Det var et stykke tid siden Aamina sidst havde besøgt Juvelen. Fra tid til anden fandt hun sig selv søge tilbage til selv samme havn hun var drevet i land på for tre år siden. I timesvis kunne hun stå ved skibene og se ud over havet. Og hver gang med en følelse af, at noget forsøgte at trænge sig på: en følelse, eller et minde, så tæt på at hun næsten kunne røre det, og alligevel så langt væk at hun aldrig fik fat i det.
Når hun havde stået længe nok og var blevet gennemkold og blæst igennem af blæsten fra havet, besøgte hun enten den healer der havde plejet hende for så mange år siden, eller hun søgte mod en af de mange kroer på havnen. Nede på kroen tjente hun typisk nogle penge, som hun brugte på selv samme kro på at drikke øl og få et værelse for natten inden hun tog tilbage til Dianthos.

Det var sådan derfor hun befandt sig på kroen "Havgusen" denne gang, hvor dagen efterhånden var blevet til aften. Hun havde tjent nok til at have nok mjød til at blive fuld, og var i højt humør. Generelt var stemningen på kroen hyggelig: i hjørnet spillede et lille band og der var latter og sang rundt omkring. Aamina selv sad oppe ved baren, hvor hun, klædt i en lyseblå kjole, dels drak mjød og dels flirtede med krofatter, der tilgengæld forsynede hende med mere mjød end hun havde betalt for alt mens hun kastede med det lyse hår og blinkede lidt ekstra til ham.

Cecil var betaget af Juvelen. Aldrig havde han før set så meget vand, eller så store både før i sit liv! Havet synes at strække sig i det uendelige, helt ud til det mødte himlen. Cecil havde altid synes Medaniens bakkede landskab var åbent, med det virkede jo som Amazonitskovens tætte bevoksning til sammenligning med havet!

Satyren havde ikke været ved kysten før, men med en smule overtalelse og et løfte om en gave, havde givet ham et lift med Olora og hendes teleportations evne. Og sikken en gave han skulle finde hende som tak for det! Ikke nok med udsigten var ulig noget han havde set før, så var folket her også noget for sig. Skønt folkene der myldrede omkring var af forskellige racer, føltes det næsten som om de var et helt folkefærd for sig selv. Søens folk.

Efter at have taget sceneriet ind, og blevet overtalt til at betale alt for meget for en en souvenir fra en skummelt udseende bod, bragte de pelsede bukkeben Cecil til kroen 'Havgusen'. Han var i højt humør og spændt på hvad sådan en 'havekro' havde at byde på, men han var også unægteligt blevet sulten, og en anelse tørstig.
Cecil nåde dog ikke meget mere end indenfor døren, før al tanke om mad forsvandt som duk for solen, og i stedet blev erstattet af en noget anden sult, da hans blik løb over en feminin skikkelse ved baren. Uden at tøve eller misse et skridt, løb Cecil en hånd igennem det krøllede hår, og satte kursen mod baren.

"Et krus af hvad hun drikker" bestilte Cecil ved kromanden, inden han vendte sit blik op opmærksomhed mod kvinden. "Du ser ud til at være i højt humør, så det må være godt" tilføjede han med et skævt smil til hende.

En let latter gled over Aaminas fyldige læber, som hun lagde en hånd på kromandens bare arm. Hans joke havde egentlig ikke været særlig underholdende, men det var tanken om gratis mjød og derfor var hun heller ikke sen til at smøre tykt på. Faktisk smurte hun så tykt på, at hun ikke helt kunne lade være med at skubbe til hans tiltrækning. Men bare en lille smule, og så var det jo ikke snyd.
Han åbnede munden for at sige noget mere, men nåede det ikke før en skikkelse gled ind ved siden af hende og stjal krofatters opmærksomhed. Krofatter var dog ikke den eneste der fattede en vis interesse i den fremmede, og selv hvis han ikke havde henvendt sig til Aamina ville hun uden tvivl have taget kontakt til ham.
Krystallandet var fyldt med væsner af alle slags, og dog mindedes hun ikke nogensinde at have stødt på en som ham, der stod ved siden af hende. Alligevel var hun faktisk ikke i tvivl om, hvad han var, for hun mindes at have læst om satyrene engang. "Hmmh, bestemt." Svarede hun, og lod blikket glide ned over ham inden hun - næsten tilfældigt - lod tungespidsen glide hen over overlæben inden de lysende øjne atter fandt vej til satyrens øjne. "Der er altid god stemning på Havgusen," forklarede hun med et smil. "Og når skibene kommer ind kan man være heldig at finde en sømand, der vil dele ud af sine historier. Men sig mig-" Fuldstændig ugenert rykkede hun sig tættere på ham. "Hvad laver en satyr ved havet? Der er da langt til den nærmeste skov?" Var der ikke? Hun var faktisk ikke sikker, for skulle hun være ærlig vidste hun jo ikke rigtig hvad der lå her ud over Juvelen og Dianthos. Alt andet var forsvundet sammen med resten af hendes minder.

