Det var med en mildest talt knurrende mine omkring sig, at Aldamar sad bøjet over kartoteket med nedskrevne retter som hans mor havde anbefalet, såvel som næsten med albuerne begravet i andre småting ala. bryllupsforberedelse og planlægning. Det var ikke som sådan et hårdt arbejde, men det var et langtrukkent arbejde, og nogle ting kunne han ganske vidst beslutte selv... men de fleste ting skulle sendes, eller nogle gange kun tages til overvejelse, førhen at han kunne lande på en endegyldig beslutning. Det var nemlig ingen hemmelighed at Aldamar - nok ligesom resten af sin familie - virkelig ønskede at det hele skulle være perfekt, at folk ville komme og måbe, at det - og som det burde være - ville være brylluppet man talte om i flere uger efter! 
Men optakten til det var knap så elegant som udførelsen ville være, og Aldamar skubbede med et fnys sedlen væk - han havde markeret nogle retter, og de skulle nu genovervejs her senere, for i stedet at bladre igennem de mange papirer efter brevet til ypperstepræstinden for Isari. 

Urgh... det havde satme gemt sig godt, og Aldamar opdagede for sent hvordan at et forkert skub til bunken var på vej til at sende dem alle sammen imod gulvet - nej! 
Med en dump lyd af papir væltede det ud over bordkanten, og Aldamar rejste sig så stolen skred ud bagved ham, idet at han bukkede sig ned for at samle de mange papirer op. Forbandet. Værende en mand af orden, var det uhyrer sjældent at det hele fik lov til at ligge fremme sådan - og se nu også hvad det bragte med sig, mere kaos, mere.... 

Småmumlende var det at han fortsatte med at samle dem sammen i en stak, så han bagefter kunne prøve at sorterer dem på nu. En enkelt af husets tjenere listede sig hen for at hjælpe ham, men med et skarpt blik sendte Aldamar ham væk igen. "Oh... okay, jeg finder noget drikkelse til Dem" kom det spagt fra ham, og han forsvandt ud af døren med et lille klik. 
Den 'drikkelse' havde bare at være nogenlunde stærk. At døren alt for kort tid efter gik op igen, det syntes han ikke engang at ænse i sit kaos. 

Dagen havde været underlig for Fabian. Han havde lavet hvad han nu engang gjorde med sin dag, da han havde modtaget besked fra en vis Prinsesse. Det havde været hendes personlige kammerpige der havde hentet ham på Svinet, endda også med noget tøj i armene af sig, og havde sagt at hun havde fået besked på at hente ham, iklædt ordentlig klæder, for så at tage ham med. Hvis ikke han havde hørt Arys navnet var han aldrig gået med til det, men han gjorde som han fik besked. Hoppede i tøjet, noget lidt pænere tøj end han ellers gik i, som næsten fik ham til at se adelig ud, inden at de fulgtes ad ned mod Aryspalæet.
Tjenestepigen lukkede dem ind og fuglte ham ellers op til værelset, og selvom han ville ønske han kunne spørge om, hvorfor han var her, så var der ikke meget at vide, for hun vidste i hvert fald ikke noget, andet end at Aldamar sad inde bag de lukkede døre.

Forsigtigt åbnede han døren, og blev mødt af.... en noget stresset Aldamar. Det kunne han allerede se på afstanden, og derfor lukkede han også forsigtig døren i igen. ”Skal du have noget hjælp?” spurgte han, stemmen en anelse lavmælt, og han var allerede med langsomme skridt på vej mod rodet Aldamar havde formået at lave. Måske var der ikke en større mening i hvorfor han var blevet hentet, andet end at Aldamar virkelig godt kunne ligne en der kunne bruge en eller anden form for pause.

Breve blev stablet sammen i fine bunker, papirer blev ordnet i andre ligeså fine bunker, men der var for en gang skyld, absolut ingen... orden i hvordan at det lå. Det i sig selv var også en faktor der kunne få et lille, irriteret tik frem omkring det ene, mørkeblå øje - men med et mål der sagde 'saml først, organiser bagefter', så var det at han holdt sig til det. 
En genkendelig stemme brød dog igennem hans lille papir-roderi, og Aldamar løftede blikket såvel som hovedet i et lille ryk. Vent, var det.... 

