Som en del af en klan, var Sarah nok en af de få der ikke deltog særlig meget i begivenhederne. Mest af alt, fordi det mindede hende for meget for den kult hun var flygtet fra, noget hun ikke ønskede at blive trukket tilbage til. Så der var indgået en aftale, hun ville hjælpe Ulven, hun ville stå ham bi i hans problemer og hun ville kæmpe i hans navn og skaffe dem begge krystaller. Men hun ville aldrig, aktivt være en del af planlægningen eller fremtiden.

Når flokken blev kaldt sammen til større begivenheder, blev meddelelsen altid mistet, glemt og brændt. Hun havde ingen lyst til at sætte sig selv i en ubehagelig situation og alligevel vidste denne brunhåret kvinde, med den fineste oliven brune hud, med ar der skinnede op som hvide markeringer i det rigtige lys.
Så denne session var noget ganske nyt for hende, Juno skulle bruge hendes hjælp, så hun havde bedt ham om at møde hende i undergrundens kamparena. Da ved denne tid tidlig eftermiddag var der alligevel aldrig nogen, så det var privat til hvad end der skulle ske denne dag. Hun fjernede sin kappe og stod i hendes kort ærmet kjortel, og hendes løse bomuldsbukser i en mørkebrun farve, snævret ind i hendes liv så hun ikke ville tabe dem. Måske lignede hun ikke den store kæmper, eller en der havde meget kræft bag hende, men de tonede arme viste at der lå muskler bag hendes hud. Muskler der i aktion kunne rive en mand fra hinanden, skulle personen provokere hende nok.

Hendes blik lagde sig på den blonde mand der trådte ind ad trædøren, ”her” råbte hun og kastede en halskæde hans vej ”jeg skal have den når vi er færdig, men for nu kan du tage den på så vi kan kigge hinanden i øjnene” erklærede hun, og ventede med at vende sit hoved mod ham, før hun var sikker på at han havde fulgt hendes instrukser før hun vendte hele hendes front mod ham. ”medmindre du selvfølgelig er kommet her, for mig til at finde dine værste afkroge af skam” sagde hun næsten med en monoton stemme, trods for at det ved første intuition måske kunne have lydt som en vittighed.
”Nu, hvad er det du ønsker jeg skal gøre for dig?” spurgte hun med et uimponeret hævet bryn, og armene over kors foran hendes brystkasse.

Der var ikke mange Juno stolede på, og med det specifikke problem han havde nu, havde han været nødt til at vælge en person Pax stolede på. Der var simpelthen ikke nogen, han selv ville have været okay med at vælge til denne opgave, og selvom Pax ikke direkte havde anbefalet hende (for Pax vidste slet ikke, hvad Juno havde gang i), så havde Ulven tilstrækkeligt gange nævnt Sarah i rosende vendinger der var ulig ham, og Juno havde taget det som et godt tegn. 

Da han kom ned til kamparenaen i undergrunden og fik øje på hende, vidste han også instinktivt at han havde valgt rigtigt. Der var noget over hende, der fik ham til også at ville stole på hende. Hendes energi, den måde hun bevægede sig på og - hvordan hun kastede ham en halskæde så snart han trådte indenfor. 

"Jeg har ikke noget at skamme mig over," påstod Juno stædigt, men var alligevel ikke stædig nok til ikke at tage halskæden på. Han havde trods alt heller ikke lyst til at afprøve kræfter med sin egen skam. Han vidste at der var noget, rigeligt faktisk, med ting han skammede sig over. Det meste af tiden lå de heldigvis begravet langt nede i hans underbevidsthed, kun for at komme frem på de værste tidspunkter. 

