Godset er ikke nær så stort og prægtigt som nogle af alle de palæer, der ligger rundt om i Krystallandet. Der er ikke gjort noget for at skjule godset for omverdenen, men alligevel er hele grunden gemt i en mørk skov af døde træer. Una er første ejer af godset og har døbt det Blod Tronen.

Der er fire etager, inklusiv kælder og loft. Hele kælder arealet er kun beregnet til tjenestesfolkende. Det er også i kælderen at køkkenet ligger og det er derfor forbudt område. I stueetagen ligger opholdsstuerne, som er bibloteket, pejsestuen og spisesalen. På første sal ligger der seks værelser, som pt. står tomme. Loft værelset er det største og tilhører selvfølgelig Una, hvorfra hun kan se ud over hele grunden.

På forsiden af godset ligger en stor trappe, som fører op til godsets entre. Trappen bliver delt i to, af et lille vandfald, med dirtkte kilde til den røde flod.

Bag godset ligger der en stor have, som ligger helt ned til breden af den røde flod. De ligger så tæt op hinanden, at vandet og græsset nærmest glider ud i et. Der er masser af træer og blomster i haven, men fordi at floden er af ren blod, er alting visent og dødt.

Midt i haven står et springvand som også har en direkte kilde til floden og ved siden af den står der en bænk. Oppe på terassen, står et lille bord med to machende stole på hver sin side, hvor man kan se udover floden.

Personalet består udelukkende af alm. krystalianere, uden nogen form for evner.
De er alle mellem 30 0g 35 år.

Leonardo er butler og har ansvaret for tjenestesfolkende.

Cosette er husbestyreinde og laver alt det traditionelle kvindearbejde.

Vladimir er husets altmuligmand.

- Disse karaktere er nogle man selv har mulighed for at styre, inde på godsets grund. -

Saint dukkede hun frem af en stor røgsky. Sammen med sig havde hun halvulven Jack. Hun så sig lidt rundt, for at være sikker på, at hun var kommet rigtigt frem. Med det samme hun så det blodige vandfald foran godset, lod hun falde på knæ foran det, og drak sig mæt. Rejsen havde svækket hende yderligere og blodet havde ikke hjulpet.

Eftersom at Satira led af hukommelsestab, var det kun Saint der havde erindringer om Blod Tronen. Det var fordelen ved, at have været fanget i Satiras bevidsthed i alle de år. Tilgengæld var hun gået glip af de sidste 10 år.

Døren til godset blev åbnet og ud kom en ung mand løbende - "Hvad laver I he.." han stoddede midt i sin sætning da han Saints sort/røde øjne. Han gjorde selv store øjne, men smilte så stort og varmt.
"Deres excellence!"
Han bukkede dybt og gik hen for at hjælpe hende inden for.
"Hvor ser De dog ud, kom lad mig hjælpe Dem!"

Den unge mand, ved navn Leonardo samlede hende op i sine arme og bar hende, uden besvær, op af trapperne til godset.
Han gjorde tegn til, at Jack roligt kunne følge efter.

Saint så sig rundt i den store hall, som kom ind i.
I loftet hang der store lysekroner, i sort malet træ, med stearinlys som kastede deres dunkle lys ud over rummet. Langs med vægene, stod der små lange bordre, som var fyldte med starinlys. Der var blevet brændt så mange lys på disse små altre, at der løb skørknet starin ned til gulvet.
Rummets prægtighed, var det første som slå en når man kom ind af hovdedøren. Den anden ting man ville ligge mærke til, var den store trappe, som delte sig i hver sin retning. Inden tappen delte sig, vil man nå en væg, hvor der engang havde hængt et stort billede af Satira og hendes skaber Falco Salvator, men billedet var for længest pillet ned, da hun havde ødelagt det i arrigskab.

"Cosette!" Råbte Leonardo alt hvad han kunne, og en smuk ung pige kom løbende. "Ja Hr.?" Hun så overrasket ud, da hun så Leonardo stå med en ung kvinde i armene. Hun genkendte den grønne kjole, som en hun selv havde syet til sin herskerinde. Hun fald græden sammen på sine knæ, i lykke over at se hende.
"Så tag dig dog sammen og hjælp vores gæst, mens jeg tager mig af dette" Leonardo lød en anelse skrab, mens han bar Saint ud af hallen og væk fra nysgerrige blikke.

