At bo i Dianthos havde sine fordele rent loyalitetsmæssigt. Men som en mørkelver havde byen bare ikke, hvad Nadviho ønskede fuldt ud. Jovist var arbejdet som butiksejer med hans egne forbandede objekter noget, der bragte en dyster glæde for mørkelveren. Alt måtte Nadviho dog gøre i skjul eller forklædt som en mærkværdig blanding af en god elver og et menneske. Mørkelvere var efterlyste. Bare ved at være født som mørkelver, blev man stemplet som ulovlig. Heldigvis havde Nadviho endnu ikke vakt interesse blandt byvagterne. De var uvidende om ham. De så ham som en simpel butiksejer, men under overfladen gemte han på langt mere. Mere, der ville skræmme mange i hovedstaden.

Som altid var Nadviho i sin forklædning. Den ferskenfarvet hud, det røde hår og de manglende spidse ører udgjorde ansigtet. Ringen på højre hånd sad test på fingeren. Den måtte ikke ryge af, ellers røg forklædningen. Dog var Nadviho ikke alene denne sene aftenstur i den nedre del af hovedstaden. Han havde fået selskab af en kvinde. En anden mørkelver, der var i forklædning. Selv var hendes hud lignende hans. Hendes hår var rødt og bølgende. Men ligesom ved ham skulle hendes nuværende udseende ikke narre. For kvinden gående ved Nadvihos side var ingen ringere end ypperstepræstinden for Nalish'ra. En kvinde, hvor Nadvihos loyalitet lå fuldt ud til. Deres historie lå flere hundrede år bag dem, men den var ikke færdig. Det var med hendes samarbejdende tanker, at Nadviho befandt sig i hovedstaden. Nogen skulle kunne opsnappe information fra Lyset og landet, hvor de ellers ikke måtte færdes i. Dog måtte de ikke glemme sjovhederne. At Solari var kommet til hovedstaden. Til ham. Det skulle udnyttes.
"Udvælg et offer. Du bestemmer." sagde Nadviho lavmælt, som han havde drejet hovedet ned mod Solari. Personer blev væk i den nederste del af Dianthos tit. Alt for tit til at byvagterne ville kunne finde dem alle. Én mere til eller fra betød intet. Og iført sine gennemsnitlige, men fine klæder sammenlignet med delen af byen, kunne Nadviho og Solari lokke enhver sulten pøbelperson med dem. Med for at lege og give den skægheder for natten. Det var også med denne tanke, at det skumle smil bredte sig over Nadvihos læber. Der var altid noget andet end bare formaliteter, når ypperstepræstinden kom på besøg. 

Når skyggerne faldt langt i Dianthos, var det at mørket forekom mere levende end man umiddelbart forventede at det ville. I mørkets dække var det at selvsamme lange skygger, også husede de mere lunefulde sider af byens beboere, og man skulle være en tåbe - eller blot utrolig naiv, hvis man ikke anerkendte at Lysets by rummede mørke forgreninger i forladte gyder. 
Og siden at den formskiftende magi var faldet i de krogede fingre ypperstepræsten holdt som sine egne... var hun en af de lunefulde beboere. 

Godt nok ikke på fuldtid, men på deltid - Solari Seravill havde altid haft et elskværdigt hadeforhold til de regler der dannede rammerne for byens lovgivning, og kunne nu grine længe og dystert over at kunne tage dem ved næsen på så simpel en måde. Hun var dog påpasselig. At blive set imellem menneskene i hovedstaden ville koste hende dyrt. Men aldrig mere påpasselig, end at tage et visit en gang om måneden... to gange om måneden... og nogle gange flere gange om månedens - humøret til sådan et visit, afhang af potentialet for aftenen. Og hvilket potentiale der var dén her aften. 
Gående ved siden af den høje, spinkle men dog velklædte mand, kunne man næsten mistænke dem for at være i familie, sådan som en særpræget elegance bevægede dem igennem de nok så mennesketomme gader, og sådan som flammehåret i bløde krøller bølgede bagved dem. Det sorte, tætsiddende stof, brudt af den blodigt røde kofte der strakte sig ned over hendes torso passede endda fortræffeligt med mandens egen sorte og røde påklædning for aftenen, og hvorvidt det var taktisk eller sammentræffets held, kunne man kun gisne om. Det var velsagtens farver der dog dækkede alt der ikke skulle ses i dagslyset, godt ind. 

Det lyse, mælkeblege ansigt vippedes lyttende op imod ham da han talte, med ord som fik et fornøjet og tydeligt underholdt smil til at strække sig over menneskets bløde læber. Nadviho var en gammel og tæt ven - at hun fik lov til at vælge, var nok mere et indspark af forskruet venlighed, end pligt. "Så gerne, så gerne" lød det som svar; Solari's bløde stemme ændrede sig ikke trods formen ændrede sig. 
De behandskede hænder strakte sig dovent foran hende, førhen at de greb armenes albuer og foldede det om bagved hovedet, en åben holdning idet at hun søgte gaden for dens beboere. Den nedre by havde spændende typer at byde på. "Har jeg fuldkommen frit lejde, eller er der noget du foretrækker mere end andet?" blev der dog alligevel lavmælt, men næsten spindende spurgt om, idet at de passerede en forhutlet tigger, nok smidt på gaden for mange år siden. Hun foretrak en hvis kvalitet, trods tiggere var nemme målskiver. Ingen syntes at savne dem. 

