En af de bedre ting ved at bo i Dianthos var ballene der kom hvert halve år, for både høj og lav i samfundet. Clara begik sig ofte i højadelen grundet hendes navn, men hun havde mødt ligeså mange søde folk der boede længere nede i byen, de mindre pæne steder, og derfor så hun altid frem til disse, også selvom Isabel, hendes kære mor, foretrak at hun fokuserede på de unge adelige mænd. Hun vidste godt at hun snart skulle finde en passende mand, men med tankerne på Jonatan, så var det nogle gange svært at huske sig selv på det.

Det var også derfor hun fandt sig selv nu, på vej over mod den unge Jontar af Kazimi, stadig ældre end hende selv dog. Hun havde ikke forventet at hun nogensinde ville tale med en af Kazimi prinserne, når hun vidste modviljen der var fra Fyrsten omkring hendes ophav, men her var hun. Hun var iklædt noget af sit pænere tøj, som dækkede over de fleste uheldige ting, dog var hornene og ørerne ikke til at skjule, som hun næsten lidt nervøst gik over til ham.
”Jontar af Kazimi?” spurgte hun blidt, med et venligt smil på læberne. ”Mit navn er Clara af Erneyll.” De havde allerede arrangeret mødet, så hun forventede ikke andet end at prinsen nok skulle vide hvorfor hun var her. Det blev først akavet når man skulle forklare hvorfor man kom og snakkede med den anden, men at bede om et møde, og vide hvordan den anden så ud, det var to lidt forskellige ting, især når der var så mange unge adelige. Hvis Isabel ikke havde påpeget ham til Clara, så havde hun sikkert heller ikke kunne finde ham.

Baller var et sted, hvor alle og enhver kunne nyde lidt mere end hverdagen. Og ballerne i Dianthos var for alle. Adelige såvel som den nederste af de nederste klasser. For de fleste var ballerne til for at have det sjov, drikke hjernen ud og nyde livet. Men for de adelige var ballerne lige så meget for at møde andre adelige og især for de unge til at kunne finde mulige ægtemål. Og det var præcis denne slags møde, Jontar havde arrangeret ved starten af ballet. Fyrstesønnen ønskede ikke at spilde hele ballet på en snak med en adelig kvinde. Og dette møde var lige så meget for at irritere hans fader, som det var at finde en passende kone. Måske mere irritation end ægtefælle, for Jontar ønskede ikke en kone endnu, skønt hans alder og status som adelig sagde omvendt. Efter at have snuset sig frem til mere, skulle man kalde dem uegnede kandidater, hvis man spurgte fyrsten, var Jontar kommet frem til en uægte datter af Erneyll slægten. Helt præcis kendte Jontar ikke til hende, blot at hun ikke var den reneste kvinde at finde. Men dette kunne Jontar først finde ud af til midvinterballet.

Siddende ved af bordene og nippende til et glas rødvin blev Jontars stilhed brudt af en stemme, der kendte hans navn. Hovedet drejede og stødte på kvinden, der kaldte sig for Clara af Erneyll. Nu kunne prinsen se, hvorfor hans fader næppe ønskede denne kvinde. Kjolen dækkede en del, men det dækkede ikke hovedet, hvor tyrehorn og -ører tittede frem i det koplettede ansigt.
Dog var der ingen afsky eller fornærmelse i prinsens ansigt. Jontar rejste sig sågar for at bukke til Clara. "Rart at møde Dem, Clara af Erneyll. Tag plads, tag plads." En hånd signalerede til stolen nærmest ham. Et af de tomme, rene glas på bordet blev flyttet over til stolen, hvorefter karaflen med vin blev hældt op. Normalt ville slaver gøre dette for Jontar, men han var ikke komplet uduelig uden tjenere. 

Der var ingen tvivl om at Clara var nervøs, i hvert fald ikke for dem der kendte hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle forvente, for ærligtalt så var Kazimi familien vidst ikke ligefrem begejstret for hende, og hun vidste nu godt hvorfor. Det gjorde mødet lidt underligt, men hun ville nu tage hvad hun kunne, især fordi mulighederne for ægtemænd var ikke ligefrem lange, og det gjorde hendes mor glad.
Hendes øjne flakkede kort bag hende, hvor hun stadig kunne ane skikkelsen af Isabel, men det blide brune blik var hurtig tilbage på prinsen igen. ”I lige måde, deres højhed,” sagde hun og nejede lidt, inden hun tog plads på en af stolene.

