Det var en af de varme dage i ørkenen. Den slags varme hvor luftfugtigheden var så tyk at man kunne svømme i den. Solen bagte hedt og opvarmede sandet som var det brændende kul og sveden piblede ned ad de to piger som kom riddende på et par kameler. de havde fået lov til at leje dem, for at komme nemmere igennem deres ørkenrejse. Malibu sad og hang lidt på kamelen, og så en kende opgivende ud. 
"Jeg tror snart at jeg dejser om." lød det lidende fra hende, og hun prøvede at tørre sveden af sin pande. Tyran lå foldet om hendes hals som sædvanlig, og nød blot at kunne sole sig lidt i solens skarpe stråler. 

Malibu og kvinden, som havde reddet hende fra sølet dengang hun var yngre, havde reddet gennem ørkenen i et par dage nu. De var på en mission for at finde en mand der havde lavet dokumentforfalskninger af en eller anden art. Malibu satte sig sjældent ind i hvad personerne var dømt for som de jagede, så længe der bare være en dusør i den anden ende så var hun tilfreds. 
Opgaven skulle ikke kræve det store fysisk. Tilgengæld var manden rigtig god til at gemme sig, og de skulle finde ham inden han kunne nå at flygte ud af Rubinien.  

Varmen var hed, og Malibu svedte steder hvor man ikke burde. De tog et kig på hinanden da de nåede en oase, og valgte at tage et hvil her. Stedet var smukt, og træerne gjorde at det gav en masse skygge, så pigerne kunne gemme sig for solen. Efter de havde bundet kamelerne fast (så de ikke stak af), fandt Malibu en saftig fersken-agtig frugt frem og spiste den. Det kølede lidt, og hurtigt tog hun fat i sin drikkedunk og tog nogle ordentlige slurke af vand. "Ahh.."   

Vandet funklede krystalblåt, og den anden kvinde meddelte at hun ville ligge sig lidt væk og tage sig en lur. De havde jo rejst langt. "Sov godt. Jeg tror jeg vil tage mig en dukkert." Svarede hun den anden, og begyndte at tage sit nomadelignende tøj af. Hun hjalp Tyran af sig, og satte ham på en sten så han kunne sole sig videre. Slangen hvislede. 

Da der jo tydeligvis ikke var andre, var Malibu derfor ikke særlig blufærdig. Hun stod helt nøgen, og skyndte sig ned i det klare vand. Hun gispede kort da kuldens kontrast på hendes varme hud ramte, men lidt efter lidt vænnede kroppen sig til vandet. Det var en behagelig temperatur, og det hjalp helt klart på hvor hedt hun havde det. 

Morigan havde haft en uges rejse i ørkenen sammen med sin ørn Haga. Efter de havde opholdt sig i noget tid i byen Sarghos, var Morigans rastløse krop efter stilhed og ro, fået Dem til at rejse ud i den smukke ørken, uden nogen plan. De kunne ikke lide at opholde sig for længe i de store byer, i frygt for nogle skulle opdage hvem De var. Dog tilkaldte byerne Morigan fra tid til anden, med Deres lille håb om at støde ind i Den dæmon som Deres hjerte savnede. Dog var der heller ikke nogen at finde i denne by.

For en dag siden havde Haga set en tom oase oppe fra himmelen og de havde begge været glade for en lille pause omringet af vand. Til trods for de begge var hærdet til ørknens ubamhjerte landskab, var der intet som en fredfyldt oase til at give en lidt ekstra energi. De havde tilbragt natten her og dagen efter havde Haga med sin nye energi, fået Morigan med ud og jæge. Da Haga havde fanget lidt mus og et firben, satte hun sig tilfreds på Morigan skulder, så de sammen kunne gå tilbage.  

Da de nærmede sig oasen igen havde Morigan godt lagt mærke til de 2 kameler der var bundet fast, men kunne ikke se nogen ejermand. I beredskab smed De maden og tog sin hætte op over hovedet og sendte Haga op i palmen for at få et bedre overblik. Derefter sneg Morigan sig langsomt hen til vandet. 
Idet Haga udsender sit advarselskrig møder Morigan et syn De ikke havde regnet med. For foran Dem stod en nøgen kvinde og Morigan vidste ikke hvor de skulle gøre af sig selv.

Malibu havde ligget og daset i oasens sø, og nydt at svømme rundt. Det var den bedste form for afslapning når solen havde stegnt én hele dagen lang. Hun havde sine øjne lukkede imens hun flød rundt og lod sine fødder plaske hende rundt så hun ikke sank. Det var først da hun hørte ørnens skrig at hun brat åbnede øjnene. Var den på vej ned efter Tyran? Hun havde rejst sig op for at se efter sin hornhugorm, men i det hun havde stillet sig op, og derved afsløret hele hendes nøgne overkrop til en.. maskeret fremmed som pludselig stod foran hende. Sprang hun voldsomt tilbage i vandet, med den ene arm dækkende om sig selv. Hun plaskede aggressivt hen imod den fremmede. Uvidende om denne var mand eller kvinde. Men uanset hvad havde denne set hende nøgen. I hvert fald noget af hende nøgen. 
"Hvad fanden er du en lurer?!" knurrede hun højt af den anden. Hendes kinder blussede en smule forlegent op. 

