Solen bagte hovedstaden; luften var så varm, at den føltes kvælende og lagde man blikket til rette i horisonten, kunne man se bølger af hede. Der var ikke mange i gadebilledet, alle søgende mod skyggefulde trækroner eller indenfor i de vakkelvorne, stenoplagte byhuse, ivrig efter et sted hvor de kunne trække vejret frit. Eller måske blot… friere. Stræderne i Nedre Bydel var dog ikke foruden sine gæster og en ung knægt, hvis askegrå, krøllede hår hoppede op og ned i takt med hans lange skridt, var én af dem.
Det var gået godt, konkluderede han. Filip ville være tilfreds, hvilket var ligeså nervepirrende og angstprovokerende, som havde den sorthårede unge mand i stedet været vred. Ikke, at den krølhårede vidste, hvad der ventede ham; hvilket humør hans leder da led under og vigtigst af alt, hvordan det ville påvirke ham selv, når han vendte tilbage. Han var dog ikke nervøs – man kunne i hvert fald ikke beskrive hans indre som dét alene. Han var udmærket klar over, at Filip favoriserede ham men også, at han for længst havde grejet ham. Han vidste, hvad han skulle sige. Han vidste, hvordan han skulle stå. Han vidste, hvordan han skulle fjerne de alt for insisterende hænder foruden, at Filips ansigt blev rødt af indestængt raseri.
Og så var der naturligvis de andre. De, der var begyndt at skæve til ham, de usagte spørgsmål højlydte råb…

Varmen var uudholdelig. Det havde den fjortenårige knægt tænkt flere gange, skønt det ikke var mange timer siden frokost. Hvor han kom fra, var der køligere, landsbyen placeret længere mod nord og derfor påvirket af bidske vinde fra de snedækkede bjerge. Endnu ikke havde han vænnet sig til varmen. Eller lugtene, der rev og sled i hans næsebor, så hans mave ikke længere kunne holde særligt meget nede af gangen. Han vidste godt hvorfor, at det forholdt sig sådan. Det var det, der boede indeni ham, der ikke brød sig om det.
Så optaget af sine tanker om det snarligt kommende, endnu engang at stå ansigt til ansigt med Filip, bed han ikke mærke til ændringen i luften. Ikke før, at han allerede var gået igennem det og instinktivt stoppede op, stående i et ligegyldigt gadekryds i det ligeså ligegyldige slumkvarter.
Hvad var det? 
Stålgrå øjne gled henover de så velkendte huse – han havde gået dér utallige gange før og skønt han ikke havde befundet sig i Dianthos i mere end et år, kendte han sit område – men de fandt ikke frem til det, der havde ændret… luften. Det havde været som at gå ind i en lomme af ren ilt, livgivende ilt, den, der ikke fandtes i en faldefærdig og menneskefyldt by men som var forårsaget… af noget.
Den unge knægt tog nogle få skridt tilbage og mærkede, at han trådte ind i lommen igen. Der var ingen tvivl om, at den virkelig fandtes. Det var ikke et puds, det var ikke hans ikke eksisterende fantasi – det var en del af virkeligheden. Han vidste ikke hvorfor, men målrettet skiftede hans fødder retning og begyndte at tage ham ned af en sidegade, hans skridt hastigere og hastigere indtil at han slutteligt drejede om et hjørne og stødte ind i…

… fire børn.
De vendte sig mod ham, deres øjne store af forskrækkelse og velvidende om, at de var blevet taget i noget, de ikke burde have været i gang med. Han genkendte tre af dem: de var ikke Filips men tilhørte et andet område, og at dømme efter deres sammenbidte ansigter og udfordrende blikke, vidste de også, hvem han var – og hvad de havde gjort…
Det fjerde barn mindede ham om en smørblomst, så gyldent var hans hår. Han var lille af statur, næsten ranglet og havde så blå øjne, at han for et langt sekund ikke kunne andet end at stirre ind i dem. De havde en kant, noget udfordrende og vildt, som han selv instinktivt genkendte –
”Hvis I smutter nu, så siger jeg ikke noget til Filip. I ved godt, hvad det her betyder, hvis han finder ud af det.” Krig. Død. Alt for små kroppe i grimme, slidte kjoler…
De tre børn stirrede trodsigt på ham men han så, at deres mod var ved at svinde ind. Jo, de vidste godt, hvad de risikeret og nu var de i gang med at fortryde. En af drengene trak lidt på den ene skulder og spyttede i retning af smørblomsten, og den ældre begyndte at forstå. Mon de havde jagtet ham herind?
”Skrid.” Ordet var ude af hans mund før, at han nåede at stoppe det og det gav et sæt i de tre ubudne gæster før, at de stak i løb og væk derfra. Han trådte frem mod den tilbageblivende og vidste, at det var ham, der forstyrrede luften. Det emmede fra ham, beroligede ham og skønt han vidste, at det ikke var normalt, at det måske var magi, vidste han også, at det var godt.
”Jeg er Pax”, præsenterede han sig kort for hovedet, hvorefter han stillede sig en meter fra barnet, hans øjne uforstående; som vidste han ikke rigtig, hvad han så på. ”Hvorfor forstyrre du luften? Er det med vilje?” 

