Sikke en fantastisk dag i Balzera. Den milde vinter var altid så behagelig i byen. Heden var ikke så voldsom, så det var til at holde ud at være udendørs ved middagstid. Men det var ikke derfor at det var en fantastisk dag. Nej, dagen var fantastisk fordi han havde en aftale med sin skønne forlovede. De skulle bruge eftermiddagen sammen i dag. Han havde mange planer forude. De skulle selvfølgelig ud og gå på promenaden, fordi selvfølgelig skulle Balzeras favorit par ses i byen. Hans fans ville elske at se dem sammen. Så skulle de ud og spise sammen. Han havde allerede aftalt med stedet hele menuen. Det ville blive fantastisk. Men først så skulle de bare lige bruge lidt tid sammen alene, inden de ville gå ud, og han havde allerede fundet den perfekte gave til Kaatima. Han havde fundet en fantastisk skrædder. De brugte det smukkeste azurblå silke, og deres sølvbroderinger og perlestik var imponerende. Noget der ville se så godt ud på hans kommende hustru. Han havde sørget for at det var bestilt, så han netop kunne tage det med til i dag.

Han ankom til Kaatimas hjem med sin tjener der bar på pakken, og han blev ledt ind til Kaatima som virkede til allerede at have ventet på ham.
"Det er altid en fornøjelse at lægge mine øjne på dig, min forlovede. I sandheden er du Balzeras perle. Jeg ved at jeg aldrig ville kunne gøre noget der kan gøre dig endnu smukkere, men jeg har bragt dig noget, som jeg håber vil bringe dig glæde."
Han gav tegn til sin tjener der gik op og lagde gaven frem for Kaatima.

Hvor at Barakat var fuldstændig forgabt i idéen om at han snart skulle vie sit liv til Kaatima af Kazimi, var det nogle andre følelser der fyldte den ældre kvinde. For et fik hun ikke den samme glæde i sig, når hun tænkte på hendes snarlige ægteskab mellem Barakat og hende selv, faktisk fyldte hende med gru i stedet for – men giftes det skulle hun, heldigvis for hende havde hun fundet en anden, som hun mente var mere udholdelig at være sammen med i det lange løb, mest set i øjnene med intelligens, men også fordi det var en mand hun følte der var behov for at holde øje med. Hvor Barakat, selvfølgelig kunne være nem at manipulere med, men noget sagde hende også at han ville blive farlig den dag han uundgåeligt ville finde ud af, hele hans liv blot var en løgn – noget hun i dag ville vise ham.

Hendes blik gled langsomt op fra hendes papirer som lå foran hende på det lille bord der stod foran hende, som hun sad på jorden. En dampende varm kande te stod ved hende side, og hver gang hendes krus var tømt var der en af hendes tjenere der hældte den op igen.
Det tog hende alt for ikke at rulle med øjnene, da han igen kom med den lange smøre om hvor smuk hun var. Hun formåede dog med en dyb indånding at forme et ganske vellykket falsk smil på hendes læber, hendes blik lagde sig på pakken, og med et lille nik var der en af tjenerne der åbnede den op for hende og viste hvilken vidunderlig kjole som var blevet lavet til hende. Den ville sikkert også gøre sig fint i som brænde når de kolde måneder.
”Fornøjelse at se dem igen Barakat” sagde hun, som hun vinkede tjenerne væk, og rejste sig op ”Gå med mig i haven?” spurgte hun og lavede et lille slag med hånden mod hendes smukke frodige have.

Duften af te bragte ham altid minder om sin skønne forlovede. Der var noget særligt ved den te hun valgt, og det gjorde ham altid lykkelig. Hvert fald på den måde han forventede på at føle sig lykkelig over sin hustru. Stolt over at han snart ville have dette smukke væsen ved sin side. Han havde virkelig fået sig et godt parti, og han var jo selv nok det bedste parti i hele byen, hvis man så bort fra fyrstens sønner. Han var jo et pragt eksemplar på en rigtig mand. 

Han smilede bredt og overordentlig meget til Kaatima da hun tog imod gaven og tydeligvis beundrede håndværket. De syninger var fantastiske og broderingerne uden deres lige. Enhver kvinde ville elske at have den slags kjole. Så fine tekstiler. Kun det bedste til hans elskede Kaatima.
"Det vil være mig en fornøjelse," sagde han da hun bød ham at gå en tur i haven.
Han stillede sig klar, og gjorde sig klar til at byde hende sin arm, som en rigtig mand gjorde, og nu hvor de var forlovet, så måtte de heldigvis gerne gå mere privat sammen uden det store opsyn. Det kunne skabe intimitet mellem dem, og den fortrolighed som der var at forvente mellem husbond og viv.