Selvom Treston havde haft en temmelig klar fornemmelse af, at Zirra ville søge ned på kajen - ned imod det efterhånden mørknende vand - så tog det ham længere tid end han brød sig om at finde hende. Fristavns havneområde var også noget for sig - et kaos af mennesker og væsener og med alverdens halvskumle kringelkroge, som en erfaren spion som Zirra kunne forsvinde i - og Treston, der heller ikke selv var helt appelsinfri, så sig nødsaget til at kigge dem alle metodisk igennem, for at være sikker på, han ikke havde overset hende. Det var frustrerende, men måske meget godt, for det gav ham tid til at pakke vreden fra krostuen væk og i stedet søge lidt indad - til dén kerne, han gerne ville tro på, han besad. Dén kerne, der bestod af troen på... måske ikke godhed længere, men i hvert fald retfærdighed og moral. Og Zirra havde fortjent retfærdighed...
    Og meget mere end dét, men nu måtte retfærdigheden lige komme først...
    Derfor hang solen også temmelig lavt over havet, da han endelig fandt hende - siddende med ryggen imod en fortøjringspæl og med en åben flaske stående ved siden af sig, som uden tvivl var blevet købt hos én af havnens mange handlende. 
     Treston tøvede, da han fik øje på hende - standsede midt i et skridt, og måtte så tage sig selv gevaldigt i nakken for at fortsætte hen imod hende. Rømmede sig lidt beklemt, da han lod sig glide ned ved siden af hende og fulgte hendes blik ud over havet - imod den synkende sol.
    "Der er en forskel, ved du nok - på det sidste lort Sedna fik sagt med far og hans skuffelse..." Han var tom og trist indeni, men tristheden gjaldt mere Zirra, end den gjaldt ham selv. Hun havde været igennem alt, alt for meget.... "Jeg har fortjent den - dét har du ikke. Du har om nogen tjent Lyset - bedre end mig, og sandsynligvis også bedre end Ersten. Du har aldrig fortjent skuffelse, Zirra - kun respekt. Og selvom du måske ikke får hans, så har du i hvert fald min..."

Pungen med krystaller var ved at være en slatten omgang bundslam, så flasken Zirra havde fået købt sig var af cirka samme kvalitet. Det smagte værre end hun havde forventet, men dulmede kroppen tilpas meget til at hun kunne føle sig tom frem for vred. Det hjalp aldrig at være vred. Det sagde hendes træning i hvert fald. Var hun vred, tog hun dårlige beslutninger. Når hun så tilbage på de seneste måneder, havde hun været meget vred. Og taget rigtig mange dårlige beslutninger.
Blikket fulgte solen, der gemte sig bag nogle tunge skyer, mens vandet i horisonten blev beklædt med et rødgyldent tæppe. Sådan noget var nemmere at forholde sig til end en bror og hans dumme kæreste. At det så ikke holdt så længe, fordi Trestons stemme blandede sig med bølgebruset, var noget andet. 
"Har jeg den stadig, når jeg husker dig på, at Sedna sagde seks af hendes delings-venner omkom i branden, jeg startede?" spurgte hun tilbage, men ikke så hårdt og koldt, som hun havde forestillet sig.
Måske var det indsigten af, at Treston var alene. At han selv var gået efter hende for at snakke. Bare de to. Ikke nogle arrestvagter, sygeplejere eller kærester. Bare de to. Det havde taget alt for lang tid at nå hertil. Der var sket så meget. Så meget havde forhindret dem i at få sagt nogle af de ting til hinanden, som de nok burde have snakket om lige efter episoden i skoven.
Zirra sukkede og lænede hovedet tilbage mod den solide træpæl og løftede flasken til munden, før hun rakte den til sin storebror. Den storebror, hun elskede over alt på jorden, og som hun ville gøre alt for. Selv, når det havde været at prøve at slå hans kæreste ihjel.
"Det smager af lort," advarede hun, inden han tog flasken. 
Den respekt, han påstod at give hende, var velment og oprigtig. Men også malplaceret fra Zirras perspektiv, for nok vidste han nu, at hun tjente Lyset, men han anede jo ikke, hvad hun lavede. Medmindre Devranas havde fortalt ham noget, men det tvivlede hun ret meget på. Han var god til at lade hende ordne sine egne problemer, så længe de ikke gjorde hans arbejde sværere at udføre.
"Jeg har aldrig selv ført sværdet, som I har," fortsatte hun dystert. "Men jeg tror, jeg har ret mange liv på samvittigheden, Treston. Flere, end jeg selv aner, sikkert."
Hun drejede hovedet mod ham og så på ham med et overvejende blik. "Hvad tror du, mit arbejde går ud på, Tres?"

    "Selvfølgelig har du dét," svarede han uden at se på hende - hans blik var fæstnet på solen, der hang tung og dyb orange ude over horisonten. "Du udførte din pligt og de var soldater, der kendte risikoen. Jeg ville være en kæmpe hykler, hvis jeg skulle se dét som et problem. Jeg hader krigen, Zirra. Ikke soldaten - eller spionen, for dén sags skyld. Jeg hader dét, vi bliver gjort til..."
    Da hun rakte flasken tog han imod den. Hendes advarsel fik ham til at trække automatisk på smilebåndet, men han sagde ikke noget - han havde en konstant dårlig smag i munden under alle omstændigheder - over sig selv, over situationen, over livet - så det ville sikkert ikke gøre den store forskel alligevel...
    Hun havde dog haft ganske ret. Selv ikke Farrans første, ubehjælpsomme forsøg på at lave hjemmebrændt kunne hamle op med, hvor elendigt flaskens indhold smagte.
    "Man kan jo ikke nødvendigvis gøre det sådan op, Zirra..." indvendte han så stille, fordi han godt kunne høre, at der var et godt mål selvbebrejdelse og skam i hendes ord. "Du har uden tvivl flere reddede liv til din samvittighed - enten direkte eller indirekte. Og selv hvis du ikke har, så opererer man jo ud fra dén information, man har - og jeg er ikke i tvivl om, at din intention altid har været god." 
    Det var i hvert fald sådan, han selv så det - dét synspunkt, han havde været tvunget til at udvikle tidligt i sin karriere. Så længe man oprigtigt troede på, at de ting, man gjorde, bragte mere godt end ondt... Så var det i sidste ende kun éns dømmekraft, der kunne bringes i tvivl, og dét ville altid være et diskussionspunkt, der var op til fortolkning... 
    Hendes sidste spørgsmål kom bag på ham, og han vendte overrasket ansigtet om imod hende - betragtede hendes profil.
    "Jeg går ud fra, at du har samlet informationer - givet hæren dét, den skulle bruge, for at sende os fodtusser ud og slukke brande. At du... har arbejdet i kulissen, om man vil. Ligesom dér i Tusmørkeskoven - dér var det vel meningen, at du skulle melde tilbage og advare vores delinger, hvis noget pludselig ikke gik efter planen...?" 
    Der var et spørgsmål til sidst, for han var bestemt ikke sikker på, at han havde ret. I sin tid i hæren havde han naturligvis haft en smule med Lysets Spioner at gøre, men det var alligevel begrænset hvor mange gange han decideret havde set dem i aktion. I langt højere grad havde han blot skulle forholde sig til de informationer, de bragte - havde skullet inkorporere dem i hvad-end strategi, der nu engang var oppe og vende til et taktikmøde. Han havde ikke nødvendigvis fået den store indføring i deres metoder...
   "Hvad går dit arbejde ud på, Zirra?"

