Stille, roligt og tålmodigt var Drakhan i skikkelse af den adelig Samik af Kazimi i færd med at opbygge sit eget, lille handelsrige. Han var ubetydelig nok i familiens øjne til, at der ikke var nogen der undrede sig synderligt over adelsmandens tilbagevenden fra sit frivillige eksil - og kløgtig nok til at holde sine handelsaftaler diskrete nok til, at der ikke var nogen af de mægtigere sultaner i byen, der følte sig trådt over tærene.

Krystaller, som blev tjent, måtte dog også bruges på noget - og efter sin tid i det sparsommelige Nordland, holdt Drakhan sig ikke fra at omgive sig med luksus. Det betød, at der skulle rigeligt med slaver til at opvarte ham i hans ydmyge bolig, og nu hvor byens største slavehandel var nedbrændt, måtte han søge andre veje.
Det nyeste køb var en smuk halvfugl - væsner som Drakhan havde fået en særlig forkærlighed for, efter at have købt et pragteksemplar i den gamle slavehandel. Hendes fjer var hvide som sne og hendes stemme eksotisk - Drakhan havde svært med at vente til at sætte hende i gang med at opvarte sig.

Slaven var blevet ham overleveret i en lille guldkæde, og han førte hende utålmodigt gennem Balzeras livlige gader, da det pludselig gav et ryk i kæden og slaven var borte! Han standsede brat og øjenene spejdede ud over folkemængden i et forsøg på at finde de hvide fjer .. havde hun selv revet sig løs, eller havde nogen hjulpet hende?

"Fang den fugl!" Smældede han myndigt med en røst, som kun en adelsmand kunne afgive, da han fik øje på et hvidt glimt i mængden. Ved Guderne, hvor var menneskerne dog besværlige, sådan som de stod i vejen for ham uden at hjælpe!

”Fang den fugl!”Stemmen smældede ud i det travle mylder. Som en sand bølgebryder over havet, formåede den at skærer sig igennem de bølgende masser af travlhed. En myndig stemme. En autoritær stemme. En ordre.
Dens skarpe tone, fik instinktivt Kiriran’s blik til at flakke op fra den støvede guldjord, søgende efter stemmens ejermand – og hvad end det var han råbte så harmfuldt over. Og det var ved synet af den sørgelige, tomme guldkæde der dinglede i hans ene hånd, at satyren endelig fik lagt to og to sammen.
Et flugtforsøg i slavebyens midte! Det var modigt at prøve - og måske også en anelse optimistisk - skulle han være ærlig. Men han forstod godt behovet, han forstod godt ønsket om frihed. Det var bestemt ikke alle der trivedes i en så støvet, indelukket og kynisk by, som Balzera’s bagside kunne præsentere.

Et kort kig på mandens påklædning, autoritet og fine, fine guldkæder, talte til gengæld til en tungere, og mere interesseret side af satyren. Frihed var trods alt noget man gjorde sig fortjent til.
Og skulle fuglen undslippe, havde den arbejdet for det.

Den var dog ikke så heldig, at det skulle blive let. Om Chance var med ham, eller ulykke blot fulgte den hvide skabning, det var ikke til at sige. Men i det næste nu, brød hvide fjer og paniske øjne gennem to mennesker til venstre for ham, som bandende væltede over dens hurtige skikkelse – og det afgjorde det. Fordi den var hurtig. I tre hurtige skridt var den allerede nået forbi ham, og søgte med flaksende vinger op imod nogle kasser, der kunne løfte den op imod taget.
Men imens hun stresset fumlede med at få et ordentligt afsæt, nåede den kronragede mand hen.  ”Desværre, du lille” Hånden lukkede sig med et ryk om hendes slanke overarm, og han trak hende med et fnys ned, så hun tumlede bagud i stedet for opad, snublende for ikke at falde på røven ned i sandet. ”Du når alligevel ikke langt, med stækkede vinger” satyrens arme krydsedes over brystet, med et kantet hoved på skrå. 

Han kunne næsten se foragten danse med frustrationen i hendes øjne, idet hun øjnede den høje, hornede skikkelse, ikke helt i stand til at afgøre racen med de hoser han dækkede sine ben med. 

Resterne af kæden dinglede uimponerende fra Drakhans solbrune hånd. Han foldede den sammen og gemte den i gevandterne, som han begyndte at skridte af sted ned ad gaden, skubbende forbipasserende væk med albuerne. Øjnene spejdede efter den forsvundne fugl.

Et glimt af hvide fjer. Drakhans egen fysik var middelmådig - hans evner lå i at holde sig skjult og trække information ud af andre væsner, og han ville næppe være i stand til at indhente sin undslupne slave. Det bedste håb var, at nogen ville være interesserede i at hjælpe..

Et tilfreds smil dansede hen over læberne på ham, da han så den kronragede mand med et par kraftige horn fra panden gribe fat i skikkelsen. Et øjeblik tøvede han .. dæmon .. eller noget andet? De færreste af hans egen slags, ville bære deres horn så tydeligt og frit.
Han tog chancen og vandrede op mod manden, irritabelt skubbende folk til side, som var kommet til at for at betragte optrinnet. Utroligt så mange uduelige folk, der kunne være samlet på et sted.

"Godt arbejde min herre?" Lød det endeligt fra hans læber, spørgende for at høre, hvad han skulle kalde manden, der så fordelagtigt havde fanget hans lille guldfugl.