Cosette tørrede hurtigt sine øjne og rejste sig "Hvor er mine manere, De må være sulten" hun viste Jack til spisestuen og forsvadt ned i køkkenet, lige så hurtigt som hun var dukket op.
Ikke længe efter dukkede hun op, sammen med en anden ung mand, Vladimir, som så noget skeptisk på Jack, men var sin mund og hjalp Cosette, som tydeligvis ikke havde regnet med gæster.
Cosette virkede yderst flov, da hun kun kunne servere Jack suppe og brød, og forlod derfor rummet i al hast igen.
Vladimir der imod, blev stående ved døren, som en tjener der venter på besked.

I Leonardos varetægt, ændrede situationen sig. På trods af 10 år uden sin herskerinde ved sin side, vidste hans stadig hvordan han skulle få Satira tilbage.
Leonardo sørgede for, at Satira fikm den hjælp hun behøvede, inkl. et bad og nyt tøj.

Satira, som var helt rundt på gulvet, stolede på underligt nok fuldt ud på Leonardo. Noget ved ham, og stedet, virkede bekendt og på en underlig måde hjemmelig. Mens Satira blev færdig, forklare Leonardo deres relation så godt som han kunne og at dette var hendes hjem. Han, Colette og Vladimir havde holdt stedet kørende, i håb om at hun en dag vil vende hjem - ingen af dem vidste hvad der var hendt hende. 

Da Satira var færdig, var hun påklædt i en guld og rød kjole, med perler og blå og turkise ædelsten.
Hendes hår var blevet ordnet, så det var slået ud i fuld længde.

Vladimir, som betragtede Jack ovre fra døren, og himlede med øjnene af ham, da han så ham undersøge maden grundigt. Godt Cosette ikke så ham gøre det! Tænkte han.
Nok var Vladimir menneske, men han var hverken svag eller bange af sig! Han kunne ikke lide Jack, han var for tæt på Satira! Lige som han skulle til at komme med et modsvar, trådte Satira ind af døren til spisesalen, og havde hørt Jack. 
Vladimir var hurtigt sin mund og så undskyldende på Satira, som så ham i øjnene og rystede på hovedet af ham, da hun passerede ham.

"Tænk, at vi kun har været her i en kort periode, og De er allerede ved at bidde hovedet af hjælpen"
Hun små grinte og lød meget bedre, end Jack havde hørt hende tidligere. Mere fattet og uden frygt.

Vladimir brød sig ikke om, at blive kaldt for hjælpen, men han havde endnu ikke snakket med Leonardo og var derfor ikke blevet opdateret om Satiras situation.

Satria smilte da Jack kom hen for at holde hendes ind til sig. Hun gengældte hans kram - et langt og varmt kram!

Mens de stod der, så Vladimir væk fra dem, undskyldte sig selv og forlod lokalet.
Satira benærkede det godt, men tænkte at hun måtte snakke med ham på et andet tidspunkt. I hendes hukommelse kendte de slet ikke hinanden, men det var nødvendigt efter som at dette var hendes hjem.

Da Jack igen trak sig fra hende smilte hun forlegent.
"Jeg så pejsestuen på vej her ind, lad os sætte os der ind"
Hun gjorde det klart for ham, at ville forsøge at give ham en forklaring.

Hun vendte ryggen til ham og forlod spisestuen.
Da hun kom ind i pejsestuen tog hun med de samme plads i en af to sofaer der var placeret foran pejsen, adskildt af et lille bord.

"Jeg skylder Dem en forklaring, og endnu en undskyldning"
Startede hun, mens hun rettede på kjolen og så ind i pejsens flammer.
"Jeg er helt okay - det ser ud til, at Leonardo har fuld kontrol over hvad der sker med mig. Det er underligt for mig, da det ikke engang er tilfældet for mig selv."
Hun sukkede dybt og så undskyldende på ham.
"Da jeg var ganske lille, og inden jeg kom her til landet, blev min krop besat af en dæmon. Heldigvis, for mig, har hun ikke vist sig stærk nok til at få permenent kontrol. Det er mærkeligt at være en del af to, for når det ikke er mig der har kontrol, er jeg slet ikke tilstede - det kan jeg desværre ikke forklare, da jeg ikke kan forklare mig selv det. Men det vil sige, at jeg desværre ikke har en erindring om denne kamp De nævner."
Hun så flov ud og så tilbage i ilden, mens hun ventede på hans respons.