Trestons ord om, at Zirra måtte have flere reddede liv på samvittigheden, fik hende til at smile. Det var et lille, træt smil, men det var der, og en smule af det svindende sollys blev lukket indenfor i hendes hjerte. Han havde altid kunne vende deres modgang til noget positivt. Se det gode midt i alt det dårlige der skete. Få hende til at grine, selvom verden brændte omkring dem. Tænk hvor meget han kunne have hjulpet hende i alle de år, hvor hun havde båret sine byrder alene.
"Mit dække var en lokal, der skulle føre dem til minen, hvor I ventede," svarede hun og vendte blikket ud over havet igen. Havde på den ene side lyst til at se på ham, mens hun fortalte alle sine hemmeligheder, og huskede samtidig alt for godt hans forsøg på at dække sin misbilligelse, da han havde mødt Bertram. "Normalt kommer jeg aldrig på opgaver, hvor I også er sendt ud, men det var meningen, jeg kun skulle vise dem vej og så smutte, før de nåede derhen. Men så ændrede deres planer sig, og de ville gå efter en af bygderne i stedet for minen..."
Der var ikke så meget mere at sige. Resten af historien kendte han. Men det var med garanti ikke den her start, der havde stået i hans officielle rapport efterfølgende. Hun lod det synke lidt ind, før hun fortsatte, for hans sidste spørgsmål havde været langt mere generelt, og han havde et eller andet sted fortjent at få mere af den sandhed, hun havde holdt fra ham så længe.
"Mine opgaver har mest været mudderkravl," sagde hun og gjorde en viftende bevægelse med hånden. "Altså sådan noget med at ligge i en grøft og kigge på folk. Delinger fra Mørket. En kros besøgende. Den slags. Eller på et tag, så al min snak om tagrenovation og hvordan Lazuras tage virkelig trænger, var altså ikke helt løgn." Nøj, hvor havde hun hevet meget lort ud af røven, når moderen under deres familiemiddage spurgte ind til Zirras arbejde. Så spændende var tage bare heller ikke. "Og så godt blandet med direkte infiltrationer som det i 'Dalen eller da du så mig i Ringen. Alle de gange jeg har været i Balzera har ikke haft en skid med byrenovation at gøre. Første gang var for at få ud af en rig mand, hvor han havde et sikkerhedshus med slaver oppe nær Dianthos. Anden gang skulle have været en nem lille tur... Jeg endte med at springe overbord fra et skib med en bevidstløs kollega under armen."
En kuldegysning rystede hendes skuldre, og det havde intet med vejret at gøre.
"Mørkets spionmester var på det skib. Det var alt, alt for tæt på."

    Hendes ord kom bag på Treston, for selvom dét, at hun var en sand spion af Lyset, efterhånden havde bundfældet sig hos ham, så var hun også stadig dén lillesøster, han havde trøstet da de var børn, når hun vågnede af et mareridt og var bange for mørket...
    Og han havde af én eller anden grund tænkt, at hun i Tusmørkeskovene havde været knapt så... tæt på fjenden - mere at hun bare havde observeret dem på afstand. Måske var det ikke så underligt, at hun lod til at have det svært med de af Mørkets folk, der var omkommet i hendes brand...
    Mudderkravleriet lød foruroligende velkendt, og Treston fnøs en enkelt gang og tog en tår af flasken, før han rakte den tilbage til lillesøsteren. Mudder - altid mudder... Hvorfor var det egentlig, at der altid var mudder? I hver eneste konfrontation, han havde været en del af, havde der været mudder, og siden starten på sin Riddergerning havde Treston haft en idé om, at når han engang mødte sit endeligt, ville det uden tvivl også være i én eller anden muddergrøft... Nu lød det, som om Zirra godt kunne gå med lignende tanker.
    Bortset fra, at dét havde ændret sig - hans forestilling om sin egen død. Der ville jo sandsynligvis ikke længere være en slagsmark involveret og dermed nok knapt så meget mudder og så mange fjender, som han altid havde regnet med. Erkendelsen kom af én eller anden grund bag på Treston...
    Som hun fortsatte, gav hans øjenbryn sig lige så stille til at kravle op i panden. En nem lille tur, sagde hun... Der gik en kuldegysning igennem ham - meget lig dén, der netop havde rystet lillesøsteren. Hun havde været tæt på døden... og han havde ikke anet en skid om det...
     "En bevidstløs kollega..." gentog han tænksomt. "Ham Dev? Devranas, er det ikke det, han hedder? Hvordan passer han egentlig ind i billedet?"
    

Zirra rystede let på hovedet og tog imod flasken, men uden at drikke af den. Den salte smag af havet, der blæste ind over dem var væsentlig bedre end det slam, flasken bød på. 
"Det var ikke Dev," svarede hun. "Aladrios være lovet for dét i øvrigt. Ham ville jeg aldrig have fået med mig i land. Det var en kvindelig kollega. På en eller anden måde var hendes dække brudt, så spionmesteren fik fat i hende, inden vi steg ombord. Det var heldigt han ikke kendte til mig, og at jeg havde papirer som mandskab på skibet. Jeg slæbte hende halvvejs op gennem Medanien, før jeg fik fat i nogen af de andre. Hun var bevidstløs eller i vildelse mere end en måned. Da hun endelig vågnede, kunne hun kun fortælle, hvad han havde gjort ved hende. Hvor meget smerte, han havde udsat hende for. Hun kunne ikke engang huske, hvordan han så ud... "
Zirra tog en tår som undskyldning for at være tavs lidt. Det var slet ikke en uddybende forklaring, Treston havde bedt om, men det var det, hun havde brug for at give. Brug for at fortælle ham om nogle af de ting, hun havde gennemlevet og stadig ikke helt var kommet sig over. Det værste var, at der stadig var ting, hun ikke kunne fortælle ham. Hun kunne ikke sige Rennys navn, for Zirra vidste, hun havde været soldat, før hun blev spion. Der var stor risiko for at Treston havde trænet sammen med hende. Ikke at det lød til hun ønskede at fortsætte spionhvervet efter den omgang, hun havde været igennem.
"Det var dengang, jeg sagde at en af mine kollegaer var faldet af hesten på vej hjem, og det var derfor, turen havde taget så lang tid..." fortsatte hun efter endnu en tår. "Dev er mere en slags indsatsleder i Dianthos. Han er ikke til så meget mudder som mig. Så hellere noget med at snakke med nogle i fint tøj på et pænt sted. Eller være der i baggrunden for os, når vi laver ting som i Ringen. Men ham har jeg kendt siden rebellerne. Vi startede begge to dengang, og er på en eller anden måde stadig i live."
Det samme kunne ikke siges om alle fra deres årgang. Mørket havde været gode til at finde dem, mens de stadig havde jerngrebet om hovedstaden. 