Ja, søskende kunne de nemt gå fra at være med deres fælles røde hårpragt i deres forklædning. Og skønt var deres forklædning af forskellige magi. Hvor Solari kunne vælge fra alt muligt og tilpasse, hvad ypperstepræstinden ønskede, var Nadviho i denne begrænsning. Han kunne til denne skikkelse og ingen anden. En forvaskning af hans mørkelver-jeg. Dog var tidsbegrænsningen fordelen for ham. Ved Solari kunne hun kun være i hendes forklædning i timer, hvor Nadviho kunne være i dage, hvis mørkelveren ønskede. Dog prøvede han altid at tage den af, når han var hjemme alene oven på butikken. At gå i sit eget hjem som et simpelt menneske var for dårligt. Dér ville han gerne se sin rigtige hud. Den pæne farve, der viste, hvem han var. Hvad han var. 

Som Solari lænede sig tilbage stående og gående, valgte Nadviho at lade sit blik forblive på sin ypperstepræstine. Ja, han valgte sågar at lade en arm og hånd rulle henover den nedre del af hendes ryg, hvor han lod hende blive presset ind mod sig. "Du har frit valg på alle hylder," hviskede han lokkende til hende. "Bare ikke en adelig, men de kommer ikke her." De havde ikke brug for den ekstra opmærksomhed, der kom med en adelig, selvom det uden tvivl ville tilfredsstille dem begge, hvis de trak et eller andet fyrsteligt barn med hjem for at have deres sjov med dette.
Blikket blev vendt ud i gaden, der forgrenede sig til mange små og endda mindre gyder. Der sad et par tiggere her og der. Disse ville være oplagte mål. Ingen ville savne dem, der ikke lavede andet end bad om krystaller fra de borgere, der havde krystaller selv. De ville jo nærmest gøre Dianthos en tjeneste, hvis de to sådan en. Men hvad sjov var der ved det? Det var nærmest dårligt at tænke, hvis de gjorde hovedstaden en god gerning. Desuden var der flere mål foran dem. Et lille barn rendte rundt iført en laset kofte, der var alt for stor for ham. Der var et par fordrukne personer, der uden tvivl var blevet smidt ud af den nærmeste kro. Og der var flere foruden disse. Solari havde virkelig mange valgmuligheder. Det kom helt an på, hvad ypperstepræstinden for Nalish'ra var i humør til.
"Jeg har redskaber i butikken og derhjemme. Alt er sat op. Vi mangler bare vores legekammerat." sagde Nadviho lavmælt og smilende, som om Solari havde brug for flere lokkende ord. Det havde hun ikke. Dette var ikke nyt for dem, når Solari var i byen. De havde før været ude på denne slags rov. Finde ofre, have deres sjov med dem, indtil disse gav op. Måske lege videre med dem derefter eller bare skille sig af med det døde lig. Som med Solaris var det, hvad de var i humør til for dagen.

Armen om ryggen fik mørkelveren til at skæve op med et fornøjet glimt i de blå-grønne øjne, og hun lænede sig næsten en anelse ind imod ham, idet at de fortsatte ned af gadens beskidte gader. I aftenmørket forekom de kun mere snavsede end de måske helt reelt var, men ikke desto mindre, havde renheden af hvem end de tog med sig, aldrig været den mest generende faktor for Solari. Det ville nok alligevel ende ud i lidt af et... svineri i sidste ende, gadens snavs og støv var blot noget der hørte med. 

Imens de passerede gader og stræder, kom fler eog flere skikkelser til syne. Et enkelt barn løb forbi, endnu en tigger, en fordrukken mand eller tre.... mørkevlerens skarpe blik studerede dem alle med en indre vurdering af ukendte faktorer, men alle som en vigtige for elveren. I sidste ende var det dog ikke svært, hun vidste hvem det skulle være når hun så dem. Sådan havde det altid været, skyggegudindens beslutinger og foretrukne værdier var ikke svære at føle sig frem til, når man havde gjort det i absurd mange år. 
"Hmmmm..." og som på slaget, jah som blev det kaldt frem, kom offeret de skulle bruge forbi. 

En ung mand, hvis mørke kappe bar broderingenen af en fra helbrederhuset... mennesket kunne ikke være meget mere end små 24 år, ungdommelig af udseende og med mørkebrunt, pjusket, brunt hår. Hans holdning var rank, ud fra hoften, hang en lædertaske - nok fyldt med hvad end han havde været ude og bruge her til aften, og noget... klikkede i ypperstepræstens, hvis blege ansigt lyste op i et smil - åh, et forræderisk kønt smil, og hun med en lille, tilfreds nynnen snoede sig ud af Nadviho's arme: gik direkte imod mennesket. "Åh, du er perfekt, simpelthen perfekt!" kom det med en blød latter fra hende. 
Ord der fik den unge mand til at stoppe forvirret op, et næsten fjoget udtryk i hans lyseblå øjne ved den pludselige kompliment. "Undskyld, hvad?" spurgte han, og Solari's behandskede hånd gled op omkring hans nakke, og trak ham i et ryk nærmere. Han gjorde overraskende lidt modstand, selvsamme forvirring men også betagelse i de lyse øjne da hun stoppede hans ansigt få centimeter fra hans. 

