Satira var blevet transporteret til markedspladsen i hestevogn - hun havde brug for at se andet, end hjemmets fire vægge. Efter at være ankommet, havde hun bedt Vladimir køre retur og hente hende senere. Han havde prøvet at overtale hende til at tage med tilbage, men det var for Satira slet ikke en mulighed.

Hun gik i et roligt tempo, forbi markedets mange boder. Hun gav sig god tid, så hun ikke ville blive for hurtigt færdig. Der var mange ting, som hun ikke huskede at hun havde set før, og nogle hun virkelig ikke havde set. Men det virkede eventyrligt for hende.

Solen stod højt på himlen, men hun var beskyttet af sin dagslysring, og mærkede derfor ikke en vampyrs gener ved solen.

Der var mange mennesker, men hun bemærkede dem ikke rigtigt, men nogle havde bemærket hende.
Satiras hvide kjole og diamant smykker, lyste nærmet helt op, sammen med hendes smil og det røde hår. De multifarvet smaragd øjne funklende af glæde, nysgerrighed og mysik.
Hun lignede ikke en vampyr, som hun kom gående ned af gaden, nærmere en adelig, som havde skjulte vagter over alt.
Men igen vagter, eller tjernere var der, og hun nød det til sit fulde.

Satira ville inderligt give alt, for at kunne smage nogle af alle de lækre ting, som boderne var dekoreret med, men som vampyr kunne det være ligemeget - det havde hun erfaret.

Dianthos stedet for der altid skete ting man ikke regnede med, så hvilket sted var ikke mere perfekt end at tag der hen, markedspladsen var altid en god start hvis man søgte mennesker, men på disse kanter vidste de fleste hvem Jonathan var, man kunne nærmest se det på folk da han kom gående igennem de små stier rundt om de mange boder, rolig og iført hans mørkets rustning, så var lavet af specielt læder, hjord det nemt for ham at bevæge sig igennem de mange boder, plus folk så med automatik flyttede sig på hans vej, var det nærmest som om han var kongelig.

Men med Jonathan var det ikke tilfældet, nej der lå bestemt andre meninger bag deres respekt for denne simple kriger.

Han gik hen til en frugt bod og kiggede ned på et æble hvor efter han kiggede op “ din bod tilhøre nu mørket “ sagde han og tog et æble og vende sig om for at kigge rundt.

Satira havde ikke set Jonathan, eller den effekt hans tilstedeværelse havde på det omkringværende folk. Hun var opslugt i sin egen verden, og af de mange nye ting som hun kom forbi.

Da hun kom længere op af markedet, kom hun til et lille torv. På torvet stod optrædende gøglere, som hun standede for opleve.
Der gik ikke længe, før Satira fik fornemmelsen af en svag berøring, som fik hende til at vende sig om.
Hendes hurtige bevægelse overraskede en yngre kvinde, som var i fær med at liste en halskæde af Satira.
"Hvad i?"
Satiras stemme var høj, og meget vred!
Kvinden så overrasket på hende og prøvede at stikke af.
Folk omkring dem så lige så overrasket ud som kvinden, men ingen reagerede på den flygtende kvinde, som, i panik, havde flået smykket af Satiras hals, og løb i Jonathans retning.

Jonathan var ikke opmærksom omkring hvad der skete omkring ham, fordi han for det første var ligeglad og fordi det ikke kom ham ved, men ide han så tyven kom løbende imod ham kiggede han blot og først ide hun nærmest var forbi ham, rykkede Jonathan kort på sig, og kun lige kort og den tyv der havde stjålet fra den rød håret kvinde, stoppede op og stod helt stille og nærmest ikke bevægede sig, og der gik ikke længe før hendes hovede faldt af, og hvorefter blodet kom frem fra kroppen der manglede et hovede, mange folk stod og kiggede forvirrede rundt og var ikke klar over hvad der var sket.