Hornhugormen, Tyran, havde hørt postyret, og hævede nu den øverste del af sin slangekrop op i en truende gestus. Den hvislede i retningen af den fremmede, og havde sit blik intenst derhen. Klar til angreb hvis Malibu tillod det. Veninden der lå og sov, havde ikke hørt noget og sov derfor tungt videre. Hun lå også skjult blandt krattet. Malibus vejrtrækning blev hurtig og mere aggresiv. Man kunne høre det for hvert hiv luft hun tog ind i næsen. Tænderne var blottede og brynene pegede vredt nedad. 
"Hvem er du?" væsede hun.

Morigan kiggede forlegent væk og holdt hænderne oppe som et tegn til at De ikke ville gøre hende noget. Selvom denne nøgne kvinde lignede en der kunne forsvarer sig selv, så ville Morigan aldrig angribe en der stod og var så blottet. 

Morigan lavede et håndtegn til Haga, så hun ikke ville angribe, men hun blev forsat siddende oppe i palmen i stedet for at flyve ned til Morigans udstrakte arm, hun kunne lide overblikket. Derefter sagde Morigan, stadig med øjne rettet væk "Undskyld frøken, det var ikke min mening at forskrække dem i deres bad. Jeg er blot en fredelig rejsende, der ligesom de har nydt freden ved denne oase. Min ørn og jeg har været ude og jæge og vil dem intet ondt"
Da Morigan skulle til at spørge hvem den anden kamel tilhørte, så De en slange, som kiggede tilbage på Dem. Morigan vidste den var giftig og råbte så "Frøken stå stille jeg kan se en gift slange, ikke være bange, jeg skal nok få min ørn til at fange den!" Idet knipsede Morigan og Haga skulle lige til at lette.

Malibu fulgte skarpt den fremmede med øjnene. Lagde mærke til hver en bevægelse denne gjorde og var beredt på et angreb af en hver slags. Han virkede dog lige så forbavset og taget på sengen som Malibu var. Det virkede som om, at ingen af de to havde forventet at møde et andet menneske ude i oasen. De var trods alt midt ude i en ørken. Ørn? Malibu hævede nøjsomt at øjenbryn, og skævede i retningen af hvorhen den fremmede pegede. Det virkede ikke som om ørnen havde lyst til at være en del af selskabet for nu. 

Den ene arm havde hun forsat dækkende om sig selv, og knugede den frie hånd for at virke truende. Hun følte sig en smule fanget ude i søen. Skulle hun være ligeglad, og bare gå hen for at tage sit tøj på? Det var heller ikke til at vide hvilket køn den fremmede havde. Hun lyttede til den andens ord, og selv da kunne hun ikke helt høre kønnet. Det kunne også være ligemeget, tænkte hun træt og betragtede den anden. 
  "Lad os sige at jeg tror på dig. Men hvad skulle forhindre dig i at lyve? og lige så snart jeg vender ryggen så stikker du mig og tager vores ting?" knurrede hun, men lød stadig bestemt. Fredelig, det vil tiden vise, hah!" 

Hun blev afbrudt i sine tanker, da den fremmede havde spottet Tyran. Malibu kunne mærke en synkende følelse i maven. Bange for at Tyran skulle komme til skade. "VENT!" Brølede hun højt for at få Morigan til at stoppe sin fugl, og løb et par hurtige skridt hen mod vandkanten. Det plaskede højlydt. "Tyran gå i skjul!" hun havde flyttet blikket fra den fremmede og hen på sin slange. Ordene der kom ud af munden på hende lød ikke menneskeligt. Tyran fik øjenkontakt med Malibu, og hvislede. Den gled ned bag stenen for at beskytte sig selv. 

Da Morigan hørte den nøgne kvinde råbe af hvad De gættede var til slangen, var Haga allerede på vej til angreb. Der var ikke meget Morigan kunne gøre nu og ud fra den måde kvinden talte til slangen på, lød det til de havde en forbindelse. Det var sjældent at Haga ikke fik sit bytte, men hun havde også hørt kvindens råb, så da slangen nåede at gemme sig bag en sten, snittede Haga stenen, men mest som en advarsel. Derefter fløj hun op for at få et nyt overblik og der løftede Morigan sin arm og hun landede på den til sidst. 

