Den våde blanding af slud og mudder sjappede under Edda's fødder, imens hun gik gennem Dianthos' gader. Det var en kølig og grå formiddag, så mange holdt sig formentlig inden døre. Men ikke Edda. Nu havde hun endelig fået en fridag, og den havde hun i sinde at nyde fuldt ud. I morges havde hun iført sig sine mørkegrå bukser, en tyk bluse i sort uld og en mørkeblå uldkappe, og siden da havde hun gået rundt i de først mennesketomme og senere mere befærdede gader.
For selvom andre tog på kroen når de endelig havde fri, så var det for Edda lige omvendt. Hun var altid på kroen, så hun nød at komme lidt væk når hun havde muligheden. Det var faktisk en af de ting hun nød mest ved at bo i byen; at man kunne få i 5 minutter og pludselig være et helt andet sted, hvor stemningen, folket og luften var anderledes. Og gik man 5 minutter mere så skiftede det hele igen.
Så mangler jeg bare at der sker noget spændende i dag, tænkte hun glad. Det havde været lidt for mange grå og kedelige dage på kroen. Det var trods alt vinter, og med vinter kom vådt tøj og en lind strøm af gæster, som ville have det vasket. Men i dag er der intet vasketøj til mig, hun lyste op i et stort smil ved tanken og en glad nynnen undslap hendes læber da hun drejede ned af endnu en fremmed gade. Den var mindre end de gader hun ellers havde holdt sig til. Formentlig en sidegade, som snoede sig afsted indtil den igen løb ud i en af de større stræder. Hun vidste det ikke, men det var også mere spændende på den måde.

Den nedre by var som Romulus' legeplads, selv i dette vintervejr, hvor mudderet og sluddet næsten gik op til knæet, hvis man ikke passede på. Især hernede, hvor brostenene ikke var over det hele for at tage mudderet fra dem, og hvor ingen forsøgte at få gaderne til at se pæne ud. Det var noget man vænnede sig til, selvom det altid var som om at der lå en mørk tordensky over især Skumringkvarteret, som han lige var på udkanten af.
Der var ingen planer i dag, for første gang i lang tid, men han havde heller ikke tænkt sig at sidde i det lille sørgelig hus han stadig boede i, nej. Han havde taget et par høje støvler på, for at spare hans bukser fra mudderet, og bar ellers en lang frakke, som i inderlommen havde et par flasker af stoffet han nu engang sørgerede for. Man vidste aldrig hvornår man skulle få brug for det i en snæver vending, og selvom han ikke var på udkig efter kunder, så vidste han også godt at visse byvagter også kunne bestikkes, hvis det lå til det.

Han havde fundet sig selv dreje ned af en af de mindre gader som snoede sig mellem husene, da han ikke alt for langt nede af den blev nødt til at stoppe op for ikke at ramle ind i pigen der kom mod ham. Det var ikke mange der brugte de her gader til at starte med, mest af alt fordi det var det mest oplagte sted at blive overfaldet, hvis man ikke kunne tage vare på sig selv.
Et udtryk af overraskelse kom derfor også over det markerede ansigt, inden det blev overtaget af et venligt udtryk. Han var trods alt i godt humør i dag, og kvinden han stod overfor var i det mindste køn. ”Undskyld, jeg så dig slet ikke,” sagde han, selvom han ikke umiddelbar gjorde antræk til at rykke sig til siden for at hun kunne komme forbi ham. 

Selvom hun var gået ud for at se byen, var Edda et af de mennesker, som hurtigt glemte at se sig for. Hun blev let fordybet i sin egen verden når hun gik omkring, og derfor havde hun - som så mange gange før - ikke været opmærksom da hun drejede om hjørnet. Hvor hun havde forventet en lille tom gade stod nu i stedet en fremmed overfor hende, og hun blinkede overrasket inden et bredt, muntert smil brød frem på hendes læber.
"Du behøver ikke undskylde" sagde hun og fejede en vildfaren hårlok fra panden. Hendes øjne så nysgerrigt og glad på den fremmede da hun fortsatte "Det er mig, som bør undskylde for ikke at se mig for" sluttede hun inden hun trådte et halvt skridt baglæns, for at komme på en mere anstændig afstand af manden foran hende. Hendes bedste, gamle Edda, plejede altid at huske hende på, at man skulle holde høflig afstand til fremmede - en ting som Edda havde tendens til at glemme, fordi hendes evige nysgerrighed gjorde det svært.
Men idet hun trådte baglæns fik hun tid til at se rigtig på ham. Hun bemærkede sig det simple, men praktiske tøj. Specielt de høje støvler misundte hun ham, for hendes egne bukser var allerede lidt plettede af mudder og sjap. Det som virkelig fangede hendes opmærksomhed var dog de intense grå-blå øjne. Der var noget mystisk, næsten dragende over dem. Han er faktisk ret køn, hviskede en lille stemme i hende, og et genert smil spillede om hendes læber. Hun mødte mange spændende folk i sit arbejde på kroen, men engang imellem blev hun hendes opmærksomhed fanget af nogen, som var ekstra spændende. Og hun havde på fornemmelsen at denne mand foran hende kunne være sådan en person.

