Det var med ganske bestemte skridt, at Lynette bevægede sin høje skikkelse imod Lysets folks barakker, hvor at væbnere, riddere, spioner og andre med mere almindelige funktioner, i et ganske roligt tempo bevægede sig ud og ind. Nogle enkelte var at finde på træningspladsen i midten, to unge drenge der med trækæppe der knaldedes sammen, udførte en serie stik og parader under det vågne blik af en ældre ridder - en broget skare af soldater stod ved nogle træningsdukker, og udførte mere rutineprægede sets af slag. 
Men det var hen til indlogeringen, helt henne i bunden af Lyspladsen, at Lynette traskede hen. 

Svunget over ryggen var det store langsværd, men det var primært skaftet der stikkede ud, da resten var gemt af den tunge rejsekappe der blafrede om hendes sider. Forår var trods alt stadigvæk en kold tid, og hun havde været undervejs fra Juvelen, i nogle dage nu. 
Det fik dog nogle enkelte, undersøgende blik til sig, når nogle af de ældre soldater nysgerrigt betragtede den muskuløse kvindes målrettede rute imod hoveddøren, hvem var det dog hun var... et spørgsmål der ikke blev sagt højt. Men da hun fiskede Lysets soldater medaljon frem, gled der dog en betydelig ro over dem, og hun vinkede med et skævt smil en lille hilsen. Det var trods alt også lang tid siden hun havde været her... 
... lang nok tid siden, til at hun faktisk ikke helt kunne huske hvor den tidligere junker, nu prins havde værelse henne. 
"Øh, undskyld mig. Ved du hvor at jeg kan finde Alexander's barak?" den lyse stemme havde et høfligt smil til sig, da hun fik henvendt sig til en passerende væbner, der øjeblikkeligt stoppede op. Øjnene var store - han kunne ikke være mere end 13 somre - og i et lille sekund skulle han lige overveje hvem hun snakkede om, førhen at han lyste op. "Åh, du mener Alexander af Isenwald?" en snert af begejstring lurede i stemmen, og med et lille grin nikkede hun. Havde knægten fået sig fans? 
"Ah, jah det er derinde og så til venstre! Nr 4! Han burde være her på det her tidspunkt, men hvis ikke, så er det nok fordi han er ude på sin vagt. Så kommer han snart tilbage!" der blev peget og gestikuleret, og med et lille smil nikkede hun, og takkede væbneren for sine ansvisninger. "Jeg takker! Og du hedder...?" væbner Mads, det noterede hun sig idet at hun fulgte hans vejvisninger indenfor. 

Så enten var han her, eller også ville han være her snart - Lynette drejede med en indvendig, voksende begejstring ind af den første dør, inden at hun stoppede op foran rum nr 4, og med tre hurtige, hårde bank prøvede at se om nogen var derinde. Hvis ikke, måtte hun bare gå ind og vente ved sengen, eller et eller andet!

Mennesketomt, men i hvert fald ikke fuldkommen tomt; Lynettes tofarvede øjne fandt hurtigt de opstablede ejendele, der med en soldats sirlige ordentlighed stod nogenlunde pænt, men samtidigt fortalte ganske fint hvem der boede her. 
Hun lukkede med et lille klik døren bagved sig, et søgende smil omkring de bløde læber da hun gav sig til at undersøge (med fingrene) nogle af de ejendele der lå til det offentlige skue, og følte en lydløs latte slippe over læberne, da hun fik øje på Flammehav. Han havde den stadigvæk! 
Faktisk, skulle det vise sig at han ikke havde ændret sig alt for meget i de her to år, af hvad hun kunne fornemme... stakken af bøger vidnede om at han stadigvæk brystede sig med et klogt hoved, og da hun bladrede igennem dem, kunne hun med en opgivende lille hovedrysten konkludere at det stadigvæk var filosofi og anden form for hjernevridning, som han fordybede sig i på roligere aftener. Den lille bogorm. Fra bøgerne bevægede hun sig hen til natbordet, der var ikke forfærdelig meget der, og fra natbordet satte hun sig hen i sengen, som knirkede en anelse under hendes tungere vægt. 