Med halskæden på vendte han sin fulde opmærksomhed mod hende igen. Hun var både højere og større end ham, og han forsøgte at overbevise sig selv om, at også dét var, hvad han havde brug for. 
"Jeg har et problem," begyndte han, og på trods af sin tidligere påstand, løb skam nu igennem ham som ild. 
For første gang i flere år var han ydmyg og bevidst omkring det. Han ville ikke have hende til at gå hårdt til sig. Han ville have hendes sympati, selvom han vidste, at det var meget at bede om, og desuden slet ikke hvad han havde brug for. 
"Jeg - fryser. Når jeg bliver holdt fast. Eller nede." Han havde forklaret det for mange gange før, og det var præcis det samme ord han brugte indtil nu; "Jeg har brug for én der kan banke det ud af mit hoved. Jeg håber at... hvis jeg bare lærer at det ikke altid er farligt, så..." Hans ord døde ud med en grimasse. Han syntes selv at han lød latterlig og det krævede al hans viljestyrke ikke bare at gå sin vej igen. 

Hun begyndte at grine som han erklærede han ingen skam havde, hun rystede på hoved af ham og lagde armene ned ad siden som hun gik mod ham. ”Det er voldsomme ord knægt, og jeg har svært ved at tro på det er sandt” sagde hun og betragtede ham med de tunge mosegrønne øjne, alle bar på skam, kun de reneste mennesker der gik gennem dette liv og altid var der for andre var dem som der ingen skam følte, og selv de havde noget de skammede sig over. De små ting virkelig, de nåede ikke frem i tide til en dødende mand, eller kvinde og måtte se dem afgå med døden. Så var der de der var så kyniske i deres liv, at det ikke berørte dem de ugerninger de gjorde. Så langsomt var Sarah ved at forstå at de mennesker der så hende i øjnene og ikke viste hvad de skammede sig over, ikke var gode mennesker, nok tværtimod og som hun kiggede på Juno havde hun svært ved at putte ham i den ene eller anden kategori.

Hun nikkede langsomt som han forklarede, banke det ud af hans hoved simpelthen? ”Hm, jeg kan måske hjælpe dig” sagde hun og gik tættere mod ham og lagde mærke til at hun var næsten et hoved højere end knægten. ”Men først starter vi med at se hvor meget du overhoved kan tåle” hun vente ryggen til ham, og vinkede ham med sig for at føre ham over mod et bedre sted de kunne træne. Hun fjernede kjortlen og var kun iført et klæde der lå stramt over hendes bryster. Ryggen fremviste lange ar fra en pisk der var blevet svunget over hendes ryg, femten i alt. Hendes arme var ligeledes fyldt af ar.
”Godt, vis mig hvad du duer til”  sagde hun og stillede sig foran ham, efter en kort stund hvor hun blot stod og kiggede på ham, satte hun så af fra den grusede undergrund og med en hurtig bevægelse gik hun i knæ og gik efter at lade hendes ben feje hans af grunde, så han ville vælte om på ryggen.

Juno trak på skuldrene, da Sarah fortalte at hun havde svært ved at tro på, at han ikke havde noget at skamme sig over. Det var jo ligegyldigt om det var sandt eller ej, så længe han havde hendes halskæde på, ikk? Han havde ikke tænkt sig at undskylde og forklare, at han bare spillede selvsikker, fordi det var den eneste måde han kunne føle sig bare en smule selvsikker. 

"Det håber jeg du kan," mumlede han, da hun svarede at hun måske kunne hjælpe ham. Det var enten hende eller at spørge Domnall, og selvom Domnall var en sød mand, så var han også næsten dobbelt så stor som Sarah og Juno begyndte at koldsvede bare ved tanken om at blive holdt nede af ham. I det mindste havde ikke samme fysiske reaktion ved tanken om det samme med Sarah. I teorien, selv i hans hoved, skete der ikke noget ved at lade hende gøre det samme, men et andet sted vidste han også godt, at det ikke ville holde ved, så snart hun rent faktisk fik fat i ham. 

Juno sank en klump ved synet af hendes ar. Han havde haft et par der lignede, men de var blevet behandlet hurtigt. Han ville have været mere værd at sælge uden dem. Nu ønskede han, at han havde fået lov til at beholde dem, bare for at have et bevis på at hans smerte, hans frygte, var retfærdiggjort. Så han ikke bare lignede den rige dreng, han var vokset op som, der var blevet angst ud af det blå. 
"Øh.." tøvede Juno, da hun bad ham om at vise, hvad han kunne, kun for at vælte klodset et par skridt bagud, da hun satte efter ham og gik efter hans ben. 
"Det er ikke det her - jeg har ikke brug for at kunne slås!" Insisterede han, hans hjerte allerede oppe i halsen på ham, selvom han succesfuldt var kommet ud af hendes rækkevidde. "Jeg vil bare ikke være -" Juno skævede omkring sig og sørgede for at holde en god afstand til Sarah, samtidig med at han forsøgte ikke at vælte baglæns ind i noget - "Jeg vil ikke være en panikslået kaninunge, der tror det redder den, at ligge helt stille, når byttedyret finder den!"