Romulus var nu vant til at der ikke rigtig var en personlig bobbel. Normalvis var gaderne tæt pakket af folk, og mere end en gang havde folk forsøgt at true ham ved at komme helt op til ham, så han havde ikke samme problem. Kvinden han stod overfor virkede til gengæld til at være opdraget lidt pænere end dem han normalvis begik sig med, heldigt at han ikke kun var den slidte dreng fra Skumringskvarteret.

Han lagde hænderne i lommerne, og smilede til kvinden. Hun virkede næsten interesseret, og selvom han ingen idé om hvem hun var, så skulle det ikke ligefrem stoppe ham. Han var i godt humør, og kvinder havde trods alt en primær grund her på jorden, sørge for at mændene havde det sjovt. ”Det behøver du nu såmænd heller ikke, men så kunne vi jo stå her hele dagen og fortælle det til hinanden,” sagde han med et lille glimt i øjet. ”Jeg synes ikke jeg har set dig på disse kanter før? Det er ikke ligefrem det bedste sted for en ung kvinde at strejfe alene,” indrømmede han venligt. Det var altid nemmere at gøre sig venner med kvinder først. Hun var jo også en køn en, og hvis der var en ting Romulus gerne ville, så var det at omgive sig med smukke ting, også selvom han ikke brugte unødvendige penge på hans eget udseende. 

Edda gengældte lidt genert hans smil inden hun brød øjenkontakten igen. Hun havde ikke lyst til at virke som om hun nidstirrede ham, men hun ville samtidig gerne se mere til hans øjne. De havde en meget speciel farve og der hvilede en udstråling over denne fremmede som hun ikke kunne sætte fingeren på. Hendes mor plejede at sige, man skulle holde sig fra 'de skumle typer dernede', men hun var ikke sikker på at denne mand var en af dem. Han virkede bare spændende og venlig.
Da han snakkede igen kiggede hun atter op og hendes blå øjne lyste af utilsløret nysgerrighed da hun svarede ham. "Nej det er første gang jeg har været hernede" sagde hun, næsten undskylde for hun vidste han havde ret "Jeg ville bare gerne se en ny del af Dianthos i dag" sluttede hun. Hun vidste ikke helt hvordan hun ellers skulle forklare sig.

Et øjeblik kiggede hun blot på ham inden hun huskede sine manerer, "Jeg hedder forresten Edda" sagde hun med et smil inden hun fortsatte "Hvad med dig, hvad laver du et sted som her?" spurgte hun så. For som han selv havde sagt, så var dette ikke just et sted man burde begå sig. Hun var kommet lidt dybere ind i Skumringskvarteret end hun havde haft til hensigt, så hvad den fremmede også lavede her var et godt spørgsmål.

Problemet med folk af Romulus' stand var at man aldrig rigtig kunne vide sig sikker  om de var en del af de skumle typer. Der var dem som aldrig nåede noget i livet, og så dem der faktisk formåede at gøre overraskende meget med de få lod de havde fået i livet, og Romulus var ekspert til ikke at virke som en af dem man ikke ville være i nærheden af. I sidste ende var han en handelsmand.
Et morende smil brød frem på de tynde læber. ”En eventyrer simpelthen,” sagde han. Der var rigeligt med eventyr at finde i Dianthos' gader, selvom han normalvis var vant til at det var børnene der gjorde sig i det. Som en mulig måde for at de kunne flygte væk fra hverdagens traumer, som nogle i hvert fald blev udsat for hvor han kom fra.