Både Morigan og Haga havde nu begge deres øjne rettet mod den stakkels nøgne kvinde, der i sin hast havde glemt alt om sin blufærdighed og havde angsten malet hen over ansigtet, som nu langsomt blev forvandlet til lettelse. Haga udsendte et uroligt skrig, da hun hadet at være i en forvirret situation uden klare ordre. Morigan aede hende forsigtigt på maven for at berolige hende.

Morigan var bange for den stakkels udsatte kvinde ville have mistet al sin tro på de fredsord De lige havde sagt, efter denne uheldige handling. Morigan der forsat aede Haga prøvede med en beroligende stemme at sige "Jeg undskylder virkelig meget denne misforståelse Frøken, jeg troede denne slange var en fjende. Jeg vil dem virkelig ikke noget ondt. Kan jeg i det mindste hente dit tøj?"

Malibu havde sat sig på knæ henne ved vandkanten for stadig at dække sig, men for at komme så tæt hen på Tyran som hun kunne uden at vise mere nøgenhed end hun allerede gjorde i forvejen. Hendes hjerte hamrede afsted. Men Det så ud til at Tyran lige knapt nåede ned på den anden side af stenen. Der var tydelige kradsemærker fra hvor ørnen havde haft sine kløer i sit mislykkede angreb. Hun så efter fuglen da den fløj tilbage til sin herre og landede på dennes arm. 

"Misforståelse? MISFORSTÅELSE?!" hvæsede hun, med øjne der flammede vredt. Blikket var fastholdt skarpt på den maskerede persons ansigt. "Du havde nær slagtet min ven!" snerrede hun vredt og anklagende. Vreden var blandet med angsten for at miste Tyran. Men lige nu så hun ikke bange ud. Hvis øjne kunne dræbe... 

Måske var det hele én stor misforståelse, måske havde denne fremmet virkelig prøvet at hjælpe hende og havde handlet i god mening. Desværre.. havde Malibu bare meget svært ved at se tingene fra andres perspektiv når hun var meget vred. Hun fnyste af den andens ord da de tilbød at hjælpe hende med tøjet. 
"Næææ du. Jeg ved snart ikke om jeg kan stole på dig." Hun lavede et fornærmet blik, og trådte op ad vandet. Det kunne godt være at det ville gøre hende flov, men hun var mere vred end alt andet lige nu. Hun traskede surt hen til sit tøj. Malibu prøvede stadig at dække sig lidt til med armene, og da hun endelig kom hen til sine klæder, hev hun sin løse top ned over sig. Den blev lidt plettet af dråber fra hendes våde krop. Hun kom også i sit undertøj. Hun hoppede i sine shorts, og skyndte sig at sætte sig ved Tyrans side, og holdt skarpt øje med den fremmede. "Hvem er du helt præcist?" snerrede hun.

"MISFORSTÅELSE" Da Morigan hørte de vrede ord og fortvivlelse i stemmen på kvinden, mærkede De sin egen frygt i maven, slangen var simpelthen kvindens ven, måske endda følgesvend ligesom Haga. Morigan 
blev helt trist over det angreb De lige havde udsat dem for og skulle til at undskylde endnu engang og hjælpe med tøjet.

Da det var tydeligt at kvinden ikke trængte Morigans hjælp med at finde hendes tøj, vendte De blikket på Haga, De kunne ikke selv forestille sig et liv uden Haga og kiggede hende dybt i hendes brune øjne. Haga så på Morigan med samme forstående øjne og hun lavede en sød lille pibende lyd. Morigan smilede under masken til hende og duppede let hendes næb med sin pegefinger. 
 
Alt imens Morigan og Haga havde udsendt hinanden kærlige blikke havde den fremmede kvinde fået det meste af sit tøj på og Morigan kiggede nu hen til kvinden som havde sat sig ved siden af slangen, slangens øjne så lige så rasende ud som sin ejer. Kvinden spurgte nu med skepsis i stemmen"hvem præcis er du?"
Morigan holdt blikket fast på kvinden og sagde "Mit navn er Morigan og dette er min følgesvend Haga" med den frie hånd tog De hætten ned så håret blev synligt, for at virke mindre mystisk. Morigans hår var flettet i en fransk fletning, hvilket gjorde Deres spidse øre og gyldne øreringe synlige, dog blev masken på, så næse og mund endnu var dækket. Morigan viste aldrig sit fulde ansigt til nogen. Med sine tofarvede øjne kiggede Morigan igen direkte ind i kvindens brune øjne og sagde "Jeg er en simpelt rejsende, en slags nomade om du vil. Haga og jeg er blot gennemrejsende og jeg gætter, ligesom du, søgte vi vand og ny energi ved denne oase. Jeg deler gerne lidt mad som undskyldning for denne forfærdelige misforståelse. Må jeg blot spørge hvem De er frøken og denne besynderlige slange?" 