    De ord, der blev ved med at komme ud af munden på Zirra, gav Treston en hård klump af frygt nede i maven. For han havde set nogle grimme ting i løbet af sin tjenestetid - og hørt nogle grimme historier - men ligegyldig hvor meget empati, man besad, var det bare altid noget andet, når det var fremmede eller perifere mennesker, det handlede om. Eller én selv, for dén sags skyld - dét var Treston ligesom uddannet til at håndtere. Men når det pludselig var ens lillesøster, der eksempelvis kunne risikere, at blive snuppet af Mørkets Spionmester og tilsyneladende blive udsat for en så horribel behandling, at efterdønningerne fra den kunne vare måneder... Så var det pludselig en anden sag...
    Og samtidig vidste han også godt, at det var uretfærdigt. For Zirra, og Eylia for dén sags skyld, havde jo sandsynligvis levet med dén frygt, Treston mærkede nu, som en evigt tilstedeværende tilstand...
    Sådan var det, når hele familien tjente Lyset.
    Til forklaringen om Dev nikkede Treston bare, for det gav mening. Manden virkede som typen, der var vant til at tage svære beslutninger - typen, der ikke lod sig intimidere af andres pis...
    Og fordi Ringen var blevet nævnt, flettede Trestons tanker oplevelserne dér sammen med tankerne omkring den første historie Zirra havde fortalt... Og med et dybt suk lænede han hovedet tilbage imod tøjrepælen, mens lige dele forståelse og skam bredte sig i ham.
    "Det var derfor," sagde han og brød dermed stilheden efter Zirras ord. "Derfor du var så edderspændt rasende på mig efter alt dét lort i Ringen... Når ens kære sætter livet på spil for 'noget større' er det én ting - dét kan man ligesom ikke rigtig sige så meget til. Og når det sker åbent og offentligt, så har man også hele sikkerhedsnettet omkring... Men du har ikke haft dén luksus - de folk, du arbejder med, har ikke haft den luksus. Og alligevel har I sat livet på spil - gang på gang..." Han tav lidt og trak så læberne ud i et selvmokkende, bittert smil. "...Og så får jeg hamret mig selv halvt fordærvet for absolut ingenting og beder dig bagefter 'lade mig have min død i fred'... Jeg er næsten imponeret over, at du kunne afholde dig selv fra at kværke mig med de bare næver - havde rollerne været byttet om, er jeg ikke sikker på, jeg kunne have udvist samme selvkontrol..."

Zirra kunne ikke lade være med at udstøde et lavt latterfnys. 
"Jeg var rasende, var jeg," indrømmede hun, men uden nogen bitterhed i stemmen. Episoden i Ringen føltes som flere år siden med alt det lort, der siden var sket, så der var ingen grund til stadig at bære nag. "Og virkelig træt af, at jeg tabte væddemålet, selvom hun ikke holdt mig op på det. Vi havde væddet om, at jeg godt kunne få al den info, vi skulle bruge, uden at skulle bolle Flagell-fyren."
Flasken blev stillet på kajen, og Zirra skubbede sig ud fra pælen og vendte sig, så hun sad med fronten vendt mod Treston. Der var en sær beslutsomhed i hendes blik, og hun kørte en hånd gennem de løse totter hår for at stoppe dem tilbage ind i den viltre fletning.
"Dengang I fandt ham vampyren i Undergrunden, der havde taget alle de små gadebørn," sagde hun og fugtede læberne. "Det var os, der gav det tip, der fik jer derhen. Dengang I rykkede på den lille deling, der lå skjult i Safirien, havde jeg ligget i en grøft i tre dage og fulgt deres bevægelsesmønster. Jeg så jer storme lejren. 
Og da jeg endte i Helbrederhuset fordi jeg var blevet 'bidt af en bidsk hund' for to år siden, var det efter en dusørjæger nappede mig på gaden, fordi mit dække ikke var solidt nok. Alle mine skader, Treston, kommer fra mit arbejde. Vi er så forsigtige, som vi kan være, men ingen af os slipper uskadt fra alting altid. Den bygning, jeg boede i, bliver brugt som sikkerhedshus af hele organisationen."
Boede. I fortiden. Hun kunne ikke vende tilbage til det lille kammer nu, og havde allerede fået det ryddet. Ville ikke være der sammen med de minder, Kester havde tvunget sig ind med.
"Mit sikkerhedsnet er et brev, som I får, den dag jeg dør," Zirras stemme var blevet lavere, og hun sænkede blikket. "Jeg har faktisk skrevet et ekstra et til dig, fordi jeg tror, du er den eneste, der ikke bare bliver sur på mig... Nogle gange overvejer jeg, om mor har luret det. Hun får altid drejet samtalen i en anden retning, når far begynder at presse for meget på med hvad og hvordan, jeg skal arbejde."
Hun sank en klump og så op igen. Det var hårdt at møde hans blik som sig selv - uden at have alle sine forsvarsværker oppe hele tiden - men også uendeligt befriende.
"Cole var min første mentor," I mere end én forstand. "Han var faktisk slet ikke rebel. Vi havde bare et tæt samarbejde med dem."

