Skumringen var faldet over Dianthos. De fleste var hjemme, eller i det mindste på vej hjem. Verthag var endnu ude på ærinder. Han havde brug for nogle forskellige ressourcer til sine seancer, da han ellers var ved at løbe tør, og han vidste lige hvor han skulle finde det. Nadhivos butik havde nogle interessante kuriositeter, som var rigtig gode som fokuspunkter.

Han gik ned gennem nogle af de mere snævre og slidte gader i det Centrale Distrikt, lige på kanten af Det Nedre Distrikt. Nogle drenge gik og legede med sneen. De fik øje på den blege ork, som ikke undede dem et blik.
"Du tør ikke kaste en snebold i nakken på ham der," prøvede den ene dreng at hviske til den anden.
Verthag stoppede op og drejede ansigtet mod drengene. De rødglødende øjne var i stærk kontrast til den lavtbelyste gade. Drengene stivnede.
"Næste gang du prøver at konspirere mod nogen, så vil jeg anbefale at gøre det når dem du konspirerer imod ikke kan høre det."
Verthags stemme var dyb, monoton, og kold. Drengen der havde sagt det nikkede kort og kraftigt. Drengene så ud som om de var klar til at tude af skræk. Verthag viftede dem væk, og de flygtede med halsbrækkende fart, som om Mørkets Herre var efter dem. Børn er nu kære, tænkte Verthag som han begav sig videre.

Verthag nåede frem til sin destination og bankede på, inden han åbnede døren langsomt, og trådte ind med sagte skridt. Han kiggede rundt, for at se om han kunne få øje på Nadhivo.

Det var en sen aften i butikken. Den forklædte mørkelver stod inde og var i færd med at stille nyhjemsøgte objekter på hylderne. Han havde tappet ind i den simple del af det hensides. Krybdyr og diverse små væseners ånder var fanget i objekterne, klar til at blive købt af andre. Det havde været en stille dag i butikken. Det var ikke hver dag, hvor mange ønskede at købe objekter, der var famøse for at indeholder visse afdøde væsener. Selvfølgelig fortalte Nadviho ikke grunden til, hvordan de kom deri. For kunderne var han bare en heldig butiksejer med de rigtige kontakter. Det var ikke godt for forretningen, hvis folk vidste, at han fangede sjæle i tilfældige objekter. Selvfølgelig kunne han gøre dette. Han kendte til nogle mere uheldige objekter, hvor fjender eller lignende var fanget i. Det tog energi fra ham at finde dem frem, men det var det hele værd at vide, at en byvagt, der havde fanget ham uden sin ring på og dermed uden forklædning, var fanget i en godt brugt sengebækken.

Som Nadviho stod med ryggen til døren, kunne bank høres på denne. Kort vendte han sig rundt. Igennem vinduet i døren blev den forklædte mørkelver mødt af et velkendt ansigt. Verthags udseende vakte måske frygt hos andre, men for Nadviho var der ingen frygt. Skønt han lignede en blanding af en elver og mennesker, var han inderst inde en mørkelver. Og for mørkelvere var orker ikke skræmmende. Selvfølgelig, hvis de løftede deres våben imod dig, skulle man passe på. Men når de bare stod og ventede på at komme ind, var de harmløse.
"Verthag, du behøver ikke banke på. Det er en butik og du er kunde. Kom ind, medmindre der er lukket," fortalte Nadviho roligt og smilende, som han havde åbnet døren for kunden for at lade denne komme ind for at kigge. Verthag var en god kunde. Hans erhverv gjorde godt i at have netop den slags objekter, Nadviho specialiserede sig til. "Hvad kan jeg gøre for dig i dag?" Nadviho havde fundet plads på sælgerens side af disken, som han kiggede på den lavere ork. Selv var han høj og utrolig spinkel. Præcis som mørkelvere skulle være. Men dette kunne ikke ses. Hverken den mørke hud eller hvide hår. Det var dækket takket været ringen på hånden. Med den på var han en af de gode. En af de passive tilhængere af Lyset. Bare tanken kunne få maven til at vende sig, men hvad gjorde man ikke for Nalish'ra? For Solari.

