kan godt lægge snakken om Kester på hylden. For nu. Den frustrerer mig lige så meget som den frustrerer dig, og skal jeg være ærlig, er det mit klare indtryk, at du ikke vil høre, hvad jeg har at sige. Eller i hvert fald, at vi ikke kommer til enighed af at skrive ord frem og tilbage.

    Det var både bittert og en lille smule småligt, men Treston havde haft en lang dag med bøn og tempeltjeneste i Lazura, og han følte sig ualmindelig opgiven. Hvis hun gerne ville stikke hovedet i sandet og lade som ingenting... hvad kunne han så helt ærligt gøre? Hér - dagsrejser fra Dianthos? Uden udsigter til at kunne vende hjem sådan lige med det første? Han havde absolut ingen mulighed for at påvirke hendes valg i højere grad, end hvad han havde forsøgt med sine breve. Og dét nægtede hun jo tydeligvis at høre på...

    Og nej - der er måske ikke meget positivt at skrive om. Men det bekymrer mig nu ikke så meget. Vores venskab har aldrig været letsindigt, Josefine, men i mine øjne betyder det bestemt ikke, at det har mindre værdi. Tvært imod. 
    Dog kan jeg på den positive front oplyse om, at vi er rykket videre til Lazura, og at jeg har påbegyndt min genskoling i templet dér. Efter dét, er der kun Balzera og Fredskilde tilbage - så retter vi kursen hjemad. Og så må vi se, hvad der sker...
    En stilling som livvagt til Lysets Diplomat ville bestemt ikke være at kimse sig af - dog kunne jeg godt frygte, at Hærens officerer og Lysets Dommer ville få et mindre føl på tværs, hvis du ansatte mig... Jeg tror ikke, man ønsker mig tilbage i nærheden af Lyset, og jeg er ærlig talt heller ikke selv sikker på, at det længere er dér, jeg hører til...

    Han sad en tid og stirrede tomt ned på sine egne ord, før han satte pennen til papiret igen.

    Om dét så skyldes, hvad jeg tidligere har skrevet om Lyset og mine skuffelser i Hæren... Dét må være op til nogen andre at bedømme. Måske kommer følelsen sig i virkeligheden af, at min stakkels mandighed ville have svært ved, pludselig at skulle se dig som en overordnet.
   
    Det sidste var et yderst halvhjertet forsøg på at være morsom - og dét håbede han, hun kendte ham godt nok til at kunne se. Hendes seneste brev lå åbnet ved siden af ham, og han lod øjnene løbe ned over det, for at se, om han nu også fik svaret på alt. Så gik det op for ham, at hendes næste sektion havde omhandlet Lysets synspunkter, og hendes egen forklaring på, hvorfor tingene var endt, som de var endt. Og fordi han både var frygtelig enig og frygtelig uenig, dyppede han bare atter pennen i blækhuset og undlod at kommentere. 
    For hun havde ret; Lyset havde reageret på hans handlinger, præcis som Lyset også burde. Som han også havde forklaret hende engang, havde han troet fuldt og fast på Lysets ret til at straffe ham. 
    Det var rammesætningen, den var gal med - præmissen. Præmissen for hele denne forbandende evighedskrig...

    Jeg tror, jeg bedre end før forstår din modvilje imod at tage kontakt til Alexander og Elanora. For når man har været skyld i andres ulykke - om det så er forsætligt eller ej - så kan man hurtigt få dén tanke, at de er bedre tjent, hvis man skærer sig ud af deres liv. 
    Men i sidste ende, Josefine, så bør det ikke være op til dig - det bør være op til dem. Og skal jeg komme med et gæt, så tror jeg, Elanora ville foretrække dig frem for nærmest enhver anden i denne verden. 

    Jeg savner også dig. Mere end jeg havde forestillet mig, at jeg ville. Jeg savner vores snakke og vores gåture. Jeg savner de mere ukomplicerede tider i vores venskab... og så er en lille del af mig bange for, om de nogensinde kommer tilbage. Jeg føler efterhånden, at jeg har været så længe hjemmefra, at alting må se anderledes ud, når jeg kommer hjem... Og jeg frygter, at du føler det på samme måde.
    Men jeg håber, du har mod på at prøve. Trods alt, der er sket.

     De bedste hilsener
     Treston
    

Første gang hun havde læst brevet var på vej imod elverly, nyhederne om lyset ikke længere forviste mørkevlere havde kastet mere arbejdet over lysets papirskubbere end nogle havde forventet og mange forhandlinger skulle gøres på ny, selv om aftale hende kun var at lyset havde gjort deres, var dette alligevel ikke godt nok for mange af elverrigets forretnings personer, som krævede bedre told nu mørkelvere kunne købe deres varer i Dianthos. Det havde været en trættende tur og det brev som hun havde læst første gang på turne til elverly, var blevet læst mange gange i de månederne, og nu en sidste gang på vej hjem i karrenten, som hun endelig kunne give sig selv lov til at besvare det. En fejr, blæk, og blankt papir blev langt frem foran hende som hun lænede sig over bordet på vej hjem, og for første gang i uger gav hun sig selv fri.