Juno var blevet sendt ned for at tage et bad. Ikke fordi Julia syntes han havde brug for det, men fordi Juno havde skabt sig, indtil han havde fået sin vilje, men skarpe ordre om at komme direkte tilbage fra badehuset. Julia havde ikke samme magt over ham nu, som hun havde haft da hun havde kunne udnytte Junos frygt for sin far til sin egen fordel. Det var blevet mindre vigtigt at være på hendes gode side, efter han ikke længere var en trussel. 
Vandet havde været en lettelse, selv i varmen der omgav Dianthos de dage, og vigtigst af alt havde det mindet Juno om sig. Sit gamle hjem - den villa, der havde været hans hjem indtil for nyligt. De tjenestefolk som hans fars krystaller havde skaffet dem, der ville vaske snavs af ham og være blide omkring hans blå mærker, selvom han heller ikke var noget let barn omkring dem. Nu vaskede han sig selv, men det var bedre end ingenting og han følte sig selv falde til ro igen. 
Det var først, da han stod foran Nellys bordel at han frøs fast. Han kunne ikke få sig selv til at gå derind igen, heller ikke selvom det var dér hans mor var. Heller ikke selvom det var hans nye hjem, og hun var den eneste der ville kendes ved ham i byen efter hans far var flyttet. Heller ikke selvom han ikke havde en eneste krystal i lommen og hans tomme mave knurrede. 
En af pigerne indenfor havde fået øjenkontakt med ham, og Juno var sat i løb. Han vidste ikke hvorhen han løb eller hvor længe, men den næste dag føltes det ikke som om han gjorde andet end at løbe. 
Første anden dag stod han længe nok til, at en ældre herre stak en krystal i hånden på ham, havende opfanget ham som et tiggende barn, og, forarget, men sulten, stirrede 7-årige Juno måbende efter den ældre herre, der allerede var på vej væk.
Juno lukkede sin hånd om krystallen, netop som et andet barn fik øjenkontakt med ham, og pludselig var Juno i løb igen. Han havde ikke været længe på gaden, men han var gammel nok til at vide, at han var let bytte. Han havde været et let bytte for sin far, for sin mor, for kunden på bordellet, og nu for hvem som helst, der var stærkere end ham på gaden. 
Men han kendte ikke de dele af Dianthos, han ikke havde været i med sine forældre, og den nedre del af byen var stadig fremmed for ham. Der gik ikke længere, før flere børn havde sluttet sig til jagten og Juno endte i en gyde med dem alle sammen i hælene på sig.
Juno pev ikke, da det første slag landede, men han slap heller ikke krystallen. Han vidste, at han måtte have gjort andet for at pisse dem af, men vidste ikke hvordan territorier fungerede, eller at han teknisk set havde tigget et sted han ikke måtte, uden at tilhøre nogen. Alt han vidste var, at uden krystaller ville han sulte, og han havde ikke lyst til at overgive sig. Han bed, slog og sparkede fra sig, selvom han var i undertal, og selv da de andre børn stoppede hvad de havde gang i, udnyttede Juno kun muligheden til lydløst at bakke væk fra dem, selvom det kun førte ham længere ind i blindgyden. Ankomsten af en ældre fyr var ikke ligefrem med til at berolige ham, heller ikke selvom han ikke så ud til at være venner med dem, der havde jagtet ham, og da den gråhårede fyr ikke ville tage blikket fra ham, stirrede Juno trodsigt tilbage. 
"Hvorfor er du så høj? Er det med vilje?" svarede Juno, hans stemme lige så trodsig som hans blik, selv da han blev nødt til at løfte en arm til sit ansigt og tørre blod væk fra under sin næse, kun for at lade det blive tværet mere ud over sit ansigt. "Jeg har ikke luft-evner, hvis det er det, du spørger om. Hvis du vil have en kold brise, må du betale nogen for at vifte dit ansigt. Hvis du kan finde nogen, der kan nå." Juno talte for meget, når han var nervøs, og på en måde var det værre, at blive stirret sådan på af den anden, end det havde været at stå foran tre børn, der bare gerne ville give ham tæv, fordi han ikke kunne regne ham her ud. 

Pax gjorde store øjne af overraskelse, allerede van til, at alle de andre gadebørn behandlede ham med en frygtfuld respekt. Han kløede sig i de alt for vilde krøller og trak derefter lidt på skulderen, akavet over den så trodsige drengs ord og dét faktum, at han ikke anede, hvad han skulle svare ham. Carl havde været et ensomt barn så længe, han kunne huske. Ingen havde ville lege med den beskidte horeunge, ham, de så spise græs, fordi hans mor ikke kunne brødføde ham og selv efter, at han var flygtet til Dianthos og nu var omgivet af børn og unge voksne hele tiden, var de stadig som fremmede, ikke-jordiske væsner. Hvis han henvendte sig til de andre, var det igennem opgaver overrakt af Filip – de havde for længst opgivet ham, dømt ham som en tavs særling, Filips favorit.
Ikke, at det skulle forblive sådan…
”Så høj er jeg altså ikke”, svarede han omsider og hævede begge sine øjenbryn i en understøttende grimasse. Pax stod lidt og betragtede drengen derefter, men afgjorde så, at han talte sandt. Hvad end han fornemmede, var den anden ikke selv klar over det og måske… måske det kun var ham, der mærkede det. Pax vidste ikke hvor tanken kom fra og han havde heller ikke tid til at analysere den nærmere.
Pax rømmede sig og tog en lille vadsæk, fastspændt til hans bælte, og rakte den over til drengen. ”Det er bare vand”, forklarede han, hvorefter han pegede på sig selv, hans pegefinger nær hans næsetip. ”Og du bløder. Hvor er dine forældre henne? Jeg kan følge dig hjem. Du må slet ikke være her.” 

Juno sendte Pax et skeptisk blik, da han påstod at han ikke var høj. Han var højere end de fleste andre drenge, han så ud til at være på alder med, og han var bestemt højere end Juno, der mest af alt havde lyst til at trække ham ned at sidde på knæ, så han ikke skulle tale op til ham. Det hjalp ikke at den anden fyr bar en luft af at være vigtigere end alle andre. Juno var heller ikke blind - han havde set, hvordan de andre børn var stukket af uden andet end hans ordre om det. 
Juno sank en klump, hans hals lige så tør som hans mave var tom, og lagde krystallen fra sig i sin bukselomme, inden han tog imod vadsækken uden at gøre andet end at dufte til indholdet, selv som fyren prøvede at forsikre ham om, at det bare var vand. Det var lige før han var villig til at lade sig forgifte, så meget hungrede han efter både vand og venlighed. Uden at fjerne blikket fra Paxs ansigt løftede han vadsækken til munden og stoppede først med at drikke, da han blev gjort opmærksom på blodet på sit ansigt. Med sin håndryg forsøgte han at tvære det væk igen, kun for endnu engang at gøre det værre endnu. Der var blod ud over både hans hånd og hans ansigt nu, og han kunne mærke en smal dråbe mere langsomt trille ned til hans læbe, før resten af Paxs ord distraherede ham.
"Jeg skal ikke hjem," mumlede han. Pludselig havde hans stemme mistet al den attitude den havde haft før. Han var sulten og han var træt. Han havde aldrig spist så lidt eller sovet så dårligt, havde aldrig været uden tag over hovedet i mere end et par timer.
Han rakte vadsækken tilbage til Pax og skævede omkring dem med bankende hjerte. Han var nødt til at sørge for at han ikke blev tvunget hjem. Han var nødt til at give Pax noget han ville tro på. Noget, der ville holde dem begge væk fra Nellys bordel. "Jeg hedder Juno. Kadwell." Ikke at hans efternavn betød noget længere, men det havde Juno ikke nået at vænne sig til, at det ikke gjorde. Og en smule sandhed plejede at få hans løgne til at glide lettere ned. "Jeg kan godt selv finde hjem." Hvilket var en løgn, denne del af bydelen helt ny for ham, men det var ligegyldigt, for Juno havde ikke tænkt sig at tage hjem nogensinde igen. 