han sukket lidt og så lidt ind mod ilden mens han stille lage hovedet ind mod Satira blidt.”jeg kan klare det  min tidliger x var tros alt også en halv Demon ” svaret han stille  og rolige blikket  fanget stille ind i hendes blidt ørne  bliv lagt stille ned ikke fordi han var bange mere navøs over hun kunne lide det han gjorder stille førte han sin pote over hendes kind og nuzzet den blidt selv om han var træt nød han det her lige nu



Jack kikket så igen i hendes øjne og sagde med rømden over hans kinder vis man altså kunne se det ” jeg er bare gald for der ikke skete mere med dig end der gjorder ” svaret han og lage stille sin pnade mod hende som Tidliger på Dagen jack vidste vis han bliv her ville det blive svært for ham

Satira lyttede til hver et ord Jack fortalte. Deværre blev hun ikke overrasket, da det lød præcis som ting hun tidligere havde oplevet med Una. Hun blev dog mere flov over, at hun havde fået ham viklet ind i noget balade - det lød som en typisk hende ting.

Hun lagde ikke mærke til at han var træt - søvn var trods alt ikke en del af en vampyrs liv.
Men hans kærtegnen kunne hun ikke rigtigt håndtere. Hendes øjne begyndte at blive en anelse røde. Satirs tog sig til hovedet, mens hun rejste sig op.
"Jeg beklager Jack.. De er sød og jeg holder allerede frygteligt meget af Dem, som en ven. Men jeg er ikke sikker på, at det vil endne godt, hvis De fortsætter med at være SÅ tæt på mig. Det virker som om det kan give problemer."
Hun så undskyldende på ham og mente, at Una ikke ønskede ham så tæt på, at hun på en eller anden måde gjorde modstand.
Satira så mod døren, for at være sikker på, at der var hjælp at hente, hvis hun skulle ændre sig. I døren stod Cosette og smugkiggede ind. Med det samme hun så Satiras øjne, forstod hun, at hun måtte hente backup.

hun fik det til at lyde som om det var ham der var problemet han rejste sig op og sagde stille " oki" men gik s tille hen mod døren han ville ikke give nogle   Problemer med nogle lige nu han åbnet dåren stille og rolige mens han kikket på Satira og sagde stille " jeg ville finde ro og få sovet ud " svaret han mens han gik ud af døren jack var virklige nød til at få sovet ellers kunne han ikke vende hjem i morgen vis det var det han ønskede dog bevæget han sig langt som ud så Satira kunne nå at stoppe ham dog vidste han ikke hvorfor 


men han hadet en fornemlse af der var mere hun ville ham men han kunne ikke regite klare mere lige nu der var meget han skulle tænke over vis han altså over hovet fik søvn  denne nat han fik dog kikket ned mod  pigen og stod og lytted han vidste ikke hvad hun gjorder her men han sagde ikke noget til det " jeg håber i har en gæste værlse jeg kan sove i " svaret han blidt og kikket hen mod Satiran lidt 

Cosette kom løbende tilbage, sammen med Leonardo, som med det samme gik over til Satira og satte hænderne på hendes skuldre, mens han så hende dybt i øjnene.
Satira så bedrøvet efter Jack. Det var ikke meningen at såre hans følelser. Hun ville sige noget, men var bange for at gøre tingende værre. Måske det vsr dne manglende søvn som påvirkede hans humør.

Cosette så hen på Leonardo, og fik et lille nik, som godkendels på at låne et værelse ud.
"Der står et ledig værelse klar til Dem"
Hun bukkede en anelse, mens hun viste ham vejen ud af døren og fuldte ham mod værelset.
"Jeg beklager på vejne af Miss Satira."
Hun så på Jack med et lille beroligende smil.
"Miss Satira ser ud til at gennemgå en periode i øjeblikket. Men jeg er sikker på, at Leonardo kan hjælpe hende. 



Efter få minutter ankom de til et stort værelse. Rummet var koldt, efter at have stået ubrugt længe, men rent. Cosette gik meget op i at holde huset rent, selv om der ikke var gæster.
Cosette gik direkte til pejsen for at tænde op.
"Der går et øjeblik, før at værelset bliver varmt, men jeg håber det behager Dem"
Hun vendte sig smilende mod Jack.
"Er der andet jeg kan gøre for Dem?"