Heldigvis var kjolen lang og fyldig nok til at ingen hove kunne ses under den, og med larmen i salen, så var lydene heller ikke for gennemtrængende, selvom han sikkert allerede havde sine fordomme. I det mindste virkede han venlig nok. ”Det må være underligt at være så meget nord på, for en som Dem,” sagde hun venligt. ”Især på den koldeste tid af året.” Selv var hun jo vant til det kolde vejr, siden hun hele livet havde boet nord for Dianthos, men for dem nede i Syden? Det måtte være noget andet. 

Skønt Clara næppe var den ideelle skønhed for kvinder og især adelige kvinder og ægtemateriale, måtte Jontar komplimentere på hendes gå på mod. På en måde måtte hun vide, at dette mere ville ende som en høflig samtale og ikke mere. At snakken om en kommende ægteskab var lige så langt ude, som at Jontar ville bukke under og gøre alt, hvad hans kære farmand ønskede. Alligevel udnyttede Erneyll-pigen sine muligheder og dette måtte prinsen erkende, at det var imponerende. Derfor nikkede han da også til hende, som hun lod sig naje og satte sig på stolen, han signalerede til.

Glasset med vin blev nippet til, som han lod Clara påbegynde samtalen. Small-talk. Hvis ikke en adelig kunne gøre i dette, var de overhovedet adelige? At snakke om småting havde Jontar lært i en ung alder. Derfor nikkede han også på de korrekte tidspunkt, før han satte glasset fra sig for at lade de limegrønne øjne hvile på Claras plettede ansigt. Hvis man havde en ting for halvdyr og gårddyr, ville Clara meget nemt være den smukkeste. Jontar havde set diverse halvdyr på slavemarkedet. Også af ko og tyr, og der måtte prinsen erkende, at de næppe havde haft samme stilfuld skønhed, der var over Clara. "Det er en kold affære, men et skift i temperatur er nu meget behageligt. Ingen gider være det samme sted hver dag," fortalte Jontar afslappet. Rubinien ville forevigt være hans hjem, men med et land så fyld med diversitet som deres, hvorfor kun se en brøkdel af det? "Hvad med Dem? Har De oplevet sydens varme?"

Man kunne aldrig vide hvor et venskab eller relation kunne føre hen. Nogle gange måtte man tage hvad man blev givet, også selvom det ikke nødvendigvis var med den person man havde håbet. Det sidste Clara ønskede var trods alt også at gifte sig ind i Kazimi familien til en svigerfar der absolut afskyede hende, og ville gøre hendes liv et helvede. End ikke Isabel ønskede det på jagten efter at få Clara gift. De kunne gøre meget, men ikke så meget.

Claras ansigt bar et meget naturligt smil og næsten lidt som en solstråle, som hun sad her. Hun var måske ikke den nemmeste at gifte væk grundet sit ophav, men hvis hun havde haft en mere normal opvækst, i middelklassen, så havde det nok ikke været ligeså slemt.
”Jeg har desværre ikke oplevet sydens varme endnu,” indrømmede hun, og heller ikke dens luner. Hun havde heller ikke et synderlig behov for at komme til at opleve det, hvis hun skulle være helt ærlig. ”Jeg har ikke været længere sydpå end til Zircon desværre, men jeg håber en dag at kunne opleve noget mere af landet.” De havde ikke mange invitationer der strakte sig mere sydpå trods alt, selvom Clara nu gerne ville til Medanien en dag og opleve markerne dernede. Det var nok også lidt mere hendes felt. Skove, marker og alt grønt. 

Dette var en handling gjort ud af respons fra sin fader. Manden, der havde sat sig ned med sin søn og inddirekte beordret ham om at lede efter en kone. Jontar skulle med til størstedelen af de mange arrangementer, hvor adelige og gifteklare kvinder og piger kunne befinde sig. Og med kun målet om at finde en kone i tankerne. Det var, hvad fyrsten ønskede af sin søn. Dette var dog ikke, hvad Jontar ønske. Og som den stædige søn, han var - han var jo sin faders søn af en grund - gjorde han halvt, hvad faderen ønske. Han var til midvinterballet, han sad med en adelig kvinde. Det var bare nok den sidste kvinde af en fornem slægt, hans fader ønskede som datter. Og dérfor havde Jontar valgt Clara. Jovist var dette ondt gjort mod hende, men hvornår tænkte en Kazimi på andre end dem selv som det første?