Der stoppede hun, for hun vidste godt det ikke var helt sandt. Der var uden tvivl ting hun ønskede han ville gøre, uden tvivl ting hun ønskede han ikke havde og ikke ville gøre og i gudernes navn der var mange ting hun ønskede at han ville gøre om.




hun kiggede ned over brevet med et smil, for det var sådan her hun huskede dem mest. Et smil på læben, et seriøst emne som blev snakket om i en useriøs tone. Hold op hvor var lettende at skrive til ham på denne måde, og virkelig rart at kunne uden at mærke hans følelser. Måske var et liv med amuletten ikke den værste fremtid. En tanken der hurtigt blev mødt af et opgivende suk før hun forsatte.





Brevet blev forsejlet med et smil, og et afslappende åndedrag. Bare nogle timer til Dianthos og så kunne hun sende det.

Kære Josefine
 
Du behøver på ingen måde undskylde for sene svar - jeg ved alt om, hvad der sker, når arbejdet tager over. Selv har jeg også haft… en del på tallerkenen, om man vil, så jeg forstår det så udmærket.
Det lyder dog, som om du er faldet godt til i din nye stilling, og som om, du er sprunget ud i det med begge ben og hele din opmærksomhed. Jeg har selv kun haft begrænset at gøre med elvere - i hvert fald dem af dem, der har valgt at blive i deres skove og byer, og ikke har bevæget sig ud iblandt os mennesker. De har altid forekommet mig en anelse arrogante, men måske er det netop som du siger - måske er det resultatet af et langt liv.
Jeg bør måske ikke, men jeg kan levende forestille mig, hvordan en nærgående elverkvinde kunne være både en udfordring og en… opfordring, måske?
 
Han smilede skævt, mens han skrev det sidste. Kiggede så på det et øjeblik og blev bekymret over, om det var for meget - om hun ville tage det ilde op eller læse det som unødvendigt flirtende. Men i sidste ende valgte han, at lade det stå, for hvis de nogensinde skulle finde tilbage til deres ubesværede venskab, så nyttede det ikke noget, at han censurerede sig selv.
 
Inden du kommer alt for godt i gang, fru Solberg, så må jeg lige minde dig om et par ting! For det første, er undersåt og underordnet to meget forskellige ting! Og for det andet, har min rang som Ridder da aldrig nogensinde forhindret dig i at give mig ordre alligevel! ”Lad være med at bevæge dig, når jeg syr et kødsår!”, ”Luk skabet efter dig, når du henter flasker i mine gemmer!”, ”Tag kortere skridt, så jeg kan følge med uden at skulle bruge mine vinger!”
 
Det sidste havde hun nu aldrig bedt ham om, men ingen spøg, uden et strejf af fornærmelse.
 
Blev jeg vitterligt ansat som din livvagt, ville jeg frygte, at sådanne ordre blot blev endnu værre! ”Bær min oppakning!”, ”Intimidér mine politiske modstandere!”, ”Hold din mund, så du ikke bliver skyld i en diplomatisk fadæse!” - ja, jeg frygter faktisk, at det ville være ganske umuligt for mig at indgå i en sådan konstellation, uden at skulle pakke mig selv fuldstændig sammen. Og dét ville jo være synd!
 
Han valgte meget bevidst ikke at kommentere på den mere alvorlige del af dét afsnit - på måden Lyset havde behandlet ham på. Eller på hendes forsikring. For en lille del af ham troede ikke på, at det var sandt, hvad hun skrev, og dét gjorde ham umådelig trist til mode.

Jeg vil altid gerne hjælpe dig, og selvom jeg selvfølgelig helst ville gøre det oven på et godt måltid mad og siddende overfor dig i en pejsestue et sted, så vil jeg også gerne prøve pr. brev. Vi kunne jo eventuelt gøre det sådan, at du skriver et udkast til et brev til Alex og Elanora og sender det med dit næste brev til mig? Så kan jeg se på det, rette i det, hvis du ønsker det, og sende det tilbage til dig?
Men skal jeg være ærlig, så tror jeg, det i sidste ende er mere eller mindre ligegyldigt, hvad der står i et sådan brev - det vigtige er din intention, og dén skal de nok kunne mærke.