Med det skarpe blik der forsat var fastholdt på den fremmede, havde hun sat sig på hug. Malibu var meget smidig, så hun kunne sidde i et fuldt squat uden at hælene løftede sig fra jorden. Armene hvilede på hendes lår, og hun nussede Tyran under hagen. Han stak tungen ud og blinkede med øjnene. Et kort øjeblik da hun tog blikket fra den maskerede nomade og så på Tyran, så hendes øjne milde ud. Smilet antog sig i en mine der viste at hun var lettet over at der ikke var sket sin ven noget. Det varede dog kun i et par sekunder, for med det samme den fremmede snakkede, rettede hun atter det skarpe og sure blik mod ham. 

Malibu fnøs lydløst da han præsenterede sig, og afslørede mere af sig selv. "Er du elver?" spurgte hun og gjorde et nik mod hans spidse ører. Ikke at hun havde noget imod elvere. Hendes følgesvend der lå og sov et eller andet sted var en elver.  Hun betragtede øjnene hvis navn var Haga, havde den ikke prøvet at angribe Tyran havde hun ligefrem ville synes om den. Men nu, havde hun set sig surt på den. 

Det var først nu at Malibu lagde mærke til at Morigan havde to forskellige øjenfarver. Det var meget dragende. Hun spidsede ører da nomaden havde tilbudt at dele sin mad med hende, eller dem. Godt nok havde de nogle rationer med sig, men hvor meget der var tilbage og hvor længe det kunne holde afhang af så meget. Malibu var splittet. Hun lod Tyran sno sig op ad hende og hun hjalp ham op at ligge omkring hendes skuldre. "Hvis det var en misforståelse.. en meget GRUM misforståelse, så godtager jeg din undskyldning." Hun hævede et øjenbryn af ham og skød hagen frem for at forekomme højere.

 Malibu vred sit hår frit fra dråber, og skævede mod Morigan igen, "Jeg er dusørjæger. Min partner er her et sted i buskadset og hviler sig. Hun sover tungt." hun sukkede lidt. Havde de været i baghold måtte Malibu have klaret skærene selv åbentbart. "Det her er Tyran" Hun vippede skulderen op hvorpå slangens hovede hvilede sig. Han slippede lidt mere af nu hvor han kunne høre at Malibu ikke var ophidset længere. "Han har været min følgesvend siden jeg var meget ung.. Du kan kalde mig Malibu." Hun vidste ikke om hun fortrød at hun havde givet ham disse informationer. Men det virkede ikke som om at Morigan ville misbruge dem. For nu i hvert fald. 

Det gav et sug i maven da Morigan hørte hun var dusørjæger. De fortrød straks at de havde taget hætten ned og afsløret så meget af dem selv. Og de var 2! Morigan stod lidt og overvejede om De skulle tage hætten op igen, men afgjorde hurtigt at det var for sent nu. De ville hellere bruge deres kløgt og charme, og ved at spise sammen med de to rejsende, prøve at lære dem bedre af kende. Måske se om De kunne få lokket noget ud af dem, om de var på job lige nu. 

Morigan rettede sin krop så De vidste at de udstrålede selvsikkerhed, sendte derefter Haga op i det højeste palmetræ, så hun kunne holde udkig og for at være sikker på der ikke var flere overraskelser.
Slangen eller rettere Tyran var hendes følgesvend, som De havde regnet ud. Morigan nikkede og noterede alt det kvinden sagde. Hun hed åbenbart Malibu, De sagde lavt Malibu et par gange for at huske navnet. Et smidigt menneske noterede de, det gav mening hun var dusørjæger, med den stærke udstråling hun havde, som Morigan kun kunne beundrede. 

De havde aldrig hørt om Malibu før og Morigan prøvede altid at være grundig med at huske de dusørjægere De mødte på deres vej. De vidste familien stadig ledte efter Dem og håbede virkelig ikke at Malibu havde hørt om denne affære. Hvis hun havde ville denne lille misforståelse ikke ende godt. 
Dog regnede Morigan ikke med at Deres familie kendte til Haga og De håbede familien stadig var på jagt efter Dem inde omkring hovedstaden Dianthos. Morigans flugt havde været lang og igennem landet, men De var glade for at være tilbage i ørkenen.

Morigan havde ikke meget mad, men for at Deres plan skulle lykkedes, var det værd at ofre. De ville lære disse to dusørjægere bedre at kende og vide om de var på jagt lige nu. Morigan sagde "Jeg har mad nok til at dele med dig og din rejsende, endda Tyran. De nikkede til slangen som et håb om fred og undskyldning. "Jeg har selv spist for nylig, så lad mig tænde et bål og tilberede maden for jer" Ved at sige at De selv lige havde spist, slap De for at tage masken af og afsløre mere af sig selv. 
Hvis maden ikke var nok til at tilfredsstille dem, havde Morigan lidt slik han kunne lokke med, selvom han ikke var meget for det. Det var trods alt hans ynglingsslik.  