Det kunne ligne Jontar at kigge rundt for at se, om hans fader kiggede på ham. Fulgte med i sin søns handlinger til ballet. Eller måske et af de mange øjne, som hans fader havde overalt. Alligevel gjorde Jontar ikke dette. Meget vel var han til tider en egoistisk mand, han var endnu en Kazimi. Og Kazimi-mænd var høflige - til en hvis grad. Derfor havde Clara øjenkontakten af hans.
"De må sige, næste gang Deres karet er i syden. Jeg kan hurtigt få sendt nogen til Medanien for at vise dig rundt. Medmindre De ønsker mig som guide blandt markedet?" Atter var dette uden tvivl sagt af høflighed, men skønt Jontar næppe anså Clara som ægteskabmateriale, kunne venskaber ikke skade. Selvom det var en trist tanke, kunne Jontar nemt blive den nemt fyrste, om prinsen ønskede det eller ej. Og gode relationer med de næste generationer af de mange slægte var fordelagtigt. 

At blive udnyttet var nu også noget Clara måtte finde sig i, og hvor hun måske ikke vidste hvad Jontar havde tænkt, da mødet var blevet sat op, så var hun ikke bekymret for at udforske det. Hvis han blev for meget, så havde Clara trods alt nok erfaring med at forlade selskaber, når hun vidste at hun ikke var ønsket. For nu ville hun dog gerne forgive at være den søde lydige komtesse, for et potentielt Kazimi venskab var bedre end ingenting.

Claras dybe brune øjne kiggede høfligt, og nysgerrigt på manden, som hun gav et gav et nik. ”En personlig rundvisning er vel altid at foretrække,” sagde hun venligt, og havde hun havde smurt meget på, så havde man næsten godt kunne kalde det flirtende, men det var ikke ligefrem det hun udstrålede på nuværende tidspunkt, med mindre man virkelig gerne ville se noget der ikke var der. ”Er De da også ganske bekendt i Medanien? Eller er det blot for at være sikker på at jeg kommer godt til Rubinien?” Medanien var trods alt Isenwalds område. Hun havde hørt om frodige marker og landområder, og hun håbede da i den grad at få det set en dag, og skulle hun sydpå, så ville det ikk evære et dårligt område at bo i. Alt for at komme væk fra byen. 

"En personlig rundvisning er altid bedre. Som uvidende gæst ved man aldrig, hvor spændingen sker jo." fortalte Jontar. Elegant flyttede han på benene, så højre var henover venstre i en gentlemands siddende position. Hånden var endnu om vinen, som nu blev nippet til. Der var ingen tvivl om, hvis søn Jontar var. Hvem prinsens fader var. Nu var der heller ingen risiko for, at fyrstesønnen ønskede at minde om sin mor. Hvilket barn ønskede at genkende kvinden, der havde forbandet sin egen familie og afkom, når de kiggede i spejlet? Nej, derfor var fyrsten uvidst blevet Jontars forælderrolle at se op til. Og der var tydelige fællestræk mellem fader og søn. Æblet faldt jo ikke langt fra stammen. Heller ikke i syden.

Glasset blev sat på bordet, dog ikke uden stadig at have fingrene hvilende på bunden af det. "Jeg kan finde min vej rundt. Landet skal jo udforske og Medanien ligger ikke længere end en karrettur væk fra paladset. Desuden, så tvinger mit erhverv mig ud over byens grænser." Og Jontar klagede ikke. Der var et par købere i Medanien, samt kunne interessante slaver findes på vejen til Rubinien. Og Jontar gik aldrig glip af et godt tilbud, hvis prisen og produktet var ordentligt. Kazimi kunne jo ikke have andenrangsslaver. Det var der andre slavehandlere, som kunne stå for.

For en som Clara som kun havde set Fyrstens dårlige side, så følte hun allerede at hun brød sig betydelig mere om Jontar end Fyrsten. Hun kunne da se visse træk der mindede om hinanden, men hele udstrålingen var bare anderledes. Jontar virkede trods alt som en høflig og rar ung mand, noget der ikke ville minde på nogen måder om Fyrsten af Kazimi.