Den næste sektion var svær, fordi det både havde givet ham et smil på læben og en klump i halsen at læse dét, hun havde skrevet. For ved guderne - han savnede også hende. Han savnede dét venskab, de havde haft, inden alting gik ad Zaladins til…
 
Jeg savner dén måde, du leger min mor på, når jeg har gjort noget dumt - dine reprimander og din påtagede opgivenhed, og dét smil, du alligevel ikke helt kan skjule. Jeg savner, at have én, der ikke er bange for at kalde mig en idiot, men som oftest gør det på en sødere måde. Jeg savner at føle mig så mødt og så set, som jeg gør i dit selskab.
Jeg skylder en middag og dén skal du få. Og jeg skylder en lang forklaring og en lige så lang gåtur. Og jeg tror også, jeg skylder et par undskyldninger… men dem kan vi jo tage til dén tid.
Hvad angår, hvad folk tænker om vores relation, så forstår jeg godt, at de kan synes, den er svær at gennemskue. Guderne ved, at vi jo også selv har fundet den… rodet.
 
Det var meget bevidst, at han skrev det i datid - så lød det, som om der var fuldstændig styr på den nu. Som om forvirringen og ’det rodede’ hørte fortiden til…
 
Men vi kan jo trøste os med, at mine besøg i Helerhuset (forhåbentlig!) bliver færre nu! Måske det fremover kun bliver dine tjenestefolk, der kan starte sladder…
Vi tager snart fra Lazura og sætter sandsynligvis retningen imod Balzera. Jeg er fortrøstningsfuld, Josefine. Det føles, som om jeg snart er på vej hjemad.
   
Alt det bedste
Treston

”Kære Alexander, jeg ved det var hårdt at møde mig på gaden den dag, og at det billede jeg gav dig af mig nok ikke var som du ønskede."[/b] I et sæt blev brevet fået op fra bordet, krøllet sammen og kastet i papirkurven, hvor det mødte de andre flere hundrede papirer der havde mødt samme skæbne. Denne forbandet opgave var den sværeste hun nogle side havde haft, en opgave så svær den faktisk havde holdt hende fra at besvare hans brev da hun var bange for at skuffe ham ved netop ikke at udføre opgaven. Hvor svært kan det være at skrive et brev.. Men beslutningen var taget, der skulle svares i dag! Nu gik den simpelthen ikke længere med bare at lade hans brev ligge, og det var heller ikke sundt at blive ved med at genlæse det samme brev. Måske var dette faktisk muligheden for ikke at svare? Endelig komme videre som Kestor flere gange havde anbefalet, og benytte afstanden for en mulighed for at starte helt forfra. Men det føltes aldrig rigtigt, hvis det skulle ende så skulle de mødes først! Og med den beslutning tog hun brevet op igen, bare en sidste gang før svaret skulle skrives, om brevet til hendes børn så måtte undværes eller om modet faktisk blev fundet! Ting gik ofte nemmere med en presset tidshorisont.
 
Opfordring, af en eller anden grund sad det ord mere fast end det har gjort tidligere, og for en gangs skyld vidste hun hvordan hun skulle starte.




Hun kiggede over det hun havde skrevet, og tilbage over hans ord og træk på smilet over at han fik sig selv så nøjagtigt formuleret i breve som han gjorde. Man kunne fornemme hans skæve smil, som han skrev det ord, opfordring, i hans vildeste fantasi ville det være en mulighed. 

Hun fandt et smil, et naturligt, glad smil som hun læste videre og lod sin egen fjern møde blækket på ny.



Et ønske fru Reynlest nok havde bedt alle tænkelige guder om flere gange. Smilet forsvandt en smule som hun læste sine egne ord, det var blevet skrevet uden at tænke, men med Sedna i billedet var det måske skrevet lidt for hårdt. Ikke at hun ønskede at vise hensyn til kællingen Sedna, men hvis de følelser stadig lå i hans sind var det muligt han ikke ville tage pænt imod hendes ord, men på trods af det ønskede hun endelig ikke at rette det til eller starte forfra.

Den næste del af hans brev spang hendes tanker let og elegant over, børnene kunne vente et øjeblik. Der var noget galt, et eller andet var sært ved en måde han skrev det sidste på, et eller andet gjorde utrolig ondt ved hvert ord. Nærmest som han opgave at få det igen, at alt ville forandre sig. Nej, alt havde forandret sig. En tåre faldt på papiret og efterlod en fin rund våd plet.








Hun sukkede dybt, og læste igen over det med børnene, det måtte vente endnu – der var ikke noget at sige og alt føltes forkert at sige, som skrevet i hendes tidligere brev, var det nok bedst at bolden forbliv hos dem, og hvis guderne vil tillade det, ville hun også være i Dianthos de næste mange måneder og ikke på besøg her og der. For håbeligt ville hun også være i Dianthos når han kom hjem.