Blikket søgte opad til det loft han nok faldt i søvn ved hver aften, og Lynette følte et lille suk glide fra læberne, da hun spredte de ru fingre ud imod det fine sengetæppe. Og stødte ind i Flammehav. Hun kunne ikke stoppe den lydløse latter i at være mere højlydt den her gang, og hun greb forsigtigt fat om den slidte bamse, hvis mørke øjne blidt kiggede tilbage på hende. Tænk at dens syninger stadigvæk holdt den sammen, sådan som den så liiiidt slidt ud, nogle steder. Lidt medtaget. 

Hun rejste sig endelig, og skulle til at lade hånden løsne kappespændet så hun kunne få den tunge uldsag an... da døren i det næste klikkede op, og en skikkelse trådte ind. Oh. 
Hun kunne ikke lade være med at kigge en anelse morende, på det tårn, jah deciderede tårn som nu bevægede sig ind i værelset. Stadigvæk fanget i sin beskidte skjorte - han havde vist ikke opdaget hende endnu. Men da hovedet endelig tittede frem, var det at hænderne friskt slog ud i en lille 'tadaa', og hun med et fornøjet grin kunne se genkendelsen lyse op, som hun selv trådte frem til det varme kram han bød ind til. "Alexander af Isenwald, i egen høje.... høje person" leende foldede de stærke arme sig om hans skjorteløse skikkelse, overvejende ligeglad da hun begravede hovedet i hans hår. 
Og det stank! Med en vrængen af næsen og nogle klap på ryggen trak hun sig atter tilbage, tvefarvede øjne funklende i deres lilla og turquise iris. "Hold da op, den lugt... har du taget stalden med herind?" sagt med et drilskt smil, og hun trak sig et lille skridt tilbage, så han faktisk kunne komme ordentligt ind på sit værelse.

Det var en hjertelig latter der kom fra den muskuløse kvinde, der fulgte ham med blikket idet at han trådte ind, et fantastisk syn ville mange nok påpege. Det prellede dog af som vand på en ands ryg - ligesom Alexander selv, så var Lynette så godt som blind overfor det modsatte køns mere fysiske skønheder, og lukkede med et lille smil døren efter ham, så de ikke forstyrrede alle de omkringliggende gange med deres snak. "Det manglede da også bare, tydeligvis" varmen gav ordene en let kant, og Lynette foldede armene over brystet. 

Almindeligvis, så var det ikke fordi at adelskvinden var et af de mennesker der besad den mere extravagante mimik, og det kom hende nogle gange til gavn, da hun knap nok blinkede over det spørgsmål. Se havet havde været god ved hende, men det sidste års tid, havde været mere... turbulent; det var ikke altid let at være adskilt fra hvad man holdt af, og hun følte sig nogle gange som en fisk ude af vandet. 

Så i stedet kom en fornøjet lille nynnen fra hende, og hun nikkede. "Åh, det er også godt at se dig igen... og havet har været fantastisk, jeg forstår stadigvæk ikke din beslutning om at blive her!" travlt, støvet, tørt - hun jokede bare, Dianthos gader havde så meget mere til dem, end fordommene bød ind til. "Men en lille pause er ikke værst" hun vidste ikke hvor meget Alexander kendte til hendes suspension, eller for den sags skyld hvorfor hun overhovedet var afskåret fra flåden. Det skulle nok komme tidsnok, kendte hun sig selv, hun havde aldrig været god til hemmelighederne. 
Det var med vagt klirrende skridt af metal imod metal, at hun tog nogle skridt længere ind, og satte sig på sengekanten igen. "Men. Med det sagt, hvordan med dig? Jeg hører gode ting om dig, helt fra vestsiden af! Ikke værst, du må vel snart være ridder, hmm?" det var et stort skridt, hvis hun havde hørt rigtigt når det gjaldt rygterne. Et skridt hun så frem til, på hans vegne. 