Satira, som stod tilbage med Leonardo, satte sig tungt i sofaen og sukkede. Hvad skulle hun dog gøre? Hun var glad for Jack, men ikke på den måde hun fornæmmede han var for hende.

Cosette sendte Jack et forsigtigt smil og forlod værelset.

Satira sad stadig på sofaen, mens hun så hypnotiseret ind i ilden. Hun havde det som om ilden prøvede at fortælle hende noget.
Vladimir kom ind i pejestuen og så hvor bedrøver hun så ud. Stille gik han over til hende, møvrede sig ned bag hende på sofaen og holdte hende tæt ind til sig, og hun lod ham gøre det. Det var en velkendt og beroligende følelse, men det fjernede ikke hendes fokus.

Hun ville ønske hun vidste hvad hun skulle stille op med Jack.
"Vladimir! Hvad skal jeg gøre? Jeg ønsker ikke at såre Jack, men jeg har en fornemmelse af at han og jeg ikke ser helt en til en."
Hun lagde drejede hovedet en anelse tilbage, således at Vladimirs næse hvilede på hendes kind.
Satira hende ingen planer om nogle former for romantiske forhold, men gode venner var gode at have.

Satira, som ikke sov, hørte med det samme violinens melodi ekkoe gennem sale og værelser, men da hun ikke havde været tilbage længe, vidste hun ikke lyden kom fra - dog virkede violinenes klang bekendt.

Langsom rejste hun sig og fuldte efter lyden. Efter et par minutter fandt hun frem til Jack, som stod med lukkede øjne og spillede.
Hun betragtede ham på afstand - ikke fordi han ikke måtte vide at hun var der, for det var hun sikker på, at han allerede vidste, men fordi hun ikke ville have han stoppede.
Satira lukkede øjnene og levede sig ind i musikken. Hvorfor var violinenes klang så bekendt?

Satira bemærkede med det samme de små flammer, som dansede i luften.
Hun smilte, da en enkelt flamme kærtegnede hendes kind.
Hun så hen på Jack. Nøje studerede hun ham - alle de følelser! Det var tydeligt at mærke alt gennem tonerne, som strøj gennem luften, men hun vidste ikke hvad hun skulle stille op. 
Hun sukkede tungt og lukkede atter øjnene.

En følelse af afmagt summede gennem hende og i samme øjeblik Jack tog hende hænderne, brød Saint igennem.
Med et kraftigt ryk, trak hun hænderne til sig og så forvirret rundt - hun ville aldrig venne sig til black out fornemmelsen. Saint så på Jack og kunne med det samme fornemme, at der havde været et øjeblik med mange følelser.
"Jeg synes at erindre, at jeg havde advaret dig - hold dig væk fra Satira, ulvedreng"
Hun lød vred og hånende. Saint vidste, at der var et begyndende venskab mellem Jack og Satira, hun kunne føle det - men der var også andre følelser, som hun ikke helt kunne placerer - men hvad de end var, var de gode for Saint.
På den anden side skulle jeg måske lade ulvedrengen hænge om halsen på det tåbelige pigebarn? Hans håbløse følelser vil give et positivt resultat for mig!

Saint så skævt på Jack og så på violinen han havde i hånden, og nu glødede hendes øjne i raseri!
"Har du aldrig lært at holde poterne fra andre egendele?!"
Saint flåede violinen ud af hændern på Jack og vendte sig rundt, nærmest kærtegnede om violinen. Det var tydeligt, at denne genstand havde en stor værdi for Saint.

Hun så på ham et øjeblik, hen over skuldere og brød så ud i en hånlig latter.
"Sov? Det må være din spøg! Vampyre sove? Så har jeg også hørt det!"
Var han ikke klar over hvad Satira var? Eller var han bare dum?

"Jeg er ligeglad med hvad du ville eller ikke ville! Jeg ved ikke hvad Satira har bildt dig ind, men dette er mit hjem, og jeg bryder mig ikke om at ubudende gæster piller ved mine ejendele!"
Hun så bedrøvet på violinen mens han talte, men med det samme han rørte hende, fejede hun hånden af sig, mens hun vendte sig mod ham. 

De kulsorte øjne flammende bogstaveligtalt op!
"Du lærer det aldrig, gør du vel ulvedreng!? Du og jeg er og bliver aldrig mere end uønskede bekendte! Rør mig ikke!"
Saint var rasende... Hvad ville Satira med denne fremmede, denne hvalp? Og hvad skulle han i hendes hjem?