Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Verthag 'Sjæleæder' Bjørneklinge
Kaldet: Verth, Åndemaner
Køn: Mand
Alder: 44
Fødselsdag: 25.2 år 1980
Tilhørsforhold: Retmæssig God
Tro: Nak'lar og Zaladin
Erhverv: Straffer af de uværdige sjæle
Nuværende levested: Dianthos - Dianthos
Race: Ork

Udseende

Højde: 183 cm
Vægt: 72 kg
Øjne: Rødglødende
Hår: Skaldet og glatbarberet
Hud: Syglig bleg
Kropsbygning: Spinkel
Hverdagstøj: For det meste bærer han en meget slidt robe, som bliver lappet i ny og næ, indtil at han vil have råd til nye klæder.
Ar, permanente skader el.lign: Han har en masse arvæv på kinderne, som om noget har prøvet at hive kæben fra hinanden og huden er sprukket voldsomt. Ellers har han også en masse små ar over hele kroppen, som om at han var blevet skåret med tusindvis af knive lige i overfladen af huden.
Særlige kendetegn: Han har en stor Zaladin tatovering i ansigtet, og en stor Nak'lar tatovering på baghovedet.

Magi

Magisk evne (1): Seance: At kontakte de afdødes sjæle er ikke kun krævende, men også farligt. For det kræver det mange forberedelser. Først og fremmest skal rummet forberedes for at gøre det lettere at få sjæle til at manifestere sig. Derefter skal det beskyttes mod uønsket indtrængen. Når først man åbner sig selv og et rum op for sjæle, kan man risikere at tiltrække uønskede og deciderede farlige sjæle.
Når rummet er beskyttet og forberedt, så skal man have noget fra den afdøde, som skal virke som et anker og en invitation til sjælen. Jo mere man har af den afdødes (det bedste er selve liget), desto nemmere er det at få sjælen til at manifestere sig. Nogen kalder det tvang, andre ser det som en invitation man ikke kan sige nej til.
Under manifestationen kan man tale med sjælen, og hvis beskyttelsen er lavet korrekt, vil sjælen ikke kunne påvirke den der afholder seancen. Jo bedre man har forberedt et rum, og desto mere man har af sjælen, desto længere vil man kunne holde sjælen under manifestationen. Sjælens sindstilstand kan dog påvirke hvor nemt det er at kommunikere med sjælen.
Når man vil sende sjælen bort til det hinsides, er der et afsluttende ritual som udføres, og så afslutter seancen. Hvis alt er gjort som det skulle, så er der ingen risiko i at rydde op efter seancen.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Sjælekontrol: At kunne kontrollere døde sjæle kræver en høj mental styrke. For det første, fordi en kamp med sjæle er en kamp med sindet, for det andet, fordi hvis ens psyke er svag vil man knække over gerningen.
Enhver manifesteret sjæl vil kunne kontrolleres, hvis man har trænet denne evne. Når man prøver at overtage kontrollen over en sjæl, så tiltvinger man sig deres psyke.
Det man kan gøre når man tager kontrollen over en sjæl, er at tvinge den til at blive længere i en manifestation, tvinge den væk, og hvis man har meget kontrol over evnen, vil man kunne tvinge en manifestation frem hvis man kan sanse sjælen f.eks. gennem en forankring. Man kan også tvinge viden ud af sjæle, eller påføre det smerte.
Ofte er tvang af sjælen meget smertefuld for sjælen, og det er meget tydeligt og hørligt. Sjælen vil for det meste kæmpe tilbage, med mindre at den er knækket. Denne kamp kan være farlig og dødelig for den der prøver at kontrollere sjælen, hvis man ikke har nok erfaring.
Nybegyndere anbefales ikke at gøre dette på egen hånd.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Personlighed

Styrker: Empatisk, god til at holde et køligt overblik, rationel, intimidering
Svagheder: Svært ved at udtrykke følelser, ekstremt stolt, kærlighedshistorier

