"Lad være med at gøre noget, du vil fortryde."
"Mellem tredje og fjerde ribben, så rammer du hjertet rent."
"Jeg regner med, du kommer sikkert tilbage igen."
"Tag en af mine knive. Og bring den tilbage, ellers kan du tro, der kommer konsekvenser!"
"Hvis der går mere end en måned, skal jeg nok sætte planerne igen."
"Tag så ud og slå den kælling ihjel."

Zirras hår klistrede sig til panden i filtrede totter. Hun havde reddet i timevis, og ikke i et normalt tempo. Før nogen fik nys om det her, skulle hun være for langt væk til at de kunne nå at gøre noget. 

"Ryd mit kammer," sagde Zirra og overdragede nøglen til Victoria. "Jeg har, hvad jeg skal bruge, og jeg kommer ikke til at tage derhen igen."
"Har du sagt farvel til Bertram, Zirra?" spurgte spionmesteren.
Hun måtte bide sig i læben ved det spørgsmål. Han ville kræve at komme med hende, eller værre: Tvinge hende til at blive.
"Jeg får en besked frem til ham."

Hun havde med vilje ikke meget med. Tasken, Fielthena havde pakket til hende, var næsten mere end hun havde brug for - og på ingen måde fyldt med mad og hjemmestrikkede sokker - og ellers havde hun kun ét sæt skiftetøj med. Resten måtte hun finde ud af på vejen. Tag bad i en iskold flod eller prutte lidt om prisen hos en kro. Hun havde nogen krystaller med, men flere ville have været nyttigt. I det mindste havde hun ikke givet sin løn væk til gadebørnene endnu - desværre betød det nok også, at Eir ikke fik nye sko den her vinter.
Forhåbentlig nåede hun det hele på en måned. Finde mørkelveren, dræbe mørkelveren og nå tilbage til at lyve lidt mere sammen med en ægtemand, der i det mindste ville være med på løgnen. Nemt, ik'?
Hesten fik endelig lov til at sænke farten, da skumringen tog fat i horisonten og hun nærmede sig en hytte lidt uden for en by. Hun blev mødt af en en gammel dværgemand, idet hun hoppede af hesten. 
"Tidligere end jeg forventede, spurv," hilste han og nikkede til et sted, hun kunne stille hesten og oppakningen. "Det er kun et par timer siden jeg modtog dit brev jo. Men du er heldig, for jeg har faktisk et par rygter om mørkelverkvinder. Kom med ind og fortæl mig, hvad der rør sig i hovedstaden, så får du mine historier bagefter."
Zirras bankende hjerte drev hende til at komme hurtigt videre, men hastværk ville ikke hjælpe nogen. Så kunne hun ride Krystallandet tyndt uden at komme tættere på Sedna. Information var vigtigt i sporingsmissioner, og heldigvis havde Zirra en del venner rundt om i landet, der havde specialiseret sig i netop dét. 

Næste morgen tog hun fra den lille hytte lige før solopgang - denne gang med et spor at følge.

    Kompasset havde kostet det hvide ud af øjnene, og Treston, der bestemt ikke var stolt over, hvordan han var kommet til penge oven på rettergangen, havde kviet sig ved at bruge så mange af dem, allerede inden han forlod Dianthos. Men der havde ikke været andet for - uden den magiske søger, ville han ikke have en chance for at finde hverken Zirra eller Sedna, og selv med den, ville det ikke blive let... 
    Kompasset pegede ikke imod nord, men imod chakra-aftryk - dét, der nu engang var tættest på - og Treston havde været en lille smule bange for, at dén rest, der var tilbage i Sednas nøgle, ikke ville være nok til at spore nålen ind på hendes energi. 
    Men kompasset havde vist sig, at være alle pengene værd, for lige så snart han bandt lædersnoren op og lagde nøglen under det lille instrument, dirrede nålen og drejede sig lige så stille, til den pegede østpå. 
    Afskeden med Dianthos og de folk, han holdt af i byen, havde været forhastet og halvhjertet, og det var først, da han skrumlede af sted bag på en kærre med kurs imod Fristavn, at han rigtig fortrød det. Men dér var det for sent, og der var ikke meget, han kunne gøre ved det. Ikke andet end at finde finde Zirra hurtigst muligt, gennemføre Rettens åndssvage 'bodsmål' og så få hende hjem igen, inden nogen kom til skade... 
    Han prøvede ikke at tænke for meget på, hvordan det ville være at stå overfor Sedna igen - hvad han skulle gøre, hvis Zirras ord på vidnebænken viste sig at være sande...
    Det måtte blive dén tid, dén sorg. Nu skulle han først lige indhente Zirra, inden hun gjorde noget dumt.
    
   Fristavn var præcis, som han huskede byen - luset og hurtig. Turen havde været lang, og hele hans krop var mørbanket. Men kompasnålen var begyndt at slå ud i højere grad, end den havde gjort på noget tidspunkt undervejs, og han vidste, at han måtte være tæt på.
    Følg nøglerne, havde hun sagt. Han fandt den første næsten ved et tilfælde - efter at have vadet de snavsede gader tynde på trætte fødder. Stirrende ned på kompasset, mens nålen langsomt ledte ham tættere og tættere på igennem den kringlede by. 
    Til sidst havde han dog været så udmattet og havde fået så mange, upassende tilbud fra nærgående skøger, at han mente, det måtte være dét for i dag. Han var gået ind på den første og bedste kro, han var kommet forbi.
    Og dér, på et lille søm bag baren, hang den lille glasnøgle.

I kroen sad der også en temmelig forslået sømand. Hans hoved var blevet hamret ned i bordet omtrent en time tidligere, og nu sad han med en klud for det nederste af ansigtet og forsøgte at få styr på det næseblod, der var eksploderet ud af ham.
"Jeg schwærger, hvis der kommer fwere schwindshyge kwindfolk herind i aften, fwinder jeg en anden knejpfe!" brummede han, men ingen andre i kroen så ud til at ville snakke med ham. 
De skævede til ham ud af øjenkrogen og vendte tilbage til deres spil eller øl. De skulle zalme ikke blandes ind i andres lort.

I den anden ende af Fristavn bankede Zirra på en dør. Det havde taget hende alt for lang tid at finde frem til den her dør, og hun var bekymret for, om Treston allerede havde fået sig selv ud af Dianthos. Hun havde måtte ride flodlandet tyndt for at samle nok info op, og alt pegede mod Fristavn. Selvfølgelig ville hun blive set i Fristavn - Zirra havde trods alt hørt, Treston havde hjulpet hende ned til stranden under flugten - men Zirra ønskede ikke at lede det sted, hvor hun vidste, Sedna ikke ville være. Fristavn ville være en mellemlanding, før hun tog videre til Obsidianøerne. Og hvis hun endte der, havde Zirra ikke en chance for at finde hende, samtidig med at hendes eget liv ville svæve i ret så overhængende fare, hvis Sedna valgte at indberette hendes navn. Hvis Mørket først kendte til Zirras spionvirke, ville de vende hver en sten for at hive hende ind - og det ville ikke tage dem lang tid. Hun havde set det ske før. De kunne sjældent beskytte spioner, der var blevet opdaget af Mørket.
"Vi har lukket," lød de fra døren, mens en lille slå blev slået fra og et par grønne øjne omkranset af grøn hud kom til syne.
"Markedspladsen er fyldt i morgen," svarede hun som kodeordet til, at hun havde krystaller (som ham fyren på kroen forhåbentlig endnu ikke havde indset manglede) og travlt.
Slåen blev lukket og døren åbnet. Hurtigt smuttede Zirra indenfor. Fristavn var fyldt med små, lusede steder, der snød folk for deres krystaller i bytte for nytteløs information. Heldigvis havde Zirra mere end et par kontakter, der kunne pege hende i retning af de få, der ikke var svindlere, og netop det her sted skulle være et af de bedste. Det hjalp ikke særligt meget at vide, at Sedna havde været på den lille kro i den anden ende - hun havde brug for at vide, hvordan hun var taget herfra igen. 
"Hvad søger du?" spurgte orken.
"Kvinde i Mørkets tjeneste. Mørkelver."