Malibu kneb øjnene en smule mistænksomt sammen da Morigan ikke svarede på hendes spørgsmål om denne var elver. Men det kunne være at denne syntes at det var åbenlyst at se. Ørene afslørede jo ret meget. Hun lod det ligge og ville ikke dvæle for meget i det. Malibu fulgte ørnen med blikket da den fløj op i træerne. Det var nu en rigtig smuk fugl, men hun var stadig fornærmet over at den havde prøvet at angribe Tyran. 

"Jamen det lyder godt." hun viftede lidt halvhjertet med hånden, og betragtede den fremmede foran sig. "Er du altid så maskeret? Gemmer du dig for nogen?" Malibu anede ikke noget om Morigan, og slet ikke om denne familieaffære. Rygterne og opgaverne var I hvert fald ikke nået Balzeras dusørjægere, endnu. Hun hævede et vurderende øjenbryn af elveren. Det var ikke fordi hun mistænkte denne for noget.. hun var som altid bare rigtig nysgerrig. 

Hun placerede sig henne ved tingene, og skævede over til kamelerne som havde lagt sig ned for at hvile. Det lignede at de gumlede på lidt græs som de havde fundet i oasen. "Du behøver ikke at snakke så formelt forresten." Hun stirrede på ham, som han nærmede sig. "Er du fra disse egne? Jeg syne ikke helt at jeg kan kende din accent." hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham. Hendes fjendtlighed overfor ham var lige så stille begyndt at forsvinde. Som når luften sivede ud af en ballon.

Imens Morigan gik hen for at samle den fangst op De havde kastet fra sig, efter dette uheldige møde, spurgte Malibu ind til Deres maskering. De var heldigvis vant til dette spørgsmål og Deres undskyldning havde været den samme i mange år og sagde så "bare rolig frøken, jeg er ikke en maskeret tyv på flugt, jeg har bare et ekstremt deformt ansigt efter en ulykke som barn og føler mig ikke tilpas ved at vise det til folk jeg ikke kender." For det meste var det et svar folk accepterede og respekterede og håbede ikke Malibu ville spørge mere ind til det.

Efter at have samlet fangsten og sine ting, flyttede Morigan sig hen til Malibus plads, der fik De også øje på de to søde kameler, men kunne dog endnu ikke se hendes ledsager og blev lidt ekstra overvågen. Malibu virkede dog roligere og mere venlig, så Morigan prøvede også at slappe lidt mere af. 

Da De begyndte at lave bål lyttede De til Malibus spørgsmål og nikkede forstående til hende, da hun sagde De ikke behøvede at tale så formelt. Det var dog svært for Morigan, De var trods alt opvokset med fine manere. Morigan svarede så "Undskyld jeg ikke besvarede deres spørgsmål tidligere, men ja jeg er ørkenelver og derfra stammer min accent." 
De var ikke bange for at være ærlig omkring deres race, De følte det var ret tydeligt, men for at være sikker tilføjede De "Dog er jeg ikke opvokset i Thal´Elor, min familie elskede at rejse, så jeg blev ved med deres nomade stil og prøver nu at lære ved at rejse for mig selv, som jeg har nydt i mange år. Dog har jeg søgt tilbage til ørkenen for en stund, jeg har savnet stilheden" 

Morigan blev pludselig bevidst om hvor meget De snakkede til denne fremmede, men på en eller anden måde følte De sig tryg i Malibus nærvær og de forstående øjne hun sendte. De glemte næsten helt maden, dog var der kommet gang i bålet. Men for at være høflig spurgte De "Hvad med dem Malibu, fortæl endelig lidt om deres rejse" Morigan kiggede op på hende for at sende hende et nysgerrigt blik og forsatte samtidig med madlavningen.  

Da Morigan forklarede grunden til sin maskering, blødte Malibus hårde grimasse en smule op. Det måtte ikke være nemt at være deform i ansigtet.. og slet ikke når man havde haft det siden barnsben. "Nå.." lød det lidt akavet fra hende og hun kløede sig fortrydende på kinden. "Det gør mig ondt. Det måtte ikke have været nemt." hun rømmede sig kort, og kiggede sig over skulderen for at finde ud af om hendes rejsekammerat snart ville vågne. Men de havde jo også været på farten i noget tid. Dusørjager jobs var ikke lutter lagkage. 

Bålet havde endelig taget til, og solen var begyndt at gå ned over sandbakkerne. Ville der komme vind, var de heldigvis i ly blandt træerne inde i oasen. Det var ikke fordi de manglede varme. Det var rimeligt varmt i ørkenen, og bålet skulle blot bruges til at få lavet noget mad til dem. Men, på den anden side kunne man ikke vide hvor koldt det kunne blive i nætterne i ørkenen. Det lidt forskelligt. Så et bål var på sin plads uanset hvad. 