”Oh, Romulus,” kom det også lidt overrasket på ham, som havde han også selv glemt sine manerer, og han var også hurtig til at række en stor hånd frem for at hun kunne tage den. Hans hud var både varm og en anelse ru, og et par tatoveringer kunne anes på armen gemt under jakken og skjorten, som han strakte hånden. ”Jeg tog egentlig bare en smutvej,” startede han med at sige, ikke helt en løgn, ikke helt sandheden. ”Hvis man er stor nok, så plejer folk ikke at forstyrre en.” Ikke helt sandheden heller. De fleste hernede kendte trods alt godt til hvem han var, og han var ikke en man havde lyst til at krydses med, men det ville en som Edda vel ikke vide. ”Hvad med at jeg følger dig ud igen, og så kan eventyret foregå lidt mere sikre steder... med mindre jeg måske kan tilbyde et måltid?” Han kunne godt arbejde lidt for det, og kroerne heromkring lavede trods alt fin nok mad, uden at det kostede for meget. 

Eddas øjne glimtede muntert og hun sendte ham et skævt smil da han præsenterede sig. "Hyggeligt at møde dig, Romulus" svarede hun i det hun tog imod hans fremstrakte hånd og gav den et venligt klem. Hans hånd var varm og ligesom hendes også en anelse ru, hvilket tydede på at han også var vant til at arbejde ligesom hun selv. Hun kiggede nysgerrigt ned, da hendes øjne fangede et glimt af tatoveringerne på hans håndled. Et øjeblik for sent kom hun i tanke om, at hun også skulle slippe hans hånd igen. Hun løsnede hurtigt grebet og første hånden op til panden for at stryge en enkelt vildfaren hårlok til side og om bagved øret.

Det virkede til at han også bare var her i gaden uden et egentlig formål, men han lod til at kende området godt, hvilket beroligede hende. Hun var begyndt at blive en smule ængstelig da hun kom i tanke om de mange formaninger hendes mor og gamle Edda plejede at give hende om Skumringskvarteret. Men denne Romulus virkede på en eller anden måde hjemmevant hernede.
"Det er meget venligt af dig" svarede hun og med et smil, og hendes øjne søgte igen hans da hun fortsatte "Hvis det er et måltid passende for en eventyrer og hendes følgesvend, så ja" svarede hun muntert og sendte ham et drillende smil. Hun håbede ikke han havde for meget imod en vittig kommentar eller to. Forhåbentlig vittig i hvert fald, tænkte hun, pludselig lidt usikker, det er jo ikke altid min mor syntes jeg er lige sjov... men det går nok. Hun håbede ikke denne fremmede fandt det upassende eller irriterende. Han virkede faktisk rigtig venlig og både hans tilbud om at følge hende til sikrere steder, men også middag overbeviste hende i endnu højere grad om at denne mand både var spændende og venlig.

En arbejdende kvinde simpelthen. Det var de fleste vel på disse kanter, men de kunne også holde til lidt mere, selvom de ofte ikke var så livsglade som denne kvinde. Hvor gammel ville hun være? En tanke der blev fejet af veje med et gammel nok i Romulus' stille sind. Alder var blot et tal, og han talte alligevel så sjældent sine egne år.

Efter håndtrykket lod han hånden falde ned ved sin side, ikke ligeså opmærksom på at det måske blev holdt et øjeblik længere end normen, selvom hendes fascination var klar som dagen selv. Et lille grin undslap ham, som hendes næste kommentar kom over hendes læber. ”Det kommer vel an på hvor kræsen eventyreren er?” sagde han, i et morende toneleje, inden han nikkede af vejen hun var kommet. ”Det er vel den mest sikre vej at gå, og jeg kender en lille kro ikke så langt fra hvor den udmunder,” tilbød han. Kroen var ganske vidst tilbage mod Skumringkvarteret, men hvis hun ikke havde så godt styr på området, så gjorde det vel ikke så meget. Desuden så var en store del af den nedre by alligevel lidt hans område, og de dårlige skud var til at finde mange steder, men med mindre han ønskede problemerne, så plejede de ikke at finde ham alt for meget, med mindre de stødte på nogle af dagdrømmerne. Et enkelt blik på Edda, gjorde romulus dog nu ganske sikker i at hun nok alligevel ikke ville forstå hvorfor det skete. 