    Treston var meget påpasselig med både sit ansigtsudtryk og sit tonefald, da han drejede hovedet for at se på lillesøsteren. Hun måtte ikke tro, han dømte hende - heller ikke selvom hendes ord chokerede ham en lille smule...
    "Er det... normalt, da? At du må gå i seng med folk for at få de oplysninger, du skal bruge?" Atter gik det op for ham, hvor forsvindende lidt han vidste om de metoder, der blev brugt for at skaffe hæren information... En del af ham var forarget på Zirras vegne, mens en anden del, soldaten, sagtens kunne se logikken bag, at en spion som Zirra brugte alt - også sin kvindelighed - som våben. 
    Da hun pludselig vendte sig helt imod ham med et beslutsomt skær i blikket, stivnede han først en anelse. Men da hun så gav sig til at fortælle - at remse op, hvor mange gange deres professionelle liv tilsyneladende havde berørt hinanden, uden at han havde anet det mindste om det - lod han sig bare synke tilbage imod tøjrepælen, mens han lyttede. Mens hjertet sank i livet på ham, for han brød sig ikke meget om dét, han hørte...
    Slet ikke, da hun gav sig til at fortælle om sine breve - hér blev han nødt til at bryde ind.
    "Vil du ikke lade være med at omtale det sådan?" bad han stille. "Din død - som om det er uundgåeligt. Det kan... Jeg vil ikke-" Han brød af - uvant med at mangle ord, men naturligvis heller ikke helt uden procenter i blodet. Han rystede frustreret på hovedet og greb efter flasken - skar en grimasse over smagen, men sagde ikke mere. 
    For der var ikke mere at sige. Han af alle havde ikke lov til at klandre nogen for, at have valgt deres egen død... Og slet ikke hvis de selv var afklarede. Tanken om at leve i en verden uden Zirra gjorde ham bare kold af frygt helt ind i hjertet - fik det til at føles, som om han ikke kunne få vejret ordentligt...
    "Den første opgave..." hørte han sig selv sige, fordi han havde brug for at fortælle, ligesom hun - brug for at føle, de kunne nå hinanden gennem en fælles sårbarhed. "Dén i Undergrunden... Det endte med, primært at være en oprydningsopgave, men Zirra..." Han tog en dyb indånding - fik det, som han altid fik det, de få gange, han havde nævnt episoden for nogen; som han ikke kunne få luft og som om han frøs på én gang. "Blodsugeren holdt dem som forbandet kvæg - lænket til væggen, i deres eget skidt, uden vådt eller tørt. Børn, hvor nogle af dem var så unge, at de vel knapt havde lært at gå..." Hans hænder var begyndt at ryste nu, og han knyttede dem. "Han havde et bord midt i rummet, han spændte dem fast til. Og så sprættede han dem op og tømte dem. Foran alle de andre. Smed kadaverne i det ene hjørne og lod dem rådne..." Selv nu - år efter - kunne Treston stadig mærke lugten i sine næsebor; krads, sødlig og helt igennem kvalmende... Trestons stemme var efterhånden ikke meget mere end en hvisken: "Der var kun tre af børnene, der stadig var i live, da vi fandt dem, og den ene af dem døde i Farrans arme, inden vi kunne få dem til overfladen igen."
    Han var stille lidt - sad bare og betragtede det mørknende vand og den synkende sol, mens han forsøgte at undertrykke rystelserne. "Vores sergent gav mig en opiumspibe i en lille, håndskåren æske, da jeg gennem halvanden uge havde vækket resten af delingen med mine mareridt... Et halvt år efter blev han bidt, og vi måtte tage livet af ham..."

Mens Treston talte, kantede Zirra sig tættere på og tog hans hænder i sine. 
"Jeg læste godt rapporten," mumlede hun, og tænkte sammen med ham tilbage på den grusomme vampyrhule og hvad, der var foregået i den. Zirra havde ledt efter mange af gadebørnene, før det gik op for dem, hvor de forsvandt hen. Hun havde grædt over dem lige som Treston. Hendes mareridt havde ikke omhandlet det dog, for hun havde ikke set det med sine egne øjne. Hun havde kun sin egen forestillingsevne til at fortælle hende, hvordan det havde været, og det ville aldrig være grusomt nok i forhold til, hvad Treston havde været ude for.
"Undskyld," sagde hun, da hans beretning ebbede ud. "Det var for min skyld, du tog hen til Jagerne. Jeg holdt dig der, fordi jeg ikke kunne bære at være alene med mine byrder, selvom jeg aldrig kunne fortælle dig, hvad det egentlig gik ud på.  Hvis jeg havde vidst, hvor hårdt det ville blive for dig, ville jeg aldrig have ladet dig gøre det for mig."
Det føltes som en hul undskyldning, når der absolut intet var at gøre ved det nu. Det var mange år siden, og minderne var ikke blevet mindre ubehagelige med tiden. Men sådan var det egentlig også med hendes minder. Måske de kunne hjælpe hinanden med at glemme en smule, hvis de begge to kunne dele ligelidt ud af traumerne.
"De to børn, I reddede, kom op på børnehjemmet, og har det godt," sagde hun så, fordi det gik op for hende, at det også var noget, hun aldrig havde kunne fortælle, og ikke anede, om Treston faktisk vidste. "De blev adopteret for et par år siden af et sødt par bønder lidt uden for Dianthos. De bor ude på en gård og har det godt nu. Jeg har en del netværk hos gadebørnene, og prøver at hjælpe dem så meget, jeg kan. Udover mit arbejde, altså."
Det sidste blev lidt en forklaring til, hvorfor hun vidste noget om børn, børnehjem og dem, der stadig var på gaden. Den del af sit liv havde hun heller aldrig delt med Treston, for hun vidste, at nogle af ungerne måtte have regnet ud, hvad hun var, så det skulle Treston ikke blandes ind i. For hans egen sikkerheds skyld. Noget, der underligt nok ikke længere var relevant. Ligesom at det ikke virkede relevant at fortælle ham, hvorfor hun aldrig havde sagt noget. Hvis nogen brød hendes dække, ville de næppe regne den vanærede ridderbror for en, man kunne true hende med. Måske var der altid lidt godt midt i møget.
"Og lige for at undgå at du går og tror alt muligt om mig, så nej, det er ikke kostyme, at jeg boller informationer ud af folk. Det vil jeg faktisk helst være fri for," tilføjede hun, fordi hun ikke havde fået svaret på hans lille indskydelse, før hun selv var fortsat. "Netop Flagell vidste vi bare snakkede løs, mens han stønnede."