Cecils skuldre trak sig tilbage, og hans bryst skød frem som kvindens blik gled nedover ham, med en næsten barnlig iver efter at give hende det bedste udsyn. Hendes tunges gang over læben blev da heller ikke overset, og Cecil fik et fjoget udtryk. Det krævede sjældent meget mere end et par lange øjenvipper at få Cecils opmærksomhed, og kvinden her var et sort hul af sensualitet, som Cecil næppe havde noget håb om at undslippe.

"Det tror jeg på, hvert fald når du er her" kommenterede han med et lille grin, til hendes ord om stedets gode stemning. Han lyste ekstra op da hun nævnte sømændenes historier, tydeligt ivrig ved den tanke også. Historier fra rigtige sømænd! Det lød ret fantastisk, og hver fald bedre end de historier Patrik fandt på, for det var ingen hemmelighed at Patrik aldrig havde været til havs. Han kunne ikke engang svømme!
Kvindens spørgmål fik Cecil til at lyse op i et smil "Jeg havde aldrig set Juvelen før, så jeg fik et lift af en veninde! Det er et ret vildt sted i har jer her" svarede han lattermildt, og lagde en arm langs baren i hendes retning, som hun kunne læne sig mod hvis hun havde lyst. Han havde bestemt ikke et problem med hun kom nærmere, tværtimod blev hans smil kun varmere af det.
"Men ærligt, så ved jeg ikke om det er normalt med satyrer her eller ej" lo han lidt "Der ville jeg tro du var eksperten, men du er måske ikke selv herfra heller?" spurgte han og lagde hoved en anelse på skrå. Jup, hun så også godt ud fra den vinkel.

Det var egentlig slet ikke i orden, at Aamina smurte så tykt på. Hun var færdig med at arbejde, og havde ingen intentioner om noget som helst andet, og alligevel kunne hun ikke lade være. For satyren var ulige noget hun nogensinde før havde set. Han var spændende, og så så han hammer godt ud, så det var ærlig talt noget nær umuligt for Aamina ikke at lade sig rive med.
”Du er sød.” Svarede hun med et smil. ”Men jeg tror nu også der er god stemning når jeg ikke er her, det bliver bare bedre af, at jeg er her.” I hendes erfaring var sømænd udmærket i stand til at holde gang i en fest uden hende, men hun kunne vel ligeså godt tale sig selv op, når nu satyren var begyndt.

Hun var ikke sen til at tage imod hans invitation om at støtte sig til hans arm, og lænede sig længere ind mod ham. Fornemmelsen af hans arm mod hendes bare hud fik hende til at huske på ikke at presse citronen alt for meget, for der skulle ikke meget til før hendes magi ville løbe løbsk, og hun havde ikke lyst til at udnytte den stakkelse fyr, som virkede så imødekommende og spændende, at hun allerede havde besluttet sig for, at han ville være hendes underholdning for i aften. ”Nej,” hun rystede på hovedet. ”Jeg er fra Dianthos. Men jeg har boet her et par måneder, og det er første gang jeg har set en satyr. Havfruer og andre havvæsner, men aldrig en satyr før.” Hun tog en tår af sit krus og sendte ham et smil. ”Jeg hedder Aamina.” Præsenterede hun sig så.