"Hmm..."
Verthag gryntede i enighed med Nadhivo. Det var noget han havde skulle vænne sig til, det med at banke på. Det havde man ikke gjort i sin stamme. Der gik man ind, og hvis man var velkommen, så blev man ikke smadret. Meget simpelt. Her ville man få byvagten pudset på sig, om man var velkommen eller ej, fordi man ikke bankede på. Det havde han lært den hårde måde. 

Verthag undersøgte de forskellige objekter med øjnene, som han stoisk stod i midten af rummet foran disken. 
"Der har været flere der har ville kontakte meget gamle forfædre, og de har aldrig noget fra denne forfader."
Der var ingen indikation for hvad Verthag syntes om det. Hans tonalitet gjorde det næsten umuligt at sige om det var noget der gik ham på, eller han var ligeglad. I det mindste kunne det ikke tolkes som en trussel. Der var sikkert nogen der kunne, men det var ikke pointen.
"Det er svært at tale med de døde når jeg ikke har deres lig. Og enten ved de ikke hvor deres grav er, eller også så er det fra en af de der folk som har dyre bevogtede grave. Så er det ikke helt muligt at hente deres knogler."
For Verthag lød det som det mest normale at åbne grave for at hente deres lig. Det virkede ikke som om at Verthag syntes at det var en helligbrøde, men nu havde han også Zaladin tatoveret i hele ansigtet.
"Jeg tænker om du har noget der er besat af Gashnakhs børn? Det kan være at de vil hjælpe med at hente de gamle sjæle."

Monotonaliteten i Verthags stemme kunne få enhver til at frygte over orken. Hvorfor var der ingen følelser i orkens stemme? Dog var Nadviho som upåvirket af dette. Det samme gjaldt orkens samtaleemne. Butiksejeren var nærmest helt nysgerrig over at høre mere, for det lød til, at orken var ude at grave gravsteder op, når ikke han fandt objekter i Nadvihos butik. Det samme gjaldt orkens ansigtsudsmykning. Det var tydeligt, at det var tegnene af Zaladin. Der var noget interessant over Verthag. Hvordan ham og Nadviho kunne minde om hinanden, hvis ikke mørkelveren var i sin forklædning. De ville være anset som onde af udseende. Selvfølgelig kunne dette være sandt, men det ville endnu være en stempling.
"Gashnakhs børn, siger du? Lad mig lige tjekke," fortalte Navidho med et lidt for underligt smil over, hvad det hele handlede om. Med elegante bevægelser svandt Nadviho rundt om disken og gik forbi Vertgah for at komme til reolen nær orken. Som ledte butiksejeren rent faktisk efter noget, kiggede han på hylderne. Dog vidste han uden tvivl, han intet havde, der var besat af en Gashnakh og da slet ikke dennes afkom. Dog ville det jo være idiotisk at fortælle dette nu. Verthag var i sidste ende en kunde og det ville være dumt at få en kunde til et smutte, bare fordi han ikke havde, hvad Verthag ønskede - i hvert fald lige nu. "Og du ved intet om denne Gashnakh eller familien?"

For de fleste og deriblandt nok også Verthag var facaden af alle Nadvihos objekter fundet og dermed en forbindelse til dem eller det, der besatte det. Men dette var alt andet end sagen. For alt kunne være offer for Nadvihos evner. Mørkelveren var alt for trænet i dette og kunne gøre det lige nu. Dog var det nemmest med personer, hvis han havde en ide om dem. Personer var mere kompliceret end andre væsener og dyr. Der var mere kompleksitet at lede efter og derfor var det godt med bare en lille rød tråd at trække igennem limbo efter med. 

Verthag stod fuldstændig stille, og han bevægede knap nok en muskel. En sjælden gang blinkede han, som øjnene fulgte Nadhivo. Det var rart at der var én i Dianthos, som ikke troede at Verthag var ude på at myrde og æde dem. Det var så meget nemmere. Desuden havde han stærke besatte genstande. Meget brugbart når man skulle forankre en usikker seance.