    "Hold op," sukkede Treston og lod armene glide om sig selv - begravede hænderne i armhulerne, så de ikke skulle ryste så meget. "Du har ikke noget at undskylde for. Det var mit eget valg, Zirra - jeg meldte mig frivilligt - og det var lige så meget fordi jeg ikke kunne udholde tanken om at blive sendt til den anden ende af landet, mens du gik herhjemme og lignede en skygge af dig selv... Og hey!" Han trak læberne ud i et bittert smil, som hun forhåbentlig ville vide, ikke gjaldt hende. Kun ham selv. "Godt to år i Undergrunden, og så slog man mig til Ridder! Dét er da værd at have ofret sin nattesøvn for, synes du ikke? Fra én slags blodsugere til en anden..."
    Det bitre smil mildnedes, da hun fortalte om de to børn og dét liv, de havde fået efterfølgende. Han havde ikke anet, hvordan det var gået dem, selvom nysgerrigheden havde meldt sig efter at det første traume havde lagt sig. Men da det kom til stykket, havde han alligevel ikke kunne... Havde ikke haft det følelsesmæssige overskud. Dog glædede det ham helt ind i hjertet, at de trods deres urimeligt hårde start havde fået en lykkelig slutning - så var der måske alligevel en form for retfærdighed til...
    "Jeg hørte faktisk dit navn lidt uventet fra de kanter," oplyste han så og refererede til de gadebørn, hun selv havde nævnt. "Fra en snotunge med ben i næsen, der kaldte sig Eir, og som var rimelig... Som hjalp mig temmelig meget under Sednas henrettelse og flugten bagefter..." Det var mere en oplysning end noget andet, og først da ordene var ude af munden på Treston, gik det op for ham, at Sednas navn faktisk ikke var ét han havde så meget lyst til at bringe op lige nu...
    Derfor lod han også hurtigt sine egne ord fare, og koncentrerede sig i stedet om lillesøsterens. "Er det ikke... svært? Jeg mener - jeg forstår godt en højere sags tjeneste og alt dét dér... det ved du, jeg gør. Men ender du aldrig med at føle dig... brugt?" Det sidste kom lidt forsigtigt, for han ville for alt i verden ikke have, at hun skulle tolke hans ord som fordømmende. Tværtimod var han mere... bekymret. For han kendte alt til at føle sig brugt af systemet - at komme til et punkt, hvor det føltes som om man ikke længere havde nogen valg. Og med Zirra ville dén følelse bare være endnu mere berettiget...
    

Zirra så væk, da Treston trak hænderne til sig og lagde dem om sig selv. Det var ikke hendes plads at tage skylden for hans valg. Ikke når hun forsøgte at holde fast på, at hun havde ret til sine egne valg og at familien ikke skulle blande sig i dem. Han havde valgt det selv, og hendes tilstand havde været med til at sømme beslutningen fast. Havde han ikke været der i de år af hendes liv, var hun nok også gledet fra sig selv og måske væltet udover bymuren. Tanken havde været der flere gange, og Treston havde fået hende til at holde fast. Efterhånden var det blevet nemmere at leve med hemmelighederne, selvom de stadig skurrede mod indersiden af hendes sjæl.
"Jeg havde næsten sparet sammen til et par gode vinterstøvler til Eir," mumlede hun ved benævnelsen af den dejlige, nævenyttige lille dreng. "Han nægter at komme på børnehjem. Han ender nok i en af gadebanderne snart, hvis ikke han ender i så dybe problemer, at jeg ikke kan hive ham op igen."
Hun trak lidt på smilebåndet, for selvom det var frustrerende at have med børn at gøre, der ikke ville andet end gadelivet, var det også livsbekræftende, og det var nok egentlig derfor, Zirra var endt i de kredse i første omgang. Den umiddelbare tilgang til livet, som gadens indbyggere havde, var noget helt andet end den høje middelklasses ligegyldige, daglige bekymringer. Benævnelsen af Sedna blev let og elegant hoppet over af Zirras procentpåvirkede hjerne. Lige nu var der kun bror og søster og al den fortid, de var gået glip af.
Et lille latterfnys brød Zirras læber. "Brugt?"
Det virkede som en helt omvendt tankegang for hende, og gjorde hende opmærksom på, hvor lidt Treston faktisk vidste om hende. Tvivlen sneg sig ind nu, for hvad hvis Treston kun brød sig om den søster, han kendte? Den søster, hvis liv var bygget på løgne og hemmeligheder?
"Treston, det er mig, der bruger andre," sagde hun og havde svært ved at møde hans blik igen. "Hvis jeg har en højtstående partner til et bal, er det fordi jeg skal være sikker på, at familien ikke er ved at vende Tronen ryggen. De uger, vi brugte på at komme tæt på Flagell var for at hive nok ud af ham til at sænke hele foretagnet. Du kan ikke falde i snak med mig på en kro uden at mindst en smule sikkert dukker op i en af mine rapporter. Ikke engang familie er helligt for os spioner.
   Jeg har brugt dig, Tres. Når jeg har fundet dig en dansepartner, eller hevet dig med på en bestemt kro, eller spurgt ind til dine opgaver. Eller dengang jeg fik dig til at indberette tumult nede ved Diamantstræde. Vores hjælp kom ikke til tiden, og vi skulle desperat bruge en distraktion. Nok tjener jeg Lyset, men jeg er en løgner." Tårer samlede sig i hendes øjne. "Jeg hader det, men det er det, jeg er. Gode grunde eller ej, så vil Isari næppe tilsmile mine metoder."
Indrømmelserne smertede i brystet. De var ikke en del af de breve, hun havde skrevet i tilfælde af sin død. Der var kun beskrevet nogle af de gode ting, hun havde gjort. Sådan var instrukserne. Det skulle gøres så let som muligt for familien at bære at miste en i deres midte - det gjorde man ikke ved at beskrive alle de moralske gråzoner, man havde været ude i.
"Og det er derfor jeg ikke tror, nogen ville blive særligt stolte af mig," tilføjede hun. "Jeg har ikke noget flot sværd at vise. Mit arbejde er at lokke folk til at fortælle deres hemmeligheder, eller følge efter dem uden at se mig. Netop dét er min magi i det mindste perfekt til."