    Det havde været zalans svært at få brevet startet. En del af det skyldtes Trestons blandede følelser, for de var mange og komplicerede og han havde endnu ikke helt fundet hoved og hale i dem. Selv nu, hvor han havde været Josefines brev igennem mindst et dusin gange, blev han endnu en gang trukket igennem hele spektret, da han lod øjnene løbe over hendes ord. Glæde - bestemt, og nostalgi også, for hendes drillende reprimander og de forsikrende beskrivelser af deres fremtidige interaktioner havde varmet hans hjerte...
    Men der var også noget mørkere og smertende - et sted dybt nede i hans mave. Noget, han ikke var stolt af, og noget, han helst ikke ville se i øjnene...
    For dele af brevet føltes underligt...påtaget. Og andre dele havde ramt ham hårdt og ubarmhjertigt og uden et strejf af undskyldning - bemærkningen om hans familie, for eksempel. Det vidste Josefine udmærket var et ømt punkt... Og Treston selv var så tilpas bevidst om hendes sociale intelligens, at han udmærket vidste, det ikke var en tilfældig bemærkning - ikke noget, hun havde skrevet uden at tænke. Det gjorde ham ambivalent, for hvordan skulle han så svare? Skulle han bide de ting, der gjorde ondt, i sig? Eller skulle han i stedet bide fra sig?
    Havde det været en samtale ansigt-til-ansigt havde der ikke været nogen tvivl, for så havde han nok ikke været i stand til at holde sin store kæft... Men på skrift var det noget andet. På skrift kunne man gemme sit svar hele vejen fra Lazura og til Balzera... Og på skrift kunne man ryge sig en halv pibe, inden man satte sig med pen og blæk.
    På skrift, tænkte Treston som det sidste, inden han satte pennespidsen til papiret og begyndte at skrive - på skrift kunne man formulere dén virkelighed, man helst ville have, uden at blive konfronteret med den fysiske verdens hårde fakta... På skrift kunne Josefine heldigvis ikke læse ham som en åben bog...

Breve kunne ligge i en skuffe alt for længe før der blev læst igen, det var nemt at starte dagen med at gå sin personlige post igennem og så ligge dem i skuffen mens arbejdet tog over. Det gode ved breve var at der aldrig ændrede sig, deres ord forbliv som de var skrevet, og når tilliden mellem pennevenner var der, ville hvert et ord i et brev være sandt og ærligt. I hvert fald på sin egen måde. At skrive breve tillod en at danne en afstand, men også være mere forbundet end man kan være ansigt til ansigt. For hvert ord var muligt at vælge med nøje omhu frem for de spontane bemærkninger og ord man kom til at utrygge midt i en reel samtale, hvor følelser kunne handle langt hurtigere end ens fornuft eller modsat.

Aldrig før havde hun tænkt over hvor rart at skrive breve var, og havde hun haft denne oplevelse den gang hun var gift, havde det uden tvivl blevet en vane. Skrive små breve af hvordan hun virkelig følte uden sin evnes ’hjælp’ til at påvirke hendes syn. Den eneste måde hun kunne se sig selv være ærlig med en partner. Velvidende at denne nok ikke var de sundeste tanker at have i hovedet før hun begyndte at skrive en brev, valgte hun en sidste gang at læse Trestons ord før fjeren mødte blækket, og langsomt fandt hvil imod den blanke papir.


Hun sukkede dybt, og lod blikket falde på skakspillet som stadig stod fint på lille te bord, ikke langt fra hendes arbejdsbord, der var ikke mange brikker på efterhånden, en sort dronning, en hvid løber, en hvid springer og en hvid bønne. Resten stod i deres rank ved siden af bordet. På stolen når te bordet lå rapport og transskribering af Trestons egen retssag og timer i fængslet, alt om Sedna, hvert et ord sagt af alle indblandet. På trods af alt beviserne hun flere gange havde kigget på føltes det stadig som der var noget der undslap hende, noget hun altid over så. Det var efterhånden næsten blevet et aftens ritual at gå det hele igennem og hendes egen notesbog var efterhånden fuld af tanker i forbindelse til alt om den sorte dronning og hendes egne planer. Fjeren dansede let over papiret som hun skiftede blikket tilbage til hans brev, og kunne ikke lade være at fnise som han for nok hundrede syvende gang forsikret hende at han ikke, bevist, rørte gifte kvinder.



Hun rystede kort på hovedet som hun læste over hans næste få sætninger, man skulle tro at han ikke kendte hende på trods af deres lange historie.



Hun tøvede let som hun genlæste sine ord og let lod en hånd mærke varmen der fandt hendes kind som ordene gav genlyd i hendes indre, for i virkeligheden var den aften slet ikke så slem som hun fik det til at lyde, og hun var nok en større spiller selv i de handlinger der skete, end ham. For var det ikke for hans forbandet moral, var langt mere sket, og hun havde nydt det til der kom afstand mellem dem på ny. Det var med et dybt suk at hun igen tog fjeren til papiret.