"Gashnakh er en af Nak'lars tjenere. Hun er vejviseren for de fortabte og fordømte sjæle. Hendes børn fortærrer ådslerne på slagmarker og i kløfter. Evigt svævende i de enorme himle, på udkig, hvem der ikke er blevet givet værdige begravelser."
Verthag havde ikke tænkt over, at Nadhivo muligvis ikke vidste at det var gribbe som han refererede til. Gashnakh havde været så stærk en del af Verthags liv, at få ham var det et selvfølge. 
"Hvis du ikke har nogle genstande med gribbe, så kan ravne også være fine. De er tæt knyttet til Gashnakh og Nak'lar, men gribbene vil være bedst. De er direkte børn af Gashnakh, Dødens Skygge."

Verthag hverken bevægede eller sagde en lyd, som Nadviho havde gået forbi ham. Det var, som var han forstenet, ventende på sin næste ordre. Han ville udgøre en god del af Solaris deling, hvis ellers det var, hvad orken ønskede. Men Nadviho kunne ikke risikere at ødelægge sit dække ved et spinkelt håb som dette. Der var for meget, som stod på spil for det. Derfor fortsatte han sin illusion i forklædningen som den gennemsnitlige beboer i Dianthos.

"Ah, gribbe. Det skulle du bare have sagt, ven," udbrud Nadviho glad. Der var så mange navne og mærkværdigere sager ved de forskellige racer. Gashnakh var muligvis velkendt for orker og måske endda for Nadvihos egen race, hvis mørkelveren havde lyttet efter alting. "Jeg har både gribbe og ravne. Nogen præference i køn eller mængde? Jeg har en meget fin pokal, der eftersigende skulle have en parring af gribbe i sig, hvis denne frister?" 
Nadviho havde vendt sig rundt og kigget med et fristende blik på orken. Ville denne pokal vække interesse for seancehavere Verthag? Eller havde orken andre ideer i tankerne? Uden tvivl ville Nadviho kunne forsyne, hvad der var behov for. Ellers skulle han bare smutte ud bag ved og tage et af de mange endnu ikke påvirket objekter og lave en sprit ny besættelse for Verthag. Alt for den rigtige pris, ikke sandt?

Han fulgte tålmodigt Nadviho med øjnene. Han blot observerede manden, som generelt virkede munter. Han kunne alligevel ikke lade være med at fornemme at han selv blev holdt øje med. Ikke på samme måde som langt de fleste andre. Han kunne fornemme frygten i de flestes blikke. Had, frygt, og afsky var det som de fleste virkede til at føle, når de var i Verthags nærvær. Ikke Nadviho dog. Om manden var god til at skjule sin frygt, eller måske ikke frygtede orken, det vidste Verthag ikke. Mest af alt så virkede han nysgerrig. Der var heller ikke så mange orker i Dianthos, som Verthag vidste af.

"Gribbe vil være bedst. Den skal være alene. Ensomhed kan hjælpe med at søge efter det man mangler."
De stirrende øjne slap Nadviho, og han spejdede rundt i resten af butikken. Der var altid en sær mængde af genstande, men han kunne fornemme deres efterliv. Svagt. Han var blevet åbnet for ånderne, men han besad ikke selve åndesynet. 
"Jo ældre den er, desto bedre. Det gør det lettere for mig at forbinde fortidens efterliv med nu."
Verthag mindede sig selv om at han skulle øve sig i at holde almindelige samtaler med folk, omkring almindelige hverdags ting. De samtaler faldt ham naturligt med sin bror, men det var også nemmere, når man vidste hvad den anden foretog sig.
"Hvordan går du ellers og har det? Sund og rask, og ved godt mod?"
Den monotone stemme fik sætningen til at lyde meget truende. Ikke at det var intentionen.