Jah, det var det. 
Overraskelse dansede over det blege ansigt. Først fordi at han så hvem det var - Fabian - men derefter også hvordan han så ud. Pæne, tætsiddende klæder dækkede hans muskuløse figur, næsten så hvis man ikke vidste bedre, jah så ville han hører fuldkommen til i de fine omgivelser. Hvad foregik der? 
Øjnene glippede, og hænderne stoppede deres roderi. "Hvad...." og der gik det så op for ham hvad han havde spurgt om, og Aldamar rømmede sig. "Jah, hjælp ville jeg godt... kunne bruge. Bare saml papirerne i bunker, så sorterer jeg dem bagefter..." kom det fra ham, omend Aldamar ikke selv begyndte med det samme igen. Nej, han fulgte ham hele vejen over til bunken han sad ved, og det ville dertil heller ikke være helt forkert, hvis man ænsede et næsten mistænkeligt glimt i de mørkeblå øjne. 
Hvad... hvem havde inviteret ham herind? Havde han glemt en gammel aftale? Med det tøj han havde på lige nu, så kunne det umuligt være helt på egen opfordring, kunne det? 

Fabian havde været lidt overrasket over at klæderne i det hele taget havde passet ham, og hvor Arya havde fået fat i dem, men... han havde ikke tænkt sig at stille spørgsmålstegn ved det, især ikke når han nu stod foran Aldamar, som tydeligvis ikke var forberedt på besøget. Så han havde nok i sidste ende ikke vidst noget om at Fabian ville komme forbi.

”Mmmm.. okay,” sagde han, smilet dansede nu stadig over hans læber, selvom der også var undren at spore i hans øjne, inden han fik taget de sidste par skridt over, for at sætte sig på hug ved siden af prinsen, og begyndte at indsamle alle papirerne der var røget udover det hele. Han var stadig ikke lige god nok til diskret at liste et blik på hvad det var Aldamar havde siddet og roddet med, selvom det så ud til at være et hav af forskellige ting. ”Så det tyder lidt på, at du ikke ved hvorfor Arya mente jeg skulle forbi i dag?” spurgte han. Den overraskelse der var kommet fra Aldamar havde trods alt ikke ligefrem været diskret, og tøjet ville næppe have gjort udfaldet, også selvom han så zalans godt ud i det. Det var bare ofte for meget besvær at komme i dag, men han forstod nu vigtigheden i at kunne komme ind i Aryspalæet uden at virke mistænksom pga. måden han gik klædt. 

Hvis Fabian nu havde øvet sig, jah så ville det have været ganske tydeligt hvad Aldamar arbejdede med. Gæstelister, madforslag, farveforslag, hvilke lege deres gæster skulle underholdes med, hvem der ville leverer vin.... mange små ting, som han desværre ikke kunne lade hverken hans mor eller hans kommende kone stå alene med. Og for at være helt ærligt, ville han heller ikke kunne have ladet dem stå alene med det. På det punkt, kunne han være en anelse... kontrollerende. 
Men det var bittersødt at blive begravet i, stadigvæk. 

Det betød dog ikke at han gæsteselskab var uvelkomment, slet, slet ikke... Aldamar brummede en anelse overvejende imens at de fik samlet det flygtende papir sammen, og endelig.. jah endelig var det at der blev uddybet hvem der stod bagved det her. Arya! Aldamar's blik gled op til døren, næsten som stod hun der, inden at han opgivende rystede på hovedet. "Utroligt. Du begynder at lave aftaler med min søster nu?" Aldamar's toneleje var irettesættende, men dog, skulle man være ganske blind for ikke at ane smilet i mundvigen. "Og her troede jeg at en Arys ville være nok for dig" 

Med det gik døren atter op, og den tjener der næsten var løbet afsted efter noget til at dulme Aldamar's irritation, kom nu ind igen. Bærende på et enkelt glas og et venligt smil, han stoppede dog kortvarigt op da han så at prinsen ikke var helt alene. "Åh, De har fået gæster? Skal jeg hente et glas til Deres gæst også?" Aldamar smilede kortvarigt, og nikkede. "Ah jah, bare det samme som du har fundet til mig... rødvin antager jeg?" det var ingen hemmelighed at det var prinsens foretrukne, og tjeneren forsvandt med et 'selvfølgelig' ud igennem døren igen, som lukkede i med et klik. 
Den ene bunke blev møvet op på bordet, og han rakte ud efter den anden. 