Pax mumlede og tog imod vadsækken, fastspændte den for endnu engang i det for store bælte. Han stod lidt og betragtede den yngre dreng foruden at give udtryk for, hvad end han måtte tænke om ordene, der undslap den lille, trodsige mund. Langsomt begyndte han at nikke, hans øjenbryn stadig hævet højt i panden, næsten gemt af de lange, dansende krøller.
”Ja okay”, mumlede den fjortenårige, ikke rigtig sikker på hvad han skulle stille op med et (andet) barn, der ikke ville hjem men så sandelig godt selv kunne finde dertil, hvis han skulle ombestemme sig. Under normale omstændigheder havde Pax øjensynligt viftet ham bort, sagt at han så kunne stå og bløde et andet sted, men denne Juno Kadwell var anderledes. Han var vigtig. Og Pax ville ikke gå fra ham.
”Men du kan altså ikke være her”, gentog Pax, næsten brødebetynget, hvorefter han trak lidt på den ene skulder og skævede op langs gyden. ”Øhm, kan du ikke komme med mig så? Jeg skal aflevere en pakke og så kan jeg vise dig et sted hen, et bedre sted end her. Et sted, hvor du godt må være?” Ordene blev efterfulgt af noget spørgende med streg under, som kunne den høje unge knægt ikke rigtig få sig selv til at beordre den lille smørblomst rundt. ”Det er bare – du får altså seriøse problemer, hvis du bliver her. Det her område er Fillips og du er ikke en af hans, så…” Pax kunne ikke helt få sig selv til at sænke den hånd, der havde sneget sig om i hans nakke og hvis fingre nu kløede den fraværende. ”Jeg har også mad, du kan få. Du ved, bare til vejen hjem…” 

Der skulle ikke så meget overtalelse til. Juno vidste ikke hvor han var, og alle steder var bedre end derhjemme. Han vidste også, at han ikke kunne forblive hvor han var, ikke alene, af frygt for at de andre børn ville komme tilbage. Han kunne godt slå fra sig, men ikke når han var helt alene mod så mange flere, og desuden havde ham her allerede bevist, at han både kunne og ville beskytte ham. Selv inden han havde fået ordene for det, vidste Juno, at han ville kunne udnytte den anden dreng, hvis han ville. Han genkendte et blødt punkt, når han så det.
Han stolede lige så meget på sin egen evne til at se igennem Pax, som han stolede på Pax. Hvilket ikke var meget, men mere end nok til at følge med ham til hvilken som helst del af Dianthos. 
"Jeg kommer med dig, hvis du giver mig mad på vejen." Han kunne ikke selv se, at han ikke ligefrem var i en position til at kræve noget, og sagde det derfor som en selvfølge, selv som han tørrede blod af sit ansigt igen. Hvis Pax ville, kunne han gøre meget værre ting ved ham, men når Juno så i de grå øjne, følte han sig sikker på, at der ikke ville ske noget med ham, når de var sammen, og da Pax begyndte at gå, fulgte Juno tæt efter ham. Da de kom til en tæt befolket gade og Juno mistede Pax af syne i bare et par sekunder, inden han fik møvet sig under flere par ben og fandt ham igen, lukkede hans ene hånd sig bestemt om den gråhårede fyrs ærme.
Havde han gået med sin amme, ville han måske have holdt hende i hånden, men havde han allerede følt sig for gammel til, dengang de havde hende, og ville kun have gjort det, hvis han var bange for at blive væk fra hende, præcis som han var bange for at blive væk fra Pax nu, og han strammede sit greb yderligere, da en stor mand maste sig forbi dem og Juno valgte at møve sig ind foran Paxs ben, fremfor at blive skubbet helt om bag ham, ligeglad med hvordan han pludselig gik i vejen. 
Med et forudrettet blik så han op på den højere fyr. "Du har valgt en dårlig vej," sagde han anklagende, og nægtede at flytte sig fra hvor han stod lige foran ham. Om bare et par uger ville han lære, hvor meget man kunne tjene på at være lille og let på fingrene på en så befolket vej, men for nu følte han sig kun overvældet og, selvom han nægtede at indrømme det, bange. 

Pax’ mundvige sitrede forræderisk og han så hastigt væk. ”Jaså?”, mumlede han, hans stålgrå øjne gnistrende af indestængt morskab. Munden var tilsyneladende ikke blot trodsig men også kommanderende…
De begyndte at gå øjeblikket efter, myldretrafikken som altid ivrig hen på eftermiddagstimerne. Pax havde ikke overvejet, at det skulle blive svært for det blonde barn at følge med ham, hvormed han en anelse forvirret måtte standse op og se ned på Juno, hans ansigt forvredet i indignation.
”Ja, det kan jeg godt se”, medgav Pax, hans mundvige ikke længere i stand til ikke at forlade deres plads. Pax rømmede sig og bøjede sig forover, lagde hænderne under begge af Junos arme, hvorefter han løftede ham op til sig. Pax var ikke det eneste store barn, der i den fortravlede gade bar rundt på et mindre. Ligesom mange andre med hans højde og drøjde, bar storebrødre og storesøstre rundt på familiens mindre medlemmer, da solide støvler og for ivrige, vildfarende hænder kunne have fatale konsekvenser. Det slog Pax, at han slet ikke havde overvejet det før.
Efter Juno havde sat sig til rette på Pax’ arm, begyndte de at gå igen, denne gang foruden større problemer.

De nåede snart frem til Den Nedre Bydels slum. Der tyndede trafikken ud og vejene blev smallere, lugten af pis og råddenskab intensiveret. Til stadighed bar Pax på Juno.
Pax stoppede op foran et hus der til forveksling lignede alle andre. Han satte forsigtigt Juno på brostenene og så ned på ham, hans blik alvorligt. ”Okay, så –”, hørte han sig selv sige, alt imens han smidigt satte sig på hug foran den lille dreng. ”Når vi kommer ind, så får du noget mad og så skal du sidde sammen med en der hedder Verdis. Han er på min alder. Det er vigtigt, at du bliver hos ham, forstår du det?” Pax rakte ud efter Junos ene arm og lagde sine fingre om den, hans greb slapt. ”Det er virkelig vigtigt. Du må ikke gå nogen steder hen uden mig. Jeg skal bare aflevere noget, men måske min leder vil tale med mig, så det kan tage lidt tid. Bagefter finder jeg et sted du kan sove i nat. Aftale?”

På trods af hvordan Juno kommanderede rundt med Pax, fornærmede det ham ikke, at den anden fyr ikke længere kunne skjule sit smil. Tværtimod var der noget inde i Juno der faldt helt perfekt i hak i dét øjeblik. En blanding af lettelse af at se, at det ikke kun var vrede, han kunne få frem i andre. At der var noget der så på ham, og ikke kun så noget der var til besvær, eller et barn der skulle sættes på plads. Pax smilede og Juno troede ikke at der var en eneste ting Pax kunne få ud af at smile af ham. Han gjorde det bare.
Juno var også kun tilfreds med at blive båret. Pax var ikke helt på størrelse med en forælder eller en amme, ikke endnu, men Juno synes selv han passede perfekt på hans arm, og følte sig da også som det mest forkælede barn i verden, da han fik lov til at sidde der. Han så næsten hoverende på alle de kom forbi, inklusiv de andre børn der blev båret. Han havde glemt de tårer og snavs og blod, der var i hans ansigt, for Pax havde fået ham til at føle sig vigtig.

