Vinden blæste sin halvkølige ånde. Tanto kunne mærke aftenvinden mod sin bedækkede isse. Den lange, sorte kappe gjorde ham stort set usynlig her, gemt i en tyk busk. Hætten var slået op, så kun øjnene lige akkurat kunne kigge ud og toppen inden under havde en høj hals, der kunne dække over næsen. Så det var kun den smalle sprække af bleg hud langs øjnene, der kunne ses, hvis de valgte at kigge i hans retning og virkelig fokusere. Men de skulle vide, hvad de skulle kigge efter for at opdage Tanto. Halvdæmonen havde været her hele dagen. Han var kommet i nattens løb, imens de sov og har været her lige siden. Kroppen krampede en smule, men det var ikke slemt. Han var vant til det. Livet som dusørjæger og mere hemmeligt lejemorder gik sjovt nok meget med ventetid. Vente på det perfekte øjeblik, vente på at fange målet i øjeblikket, vente i skjul på sit snit.

Dette var ikke de værste, Tanto havde skulle håndtere. Det var en simpel gruppe røvere og tyve. Normalt ikke den grad, halvdæmonen blev kontaktet angående. Men under deres seneste kup havde gruppen ikke haft helt nem adgang. En kvinde var hårdt medtaget efter deres jagt på krystaller. Og denne unge kvindes far havde ikke taget dette let. Derfor var en skindpose af krystaller givet til Tanto som betaling for at finde gruppen og give dem retfærdighed. Hvad Tanto tænkte, retfærdighed var, havde faren selv givet ham lov til at bestemme. Så længe de blev straffet, var han glad. Ingen skulle ligge en hånd på hans datter uden konsekvenser. Tænk, at have sådan en betænksom far. Hun var heldig, tænkte Tanto.
Der var fem personer. Fire mænd og én kvinde. Ingen voldsomme våben. En bue, men der var kun to pile i koggeret. Tanto havde set et par dolke i deres hænder. Intet sammenlignet med hans sværd dog. Det var antallet, der talte imod ham. Selvfølgelig kunne halvdæmonen tage en gruppe alene. Især, hvis ikke de havde voldsomme våben. Men der var mange variable at tage højde for. Én forkert handling fra Tantos side og han kunne nemt ende på jorden. Derfor ventede han på sit perfekte øjeblik. Måske, når de alle sov. Han kunne sikkert håndtage to, måske tre, inden resten vågnede. 

"..ja, ja. Så giver jeg næste omgang, når vi kommer væk herfra. Hård jord er ikke godt for min ryg jo!." Lyden af de fem personers hyggesnak og grin mellem hinanden kunne høres helt over til Tanto. Der var heller ikke langt mellem dem. En snes skridt og halvdæmonen ville være i midten af deres lejr. Hold dine venner tæt og fjender tættere. Og Tanto havde ingen venner.
Men pludselig havde en tyk tåge omsluttet Tanto. Den måtte være kommet bag ham. Den dækkede hele hans krop og udsyn. Han kunne kun se den tykke tåge. Pludselig kunne en gnækken høres og et form for sus flød igennem halvdæmonens krop. Det eneste, han kunne tænke på, var, at de havde uden tvivl opdaget ham nu. Derfor bevægede Tanto sig efter sit sværd, som tågen komplet slugte ham og gav ham en endnu mere underlig fornemmelse i hele kroppen.

"Jeg hørte noget!"
"Derovre - ved buskene! Der er nogen!"
"Jeg kan se en skæv hat!"
"Zaladin osse! Få ham!"
De fem røvere var på benene med trukne sværd i løbet af nul komma fem og havde allerede dannet halvcirkel foran den busk, der lød rumsteren fra, da teleportationen fandt sted og den unge halvdæmon blev erstattet af en med lidt flere år på bagen.