Jonathan bukkede sig ned for at samle halskæden op, hvor efter han kiggede på den og lagde den i lommen, hvor efter han begynde roligt at gå videre som om intet var sket, selvom det faktisk lå en død kvinde på jorden uden hovede, men det hele gik så stærkt at ingens øjne ville kunne opfange at det var Jonathan der havde taget livet af kvinden, men igen hvis man lagde to og to sammen, så ville man kunne regne det ud.

Satira stoppe op i det sammen som kvinden. Noget var galt, men hun havde ikke set, hvad der var sket. Hun gispede, da kvindens hoved faldt af og stivnede.
Der blev panik blandt menneskemængden - alle var bange for at blive den næste.

Da Jonathan samlede halskæden op, kom hun til sig selv igen. Hun var hurtigt over ved ham og løb ind foran ham.
"Ikke for at være uhøflig, men den halskæde du netop har samlet op, tilhøre mig."
Hun holdte den ene hånd op, hvor den plejede at sidde, og afslørede flere af sine smykker.
På sin vis var hun ligeglad med værdien på smykkerne, det var betydningen bag dem, som gjorde at hun ønskede halskæden tilbage.

Satira smilte og så på ingen måde vred ud, men afventende.

Drabet af den tyv der havde prøvet at stjæle havde chokket rigtig mange af de folk der var til stede på pladsen, men det rørte ikke Jonathan og i lige det han skulle til at gå, henvendte en kvinde sig til ham, og lige i det han skulle til afvise hende, kiggede han på hende og det var som om han stod i flere timer og kiggede hende direkte i øjne, kom han tilbage til virkeligheden igen, han kiggede på smykket og derefter på hende igen “ er du sikker “ sagde han roligt og holde fast i smykket.

Han gik et skridt tilbage og kiggede igen på hende med et andet blik, og med et smil på læben “ hvad med at jeg lader dig arbejde lidt for at få den tilbage “ sagde han drilsk.

I det fjerne kunne man høre byvagten nærme sig pladsen, og det var både til hest og til fods, så det varede nok ikke længe før de var på pladsen.

“ mød mig her i nat klokken 00 når det er midnat, og jeg ville lade dig arbejde for det “ sagde han og løb der fra inden vagterne ville komme.


(( tænker du reagere på mit svar, og derefter svar igen, i tidsrummet 00 om natten ?? ))

Satira rødmede en smugle ved, da det var som om den fremmede forsvandt ind i hendes øjne.
Hun smilte kort ved Jonathans spørgsmål og så sig lidt rundt, som hvis hun søgte nogen.
Men inden hun kunne nå at svare, bakkede han fra hende og ændrede nu sin attitude fra spørgende til drilsk.
Hun var ikke i humør til at "vinde" sin ejendom tilbage, men nok var hun mest træt af at skulle finde hjem på egen hånd efterfølgende - hun blev nemlig nød tiæ at "gemme sig" for ikke at blive hentet hjem.
Satira sukkede kort.
"Hvad er det De ønsker af mig?"
Hun smilte, mens hun satte hænderne i siden, men lød tydeligt irriteret.

Satira nåede at få et svar på, hvordan han ville have hende til at arbejde for sagen, da Jonathan gentog sig selv og løb sin vej, inden vagterne kom til stedet.

Der gikke ikke mange sekunder inden at pladsen var fyldt med vagter og en ny kaos.
Satira bakkede langsomt ud af mængden - hun ønskede ikke at svare på nogle spørgsmål, da det indirekte var hendes skyld, at kvinden blev slået ihjel. Hun havde ikke set Jonathan bevæge sig, men han havde hendes halskæde og dét for hende var et tydeligt tegn, i denne situation, at han var den skyldige.

Satira søgte ind på en lille kro, som egentligt så ret hyggelig ud. Her fik hun noget at spise og havde det perfekte gemmested for Vladimir, når han ville komme og lede efter hende. Han ville ikke tage Jonathans lille leg særlig pænt og selv om han var almindeligt menneske, ville han gøre hvad han kunne, for at forsvare Satiras ære.

Timerne gik og mørket faldt på.
Satira trak mere i baggrunden, som nye, knap så veltalende, gæster gjorde entré- hun ønskede ikke at skabe problemer. 