Smilet voksede også på Fabians læber, som han kunne se at Aldamar til trods for at være irettesættende, nu stadig ikke virkede til at have noget imod overraskelsen. Alt andet ville trods alt også have været absurd, og måske lidt sårende overfor skøgen, som havde gået hele vejen herover på en.... man kunne vel næppe kalde den en fridag, men han havde taget valget at Aldamar var vigtigere end kunderne tilbage i kroen.
”Det er svært at lade vær, når du har en søster så bedårende,” sagde han drillende, selvom han aldrig nogensinde ville lægge en finger på Arya, nok af flere grunde, selvom den mest centrale var at det var Aldamars søster og det føltes... lidt forkert. Til gengæld var de kommet overraskende godt ud af det med hinanden, også selvom Arya havde bedt ham om at holde deres litteratur hemmeligt. Det var dog væsentlig sjovere at øve sig i, end alt det Aldamar havde givet ham.

Fabian kiggede sig over skulderen da døren gik op, og kortvarigt var han bange for at det var Fillipe, men hans skuldre sank lidt da det bare var en tilfældig tjener. Et lille undskyld blev mimet mod tjeneren, da det kom bag på ham, inden hans opmærksomhed rettede sig mod Aldamar igen, og han rakte ham den bunke han selv havde samlet. ”Men det lyder ikke til at jeg bliver sendt væk igen,” sagde han, et drillende glimt i øjet. Hvis han skulle sendes væk, så havde det nok ikke været med et glas vin i hånden trods alt. 

Bedårende? Aldamar undlod at kommentere på hvorvidt eller hvor bedørende Arya var, da det egentlig.. var ganske sandt. Hun havde en særlig energi omkring sig, og det var svært ikke at føle sig selv varme op til hendes muntre selskab - og det havde han endda primært hørt fra andre, fremfor at opleve det selv. Men det ene skulle da ikke udelukke det andet, og Aldamar havde da også... i den grad oplevet det selv. 

Den ene bunke blev stablet på bordet, og den anden blev rakt frem til ham - Aldamar greb den med et lille fnys. "Nu ikke så skråsikker" mumlede han, og skubbede den anden bunke op førhen at han selv greb bordkanten, for at rejse sig. At der stadigvæk var noget papir tilbage på gulvet, det gjorde han ikke så meget ud af, idet at han med et opgivende, og måske også semi-dramatisk suk fik sat sig tilbage i sin stol. "Hvis du kan gøre dig selv nyttig, skal du være velkommen" kom det nok så højtideligt fra ham, og han gnubbede panden idet at han lod Fabian samle resten sammen. "Jeg har simpelthen ikke tid til fine distraktioner - det her rod tager livet af mig før brylluppet gør" mumlede han lavmælt ind imod hånden, men da selvsamme blev fjernet, var der et lille smil at spore i den ene mundvig. 
Selvfølgelig ville han ikke blive sendt væk. Han ville næppe vise det, og så slet ikke indrømme det... men det genkendelige selskab var mere værdsat end han lige gik og tænkte, indtil at det var der. Det var trods alt altid en fornøjelse, men ikke nok med det... så havde han også savnet Fabian, i de her dage. 
Nok til at Arya åbenbart havde set det passende at sende bud efter ham. 

Fabian havde intet problem i at forsætte med at samle papirer sammen til små bunker, som Aldamar satte sig op. Måske fyrstesønnen ikke havde lavet fysisk hårdt arbejde, men han lignede en der havde arbejdet alt for hårdt de sidste par dage, og med det kommende bryllup, så kunne man nok også godt forstå.
Det sidste papir blev samlet op, og som Fabian bekræftede at der ikke var flere, gik han over og lagde papirerne på bordet, med et lille smil i mundvigen. Han kunne godt lade vær med at distrahere. Han havde lvoet ikke at komme i vejen for Aldamars pligt og selv der var ting der kunne være sjovere, så måtte han engang imellem også føje sig for arbejdet.