Efter så lang tid ude i kulden var Eddas fødder ved at være gennemfrosne. Hun var sikker på den ene sko vist også var lidt utæt, for hendes tæer på højre fod var urimeligt kolde. Men det gjorde hende ikke så meget, for hendes fulde opmærksomhed var rettet mod Romulis. Når først hendes nysgerrighed blev vagt og hun gav sig hen til den havde hun svært ved at stoppe sig selv igen. Han er bare så ... anderledes på en eller anden måde, tænkte hun ivrigt. Det lidt rå ydre, det faktum at han befandt sig heri Skumringskvarteret, men så var så venlig og hjælpsom. Det var stik modsat det indtryk hendes mor og gamle Edda havde givet hende af folkene hernede, og den følelse af overraskelse bidrog til at drage hendes opmærksomhed mod ham.

"Den her eventyrer er ikke så kræsen" sagde hun med et muntert smil, og hans lette latter gjorde hende blot i bedre humør. "Og tak for din venlighed, det lyder som et ganske passende sted til et måltid" svarede hun ham. Igen bidrog hans ord til hendes nysgerrighed, for hun havde ikke forventet at møde denne form for venlighed et sted som her. Han er næsten en smule ridderlig, sådan at hjælpe en jomfu i nød, tænkte hun muntert og en lille kluklatter undslap hende imens hun atter søgte han blik. Det var første gang hun begik sig i denne del af byen, og hun var ike længere helt sikker på hvad der var op og ned. Men han virkede til at kende stedet, så det gjorde hende glad at han tilbød sin hjælp.
"Vil du vise vej?" spurgte hun stille. Hendes blik var rettet mod hans, og hun studerede de grå-blå øjne han havde. Der var en hvis hårdhed over dem, noget barsk under overfladen. Og hendes nysgerrige side brændte efter at finde ud af, hvad det var.

Hvsi Romulus skulle være ærlig med sig selv, så havde han heller ikke forventet at hun ville have et problem med hvad han havde forslået, ikke med den dragende nysgerrighed hun havde omkring ham. Det var en betagelse han sjældent sagde nej til, selvom det ikke var alle kvinder der var lige glade for hvordan det endte ud i sidste ende.

”Jamen, så er det jo en udmærket plan her i det kolde vinter vejr,” sagde han, og nikkede til hendes forslag. Der var ikke meget plads til at de begge kunne gå side om side, men der var måske lige... plads nok. han lagde en hånd på det nederste af hendes ryg, i et forsøg på at styre hende den rigtige vej, uden at han behøvede at gå helt foran. ”Der er ikke så langt, og det er heller ikke så svært at finde,” indrømmede han. Ligeså snart de kom ud af den lille smalle gade, så ville det også være nemmere for dem at gå side om side.
For nu måtte de dog gå ned af den smalle snoede sti, hvor de i det mindste ikke burde forvente nogen overraskelser komme deres vej, med mindre nogen kom gående imod dem. ”Hvilken del af byen holder du til, hvis jeg må spørge?” spurgte han. Det virkede trods alt ikke fjollet at vide det, når hun tydeligvis var kommet lidt på afveje. Ellers så skulle hun være rejsende, som selvfølgelig også var en mulighed. De havde i hvert fald fået bekræftet at de ikke ligefrem kom fra de samme skår. 

Edda vendte sig om i den retning hun var kommet fra, den vej han havde nikket tidligere da han snakkede om kroen. Hendes sko plaskede let imod sjappet på gaden idet hun mærkede varmen og det lette tryk fra en hånd mod sin lænd. Et øjeblik stivnede hun kort, pludselig i tvivl om hvad hun skulle gøre af sig selv. Alverdens formaninger fra hendes mor lød pludselig i hendes hoved: Mænd er farlige. Pas altid på hvem du snakker med. Tag ingen chancer i den nedre del af byen. Det var det hendes mor plejede at sige. Men, tænkte Edda trodsigt, jeg er 21 år gammel, jeg kan godt passe på mig selv. Lige så hurtigt som den var kommet forsvandt hendes usikkerhed igen, og hun lod Romulus føre sig i retning mod kroen.