    Zirras benævnelse af gadebanderne fik uvilkårligt Treston til at tænke på Ulven og dén flok snottede gadeunger, der havde rendt rundt i huset, mens Treston forsøgte at overtale den anden til at låne ham krystaller til rejsen.
    Han havde stadig god tid til at betale dem tilbage - et år havde han fået. Men på den anden side var de jo ikke ligefrem på vej imod Dianthos, og selvom de havde været det, var Treston stadig forment adgang inden for murene...
    Og så skulle han selvfølgelig også skaffe krystallerne... Men dén tid, dén sorg...
    Hendes ulykkelige latterfnys fik ham til at løfte hovedet lidt overrasket og se på hende gennem det tiltagende mørke, der var ved at lægge sig over kajen. Solen var kun en dyborange stribe over havoverfladen nu, men alligevel kunne han tydeligt se, hvordan hele hendes person trak sig sammen om sig selv - som var hun bange for, at han skulle fare op. Blive vred. Lade hårde ord hagle ned over hende...
    Men han kunne ikke gøre meget andet end bare at lytte. Og så sænke blikket til sine hænder, da hun gav sig til at komme med eksempler - eksempler, han udmærket genkendte. Situationer, han aldrig ville have overvejet, at der skulle ligge en skjult mening bag...
    Og selvom han allerhelst bare ville række ud efter hende og forsikre hende om, at alting var, som det skulle være - at han var fuldstændig ligeglad med, hvad hendes motiver havde været - så skulle han lige mærke efter. Og det var... kompliceret at komme frem til et endeligt svar, for der var så meget - det var jo som at få vist hele sit liv i et nyt lys...
    Men så blinkede et glimt af Josefine, der med hårdhed i stemmen gav ham ret i, at han havde udnyttet hendes tillid, sig ind over hans nethinde. Og Treston vidste, at han ikke kunne holde noget imod sin lillesøster - at et bagvedliggende motiv ikke nødvendigvis betød, at handlingen blev ondsindet...
    "Dén aften jeg besluttede mig for at befri Sedna..." begyndte han lidt famlende - vidste godt, at det måtte virke ude at kontekst for hende, men håbede, at hun ville lade ham tale sig frem til sin pointe. "...der hentydede jeg overfor Josefine, at jeg havde intentioner om at bruge henrettelsesdagen på at være døddrukken på mit kammer... Og hun forærede mig dén flaske orkabsint, jeg brugte til at sætte den ene bøddel ud af spillet med. Oven i dét, bildte jeg Lynn Valeriev ind, at jeg havde brug for en tjeneste..." Hans stemme var blevet lavere nu - mere... selvhadsk. "At jeg havde fået bollet en kæreste tyk, og at vi nu måtte få hende væk fra Dianthos, inden far fandt ud af det... Da Lynn så stillede spørgsmål til Sednas fangesærk, løj jeg og sagde, at vi havde smuglet hende uden for murerne via en fangetransport." Han fnøs en hård, selvmokkende latter og prøvede så at fange Zirras blik med kæben spændt i bitterhed. "Nogle gange bruger man folk, fordi man tror på, at det er det mindste af to onder - eller fordi det er et spørgsmål om liv eller død." Han tav lidt, før han trak flasken til sig - forsøgte at skylle den dårlige smag ned i maven. Så fnøs han igen - lidt mere godmodigt denne gang. "Og jeg skal ikke kunne tale på Isais vegne, for hendes luner tør jeg ikke gøre mig klog på... men jeg kommer i hvert fald ikke til at dømme dig, Zirra...."

Det gik op for Zirra, hvor lidt hun faktisk vidste om, hvad Treston havde gjort den dag, han havde befriet Sedna. Hvor meget arbejde og forberedelse, han havde lagt i det hele for at få det til at ske. Selv havde hun jo været ved at drikke sig ned på en kro, og efterfølgende havde hun ligesom haft alt for travlt med at være panisk-arrig til at tænke over, hvor god en plan, det havde været. Altså udover den del med at blive fanget af Ersten. De sidste ord løftede noget af tyngden fra hendes skuldre, og Zirra møffede sig rundt igen så hun kunne sidde ved siden af Treston, skulder mod skulder og ryggen op ad pælen, der ikke helt var stor nok til dem begge.
"Næste gang du finder på sådan noget, så spørg mig lige først, ikke?" Hun ville næppe have taget godt imod det, havde han faktisk spurgt hende dengang, men nu var det lidt en anden sag. "Jeg har lidt mere end gadebørn at trække på, når det endelig er." Zirra skar ansigt. "Og-øh, undskyld for dem i Balzera. Det var ikke særlig pænt gjort af mig. Jeg har ikke rigtig været mig selv på det seneste."
Det var vist mildt sagt. Siden hun var flygtet fra hovedstaden havde hendes tanker været centreret så meget mod en arbitrær hævn, at hun aldrig var stoppet op for at overveje, om det hun gjorde, var det rigtige. Den normale, velovervejethed, hun havde inden sine opgaver, var forduftet til fordel for et følelseshelvede, hun i virkeligheden også prøvede at flygte fra, mens hun drev sig selv mod hævnmord.
"Det er lidt åndssvagt egentlig," sagde hun bittert. "Jeg har gjort så meget, siden jeg påbegyndte min træning, og så er det Kester, der knækker mig. Af alt det tortur, jeg ellers har overlevet ... Måske er det, fordi det ikke var arbejde. Og før du siger noget, så var det ikke din skyld," skyndte hun sig at sige og greb efter hans hånd. Søgte hans blik med sine øjne. "Jeg valgte selv at redde Sedna fra ham. Og give hende skylden bagefter. Det... Det giver faktisk ikke helt mening, nu jeg tænker over det. Jeg var bare så pissebange for at miste dig. Nu tror jeg nok, hun rent faktisk elsker dig, men jeg ved også, hvad hun gjorde ved mig. Og jeg ved, hvad jeg ville gøre, hvis jeg forsøgte at lokke en fra Mørket til den anden side..."
Frygten havde altid ligget til grund for de handlinger, Zirra havde udført de sidste par måneder. Frygten for at miste Treston. Både til Lyset, men også til Mørket. Hvis Sedna havde i sinde enten at indlevere ham eller omvende ham, ville Zirra først se ham igen den dag, Mørket selv slog kløerne i hende. En dag, der helst ikke skulle komme. Det var ikke noget, hun havde fået sat ord på, men med den grumme slamgrogs hjælp og de indledende øl, de havde fået på kroen, fik nogle af de inderste tanker lov til at blive til ord, og så snart de var ude i luften, kunne hun mærke, at det var sandt. Mørket havde altid været hendes fjende, og selvom hun selv havde ligget med en af dem (og ikke var død af det), ramte det noget rædselsslagent i hendes indre, at Treston havde gjort det samme. Det stammede helt tilbage fra de unge år i Mørkets greb. Gik direkte tilbage til mindet om Cole, der blev hængt ved deres hånd. De mange, de havde mistet under styret, og de flere, der var røget bagefter for at have været lidt for gode venner med undertrykkerne. 

    Det var en større lettelse, end Treston ville være ved, da Zirra rykkede tættere på ham - da han mærkede hendes skulder imod sin og lidt tøvende kunne lægge armen om hende. Hendes lille, varme krop føltes både velkendt og underlig skrøbelig.
    "Ja, dét tror da pokker..." mumlede han til hendes udsagn om ikke rigtig at have været sig selv på det sidste. "Og dét i Balzera..." Han blev overhalet indenom af et lille latterfnys. "Okay, jeg skal være ærlig - jeg var dampende arrig. Jeg har stadig blå mærker efter det, at du ved det! Men du er tilgivet. Det har du faktisk været længe..."

    Han havde bøjet hovedet under hendes ord, men så op, da hun tog hans hånd - taknemmelig for hendes forsikring, selvom han aldrig ville komme til at føle sig skyldsløs når det kom til Kester. Det gjorde ondt at høre hende snakke så henkastet om 'al dén tortur hun ellers havde overlevet', og han lovede sig selv, at spørge ind til dét senere - men da Zirra i det samme fortsatte og nærmede sig noget, der lød som sagens kerne, valgte han at fokusere på dét i stedet. For nu om ikke andet.
    "Sedna prøver ikke at omvende mig, Zirra..." indvendte han stille og lod langsomt hovedet synke til siden, til han kunne hvile kinden på toppen af hendes askeblonde hoved. "Men selv hvis hun gjorde... Ja, nok har jeg og Lyset haft vores uoverensstemmelser og nok er der mange ting i hæren, jeg ikke nødvendigvis er enig i længere... Men jeg tror stadig på alt dét, Lyset bør være. Og jeg tror på Lysets myndighed - hvilket er grunden til at jeg var klar til at tage min straf. Jeg kommer aldrig, aldrig til at kunne sympatisere med Mørket og dét Mørket står for. Jeg var bare..." Hans stemme ebbede ud, før han fandt de rigtige ord: "Jeg var bare skuffet over, at Lyset ikke levede op til sine egne ord og sine egne løfter. Og skuffet over Lysets dobbeltmorale. Mere er der ikke i det, Zirra."