En nikken blev givet til Verthag, hvorefter Nadviho vendte sig rundt og gik hen til en af de andre vægge med hylder fyldt op med alt muligt. En finger spejdede rundt for at finde, hvad han ledte efter. Dyreånder var nemme at fange og derfor havde Nadviho dem ofte på lager og fremme. Det var, hvis en kunde ønskede en specifik ånd eller noget mere kompliceret, at mørkelveren i skjul måtte gå bag i butikken for at fremstille den. Og selvfølgelig, hvis en kunde, der ikke kendte til det mørke af objekterne, opførte sig uanstændigt eller forkert ifølge Nadviho, kunne han nemt ende med at besætte kundens køb bare for at lave sjov. 

"Ah, der var den den," udbrød Nadviho lettere muntert, som han tog fat i en simpel vase af ler. Han vendte sig mod disken og placerede denne her på. Hånden viftede til orken for at lade ham komme tættere på. "Denne grib er fra kong Taleths regeringstid. Er det gammelt nok for dig, ven?" Atter var det lettere dystre smil på læberne på mørkelveren. En hånd kørte det røde hår bag det ene tæt på menneskelige øre. 
Det kom lidt bag på ham, da orken valgte at smalltalke lidt. Dette var lettere nyt kommende fra Verthag og derfor løftede Nadviho da også sine øjenbryn i overraskelse. Men ikke længe, før han besvarede spørgsmålet, skønt det blev sagt monotont og hårdt, som var det en ordre og ikke spørgsmål. "Meget fint her, jovist. Forretningen går okay. Hvad med dig? Skræmmer du stadig børn væk med dine mærker af Zaladin?"

Med ganske få skridt trådte Verthag op til disken og kiggede på lervasen. Han tog med sine knortede, blege hænder blidt fadt i vasen og løftede den tæt op til ansigtet. Vasen summede med energi, det kunne han mærke. Han lod sit blik hvile ved hver eneste lille revne og fordybning i vasens ler. 
"Hmm... en vase er meget praktisk. En god beholder for ritualet. De døde vil komme dansende."
Han lukkede kort øjnene for at prøve at sanse ånden bedre. Uden det egentlig ritual var han ret aflukket fra selve åndeverden, men han vidste hvordan han skulle sanse for at fornemme ånders tilstedeværelse. 
"Den har en alder der vil gøre mange ritualer nemmere," konkluderede Verthag, og langsomt åbnede øjnene.
Han gav Nadviho et anerkendende nik, som sin måde at sige at varen er passende for hans behov.

"Det var godt at dit hverv ikke har været udsat for ulykke."
Verthag kiggede endnu en gang rundt i rummet. Med så mange ånder samlet et sted, var han næsten overrasket over at Kiles tempel ikke havde prøvet at brænde hans butik ned. Ikke at Dødsgudindens gejstlighed havde særlig magt, med den skandale de havde været udsat for.
"De børn bør huske at det er fornuftigt at frygte Zaladins mærke. Hvis han vil, så fortærer han dem uden tøven. I Zaladins øjne er der ikke plads til de svage og tvivlende."

I stilhed stod Nadviho, som han lod Verthag observere vasen i hel sin besatte storhed. Nogle kunder gjorde den forklædte mørkelver ikke i at narre. Denne ork var en af dem. Hurtigt havde Nadviho erfaret orkens evner og disse gjorde ham uden tvivl mere tilbøjelig til at vide og mærke, hvad og hvor stærke ånderne i objekterne var. Der var ingen glæde i at narre en, der ville kunne regne det ud. Plus, Verthag var en god og fast kunde. Meget vel gjorde Nadviho ikke det bedste som en sælger, men selv en idiot ville ikke ødelægge et professionelt forhold med en kunde så god og optimal som Verthag. Der var jo mere end bare orkens krystalpung, der bifaldte Nadviho ved væsenet.
"Jeg går ud fra, du er tilfreds med den? Du vil gerne have den, ikke sandt, Verthag?" Dog kunne Nadviho endnu lege med prisen med sin gode kunde. Der stod heller ingen priser på nogle af objekterne. Det var noget, Nadviho selv bedømte individuelt. Det samme objekt kunne koste krystaller mere for én kunde end en anden. Der var mange faktorer, som spillede ind - og hvilket humør Nadviho var i selvfølgelig også.

