Ved egetræsbordet i palæet tilknyttet drageværket, trissede den rødhårede dæmon rundt og gjorde de sidste ting klar. Et nydeligt testel var sat frem, små appetitvækkere i form af dæmoniske livretter var stablet på sirligt bemalede tallerkener og snart kom en dampende varm kande ind, afleveret videre af en af husets tjenere der hurtigt sørgede for at forsvinde ud af den flammende skabnings finesse prægede opmærksomhed, der i dette øjeblik, var en anelse... pirreligt. Det var måske det rigtige ord at bruge, da perfektionismen arbejdede for at Lumine's anretning fremstod intet mindre end perfekt, og forfængeligheden bød hende at dobbelt-tjekke - for ikke at tale om at trippelt tjekke at alt var som det skulle være, til den gæst der snart ville komme. 

Det var en god evighed siden at Lumine havde set den kære svigermor, Dødssynden Hovmod, og aftenens visit var ikke kun for den stolte kvindes ellers hyggelige selskab. 

De ulmende, røde øjne gled en sidste gang over anretningen, inden at hun med et tilfreds pust af varme nikkede, og kastede et blik imod klokken. Der ville nok ikke gå forfærdeligt længe, og blot som den tanke skulle være blevet tænkt, var det at stemmer vidnede om nogens ankomst ved hoveddøren, og hun ville nok snart blive ført herop. Et funklende smil trak de bløde læber fra hinanden, og Lumine tændte med et knips af gnister den store, funklende lysekrone der prydede loftet til deres testue, så varme farver livligt og funklende dansede imod de smukke vægge, og det fine gulv. 
Ishtar, datter af Hovmod. Hun var mere end velkommen i disse sale. 

Dæmonen Hovmod kunne sagtens bare være dukket op i midten af palæet. Men når man talte med folk, man skulle holde sig på den gode side af, var det vigtigt at ens entré havde en hvis form for finesse over sig. Selv når det var familien. Og Ishtar anså Lumine som en del af sin familie, med det bånd dæmonen havde til Orpheus. Det havde stor betydning i Ishtars øjne. 

Iført praktisk, men også meget elegant tøj i form af en sort tunika, sorte bukser med kant af sølv, høje støvler, samt en let silkekåbe i mørkviolette farver, var hun antrådt til palæet hvor hun hilste charmerende på vagterne, der både var underdanige, men også flinke at tale med. Hun blev hurtigt ført op til det anrettede bord og som hun trådte ind, krøb et smil over hendes læber.
"Lumine, skønneste.. En glæde at se Dem igen," hun trådte omgående helt hen og rakte begge hænder frem i hilsen. "De har spurgt efter min tilstedeværelse af en grund dog. Så lad os sætte os ned ved det fine bord der er blevet anrettet og tale om hvad De har i tankerne.."

De slanke fingre glattede folderne ud på den vinrøde kjole, og gled nænsomt over de hårde, funklende men varme drageskæl der udgjorde korsettet som strammede hendes i forvejen feminine skikkelse, ind til intet mindre end smuk timeglas figur. I sit eget hjem var Lumine næppe praktisk klædt, og egentlig, gjaldt den samme regel også de tidspunkter hvor at hun bevægede sig udenfor. Det var sjældent nødvendigt. 
Det betød dog ikke, at hun ikke kunne se det elegante snit der hvilede over den anden skikkelse idet at hun trådte ind, og et funklende smil af glæde over gensynet, delte de røde læber da hun trådte hen for at byde dødssynden velkommen. "Ishtar" kvidrede hun, og greb de lyse hænder i sine egne let mørkere, hvor at den karakteristiske varme emmede ud fra håndfladerne. Et mere ufrivilligt aspekt af magien der havde skabt hende, men dog intet stort problem. Ikke som da hun havde været yngre. "Ah, kæreste - det vil være mig en fornøjelse at forklare, sæt Dem - sæt dem endelig!" fulgte hun op med, en enkelt tommelfinger over den lyse håndryg, førhen at hun let trak hende med sig. 

Stolen blev hevet ud for den ældre dæmon, og Lumine selv satte sig med fejende, knitrende skørter på den anden side, hagen hvilende på de sammenflettede fingre. "Jeg ville elske at hører mere om hvad der har optaget Dem i disse år, men De har ret, lad den mindre vigtige snak falde hen til senere. Jeg..." en kort pause i ordene idet at en tjener strøg forbi dem, og med trænede bevægelser fik skænket teen op i de kønne porcelænskopper, for at sætte dem tilbage i dets understeld "Ah, lad mig blot starte fra begyndelsen... hvordan mener De, at Abraxas og Eisheth har håndteret riget efter Merihem's... lad os kalde det beslutning" Det var ingen hemmelighed, at ærkedæmonerne prøvede at genopbygge Aztaroth og lede riget tilbage i dets storhedstid. Men ikke meget var sket på et år eller to, givet at dette land var et land hvor mange higede efter magten. 
Der burde næsten være sket mere.... i hvert fald. 