Des længere væk de kom fra noget Juno kendte, og des længere ned i slummen, des mere strammedes Junos greb om Pax's trøje, og han havde næsten heller ikke lyst til at slippe ham, da han blev sat ned igen.
For en enkelt gangs skyld lyttede Juno efter, men rystede på hovedet, da han blev spurgt om de havde en aftale.
"Lad mig komme med dig. Jeg kan godt være stille imens du snakker med ham dér." Juno beordrede, som han også havde indtil videre, selvom han godt kunne mærke, at han ikke ville få lige så nemt ved at overtale Pax denne gang, og i et desperat forsøg på at få sin vilje, tilføjede han lavmækt; "Jeg kan ikke lide andre. Jeg kan ikke lide.. Verdis." Han behøvede ikke at have mødt Verdis for at udtale sig sådan, alt han skulle bruge var et svagt punkt i Pax's forsvar, så han kunne komme med ham. 

Pax så på Juno imens at den lille dreng modsagde ham. Det vakte ikke vrede men frygt at høre de trodsige ord, en frygt der sneg sig ind i hans askegrå blik for et kort øjeblik.
"Hm", mumlede Pax overvejende, som hørte han virkelig efter hvad Juno sagde og ønskede at imødekomme hans ønske. Han så ned i de skæve brosten og skar en eftertænksom grimasse før, at han langsomt nikkede. "Okay. Men kan du gøre mig en tjeneste? Kan du hilse på Verdis først og så se, om du kan lide ham? Der er mange på min alder derinde men ikke nogen på din. Og.." Pax ville gerne fortælle Juno om den realitet, der ventede på dem bag hoveddøren men af uransagelige årsager kunne han ikke få tungen på gled. Han vidste ikke, hvordan han skulle forklare faren, den han kun følte instinktivt, hverken så han selv eller Juno forstod. "Og det kan måske godt være lidt skræmmende. Selvfølgelig ikke for dig. Jeg så dig godt i gyden. Du kunne blive en modig Rider, hvis du ville." Pax sendte Juno et lille opmuntrende smil, hvorefter han smidigt rejste sig og tog Junos hånd. "Nu præsenterer jeg lige Verdis for dig, okay? Jeg er tilbage før du ved af det."

Pax førte Juno ind i huset, der emmede af kvalt liv. Der hang en tyk røg i luften, en der duftede sødt og efter Pax med irriterede øjne og næsebor. Han var ikke i tvivl om, at også Juno kunne lugte det men for ham var det umådeligt meget værre.
De trådte ind i et usselt udseende køkken, hvori der omkring spisebordet sad et dusin drenge på Pax' alder. Deres øjne svømmede og deres høje latterbrøl kom tilsyneladende ud af ingen ting, mens de tømte små flasker med et sølvglimtende indhold.
Pax fortsatte forbi dem, videre igennem det næste lokale, hvor tre skikkelser lå gemt i mørket på gulvet og snorkede. Heller ikke der stoppede han op, hans greb fast om Junos hånd, ikke interesseret i han pludselig skulle stikke af og farer vild i huset.
De endte derefter i et lokale, der til forveksling kunne minde om det køkken, de netop havde forladt. Det var optaget af to drenge, hvoraf den ene var i færd med at tegne sine øjnes omrids op med kul. De så op, da Pax trådte ind og dernæst ned på Juno.
"Hej", sagde de begge efter hinanden, hvorefter de nikkede til Pax.
Pax førte Juno hen til dem og nikkede mod drengen, der pyntede sit ansigt. "Det er Verdis. Og det er Dom." Pax hævede deres sammenflettede hænder og præsenterede derefter Juno.
"Har du ondt?", spurgte Verdis, tilsyneladende oprigtigt interesseret, hvorefter han pegede på sin egen næse. "Det er okay, hvis du har. Skal jeg rense dit sår for dig?"
Pax afbrød inden Juno kunne nå at svare. "Jeg gør det senere. Jeg tager ham med over til huset om lidt."
Forinden Pax drejede rundt på hælen, fandt han brød og ost, og satte tallerken foran Juno, overbevist om at det ville optage ham for blot et øjeblik. Dernæst forlod han rummet og gik sin skæbne i møde.

Pax fandt Filip i et værelse, der stødte op til køkkenet. Igennem væggen kunne man høre rabaldet, forårsaget af drengene med de svømmende øjne.
Filip var nogle år ældre end Pax og ligeså høj. Hans hår var sort og hans øjne gift-grønne, og hans blik lyste op, som var Pax en sol, da han trådte indenfor. Pax behøvede ikke at banke på. Det havde han aldrig skulle, modsat alle de andre.
Han stillede en lille lærredspose fra sig foran Filip, der straks hev sig op af sin magelige stol og tog indholdet i nærmere øjesyn. Dernæst rejste han sig, hans bevægelser hakkede, på en og samme tid lynende hurtige og sløve.
Filip smaskede tilfredst, da han lagde armene omkring Pax og lod sit sultne blik glide henover ham, tilsyneladende ikke vidende om, at Pax var blevet stiv som et bræt.
"Min", hviskede Filip, hans stemme hæs og kælende. Han lagde sin pande mod Pax', der nikkede tavst og mødte sin leders blik, velvidende at kuethed var en fatal fejl. "Jeg elsker dine krøller. De er så bløde", kluklo Filip lavmælt, så det løb Pax koldt ned af ryggen. "Jeg ved godt, jeg siger det hele tiden. Men det gør jeg altså. Jeg elsker dem. De er søde. Og så hopper de, når du går."
Pax tvang et lille smil henover sine læber og lod sig dernæst guide hen til væggen, hans ryg hvilende op deraf. Filip omsluttende ham, lod sin næse glide op og ned langs Pax' hals, alt imens han indåndede hans duft. "Jeg har tænkt meget på dig i dag... hvor har du været?" 

Det var en let ting at gøre for Pax - bare at hilse på Verdis. Men Juno lovede ingenting, på trods af at Pax havde lovet ham mad, gjorde han ikke andet selv end at skule tilbage, som kunne han ikke sætte ord på, hvor lidt han havde lyst til overhovedet at møde Verdis. Først da han blev beskrevet som modig, modig nok til at blive ridder, blødte Juno lidt op, og da først Pax tog hans hånd i sin gjorde han ingen modstand, men fulgte tavst med indenfor, hvor han tog alle de nye indtryk ind. Alt var kaotisk fra hans synspunkt. For mange unge mennesker og for få voksne, den usædvanlige røglugt gjorde det ikke bedre. Juno var taknemmelig for Pax's hånd i sin, da de gik forbi de andre unge drenge, der ikke så ud til at være helt til stede. 