Deres postyr ændrede sig, som Solari tog imod hans arm om hendes lænd. Hun lænede sig en anelse op af ham. Søskendeforholdet ændrede sig til det af et ungt kærestepar. Det ville ikke være første gang, at et mørkelverisk søskendepar var mere intime end normale brødre og søstre fra de mange andre racer var. Men Solari og Nadviho var hverken søskende eller kærester. Jovist havde været intime med hinanden, men det krævede ikke følelser for at gøre dette. Når trangen og lysten var der blandt begge, kunne de da lige så godt udnytte denne frem for at gå uden. 

Skikkelserne i gaderne ændrede sig. Nye kom ind, som de gamle trådte ud. Enten forsvandt de i andre gader eller ind i de mange bygninger. Men der var altid kandidater rundt omkring. Dog havde Nadviho lovet at lade Solari vælge, hvem end hun ønskede. Og hun havde tydeligt udset sig et mål, for pludselig blev Nadviho efterladt alene. Solari var gået hen til en ung mand med en beklædning fra helbrederhuset. Hun snakkede med ham, lod sine hænder røre ham. Det var tydeligt, at helbredermanden var forvirret.
Nadviho forblev stående med lidt afstand, kiggende på sin ypperstepræstinde, der legede med deres kommende offer. Men hvordan skulle de lokke ham med dem? De kunne ikke bare kidnappe ham for åben gade. Meget vel var de i den nedre del af hovedstaden, men selv her ville folk lægge mærke til en åbenlys kidnapning. Og dette gav Nadviho en ide. Hvordan fangede man en helbreder? Hvilken slags fælde skulle der sættes op? Det var enkelt. Meget enkelt og meget ligetil.

"Sir, undskyld mig?" Nadviho luntede hen til manden. Med sin høje, slanke skikkelse kunne den forklædte mørkelver både se intimiderende og uskyldig ud. Og lige nu var de hårde linjer i ansigtet gjort bløde og venlige. "Min søster prøvede at fange din opmærksomhed og tydeligt, hun har den. Det er vores mor. Hun ligger derhjemme og er syg. Kan de tilse hende? Det er ikke langt. Det er i den centrale del af byen." Nadviho var den fødte løgner. Derfor var det nærmest som er ærlighed, at han snakkede, skønt næsten alle ordene var løgne. Eller faktisk var mange af ordene sande. Ikke hans søster, men Solari prøvede at fange hans opmærksomhed. Deres ikke-eksisterende mor var ikke syg, men de skal hen til den centrale del af byen. Men det behagelige smil og de rolige, grå øjne kiggede på manden nærmest bedende. Det var jo en syg mor, det omhandlede. 

Som envher anden født løgner, tog det ikke lang tid for Nadviho, at følge i ypperstepræstens svigfulde fodspor, da de søgte at spinde en troværdig løgn for det kære menneske hun havde hevet fat i. Åh, den følelse... da mørkelveren, skjult af sin menneskeblege skikkelse med det røde hår sluttede sig til hendes lille, jah næsten halvt om halvt intime dekuktion af deres nattemand, jah der kunne hun ikke lade det smil der bredte sig om læberne, være usandt. Nej, det var såmænd ganske oprigtigt, omend grundene var knap så... oprigtige. 
Jah som en født løgner tog han pladsen som den mere galante bror i sin impulsive søsters selskab, og Solari's fine menneskeansigt tog en derpå et åbent, jah næsten spørgende smil. "Åh.. undskyld min iver, De virkede bare så kompetent". 

Ordene snoede sig som den pæneste, fine løkke omkring menneskets nakke, og hun løsnede grebet en anelse - det fik ham dog ikke til at trække sig, trods øjnene vandrede sidelæns og hen til den unge, rødhårede mand som havde sluttet sig til dem. "Jeg.... jeg var egentlig på vej hjem, men et hurtigt kig..." menneskets øjne faldt fascineret på Nadviho selv, og han rømmede sig. "Det skader vel ingen" 

Solari's (lige nu) blågrønne øjne, gled fra manden til Nadviho selv, og ikke længe skulle der gå, førhe at et næsten taknemmeligt smil blomstrede frem på de bløde læber. Han var i sandhed et pragteksemplar. Og med det, mente hun næppe det rundørede menneske, der kort tid efter slog dem følge, idet at de førte ham tilbage af den vej de var kommet, for at efterlade gadens andet rakkerpak bagved dem. 
Indvendigt, vred ypperstepræstens indre sig dig fortræffeligt, og den giftige aura der sværmede om hende, ville nok snarest efterkomme sin gudsgivne effekt. En skam han ikke ville være sprællende nok til at de kunne se den i sit reneste eksempel. "Hva-hvad fejler jeres mor?" kom det undersøgende fra ham, og mennesket lod en diskret arm glide om livet på den rødhårede mand, omend den anden stadigvæk var at finde på den forklædte elver, der dog intet sagde. Smilet som var krøllet op i mundvigen, måtte tale for hendes syn på det. 