”Rodet med alle papirerne?” spurgte han morene og kiggede på bunkerne af papir. Det ville tage Fabian væsentlig længere tid at hjælpe med det, men det ville ikke være en umulig for ham, i hvert fald ikke for nu, og hvis skriften var til at læse for hans utrænede øjne.
Han blev dog ikke stående ved Aldamars side, men i stedet for begyndte han at slentre om bag Aldamar, for at lægge hænderne på de stive skuldre. ”Eller også trænger du bare til at slappe lidt af igen, måske?” sagde han og hvis ikke Aldamar baskede ham væk, så ville han i hvert fald ligeså blidt arbejde hænderne mod skuldrene. 

Aldamar kom med en 'mmmh' lyd, som det overvejende svar på at det var papirene som var ved at tage livet af ham. Der var mange, og som den listemager som han var, havde han også en forfærdelig tendens til at lave lister over sine lister, eller lister over de lister han skulle nå at ordne førhen at en ny liste kunne ordnes. Alt i alt, så blev det til meget på en gang, og han greb næsten en anelse tvært den fjerpen han havde, og snurrede den imellem de slanke fingre. "Jeg tror ikke du begriber hvor..." Aldamar faldt til tavshed da han opdagede at Fabian var begyndt at slentre, og selvom han ikke fulgte ham med øjnene, da han fik bevæget sig om bagved ham, havde han en ganske god fornemmelse af hvor han var. Eller i hvert fald hvor han ville ende. 

Og ikke så overraskende, var der et lille tilbud med det, og Aldamar's læber trak opad i et lille smil. "Slappe lidt af, igen? Lige nu?" hånden slog ud imod papiret; Aldamar gjorde dog ikke det store forsøg på at daske ham væk lige nu. 
I stedet, var det at hovedet lænedes tilbage, udover stolens ryglæn så håret i en ravnsort kaskade af krøller gled om bagved ham, og han kunne betragte Fabian's skikkelse over ham. "Hvordan skulle det slå mig mindre ihjel - rodet bliver ikke ligefrem mindre" kunne han ikke lade være med at sige en anelse småfornøjet, stadigvæk med fjerpennen snurrende imellem den ene hånds fingre. Som afspejlede den hvordan at tankerne - i hvert fald nogle af dem - også blev vendt indvendigt. 

Fabians blik gled et øjeblik over mod døren, inden hans øjne fandt Aldamars igen, og han lænede sig ned og placerede et kys på hans pande. Det kunne have været typisk at døren ville gå op, men lige nu havde de i hvert fald heldet med sig, som Fabian kunne rette sig op, og stadig ingen tjenestemand var kommet ind.
De store hænderne arbejde på skuldrene, og selvom han måske ikke kunne ordne de store ting, så vidste han en ting eller to om at sørge for at massager der rent faktisk var behagelig at få.

”Når du ikke er så anspændt, så kan det være at det ikke ligner ligeså meget en katastrofe som du føler det er,” tilbød han. Ikke at Fabian var kendt for at være en af de typer der kom helt op i det røde felt over at være stresset. Det var absolut en af de ting han ikke ønskede at føle, så han gjorde meget for ikke at få det til at være en ting i hans liv, hvor svært det nogle gange kunne være. ”Og hvis det er helt galt.. så skal jeg nok hjælpe dig med at... sortere papirerne?” han rynkede brynene lidt som han ikke var helt sikker på at det var problemet, eller om der lå noget andet bag det. Det var ldit svært at vide som Aldamar faktisk aldrig rigtig havde delt ud om bryllupsplanerne, og siden Fabian ikke havde været til et bryllup i årevis, så havde han ingen idé om hvad der egentlig skulle ordnes. Adelen gjorde dog blot tingene mere besværlige end de behøvede at være. 