    Det var med en følelse tangerende ærefrygt, at Treston fik den skrøbelige glasnøgle i hænderne, efter allerhøfligt at have spurgt den trætte kropige om lov. Han havde godt bemærket den uheldige sømand og havde også noteret sig hans ord, men han turde ikke tage kontakt, før nøglen var blevet trukket på lædersnoren og lå sikkert imod hans bryst ved siden af den anden. Derefter vendte han sig dog fra baren og slog sig med bankende hjerte ned ved den forslåede sømands bord.
    "Det er noget af en blodtud, du har fået dig dér," bemærkede han - klar over, at den anden mand muligvis ville tage bemærkningen som en provokation, men også temmelig ligeglad. Hvis hans hamrende hjerte havde ret, og det vitterligt var Sedna, der havde haft fat i ham, måtte han være tættere på hende, end han havde turde håbe på...
    Og desuden; hvis det var Sedna, der havde haft fat i ham, havde han sikkert fortjent det - derfor havde Treston ikke det store behov for at være høflig.
    Sømanden udstødte en halvkvalt lyd og lagde hovedet lidt tilbage, så blodet stilnede af - skulede af Treston. Hans ord var stadig slørede, men ikke helt så meget: "Hvad vil du, hvalp?"
    "Jeg er bare nysgerrig. Hvordan har du gjort dig fortjent til en sådan behandling?"
    Det var som om manden ikke helt kunne beslutte sig for, hvad der vejede tungest - hans behov for at brokke sig eller hans irritation over Trestons forstyrrelse. Heldigvis løb det første af med sejren: "Ja, jeg ved sgu'da heller ikke hvad hendes forbandede problem var! Kom ind som om hun ejede det hele og ville have adressen på Zobelles Destilleri, og alt jeg sagde var bare, at orkabsint ikke var noget for sådan en fin lille frøken som hende - dét tog hun meget ilde op... dumme sæk..."
    Treston rynkede panden. "Vent - hvad mener du med kom ind - hun havde ikke overnattet?"
    "Ja, det ved jeg sgu'da ikke! Jeg sidder her jo ikke hele dagen." Det så nu sådan ud, men dét undlod Treston at kommentere. "Hun kom ind fra gaden og ville have adressen til Zobelle. Og så ville hun vide, om der havde været en mørkelvisk kvinde forbi her for nyligt, og jeg sagde til hende at-"
    Treston afbrød ham ved at læne sig frem over bordet. "Det var ikke en mørkelvisk kvinde, der brækkede din næse?"
    Sømanden standsede i sin fortælling, og betragtede et sekund eller to Treston, som om han da var idiot. "Nej," sagde han så til sidst og hævede atter den blodindsmurte klud til ansigtet. "Det var en lille arrig blondine! Kvinder med den slags temperament skulle kraftedeme forbydes!"

    Trestons hårde bank fik en lille luge til at glide til side i døren, og grønne øjne betragtede Treston et øjeblik, før et meget afvisende: "Vi har lukket," blev stukket ud til ham.
    "Hej, vent et øjeblik," bad Treston - lidt overrasket over den hurtige afvisning. "Jeg leder efter-"
    "Jeg er ikke idiot, Mester," vrængede orkhunnen. "Du lugter langt væk af 'myndigheder' - ja, dén dér civilforklædning narrer ikke mig! Men jeg har mit på det rene - I kan skride ud og stikke jeres næser i andres sager. Jeg skal ikke have jer til at opfinde snavs her hos mig, bare fordi I ikke bryder jer om min hudfarve!" 
    Så blev lugen lukket med et smæld, og Treston stod tilbage i støvregnen, med en underlig, splittet følelse indeni. For på den ene side, havde han lyst til at jage sporet her - finde ud af, om det vitterligt var Zirra, der rendte rundt og hamrede fuldvoksne sømænd ned. Men på den anden side var han også fuldstændig udmattet, og hvis han skulle have den mindste chance for, nogensinde at indhente Sedna, skulle han videre tidligst muligt i morgen. Han havde jo nøglen...
    Og noget sagde ham, at hvis han fandt Sedna, ville han også rende på Zirra... på sigt. 

Stanken fra går dagens strabadser hang stadig tungt i i luften den morgen. Tvang den tynde hud på næseryggen til at rynke sig, da Sedna fejlagtigt fik trukket vejret gennem næsen i stedet for munden. Den blandede aroma af opkast, pis og hvad der bedst kunne beskrives som noget dødt, der havde ligget mindst en uge, hang ved længe efter Sedna var trådt fri af de smalle gaders skygger.
Reaktionen kommet så prompte at det først var ved det høje klask ved mødet mellem lys og mørk hud, Sedna blev klar over hun havde valgt med alt styrke at sende en flad hånd mod gråskæggede kaptajns kind. En billig pris at betale for hans, hvad han selv syns var et fremragende, tilbud om at betale med en mere kvindelig valuta. Det var derfor heller ikke med en synderlig sørgmodig mine at hun trådte af skibet. Morgensolen havde kun akkurat sluppet horisonten, da hun første gang var blevet afvist. Krystallerne givet hende ved ankomsten til Frihavn var der ikke mange tilbage af. Selvom hun havde sparet mad og drikke væk både i dag og i går, så vidste hun mængden ville blive en udfordring at få et lift på dem alene.
Andet forsøg var ikke mere vellykket end det første og det samme kunne siges ved det tredje. Tanken om at give op nåede knapt at spirer før den blev kvalt igen. Hun havde ikke udstået så meget lort, bare for at give op på lidt sult og hudsultende pirater. Treston fortjente mere, for hvad end lort han måtte trækkes i gennem tilbage i Dianthos.
Blikket blev revet fri af den lille glasnøgle med de to tænder, som hang fra baldakinen af den bod hun havde købte et par slidte støvler, en trøje der posede og et par vejrbidte bukser, alt for store i livet så et stykke reb bundet om livet måtte holde dem oppe.
Fjerde gang skulle vise sig at være lykkes gang. De sidste krystaller blev overdraget, med aftalen om at hun var på skibet på lige fod med resten af besætningen. Den første halvanden dags tid havde været med alt for hyppige rend til skibssiden, selv da der ikke var meget andet end mavesyre at tvinge op gennem halsen. Skibet var væsentligt mindre end hvad Sedna normalt havde sejlet med. I stedet for at bryde gennem bølgerne, sejlede det over dem og fik selv de mindste bølger til at føles tre gange deres størrelse.

Varmen ramte allerede før skibet lagde sig til kajs i den travle ørkenby. Fik hende til at prise sig lykkelig for ikke at have inverteret i en af de hullede jakker tilbage i pirathavnen, men lige så meget at den posede trøje var af hør og ikke bomuld.
De følgende dage blev brugt i varmen. Krystaller samlet, ikke alle lige lovmæssigt korrekt, til at betale den videre rejse mod Obsidianørerne. Der ville hun kunne komme ordentligt til hægterne igen. Tiltræde Valerias Tåre, før flugt kunne blive til jagten på det blonde menneske. Kun det nødvendige blev brugt på mad og drikke, men nætterne i en blød seng blev sparet væk til fordel for et hårdt tag og et stjålet stofklæde, der lige præcis ikke var stort nok til at dække skuldre og underben.
Yderligere en dag fik på at finde et skib der skulle rette vej og ikke stillede for mange spørgsmål når det blev bedt om at sejle tæt nok på de mørke klipper, til at hun kunne ro sidste stykke ind selv i den jolle der indgik i prisen. Den tredje nøgle blev med en tyndsnor bundet omkring den tøjringspæl, som skibet hun drog afsted med, til Mørkets base, havde været fortøjet til.