Generel beskrivelse af personlighed:
Det første indtryk af Verthag er for det meste følelseskold og intimiderende. Han fremstår som en kynisk og kalkuleret person, der ikke kunne være mere bekymret om der skete et massemord foran ham, eller om han spiste en nybagt bolle. Hans mimik, gestik, og tonalitet tyder på en person som har fået taget al personlighed fra sig.
Hvis man kan komme over de mange ansigtstatoveringer, hans genetiske herkomst, og hans generelt uhyggelige og ubehagelige udtryk, så er han en meget venlig og empatisk sjæl. Han er god til at lægge mærke til når nogen sørger og er bekymrede, og han vil gerne gøre alt for at få dem i bedre humør. Han har dog ikke trænet den færdighed, så ofte fremstår han mere skræmmende og truende når han prøver at opmuntre folk.
Han mener at kærlighed er den største magi i verden, og han vil gøre meget for at en kærlighedshistorie kan få en lykkelig slutning. Han mener at kærligheden er en ærefuld motivation, som han til enhver tid vil støtte. Hans største drøm er, at hans tvillingebror vil finde sin eneste ene kærlighed og blive gift med dem. Han vil stortude (om end med det mest følelseskolde ansigt) til sin tvillingebrors bryllup.

Baggrundshistorie

Vinteren var barsk, og Bjørneklinge Stammen kæmpede for deres overlevelse. Uheldet havde været efter dem hele vinteren, og shamanen var på overarbejde for at finde ud af hvad der forfulgte dem. I sine syner så shamanen gribbeånden Gashnakh, ånden for Sjæleæderne, de forhadte præster af Nak'lar. Shamanen vidste at der snart skulle udvælges en ny Sjæleæder, der ville overtage pladsen for den gamle Sjæleæder, ellers ville Gashnakh fortære stammen.
Samme vinter fødte Dura to sønner, og overlevede. Stammen så det som et mirakel. To stærke sønner som vil være med til at få Bjørneklingerne tilbage på sporet. Ingen havde regnet med at begge børn ville forråde stammen.

Shamanen bremsede dog stammens glæde over den nye tilføjelse, da han fortalte at den ene af dem ville blive den næste Sjæleæder. Den der straffer de uværdige sjæle. De orker som ikke døde en ærefuld død, ville lide ved hånden af Nak'lars bødler.




Verthag sad og ventede udenfor. Han havde en fornemmelse at noget snart ville ske. Noget drastisk. Hans ansigt var allerede tatoveret med Zaladin og Nak'lars mærke. Det var en stor ære for familien at Verthag skulle være den næste Sjæleæder, men samtidig var det også en smerte, fordi så snart at han var under oplæring ville han være dømt til skyggerne af stammen. Når først hans oplæring ville starte, så ville han være en Sjæleæder, og intet andet.

Verthag skulle ikke vente længe. Shamanen dukkede op, med en skikkelse dækket i tunge, pjaltede rober. Verthag nåede kun at nikke farvel til sin bror, inden han blev taget med shamanen, om han havde villet det eller ej. Verthag vidste det, men han vidste ikke hvorfor. Heldigvis ville det ikke være sidste gang at han så sin bror. Havde det ikke været for sin bror, ville Verthag ikke være blevet den han er denne dag i dag.

Hvad der fulgte efter var de mest smertefulde uger i Verthags liv, som han blev tvunget åben for Gashnakh. Så hans syn kunne åbnes for de døde. Nu var hans liv bundet til gravhøjene, hvor han skulle lære at hidkalde de døde, og straffe deres sjæle for deres æreløse liv og død. Fordi de var ikke værdige at kalde sig selv ægte orker.




Verthags nu rødglødende øjne stirrede ind i den mørke hule. Hans læremester stod bag ham afventende. Denne hule var tiltænkt de mest æreløse sjæle overhovedet. Selvmordere, desertører, forrædere. Dette ville være Verthags første forsøg på at foretage en seance og afstrafning af en sjæl alene. Hvis han overlevede dette ville han snart være en del af at straffe en hel gravhøj eller hule på en gang.