Verdis derimod virkede, til Junos irritation, som et godt menneske. Én man kunne være tryg ved. Juno skulede kun hårdere til ham og nægtede at sige et ord selv, ikke engang tak, da han fik mad serveret. Brødet optog ham i et øjeblik, og han blev stående hvor han var, imens han fulgte Pax med blikket, konstant opmærksom på hvor den anden dreng befandt sig. 
"Hvorfor må jeg ikke komme med ham?" spurgte han Verdis, uden så meget som at have sagt hej til nogen af dem, og uden at tygge af munden. Måden Verdis og Dom så på hinanden på, var nok til at Juno, stadig med en skive brød i hånden, men ost og tallerken opgivet i køkkenet, bevægede sig tilbage ud i gangen, hurtigt og lydløst som en kat. 
En dør stod på klem og Juno sneg sig op til den, inden Verdis fik hans opmærksomhed ved at pifte efter ham. "Du vil ikke derind, Juno. Vi har mad herude. Pax er tilbage om lidt."
Det var slet ikke nok til at lokke Juno, der stædigt vendte sig imod den let åbne dør og langsomt skubbede den længere op. På den anden side var Pax, og instinktivt havde Juno lyst til at løbe op til ham, kaste sig i armene på ham, selvom han endnu ikke vidste hvorfor. Men inden han fik sat en fod indenfor, mødte synet af Filip ham. Som barn var vrede den eneste følelse han kunne få sig selv til at sætte ord på det med. Som voksen ville han kunne tilføje frygt og rædsel, misundelse endda. Foragt for Filip og forfærdelse over at se den fyr, han netop havde puttet på en piedestal, være i en situation der alt for meget lignede dét, Juno netop selv var stukket af fra. 

Inden Juno kunne reagere blev han grebet bagfra. Dom havde lagt en arm om hans krop og en hånd om hans mund, hvilket var fornuftigt nok, for Juno spættede og sparkede og forsøgte at skrige. Generelt gjorde han alt i sin magt for at komme ud af Doms greb og hen til Pax. Juno vidste ikke om manden, der stod så, i hans øjne, truende, ind over Pax, havde hørt eller set ham, men han gjorde alt han kunne for at blive hørt nu, imens Don forsøgte at løfte ham væk; sparkede ud efter ikke bare Dom, men også vægge og døre, og bed arrigt ned i Doms hånd. Pax havde reddet ham, og nu ville Juno også redde Pax. 

Det skulle først gå op for Pax mange dage efter, at han instinktivt havde vidst, at Juno nærmerede sig; som kunne han fornemme hans færd igennem det tætpakkede hus, dufte ham til trods for den kraftige og sødmefulde odør…

Pax spærrede øjnene op af forskrækkelse, da den lille skikkelse pludselig indfandt sig i døråbningen. Hans hjerte sprang et slag over som bange anelser skyllede henover ham, billeder af Juno i en laset kjole, tårer trillende ned af de runde kinder og blod ned af de tynde, hvide ben. Han kunne ikke trække vejret af skræk og selvom skrigende stemmer tiggede ham om at gøre noget, kunne Pax ikke bevæge sig. Det var først da Domnall også trådte til syne i det sparsomme lys, hans hænder effektivt lagt omkring Juno, at Pax mærkede et snert af håb. Det kunne dog ikke være anderledes end at Filip bemærkede tumulten bag ham…

Filips øjne lyste op ved synet af Domnall og det sprællende drengebarn. En klukkende latter brød ud igennem hans læber og Filip tog et halvt skridt i retning af Juno før, at Pax’ hånd brat skød frem og lagde sig omkring hans underarm.
Forvirret så Filip ned. Så lo han igen. ”Åh…”, hviskede han, så kun Pax kunne høre det. ”Du må ikke blive jaloux, krøltop. Hvordan kunne jeg nogensinde miste interessen for dig?”
Pax så på Filip, deres øjne ligeud for hinanden. Udenfor sad Domnall stille, hans greb hårdt, som ville det alene få Filip til at glemme dem. ”Havde du ikke savnet mig?”, hviskede Pax tilbage, desperat efter atter at genvinde Filips opmærksomhed. Han var ikke den eneste, der havde set, at Juno var perfekt og skønt Filip var lunefuld, utilregnelig, vidste Pax instinktivt hvad han måtte gøre. Og det kunne han godt. Han kunne godt holde ud. Han havde holdt ud før.
Filip smaskede tilfredst og grinede igen, hans latter barnlig og frydefuld. Pax hev op i sin ene mundvige, håbende på at det kunne forveksles med et smil skønt alt i ham skreg. Ikke på handling, ikke på tilgivelse, ikke på flugt – det skreg blot. Et evigt skrig af afmagt.
”Jeg troede ikke…”, hviskede lederen af Løverne tilbage, hans giftige øjne virrende mellem Pax’ grå, som søgte han efter bekræftelse deri. Hastigt viftede han afvisende med sin ene hånd og kastede derefter et ligeglad blik på Domnall og knægten. ”Forsvind –”, lo han henrykt, hvorefter han atter vendte sig rundt og så ind de alt for grå øjne. ”Jeg har alt, hvad jeg har brug for her.”
Domnall sank en besværet klump og hev op i Juno, han hastigt begyndte at bærer tilbage til køkkenet. Verdis havde sluttet sig til dem, havde gemt sig op af væggen, parat til at gøre hvad som helst, men skønt han led af pinsler, malet med brede penselstrøg henover det kønne ansigt, endte han med ikke at gøre andet end at lukke døren behændigt efter dem.

Filips støn var næsten skingre, hans øjne lukket i ekstase. Han savlede på Pax’ ene skulder, tilsyneladende ikke bevidst om, at den krølhårede dreng ikke gjorde andet end at forme sin hånd og stirre ligefrem foran sig. Det sluttede ikke lang tid efter at det var begyndt, og Pax mærkede en varm og klistret fornemmelse, han kendte bedre end meget andet.
De sagde ikke noget til hinanden. Hverken da Pax hev sin hånd til sig eller krøb forbi Filip, der dvask og sorgfrit væltede ned i sin magelige stol for endnu engang, hans bukser hængende omkring hans ankler, hans køn dovent hvilende mod hans ene lår.
Heller ikke da Pax med mekaniske skridt begyndte at bevæge sig mod døren, hans ene hånd stiv og hvilende omkring den anden, som havde Filip brækket den med sine stød.