Hun nikkede smilende til det. ”Helt bestemt,” bekræftede hun også, og lod ellers ham overtage samtalen endnu engang. ”Oh? Jeg havde nu ellers hørt at det var en hård tur gennem ørkenen,” indrømmede hun. Især som Paladset vidst lå ved Balzera så vidt hun vidste. ”Hvad er dit erhverv da?” Hun vidste godt at de andre unge adelige havde hver deres hobbyer. Nogle kaldte det erhverv, mens andre kaldte det interesser. Hun vidste dog ikke hvad denne unge fyrstesøn havde af interesser at gøre sig i. Især ikke noget der kunne tage ham helt op til udkanten af fyrstedømmet. 

Clara virkede som en tilpas kvinde. Hvis ikke hendes uheldige blod gjorde hende til et halvt malkedyr, ville hun meget vel have været en kandidat for et ægteskab - hvis Jontar tænkte disse baner. Hans fader gjorde det for ham, men ikke prinsen selv. Måske skulle han ægte sig med en skøge, bare for at gøre sin fader lettere arrig. Fyrsten havde sikkert intet imod, hvis Jontar gjorde med skøger. Ja, uægte børnebørn med en flok skøger ville ikke være mere unormalt end den overflad af halvsøskende, Jontar uden tvivl havde.
"Den er kun så hård, som man gør den. Og hvis man kender terrænet og ruterne, er den ikke slem," Selvfølgelig var det nok mere Jontars ryttere, der kendte de korrekte valg at gøre, men turene havde for det meste været tilpas for prinsen med undtagelse af få tilfælde. "Slavehandel, kære Clara. Jeg er en af de førende handlere for fyrsten. Prinser og prinsesser er ikke kun til at spilde deres tid." Jontars ord var afslappet og hverdagsagtige. For ham og for syden var det normalt at snakke om slaver. Det var normalt der, men resten af landet var dette ulovligheder. Hvordan mon Clara ville reagere? Jontar skulle nok nødigt fortælle om de mange halvdyr, der altid var at finde på slavemarkedet. Og i prinsens egen omgangskredsen. Morosa var jo halv kat. Altid mere interessant end en kedelig, simpel menneskekvinde.

Der var nok noget sandhed i hvad Jontar sagde. Måske en dag Clara ville være langt nok syd på til også at opdage at ørkenen måske ikke var så slem, man ellers gik og troede heroppe i norden. Ikke at Clara regnede med at finde en så langt sydpå, og ærlig talt så ville hun nok også have det lidt hårdt med den manglende grønne natur i Rubinien. ”Det giver mening,” lød det alligevel fra hende.

Hun sad lidt nervøst og legede med sine egne fingre i skødet på sig. Der var stadig mange ting hun ikke havde overvejet eller vidste om Jontar, og de næste ord fra ham gjorde også dette klar. Kort frøs hun, inden hun tvang sig selv til at reagere bare så hun ikke virkede frastødt. Slaveri havde dog aldrig været noget hun holdt af. ”Oh? Du må vel være ganske god til det… så...” Det var absolut ikke der hun ville hen med det, for hun ønskede ikke at høre om det.
Måske havde det især ramt hende, da det var gået op for hende at halvdyr var i høj kurs dernede, for ikke også at nævne minotaurer. Hendes eget ophav, uanset hvor meget Claras mor forsøgte at ignorere det. 

På en måde virkede Clara til at snakke Jontar efter munden. Skønt hun havde virket tøvende om ørkenen, havde prinsens ord fået hende til at se det fra hans side. Kunne hun virkelig være sådan? Hun så en Kazimi og straks ønskede at være enig med ham, for ellers ville ballade ske? Ikke en stærk holdning. Men Jontar var næppe færdig med at snakke med hende. Især efter reaktionen til de næste ord. Hendes krop frøs tydeligt for Jontar, dog uden han pointerede det. Slavehandel var ikke normen heroppe. Her var alle fri og slaveri var sågar ulovligt. Men hvor Jontar kom, var slavehandlen noget, han værdsatte højt. Højere end at blive fyrste selv. Og derfor var usikkerheden at høre i hendes egne ord.