Det tog ikke lang tid for Solari, før hun var med på løgnen. Det ville også kun sende de forkerte signaler, hvis han snakkede om en syg mor, imens hun fortsatte sin intime følelse mod manden. Og som helbredermanden først kom med sin undskyldning for at kunne slippe væk fra dem, bukkede han til sidst under og lod sig følge med. Dette sendte kun et smil fra Nadvihos læber, som han bukkede med nakke. "Tak, sir. Hvor er du gavmild." Og han skulle være meget mere gavmild for dem. Bare ikke på den helbrederiske front. Og næppe heller den frivillige, men han var hoppet i fældes. Som at lokke børn med cremekager.

Den begyndende tur hjem til Nadviho var påbegyndt. De fik væk fra den nedre del af hovedstaden. Alle, de gik forbi, skulle prise sig lykkelige. Både for at være i nærkontakt med ypperstepræstinden, men også fordi der var en helbredermand i mellem de forklædte mørkelvere.
Hovedet drejede for at kigge på helbredermanden, som spørgsmålet kom. Men inden han fik spurgt, kunne Nadviho mærke en arm rundt om sin talje - og det var ikke Solaris. Dette fik et lokkende og kækt halvsmil frem på læberne på den rødhåret mand. "Hun ligger i sengen. Spiser ikke. Det er nok ikke det værste, men når man ser en køn helbredermand, tager man da chancen, ikke sandt?" Helbredermanden var i den perfekte placering mellem de to rødhåret mennesker - eller menneskeforklædninger snarere. For når de ville ankomme til Nadvihos butik og blive ført til det rigtige lokale, skulle legen virkelig starte. Solari kunne følge helbredermanden ind, imens Nadviho kunne sørge for at låse efter dem. Ingen grund til unødvendige kunder, når de havde planer med denne mand. Selvfølgelig ville Nadviho lade Solari føre helbredermanden igennem. Det var hendes dag. Hendes valg, hendes intiativ. Nadviho var med, fordi han var her. Men sikke sjovheder de ville få. Sikke sjovheder, ja.

Næsten hvert et skridt som præstinden tog, bar en størrer energi og fjedring i sig end man måske umiddelbart ville forvente af et menneske i sorg, men lige præcis det, var ikke noget hun havde tænkt sig at ændre på. Hun tilpassede sig sjældent det menneskelige følelsesregister fuldkomment, noget der nok mere kom af dovenskab og stolthed end så meget andet. Og det gjorde intet. 
Lige nu betød det at der hang en snert af mani over det smil der trak de menneskeforklædte læber fra hinanden, og havde det stakkels menneske blot været mere opmærksom af sig, ville han have lagt mærke til at det lige præcis var mani, og ikke glæde eller taknemmelighed der sværmede omkring mørkelveren. 
Det næsten kriblede i hendes fingre. 

Og Solari var et tålmodigt væsen, hun var på mange punkter tålmodig nok til at lade evigheden arbejder for sig, og aldrig lade hastværk være lastværk... men desto tættere på butikken de kom, desto mere kunne hun ane de glimt af noget som prikkede hende i gang, og det var noget hun havde savnet. 

Helbrederens blik gled ned på Nadviho's skikkelse, og han nikkede, en eftertænksom mine i hans lyse ansigt. "Ah, jeg ser..." sagt med et smil til at overtage den eftertænksomme mine, og helbrederens blik flakkede endnu engang ned imod den rødhårede mand. I selvsamme gled Solari's blik op imod ham, og hun kunne ikke lade være med at smile en anelse morende. Åh de stakkels, simple væsner. Så drevet af et impuls behov og blot en lille snert af opmærksomhed, at han villigt trådte ind, da de endelig nåede facaden af butikken. Endelig."Kom, nu skal jeg vise dig op" smilede mørkelveren, og greb blidt hans hånd for at lede ham med op af trapperne. "Åh, jeg skal ikke have skoene af?" mørkelveren kastede et stjålent blik ned imod hans fødder, inden at hun rystede på hovedet. "Det behøves ikke, kom bare med"
Da Solari dog ledte ham ind i det mørke værelse, og han med et lille bump satte sin taske fra sig, var det ikke at lyset afslørede nogen syg mor, eller noget andet der kunne bakke den historie op. Nej... undrende var det at han vendte sig halvt omkring, et spørgsmål på de bløde læber. Men inden at han nåede så langt, havde den rødhårede kvinde trukket næven tilbage, for med en knasende lyd af hud imod jern at sende ham flyvende tilbage, et lille fnis til følge, og et smertefuldt opråb fra mennesket der tungt hamrede imod væggen, og sank sammen på gulvet. 
På hånden glimtede det karakteristiske knojern hun ofte havde med sig i lommerne, en enkelt bloddråbe fra den da slaget havde givet den stakkels mand næseblod. 