Et behageligt suk gled over læberne fra Aldamar, der trods det vovede i hvad han gjorde, værdsatte det på nok den mest simple måde som han kunne. Det føltes så rigtigt at Fabian var dukket op her til aften, det kunne han simpelthen ikke lade være med at føle. Og det føltes også så rigtigt at han stod der, og langsomt arbejdede en anelse imod den spænding der lurede over store dele af Arysprinsens ryg og skuldre. 
Blikket var gledet i da han bukkede sig, men gled nu halvdovent op igen, da han atter talte. Katastrofe var et stærkt ord. Men ikke et forkert ord. 
At han dog skulle kunne hjælpe, fik en overvejende, men dog morende latter fra Aldamar. "Sortere dem? Det kræver jo at du ved hvilke bunker de skal være i, hmm?" han havde ikke den store føling med hvor langt han var nået, siden sidst.. men kunne han måske faktisk læse noget af det, nu?

Det var ikke et svar Fabian nåede at svare på, idet at døren ligeså stille gled op igen, og Aldamar's hoved vippedes frem for at se tjeneren fra før, nu bærende på endnu et glas til den blonde gæst. Åh, bare han ikke rykkede sig som havde han brændt sig, det gjorde det næsten mere iøjnefaldende. Ganske proffestionelt var det at blikket gled over de to herrer, inden at han med en lille klirren satte glasset på bordet, og bukkede let. "Mangler De mere lys, måske? Der virker så frygtelig mørkt til papir-arbejde.." Aldamar skævede kort ud af vinduet, hvor at vintermørket allerede var begyndt at gøre eftermiddagen en anelse mere... dyster i vejret, og overrasket var det at han nikkede. "Åh, det ville faktisk være at foretrække jah. Og måske en ekstra stol, så vores gæst kan sidde lidt mere behageligt, hvis man har tænkt sig at hjælpe med det her?" Aldamar skævede en anelse op til Fabian, selvom han ikke forventede et nej så åbentlyst. Nok nærmere for høfligheden. 

Fabians latter lød i rummet, som han rystede på hovedet. Ikke at han nåede at svare på det, som de blev forstyrret af tjeneren der kom ind i rummet, og kort stoppede hans hænder med at bevæge sig, men han flyttede sig ikke. To mænd kunne vel godt venskabeligt stå sådan her, så lang tid han ikke gjorde det alt for tydeligt hvad han havde gang i.

”Det ville i hvert fald være behjælpeligt ja,” svarede han smilende til tjeneren, og gav også endelig slip på Aldamar, for at træde lidt på siden, så han også kunne se ned på Aldamar. ”Så lang tid du fortæller mig hvordan du vil have det opdelt, så tror jeg godt jeg kan være behjælpelig.” Næsten som havde de en venskabelig samtale uden tjeneren var her, selvom Fabian nu alligevel prøvede at skjule at han ikke var den mest produktive eller bedste hjælper til ting som disse.
Han var kommet ret langt siden de sidste havde studeret sammen. Arya havde på sin vis været mere effektiv i at lære fra sig, i hvert fald til Fabian, og med den ekstra motivationen bøgerne bragte, så havde han også nået noget derhjemme. Han var stadig ikke en hurtig læser, og havde i den grad ikke hurtigt kunne skimme hvad der stod på papirerne, men med tid og lidt fokus, så kunne han nok være bare lidt brugbar.

Han forventede egentlig lidt at tjeneren ville finde stolen, selvom han halvt overvejede at spørge om han kunne være behjælpelig med det, bare så det gik hurtigere og tjeneren blev gennet af vejen, så de to mænd kunne sidde i fred. 