Kort fulgte Nadviho orkens blik rundt i forretningen. "Bare rolig. Ånderne er under kontrol. Det sørger jeg for," Den lettere dystre tone var igen at finde i butiksejerens stemme. Hans evner var ikke blot at finde og fange ånder. Det var også til en hvis grad at kontrollere dem. Selvfølgelig kunne han ikke kontrollere alle herinde på en og samme gang. Men det var heller ikke alle, som behøvede kontrol. De mange insekter og små væsener var stort set harmløse og ubrugelige i nærheden af Nadviho.
"Så sandt, så sandt. Zaladin er ingen gud at spøge med. Det er bedst for børn at lære det frem for at tirre en stor gud ham. Atter virkede dette som noget mærkværdigt kommende fra en af Nadvihos udseende lige nu. Måske han blot var et menneske med en elver i familien, som dykkede ned i de mørkere guder. Nu var hans erhverv i den mørke ende. Hvis bare Verthag kunne se, hvad Nadviho gemte bag denne blege krop. Vise sin rigtige skikkelse. Men dette kunne Nadviho ikke. Dette var hverken i Solari eller Nalish'ras plan - endnu i hvert fald.

Han stillede vasen forsigtigt på disken igen. Hans hænder forsvandt ind i sine robers folder.
"Den er brugbar. Jeg køber den gerne."
Det havde taget Verthag noget tid at lære at handle, men han var ikke den nemmeste at narre, så han var hurtig kommet efter det. Han lærte hurtigt systemet i pengene, og hvilke værdier man normalt tilskrev forskellige varer. Han havde muligvis også fordelen at mange ikke turde at forhandle med ham, så ofte så var mange mere villige til at give ham ting for en billigere pris, i håb at han ikke ville myrde dem. Folk havde en vireklig interessant dynamik med frygt.

Nadviho var så noget andet, selvom han så menneskelig ud, så var han ikke intimideret af Verthag. Han følte ikke at han skulle anstrenge sig for at være præsentabel eller udtrykke følelser, for at undgå at skræmme livet af ham. Det var altid meget behageligt, når der var nogen som tog den lidt med ro omkring orker i den her menneskeby. 
"Du er en af de få mennesker der forstår Zaladin. Siden jeg kom til Dianthos er det næsten umuligt at finde nogen som ikke er paralyseret af frygten for Den Mørke Herres mærke. Du kunne sikkert overbevise nogen om at prøve at lytte til Zaladins lære, i stedet for at brænde det på et bål."

Som Verthag slap vasen og erklærede sig interesseret og endda villig til at købe, smilte Nadviho blot stort. Butiksejeren lænede sig en anelse henover bordet. Med hans næsten to meter høje statur gjorde det heller ikke noget. 
"Hvad siger du til 7 jadestykker og så pakker jeg den også ind, så du ikke taber den?" Hvis bare Verthag og resten af kunderne vidste, hvor nemt det var for den forklædte mørkelver at skabe disse objekter, ville 7 jadestykker være en formue at give for disse. Men for alle var disse ekstrakvante objekter. Fangede ånder i dem. Det virkede ikke billigt og dette vidste Nadviho. Derfor var prisen over det gennemsnitlige smykke - det var jo også en okay vase. Den havde et par revner, men den havde da kostet et par ravstykker. Nadviho skulle jo tjene sine krystaller ind igen. De fleste ville nok have trukket mindst halvdelen af jadestykkerne af prisen, hvis deres kunde var Verthag, men Nadviho lod sig ikke true. Hvorfor skulle han? Fordi han var en ork? Det betød intet. 