Det var tydeligt at se og mærke på Solari, at hun glædede sig til, hvad de har planer til. Hvis Nadviho havde været mere urolig og sikker på helbredermanden, ville han have puffet i hendes side for at slappe hende af. Mere ligne en datter i sorg end glæde. Men helbredermanden virkede upåvirket. Ja, han virkede nærmest stolt over at blive trukket væk. Mennesker var så simple. Efter mange år som forretningsmand i byen havde fortalt Nadviho dette. Af alle racer var mennesker de mest forfængelige, når det kom til andre personer. Giv dem opmærksomhed, et mål kun de kan udrette og lidt kærlige hænder, og så kunne de fleste mennesker smelte i ens hånd. Og lige nu var denne helbredermand som morgengrød i mørkelvernes hænder. 

Som de nåede hen til Nadvihos forretning, tog Solari føringen og Nadviho lod hende. Hun førte ham op og sågar låste op for at føre ham ind i det aftalte værelse, de kunne have sjov inde i. Imens Solari startede ud alene med ham, sørgede Nadviho for at lukke og ikke mindst låse døren. Og ingen lys var i selve butikken. De skulle næppe have nysgerrige købere. De var endnu i Dianthos. Byvagter var her endnu.
Men efter at have sørget for det hele ventede Nadviho ikke længere. Han gik ind i lokalet og fandt Solari med sit velkendte knojern, dryppende med blod. Helbredermanden var i den anden ende af lokalet med en næse, der mere lignede en eksploderet tomat end et menneskes næse. "Jeg kan se, I er begyndt at lege," sagde Nadviho drillende og som om de havde gang i en uskyldig leg. En arm fandt vej rundt om Solaris talje for at presse hende blidt ind mod sig. "Skal vi lege lidt med ham sådan her først, eller skal vi vise vores sande farver?" Spørgsmålet blev spurgt lavt. Det var ikke ment til manden, men ypperstepræstinden. Dette var hendes dag. Det var hendes besøgsdag i hovedstaden. Hun skulle gøre, hvad hun ville. Dog havde Nadviho brug for dette lige så meget som Solari. At gå side om side med denne by som en af dem var trættende i længden og til tider ulækkert. Derfor, når Nadviho kunne tage sin hævn mod de irriterende borgere, skulle dette udnyttes. Og at gøre det med ypperstepræstinden for Nalish'ra var kun en bonus.
Dog kunne Nadviho ikke ty sig for at dreje hovedet og blikket tilbage til helbredermanden. Han halvt lå og halvt sad der på gulvet med den ene hånd op til næsen og et forskræmt ansigt. Det var helt komisk at se på. "Lad mig, lad mig gå. Jeg lover ikke at sige noget, bare lad mig gå." bad han som en lille baby. Ordene fik Nadviho til at grine lavmælt for sig selv. Det var altid sjovest, når de gjorde bare lidt modstand. Der var intet sjovt at lege med nogen, der bare tog imod det. Så var det jo som at lege med et lig allerede. Hvad sjovt var der i det? 
"Det kan vi desværre ikke, kære helbredermand. Husk nu, vi har en syg mor, du skal tilse. Det kan jo tage hele natten. Hele natte med os." Nadvihos stemme var intimiderende og med et skummelt smil. Menneskeudseendet kunne se uskyldigt og charmerende ud, men mørkelvertrækkende i ansigtet viste sine træk lige nu. De skarpe linjer, de onde øjne og den glubske sult. Alt sammen takket være helbredermanden.

De hvide øjne betragtede med en blanding af grådig opmærksomhed og kynisk tilfredshed, hvordan at slaget sendte ham vaklende bagud, blod dryppende fra den ellers så kønne næse, og læber flækket, da slaget havde ramt ganske godt. Hvad hun ikke bar i fysisk styrke, bar hun i ren og sker villighed til at gå langt; hun havde altid levet og åndet for, og igennem ekstremerne. 
Og han var så fin, den unge mand... det skønne, skønne væsen, der som møl til en flamme, nu var kommet for tæt på til at kunne bakke ud igen. De uforstående øjne emmede af impulser som langsomt fik hans krop i alarmberedskab, øjnene der var spilet op, en lille sitren i hans fine krop, en overfladisk vejrtrækning der larmede i den stilhed der omgav dem. Vidste hun ikke bedre, kunne hun næsten lugte den frygt som blandede sig med færten af blod. 