Tilgivelsen blev modtaget med et lettelsens suk, og Zirras positur sank afslappet sammen og ind mod Trestons. Det gik op for hende, hvor vigtigt det var at finde tilbage til den kerne af tryghed og tillid, de altid havde haft (altså udover at Zirra havde løjet om alt muligt gennem hele deres voksne liv). Hun lagde hovedet ind mod hans skulder og søgte stjernerne med sit blik. Ind mellem skyerne kunne man se et par stykker glimte ned til dem. Selvom det var koldt herude ved havet var det næsten en bedre måde at snakke ting igennem på, end hun var vant til fra deres barndom, hvor hun ofte var flygtet op i vindueskarmen, hvor det var sværere at holde om hinanden.
"Jeg vil bare gerne have, du passer på, ikke?" sagde hun og klemte om hans hånd. "Ikke at jeg skal udtale mig om, hvordan man har et forhold, for det er jeg selv ret dårlig til, men at hun arbejder for Mørket, Tres. Når man først er i Mørket, smutter man ikke lige igen. Hun kommer til at fortsætte sit arbejde med dem, og du kommer til at leve med den løgn uanset hvor du bor. Det eneste sted, du ikke ville skulle holde det hemmeligt er hvis du bliver en del af dem, og det går heller ikke, fordi du har været med Lyset. Treston, jeg ved hvor hårdt det er at leve med at skulle lyve for dem, man holder af. Jeg ønsker ikke, at du skal leve sådan."
Blikket sænkede sig til den hånd, der lå i hendes skød og gled langsomt over til den anden. Den så så lille ud i Trestons lap. Måske var det bare fordi hun følte sig så lille lige nu. Lille, skrøbelig og dum. Dum for alle de handlinger, hun havde taget det sidste lange stykke tid. Selvom hun næsten kunne påråbe sig sindssyge i gerningsøjeblikket, tog det ikke skyldfølelsen væk. Eller frygten for, hvad fremtiden bragte. Og sidstnævnte handlede ikke kun om konsekvenserne af hendes gerninger.
"Men når det er sagt, så kan jeg nok hjælpe jer lidt," tilføjede hun. "Jeg kender et par folk, der kan skaffe illusionsamuletter. Så kan I i det mindste mødes andre steder end Fristavn, når hun er i land. For du... du ved godt, hun arbejder på et skib, ikke?"
Det var noget, Zirra først selv havde fundet ud af under sin hæsblæsende tur tværs gennem landet, og fordi hun ikke rigtig havde snakket med Treston (overhovedet), mens det hele stod på, anede hun ikke, om den information var noget, han havde fået. Sedna måtte have fortalt ham det, skulle man tro, men Zirra blev i tvivl fordi det ikke havde været et emne endnu. Var Treston helt klar over, hvor lidt han nok kom til at se til hende? Havde han overvejet, hvordan det ville være at befinde sig på land og lave hvad end han nu fandt på, mens hun brugte ugevis til søs? Bare det at skulle undvære Bertram om dagen syntes Zirra nogle gange var hårdt.

    Selvom han ikke var meget for at høre det, var alt Zirra sagde jo sandt. Og selvom det var ting, han godt vidste - ting han havde vidst var fakta, allerede inden han tog ud på denne hæsblæsende jagt - så var det også ting, han mere eller mindre bevidst havde valgt ikke at forholde sig alt for nøje til...
     Han besvarede hendes håndklem, selvom hendes ord havde fremkaldt en lille klump af is dybt nede i hans mave.
    "Jeg håbede lidt..." begyndte han og vidste allerede på forhånd, at hans ord ville komme til at klinge hult. "Ja, jeg håbede, lidt naivt, at vi måske... at vi fandt ud af det hen ad vejen. At hun ville opgive det, hvis jeg bare kan komme på en måde, så de ikke stempler hende som desertør..." Dét lød ikke videre sandsynligt, og derfor fortsatte han - lidt famlende: "...Eller at vi kan arbejde os rundt om det på én eller anden måde... Måske..." 
    Men han fortsatte ikke, for han havde intet, der tilnærmelsesvist mindede om en løsning. Heldigvis fyldte Zirra tavsheden efter hans patetiske forsøg på at give udtryk for en optimistisk indstilling, og hendes idéer var bedre end hans.
    Det havde de sådan set altid været.
    "Jo, hun nævnte det godt - Valerias Tåre, var det ikke dét, hun kaldte skibet? Det mest neutrale sted i Mørket..." Dét lød også temmelig tyndt, når han sagde det højt. En lille, frustreret lyd undslap ham. "Okay, skal jeg være ærlig, har jeg ikke en skid idé om, hvad der skal ske herfra, Zirra. Jeg var så pissebange for, at jeg havde kollapset mit liv for en løgn, og jeg har ligesom... trukket mig frem imod dét punkt, hvor jeg endelig kunne få alting på det rene og så opgivet al planlægning på den anden side af dét - for alt efter, hvad der viste sig at være sandheden, så fremtidsudsigterne ligesom meget forskellig ud..." Dét var vist at sige det mildt... "Men under alle omstændigheder skal jeg jo lige have styr på dén genskoling først. Og så - ja, jeg måtte låne en god sjat krystaller inden jeg tog fra Dianthos, og dem ville jeg gerne have skrabet sammen hurtigst muligt, så jeg kan få gælden ud af verden..." Han ville virkelig ikke skylde Ulven mere end højst nødvendigt... "Så jeg skal også finde mig én eller anden form for arbejde på vejen... Samtidig med, at jeg nødigt vil lade dig vende hjem alene..." Stemmen ebbede lige så stille ud, for jo flere ting, han fik remset op, jo mere usandsynligt lød det, at det ville lykkes. 
    Med et suk skuttede han sig lidt imod den tiltagende aftenkulde og tvang sine egne bekymringer til side for en stund, så han stille kunne spørge: "Hvad er dine planer nu, søs?"