Aldamar fulgte tjeneren en anelse med blikket, og kunne i sit stille, diskrete sind, virkelig savne hænderne der havde forladt skuldrene - det efterlod dem underligt... bar. Det måtte eller skulle dog ikke være et problem, og der gik heldigvis ikke lang tid før at tjenere... hvad var det nu hans navn var... var færdig med at finde det frem som han skulle finde. En stol blev sat hen til bordet, en anelse ved siden af Aldamar selv, da han trods alt sad for borenden af det. 
Lys blev tændt, nogle af dem med en varm flamme i de fine lanterner, nogle af dem som magiske (og nok også dyrtkøbte) krystaller. I sidste ende, var han ganske effektiv, selvom man altid kunne forvente mere. 
"Ah, se det burde være til at overskue. Jeg har det fint med at fortælle folk hvad de skal gøre" grinte han en anelse drillende, og sendte et taknemmeligt nik imod tjeneren, som stillede sig ved den anden ende af bordet, et lidt fornøjte smil på læberne. Man brød sig trods alt kun om god dynamik imellem venner. "Er der andet De har brug for lige nu? Fordi om ikke andet, så vil jeg tage tilbage til opholdsstuen..." Aldamar knipsede - Matt, det var det han hed - "... hvis det er okay?" 

Aldamar smilede tilfreds. "Tak, Matt... nyd din pause, vi skal nok give lyd når vi mangler noget" kom det fra ham, og man kunne næsten se hvordan at ordene gjorde aftenen lidt bedre for den unge tjener. Han havde vidst ikke været her længe... lige kommet fra Zircon. 

Og med det, var det at døren atter gled i, nu i et bedre oplyst rum. 

Heldigvis var tjeneren effektiv og Fabian smilede taknemmeligt som stolen blev sat over hvor han kunne sætte sig ned og ordne tingene. ”Tak,” sagde han venligt med et nik til ham, inden han tog plads og strakte sine ben lidt, selvom han ikke gjorde noget, før at Matt endelig forlod dem, nu engang overladt til dem selv, og uden nogen forstyrrelser der burde komme deres vej.
”Jeg føler det plejer at være lidt sjovere når du fortæller mig hvad jeg skal gøre... andre steder,” fulgte han dermed også op med, med et af de forbandede drillende smil på hans læber, og han lænede sig også bare lidt nærmere Aldamar, selvom de allerede sad lidt for langt fra hinanden, til at det egentlig kunne have nogen rigtig effekt på det.

Derfor var det også kortvarigt at hans øjne blev på Aldamar, før han kiggede ned på papirerne. Han kom til at fortryde det her, gjorde han ikke? Der var så mange ting han hellere ville gøre ved Aldamar, end at sidde her og ordne det her. ”Men hvis jeg gør det her for dig, så håber jeg også du kan finde noget tid til mig senere,” pointerede han nu alligevel, et lille ønske om at han ikke kom helt forgæves til Aryspalæet, selvom han nu engang ikke forventede det store. Bare lidt tid sammen med Aldamar, hvor de kunne være dem selv og ikke arbejde. Aldamar havde i hvert fald brug for det. 

Selvfølgelig skulle der ikke gå forfærdelig lang tid, fra at Matt havde forladt lokalet, til at Fabian fyldte stilheden ud med en lille kommentar, og Aldamar skævede til ham bagved sine papir-forts, et skarpt smil om læberne til hvad han sagde. "Se dét er jeg ikke i tvivl om...." og han rejste sig roligt, en enkelt hånd på bordet der elegant gled uden om de forskellige, rodede bunker der allerede var omkring dem. Bare lige imens hans fokus var på papiret, og han kiggede op igen. 
"... og det er jeg heller ikke i tvivl om" smilede han, og skubbede med et lille ryk en af de større bunker imod ham, så papir og skriftruller i en fin bunke, dækkede det han havde været igang med at afkode før. Den bunke kunne han tage sig af. 

Med et lille grin luskede han tilbage til sin stol, og satte sig til rette i dens relativt hårde underlag, fordi overraskende nok, brugte han ikke polstrede stole når han arbejdede. 
Hånden greb med et lille smil om glasset med vin, og han tog en overvejende slurk, idet at han mentalt satte en... nogenlunde tidshorisont for dem begge. Hvor længe Fabian kunne koncentrere sig, se det var altid lidt af en glidebane. Og hvor længe han kunne, med ham hængende omkring sig som en sværmende sommerfugl? Se det var også meget begrænset. "Jeg plejer at være ret god til at finde tid til dig, hmm?" endte han derfor med at pointere, og samlede et papir som, som knitrende blev foldet ud af den ene hånd. 