Nærmest alle tog fra Fristavn med et skib. Andet gav ligesom bare ikke mening. Man kunne nå til Rubinien på lige knap to dage, hvor det ville tage for evigt at tage turen indenlands rundt om Kzar Mora. Zirra sad med et kort over kystlinjerne, mens hun gnavede i et stykke tørret kød. Havvinden blæste hende i ansigtet, mens besætningens råb var en behagelig, fjern støj til hendes tænkepause. På grund af manglende krystaller havde hun slået en handel af med kaptajnen, der ikke var en dame med helt rent mel i posen. Det havde Zirra luret, og hun havde et par bidder information, der kunne komme hende til gode - eller hun kunne sørge for, at Lyset tog et nærmere kig på det blåplankede skib, der syntes at skifte navn lidt for ofte. 
Hun havde brugt fire dage i Fristavn på at finde information om Sednas virke i Mørke. Der var kommet noget ud af det, men slet ikke lige så meget, som hun havde håbet. Flere dage ville have været rart, men efter at have mødt orkkvinden fra destilleriet i en af de skumle gyder på tredjedagen og fundet ud af at en mand var dukket op ved hendes dør lige efter Zirra var smuttet - og at den mand virkelig havde lignet en mandlig udgave af Zirra... Ja, så skulle hun ikke bruge mere tid end højst nødvendigt på at rende rundt i dén by. 
Stressen over at være på jagt efter Sedna og samtidig potentielt have Treston i hælene, nåede Zirra helt op til ørerne. Så meget, at sejlturen indtil videre havde fået hende til at kaste op fire gange. Nu havde hun fået stukket noget tørt kød i hånden og fået besked på at tygge på det så langsomt hun kunne. De var vist lidt trætte af at høre på hende ørle. Hun plejede ellers ikke at blive søsyg.

Zirra stod af i Tar Alsarif, der stadig var en by præget af Mørkets angreb tidligere på året. Men hvis Treston var i hælene på hende, ville han sikkert tage til Balzera - hvis altså han kunne finde et skib. Zirra havde brugt en ret stor portion krystaller på at afskrække kaptajnerne i Fristavns havn fra at tage ham ombord. Hun havde måske også tegnet et nogenlunde vellignende billede af Treston og fortalt højlydt om, hvordan han ikke kunne binde et knob, om det gjaldt hans liv, og at han ville prøve at snyde sig adgang til lastrummet for at stjæle ekstra rationer på sejlturen. Det var lige det bedste og mindst ødelæggende, hun kunne komme på - og kaptajner hadede jo den slags svindlere, der hverken kunne trække deres del af læsset eller holde nalderne for sig selv. Treston ville være tvunget til at tage en turistbåd, og de var dyre. Hun måtte sige undskyld en anden gang. 
I øvrigt var der flere skumle typer i Tar Alsarif lige nu, fordi ødelæggelserne altid tiltrak sig skidtfolk. 
"Der er et skib..." sagde skummel type nummer fem, Zirra havde fat i. 
"Jaaerh?"
"Valerias Tåre," Han lænede sig frem mod Zirra, så hun kunne lugte vælling ud af hans mund. Det fik kvalmen til at sige op i hende igen - og nu var hun ellers på land! "Det siges kun at sejle med mørkelvere."
Zirra rettede sig op. Selvfølgelig. Sedna var slet ikke fodsoldat. Først havde hun kigget efter torturgrupperingerne, men Sednas familie var blevet drevet væk fra den post for år tilbage i følge hendes kilder. Der var mange fodsoldater i Mørket, men selv med detaljerede beskrivelser af folk fra de større slag, havde hun ikke fundet nogen, der mindede om Sedna. Man ville have vidst, hun var der... Med det blik kunne hun være en stor fare lige bag frontlinjen. 
Men hvis hun var på et skib - og netop måske et eksklusivt mørkelverskib... Det gjorde både ting nemmere og sværere. Skibe var sværere at infiltrere, især når man ikke var samme race som hele besætningen. Til gengæld ville det lægge til kaj på fastlandet på et tidspunkt, hvis det ikke kunne nå tilbage til øerne. Det var helt sikkert nemmere end at regne ud, hvornår en lille gruppe fodsoldater ind på land. 
"Tak," sagde Zirra og rejste sig.
"Hvor skal du hen?" spurgte skummelmanden.
"Ud og spore en Tåre," svarede hun med et smil.
Manden fnøs kort, men tav så, da han så, det ikke var sagt i spøg. "Du er sindssyg, pigebarn."

    Den anden nøgle fandt han hængende fra baldakinen i en lille, skummel baggårdsbod, der efter Trestons bedste gæt udelukkende solgte tøj, nogen var blevet slået ihjel i. Eller som var blevet trukket af stjernefulde sømænd i én af Fristavns gyder... 
    Den gamle kælling, der stod for salget, ville ikke lade han tage glasnøglen ned, før han havde købt noget i boden, og med en tænderskæren dykkede han ned i sin svindende beholdning af krystaller og endte med at købe sig et par afskårne læderhandsker, der ville beskytte hans hænder i håndteringen af stikkende hampereb, hvis hans fornemmelse var rigtig, og han vitterligt skulle videre fra Fristavn med skib.
    Da han fik lagt den lille glasnøgle under kompasset, snurrede kompasnålen ganske rigtig imod sydøst og bekræftede hans mistanke; Sedna havde købt sig ind på et skib og havde sat kursen imod Rubinien.

   Den vejrbidte kaptajn - den tolvte i rækken af vejrbidte kaptajner, Treston havde henvendt sig til - betragtede ham med et vurderende op-og-ned-blik og rystede så på hovedet. "Beklager, knajt," drævede han og sendte en bekymrende mørk spytklat ud over rælingen. "Sådan et skravl som dig forstår sig ikke på at tage fat!" 
    Treston løftede et øjenbryn. Skravl var han ellers sjældent blevet kaldt...! "Jeg har ellers erfaring med at sejle..." Han øjnede en tynd matrosknægt, der i det samme steg ombord på skibet via landgangsbroen - slæbende på en sæk korn og tydeligvis anstrengt under sin byrde. "...og jeg tror, jeg kunne tage din matros dér over den ene skulder og hans sæk over den anden, og stadig svede betydelig mindre, end han gør lige nu." Bemærkningen affødte et svidende sideblik fra matrosen, men Treston var ligeglad - han var pissehamrende frustrerede over alle disse, underlige afslag. Hvorfor var der ikke nogen, der ville have ham ombord? 
    "Nah," erklærede kaptajnen og vendte sig væk fra rælingen - afskrev Treston uden den mindste undskyldning. "Du må finde dig et andet skib, blondie!"
    Men det var jo netop dét; Treston havde været hele havnen igennem...