Verthag forberedte ritualet. Hulen var mørk og kold, og han kunne mærke sin læremesters øjne på sig. Dette ville være den anden store prøve. Overlevede han denne, så ville han næsten garanteret blive den næste Sjæleæder. Den sjæl han skulle straffe var en af stammens største bedragere, der havde sluppet en krigsfange fri. Han var blevet henrettet for sin gerning. Sammen med den æreløses begravelse, var hans navn også slettet.

Han udførte opgaven med enorm præcision. Hvis han lavede noget forkert, ville sjælen have en stor fordel, og så ville Verthag nok ikke overleve. Ritualet gik som det skulle, men sjælen var fyldt med enorme mængder af raseri, og flere gange troede Verthag at han ville dø. Især da han mærkede hvordan kræften af deres kamp var ved at flå hans kæber fra hinanden, og han kunne mærke blodet løbe ned af hans krop. Men i sidste ende vandt Verthag, og sjælen fik sin straf for sin æreløshed.

Verthag følte ikke noget udover smerte den aften. Han sad for sig selv stirrede ud af luften. Han følte sig som mørket. Tavs og død. Der var intet der rørte sig. Indtil han blev overrasket. Sin bror havde brudt reglerne, og besøgt Sjæleæderne. En hjertevarm omfavnelse fra en pæn (hvilket er en fornærmelse for orker), men genkendelig bror. Uden at ansigtet fortrak en mine, styrtede tårer ned af kinderne. På grund af sin bror ville hans følelser aldrig slukkes helt.




Verthag havde for længst overtaget det fulde ansvar som Sjæleæder. Læremesteren var død. Stammen bragte ham en afdød, som skulle lægge hos de æreløse. Hun var død en æreløs død, da hun faldt i en bagholdsangreb. Hun døde uden våben i hånden. En æreløs død, og derfor ikke værdig nok til at blive husket som en af de ærede forfædre. Verthag genkendte orken Dura. Hun der havde givet ham liv.

Noget knækkede inde i Verthag. Den sidste respekt for klanen. I mange år havde han tortureret døde, som havde været uskyldige. Børn der var døde af sygdom. Mænd og kvinder der døde på grund af en ulykke. Så mange uskyldige var i hans hænder, og ifølge stammen skulle de straffes for at være æreløse. Nu bragte de denne kvinde, som han genkendte som sin mor. Hans ære bød ham at straffe sjælen, men gennem sin bror vidste han, at Dura var en mægtig krigere. Hun hørte ikke til hos de æreløse. Han ville ikke straffe hende.

En af de aftener hvor broderen kom forbi blev der taget en beslutning. De ville forlade stammen. Verthag blev kun set som et monster, der var nødvendig at have, mens det blev forventet at han torturede hundredevis af sjæle. Han kiggede på sin bror. Han lignede ikke en almindelig ork. Han var pæn, og når han døde, så ville han blive set som æreløs. Verthag nægtede at hans bror, som var den eneste der havde behandlet ham godt, skulle straffes på denne måde. De blev enige om at forlade stammen. Mod menneskernes land, hvor stammen ikke bare kunne fange dem. Til den dag, havde Wurgoth, deres fader, endnu ikke fanget dem.




Hvor kan man bedst forsvinde fra andre orker? Menneskernes hovedsæde; Dianthos. Det havde ikke været nemt. Som ork og tilbeder af Zaladin var Verthag ikke den mest velkommen i Dianthos, men med sin brors hjælp havde han formået at bosætte sig der. Han overlevede, ved at tjene penge ved at forbinde de levende med de døde, og en gang i mellem ved at tilbyde sine tjenester til byvagten, hvis de havde brug for at afhøre en død person i en besværlig sag. Han lærte hvor meget kærligheden bandt folk sammen i Dianthos, og han havde aldrig oplevet noget så smukt. Elskende, der bar hinanden tæt i hjertet, selv efter døden. Så mange levede for kærligheden, og dette var smukt. Hvis bare han kunne hjælpe sin bror med at finde den store kærlighed. Så ville Verthag kunne dø lykkeligt.

Familie: Far: Wurgoth Bjørneklinge, 97 år, levende

Mor: Dura Bjørneklinge, død

Tvilling: --- Bjørneklinge, 40 år, levende

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Under middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Fantastisk
Chakra: Over middel