Som det ofte var, når Ishtar besøgte folk hun kendte og brød sig om, så var hendes aura af komplet hovmod meget svag. Hun ønskede kun at gøre auraen stærkere når hun var sammen med ukendte eller i visse tilfælde fjender, da det kunne gøre hendes eventuelle modstandere arrogante nok til at de ikke tænkte sig om. For var der noget, der kunne gøre folk dumme, så var det følelsen af hovmod og arrogance. Ishtar var derimod så vant til følelsen, at den var en integreret del af hende og trods den, så var hun stadig på visse punkter et taktisk geni. Med et elegant smil over sine læber, satte hun sig efter at have hilst høfligt på Lumine.

Så snart teen var hældt op, tog Ishtar sin kop i en blød og blid bevægelse, nærmest som var det et kærtegn. Hendes smil blev bredere da Abraxas, Eisheth og Merihem blev nævnt. Det var jo kun et spørgsmål om tid før deres inaktivitet blev utåleligt for resten af dæmonernes samfund. Og det så muligvis ud til, at Lumine var starten af denne utålmodighed. Ikke at Ishtar bebrejdede hende.
"De har skam gjort præcist som ønsket, kære Lumine," sagde hun i et sarkastisk toneleje. "Inaktivitet efter flere tusinder af år indespærret? Jeg kunne ikke bede om bedre!" en latter brød sig fri af hende. "Med seriøsitet i mente.. Jeg har set til, fordi det giver et strategisk overblik. Men som mange nok vil mene, så har det stået på længe nok nu. Vi kan ikke blot sidde og se til længere. Om vi så går på krigsstien eller tager den diplomatiske vej er mig næsten ligegyldigt, bare der sker noget," hendes blik hvilede på Lumine, nysgerrigheden strålende ud af hendes øjne.

Et næsten dovent men dog lattermildt smil trak op da Ishtar's mere sarkastiske toneleje sørgede for at bære betydningen af hendes ord, og ild-dæmonen fnøs næsten fornøjet, da hun påpegede hvordan at det jo næsten var krymmel ovenpå deres flere tusinde års indespærring og fangeskab. Jah det var jo faktisk næsten sjovt, så ironisk det var, om man så bort fra det forfald der prægede områderne. 
Intet var som det burde være, men det var sjældent af de dæmoner hun i hvert fald kendte, var så selvhøjtidelige at de ikke kunne se det ironiske i bare... lidt af situationen. 

En tår af teen blev taget, og da Lumine satte den tilbage, sprang næsten en lille gnist imellem hendes slanke fingre, der tappede imod bordet. "Jah min kære, bare der sker noget, syntes at være den gængse holdning i de her år..." sagt med en næsten blød knurren under det dæmoniske, flerstemmede sprog, og Lumine sukkede. Ikke træt, ikke grundet uoverskueligheden i det, men over længslen i det; hun havde i forvejen aldrig været god til at lade sig nøjes. 
"... så jeg har haft mine overvejelser. Er det ikke på tide, at Dødssynderne kommer tilbage til hjertet af riget?" det fine hoved gled en anelse på skrå, og et enkelt øjenbryn gled i det spørgende op. "Jeg er træt af at nogle af arvingerne for de mægtige slægter... næsten føler et behov for at gemme sig i menneskernes verden, og opbygge deres egne, sølle imperier der. Jeg er træt af stilstanden, den kvæler enhver gnist der træder frem - og jeg er.. træt af ærkedæmonerne selv" fortsatte hun. I hvert ord var der ikke meget tøven, fordi det var skam ord og holdninger hun mente. "Så jeg så gerne at de... forsvandt" endnu en gnist, men den her gang dansede den i de røde øjne der betragtede Hovmod foran sig. 
Med dem væk, ville der være plads til at slægterne selv, kom mere frem igen. Og med deres støtte, om det lykkedes for hende... ville hun sørge for at den plads, var dem givet på forhånd, deres ret, så at sige. 

Et skævt smil trådte frem på Ishtars læber som Lumine forklarede hvordan nogle af arvingerne for de mægtige slægtninger havde begyndt at opbygge små imperier uden for Kzar Mora. Det, følte Ishtar, var spild af tid når der allerede var splittelse omkring magten i Kzar Mora selv. Og stilstand. ALT for meget stilstand. Hun lænede sig frem med albuerne på bordet, hagen hvilende på hænderne.

"Jaså, min kære... Jaså.." selv havde Ishtar ventet i mørket og observeret til at starte med. Mest af alt fordi hun godt vidste, at det at forene Dødssynderne ikke altid var lige nemt. Især når nogle af dem ikke helt fortjente at være en Dødssynd. "Så du ønsker at Ærkedæmonerne ikke fylder det hele længere. At de... Som du selv beskriver det.. Forsvinder.. Jeg antager at du har en plan for dette eftertagende, kæreste Lumine? Jeg lytter gerne på idéer," der var et nysgerrigt glimt i Dødssyndens øjne.

//Jeg lukker denne tråd grundet lang tids inaktivitet fra min side. Er åben for nye tråde selvfølgelig. Og beklager <3