Malibu nikkede lidt, "Okay. Så var jeg ikke helt galt på den. Men dine ører giver det også lidt væk." Hun kom med et skævt smil. Hun lyttede da Morigan forsatte med at tale, med oprigtig interesse denne gang, "Nomade. Så må du have oplevet mange forskellige dele af landet. Hvor langt har du rejst? Jeg har altid kun været her i Balzeras egne." hun krydsede sine ben, og hvilede nu sin kind i hånden, med albuen hvilene i skødet. 

Da Morigan spurgte ind til hende, blev hun en smule overrasket, og kiggede væk fra elveren og ind i ilden. "Njooh. Der er ikke så meget at fortælle. Vi har en opgave om at fange en skurk der er stukket af med nogle vigtige oplysninger. Hvis vi fanger ham får vi en god dusør. Men han er godt nok god til at gemme sig." sukkede hun og kløede sig træt i nakken. "Vi har været efter ham i et par dage nu."

Morigan fandt det sødt, den måde Malibu sad og lyttede til Dem på, næsten som et nysgerrigt barn. Utroligt nok virkede hun også interesseret i det Morigan havde at sige og spurgte endda indtil Deres rejser. 
Det var ikke helt en løgn at sige Morigan var en rejsende, De havde været vidt omkring, både før og efter de var på flugt. Men De fandt det også lidt underligt at sidde og fortælle om sig selv, det var ikke tit De snakkede med andre end Haga. De levede virkelig et ensomt liv.

De måtte tænke lidt, men startede med at sige "Jeg har været en del i hovedstaden Dianthos, dog det længste jeg har været væk, har været Elverly. Der er så mange spændende byer og flot natur, men jeg må nu indrømme at Rubinen er mit yndlingssted" De fik øjenkontakt med Malibu, smilede til hende med øjnene og kiggede så ind i bålet igen og sagde "ørkenen er et fantastisk sted, stilheden og skønheden og ikke mindst folket. Vi er nogle hårde typer." 
Morigan kiggede igen på Malibu og hendes stærke udstråling, som var så normalt for folk fra Balzera, havde Morigan lært. Den stolthed og selvsikkerhed var ikke til at tage fejl af. 

Da Malibu fortalte lidt om deres færd og den jagt de var på, kunne Morigan ikke lade være med at synes det var enormt spændende at være dusørjæger. At skulle opsnuse folk. Nu hvor De selv havde været på flugt så længe, følte De at de måske kunne tilbyde Deres hjælp og sagde så "Undskyld, det er slet ikke for at blande mig i jeres job, men ville i måske have lyst til at få hjælp fra Haga og mig. Vi gør det selvfølgelig gratis, men Haga og jeg har en forbindelse der gør jeg kan se med hendes øjne, måske det kan være en hjælp?" Morigan kiggede forventningsfuldt på Malibu.  

Med kinderne hvilende i hænderne begyndte Malibu at tale, "Jeg må indrømme at Dianthos for mig altid har lydt som et eventyrsted." hun tog mundvigen op i et skævt smil, "Det er som om man ikke sætter pris på hvor man kommer fra.. fordi man er så vant til at se de samme steder hele tiden." Nu hvilede hun kun kinden i den ene hånd, og den anden frie begyndte at tegne kruseduller i sandet foran hende. Hun lyttede til grundende for hvorfor han brød sig så godt om Rubinien. Hårde typer. Hun borede sin finger længere ned i sandet, og kunne mærke at det blev køligere jo længere ned hun stak fingeren. Malibu havde ikke rigtig haft et andet valg end at blive til en såkaldt hård type. Hun havde aldrig været sådan før sin mors død.. og fordi hun næsten var ved at dø af sult, gjorde bare at man fik et andet syn på livet. Intet blev givet til en; hvis man ville frem her i livet måtte man tage det. "Det må være kulturen.. Det er et hårdt liv i de fattige dele af Balzera." hun skar en grimasse, og hendes øjne fik et olmt blik imens hun så ned i ilden. "Så intet under at man bliver en hård type." hun trak fingeren op og børstede sandet fri fra sin finger i sit lår. 

Malibu kiggede udtryksløst på Morigan da denne tilbød sin hjælp. Hun overvejede det på det kraftigste. Derefter blev hendes øjne mere vurderende, imens hun betragtede den anden. Han ville også gøre det gratis. Hun kløede sig tænksomt på hagen, og rettede sig op. Hun skød brystkassen frem, og skævede ned til Tyran som lå på hendes skuldre, "Hvad siger du, Tyran?" Slangen hvislede kort, og hun fnøs lidt, med et skævt grin. "Han håber at Haga så lader være med at spise ham." 