Og med det, kom Nadviho tilbage. 
Med et blødt bump gled mørkelverens mindre skikkelse ind imod hans, og noget næsten kælent flakkede kortvarigt over den gennemborende stirrekonkurrence hun havde haft med mennesket, idet at hun kortvarigt lod øjnene glide sagligt i. "Heh..." blød latter som stod i skarp kontrast til elverens stive smil, og trods en lille bøn for at der ikke måtte eller behøvede at ske ham noget, var det ikke sådan kortene skulle ligge for ham her til aften. Når Nadviho sagde det kunne tage hele natten, vidste Solari at han havde ret. Åh hvor havde han ret. 
Som på kommando - hendes kommando - var det at magien flakkede igennem hendes krop, og løsnet fra sin besnærende menneske-illusion, var det at sort blæk langsomt vandt ind over den lyse hud, hvide tatoveringer tegnede sig over kindben og kæbe, over pande og hage. "Frygt ikke, menneskebarn..." dryppende af en bizar kærlighed, jah sågar mildhed der kælede for ørene; stemmen passede ikke til de ord eller det blik han mødte, da han til sin gru oplevede hvad de var. "... du vil ikke være spildt.." og modsat så mange menneskers sølle, kortlivede eksistens, ville hans gå ind i en højere enheds formål. 

Han burde være taknemmelig. Det her var blot en mere delikat afslutning på en miserabel eksistens. Han skulle nok takke dem i sidste ende. Folk var kun villige til at holde fast i livet, når det var behageligt... Solari greb Nadviho's hånd, og trak ham langsomt med sig imod ham, tryllebundet af hvor patetisk han krøb op langs væggen. Når livet blev ubehageligt, se der havde folk det med at ville give slip på det. 
Og hvordan skulle han være anderledes?

Solaris lille fnisen fik Nadviho til at tænke på alt det sjov, de kunne have med denne menneskemand. Al det sjov, de to mørkelvere i fortiden havde haft sammen på denne slags møder med hovedstadens bebyggere på individuel hånd. Dette var noget, Nadviho elskede. At være blandt de mange, gode personer var en kamp hver dag. Derfor var det aftener som disse, hvor han kunne lade sine sande følelser og farve vise, at han overlevede hverdagen. Med afbræk som disse kunne han fortsætte, hvad ypperstepræstinden ønskede fra ham.

Magien, der fjernede illusionen fra Solari, var en sand fryd at overvære. Nadviho nød at se, hvordan den rødhåret menneskekvinde forsvandt og blev erstattet af den sande Solari. Ypperstepræstinden i hendes storhed. Og som følge tog Nadviho sin ring af. Som et slør, der blev trukket henover ham, kom de rigtige farver tilbage i hans udseende. Håret blev atter hvidt igen, huden blev mørk, ørerne blev spidsere. Den rigtige Nadviho var tilbage. Og det var tydeligt på menneskemandens ansigt, at han frygtede dette. Nu vidste han, hvem han var blevet lokket med. Dette var ikke et simpelt søskendepar med en syg mor. Dette var et par af mørkelvere og rygterne om mørkelvere var sande. I hvert fald om dem.
Ringen blev proppet i baglommen, hvor den lå trygt, lige inden Solari tog fat i Nadvihos hånd for at trække ham med hen til manden.
Som de kom tættere på manden, jo mere trak han sig op. Han prøvede nærmest at blive opslugt af væggen, så meget pressede menneskemanden sig ind til væggen. Men der var ingen flugt. Han var her. Han var med dem. Og sådan skulle det være.
Med den anden hånd tog Nadviho fat om mandens kæbe. Læberne blev presset sammen. Blodet flød endnu svagt. Det badet fingrene svagt, men Nadviho var ligeglad. Han havde prøvet at været badet i blod, så dråber på fingrene var ingenting. "Se på ypperstepræstinden. Dit liv vil endelig giver mening nu. Alt har ledt op til det her for dig." Det kunne have lydt sødt og nobelt, hvis ikke det var for Nadvihos ansigt og smil. Han kiggede ned på manden på en tydelig nedladende måde og smilet var kun skummelt. Det var glad for alle de tanker og fanatiser, der lige nu flød igennem mørkelverens sind. Men det var Solari, der bestemte slagets gang. Hvordan de skulle starte, var op til hende. Selvfølgelig ville Nadviho komme med sine ideer. Og han havde allerede et par af sine egne.

Grinet fra Solari var uden tvivl på baggrund af Nadvihos kommentar. Mørkelveren kunne lyde så religiøs og højtidelig, at man skulle tro, han var den, der havde dedikeret sit liv til Nalish'ra. Nadviho havde kun dedikeret sit liv til Solari. Eller i hvert fald en god portion af det til hende ved hans side lige nu. Et fornærmelse til hende var en fornærmelse til ham. Alligevel lod han hende styre showet. Han trådte sågar et halvt skridt tilbage, som Solari gav den arme menneskemand en ordre. Og det var tydelig en ordre og ikke et valg. Selv hvis hendes stemme var underlig blød for en ypperstepræsitende af mørket at være. Men selv det fik ikke manden til at tænke klogere. Han rystede på hovedet, nægtede og strittede imod. Nemt kunne Nadviho have trådt hen til ham og revet ham op på fødderne, men mørkelveren forblev stående. Han vidste nogenlunde, hvad der ville ske. Og det frydet ham. Smilet på læberne var tegn på dette. Manden skulle bare vide, hvem han stod over for. Hvilke evner, han ville være offer for. 

