Ikke alle gange under Obsidianslottet var lige ufremkommelige. Mellem våbenlager og fangekældernedgang var der blevet indrettet en række lokaler til undervisning. Man kunne jo ikke komme udenom, at en uddannet hær, var en bedre hær. Og mens soldaternes træning foregik udenfor i mudderet, var der store dele af en spions arbejde, der blev tillært bedre ved demonstrationer og spørgetimer. En sådan kombination af fremvisning og spørgsmålstagen var præcis det, der netop nu foregik i det halvcirkelformede, underjordiske auditorium.
"Som I kan se har mennesket svært ved at bibeholde koncentrationen, så snart blot én luftvej er blokeret," forklarede Zahinael, mens han holdt sin testperson for næsen. En testperson, der rev og sled i sine reb. "Var han ikke bundet, ville hans hænder allerede gå til min hånd. Rent instinktivt for de fleste. Dem, der ikke har den reaktion, er enten trygge ved jer eller trænet til at undertrykke instinktet. Det er i øvrigt nævneværdigt her, at vores testperson stadig forsøger at komme fri. Det fortæller os, at han ikke aner, hvor han er."
En hånd røg i vejret blandt de studerende, og Zahinael gav et nik.
"Hvorfor ved vi, at han ikke aner, hvor han er?" spurgte en ung halvelver.
"For hvis han vidste hvor han var," svarede Zahinael og lænede sig lidt frem for at se forsøgskaninen i øjnene. "Ville han ikke forsøge at flygte."
Det hjælpeløse menneske gav en svag pibelyd fra sig, men formåede stadig ikke at sige noget. Det havde vist afskrækket ham sidste gang, han havde åbnet munden. Godt. Der var ikke noget værre end højlydte testpersoner.
"Men nu videre," Zahinael rettede sig op igen. "Trykpunkterne, som vi lærte om i sidst uge, binder nemlig sammen til at udføre en effektiv kvælning. Det vil spare jer meget tid. Ofte vil jeres mål dog ikke være så ... let tilgængeligt som her."
Spionmesteren havde sluppet sit tag i næsen, mens de studerende ivrigt lænede sig frem som om, det ville gøre en forskel for deres udsyn.
"I næste uge dækker vi knusning af strubehovedet samt relevante håndøvelser for at holde jeres styrke ved lige," fortsatte han, mens han smøgede sine ærmer op. "For nu..."
Et hårdt, præcist slag blev lagt lige i menneskets solar plexus, så han bukkede sammen på midten så langt fremad, rebene tillod, mens luften sev ud ad hans lunger fulgt af en hvæsende pibelyd. Før han kunne nå at tage et nyt åndedræt, greb Zahinael fat om halsen og hamrede mennesket tilbage i stolens ryglæn.
"Bemærk, at jeg ikke trykker på halsen, men på blodårerne," forklarede han, mens mennesket sagde underlige gurglelyde. "Slaget var mest fordi, jeg ikke gider larmen. Det tager nok omtrent halvandet minut, før..."
I publikum fløj en hånd i vejret.
"Ja, Atalanthe?" tilskyndede Zahinael højt, så det overdøvede den nu rallende forsøgskanin.
"Hvad med havfolk? Gælder det for alle racer, at..."
Mere nåede Zahinael ikke at høre, før han pludselig ikke længere kunne se sine studerende. Eller dufte den lette fugt i stenvæggene. Eller mærke halshuden og den hastige, taktfaste puls under sin håndflade.

 Kvinden skulle til at gå, da en tyk tåge lagde sig om Augustus, efterfulgt af en lille gnækken. Et underligt sus løb gennem Augustus' krop og fik ham til at slippe sit greb om den mystiske flaske med den ukendte væske i, så den i en hastig fart faldt mod jorden. Det sidste godsejersønnen hørte inden han blev overvældet af en følelse han bedst kunne beskrive som at blive kastet gennem luften, var lyden af glas der knuste mod brostenene.

 Da Augustus endelig kunne mærke den faste jord under fødderne igen, var han helt forpustet. Det havde været en underlig og ubehagelige følelse at være opslugt af tågen, og han havde følt sig bange og utryg. Skulle nogen spørg ind til det, ville han selvfølgelig sige at forpustelsen kom fra at have kæmpet i vildens sky for at kommer fri. Augustus Waldemar Egelin Barthsmelo Junior gav ikke op igen en kamp, selvfølgelig!
 "... at kvæle dem på den må-hvad er tågen til for? " Både stemmen og spørgsmålet kom bag på Augustus. Han vendte sig rundt, modsat retning end kvinden han lige havde stået og snakket med, og viftede lidt med hånden for at få det sidste tåge til at forsvinde, så han kunne se hvem stemmen kom fra. 
 " Hvor skulle jeg vide det fra.." mumlede Augustus, som han fik viftet tågen tynd.