Det at fornemme andres humør, det havde aldrig faldet den høje kvinde naturligt. Hun kunne være utrolig direkte, og dertil også virkelig uelegant, når det handlede om at pakke tingene mere ind. 
De seneste par år havde dog virkelig åbnet op for lige præcis empatiens alternativer her i livet, og man kunne næsten argumentere for at hun nu var bedre end gennemsnittet, det ville slet ikke være forkert. 
Men hun behøvede hverken sine evner eller erfaringer, for at vide når der var noget galt med hendes tættere venner. 

Den lille ændring i stemmen, fik det fine hoved til at vippe på skrå, og Lynette's tvefarvede blik hvilede overvejende over ham da hun nikkede... synet. Næsten som en smag i det bagerste af hendes svælg, fornemmede hun snerten af bitterhed omkring Alexander, og hun genkendte den. Hun var ikke den eneste, der var blevet snydt godt og grundigt af familiens arv, det var joh næsten sjovt. 
Så et ironisk smil erstattede det muntre fra før, og hun lænede sig tilbage, vægten støttende på hænderne i sengetæppet idet at hovedet kort vippedes bagover og imod loftet. "Sikke noget pis" og hun rettede sig op igen. Det finere sprog var blevet skubbet væk med årene, og Lynette's øjne glimtede i deres tavse anerkendelse. Fordi det var noget lort. "Og her troede jeg at du let og elegant skøjtede over de her ting... hvad betyder det så - skal du ud og... gøre brug af det?" pligter og ansvar var en kernedel af en frontfigur som Alexander's offentlige persona, så det ville ikke overraske hende. 
Men han havde aldrig virket som typen der ligefrem ville nyde sådan en vej i livet. Så planlagt og banet den var; det virkede heller ikke retfærdigt, selvom retfærdighed ikke var deres at bedømme. 

Et lydløst lille smil spillede kortvarigt over menneskets læber, da sarkasmen lirkede sig ind imellem ordene. Det havde næsten været for nemt. Det var ingen hemmelighed, at de forbandede var farligere individer, og det var ikke uden konsekvenser at man gav sig i kast med at gøre jægerne til de jagede. Men det kunne næsten kun føles som en forpligtelse, når det ville være... egoistisk? At sige nej? 
Mentalt rystede kvinden på hovedet, da hun rettede sig selv. Det var ikke egoistisk at ønske andet i sit liv. 

Fingrene der havde flettet sig ind imellem hinanden, tappede sagte imod hendes egne knoer. "Det er en tung arv" mumlede hun, et lille nik mere i retning af den unge kriger. Med hovedet støttende til den ene hånd, så han jævnt frustreret ud. Ganske forståeligt, dog. 

Lynette trak dog en smule mere på smilebåndet - et af de få - da hun med en opmuntrende lille lyd fik rejst sig op fra sengen igen. Den ene hånd gled hen over hans skulder, og gav ham et mindst ligeså opmuntrende klem med på vejen, idet at hun prøvede at fange hans blik. "Du ved hvad der er det rigtige at gøre, når du endelig skal træffe den beslutning" de tvefarvede øjne havde en overvejende ro i sig, og vidnede om at hun stolede nok så meget på det hun selv sagde, lige nu og lige her. Hun var slet ikke i tvivl, tingene havde det med at ordne sig i sidste ende. Selv hendes suspendering, havde vist sig at lede til uudforskede stier, som assistent til kommandørkaptajnen. 
Hånden på skulderen, ruskede ham insisterende i en genkendelig, og også ganske karakteristisk ordknaphed. Hun havde aldrig været fantastisk til at formulere sig, men håbede at han forstod hendes støtte var ubetinget. Lige meget hvad han besluttede, i sidste ende. "Du tror ikke at hun... kan give dig et år mere?"