Hun klødte sig lidt i det vilde hår, og smilede så godkendende, "Joeh, altså. Vi kunne nok godt bruge den ekstra hjælp. Men jeg skal også forhøre mig med min veninde. Hvis du gør det godt.. kan det vel godt være at vi giver dig lidt af dusøren." 

Malibus blik var fraværende da hun fortalte om sin mening omkring at være fattig i Balzera og da hun nævnte at det gjorde at man blev en hård type, kunne Morigan mærke der var mere end bare end flygtig grimasse, at noget lå dybere, som gjorde ondt inde i hende. Morigan havde lyst til at spørge mere ind til det, men holdte tilbage. Så godt kendte de heller ikke hinanden endnu. 

Efter Morigan havde tilbudt Deres hjælp, blev De helt i tvivl om De havde overskredet en grænse, men da Malibu drillede lidt med Tyran sagde Morigan med et smil "Jeg lover at Haga aldrig gør noget imod Tyran igen" og da hun lidt efter sagde ja, fik Morigan små sommerfugle i maven, De blev helt spændt som et lille barn. Den følelse havde De ikke haft i lang tid, De måtte dog lige stoppe sig selv, for veninden skulle også lige sige ja. Derefter sagde De "Jeg respektere selvfølgelig hvad din veninde har at sige, men jeg lover at Haga og jeg vil gøre vores bedste for at hjælpe!" 

Morigan kiggede ned til maden og sagde så "Maden er ved at være færdig, måske du kan vække din veninde også kan vi snakke om det imens i spiser?" 

  "Jamen så har Tyran ikke flere indvendinger." sagde Malibu med et stort smil. Slangen hvislede let med tungen igen, før den gemte sit hovede under hendes top. "Jeg er sikker på at hun også vil se jer som en stor hjælp. Vi kunne godt bruge Hagas syn oppefra." I det hele taget var det en rigtig god idé at inddrage Morigan og Haga, da fuglen kunne flyve lange distancer i forvejen og rapportere tilbage til dem om den havde fået øjet på deres mål. 

  "Jo, jeg må hellere få hende vækket." Malibu rejste sig og børstede sandet af sine ben. "Et øjeblik.." Malibu valsede med hurtigere skridt hen til buskadset. Hurtigt kiggede hun sig dog over skulderen for at se tilbage på bålet og Morigan. Uanset hvad var denne stadig fremmed, og af vane ville Malibu stadig holde øje med personen. Hurtigt forsvandt hun væk blandt buske og træer. Morigan ville kunne høre noget rumsteren og noget mumlen fra hvor han sad. 

"Vågn op, der er mam Zophia." Hun ruskede kort i kvindens skulder. Lidt efter vågnede hendes veninden, og strakte sig og gabte den resterende søvn ud af sig. "Mad." sagde Malibu mere forståeligt til elverpigen. 
"Ja ja, jeg kommer nu." sagde hun igen med et gab og fik rejst sig. På vej ud derfra sludrede de lidt om det var en god lur som Zophia havde haft. Malibu fik også lige advaret sin veninde om den fremmede person, ved navn Morigan, og hvad denne lavede her. Bare så hun ikke gik i forsvarsposition som Malibu havde gjort. De kom hen til bålet og satte sig. 

Zophia rakte hånden frem til Morigan for at hilse, "Zophia, og De er.. Morigan? Malibu fortalte lidt om hvad de lavede her. Jeg hører at De vil hjælpe med vores mission?" hun havde et roligt ydre, og lød mere diplomatisk end hvad Malibu havde gjort helt i starten. Der var noget moderligt, men seriøst over kvinden. Alt imens Zophia præsenterede sig, var Malibu allerede begyndt at pille noget brød fra hinanden for at spise det. Hun lyttede dog til Morigan og Zophias samtale, imens hun spiste. 

Da Malibu gik hen for at hente sin veninde, vidste Morigan ikke helt hvad De skulle forvente, så De holdte sig stadig en smule parat, selvom De allerede følte sig ret trygge omkring Malibu. Ud fra den korte periode de havde brugt sammen, følte Morigan et lille håb om at de måske kunne blive venner. De håbede virkelig at Malibus veninde også ville godkende Morigan.

Morigan vidste ikke særlig meget om at være dusørjæger, De vidste kun hvordan det var at være den der blev jagtet. Dog blev ideen om at være dusærjæger ved at gro i maven på Dem, som en ny energikilde. De kunne godt lide ideen om at holde Balzera mere tryg. 