Fabian kiggede på bunken af papir der så venligt var blevet skubbet over mod ham. For Aldamar, ellers havde han virkelig ikke gidet at gøre det, men før han ville starte, så rakte han i hvert fald ud efter sit eget glas og tog en tår af vinen. Han havde nu heller ikke haft meget tvivl om hvor vidt Aldamar faktisk kunne finde lidt tid til dem alene, men om han ville være helt udmattet og falde i søvn i hans arme? Ja, det måtte kun tiden vise. Ellers så kunne det være at Fabian skulle finde sin magiske hænder frem igen. Det var ikke den side Aldamar kendte mest til, fordi det så sjældent havde været nødvendigt.

”Du har i hvert fald været ganske god på det sidste,” sagde han, selvom det nok også var fordi de faktisk havde gjort deres bedste for at finde ekstra tidspunkter at være sammen på. Han satte glasset ned igen, inden han kiggede lidt på papirerne. ”Hvordan skal de sorteres, så hans højhed faktisk er tilfreds?” spurgte han, og pillede lidt ved det ene af papirerne. Forhåbentlig var de forskellige nok til at han ikke skulle læse dybdegående i dem for at få dem sorteret korrekt. Det ville først begynde at være et problem, hvis han f.eks. skulle opdele det alt efter hvor en given adelsfamilie var i landet eller lignende. Det var ikke ligefrem hans ekspertise. 

Aldamar begyndte at lade de mørke øjne glide over papiret, i sådan et tempo at han hurtigt fik skubbet den første rulle sammen, og sendt hen til en kurv som lå til højre, fint markeret med teksten 'til gæsterne'. Inden under det lå alt der hed invitation, madvarer, drikkevarer, lege og hvad man ellers kunne forestille sig gæster ville bruge. En anden pileflettet kurv hed 'praktisk', og indeholdt hvad der praktisk skulle ordnes af ting til brylluppet, såsom at få skrevet til ypperstepræsten så hun kunne vie dem, eller hvilke musikere der skulle hyres, eller sågar hvilken pynt der skulle bruges på Ædelborg. 
Disse kurve var der et par stykker af, men Aldamar prikkede næsten uden at kigge op, på den der hed praktisk da Fabian spurgte. 
"Sorter dem rigtigt, så er jeg tilfreds" påpegede han med et lille smil, og kiggede kort efter endelig op på ham. "Heh, rolig nu... alt hvad der minder om en... praktisk liste, smid det i den her kurv. Musik, oppyntning, navne og adresser - sådan noget" og Aldamar prikkede lige en ekstra gang på kurven, for at være sikker på at han så det. 

Og selvom blikket gled tilbage, ned imod teksterne han hurtigt og overraskende metodisk bevægede sig igennem, så havde han ikke fuldkommen ignoreret hvad han havde sagt før. Bare lige i nogle sekunder, bare lige for at drille ham lidt. "Og jeg er ganske god hele tiden, om jeg må be. Du lægger bare ekstra meget mærke til det, her på det sidste" kunne han ikke dy sig at sige, et overraskende seriøst ansigt så man bort fra det glimtende smil på læberne af Arysprinsen, som vidnede om at han bare... nok sagde det for at være lidt træls. Fordi han havde nok ret, den kære skøge. 

Det føltes i et kort øjeblik som om at Aldamar ikke havde lyst tila t være behjælpelig, for at Fabian overhoved kunne hjælpe ham, og hans øjne blev lidt smalle, men så endelig uddybede han, inden at Fabian ville slynge et mere flabet svar hans retning. Det var dog nok ikke et godt tidspunkt at prikke til Aldamar. Folk der var stresset blev altid lidt ekstra nærtagende, ikke at Fabian ikke godt kunne forstå det.
Han nikkede lidt og kiggede så ned på pairerne. Han havde allerede droppet forventningerne om at få svar på det andet, og dermed ville han bare, ja, fokusere på det han havde tilbudt at gøre for Aldamar, men som tingene ikke ville have det, så blev hans opmærksomhed draget op til Aldamar endnu engang, og Fabian forsøgte næsten desperat at holde smilet lidt tilbage. ”I hvert fald ganske god til visse ting,” mumlede han drillende, selvom der nu var en sandhed i hvad Aldamar sagde. Han havde sagt at han var en travl mand men han nåede u alligevel næsten alle deres aftaler.