"Det må jeg vel, ja. Jeg er jo en af vores førende handlere. Og jeg er jo ikke den ældste," fortalte Jontar. At snakke sig selv op var intet problem for den unge og flotte prins. Han kendte sine evner og sit udseende. Han var ikke en dårlig eller grim, ung mand. "Jeg købte min første slave, da jeg var ti. Morosa. Hun erstattede min personlige slave. Hun er stadig en flot halvkat til den dag i dag." Måske Jontar kunne have været mere påpasselig, for sad han ikke over for et halvdyr? Hvordan ville Clara mon ikke tage det, at prinsen havde et halvdyr som slave? Morosa var her et eller andet sted, ikke langt fra dem. Hun var aldrig langt væk fra sin ejer. Den hvidhåret kvinde var altid klar til at komme, hvis Jontar kaldte. Men selvom man skulle være blind for ikke at se det på Clara, var det på en måde bevidst sagt af prinsen. For at se Claras respons - og for at se, om hans fader eller faderens mange øjne holdt øje med dem. Måske der var ører involveret denne gang?

Det var ofte nemmere at snakke folk efter munden. Clara havde nu engang sine egne meninger og holdninger om tingene, men hun vidste også godt at Jontar ligeså let kunne løbe til hans fader, og dermed gøre at hun kom i endnu større problemer. Iorvo holdt måske hånden over hende og hendes stand, men der var nu engang begrænsninger på hvad han kunne gøre, skulle hun komme i problemer med en prins. Han ville altid have en højere stand end hende.
Lige nu var han heller ikke så slem, men der skulle også meget til at nå højderne som Noah normalvis var på, når hun skulle tolerere hans selskab.

Det var helt svært for Clara at skjule sin grimasse, da Jontar ligefrem brystede sig med at han havde købt en halvkat da han var ti. Hun vidste godt at halvdyr var i hvert fald en anelse eftertragtede dernede, men det fik det stadig til at løbe koldt ned af ryggen på hende, og hun havde lyst til at gribe fat i hendes ører, horn eller sågar ben, men hun måtte ikke. Hun skulle være en sød, fin dame. Det var dog næsten en kvalmende følelse der spredte sig i hendes krop.
Der var visse ting hun burde sige, men samtidig havde hun nu aldrig været en der holdt af at lyve. Hun kunne lide sin ærlighed, og derfor pressede ord sig også på, som ikke nødvendigvis var det bedste at sige i denne her situation. ”Jeg har hørt at halvdyr er ganske eftertragtede… er det fordi man kan foregive at de blot er dyr?” Hendes mund var tør, men de brune øjne var nu engang på Jontar. 

Clara snakkede Jontar efter munden. Det vidste prinsen nu og selvom mange ville finde dette behageligt. Ingen trælse diskussioner eller uenigheder, men det var ikke, hvad prinsen ønskede. Tværtimod. Claras manglende evne til at vise sine sande meninger og holdninger gjorde kun, at Jontar ønskede at se dem mere. Og han havde tydeligvis ramt et samtaleemne, hvor hun umuligt bare kunne snakke ham efter munden - for det var så tæt på hende selv som overhovedet muligt. Hvis nogen skulle få hendes sande mening frem, ville det være dette. Slavehandel af halvdyr. Væsener som Clara selv, hvis hun ikke var født som en Erneyll.

Det var subtilt, men Jontar syntes, han kunne se uroheder i Clara. Som om hun ønskede at beskytte sig selv. Som om hun frygtede, at Jontar havde fanget hende og slavehandlere gemte sig under bordene, klar til at samle hende op for at sælge hende til den højest bydende.
"Halvdyr er eftertragtet, ja. De har en større pris. For mig ser jeg dem ikke som dyr. De er som enhver anden slave. De er bare mere eksotiske end den gennemsnitlige mand eller kvinde. Hvem vil have en kedelig kvinde, når de kan få en med hale eller knurhår eller vinger? Og halvdyr har oftest en personlighed med snert af deres dyr. Unikhed sælger, kære Clara." Afslappet lænede Jontar sig tilbage, afventede Claras respons. Hun kunne umuligt sidde stille og være enig med ham. Hun måtte vise sin sande holdning. Være uenig med ham. Ellers var hun intet andet end kedeligt selskab. Jontar ønskede ikke at være med et ekko. Han ville have lidt tilbage. Lidt modstand er dejligt - så længe han til sidst ville have overhånden og helst igennem det hele.