Varmen fra hans hånd var behagelig, næsten beroligende og hun kiggede smilende på ham da hun svarede, "I den nedre bydel, men ikke så langt fra det centrale Dianthos", hun holdt en kort pause inden hun fortsatte, "Min familie ejer Det Gyldne Krus, en lille kro. Hvad med dig?" afsluttede hun imens hun kiggede ned for at sikre sig at hendes fødder undgik de værste vandputter. Nok var hun ikke så koncentreret om sine kolde tæer, men der var jo ingen grund til at gøre dem mere gennemblødte end højst nødvendigt. Endnu engang misundte hun de langskaftede læderstøvler som Romulus bar og skrev sig bag øret at hun måtte skaffe sig noget lignende.
Hun gjorde intet forsøg på at fjerne Romulus's hånd eller trække sig væk fra ham da de gik ned af den smalle gade. En smule af nervøsiteten sad stadig i hende, og hans nærvær fik hende til at føle sig mere tryg. Det var en rar fornemmelse.

Det lille øjeblik hvor Romulus kunne mærke musklerne spændes i hendes ryg, overvejede han om han alligevel havde været lidt for fremme i skoene, nogle gange ville man for meget af det gode, men ligeså hurtig det var kommet, så forsvandt det igen, og det var nemt at slå tankerne hen til at hun bare var overrasket. Hvem vidste hvad der var sket. Det kunne være at hun aldrig havde begået sig omkring mænd der var interesserede i særlig stor stil, selvom han tvivlede på at hun ikke måtte have haft sin del af bejlere, eller måske var hun bare ikke vant til nærvær med andre, selvom en hånd næppe var meget.

”Oh, så du er selv fra kroernes verden,” sagde, alligevel en vis overraskelse i hans stemme. Der var en del af dem, men det var næppe alle der kunne holde sig oven vande, men dem der kunne, de plejede enten at have så frygtelig travlt at det ikke kunne betale sig, eller også endte de alligevel med en god sjat penge på kistebunden. ”Jeg er næppe fra de bedste skår, men man gør nu med sit liv, hvad man nu engang kan,” sagde han og kiggede med de grå-blå øjne på Edda ved sin side. ”Jeg kommer fra Skumringskvarteret, det kan jeg næppe løbe fra, men jeg begår mig i det meste af den nedre bydel til daglig.” Han lignede dog ikke en der boede i den fattigste del af byen. Han så ikke rig ud, men fattig var han heller ikke. At han lidt undgik at snakke om hvor han præcis havde bopæl, forventede han næsten lidt at hun ikke ville stille spørgsmålstegn til. Man troede på det man ville. 

De var allerede kun få skridt fra at være ude af gyden igen. Derude ville der være mere plads og igen blev Edda usikker, selvom hun dog gjorde sit bedste for ikke at vise det. Vil han blev ved med at have hånden på mig? Skal vi gå side om side? Hvad gør man lige i den her situation? tænkte hun forvirret. Modsat manges overbevisning om, at krotøser var erfarne når det kom til det modsatte køn, så var Edda meget uerfaren. Det slags havde sjældent hendes interesse og desuden havde hun jo altid travlt med sit arbejde, så der var ikke tid til den slags.
Hun mødte hans øjne med sine egne blå da han svarede hende. Igen vækkede hans svar nysgerrigheden i hende og hun glemte sin usikkerhed. Hans tøj var simpelt ja, men han lignende ikke en typisk mand var Skumringskvarteret - og han var både venlig og betænksom. "Det er også det eneste man kan" svarede hun venligt. At tænke sig at Romulus var opvokset i dette kvarter, men samtidig var så flink var noget var imponerende.
"Så må du kende den her del af byen rigtig godt?" sagde hun og nysgerrigheden var tydelig at spore i hendes stemme idet de nåede til hjørnet af gyden. Hun tøvede et øjeblik da de nåede gydens åbning og hendes usikkerhed vendte tilbage igen Var det nu hun skulle træde væk fra ham, gjorde man det? Eller skulle hun blive ved med at gå sådan her med ham? For det var jo meget rart, men på den anden side så virkede det ... forkert. Farligt. I hvert fald ikke som noget hun burde gøre med denne mand hun lige havde mødt.
Hun tog en enkelt indånding for at få styr på tankerne og trak sig så en smule væk fra Romulus. Ikke langt, men lige nok til at afstanden blev mere anstændig. Hun ville heller ikke give ham et indtryk af, at hun var en af den slags krotøser, der var lidt for ivrig når det kom til mænd. 

