Solen havde langt om længe fundet vejen ned under horisonten, som Caitlin fandt - eller rettere tog sig - et øjeblik til at vende ansigtet mod den stigende måne og den kølige brise, der kommet med skumringen. Årets længste dag havde så sandelig insisteret på at være lige netop det og hendes fødder kunne dårligt vente på at hun tog vægten af dem. Aftenen var dog alt andet end ovre endnu og med et lille suk forlod hun friskheden i døren.

Indenfor lukkede ikke bare den beklumrede varme sammen om hende, men også et brøl af latter, som de sidste strofer af en lystig vise klingede ud. Der var underholdning denne aften og stuvende fyldt. Skjalden - en ung mand af forledende uskyldigt udseende - havde fået pladsen midt for baren og holdt alles opmærksomhed siden.
Caitlin fandt sin plads på den anden side og stillede krus frem i en fart. Med sangen slut og ingen ny startet med det samme, gjaldede råb efter øl, efter mjød og det der var stærkere for pigerne at bringe og fylde op.

Midt i travlheden fik Caitlin også fyldt et krus og rakt til skjalden med et smil. "Stemmen må trænge til noget forfriskende." Hun blev stående ham, som hun fyldte op og satte krus frem til afhentning. "Den sidste sang synes jeg ikke at have hørt andre steder end kysten?"

Krogæsternes reaktion som han sang det sidste rim i ”Fager og Frejdig”, var et rus som intet kunne måle sig med. Det var en fantastisk fornemmelse at nedsænke sig i publikums velvilje, og specielt på en dag som denne. I dag var den konstante varme en konstant påmindelse om netop hvor langt væk havet var, med sin kølende salte vind- men når Éir stod foran et publikum, var varmen den sidste ting Éir tænkte på.
Den rødhårede dreng lo med som latteren udviklede sig til et uformelt bifald, og kroens gæster faldt i snak blandt hinanden. Tilbagelænet mod baren, overvejede Éir hvad den næste sang skulle være, da en kvindes stemme talte til ham fra bag disken. Han kiggede sig over skulderen, og så en af kropigerne række ham et krus. Nu hun sagde det, lød en forfriskning ikke dårligt – og det havde næsten intet at gøre med at pigen, der tilbød ham drikken var mere end almindeligt køn. Udover at være et halvt hoved højere end Éir - det var de fleste trods alt - var der noget anderledes ved hendes udseende, der fik hende til at stå ud fra de andre piger.
”Tak.” Han tog en stor slurk, for at virke mandig. Ølen var kølig, men kraftig nok til at han fortrød størrelsen af slurken han havde taget. Han vendte hovedet væk, og hostede diskret - - og meget mandigt - - ind i sit ærme, og gjorde sit bedste for ikke at lade det være synligt, hvor fjollet han følte sig.
”Et óre for sóviser?" spurgte han i dræstigt forsøg på at aflede hende. "Den er altid populär pá havnekroerne, sá jeg tänkte jeg ville give den et forsóg – hvad syntes du om den?”

Uskyldig forblev tanken om den unge mand for Caitlin, som han mødte hendes blik. Hans forsøg på at tage en ordentlig slurk og derved formeget, hjalp heller ikke det mindste på den. Det trak dog latter op i hendes blå øjne og et underfundigt smil tydeligere frem på hendes læber. "Så lidt. Der er også cider, hvis det mere er dig?" Det var hvad hun selv havde i et krus indenfor rækkevidde. Ikke at hun lige da havde tid til række efter det for så mange af de andre piger rakte efter de fyldte krus hun stillede frem.

"Mere en vandrende sjæl, der alt for gerne vil tilfredsstille min evige nysgerrighed." Hun lod sig synke en smule ned, hvilende albuerne på baren og hagen på knoerne. Noget der fik dem i øjenhøjde og tosomhed for barselskab. "Det leder interessante steder hen." Ikke flere råb lød fra krostuen og fra øjenkrogen havde hun set en anden af pigerne finde tilbage til ophældningen og opvartningen, så hun kunne tiltuske sig øjeblikket.
"Ny og ikke særlig sober - det var et rimelig sikkert bud, men svær at følge op uden et ophold for dem at drikke i...?" Hun lod den hænge lidt der, spændt på hans svar, før hun fulgte op. "Den når ikke helt op på siden af 'Pigelil er min trold så kær' for mig, men den er tæt derpå."

Med et sidste halvhjertet host skubbede han kruset med stærkøl væk fra sig, og nikkede tavst tak til hendes tilbyd om cider. Der var næppe meget han kunne gøre for at redde den maskuline udstråling, men da han næppe havde kunnet holde maskeraden kørende længe, var det måske alligevel bedst.
”Báde nysgerrig og opmärksom – og sá endda med en god musiksmag. Hvis du ogsá var rig ville jeg be' dig om at gifte mig med det samme,” sagde Éir med et smil og en en lattermildhed, der tog al alvor ud af hans ord.
”Du har fuldständigt ret! Hvis jeg var rigtig klog gav jeg jer tid til at skänke og dem tid til at drikke, fór jeg startede den näste sang. Men lad mig fortälle dig noget om mig – jeg er ikke den skarpeste kniv i skuffen!”
Med sine bevingede ord trådte Éir først op på en barstol og i samme glidende bevægelse resten af vejen op på disken. Fra sit nye udkigspunkt kunne han tydeligt se den snes ansigter, der vendte sig mod ham – og for et kort øjeblik døde snakken og krydsråbende ud, som alle kiggede forvirret på den unge skjald, der pludseligt tårnede sig over alle andre. Og mere invitation havde Éir ikke brug for; han strøg an og kastede sig hovedkulds ud i ’Pigelil er min trold så kær’, i en høj og klar sangstemme, der tydeligt trængte igennem larmen, som bestillinger og udleveringen startede op igen.
Som sangen nåede til sit omkvæd, begyndte Éir en dans på disken, i rappe skridt der smidigt formåede kun at sparke et enkelt krus med øl på gulvet. Der lå en energi i dansen og sangen, og den skødesløse måde han kastede sig på hovedet ud i kaoset, der trak den gode stemning ud af de allerede velstemte krogæster – der alle som en forsøgte at synge med, om de kendte teksterne eller ej.
Da han slog sangen af med den sidste akkord og en dirrende tenor, bukkede han dybt. Der blev kastet nogle løse krystaller op mod bardisken, men ingen lod til at nå frem til drengen, der i det øjeblik ikke ænsede sine omgivelser.
”Husk at give skänkerne drikkepenge!” råbte han, og kæmpede sig ned fra baren. Han vendte sig mod pigen med et grin fastplasteret på sit ansigt, som han ikke havde kunnet fjerne, som hvis han prøvede. Men i sangens vildskab havde han bevæget sig et par armlængden ned langs disken, og pigen han havde talt med var ikke længere indenfor hørevidde. Med en albue og en undskyldning kæmpede han sig igennem folkemængden, til han forpustet kom frem til disken, hvor han oprindeligt var klatret op. 
”Mit navn er Éir - - Jeg fangede ikke dit navn?”