Hun rejste sig langsomt op og betragtede ham med kølige øjne, som han trak sig væk fra hende, en der var rolig i sig selv ville ikke kigge sig rundt for at se om han faldt ind i noget, måske overvejede han endda hvordan han kunne løbe sin vej. Han havde ikke brug for at slås var hvad kom ud af munden på ham, men fra hendes synspunkt var det netop hvad han havde brug for, for hvis han kunne undgå at folk i det hele taget holde ham nede, ville han også føle styrken i sig selv til at vide han aldrig var sårbar, at han altid kunne kæmpe igen.

”hvorfor flygter du så fra mig, hvorfor kæmper du ikke imod? Du er jo allerede en panikslået kaninunge, der prøver at finde sit hul den kan løbe ned i” hun gik hurtigere frem imod ham, denne gang i det formål at trænge ham i en krog, til at afskærme ham muligheden for at komme.
Endelig lykkedes det ham, han havde været så optaget af at komme væk og sørger for ikke at falde over ting, at de endelig nåede en af væggene, hendes næve slog hurtigt mod væggen. Omkring hendes knoer kunne hun mærke hvordan murbrokker smuldrede omkring hendes hud, som havde hun lige slået igennem halm.

”Hvor er dine tænder?! Hvor er dit mod, til at stå op for dig selv, hvem skal du kunne hjælpe hvis du ikke en gang kan hjælpe dig selv?” måske ville mange mene at dette ikke var den bedste teknik, men det var en pænere taktik end der var blevet brugt for at få hende til at forstå hvorfor hun aldrig måtte fejle, aldrig måtte vende ryggen til, men for alt i verden måtte hun ikke vise frygt for det kunne duftes, og gøre en det letteste bytte i hele flokken.

Juno så måbende på Sarah. Sådan som Pax havde snakket om hende, havde han forventet en venlig ung kvinde, men set i bagspejlet, så forstod han, at ham og Pax værdsatte helt forskellige værdier i mennesker. Selvstændighed og gå på mod var skønt i én, der kæmpede i arenaen, men var måske ikke de værdier Juno ville være gået efter i én der skulle hjælpe ham. 
Men det var for sent nu. Han havde ikke spurgt Pax om hjælp til at finde én, der kunne hjælpe ham, for han ville ikke komme hjem med dårlige nyheder, hvis ikke det havde hjulpet på hans problem. Nej, han havde tænkt sig at løse det hele selv, fra start til slut. Og nu var Sarah hans løsning. Det var hun nødt til at være. 

"Hvad ellers skal kaninen gøre? Den er oppe imod en ræv!" Påstod Juno, imens han stædigt og panisk, forsøgte at holde sig på afstand af hende, indtil hun havde ham oppe imod en væg, hendes næve slået imod væggen bag ham. 
Instinktivt stod Juno straks helt stille. Han var allerede kaninen i gabet på ræven, hans hjerte helt oppe i halsen på ham, men Sarah holdt ikke fast om ham, hun holdt ham heller ikke nede, hun truede ham ikke engang, og helt langsomt genvandt Juno kontrollen over sin krop. 
"Jeg har allerede noget kamptræning. Der er mange der er bedre end mig, og - mange der er dårligere end mig. Jeg har ikke lyst til at tabe til én der er dårligere, bare fordi han får fat i mig." Stadig stod han dog helt stille. "Skal jeg forsøge at kæmpe mig ud herfra?" spurgte han dog alligevel lavmælt, for selvom han forsøgte at forklare Sarah hvad hans problem var, anerkendte han hendes metode og tilbød at træne efter den. Også selvom hun var et halvt hoved højere end ham og farlig.