Et nikkende tak blev givet, før Nadviho åbnede sin mund for at svare tilbage. "Lad nu Dianthos lære det på deres måde. Ingen grund til at hjælpe de kære personer på vej til dybere forståelse." Selvfølgelig ville Nadviho elske, hvis han skulle udgøre Zaladin og Nalish'ras ord mod hovedstaden. Men han måtte være påpasselig. Allerede nu havde Verthag en lille mistanke. Nadviho var ikke som andre mennesker i byen. Og selvfølgelig kunne han ikke skjule sig helt, men han skulle ikke vække unødvendig og unik opsigt. Det sidste, han ønskede, var, at byvagterne kom til ham for at udspørge ham. Måske de endda ville trække deres egen magi og se igennem Nadvihos forklædning. Dét ville kun ødelægge Solaris planer om ham værende i hovedstaden.

Verthag kiggede på vasen, og lod øjnene langsomt glide op på Nadviho igen. Syv jadestykker var meget for denne vase. Ganske vidst kom den med den sjæl som Verthag efterspurgte, og den vil kunne have meget værdi for ham i det lange løb.
"Du ved hvad du vil have for dine varer. Tre jadestykker. Jeg er ikke fjumrefingret, så du behøver ikke at pakke den ind."
Verthag havde lært hvornår han skulle forhandle, og han havde erfaret at Nadviho skulle man altid forhandle med. Han lod sig ikke afskrække, og det betød at han også startede ud højere end det nogensinde ville være værd. 

"Dianthos lærer ikke. De destruerer det de ikke forstår. Kiles tempel er faldet i nåde, fordi nogen udnyttede et hierarki. De skal belæres. De mener ikke at Zaladin har indflydelse i Dianthos, men Lyset skyr tydeligvis ikke magt og destruktion, når det kommer til deres modstandere. Zaladin er lige så meget i deres blod, som enhver andens. I stedet for at benægte dette faktum bør folket vågne og se sandheden."

Og forhandlingerne startede. Det var altid, hvad folk fra Dianthos gjorde. De kunne ikke bare have den rigtige pris. De skulle prøve at få den billigere. Og derfor satte Nadviho også ofte sine objekter lidt dyrere. Så var de klar til at kunne blive forhandlet, plus hvis nogle idioter med dybe lommer kom ind og ikke orkede at forhandle, så scorede mørkelveren i forklædning kassen.
"Fem jadestykker og så kan du blive og snakke, indtil jeg lukker." opfordrede Nadviho roligt. Selvfølgelig ville han have ladet Verthag blive herinde i butikken, hvis orken ønskede dette. Ingen grund til at smide en kunde ud, om så de havde købt noget allerede eller havde planer om dette. Plus, de havde en samtale om guder og Dianthos, som de fleste andre kunder ikke ønskede at have. Og Nadviho savnede denne form for snak med et væsen affilieret med mørket som en ork, skønt Verthag virkede som alt andet end den ondeste ork nogensinde.

"Folk ser og tror på det, de gerne vil. Uden Zaladin føler de sig gode og hævet over alle andre. Men alle har ondt i sig. Vi kan ikke leve uden ondskab. Uden balance vil der være kaos." Selvfølgelig ville Nadviho elske, hvis Dianthos og hele landet endte i ren kaos og blod. Men han skulle huske på sit udseende. Han var en blegfis af et menneske med rødt hår. Og mennesker ønskede fred. De ønskede Lyset og de gode guder. Derfor måtte han spille rollen, skønt dette var en sand udfordring for ham. Men hvis nogen fra Solaris tempel skulle kunne dette, så var det Nadviho. Han ville ikke svigte hende.

Han lod sit blik hvile på Nadviho nogle sekunder efter at han var kommet med sit nye bud. Han ville vurdere hvor meget han prøvet at oversælge varen, men Nadviho vidste hvordan man skulle holde masken. Han krympede ikke foran den lemlæstede ork. 
"Fire jade og fem rav."
Måden Verthag kom med tilbuddet lød meget endeligt. Det var også mange penge som Verthag kastede efter vasen, og der var kun så meget han og sin bror kunne skaffe for at kunne overleve. Broren tjente en fin skilling i slagter industrien, men han brugte de penge mindst lige så hurtigt igen. Verthag kunne få en del ud af seance, men der var ofte langt imellem dem, så der skulle spares. 