Cecil var ikke bleg for at blive forført, men lige så vel kunne han nyde og værdsætte skønhed og nært selskab, uden det nødvendigvis behøvede at lede til mere. Det var for ham det mest naturlige i verden, og han havde endnu ikke været nok ude blandt mennesker, til at vide hvor sjælden en egenskab det egentlig kunne være.
Satyren var ikke sen til at nikke sin enighed til Aaminas ord, og fulgte dem med en varm latter. "Enhver fest bliver bedre af det rigtige selvskab. Hvis du nogensinde slår din vej forbi Amazonitskoven, så skal jeg vise dig en fest du aldrig glemmer!" lo han. Han havde endnu ikke oplevet en fest blandt menneskerne der stod til måls, og selvom midvinterballet ganske vist havde været imponerende og stort, så havde det også været rimelig kedeligt, alt taget i betragtning. Selv ham den søde fra Reier familien havde vist sig ikke at have handling bag sine ord!

Cecil trak en smule på skulderen længst fra hende "Så har du nok ret! Men altså, jeg har heller aldrig set en havfolk i Amazonitskoven, så det giver vel ret god mening!" kommenterede han muntert. Det ville være ret mærkeligt hvis der kom nogen svømmende op af den røde flod.
"Mit navn er Cecil. Det er en uventet fornøjelse at møde dig Aamina!"

”Amazonitskoven,” Aamina lagde hovedet let på skrå i en spørgende grimasse. ”Det er den enorme skov der ligger ved Dianthos, ikke? Der mindes jeg ikke jeg nogensinde har været. Men,” de fyldige læber strakte sig op i et endnu større smil, ”-det kunne jeg jo komme.” Aamina var ikke den der skulle sige nej til tilbuddet om en fest, heller ikke i en skov. ”Hvem deltager så til sådanne fester i en skov?” Spurgte hun interesseret. ”Feer? Elvere?” Hun anede ikke hvad der var af væsner dybt inde i skoven, men havde ikke svært ved at forestille sig en kæmpe fest fyldt med alle mulige væsner fra skovens indre.

En perlende latter gled over hendes læber ved hans kommentar om en af havfolkene i Amazonitskovene. ”Det er vel ikke mere umuligt end en satyr på en kro?” Påpegede hun med et smil. ”Nogle havfolk får jo ben, når de er på land.” Det havde hun i hvert fald hørt, men om det passede anede hun ikke. Men det var en god historie. ”Cecil”, hun lod navnet hvile på sin tunge. ”Et sødt navn til en sød satyr. Sig mig, Cecil, hvad søger du i aften? Gode historier? God mjød eller måske et godt selskab.” Hun mente hun kunne fortælle historier, måske var de ikke sande, men de kunne være underholdende, mjød kunne krofatter stå for, men selskab… ja der ville hun nok vove at påstå, at hendes var det mest behagelige i dette øjeblik.


//Jeg beklager virkelig, virkelig meget. Det har været nogle meget hårde måneder, og da jeg troede det endelig var ved at vende... well det var det ikke. Sorry for mit uforskammede sene svar.

"Stik syd herfra, lige på den anden side af Tusmørkebjergene" forklarede Cecil med et skævt smil, mens hans blik tog hendes egen topografi ind fra bag halvlukkede øjne. Hendes glædelige reaktion fik kun smilet på satyrens læber til at vokse. "Alle skovens væsner er inviteret, og hvad end vi har af gæster udefra. Elvere danser arm i arm med satyrer, mens feer sværmer rundt som stjerner i alle tænkelige nuancer. Skoven er levende med latter og leg og hver en busk og blød mosplet er åben skulle man trænge til hvile eller..." beskrev han malende og vrikkede sigende med øjenbrynene til sidst, inden han blød ud i højlydt, lårklaskende latter.

Latteren lå stadig lige på tungen af den friske satyr, som samtalen fortsatte og hans klukken blandede sig med hendes perlende latter. "Det er nok ikke helt forkert!" medgav han. Et havfolk og en satyr går ind på en kro... det lød som starten på en fremragende vittighed.
Aaminas smiger blev mødt af et smil så sødt som honning, og lige så glat. "Godt selvskab har jeg allerede fundet, og jeg er ikke i tvivl om krofatteren her kan holde med suppleret med drikkevare! Men ja, det store spørgsmål er så bare hvad vi skal gøre med alt denne glæde?!" hans blik faldt udfordrende på hende "Måske du har nogle gode ideer til underholdning? Nogle lokale lege eller en god historie?"

//Det er helt fint <3 RL before magical elf games, sådan er det bare! Håber det vender snart

//Hej, jeg håber du får mere ro på <3 Jeg lukker lige tråden her, for at få ryddet op på min side, men jeg vil rigtig gerne samle den op igen når du finder tid og overskud til at være aktiv igen!//