Det havde været en overvejelse Clara havde gjort da hunv ar gået herover. Kazimi’erne havde aldrig set særlig pænt på hende, og dermed var det nemmere for hende, at opføre sig så pænt hun kunne. Noget hun var ganske god til, og også passede hendes stand, også selvom hun hadede at lyve. Det var dog nemt at snakke efter munden når emnerne var lige meget, som de havde været… men slaver.
Hun vidste at hendes far måtte have kommet nede fra Rubiniens hede, men om han ahvde været en slave, vidste hun ikke, men han havde sikkert slægtninge der var, og dermed måtte hun også have haft det. Minotaurer som slaver i Rubinien var trods alt udbredt.

Hun knyttede næverne, og de brune øjne var elektriske, men hun prøvede at dæmpe frustrationen i sig. Hun havde aldrig været god til at skjule sandheden, for det var den hun fandt noget tryghed ved.
”I ser alle slaver som dyr, hvorfor skulle I ellers ønske at frarøve deres frihed fra dem, og udnytte dem, som var de ikke andet end arbejdsdyr,” påpegede hun endelig. Hun ville aldrig kunne se på det på andre måder. Jontar ville dog ikke engang stå ved at det ikke var humant at gøre. 

Op indtil nu havde Clara opført sig overordnet høflig. Talt Jontar efter munden og ikke udvist individualitet, der veg væk fra prinsens egne ord og holdninger. Men nu kunne fyrstesønnen se noget fra Clara, der uden tvivl gøre halvpigen langt mere interessant. En sydende vrede begyndt langsomt at boble i hende, som han havde givet sine ord og endelig lod hun sin sande mening skyde frem. 
Som hun var ved vejs ende af sin tankestrøm, løftede Jontar sit glas for at nyde et sip af vinen. Og endnu gjorde han det, da der var stilhed mellem dem, blot for at lade hendes ord hænge i luften endnu. Dog var der et lille træk på smilebåndet fra hans side. Det var netop dette, han ønskede fra hende. Hendes holdning. Og selvfølgelig var den uenig med hans. Hvad ellers skulle man forvente af en person som hende? Et væsen som hende. "Der er ikke mange muligheder for den slags væsener. Forestil dig dette. Vil du hellere leve på gaden og skrabe for at få bare lidt føde? Eller vil du tjene en familie, der kan give dig et godt liv med nok føde, tøj på kroppen og tag over hovedet? Mange af mine slaver er taknemmelige. De ved, der er værre liv at leve end det at være slaver," Morosas øjne havde nærmest lyst op som højtidslys, da den unge Jontar dengang havde købt hende. For alle slaver vidste, at Kazimis personlige slaver levede et godt liv. De var tjenestefolk, men tjenestefolk for den mest velhavende familie. "Og for nogen familier er de nød til at sælge deres afkom som slaver for at kunne brødføde resten af familien." Undskyldninger var der nok af. Jontar kendte dem alle, for det skulle han. I syden var det lovmæssigt og etisk korrekt at handle med slaver, men i resten af landet var dette en ulovlighed og dermed også set anderledes på. Pudsigt, hvordan holdninger kunne ændre sig så markant i samme land, når man rejste bare en smule nordligere op.

Clara havde nu altid haft et problem med at være lidt for ærlig. Nogle gange kunne hun godt holde det i sig, men andre gange så sydede det blot under overfladen. Især Noah havde haft muligheden for at opleve det et par gange, hvor det ikke var så pænt. De fleste foretrak dog hendes ærlige holdning til livet, omend de fleste ikke stod og forsvarede slavehandlen. Det var kun de folk nede fra Rubinien af, og især Kazimierne.

Det kom dog ikke som nogen overraskelse for hende, at han hurtig kom med undskyldninger for hvad han lavede. Selvfølgelig var de glade for at blive købt af en rig familie, det var bedre end at blive købt af bordelejere eller hvad der var værre dernede syd på. Clara havde hørt historierne og hun brød sig ikke om det. ”Men i stedet for kunne I jo tage dem i arbejde,” pointerede hun. ”Et arbejde, hvor de har friheden til at gå tilbage hjem til deres familie og elskede ville de nok i sidste ende værdsætte langt højere. Hvem ønsker at få frarøvet deres frihed på den måde, og jovist, jeg tror på at I behandler dem ganske pænt, men hvor mange af slaverne bliver ikke solgt til endnu værre skår?” Og hvad med de adelige der ikke havde meget morale tilbage? Clara vidste de var der, og der var det nok ikke et godt liv man gik i møde. 