Pax gik ikke ind i køkkenet efter Juno, men i stedet ud i baggården hvori han vaskede sin hånd ren. Først en gang. Så en gang mere. Dernæst en tredje gang. Til sidst hørte han døren gå op og henover skulderen så han Verdis komme gående med Juno.
Heller ikke de sagde et ord til hinanden. Hverken da Pax tørrede sine hænder i Verdis kjoleskørt eller da han samlede Juno op, og begyndte at gå afsted med ham.
Pax gik rundt om det næste gadehjørne og sank sammen op af en husmur med Juno i sine arme. Han knugede den lille krop indtil sin, ikke sikker på om det var ham eller Juno, der havde brug for trøst.

Juno forstod. Han forstod mere end hvad Verdis og Dom og Pax troede, at han forstod. Han genkendte det blik, som Filip så på ham med, havde lært først lært det at kende for nylig, men ville sandsynligvis aldrig glemme det. Og han havde set, hvordan Filip havde set på Pax, som kunne han æde ham hel.
Den slags mænd satte en frygt i livet på Juno, men værre endnu var det, at ikke engang Pax kunne undsige sig deres magt, og idet Filip besluttede sig for, at han hellere ville fortære Pax end Juno, brød et helvede løs i den blonde dreng. Det var én ting, at Pax ville hjælpe og beskytte ham, men noget helt andet, hvis han satte sig selv i risiko for ham. Det var skræmmende på en helt ny måde, og Juno brød ud i hysterisk gråd fra det øjeblik Verdis lukkede døren bag dem.

Ude i det køkken, Pax først havde introduceret ham for de to andre drenge i, satte Dom sig ned på gulvet, med en sprællende Juno imellem benene, der hivende efter vejret blev mere og mere til en kludedukke i hans arme. Foran dem satte Verdis sig på hug.
"Pax kan godt passe på sig selv," lovede han, men der gemte sig noget i hans stemme, som gjorde det svært for Juno at tro på ham. "Men han bliver ked af det, hvis han ser, at vi ikke har taget os af dig. Vil du ikke spise lidt? Så slipper Dom dig gerne."
Dette løfte fik Juno til at nikke, og da Dom øjeblikket efter slap først grebet om det nederste af hans ansigt, og derefter taget om hans krop, blev Juno pænt siddende hvor han var, et snøft den eneste lyd der kom fra ham. Verdis tilbød ham den samme tallerken med mad igen, og Juno hev langsomt brødet i mindre stykker, på en måde der diskret skjulte, at han ikke rent faktisk spiste noget af det. Verdis forsøgte at snakke med ham imens, men Juno havde allerede lukket sig inde i sig selv, og først da han hørte en dør åbne og lukke, blev han igen opmærksom på omverdenen. Hans blik farede imellem de to ældre drenge, men ingen af dem gjorde an til at gå nogen steder lige med det samme og Juno sad uroligt, indtil Verdis endelig nogle minutter senere tog ham i hånden og førte ham ud til Pax.

Juno nærmest sprang i armene på den anden dreng. Han kunne ikke forklare det og ville aldrig komme til det, men han stolede allerede mere på Pax, end han nogensinde havde stolet på andre, og han knugede sig ind til ham uden at tage afsked til Verdis. Da de kom rundt om et hjørne og Pax sank sammen, knugede Juno sig også kun tættere ind til ham. Han knyttede sine næver om Pax's trøje og møvede sig så tæt ind til ham som det var muligt at komme.
"Ham kan jeg slet ikke lide," mumlede han og vendte sit ansigt væk, for at gnubbe snot, tårer og blod af i sit ærme, kun for at det meste af det blot blev tværet mere ud i hans ansigt. "Men Verdis er okay." 

Pax blev forskrækket, da Juno snøftende afgjorde dom over Filip. Han kunne ikke svare på, hvad han havde forventet eller hvad, der havde optaget hans tanker siden dér, han havde forladt sin leder. Han var i en art trance, han vidste omsider ville lette, men som endnu ikke var andet end tåge bag hans pande.
”Heller ikke mig”, indrømmede Pax, hans følelser overfor den ældre dreng ude af hans mund for første gang. Han skyldte Filip sit liv, det vidste han. Og havde han ikke været rar i starten? Talt til den trettenårige dreng, der ikke kunne svare, der ikke forstod særlig meget om andre mennesker og som et laverestående væsen havde kigget på med store øjne. Jo, han skyldte Filip sit liv. Pax ville dog aldrig betale gælden tilbage om end han skyldte væk. Også dét vidste han.

Pax skubbede sig omsider fri af husmuren og begyndte med raske skridt af bevæge sig længere ned i slumkvarteret. Der var ikke mange mennesker omkring, lysthusene og krostuerne mere tillokkende end de fugtige brosten udenfor. Over dem hang månen og skinnede, og det var alt lys, de til sidst havde.
De nåede frem til endnu et hus men forinden, at Pax gik igennem døren, stoppede han op og prøvede at fange den lille drengs blik. ”Herinde er der okay. Der er flere på din alder og du kan få et sted at sove i nat. Du er ikke fanget derinde, okay? Du må gerne gå, hvis det er det, du vil. Bare du siger det til mig først. Ellers går jeg ud og leder efter dig, og det gider ingen af os vist, hvis det er.” Pax tvang hans ene mundvige op i et skævt smil, hvorefter han gik ind af døren.

Indenfor var der stille, tavsheden kun brudt af kortvarige snork eller lyden af tæpper, der blev sparket af små ben. Pax gik lydløst igennem huset og satte Juno fra sig nær et ildsted, han hastigt efterså. Dernæst vinkede han Juno over på skindtæpperne, der var lagt ud foran. ”Vi skal lige have vasket dit ansigt inden, at du går i seng”, hviskede han og rejste sig derefter for at hente en lille lerkrukke med vand.
Pax satte sig i skrædderstilling foran Juno og begyndte med effektive men blide bevægelser at rengøre det lille ansigt. ”Hvorfor vil du ikke hjem i nat egentlig?”

Mest af alt havde Juno lyst til at bryde ud i gråd igen, da Pax gav ham ret i hans dom over manden. I stedet gnubbede han sit ansigt igen, denne gang op mod Pax's skulder, indtil følelsen af den næsten-voksne krop om sin igen fik ham til at slappe af.
Juno blev hængende på Pax's arm, da fyren rejste sig op, og var efterhånden også så træt efter dagens strabadser, at hans kind endte med at hvile på den ældre drengs skulder, og hans øjne faldt i, imens de gik. Først da Pax stoppede op, løftede Juno sit hoved igen og kiggede sig undrende omkring, inden hans blik fandt vej op til Pax's grå øjne. Han havde ingen ide om hvor i Dianthos de var, for han havde ikke været udenfor i mørket før.
Juno kunne godt lide tanken om, at Pax ledte efter ham, hvis han forsvandt, men han svarede ikke på det med andet end et nik, og klyngede sig lidt tættere ind til Pax, da de gik ind i huset og imellem flere sovende børn. Juno havde ikke meget til overs for andre børn på sin egen alder, for sjældent var de blevet brugt til andet end til når hans forældre skulle udpege hans egne fejl og mangler i forhold til andre børn, men han havde en forestilling om, at det ikke var dét Pax ville høre fra ham. 