Dér kom den. Den velkendte lyd af smerte. Søm stod igennem mandens hænder, som der blev skreget i smerte og frygt. Øjnene af hans var lukket hårdt i. Nadviho kiggede blot på. Nød showet. Fremragende, ganske fremragende. 
Sømmene var dog væk hurtigere, end de var kommet. Der var ingen mærke på mandens hud eller hænder. Alligevel var det tydelig at se i ansigtet, at han endnu mærkede en form for smerte. Men for hvad? Uanset hvad var dette nok til at få ordren til at give mening anden gang. Manden rejste sig langsomt og rystende. Han kiggede frygtfuldt på Solari. Tænkte han mon på, hvad Nadviho kunne gøre? Hvilke midler og evner den anden mørkelver havde i sine ærmer.
"Solari, min kære. Hvad skal vi gøre med ham? Hvad vil du?" Han var trådt frem igen og helt ved siden af kvinden, næsten rørende hende. De røde øjne kiggede på menneskemanden. Studerede ham. Mon Nadviho ville få en ny sjæl til samlingen? Han havde et toiletbræt, der manglede en sjæl, vidste han blandt andet.

Måden, hvorpå Solari styrede hele seancen og manden ikke var andet end et simpelt værktøj. Han var ingenting sammenlignet med nogen af dem. Han var et simpelt offer. En tidsfordriv. En lyst, de to mørkelvere havde. Manden havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Havde det været en anden dag, havde mørkelvernes ønsker meget vel ikke havde været på ham. Måske de en anden dag ville have ønsket en kvinde. En kriger. En gammel mand. Et lille barn. Her til aften var lysterne end på en helbredermand. Denne helbredermand. 

De røde øjne drejede fra manden - selvom det forblev længe på, selvom hovedet var på vej mod Solari - inden de nåede at lande på præstinden. "Jeg har da ideer, men lad mig se dine først." sagde Nadviho med en skummel, ja næsten lummer stemme. Og der gik ikke lang tid, før Solaris egen ide kom til fyldest. Tre skikkelser opstod omkring dem. Nadviho kiggede på dem. En flot kvinde, der mindede på en måde om manden selv. En søster måske? En gammel dame. Moren? Hvis han var en familiemand, var deres lokkemad da også været det bedste. Og den sidste var en hund. Dyr. Mennesker og dyr havde deres unikke forhold. Især med hunde.
Illusionerne var gode. De lignede ægte væsener ved dem, men man kunne mærke noget på dem. At de ikke var helt ægte. Derfor vendte de røde øjne sig også tilbage til manden for at se reaktionen. Han kiggede febrilsk på dem alle, som så han ægte personer. Dette skabte et frydende smil på mørkelverens læber. Hånden, hvor ringen, der havde givet ham illusionen af et andet udseende end hans rigtige, blev løftet og kigget på. Den gennemsigtige spøgelsesslange opstod pludselig, snoede sig imellem de lange fingre.
"Solari, min kære," Nadvihos stemme var rolig, som han endnu kiggede på sin slange, inden blikket først vendte på præstinden, før det atter vendte på manden selv. "Hvad tror du, skræmmer vores ven her mest? En rak’ghothal måske? Nigenbris kunne også være." Solari vidste uden tvivl, hvor Nadviho ville hen. Mørkelveren kunne fremmane spøgelser af alle racer og flere af dem. De kunne mere end gerne give lidt psyskisk terror. Frembringe mere frygt i den arme mand.

Som et febrilsk og flygtigt billede af en ønsket virkelighed, blinkede illusionerne om den stakkels mand. Legede med hans sanser, forstyrrede hans øjne og snød den arme virkelighed, som han så nidkært havde bygget op omkring sig selv. Og Solari’s mælkeøjne glimtede afventende. Hvad ville han gøre?
Der var ikke nogen der stoppede ham i at gøre hvad han – næsten – ville.

Ikke udover mørkelverne selv, hvis de ønsker gik ud over boligens små fire vægge.
Men han så forvirret ud, det kære væsen. Forvirret over hvordan det her kunne lade sig gøre, imens fornuften så alarmerende som den nu engang kunne, hviskede at det var, hvad han inderst inde vidste og troede det var – en illusion. Magi, spundet af drømme og forhåbninger. Men lige så snart hans skælvende hånd, prøvende blev strakt ud foran ham… trak de sig ikke væk.
Den ene menneskeskikkelse smilede i stedet. Smilehuller i hvad der lignede et blidt ansigt, og et glimt i øjet, hvis man var lidt romantisk med sin genfortolkning af hvad der var dødt for mange år siden. Noget der næsten så sørgmodigt ud, havde det ikke båret en tragisk, komisk sans over sig. Snart, så...
Tågeøjne gled i et ryk til siden, da en rolig stemme snoede sig ind i hendes fascinerede observation af hvad der burde ske. ”Jah, Nadviho? I hånden holdt han genfærdsslangen. ”Ahh…” se det var joh faktisk et godt spørgsmål.
I tre katteskridt, var det som om at præstindens skikkelse næsten svævede over gulvbrædderne, for at komme bagved mørkelveren igen. En enkelt hånd på hans skulder idet hun roterede om hans akse, og trak sig selv tæt ind imod ryggen. Uden et ord overværede hun mandens stivnede udtryk, da det endelig gik op for ham hvor koldt det faktisk var, at række ud efter illusionerne. Bidende koldt, idet at frosten lagde sig om hans fingerspidser, og åd sig ind under handskernes dække. ”Hvorda- det er ikke rig-”
”Jeg har altid været glad for Nigenbrisen….” sagt i en hviskende lille mumlen. Lange negle tappede afventende over skulderens muskel, imens hun ventede.
Ventede, og lod kulden (af hvad han følte), æde sig ind på den i forvejen koldsvedige skikkelse.