Hvad der startede som en allerede forgæves dialog for at se Clara an som en mulig ægtefælle, havde endt i en diskussion om Jontars profession. Og prinsen nød det. Man skulle ikke tro, at en Kazimi kunne lide at diskutere, for så var nogen uenig med ham. Men det omhandlede slavehandlen. Hans slavehandel. Hvor mange ville tro, Jontar agtede at blive den næste fyrste, var de alle forkerte. For fyrstetronen interesserede ikke Jontar. Men slavemarkedet gjorde. For fanden, hvor det interesserede ham.
"De færreste halvdyr i Rubinien har ingen familie og da slet ingen, der elsker dem. De er blevet forvist fra deres familier og omgangskreds for, hvad de er. De fleste af dem har intet liv. De ville ende på gaden som værre end afskum. Vi giver dem liv, føde, husly, noget at leve for," Jontar kunne snakke højrøstet om det, men det var den ærlige sandhed. De fleste halvdyr havde intet liv udover slavehandlen. Mange af dem kunne - med lidt samarbejde og viden - nemt overvinde deres ejere. Men de gjorde det ikke. For hvad ville være tilbage til dem? Et liv, de ikke ville leve. "Ikke alle halvdyr er heldige som dig at være født som en Erneyll. Meget vel er de dine ligeværdige, men du er længere væk fra dem, end vi er fra Rubinien lige nu, Clara."

Clara kunne mærke vreden brede sig under overfladen. Hun havde måske ikke stiftet bekendtskab med mange halvdyr, men lidt havde hun. De var over det hele, ude i det åbne, men også herinde i byen, hvor hun nu om dage var. Det han snakkede om, var et spørgsmål om at adelsfamilierne havde udnyttet at halvdyrene i Rubinien havde dårlige vilkår. Hun kunne dog ikke bare eksplodere på ham, selvom hun ville. Han var en fyrstesøn, og hun var allerede uvenner med en fyrstesøn.

Det betød dog ikke at hun skulle tie stille. Især som han tydeligt talte om hendes værd.

Hun satte sig mere rank op. De ellers bløde brune øjne var blevet mere hårde i det. Som far som søn havde det vist sig.
”I har virkelig opsat de bedste vilkår I kan for at undskylde for slavehandlen I driver,” pointerede hun hårdt. ”Selv hvis man ingen familie har, så er det at være slave ikke et liv, men de ved ikke andet. Fordi I opfostrer folk dernede i fattigdom og slaveri.” Hvilket forfærdeligt sted det måtte være. ”Jeg ville mene at De heller ikke ville bryde Dem specielt meget om at arbejde i dagevis uden ordentlig hvil og fritid. Hele dit liv ville blot være for at varte op for nogle folk De intet forhold har til. Hvor mange tror De virkelig ville blive, skulle De få valget mellem frihed og slavelivet?” Der var en grund til at de var kaldet for slaver. 

På en måde kunne Jontar kun værdsætte og sågar prise Clara. De havde tydeligt modsatte holdninger. Den ene var kold is fra norden, imens den anden var den glohede varme fra syden. Og alligevel nænnede Jontar ikke at hæve sin stemme eller udvise frustration mod komtessen. For det første, så havde han selv efterspurgt hendes ærlige mening. Og selvom den var uenig med hans, skulle man værdsætte en holdning - hvis den kom fra et passende individ selvfølgelig.
"Hvis alternativet er hungersnød, kulde, ensomhed og død, så virker et arbejde for visse personer ikke så slemt, gør det nu det? Det giver dem noget at leve for," sagde Jontar roligt og afslappet. Dog kunne han hurtigt mærke, at de to snart ville snakke i cirkler. Derfor valgte fyrstesønnen at ændre lidt i deres dynamik. "Men tag ikke mit ord for det, kære Clara. Tag min slaves."

Hovedet drejede bagud. Blot ved at kigge på Morosa, der stod langs væggen, lydløs og opmærksomhed, begyndte halvkatten at vandre hen til dem. Dog først, da hun stod skråt bag Jontar med en fods afstand, drejede prinsen sit hoved tilbage til Clara. "Morosa, Clara her har nogle spørgsmål til dig. Bare svar ærligt. Vi har allerede en dejlig ærlig samtale her, ikke sandt, Clara?" Jontar kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, som han nikkede med højre øje til Clara. Man var ikke en rigtig Kazimi, hvis ikke man tirrede og pirrede andre adelsfamilier.