Foran ildstedet fulgte Juno nøje Pax med blikket, indtil de begge sad ned igen, og han efterlignede ubevidst Pax's siddestilling, hans øjne store imens hans ansigt blev vasket. Han kunne ikke mindes nogensinde at være blevet rengjort på anden måde end i et bad, hårdhændet, og han forstod knap nok hvad det var Pax gjorde. 
Spørgsmålet kunne han dog godt svare på. Ikke med egne ord, men med sin mors. Det var også en efterligning af hendes stemme han brugte, da han svarede; "Fordi jeg.. 'ikke gider arbejde for føden'." Ordene fik ham til at rynke på næsen og lede efter bedre ord, men alle andre forklaringer gav ham en klump i halsen bare ved tanken, og han endte med at slå blikket ned imellem dem, hans kinder røde og hans hænder rastløse.
"Min mor bor hvor hun arbejder og jeg må ikke bo der med hende, hvis ikke jeg også arbejder og.. Og min far er... Dum." Juno knyttede sine hænder og skævede forsigtigt op til Pax, for at vurdere hans reaktion, mest af alt nervøs for at han nu ville blive sendt tilbage for at arbejde på bordellet, hvis også han syntes at Juno blot var doven eller utaknemmelig. 

Pax lyttede men gjorde ikke mine til at ville svare. Han dyppede kluden i det kolde vand og førte den tilbage til Junos ansigt, hans bevægelser til stadighed langsomme og blide. Det tog ikke lang tid for ham at vaske de salte tårer og indtørrede snotklatter væk, men selv efter de var forsvundet, blev Pax ved lidt endnu. Som om blodet var genstridigt, skønt også dét var væk.
Omsider brummede Pax lavmælt og eftertænksomt. Han lagde kluden på kanten af lerkrukken og lod sine stålgrå øjne finde fæstne i den lille drengs koralblå. ”Jeg ved godt, hvad du mener”, lød det endeligt og ganske uden, at Pax var nødsaget til at lyve. Han kunne ikke adskille nogle duftspor fra Junos tøj; kun hvad end det var, der forstyrrede luften omkring ham, men antagelse var nok i sig selv. ”Min mor arbejdede også der, hvor vi boede men Kile kom efter hende, da jeg var lidt ældre end dig.” Pax sendte Juno et skævt smil, hvorefter han rejste sig op og tog lerkrukken fra sig. Nok var det Kile – troede man på Døden og hvem gjorde ikke dét? – der havde taget moderens sjæl med sig, men det var Pax selv – nej, Carl, det var Carl – der havde tvunget Den Grå forbi.
Nogle gange var hemmeligheden så dybt begravet i ham, at selv Pax glemte, hvad Carl havde gjort. .
”Er du sulten?” Pax skævede henover skulderen. Hans smil voksede sig gradvist større indtil han vendte ryggen til Juno og fandt et æble i et skab, der var for højt placeret til at alle i huset kunne nå derop. Han fremdrog dernæst en lille kniv, skar æblet i små både, hvorefter han placerede dem på en lille tallerken. Konspiratorisk vendte han sig dernæst om mod Juno og holdte sin pegefinger op foran munden. Øjeblikket var hurtigt ovre og da Pax atter vendte tilbage til kaminen, lå der en lille lærredspose i hans hånd.
”Kanel”, forklarede han lavmælt, hvorefter han blinkede til Juno og begyndte at drysse det brune støv på de glinsende frugtbåde. ”Men sig det ikke til nogle, ellers vil alle de andre også bare have det og jeg kan slet ikke skaffe nok til, at I alle sammen kan få.” 

Paxs bevægelser var blide mod Junos ansigt, og det tog ikke mange strøg med den våde klud, før Juno sad helt rolig, som en killing lokket til ro uden andet end et par blide strøg over dens pels. Junos øjenbryn trak sig sammen, da Pax talte. Alt andet han havde set og ubevidst opfanget, pegede mod at Pax fortalte sandheden, så Junos reaktion var ikke fordi han ikke troede på ham, men fordi han ikke brød sig om, at Pax vidste hvad han mente. Han brød sig ikke om, at andre havde været i samme situation, men endnu mindre brød han sig om, at Pax vidste hvor skidt han havde haft det, inden han havde fundet ham. Julia var trods alt hans mor og han elskede hende. 

Juno nikkede ivrigt, da der blev spurgt om han var sulten. Han havde spist en smule af det brød, Pax havde tilbudt ham, og Dom derefter forsøgt at lokke i ham igen, men hans appetit havde forladt ham i samme øjeblik som Pax havde, og nu hvor han var rolig og tryg og sammen med Pax igen, var hans appetit også langsomt vendt tilbage. 
Junos øjne blev store, som æblebådene blev dekoreret med det brune støv. Den luksus han havde været vant til i sin fars villa, men det var over en måned siden han havde set noget til den slags, og selvom det virkede utaknemmeligt at savne søde sager, når man knap nok kunne få noget rigtigt at spise, så savnede Juno det alligevel. 
Han var dog ikke kommet så langt som han var, ved at lade sig lokke af lidt kanel. 
"Jeg kan ikke give dig noget til gengæld," hviskede han lavmælt tilbage, og løftede sit blik til den anden drengs. Han forsøgte at udstråle beslutsomhed, men det strålede knap nok igennem hans usikkerhed. Der var jo noget han netop havde lært at forhandle med, og hvis den anden dreng bad om det, vidste Juno ikke, om han kunne sige fra igen. 
Det summede i hans fingre efter at række ud efter en af æblestykkerne, men han knugede stædigt sine hænder og skævede kun kort til dem, inden han så op på Pax igen, fast besluttet på at vide, hvorfor han blev tilbudt noget så værdifuldt. 