Zahinael dukkede op præcis som han havde stået i undervisningssalen med hånden udstrakt og blikket vent mod publikum. Hånden, der før havde været ved at kvæle en forsøgsperson, greb nu hårdt fast om en fesen håndfuld grene fra den busk, han stod midt i. Publikummet var ikke længere var en flok spionstuderende, men derimod fem bevæbnede røvertyper. Hvorfor i alverden stod han midt i en busk?
"Kan du så komme fre..." begyndte en af røverne, men stoppede sin egen talestrøm og sænkede sværdet. "Hr... Hr. Caz?"
Den gamle dæmon spejlede overraskelsen på røverens ansigt.
"Boris?"
Der var stille mellem dem et langt øjeblikke. Røverne stirrede forvirrede på dæmonen, og han mindst lige så forvirret tilbage. Langsomt slap hånden buskens grene og sænkedes.
"Hvad, øh, hvad skylder vi, øh, æren, eller sådan noget?" fik en af de andre røvere frem.
"Hvor pokker er den skæve hat?" mumlede en anden.
Det tog Zahinael yderligere et par sekunder at komme rigtigt til sig selv. Hvordan i alverden var det her gået til? Lige før havde han stået i Obsidianslottet og undervist. Så havde en af eleverne grinet halvskummelt, mens Atalanthe stillede sit spørgsmål, men ingen af de ting var underlige efter Mørkets standarder. Det her til gengæld...
Endelig rømmede han sig, trådte ud af busken og børstede sig fri for blade.
"Har I udført opgaven?" spurgte han med den bedste kommandostemme, han kunne præstere taget alting i betragtning.
"Øh, ja, hr. Caz," Boris tog ordet igen. "Vi sårede tøsen. Slog hende ikke ihjel, præcis som De havde sagt, hr. Tog de krystaller, vi kunne finde. Det virkede ikke af så meget. Måske forstår vi bare ikke..."
Nej, de forstod sjældent noget. Det lød som en ligegyldig opgave at stjæle et par krystaller og såre en købmandsdatter, men når man kendte til købmandens knebne situation og meget gerne ville have ham til at tage et lån hos en bestemt Mørke-tro lånehaj, var det perfekt at have et par småkriminelle landevejsrøvere ved hånden. Indtil nu havde Boris og hans folk altid udført opgaverne med et minimum af spørgsmål.
Mens Boris talte, vinkede Zahinael ad dem og gik frem mod deres bål. De fulgte med, og alle udover Boris tog plads på træstubbene igen. De så lige så paf ud, som Zahinael følte sig indeni. Det sparsomme lys fra bålet gjorde det svært at vurdere, hvor de var henne. Ikke alt for langt nordpå, så det ud til. Det var køligt, men der var ingen frost i luften.
"Hvornår udførte I opgaven?" spurgte han og holdt sig i udkanten af den lille lysning for at inspicere et træ.
"Øh, i går, hr.," svarede Boris og lo nervøst. "'Derfor vi ikke har skrevet endnu. Hvordan vidste De, at vi var her?"
I går... Så var de ikke langt fra byen. Så var de i... 
Safirien.
Zahinael spærrede øjnene op. Han var havnet i Safirien af alle steder - altså medmindre han var faldet spontant i søvn midt i sin forelæsning og det her var en slags trick. Måske fra Yume'Ave? Kunne hun den slags tvangssøvn? Det var næppe en spøg fra eleverne. Den her slags magi var kraftfuld, og selv med de små ting, de rendte og lavede i slottets gange, var ingen af dem stærke nok til at flytte et væsen så mange mil væk på så kort tid. Det var i det hele taget ret imponerende gjort. Hvis Zahinael kunne sådan noget til hverdag, ville det lette hans arbejdsbyrde betydeligt.
"Hr. Caz?"
Zahinael rettede blikket spørgende op mod Boris, der tydeligvis havde spurgt om noget et par gange ud fra hans ansigtsudtryk at dømme. "Ja?"
"Rejser De videre nu?" gentog Boris - måske for tredje gang. "Undskyld mig, men, øh, De ser mig noget, øh, ja altså undskyld, knapt så rejseklar ud?"
Zahinael behøvede ikke at lade blikket glide ned over sig selv for at vide, hvad røveren hentydede til. De var klædt i skind, pels og tyk uld, mens han bar en pæn skjorte og stadig havde opsmøgede ærmer fra undervisningen. For slet ikke at tale om de behagelige indendørsfutter. Ved Zaladin, han havde ikke engang sit sværdbælte på sig.
Den gamle dæmon spændte i kæben og pustede sig lidt op.
"Jeg får brug for en af jeres sovepladser, en kappe, et par grove støvler - om I så skal gå barfodede videre - en hætte, og..."
Røverne væltede rundt for at komme på benene og efterkomme dæmonens ønsker. Imens kørte tankerne på højtryk inde bag de høje tindinger for at regne ud, hvem der havde spillet selveste spionmesteren for Mørket et puds.