Den gennemsigtige genfærdsslange, der var hvidlig af skær, var i stærk kontrast til den mørke hud af en mørkelver. Det var i sandhed et passende navn til deres art af elver. De var ikke blot mørke af hud, men også af natur. Derfor var der heller ingen nåde at finde i Nadviho og mørkelveren ville vædde sin ring på, at det samme gjaldt for hans kære præstinde. 
Kort kiggede Nadviho blot på sin slange. Som om han allerede var træt af mennesket. At det allerede var blevet en for gammel lej. Men det var det skam ikke. Nadviho gav blot sin præstinde pladsen til at hygge med menneskemanden alene. Nadviho havde rig muligheder for at finde mennesker og lege med disse, nu når han boede i Dianthos. Dette var en fornøjelse tilegnet Solari. Det var hendes gave fra Nadviho.

Nigenbrisen? Nadviho kunne ikke lade være med at smile alt for skummelt. Genfærdsslangen kiggede op, som om den forstod, hvad Solari havde sagt. Nadviho løftede den anden hånd og i et højt klap var slangen væk. Som havde han presset den ud af eksistens. Det var ikke, fordi han ikke kunne have flere genfærd på samme tid. De var bare altid mere præcise, hvis han ikke fokuserede på flere end en. Især, når det var et unikt dyr. Mennesker var de sværeste at bringe frem som genfærd. De var komplicerede. Simple væsener som insekter, krybdyr, høns og sådan var nemmest. Nigenbrisen var midt i mellem. Ikke det sværeste, men heller ikke det nemmeste. Derfor havde mørkelveren brug for lidt mere koncentration.
"Skal ske, min kære Solari," sagde Nadviho lydigt og kørte hænderne sammen. De røde øjne lukkede i, så han kunne grave efter en nigenbrisen. Og han skulle faktisk grave længe, før han fandt en af de særlige væsener. Han trak den frem til den fysiske verden. Og dér stod den. Ved Nadvihos side som en trofast hund. For det lignede jo en hund. Normalt var den kulsort, men som med alle af Nadvihos genfærd var den gennemsigtig med et hvidligt skær. Øjnene skar dog tydeligere igennem, skønt de også var hvide. Og den rygende skygge, der normalt var fra væsenet, var gråhvidt. "Her er vores lille legekøter." Nadviho kiggede ned på nigenbrisen og gav den et nik med hovedet. Det var tegn nok for den, for den vandrede hen til Solari og manden. Den ville stoppe ved hendes side, afventende hendes kommando. Meget vel var det Nadviho, der kontrollerede den, men gav Solari en kommando, ville køteren være lydig. Som en god genfærdshund.

At sige hun ikke var i sit element, ville være en direkte løgn. Med en grufold skadefro observerede Solari scenen skridt for skridt udfolde sig, imens panik, frygt og adrenalin fyldte luften. Det var ikke retfærdigt, og det var i en større etisk diskussion ikke tilladt. Men om det var ligepræcis derfor, eller om det var på grund af den kedsomhed hun ellers skulle håndtere, hvis hun ikke fandt - eller blev givet - disse gaver, det vidste hun ikke. 
Når de hvide pupiller næsten metodisk observerede mandens værste mareridt ske, følte hun ikke for ham. Men hun følte en smule mere med ham, når han gennemgik sit følelsesregister. 

"Hvorfor?! I slatn-"I mundvigerne blev smilet yderligere trukket op da hun endelig fornemmede vrede vælde op i ham, det understregedes af frygten, og hånden huggede hurtig som en slange ud efter hans kæbe, tvang hans hoved tilbage, for bedre at kunne se ham i øjnene. "Shhh..."

Lugten af koldsved fik hendes eget hjerte til at banke forventingsfuldt hurtigere, og præstinden smilede lidt for blidt. "Du var måske bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt? Eller - måske er det dine øjne? Hmm... måske var du udvalgt for lang tid siden" overvejelserne blev sagt lavmælt, og hun himlede med blikket. "Du er velkommen til at komme med forslag. Hvis du gætter det... kan det joh være du kommer ud?" 

Hvilket selvfølgelig var en løgn. Men den lille flamme af håb der tændtes i hans øjne, gjorde det kun mere sødt når den i sidste ende forsvandt. 
Med et lille tsk slap hun ham, og så endelig sigende op på Nadviho. En god gave, en hun værdsatte. Det måtte han næppe være i tvivl om, da hun endelig trådte tilbage og gjorde med en håndbevægelse plads. Scenen er din.