Da tiden nærmede sig midnat, gik det op for Satira, at hun ikke havde noget med, som ville indikerer, at hun skærmede sig mod kulden.
Som vampyr bemærkede hun ikke kulden, men skulle hun afsløre hvad hun var? Det var ikke altid en fordel.

Satira forlod kroen og gik hen på den plads, hvor Jonathan havde bedt hende møde ham, og her ventede hun på hvad der end måtte ske.

Jonathan kende intet til den kvinde han havde bedt om at mødes med ham senere, men der var alligevel et eller andet ved hende, som gjord et eller andet ved ham, så i stedet for at beholde kæden og slå hende ihjel, havde han givet hende en mulighed for at vinde sin halskæde tilbage, mest af alt for hyggens skyld.

Som klokken nærmede sig 00 dukkede han op på det aftalte sted, og til hans overraskelse dukkede hun også op, det vil sige det var hende smykke men når det så var sagt så var det hans nu, hun skulle måske bare lærer at passe bedre på sine ting.

Han kom roligt gående op af gaden og stoppede 4 meter fra hende, hvor efter han blot stod og kiggede på hende i noget til “ du møde op “ sagde han og tog smykket frem sådan hun kunne se han havde det med.

“ nu skal du høre, den eneste måde du for dit smykke tilbage på, det er at tage smykket tilbage fra mig, og det forgår sådan her.
Smykket sidder inden under min rustning og dit job er at få den af mig, hvordan du gør er helt op til dig.” sagde han og smilte kort, inden hans øjne begynde at lyse op.

Selv om at mørket dækkede landet, kunne hun tydeligt se Jonathan og nu hvor de var alene så hun ham rigtigt. Der var noget anderledes over ham. Energien fra ham var ukendt, men berusende og hun følte sig på en måde fanget i en magnetisk strøm.

"Selvfølgelig mødte jeg op.. Jeg vil jo gerne have mit smykke tilbage..
Satira lød helt rolig og fattet, men end man måske ventede ud fra hendes udsendende.

Hun havde været klar over på forhånd, at han ikke vare ville aflevere smykket til hende, men hun havde alligevel ikke forventet, at hun blev nødt til at komme så tæt på ham, for selv at tage det - ønskede han hende tæt på? Hvad var tanken med det?

Hun lagde hovedet en smugle på skrå og smilte, som hun blev hypnotiseret af hans oplyste øjne...
"De har ikke tænkt Dem, at gøre det nemt for mig, har De vel?"
Hvis han ønskede at hun kom tæt på sig, hvor nemt ville han så gøre det for hende - og hvor meget ville han lege med hende?

Hendes tilstedeværelse havde fået en anden type person op i Jonathan, hun var fortryllende på
En måde, der var noget i hendes udstråling i hendes blik der fangede ham, han smilte kort til hende og nikkede   “ der er intet der bliver nemt for dig” sagde han og afventede hende kort, inden han igen åbnede munden for at sige noget.

“ men igen hvis du ikke er interesseret i at g
Få det tilbage kan du jo bare smutte, også vil jeg tjene en skilling eller to på dit smykke “ smilte han til hende. 

Jonathan var ikke type der vil lege med folk, men lige idag havde han andre tanker, og om det var en fordel eller ej det måtte komme hende til gode på den ene eller den anden måde.

Satira var lige ved at åbne munden, for at svare Jonathan, inden han selv talte videre.
Hun satte hænderne i side og smilte drilsk.
"Hvis jeg ikke ikke havde en interesse, ville jeg slet ikke være dukket op"

Hun løftede den ene hånd, så den hang i luften, med håndfladen himmelvendt.
"Kan jeg i de mindste få navnet på den mand, som holder mit smykke som gidsel?"
Hun forventede på ingen måde et oprigtigt svar, men hun følte sig nødsaget til at gøre noget - for hvordan hun skulle få halskæden tilbage? Det vidste hun ikke! Hun kunne jo ikke ligefrem bare gå hen og hive tøjet af ham ... eller kunne hun? Tanken strejfede hende, men også at det ville være alt for nemt, selv hvis det i sidste ende var det han håbede på.