    Treston lod modvilligt endnu en krystal glide over skrivebordet imod havnemesteren. "Sydpå," bekræftede han og betragtede den lille mand, da han rakte frem med et grådigt udtryk og ragede krystallen til sig. Det var faktisk kommet bag på ham, at Fristavn havde noget så civiliseret som et havnekontor, men da han slog døren op og blev mødt af lugten af opiumsrøg og dårlig spiritus, gav det hele ligesom bedre mening. Og da havnemesteren lod til at være halvberuset og temmelig klodset krævede bestikkelse for hver eneste, lille oplysning eller tjeneste, der egentlig bare burde være en del af hans job, blev Treston atter tryg i bevidstheden om, at han forstod hvordan verden hang sammen...
     "Jeg skal forhøre mig, når de betaler kajplads!" lovede havnemesteren og sendte Treston et slibrigt, tåget smil. "...Men hvis den slukne pung dér er alt, du har at tilbyde, bliver det sgu nok ikke heeeelt let..."
    Aftalen blev, at havnemesteren skulle sende en løbedreng til det billige hul af en kro, Treston havde lejet sig ind på, lige så snart han havde fundet en kaptajn, der ville have ham ombord. Det første og bedste skib sydpå.
    Først bagefter - da han var vel tilbage på kroværelset igen - gik det op for Treston, at havnekontoret muligvis var 'officielt' nok, til at han teknisk set ikke måtte sætte sine fødder der. 
    Ups.
    Tre dage efter blev han hentet af en løber, og for god ordens skyld bankede han bare på døren og satte sig så til at vente under det lille halvtag udenfor havnekontoret i stedet for at gå ind denne gang. Han nåede at banke fire gange og fryse sin røv halvt i laser, før en temmelig forvirret havnemester fattede budskabet og kom ud - gav ham et kajnummer i bytte for endnu en krystal.
    Han kendte ikke skibets navn og heller ikke navnet på dets kaptajn, men det var ligegyldigt - endelig kunne han komme videre!

    Eller han troede i hvert fald det ville være ligegyldigt. Indtil han nåede ned for enden af dén kaj, han var blevet anvist og løftede blikket fra pladsnumrene. 
    Og genkendte skibet. 
    "Ved Zaladins forpulede røvskæg..." mumlede han for sig selv, sendte en meget vred tanke af sted til resten af Guderne og snurrede om på hælen for at trampe tilbage til havnemesteren, da en stor grab landede på hans skulder og stoppede ham.
    "Hov! Det er da vores nye dæksdreng! Hvor er du på vej hen?" 
    Treston løftede blikket med en synkende fornemmelse i maven og genkendte manden som én af Lynns underordnede - én af dem, der havde været med på sømandskroen i Dianthos, da han og Lynn havde splittet stedet ad i en brandert... Mandens udtryk var jovialt, og den tatoverede arm han lagde om Trestons skuldre såmænd også venlig nok - bortset fra, at den lå så tungt, at der ikke var nogen chance for, at Treston kunne smutte væk under den, da sømanden gav sig til at føre dem begge i retning af Hviskeren. "Vi har ventet på dig!" Og så, lidt lavere og med en munter undertone, Treston fandt meget malplaceret: "Kaptajnens hår har stået over ende den sidste uge, kan jeg fortælle dig! Hun var nær eksploderet hos havnemesteren, da han gav os dit navn. Hvis jeg lader dig vende om og forsvinde ind i byen igen, er det mig, der bliver kølhalet..." Han lo - en kort, buldrende latter., der ikke var særlig medlidende. "Beklager!"

Kommandørkaptajn Lynnise Valeriev stod hævet over dækket ved siden af roret. Det gjorde hun fordi den samtale, hun skulle til at starte, var en af den slags, man ikke havde lyst til at begynde, mens man så op på sin samtalepartner. En samtalepartner, hun ikke havde troet, hun skulle støde på i netop Fristavn. En havn, hun selv forsøgte at undgå så meget som muligt, fordi der vrimlede med lovløse, hun ikke kunne gøre noget som helst ved. Dertil kom at Lysets skibe ikke ligefrem var velansete i disse farvande, så Hviskeren havde heller ikke Lysets sejl på, og uniformsjakkerne var pakket væk, indtil de nåede ud igen. Nød havde drevet dem hertil efter en ubehagelig kontakt med et fjendtligt skib og Fristavn havde været den nærmeste havn, der kunne skaffe dem hjælp til at lappe skroget og et par nye ansigter på dækket - omend det ville blive midlertidigt, fordi de folk, man kunne opdrive her sjældent var helt med på at arbejde for myndighederne.
"Velkommen ombord, Reynlest," sagde hun. 
Håret havde været ildrødt siden hans navn var blevet nævn på havnekontoret, selvom det aktivt drænede chakraen. Hun kunne simpelthen ikke få det under kontrol, når vreden brusede i hende som en kraftig understrøm. Det var startet som forvirring, da beskeden om retssagen havde indeholdt genkendelige navne. Ad uendelige omveje havde hun fået direkte kontakt til en på fastlandet, der kunne fortælle hende nærmere, mens Hviskeren ikke havde udsigt til at ramme land lige foreløbigt. Der var forvirringen blevet til ren harme over, hvordan Treston havde udnyttet deres venskab og hendes tillid. Goplefrygtig kæreste, hendes bare røv - godt gennemtævet, mørkelvisk krigsfange nærmere. Endda én, der havde tortureret Trestons egen søster for at det ikke skulle være løgn. Nok havde Treston fortalt om en mørkelvisk skønhed, han var faldet for, inden både han og Lynn var faldet i Ønskespringvandet, men han havde sgu da lige udeladt den del, hvor hun var en af Mørket og rimelig skruppelløst torturerede små, uskyldige piger (nej, Lynn havde ikke den store erfaring med Zirra). Hvad zalan var det for en opførsel?
"Fristavn af alle steder hva'?" fortsatte Lynn, mens håret hævede sig i faretruende, langsomme bevægelser, bølgende i luften. "Her havde jeg hørt, du skulle til genopdragelse i templerne." Hun forlod rækværket ovenfor og med den ene hånd hvilende på det lakerede træ hele vejen, bevægede hun sig rundt og ned ad trappen. "Hørt at du har gennemgået en retssag for intet ringere end højforræderi. Hørt at det handlede om at hjælpe en mørkelvisk krigsfange på flugt," Hun var nået helt ned for foden af trappen nu og håbede, at det at have startet samtalen fra en højere position ville gøre, at knægten krympede sig nok under hendes blik til, at hun ikke behøvede have højden på sin side. Armene blev lagt over kors som det eneste, der virkede roligt i nærheden af det levende, ildrøde hår. "Du skylder mig en forklaring Treston. Sæt i gang."

    Treston havde sænket blikket og bidt tænderne sammen, lige så snart han fik øje på Lynns gnistrende øjne og dansende hår. For hvert skridt hun tog ned ad trappen - hvert skarpe smæld af hendes støvle imod trinene - følte han sig mere og mere ussel, men samtidig voksede der også en lille trodsighed frem i ham. For jo - hun var berettiget til sin vrede. Hun var berettiget til sin skuffelse. Ligesom med Josefine, havde han udnyttet hendes tillid og deres venskab...
    Men han havde gjort det, for at redde et liv. Og han havde rent faktisk forsøgt at gøre det rette - det rigtige og det gode. Han var en lille smule træt af, kun at få lort og udskældning tilbage i hovedet...!
    "Du har ikke hørt, at jeg angiveligt var under selvsamme krigsfanges magiske indflydelse, så," bemærkede han hårdt - ville gerne stirre hende trodsigt i øjnene, men kunne alligevel ikke, fordi han inderst inde godt vidste, at han ikke tilnærmelsesvist havde ret til at svare hende sådan igen, efter dén tjeneste, han havde snydt hende til at give. Den lille stemme blev dog ignoreret, og bitterheden blev tydelig i hans stemme - vreden, der primært var rettet imod ham selv, og frygten, der lå lige under den. Frygten for, at han havde begået en kæmpe fejl - sat alt på spil for ingenting - fordi Sedna... fordi Sedna havde...
    "Du har ikke hørt, at jeg ikke var ved mine fulde fem? At jeg tilsyneladende bare har opfundet en masse grunde i mit hoved, fordi en mørkelver manipulerede mine følelser?" Han kunne pludselig mærke en klump i halsen og vendte ansigtet væk, af frygt for, at hans øjne var blevet blanke. Det var næsten, som at være tilbage på Josefines værelse igen - inden flugten. Dengang forvirringen og tvivlen havde været så dyb, at han ikke anede hvilke følelser, han turde stole på. Han fik styr på sig selv, og tilføjede så - stille og med et tonefald, hvor trodsigheden var blevet byttet ud med træthed: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal fortælle dig, Lynn... Jeg ved ikke, hvad der er sandt længere. Men jeg er- " Han brød af, fordi den forbandende klump satte sig i halsen igen, og han rømmede sig frustreret - væmmedes ved sig selv. "Jeg er... forfærdelig ked af det, Lynn. Jeg er ked af, at jeg løj for dig, og jeg er ked af, at jeg trak dig ind i noget, du ikke skulle have haft del i... Jeg... troede, jeg gjorde det rette, da jeg tog beslutningen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro længere..." Han tog en dyb indånding og kørte en hånd over ansigtet. Mødte endeligt, forsøgsvist hendes blik. "Jeg vil gerne fortælle dig det hele fra ende til anden, hvis du vil høre det. Så meget skylder jeg dig i hvert fald..."