 Lyden af stole der hurtigt skrabede over gulv, metal der klirrede og stemmer lød idet Augustus blev fri af tågen. Synet der mødte ham, fik ham til at træde et lettere snublende skridt bagud. Foran stod en.. hær af væsner med deres våb trukket.  
 " Hvem er du!? " lød det sammenbidt et eller andet sted fra. Augustus rømmede sig lidt, en smule intimideret. Han havde ingen anelse om hvor han har, eller hvem denne gruppe væsner var, men det virkede ikke som nogle rare væsner! Men Augustus var selvfølgelig ikke bange! De burde være bange for ham! En lyd bag ham, fik ham til at dreje hovedet mod en bundet mand. Noget der fik en klump til at forme sig i hans hals. Oh.. Hvor zalans var han endt henne? Det paniske udtryk i manden ansigt sagde ham, at det ikke var et godt sted. 
 " Hey! Der blev spurgt hvem du var! " Augustus vendte sig med fokusset ud mod spørgsmålet. Panden rynkede sig en kende utilfreds, inden han rettede sig op. Selvom de så særdeles.. barbariske ud, burde de vide hvem han var!
 " Hvem er jeg?! De burde vide hvem jeg er! " Trods usikkerheden der kriblede i hans krop, virkede Augustus utroligt autoritær. Noget der fik en hvisken til at brede sig mellem gruppen. Var det mon en test fra Mester Caz? Man kunne fornemme en form for usikkerhed brede sig blandt gruppen af studerende. Var det her en mand de burde vide hvem var? Var det en forklædning? Han forsøgte ikke at flygte, så vidste han hvor han var? Deres våben blev sænket lidt, og Augustus rettede sig endnu mere op, og foldede hænderne bag på ryggen for at se mere vigtig ud. 

 " Hvor blev Mester Caz af? " var der en der vovede sig ud i at spørge. Augustus prøvede at finde ud af hvor det kom fra, men i sidste ende var han egentlig ligeglad. Den ene hånd blev løftet og han viftede afvisende med hånden. Hvem end denne hr. Caz var, så var han i hvert fald ikke her, lød det til. Og han kunne umuligt være vigtigere end Augustus alligevel!
 " Han havde andre ting at tage sig til.  " lød det fra Augustus. Havde han vidst hvilken situation han stod i, havde han nok ikke været nær så rolig. 
 " Så, hvem er jeg? I må da vide hvem jeg er!  " pressede den tykke godsejersøn utålmodigt på. De burde da vide hvem han var! Han var jo tydeligvis blev sendt dertil på grund af hvem han var! Der blev hvisket lidt mere mellem de studerende. Han lignede ikke rigtig en fra Mørket. Et irriteret og utålmodigt brum forlod Augustus.
 " Jeg er Augustus Waldemar Egelin Barthsmelo Junior! " Armene slog sig ud, og godsejer sønnen drejede rundt om sig selv, som om et fuldt syn af hans tykke krop ville gøre det tydeligt for dem han var. Var de virkelig så uciviliserede at de ikke vidste hvem han var!? 
 " ... Hvem? " spørgsmålet kom fra en kvinde der ikke stod alt for langt væk. 
 " Nu har jeg aldrig.. " mumlede Augustus fornærmet. Han missede lidt med øjnene og lod det mørkebrune blik glide ned over kvinden. Det nåede dog aldrig længere end hendes brystkasse, hvor et par særdeles, yndige bryster sad. Noget der gjorde han lige kunne tilgive hende ikke at vide hvem han var. 
 " Hmpf..  " Augustus så ud over forsamlingen igen. 
 " Nok om det.. De virker som en intelligent kvinde, " begyndte han, mens han begyndte at gå mod kvinden med de yndige bryster. Hun rynkede blot brynene og iagttagede ham med et vågent øje. 
 " Vi kunne sikkert få det... sjovt sammen, " under det spidse overskæg bredte de spinkle læber i et slesk smil. Denne gang flyttede kvindens blik sig hen på nogle af hendes medstuderende. Var der nogen der vidste hvad der skete? Blikket vendte sig tilbage på Augustus.
 " Mester Caz? " spurgte hun, noget der fik et sammenbidt udtryk frem hos Augustus.
 " Jeg har jo sagt at jeg er Augustus Junior! " bed han af hende, inden han vendte sig rundt, og begyndte at gå væk. 
 " Hvem kan fortælle mig hvordan jeg kommer tilbage til Dianthos? " udbrød han i stedet. Hvis de var så uciviliserede så ville han bestemt ikke bruge sin tid på dem!