Havde Edda ikke selv trukket sig væk, så havde Romulus forsat med at holde sin hånd mod hendes lænd, for at vise hende frem, men han var trods alt høflig nok til at tage hånden til sig igen, som Edda gav tegn til at det var overstået. Der var tid nok. I stedet for tog han et halvt skridt foran hende for at vise vejen. Ned til højre af gaden et lille stykke ville det i hvert fald være, men de blå-grå øjne faldt nu alligevel på Edda, også så han kunne svare på hendes tidligere spørgsmål vedrørende ham.
”Det kan man godt sige,” sagde han, hvilket var lidt af en underdrivelse. Det var hans hjem, og han havde både skulle lære hurtig at løbe væk, såvel som vide hvordan man kunne skære folk af når de selv løb væk. ”Jeg var selv lidt af en eventyrer da jeg var barn, og når man er så lille, så kan man virkelig klemme sig steder hen, hvor man ikke burde.” Noget hun sikkert godt kunneforstå med hendes noget mindre krop end hans. Der var visse gader Romulus bare undgik, fordi han vidste at de til tider næsten var for snævre for hans fysik. Der havde han trods alt aldrig manglet noget.

Gaden de var kommet ud på var lidt bredere, og der var også betydelig flere mennesker der gik omkring deres dag. Et par fattige sad omkring på gaden, mens de mere slidte arbejdere og husmødre skyndte sig ned af vejen, og virkede ikke til at ænse Romulus og Eddas fredelige gang, som havde de alt tid i verdenen. 

Hun var glad for at Romulus havde ladet hende tage lidt mere afstand uden at stille spørgsmål ved det. Den usikkerhed hun før havde følt ved den lidt usikre situation var hurtigt forsvundet, da han trådte foran hende for at vise vej. I stedet for at fokusere på hans berøring havde hun nu tid til at se sig mere omkring. Hun noterede sig den lidt bredere gade, og de folk der gik forbi dem. De fattige, som sag rundt omkring gjorde hende en smule utilpas, for det var ikke et syn hun var vant til. Skal jeg sige noget til dem? Give dem mønt? Hun var ikke sikker, men siden Romulus ignorerede em valgte hun at gøre det samme.

"Ja, det kender jeg godt" svarede hun ham med et lille grin. Hun elskede selv at undersøge alt, som hendes nysgerrighed pålagde hende, hvilket mere end en gang havde fået hende i mindre heldige situationer. Og apropost nysgerrighed ... hun brændte efter at lære mere om denne spændende mand. Han var tydeligvis fra hårde kår, men hans høflighed og venlighed passede ikke sammen med den forestilling hendes familie havde givet hende om disse folk.

"Hvad laver du til hverdag Romulus?" spurgte hun interesseret. Hans hænder tydede på, at han havde et fysisk arbejde, men hvad det var kunne hun ikke gætte sig til. Imens de gik ned af gaden benyttede hun også chancen til at betragte bygningerne omkring dem mere indgående. De fleste af dem var slidte i større eller mindre grad, med små vinduer, halvskæve døre og slidte gardiner, som lukkede fremmede blikke ude. Alt i alt mindede det meget om resten af Dianthos, bare mere ... slidt. Mere aflukket og hemmeligt måske. Med tanke på dette glædede hun sig til at e den kro, som Rumulus ledte dem hen til. Forhåbentlig var den i bedre stand, og lidt hyggeligere end denne halvtriste bydel.

Hvis man gav en krystal til hver fattig man så, så havde man næppe nok til sig selv. Det man kunne var at sætte dem i arbejde, hvis man ønskede det, men selv med det, så var det ikke til at vide sig sikker på om de var noget værd. Den mængde sympati for hans medborgere, den var blevet droppet allerede fra barnsben for den store mand. Den anden del var nok også, at dei hvert fald passerede et par på vejen, som han selv havde været skyld i var der. Man kunne trods alt genkende dem på det fjerne blik i deres øjne, selvom det virkede så tidligt at tage en portion Nox.