Med armene lagt over kors og blikket fæstnet på Trestons øjne - selvom de undveg - lod hun ham tale. Frustrationen og forvirringen i hans stemme hjalp ikke på hendes humør og sænkede ikke vreden den mindste smule. Selvfølgelig havde hun læst afskriften fra retten (måske læst var et stærkt ord - skimmet så), og delen med at han havde været under magisk påvirkning var skam ikke gået hende helt forbi. Men om hun troede på den? Gu gjorde hun ej. 
Hun havde - måske som den eneste, var hun begyndt at overveje - set Trestons hjerte være ved at boble over at følelser for den mystiske mørkelverkvinde, som ikke var så forfærdelig svær at regne ud var den samme, han havde kastet sig liv væk for.
Der havde ikke været noget som helst magisk over hans følelser der midt i springvandet, og der havde det allerede været flere uger siden, han havde mødt hende. For at magi skulle virke så lang tid, skulle det være en overordentlig dygtig magiker, og selvom de fandtes, nægtede Lynn at tro på, det var tilfældet. Det havde absolut intet at gøre med, at hvis Trestons kærlighed ikke var ægte, blev Lynn nødt til at granske sit eget sind og finde ud af, om hun i virkeligheden også blev udnyttet til grove formål af Royce. Dét var et sted, hendes lille rationelle hjerne slet, slet ikke ville hen. Derfor holdt hun sig også fra at svare ham eller debatterer den del - Treston kunne være lige så i tvivl som han var, men før hun kom med noget som helst modsigende imod hans åndssvage idé om at være magisk påvirket, ville hun havde hele historien og en gevaldig undskyldning, der muligvis først blev godtaget, når han havde skrubbet hele dækket rent ene mand.
"Fortsæt med at snakke," sagde hun og blev stående. Omkring dem begyndte besætningsmedlemmerne at gøre klar til afgang. Sefris tog sig af at betale magikerne, der havde fikset skroget, for han kunne godt se, Lynn var rimelig travlt optaget, og det ikke ville være smart at afbryde. "Og når du er færdig, så fortæl mig, hvad i Valerias våde skød du laver her med et ønske om at rejse sydpå, hvor Mørket tilfældigvis holder til?"
Den eneste del af retssagsmaterialet, Lynn havde nærlæst, var Trestons dom - som sagde nogle ret specifikke ting om, hvad der ville ske, hvis han ikke holdt sig til templer og bøn.

    Fortællingen endte med at blive lang - så lang, at skibet nåede et godt stykke ud på havet, og de til sidst fortrak sig fra dækket og slog sig ned i Lynns kaptajnkahyt, mens mørket begyndte at falde på udenfor. Treston krængede sit hjerte ud og forsøgte at fortælle alting, som det var - 'hjulpet' godt undervejs af Lynns hårde: Ikke godtaget - fortsæt, når han var i tvivl om han burde uddybe. Han fortalte om forelskelsen, om opdagelsen i Tusmørkeskoven. Om Zirras mishandling og samtalen med Sedna i fangekælderen. Om dén åbenbaring, han havde fået, da det var gået op for ham, at de alle sammen bare var et produkt af deres forpulede opdragelse - deres indoktrinering - og at det var fuldstændig meningsløst at der skulle være 'gode' og 'onde', når alting alligevel var gråt... At den eneste måde at bryde den nedadgående spiral af død og ødelæggelse var at tage et aktivt valg om at gøre noget godt. Noget, der ikke kun var godt, fordi Lyset prædikerede det - for Lyset løj lige så meget som Mørket gjordet det - men noget, der var godt, fordi det forsøgte at rette op på alle de ting, der var forskruede og forkrøblede...
     Men hvor der inden Retssagen ikke havde været den mindste tvivl om dén sandhed - faktisk lige så lidt, som da Josefine gjorde ham tvivlsløs en time - var der nu ikke andet. Zirras vidneudsagn, retsmagikerens opdagelser og sandhedskuglens bekræftelse havde kastet et nyt og temmelig grelt lys over begivenhederne...
     Og da først der var taget hul på bylden, der var Zirras indblanding i hele miseren, væltede det ud, og han endte med at sidde rystende og med en klump af skam og sorg i halsen og fortælle om Kester - om middagen. Om dén indrømmelse, Zirra havde gjort sig til retssagen, og som havde fået hans verden til at ramle sammen. Om Zirras brev...
     "Jeg bliver nødt til at finde hende, for jeg tror, hun er sat efter Sedna," mumlede han. Den sidste time havde det været ham umuligt at se Lynn i øjnene, og i stedet sad han nu placeret foran hendes skrivebord med ansigtet vendt væk fra hende og albuen hvilende på bordpladen - et fast holdepunkt, midt i al denne... hele dette følelseshelvede... "Jeg er bange for, at hun vil forsøge at gøre noget dumt, og Sedna er ikke... Jeg frygter, de kommer til at tage livet af hinanden..." Han pustede skælvende ud og kørte en hånd over ansigtet. Vidste, at han blev nødt til at være helt ærlig med Lynn, hvis hun ikke skulle foragte ham fra nu af og i al evighed. Hvis han ikke skulle foragte sig selv... "Og så bliver jeg også nødt til at snakke med Sedna og få styr på mit hoved - finde ud af, hvad der er sandt, og hvad der ikke er. Jeg klarer ikke, at alting skal være så rodet, som det er lige nu..."