Pax tog en af æblebådene imellem arrede fingerspidser og pakkede den derefter væk mellem hans læber. Han tyggede mens Junos lavmælte ord genspillede sig i hans tanker, deres mening ikke fortabt for Pax’ forstand. Det søde æble blev til aske i hans mund, smagen ligegyldig og for blot et øjeblik overvejede han, om det var fordi, at kanelet var dårligt.
”Det ved jeg godt”, svarede Pax stille tilbage, stadig opmærksom på de andre sovende børn i værelset placeret ved siden af køkkenet, kun adskilt af en tynd trævæg. Hastigt trak han på den ene skulder. ”Det er heller ikke mening. Jeg –” Pax sank eftertænksomt og lod sin tungespids glide henover sine tænder, der var badet i æblesaft.
”Her er I børn, okay?” Pax var ikke sikker på, at han kunne få Juno til at forstå. Han var stadig selv et barn, om end et meget større et end de andre. Han lignede tilmed en der var endnu ældre fordi, at han tårnede sig op over alle andre omkring ham. Ikke, at han tænkte om sig selv som et barn. Ikke rigtigt. ”Vi hjælper hinanden her. Jeg har lavet – eller jeg har sådan opdelt dem derinde –” Pax nikkede mod det atypiske soveværelse ”- i nogle lidt mindre grupper og så har jeg fundet nogle gode hjørner til dem. Så sidder de bare der og så giver alle de rige voksne dem penge. Det er ret nemt. Jeg løser opgaver for ham, vi lige var henne hos. Hvis han kommer, så tager jeg mig af ham. Han ved godt, at han ikke må komme herhen, når I skal sove.”

Aldrig i sit liv havde Juno siddet som stille, som han gjorde, da Pax talte. Han sugede hvert ord til sig, sådan som hans forældre altid havde ønsket at han ville gøre i templet, i stedet for at sidde uroligt og uopmærksom, men her kunne intet fjerne hans opmærksomhed fra den unge fyr. Hvert af hans ord lovede mere, end Juno nogensinde havde hørt Isari tilbyde sine tilhængere. Med Pax kunne han få det godt, det blev Juno kun mere og mere sikker på. 
Helt sikker blev han, da han hørte at manden fra tidligere ikke var velkommen i huset når de sov. 

"Det lyder ret nemt," ekkoede Juno med et snøft og rykkede lidt uroligt på sig, nu hvor Pax ikke talte længere. "Der er en masse ting jeg godt kan. Jeg kan godt mere end dét." Lige så meget som Pax tydeligvis ønskede at hjælpe ham - og ikke kun ham, men alle børnene i huset - så ville Juno også gerne gengælde det. 
Først da han havde fået fortalt Pax, at han godt kunne arbejde for føden selv, tog han tøvende en af æblestykkerne og løftede den til sin mund, hvor han forsigtigt bed ned i den, imens hans øjne blev store af den søde smag. Et smil spredte sig helt op til hans øjne, imens han stoppede resten af æblestykket i munden og eftertænksomt stak sine fingerspidser i munden også for at få resterne af kanel med også. 
"Sover du også her?" spurgte han og tog kun fingrene ud af munden for at skynde sig at nappe endnu en skive æble. Selv efter at have mistet alting var Juno vant til at få sin vilje og han havde ikke lyst til at slippe Pax endnu.

Pax nikkede og de askegrå krøller dansede. Han lod Juno spise æblebådene, overbevist om at den lille dreng behøvede dem mere end han selv gjorde.
”Det er jeg ikke i tvivl om”, svarede Pax med et skuldertræk, som havde han end ikke overvejet anden mulighed. ”Men det er i hvert fald et arbejde, du kan få. Så behøver du ikke tage hjem til din mor, hvis du ikke har lyst.”
Pax satte sig en smule bedre til rette, lod sit ene ben strække sig hen langs det kølige trægulv, hvorefter han kløede sig i håret. Det endte med at stritte endnu mere end før og enkelte totter forblev tilmed stående, tilsyneladende ligeså trodsig som deres ejermand. ”Ja, det gør jeg”, svarede Pax, hvorefter han nikkede bekræftende. ”Nogle gange sover jeg herude –” Et enkelt nik i retning af en vakkelvorn køkkenstol determinerede, hvorhenne han præcist mente, ”- og andre gange sidder jeg derinde, hvor de andre sover.” Hvad Pax ikke forklarede, var, at han derved kunne døse hen og stadig nå at gribe Filip i døren, skulle deres leder pludselig erindre deres eksistens; eller holde en koldsvedende hånd hvis nattens mørke blev uvenlig.
”Vi plejer at stå op samtidig, og så deler jeg mad ud. I kan ikke gå i bad hver dag, fordi så giver de rige voksne os ikke nok penge, forstår du? Og så kommer jeg og henter jer, inden solen er på vej ned og så går vi sammen hjem. Det er vigtigt. I skal altid blive sammen. Du må ikke bare gå rundt alene, okay?” Pax betragtede indtrængende Juno, ikke sikker på om det lille barn rigtig forstod – eller ville huske det i fremtiden…

Juno skar en grimasse, da hans mor blev bragt op igen, men afbrød ikke Pax. I stedet holdt han sin opmærksomhed på æblebådene der efter den første blev spist langsommere, opmærksom på hver bid af den søde spise, der fra den ene dag til den anden var blevet så sjælden i hans liv. Bare tanken om, at han havde haft mulighed for at få den slags når som helst han ville for bare et par måneder siden, var nok til at gøre hans øjne våde, men han sank stædigt en klump og tyggede videre uden at fjerne sit blik fra tallerkenen imellem dem. 
Det job Pax tilbød ham var bedre end at tage hjem til Julia, men han var alligevel utilfreds. Noget i ham vidste, med al sikkerhed, at han ikke var som andre børn. At det var meningen, han skulle gøre meget mere end at sidde på et hjørne og tigge. Hans klare blå øjne og kønne ansigt ville uden tvivl komme han til gode på et gadehjørne, men det ville det nærmest alle steder, og det summede allerede i ham efter at få lov til at være til nytte, reel nytte, et sted hvor han kunne bruge sin viden og sine færdigheder, eller lære sig nogle nye.
Men det var umuligt for ham at sætte ord på. Alt han vidste var, at han var bedre end hvad Pax kunne se, og ikke engang dét kunne han formulere med andet et dybt utilfredst blik i hans retning. 
"Jeg gør det," mumlede han endelig, men uden at lægge skjul på, at han ikke gjorde det, fordi han havde lyst. Stadig surmulende så han op på Pax og i dét øjeblik så han i den krølhårede fyr en svaghed, som han aldrig ville glemme. Pax bekymrede sig oprigtigt for ham. Langt mere end hvad den almen borger i Dianthos bekymrede sig for den lille blonde møgunge. Mere end hvad han havde set Julia udtrykke af bekymring. 
"Jeg skal nok følges med nogen," lovede han, imens han allerede var ved at finde vej ind imellem Paxs ben. Den anden dreng havde sagt, at han nogen gange sov herude, og Juno havde taget det bogstaveligt nok til at møve hele sit lille ansigt imod den andens arm og brystkasse. "Jeg vil sove hvor du sover," forklarede han lavmælt, uden at se op eller fjerne sit ansigt, fra hvor det var presset op mod den ham. Han havde ikke tænkt sig at flytte sig, fra hvor han sad imellem Paxs ben, uden kamp, og han havde slet ikke tænkt sig at lægge sig ind i et rum med en masse fremmede, beskidte børn, hvis Pax ikke engang var derinde med ham.