Den dårlige samvittighed kom tilbage som kvalme i halsen, så snart Trestons forklaring ramte. At jeg havde kollapset mit liv for en løgn...
For det var hendes skyld, at Treston troede, det havde været en løgn. Den dårlige undskyldning ville være at sige, at Zirra havde regnet med, at han kunne regne det ud, men den rigtige var, at hun havde vidst, han ikke ville se sandheden. Det ville give hende det forspring, hun havde brug for, hvis hun skulle få hans liv tilbage på sporet. Hendes idé om et spor om ikke andet. Et spor, han ikke havde bedt hende hjælpe med. Hun havde gjort præcis det, hun altid havde hadet sine forældre for at gøre med hendes liv. Hun skulle lige til at åbne munden for at komme med flere undskyldninger, da hans spørgsmål ramte.
"Det ... Det ved jeg ikke..." sagde hun lavt og trak på skuldrene, inden hun tog flasken og drak en tår. "Jeg skal hjem på et tidspunkt, men jeg har heller ikke lyst til at tage hjem alene. Ikke at vi rigtig har et valg, før din genskoling er færdig. Altså jo, jeg har smuglet mig selv ind mere end ti gange... Jeg ved ikke engang, om netværket stadig vil have mig. Hun har sagt, jeg skal noget andet nu. Måske være mere hos de adelige. Jeg er blevet fanget for mange gange på for kort tid. Så tror de ikke længere på, jeg er god nok til at være mudderkravler. Der var måske en opgave i Balzera, men den ville vare ... Lang tid. Mildt sagt."
Zirra fugtede læberne og sank en klump. Det var en uhyggelig tanke at skulle lave noget andet, end hvad hun havde gjort i over et årti. Hun havde altid vidst, hvad arbejdet involverede, men skulle hun til at være adelssnakker, var hun på udebane. En sikrere bane, måske, men stadig udebane. Mere tid med Dev og i byen, nok, men også i de andre byer. Længere opgaver. Ikke bare et par dage i muddermørket. Ikke nogle steder at gemme sig med sin evne. Ikke midt i store kjoler og ...
Et latterfnys undslap hende. 
"Ved Isari, Tres, hvis det bliver sådan, skal jeg til at gå i kjoler," Hun tog endnu en tår. Tanken var jo næsten ubærlig. "Men ... Jeg har aftalt med min mester, at jeg kan blive gift med en, hun kender. Han ville vide, hvem jeg er, og det vil bare være på papiret og sådan. Han kan få nogle børn med en anden, og jeg kan få en direkte indgang til adelen. Han er næsten dobbelt så gammel som mig, og jeg kender ham egentlig ikke, men han er ikke ... Kester."
For det var det største problem med at vende hjem lige nu. Dastor havde lovet hendes hånd væk, og fandt hun ikke et bedre parti, ville hun vende hjem til Dianthos for at blive gift med sin voldtægtsmand. 

    Fanget for mange gange på for kort tid...
    Der var meget dér, Treston gerne ville spørge ind til, men han lod Zirra tale færdig. Bed uvilkårligt tænderne sammen, da Kesters navn blev nævnt, mens han prøvede at forestille sig Zirra i dét ægteskab, hun beskrev - med en mand, der var næsten dobbelt så gammel, og med børn, hun ville skulle lade som om var hendes egne...
    Med et tiltagende, isnende fornemmelse, trak Treston lidt åndfraværende armen til sig - næsten som om han var bange for, at kulden skulle sprede sig til hende også. Så var han stille en god tid, mens han tænkte over dét, hun havde sagt - mens han prøvede at bekæmpe blandingen af skam, fortrydelse og vrede, der var steget op til overfladen. For det var ikke retfærdigt! Hvorfor skulle Zirra lide sådan, når hun intet galt havde gjort? 
    "Hvis du vil vente på mig..." endte han med at sige - med blikket rettet imod sine hænder, så hun ikke skulle se følelserne i hans øjne. "Til jeg er færdig med genskolingen, mener jeg... Så lover jeg, at du ikke kommer til at tage hjem alene. Og jeg lover, at Kester og dén latterlige forlovelse ikke får lov til at blive et problem for dig - om jeg så skal vride halsen om på både ham, Far og Ersten for at det bliver sådan..." Nu løftede han blikket, men havde foldet armene under de optrukne knæ, for at have lidt hold på sig selv. "Jeg kunne slå ham ihjel for dét, han har gjort imod dig, Zirra - jeg ville have slået ham ihjel, dér til familiemiddagen, hvis ikke Ersten havde stoppet mig... Om jeg så skal tage endnu en tur igennem retssystemet for det. Han får ikke lov til at røre dig igen."

"Vi skal sørge for, han heller ikke rører andre igen," sagde Zirra fast. Kulden var kommet så snart, Treston havde fjernet sin arm. Den sneg sig ind gennem trøjen og satte sig fast i hendes rygrad. "Min mester kan også hjælpe. Holde andre ude af det og få ham fjernet uden at for mange stiller spørgsmål. Han kommer ikke til at slippe fra det. Jeg har også en veninde, som ... Som jeg lånte en kniv af. Hun kan også hjælpe os. Jeg tog hen til hende efter, og ..."
Minderne brød igennem kulden. Et mentalt billede af, hvordan hun havde set ud, da hun troppede op hos Fielthena med rødsprængte kinder og iturevet tøj. Hvordan hun havde skrubbet sig hudløs i badet, før Fielthena havde sat sig ned til hende og holdt om hende. Hvordan de havde drukket sig sanseløse og brændt det forpestede tøj i kaminen. Hvordan hun havde forsøgt at komme tilbage til sit kammer, men ikke kunne nærme sig bygningen. Hvordan hun havde grædt sig i stykker i dagevis, og kun Trestons retssag havde fået hende tilbage til en kold, beregnende mentalitet, der kunne bruges til noget. Tabet af sig selv måtte ikke resultere i tabet af ham.
Tårer vældede op i hendes øjne. Benene trak sig op til brystet, og hun foldede armene omkring knæene, mens hun forsøgte at sluge hulkene, før de nåede op i munden. Skuldrene kunne hun ikke holde fra at ryste, og kulden var ikke længere den skyldige."Hvorfor prøvede du at slå ham ihjel til middagen? Jeg så det, men ... Der havde han jo ikke gjort det endnu?" hikstede hun. 
Selvom der burde være grunde nok, virkede det voldsomt for Treston. Nok havde Kester angiveligt misbrugt flere indsatte i årevis, og Treston havde vist forsøgt at råbe ledelsen op, men at slå ham ihjel alligevel? Det virkede ikke særligt Treston-agtigt i Zirras perspektiv. Heller ikke, selvom Kester havde truet med at smadre Sedna og give Treston skylden. Ondsindet og forfærdeligt, ja. Men hun kunne ikke greje, hvordan det kunne give hendes storebror så stærke mordlyster. Selv for en flamme, han rejste tværs gennem landet for at finde.