Lynn havde ikke været  blid ved Treston under forklaringen. Da de endelig var rykket ind i kahytten, havde hun taget plads på sin stol men ikke foldet armene ud, og mens hænderne groede fast i det modsatte albueled, hævede og sænkede det stadig ildrøde hår sig omkring hende ved hvert åndedræt. Flere gange måtte hun tilskynde ham til at fortsætte, for hun ville ikke være tilfreds, før alle kortene lå på bordet. De sidste kort var dog væsentlig grusommere, end Lynn havde troet muligt. Hun havde troet - og den del var så rigtig - at Treston var sat efter mørkelverudyret for at finde svar på sit forvirrede hjerte. Svar, der enten ville ødelægge ham, eller lulle ham længere ind i den løgn, at kvinden havde udnyttet ham fra starten af - altså magisk. Lynn var ikke et sekund i tvivl om, at mørkelverkvinden sikkert også havde udnyttet ham, hvor hun kunne. Var det ikke det, Mørket gjorde sig i?
Delen med Trestons søster kom dog yderst meget bag på hende. Både fordi hun troede Dastor Reynlest havde en bedre sans for personligheder, fordi hun ikke havde forestillet sig at en så grum ridder ville være at finde i Lyset, og dernæst at hendes mentale billede af Trestons uskyldige lillesøster ikke involverede at flygte tværs over landet for at sætte efter storebrors mørke kærlighedsliv.
"Stakkels pige," mumlede hun, mens håret faldt en lille smule til ro. 
Hun prøvede at lede tankerne væk fra den tvivl, Treston alligevel med sine ord havde formået at stikke til. For hvad var det gode og det onde i den her konflikt? Hun så modbydeligheder blive udført af Mørkets skibe oftere end hvaler blev set ude på Det Store Åbne, men uddelte hun ikke selv lige så mange tæv og sænkede lige så mange skibe? Hun hev folk med til havnene i lastrummet for at de kunne blive klynget op efter en retfærdig retssag. En retssag som den Treston nu havde været igennem, og hvor det ikke lød på ham som om der havde været meget at rafle om, før søsteren var kommet med beviset om, at magi havde været indblandet. Magi, Lynn stadig virkelig ikke ville tro på. 
"Treston," sukkede hun. Håret blev hvidt og hænderne lagde sig i skødet. "Jeg skal nok sejle dig sydpå, så langt du ønsker. Måske ikke helt til Obsidianøerne, for jeg regner ikke med Gabriel tog det pænt, at jeg hoppede over bord sidst. Men jeg beder dig altså... Lad nu være med at opsøge hende. Jeg forstår godt, du søger svar, men det strider direkte imod din dom at opsøge hende. Fokusér på at få din søster sikkert hjem, ikke? Jeg skal nok hjælpe det, jeg kan."
For Lynn var selv mor til to piger. To piger, hun aldrig kunne forestille sig at tvinge i ægteskab, og som hun ville brænde skove ned for, hvis hun opdagede, at de var blevet udsat for det, som Trestons søster var blevet udsat for. Da den her samtale startede, havde hun regnet med at skulle bruge det meste af natten på at tale ham fra at sætte efter Sedna og få svar på sine spørgsmål. Kærlighed kunne altid findes andre steder. Men med søsteren indblandet, kunne hun ikke længere følge den rute, for hun kunne høre i hans stemme, hvor meget han ønskede at finde hende og redde hende fra sig selv. 
"Det er sgu noget lort, hva'?" sukkede hun, og så slog en tanke ned i hende. "Måske er det din søster, der har fortalt alle de grumsede rygter om dig? Da jeg bød ind på dit navn, kom der ikke mindre end tre kaptajner over for at give en advarsel... Er hun sådan en snu rad?"

    "Det kan jeg ikke love dig, Lynn..." mumlede Treston og kunne stadig ikke se hende i øjnene, selvom hendes hår havde lagt sig og hendes stemme var blevet mildere. På en måde var det en lettelse af fortælle det hele - det hele, fra ende til anden - til nogen; han var rimelig sikker på, at der endnu ikke var nogen, der havde fået hele forløbet. End ikke Zirra...
    På den anden side var det også skræmmende at se sine egne handlinger lagt ud foran sig. For alle de ting, han havde været så sikker på, han kunne forsvare... Hvis Sedna virkelig havde påvirket ham...
    "Jeg finder Zirra hvor Sedna er, og lige nu er det klart lettest at følge Sednas spor med mit kompas. Jeg skal bare sørge for, at nå frem til hende først, så Zirra ikke kan gøre noget dumt... Men jeg kommer til at opsøge Sedna. Og jeg kommer til at søge en forklaring - for dét hér," han slog med en bitter grimasse ud med hånden; en bevægelse der omfattede hele hans miserable skikkelse, "er ikke til at holde ud, jo. Jeg giver mig selv kvalme..."
    Hendes ord om, at det hele sgu lidt var noget lort, fik ham til at fnyse en lille, ulykkelig latter. "Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv..." bemærkede han bittert og blev ufrivilligt mindet om hans or Zirras samtale i retssalen. Dit lort ender altid med at blive mit lort, Treston...
    Næsten som om Lynn havde kunne gætte, at han sad og tænkte på Zirra, blev samtalen ledt hen på hende, og Treston løftede et overrasket øjenbryn. "Den lille, udspekulerede møgunge... Jeg synes godt nok også der var noget lorent ved det hele!" Han lod sig tænksomt synke en my længere ned i stolen, mens et billede af Zirras lyshårede hoved, der satte ham hindringer i vejen for et godt ord, fór igennem hovedet på ham. Så hun vidste altså, at han var i hælene på hende, trods hendes brev. Hvad kunne hun ellers finde på?
    "Og ja," endte han med at tilføje, mens han lige så stille gik i gang med at forsøge at regne hende ud. "Zirra er en allerzalans snu rad..."

    De lagde til i Balzera, fordi kompasset pludselig drejede nålen ind imod land. Treston havde heller ikke klaret en dag længere på skibet - alle hans vågne timer siden Fristavn var blevet brugt på knæ med at skrubbe dæk. Og derefter skrubbe mere dæk. Og så skrubbe ræling og trapper og pudse vinduer i Lynns kaptajnskahyt...
    Og så skrubbe mere, forpulet dæk.
    Han bemærkede - lidt knottent efterhånden - at han tilbragte mere tid på knæ end en skøge og fik at vide, at han hellere burde se lyst på det og glæde sig med, at han ville komme i skarp knæfaldstræning inden genopdragelsen i templerne. 
    Så klappede han i.
    Den lille glasnøgle med tre takker blev hurtigt fundet - bundet fast til en fortøjringspæl på molen, men selvom Treston jo egentlig så havde, hvad han skulle bruge, for at fortsætte jagten, brugte han alligevel lidt tid på at forhøre sig om dét skib, der havde været ligget ved den føromtalte fortøjringspæl. 
    Dét, og så spurgte han udvalgte folk, om de havde set en ung kvinde - lille, lyshåret, blå øjne, stærk kæbe. Det var irriterende vage tilbagemeldinger, han fik, og han endte med at konkludere, at Zirra enten ikke havde lagt til i Balzera, eller at hun havde været overordentlig diskret, da hun gjorde... 
    Det var også irriterende, at han egentlig ikke anede, hvad han var oppe imod her - han havde kun fået en overfladisk indføring i Zirras spionliv. Hun kunne være en mester i forklædning for alt han vidste! 
    Da han kom tilbage til skibet hjalp han med at slæbe forsyninger om bord og tvang så sig selv til, ikke at komme med indvendinger, da besætningen fik aftenen og natten fri inden afsejling næste morgen ved daggry. 
    Selvfølgelig skulle sømændene også have lov til at more sig, når de nu endelig var i havn. 

Tiden i Tar Alsarif havde hurtigt vist sig godt brugt. Et par af hendes kontakter hjalp hende i det lokale tøj, gav hende en klassisk hår-tørklæde-opsætning, hun selv lige skulle have vist en ti gange, før hun kunne lave den nogenlunde, og med ansigtet smurt ind i sandpulver, der gav hendes hud en mere gylden farve, lignede hun en af de lokale - og en rig en af slagsen. Hernede kom man længere med udseende end krystaller, og selvom hun havde brugt det meste af sin beholdning og ikke havde tid til at arbejde for flere, var det ikke det store problem at finde et lift til Balzera. Et flyvende lift. 
En handelsmand med øje for de smukke damer lokkede hende selv med om bord (troede han) på sin majestætiske grif for at flyve hende hjem til en hyggelig aften på hans bosted i Balzera (troede han). Han blev efterladt bevidstløs og en del krystaller fattigere i sin seng, mens Zirra fortsatte ud i ørkenstorbyens natteliv. Hun havde fået et tip om en kontakt her i byen, der kendte til de fleste skibe, der kom forbi og med garanti kunne give hende pejlemærke i forhold til at spore ruten for Valerias Tåre. 
Men først måtte hun tage sig af de komplikationer, der tydeligvis ikke var forblevet i Fristavn: Idiotbror Treston.
"Du siger, han er blevet set på havnen?" spurgte hun fyren.
"Ja, frøken," svarede han og så op og ned ad hendes fine silkekjole. "Lyst hår, skarp kæbelinje, ligner en soldat - præcis som De beskriver. Men hvad skal en ung, smuk frøken..."
"Her," Hun lod en pose krystaller dumpe ned i hans hånd. "Lad være med at stille flere spørgsmål. Find nogle folk. Giv ham en ordentlig omgang buksevand, så han ikke glemmer det lige foreløbigt, men stadig kan gå. Sig til ham, han skulle have fulgt ordrene i brevet."
"Mig en ære, frøken."