Det var ikke langt ned af gaden inden Romulus begyndte at lede dem hen til en side gade, hvor de længere inde kunne se et skilt, der tydede på at det var kroen han havde snakket om. Den skævbenede minotaur.
”Jeg er faktisk sælger,” indrømmede han og kiggede på hende. Han kunne godt finde ud af at pakke Nox ind i fint papir og en sløjfe, så det ikke lød så slemt, som det kunne være når det først rigtig tog fat i sjælen på dem der drak det. Hvem ville ikke gerne opleve det. ”Indenfor et familie foretagende kun ledt af mig og min bror.” Ikke at Remus havde plads i Dianthos mere disse dage, men man gjorde hvad man kunne for at sørge for at forretningen gik godt, og Remus var bedre tjent... andre steder.
De nåede døren på kroen, og Romulus åbnede døren for Edda, så hun kunne gå ind først. Indenfor var kroen varm, dog også lidt træng. Selvom det måske ikke var så fint som kroerne i den centrale bydistrikt, så havde det nu engang en rustik charme over sig, og der var ikke forfærdelig mange larmende folk derinde, selvom Romulus nu godt kunne se stamkunderne i hjørnet, som allerede havde fået et par øl indenbords. 

Edda fulgte spændt med Romulus ned imod endnu en smal gyde. Hun vidste, at hvis hun selv var gået rundt her, ville hun ikke have haft en chance for at finde rundt. Så det var dejligt at have en stedkendt med, som vidste hvad der var op og ned på Skumringskvarteret. At hendes fridag var gået hen og blevet så god, var hun stadig overrasket over. Nu er det ikke bare en gåtur, men faktisk et rigtig lille eventyr, tænkte hun spændt. Hun havde allerede mødt en spændende person, og var på vej til at se nye dele af byen. Og tilmed en kro! tænkte hun begejstret. Født og opvokset på en kro som hun var, holdt disse steder en speciel plads i hendes hjerte.
Hun smilede til Romulus da han svarede hende, og øjnene spillede af nysgerrighed da de mødte hans. "Det glæder jeg mig til at høre mere om" sagde hun muntert. Få ting var så godt, som at snakkede med nye bekendtskaber over mad og drikke. Det var som om selve stemningen i kroen fik folks tunger på gled, og Edda elskede at høre deres fortællinger.

De nåede hurtigt kroen og Edda noterede sig, igen med overraskelse, den venlige høflighed som Romulus udviste for hende. "Mange tak, Romulus" sagde hun med et kækt smil idet hun smuttede ind af døren. Varmen fra kroen ramte hende som et velkendt pust af hjemlig luft. Der var den summende lyd af gæsternes stemmer, duften af mad, røg og øl - alt sammen noget der for hende føltes hjemmevant og trygt. Hun noterede sig stedets rustikke, men dog velholdte tilstand, og smilede ved synet af dem hun regnede med måtte være stamgæsterne. De havde allerede indfundet sig og taget hul på øllet, ligesom det formentlig var tilfældet hjemme på Det Gyldne Krus. Hun lagde dog mærke til at de virkede en smule mere påvirkede end de gæster hun var vant til. Det er måske bare sådan det er her i Skumringskvarteret, tænkte hun henkastet.

"Hvor skal vi sætte os henne?", spurgte hun ham, "Foretrækker du en central plads, eller mere privat?". Hendes erfaring fra kroen sagde hende at Romulus nok var typen, der foretrak et bord ude langs væggen hvor der var mere privat. Men man kunne jo aldrig være sikker, og hans opførsel havde allerede overrasket hende flere gange. Han er ... anderledes, tænkte hun for sig selv, han virker så anderledes end jeg havde forventet.

//En lille hilsen fra lux: [link]

Det var hemmelighedsfuldt smil der gled over Romulus' læber, han kunne ikke rigtig lade vær, selvom han nok skulle fortælle det mere generelle om Nox når tiden kom til det. Han kunne ikke gå alt for stille med tingene i længere tid, især fordi folk her kendte ham. Den skævbenede minotaur var trods alt en af hans mere besøgte kroer.
”Lad os sidde mere privat,” sagde han, det var trods alt på et af de punkter han foretrak, med ryggen mod væggen, så var han også sikker på at ingen kom og overfaldte ham bagfra. Det var måske en gammel skade fra hans unge dage, hvor han var mere udsat end i disse dage. Derfor ledte han også Edda over mod et af hjørne bordene, hvor de kunne sidde i fred.