Nadviho havde virkelig en særlig filosofi. Ikke mange i Dianthos ville sige den slags. Mennesker havde rigelig plads til ondskab, og i Dianthos var der masser af ondskab, men ikke nødvendigvis tilhængere af Mørket. Verthag forstod aldrig denne åndsvage opsplittelse. Som om at nogen skulle være mere retfærdig end den anden. Både Lyset og Mørket var idioter.
"Ondskab og godhed er så mærkværdige og irrelevante koncepter. Der er magt, og dem der ikke forstår den. Hvis man ikke kan behærske magt, så bliver man undertrykt. Sådan er det, uanset om man ser sig som god eller ond." 

En samling af nikke blev gjort i stilhed, før Nadviho rettede ryggen. Blikket hvilede på orken i lidt tid, før den ene mundvig træk på sig og højre hånd blev strukket ud. "Fire jadestykker og fem ravstykker, så er gribbevasen din, makker," Selv efter at være gået så mange jadestykker ned var det endnu en god profit for denne vase. Den havde nok kostet mindre end fem ravstykker og prisen for gribben deri havde været gratis, omend nogle minutter af Nadvihos tid og en lille afkræftning. Mørkelveren havde sikkert fanget denne og en lang række andre væsener samme dag. "Ved du hvad? Snup en af de der amuletter. Der er et simpelt kæledyr i dem. Hvis det frister altså." Nadviho pegede med sin anden hånd på en af de nederste hylder. De mindre værdigfulde objekter. De solgte stort set ikke. På nær til de kunder, der ikke vidste bedre. Mørkelveren brugte dem ofte som ekstra gaver oven i køb. Som en vase med en gammel grib i sig.

"Fortæl mig, at byvagterne alle er gode og værende af Lyset. Jeg har oplevet værre af dem end gadefolket fra Skumringskvarteret. Lyset er ikke ren godhed." Nadviho havde set byvagter misbruge deres stillinger. Udnytte deres position til det ene eller andet. Det virkede mere noget, som en snedig ondskab ville gøre end en fra lyset. Selvfølgelig kunne Nadviho gøre værre. Han var jo i sidste ende et medlem af Nalish'ras tempel. Mord, løgne og meget mere var en del af gudindes domæner. Og dem udforskede Nadviho lystigt. Han havde gjort det i hovedstaden. Byvagterne var bare endnu for dumme til at forbinde mord i den nedre del af byen til ham, en ordentlig sælger, der havde krystaller nok til ikke at ty til det, der var værre.

Verthag fandt det aftalte beløb frem af sin pung og lagde dem i Nadvihos udstrakte hånd. Han nikkede tilfreds, omend det var ganske langsomt, som han ikke slap Nadvihos blik. Han flyttede først blikket da han samlede vasen op igen. Den skulle nok blive god i de næste mange ritualer. Han ville nok holde på åndens styrke og kun bruge den når det var relevant. Disse ånder havde det nogen gange med at knække under hans behandling. Der var ikke mange ånder som brød sig om Gashnakhs metoder. 

Verthag kiggede igen op på Nadviho, som tilbød ham en ekstra gave. Verthag kiggede på de forskellige nips ting, som blev udpeget for ham. Simple amuletter, med meget lidt værdi for ham. De ville måske kunne give noget flair til en seance, men ikke meget mere end det, men han sagde ikke nej til gratis varer. Hvis ikke andet, så kunne han se om den kunne sælges videre når ånden knækkede. Han samlede en af amuletterne op, og lagde den - ret uhøjtideligt - ned i hans erhvervede vase.

"Hvad end folk gør, så vil alle på et tidspunkt dø. Nak'lar vil vise dem vejen. Om nogen hjælper dem til at møde Nak'lar før tid, det er deres problem. Dø det skal de. Om de vil det eller ej."