    Darren, den store sømand, der havde fanget Treston på kajen, viste sig, at være en virkelig fin fyr, og da det kom ham for øre, at Treston stærkt hældede til at blive tilbage på Hviskeren, mens resten af mandskabet nød deres friaften i Balzera, lagde han endnu en gang en tung arm om den forhenværende Ridder, og trak ham venligt, men bestemt, ned ad landgangsbroen.
    Det var jo ikke ligefrem første gang, Treston delte en dram (eller fem) med Lynns mandskab, og de var nogle helt igennem fremragende mennesker. Gode typer, at dén salgs, man ikke var i tvivl om havde ens ryg. Og folk, der helt bestemt kunne finde ud af at more sig.
    Da Treston endelig fik lov til at takke af, forlod han det snuskede værtshus, de havde slået sig ned på, med et lille smil om læberne og en svag slingren i sin gang. Det havde været rart at slå hjernen og bekymringerne fra - bare et par timer - men han kendte også sig selv godt nok til at vide, at hvis han blev meget længere et sted, der serverede øl fra fad, ville han ende med at drikke sig ned for at glemme det hele... Og så ville morgendagens sejltur og dækskrubning på ingen måde blive en fornøjelse...
    Han var netop drejet om et hjørne i byens ældre del, da noget tungt, helt ud af det blå, ramte ham hårdt i nakken og sendte ham i vejstøvet med et brag. Disorienteret og forvirret fik han styr på sine lemmer og vendte sig rundt imod sin overfaldsmand, netop som et spark kolliderede med hans side, så al luften gik ud af ham. Han krummede sig sammen om smerten, men formåede alligevel at holde sig nogenlunde klar i hovedet. Han skulle op. Han skulle op fra jorden, hvis han skulle have en chance...
    Næsten som om hans tanker var blevet hørt, var der pludselig én, der greb ham i skjortekraven og smækkede ham op imod den nærmeste husmur med en snerren, så Trestons hoved hamrede tilbage imod sandstenen. Han så sol, måne og stjerner et øjeblik, indtil overfaldsmandens ansigt kom nogenlunde i fokus. "Du bliver skuffet," fik Treston fremmumlet. Han kunne smage blod i munden. "Jeg har brugt mine sidste krystaller på frække tjenester fra din mor..." Selvom fornærmelsen klart havde været hovedformålet, var ordene nu også en måde at fortælle overfaldsmanden, at han spildte sin tid. Treston havde trods alt ikke været så dum, at tage de sidste, sørgelige rester af sin slukne krystalbeholdning med ud i Balzeras natteliv...
    Tre, mørke skygger var at skimte over mandens skulder, og Treston nåede lige akkurat at undre sig over, hvorfor der endnu ikke havde været en kniv involveret i dette røveri, da manden hvæsede:
    "Du skulle have gjort, som brevet gav dig besked på." Endnu et slag - lige i nyren - og Treston bed sammen om et støn. Han ville komme til at pisse blod den næste uge... Dog forsøgte han ikke at tage til modværge, for de var trods alt fire mand, og han havde alle intentioner om at gå derfra i live. 
    "Hvad for et brev?" hvæsede han i stedet og lod trodsen skinne tydeligt igennem - gjorde det klart for manden, at han havde taget værre end dét hér. 
    "Brevet hvor der stod, at du skulle holde dig ude af andres sager." Endnu et slag og så ét til, og så flåede manden Treston om på jorden, så hans tre venner også kunne komme til, og de tog hver deres tur som gode små psykopater, og efterlod så Treston sammenkrummet og stønnende i vejstøvet.
    Det tog en rum tid, før han var parat til at forsøge at sætte sig op, og da det endeligt skete, var det overordentligt forsigtigt og med mange grimasser og forbandelser. Han fik slæbt sig selv hen til husmuren og lænede sig tilbage imod den, mens han, næsten fraværende, gjorde status over sine skader. Det var nærmest som at være tilbage til gadekampene igen - før det var blevet så meget alvor, at Mester Flagel havde forsøgt at få ham slået ihjel. Overfaldsmændene havde helt klart forsøgt at skade ham, og hele hans krop gjorde ondt - men de havde også holdt igen. De ville have, at han skulle derfra i live og med førligheden nogenlunde i behold... Og de havde heller ikke taget den håndfuld ravstykker, han havde i sin bæltepung - havde ikke engang ledt efter dem...
    Det eneste brev, han havde modtaget for nyligt, var Zirras kortfattede besked, som Eylia havde overrakt ham tilbage i Dianthos. Han rynkede panden og tvang så sig selv på benene - måtte støtte sig til husmuren lidt, indtil den første smertensbølge fortog sig. Dét hér kunne da vel ikke være Zirras værk? Det kunne hun vel ikke...?
    Men han kendte svaret - havde altid sagt det til andre, når de fejltog Zirra for at være en sød, lille pige... 
    Der gemte sig en arrig kælling bag de blå øjne - det var helt sikkert - og mens han slæbte sig selv tilbage til Hviskeren og sammenbidt ømmede sig ved hvert skridt, forbandede han sin lillesøster langt ned i underverdenen.  

Da Treston kom tilbage til skibet, sad Lynn på rælingen med en flaske mjød i hånden. Darren var gået kold under dæk, og de andre sad stadig på det lusede værtshus. Flasken fandt vej til munden igen, og væsken brændte stadig ned i halsen, selvom den var fortyndet, så hun undgik den forpulede hikke. Blikket havde været rettet mod den mørke horisont, hvor havet smeltede sammen med himlen i en mørk, dyster blanding af bølger og skyer. Det ville blive uvejr snart. Det sitrede næsten allerede i luften, og hun kunne mærke håret trække sig tilbage og gemme sig bag ryggen som for at dukke sig for de endnu ikke-eksisterende lyn. Det ville ikke blive en sjov tur rundt om den sydlige spids, men hvad man dog ikke gjorde for sine venner... 
Lynn så op, da hun hørte fodtrin på dækket og løftede et øjenbryn af Trestons haltende, beværede gang. Han havde kun slingret, da han forlod knejpen, og dét dér var ikke kun slingren. Lysten til at himle med øjnene blev undertrykt med nød og næppe. Hvad var der med de unge nu til dags - kunne de ikke holde sig fra problemer?
"Du ligner nedtrådt blæretang," kommenterede hun tørt og rakte flasken hen mod ham. "Du skulle ikke være smuttet alene. Balzera er sgu en farlig by for alle andre end de indfødte."
Mens hun havde siddet på rælingen, havde hun set en del rende rundt alene. Et par almindelige sømænd og den del beboere. Kvinder i fine, flagrende klæder og mænd i lige så fine tørklæder. Selv rendte hun sgu ikke lige rundt alene så langt mod syd - det havde der været for mange meldinger om kidnapninger fra Mørkets side til, og selvom hun var halvt storgople, talte det ligesom ikke rigtig her på landjorden, hvor alt bare var flere proportioner større. Men det var en kaptajns bekymring - de lokale virkede ikke til at være synderligt bekymrede for deres velbefindende, og det varmene i det mindste hendes hjerte lidt.
"Den her søde, søde unge kvinde spurgte mig, hvilken vej vi skulle, lige her før du dukkede op," fortsatte hun. "Hendes bror var blevet taget af Mørket under et af angrebene tidligere på året, fortalte hun... Så da hun så min jakke, blev hun nødt til at spørge, om vi ikke kunne holde udkig for hende. Nu skal vi jo alligevel derned ad med dig - så kan det være, vi får mulighed for at hive nogen slyngler med hjem i kasjotten. Hun så nu ikke alt for godt ud. Pænt klædt og alt det, men hærget i blikket, og lignede lidt én, der havde spist dårlige skalddyr. Det må ikke være nemt at bo ved kysten, mens Mørket sender deres folk for at hærge."
Hun tog en slurk og smilede lidt mismodigt. En dag ville hun måske hive Trestons kærlighed med tilbage til den galge, hun var undsluppet. Måske en dag ville det blive hendes egen Royce, når han fik lavet noget, hun ikke kunne holde hånden over eller vende blikket væk fra mere. 