Morigan blev overrasket over at se at Malibus veninde var elver og da hun satte sig foran Dem for så at række Dem hånden, tog Morigan venligt imod den. Hun hed Zophia og ud fra hvad Morigan kunne se var hun en ørkenelver ligesom Dem selv. De blev lidt nervøs om hun kendte Dem, men intet tydede på det. Hendes energi var rolig og klar- meget bestemt og Morigan tænkte De måtte prøve at imponere hende lidt. De sagde så “jeg har desværre ingen erfaring i at være dusærjæger, tilgengæld har jeg brugt mange år i ørkenen og er både god til at finde rundt og jage. Haga min ørn som du kan se oppe i dette palmetræ” Morigan pegede op til hvor hun sad “vi har en evne der gør jeg kan se hvad hun ser, så jeg håber al dette kan hjælpe jer på jeres jagt”
Morigan kiggede igen på Malibu som var begyndt at spise. Og spurgte så “jeg er nysgerrig på at høre om den person i søger, hvis I altså vil dele information med mig”

Zophia lyttede med et mildt udtryk i øjnene. Det bar dog stadig præg af alvor, og det gjorde hende respektabel at se på. Hun var ikke én man løb om hjørner med. Hun var en utrolig smuk elver, men udover at have sit skønne ydre, var hun også utrolig klog. 

Det har ofte undret Malibu hvorfor det lige netop var hende som var udvalgt til leder, når hun hverken havde den skønheden eller kløgtigheden. Tilgengæld var hun streetsmart, og kunne slå fra sig. De hver især havde styrker som de kunne deles om. Måske det var derfor de var så gode sammen. Zophia var hjernen, og Malibu var musklerne. 

  Malibu spiste dog lystigt videre, imens hun lyttede med et halvt øre til samtalen. Hun nussede Tyran på hovedet med sin pegefinger, og rodede derefter, med en pind, lidt til gløderne så ilden sprudlede lidt op. Den skulle jo helst ikke gå ud. 

  "Så må du være en god stifinder." Zophia satte sig ned, og begyndte selv at pille i sit brød for at spise. Hun spiste pænere end Malibu. "Normalt plejer vi at gøre tingene selv. Men Malibu kan vidst lide dig." 
"Øh dét sagde jeg ikke." skyndte Malibu at sige hurtigt inden hun næsten fik et stykke brød galt i halsen. "Jeg sagde bare.." forsatte hun hæst med en smule glød i kinderne, "At han ville være en god hjælp fordi han også har ørnen." Hun pegede med brødet i hånden hen mod Haga. "Så.. Så ja." hun rømmede sig og spiste videre uden at kigge på dem. 

Zophia smilede skævt, og kommenterede ikke på det, "Og derfor, Morigan. Vil vi med glæde tage imod din hjælp." 

De tre sad og spiste sammen, imens Malibu og Zophia på skift fortalte om manden de søgte. De forklarede hvad de havde fået at vide. Manden havde en slangetatovering der løb rundt om håndleddet. Hvor den bider sig selv i halen. Tyndt overskæg, og en typisk Balzera mand af udseende. De forklarede ham også hvorfor de var efter ham. "Noget med dokumentforfalskning." fortalte Malibu, Morigan. 

"Efter vi har spist færdigt, synes jeg at vi samler kræfter til næste morgen. Vi står op tidligt så vi kan få en god start og få fanget ham så hurtigt som muligt. Så sender vi Haga ud på udkig, imens vi selv er på kamelerne. Er det en plan vi alle kan være enig i?" 

Malibu nikkede, og de begge kiggede på Morigan. 

Begge kvinders øjne var plastret mod Morigan og først vidste De slet ikke hvor De skulle gøre af sig selv, men kort tid efter nikkede De ja til deres plan. Morigan forstod ikke helt hvordan denne dag havde udviklet sig og ikke mindst Deres held, først til dette sammenstød og nu til et samarbejde.
Malibu smilede til Dem og Zophia gav Dem et hvad De tolkede som et taknemligt blik og derefter snakkede de to lidt videre.
Morigan sad i stilhed med sine tanker. De havde brugt så meget tid alene, så De håbede på ikke at skræmme disse kvinder væk. På denne korte stund hvor de alle havde spist sammen, forstod Morigan nu hvor meget De egentlig havde savnet andre folks nærvær. De noterede til sig selv, at Deres færden alene i ørkenen måske var et overstået kapitel. Måske var det på tide at stole på folk igen.

Morigan løftede hovedet og rømmede sig, og sagde så "Jeg vil gerne takke jer, for at tiltro jeres opgave med mig og takke ja til min hjælp. Jeg håber at jeg lever op til jeres forventninger" 
Igen var begge kvinders opmærksomhed rettede mod Morigan og de nikkede begge to og et gab undslap Malibus læber. Morigan kunne også mærke træthed i sin krop, men mest af alt følte de en hvis spænding til morgendagen. Og sagde så "Hvis i to er trætte, har jeg ikke noget imod at holde lidt vagt imens i hviler jer, jeg kan sender Haga op i en palme og hun kan holde et bedre overblik"