Krystallerne blev lagt i Nadvihos håndflade. Denne lukkede i kort efter og blev proppet ned i lommen, hvor den åbnede for at lade Verthags krystaller blande sig med mørkelverens. En svag raslen kunne høres derfra, som Verthag kiggede på de simple og stort set ubrugelige amuletter, inden en blev taget og smidt ned i vasen. Hvis Nadviho kunne huske korrekt, var det en kanin, hvis ånd var fanget deri. Om orken kunne bruge en simpel kanin til noget, vidste Nadviho ikke. Omend kunne den være en fin pyntegenstand med lidt åndeligt i sig. Et lille eksempel for dem, der mistænkte Verthag for løgne.

"Døden kommer til alle, selv de udødelige. Det er bare et spørgsmål om tid og splid. Om du dør naturligt eller ved enden af en klinge, så kommer døden til dig." Det var åh så fristende at prise Nalish'ra lige nu. Sige, at de fleste skulle dø ved en andens klinge. Lade et mord afskære en anden for deres liv. Men Nadviho holdt sig tilbage, omend denne tilbageholdning kunne anskues, hvis Verthag kiggede ordentligt efter. Der var mange guder, hvis aspekter overlappede. Nak'lar, der var efterlivet. Nalish'ra, der var mord. Kile, der var døden. Og alligevel var disse forskellige. Nadviho måtte holde sig tilbage. Vise sin ikke-eksisterende menneskelighed frem. 

Verthag så handelen som værende afsluttet. Krystallerne havde skiftet hånd, og Verthag havde fået sig et nyt fokus punkt. Det ville blive interessant og se hvordan det ville blive inkorpereret i ritualet. Måske ville det hjælpe lidt når han skulle tvinge en sjæl til at gøre som Verthag gerne ville, hvilket betød mindre skrigen og jamren fra sjælens side.

Verthag nikkede til Nadvihos kommentar. Alt havde en ende. Noget før andet, men alt ville til sidst ende. Sådan var livet, omend man kunne leve til evig tid, men på et tidspunkt ville Kiles kolde hånd hente en. Sådan var det. 
"Du er meget progressiv for din slags."
Verthag nikkede kort. Han prøvede at virke anerkendende, men det er svært at udtrykke sine følelser, når man ikke havde haft med dem at gøre, det meste af sit liv.
"Jeg vil bevæge mig hjem. Tak for handlen. Må Nak'lar ikke tage din ånd i nat."
Verthags lykkeønskning lød som altid som en voldsom trussel, som han vendte sig om mod udgangen. Nak'lars mærke næsten skinnede på baghovedet af Verthags blege hud. En ilde varsel for de fleste, selvom Verthag mente det med bedste mening.

Orkens visit virkede til at være kortvarigt. Verthag virkede ikke til at ønske at blive her længe, hvilket Nadviho til en hvis grad kunne forstå. Orken havde sikkert andet at lave. Noget, der var mere vigtigt end at smalltalke med e butiksejer - og orker var jo ikke ligefrem kendt for at være gode til samtaler. End ikke dem, der levede i byerne som Verthag.

Et takkende nik blev sendt for komplimenten. Verthag skulle bare vide. Han var jo ikke af den slags, orken henviste om. Kun forklædningen var. Men det lune smil blev sendt, som var der intet galt med orkens ord. "God tur hjem og må byens børn respektere dig." Og med de ord havde Verthag allerede vendt sig rundt for at gå imod døren. På denne måde fandt Nadviho et andet mærke i baghovedet på orken. Nok denne Nak'lar, som Verthag virkede til at bede meget til. Måske Nak'lar var hans version af Nalish'ra for Nadviho - dog var det de færreste, der kendte dette. Kun dem, der kendte til mørkelverens sande udseende, ville vide den rigtige gud, der blev bedt til. Men Verthag var allerede ude af døren, inden Nadviho kunne give flere hints om dette. Og med ingen kunder i butikken, gik Nadviho ud i baglokalet for at besætte flere objekter. De arme ånder af dyr blev fanget, deres vilje havde intet at sige. Sådan ville det altid være for Nadvihos evne - og det havde han intet imod. Absolut intet.