Der gik heller ikke lang tid, før en af tjenerne kom ned til dem. ”Hr. Sadik, hvilken fornøjelse, hvad ønsker du og din... veninde i dag?” spurgte han. Det var en ældre herre, der manglede et par tænder, men han opførte sig pænt, og smilede stort til dem.
”To af dagens ret, øl til mig og hvad end frøkenen ønsker at drikke,” sagde han. Der var desværre ikke så meget andet at bede om at spise, end hvad de havde, og han regnede med at Edda intet problem havde i at han havde taget valget. Alkohol var der nok af, også selvom meget af det var det rene pis. Romulus kunne dog godt få fat i det der var lidt bedre og ikke blev udtyndet med vand, ikke at Edda behøvede at vide at der var forskel på hvordan kunderne blev behandlet her. Der var altid en hakke orden på steder som disse, og Romulus nød at være på toppen.

Edda fulgte smilende efter Romulus til det bord han havde udvalgt. Det var privat, og ud til væggen som hun havde regnet med. Hun snoede sig behændigt imellem bordene på lette fødder. Det er ligesom hjemme på det Det Gyldne Krus, tænkte hun muntert. Det lille lokale betød at bordene var en anelse tæt pakket, men det gjorde ikke Edda noget. Faktisk foretrak hun de mindre kroer, frem for de store luftige lokaler man fandt i nogle af de større beværtninger.

Efter hun satte sig ned så hun på Romulus og skulle til at stille ham et spørgsmål, men blev afbrudt af tjeneren inden hun nåede så langt. Sadik? tænkte hun nysgerrigt, og hendes tidligere spørgsmål var allerede glemt. Det mindede hende svagt om noget. Måske nogle af krogæsterne derhjemme havde snakket om ham? Hun var ikke sikker, men hvis han var handlende, så ville det ikke være underligt at hans navn blev nævnt af og til i krostuen. Gæster elskede trods alt at brokke sig over alle på markedspladsen, og anbefale hinanden de steder hvor man fik de bedste pladser.

Hun rev sig hurtigt ud af sine tanker og rettede opmærksomheden mod den ældre herre foran hende. "Har i honning-øl?" spurgte hun venligt. Det var ikke noget alle havde, men man kunne altid håbe, for det var trods alt hendes yndlingsdrik. Hun skrev sig også bag øret, at hun måtte huske at spørge Romulus ind til hvor hun havde hørt om ham før, men det kunne vente.
"Kommer du ofte her?" spurgte hun Romulus og hendes blå øjne glimtede svagt i kroens dæmpede belysning da hun rettede dem mod ham. Men siden tjeneren havde tiltalt ham ved navn, måtte han være kendt af beværtningen.

Heldigvis for Romulus så gik snakken typisk kun i de nedre lag af samfundet, og endnu havde byvagten ikke kunne knalde ham for andet end et par slagsmål rundt omkring, og langt de færreste ville trods alt gå til byvagten, selv hvis de havde et problem med ham. Til tider var det en ren fornøjelse at være i denne del af samfundet.
”Selvfølgelig har vi, jeg kommer straks ned med det,” sagde tjeneren med et stadig store smil og nikkede en enkelt gang til Romulus inden han gik lidt små haltende væk fra bordet igen, for at gå ind i køkkenet, og sørge for alkohollen der ville komme deres vej snart.

Romulus' øjne var dog allerede på Edda igen, ligeså snart tjeneren var gået. Han havde lænet sig behageligt tilbage på stolen, men en arm på den anden side af ryglænet. Han lignede virkelig en der var tilpas både i deres situation sammen, for ikke at nævne herinde i kroen. ”Det er en smule for sent med fikse replikker som de, er det ikke?” spurgte han drillende. Det var en sætning han havde hørt mere end en gang på kroerne, ikke nødvendigvis fordi han selv var involveret i det. Han vidste nu også godt hvad Edda havde ment med det, men helt uden dril kom det her ikke til at foregå.
Han tog en indånding, og nogle mere sandfærdige ord gled over hans læber. ”Det er en af kroerne jeg besøger... rimelig tit. Her er ikke så mange der forstyrre, og man kan få lov til at være lidt i... fred.” Hans øjne havde fundet Eddas som så mere indgående på hende. Stadig den venlige smil på læberne, men der lurede nu noget under overfladen. I hvert fald en form for interesse.