Det var dog også det sidste Fabian sagde inden at hans øjne rettede sig mod papirerne foran ham, hvor han begyndt. Det var ikke ligefrem et hurtigt tempo han gik i gang med, og nogle gange formede hans læber sig også lydløst, som han prøvede at stave sig igennem et par af ordene, men ligeså stille begyndte han at arbejde sig igennem den. Hans øjne kneb sig lidt sammen, og måtte gnide sig i øjnene flere gange, men til trods for hvordan Fabian sidste gang havde arbejdet, så virkede han faktisk ganske fokuseret denne her gang. 

Blikket slog fornøjet om ved den sagte mumlen, men den fik lov til at stå ukommenteret på, idet at arbejdsroen dermed fik lov til at sænke sig over de to mænd. Ganske sobert og overraskende udenfor hvad de almindeligvis plejede at gøre, og for Aldamar's vedkommende... var det faktisk en velkommen forandring. 
Men dog stadigvæk en forandring. Og når Fabian ikke var den der søgte ham, så... var det næsten som om at få minutter skulle passerer, og så fandt Aldamar faktisk sig selv som den mere ufokuserede af de to - hvad zalan handlede nu det her om....

Flere gange tog Aldamar sig selv i at falde en anelse i staver over den arbejdende mand, og selvom det ikke påvirkede hans indsats (når man sammenlignede med Fabian's tempo), var det alligevel nok til at han lagde mærke til det; hånden fiskede efter vinglasset, som fik en tænksom slurk af sig. 
Det var dog også derfor at han opdagede hvordan at det virkede... hårdt for Fabian, sådan at bruge sine øjne på den måde. Var det... det virkede ikke som om at det kun var... på grund af bogstaverne. 
Han rømmede sig kort. "Du er blevet bedre..." kom det fra ham, og endnu en slurk blev taget, en anelse langsomt da han betragtede ham over glassets kant. Det var vidst ingen hemmelighed heller, at Aldamar havde en underlig fornøjelse ved at se ham i så 'uvante' situationer. Og så med det tøj... 
Han virrede en anelse bestemt på hovedet, og slog blikket ned igen - tre ruller blev hurtigt foldet ud, skimmet og derefter smidt på plads, og han kiggede derefter op igen. "Men det virker som om at dine øjne er... generede?" fulgte han en anelse spørgende op med. 

Det var som om at Fabians øjne var begyndt at svie lidt. Det var ikke første gang at han oplevede det, og han måtte blinke et par gange i håb om at noget mere fugt kom til dem, ikke at det hjalp meget på det. Normalvis sad han godt nok også i værre belysning, og ofte lagde han tingene fra sig når det blev for hårdt at kigge på.
Endnu en skriftrulle røg over til den korrekte bunke, inden at han kiggede op på Aldamar, som var begyndt at tale. Et lille, næsten lidt stolt smil var på læberne af skøgen, for han var blevet bedre. Det vidste han også godt selv. ”Arya var overraskende behjælpelig på det punkt,” indrømmede han, selvom Aldamar nu i sidste ende var den der havde fået startet alt... læsningen.

Smilet falmede dog også lidt på ham, og han tog pegefingeren og tommelfingeren op til siden af næsen, hvor den mødte hans øjne, og pressede lidt. ”Det er ikke noget,” sagde han affejende, ikke at han var klar over at det overhoved kunne undgås og ikke alle følte det. ”Det er sikkert bare en tilvænningssag. Jeg er ikke så vant til at skulle fokusere på så små ting tæt på,” sagde han. Han gik lidt ud fra at Aldamar havde fået tilvænnet sine øjne til det, og det var derfor han nok ikke følte den lidt brændende fornemmelse i sine egne øjne. Enten det, eller også var det en del af at læse, at have en god mængde ubehag i øjnene.