    Treston tog imod den fremrakte flaske med en smertensgrimasse og lagde hovedet tilbage med mundingen for læberne i håbet om, at indholdet ville dæmpe kroppens brokken over dén behandling, han havde udsat den for.
    Besværlige lortekrop...
    Han slog sig opgivende ned ved siden af Lynn og havde åbnet munden, for tvært at bemærke, at der var nogle lidt atypiske omstændigheder, hun måske lige skulle tage i betragtning, inden hun løftede pegefingeren, da hun gav sig til at fortælle den unge kvinde, hun havde mødt.
    Lidt forvirret over hvordan dét lige passede ind i alting, rynkede han panden. "Hvordan... så hendes bror så ud? Hvis hun ville have, vi holder udkig for hende, mener jeg?"
    Til hendes videre bemærkning om kvindens udseende - hvordan hun havde været hærget i blikket - fnøs han en hård, smertefuld latter og hævede flasken til munden igen med en bitter skulen ud over den uvenlige by. "Tror du ikke nærmere, det var den manglende bror, der gav hende kvaler? Søskende kan virkelig give én hovedpiner, der vil noget - dét skriver jeg gerne under på!" Han tørrede mjød og blod af læben med håndryggen. "Ælde én med ti år, fra den ene dag til den anden..."
    De sad lidt sammen på rælingen i stilhed, før han modvilligt bemærkede: "Zirra forsøger at sabotere... min jagt, om man vil. Ligesom i Fristavn, bare med mere... korporlige midler. Jeg synes bare, du skulle vide det." Han trak på skuldrene - stadig med vreden siddende i den spændte kæbe, men samtidig også godt klar over, at den egentligt primært var rettet imod ham selv. Han havde været for naiv med Zirra - hun havde vist sig mere snedig, end selv han havde troet om hende...
    Men hvis Zirra ville spille beskidt spil, så skulle hun være så frygtelig velkommen! Så var han også færdig med at have fløjlshandskerne på!
    ...Ikke at han helt vidste, hvordan han skulle give hende svar på tiltale, når hun nu konstant var et skridt foran ham, men det var underordnet lige nu. Det var... det var mere princippet i det!
    Og så var der alt for sent en prås, der gik op for ham - og dét faktum, at det alligevel havde taget ham så lang tid at lægge to og to sammen, tegnede virkelig ikke godt for dét fortsæt, han lige havde gjort sig...
    Selvindsigt var en irriterende ting...
    "Fortalte du kvinden, hvor vi skulle hen?" spurgte han - temmelig meget ud af det blå og med en stemmeføring der ikke ville efterlade Lynn nogen tvivl om, at der var et bestemt svar, han virkelig håbede på at høre. "Hvordan så hun ud - den unge kvinde, mener jeg?"

"... med søskende, det kan der være noget om," 
Da Treston afbrød med et spørgsmål, fik Lynn lidt idéen af, at han faktisk slet ikke havde hørt efter det sidste stykke tid. en anelse fortørnet tog hun sin flaske tilbage og gav ham et meget moderligt skuffet blik med på vejen. 
"Ja, jeg fortalte hende, hvor vi skal hen, det var ligesom det første, hun spurgte om," svarede hun opgivende. Nu havde de tæv, Treston havde fået på hovedet, vel ikke gjort ham dum(mere)? 
Noget i hans toneleje fik hende dog til at tøve en smule med at fortælle ham, at han skulle tage de lokale ungmøer seriøst og ikke være så hemmelighedsfuld bare fordi han var med på skibet. Hun sad trods alt her i fuld kommandørkaptajn-uniform, og prøvede på ingen måde at skjule noget som helst. Faktisk var tilstedeværelse den vigtigste del af alt det, Lysets flåde foretog sig i øjeblikket, fordi kystlinjen var blevet så skide urolig efter Mørkets seneste flytning. Ingen vidste, at Treston var smuttet ombord på Hviskeren - ingen udover hans søster, hvis man skulle tro ham. 
"Det var ikke din søster, hvis det er dét, du spørger om," svarede hun og så på ham med et strengt blik. "Jeg ville sgu kunne kende din søster, selvom jeg ikke har set hende før, det vil jeg vædde min armbrøst på. Hende her var en lokal, mørklødet pige med fine klæder og tørklæde om håret. Almindelig derudover. Det eneste, der kunne ligne dig, var de blå øjne, men det stod egentlig ret godt til en mørke hud. Det er ikke så tit man ser dén slags, synes jeg. Men Treston, hvis du ved, din søster er her i byen, så bør du da virkelig finde hende hér. Så kan du altid tage på tur efter Sedna senere. Jeg giver dig gerne et lift en anden gang også."
Så klappede hun ham på ryggen og sprang ned fra rælingen - med flasken (Treston skulle ikke have resten). Det var hendes  måde at sige godnat-og-den-her-samtale-er-i-øvrigt-slut på. Det kom ikke bag på hende, at Treston så spøgelser efter den omgang bøllebank, han havde fået, men der måtte også være en grænse - og den var lige her, hvor Lynn ikke ville stå på mål for at rode mere op i bunken af problemer, der synes at følge knægten.

På den modsatte side af kajen gik en enkelt fakkel ud.

    Treston fangede godt den moderlige skuffelse - dén slags havde han modtaget så rigeligt af det sidste stykke tid - men han lod som ingenting. Hendes svar var alt for vigtigt.
    Da Lynn bekræftede hans værste anelse, og tog flasken fra ham kørte han en meget træt hånd over ansigtet - masserede et øjeblik tindingen, fordi hans hoved brokkede sig efter dét slag, han havde fået. 
    "Mørk hud og blå øjne?" gentog han med et løftet øjenbryn og et lille fnys. Han savnede allerede flasken... "Ja, det skal Zaladin vide, man ikke ser meget af på disse kanter...!" Han undlod at svare på hendes sidste kommentar - modtog bare hendes klap med en grimasse, der med lidt god vilje kunne være et smil, og mumlede godnat.
    For hvis det vitterligt havde været Zirra, så ville hun tydeligvis ikke findes... Og så havde han sandsynligvis ikke en chance. Han fik et hurtigt hukommelsesglimt af Zirra, som hun havde set ud, da han fik øje på hende i Ringen - næsten ugenkendelig med håret farvet og sminke, der fremhævede alle de træk, man ikke normalt bemærkede hos hende. Iklædt tøj, hun ellers aldrig ville gå i, og med en holdning og en opførsel, der havde været fuldstændig fremmed...
    Nej, hvis Zirra ikke ville findes, ville det være spild af tid, at gøre forsøget. Dét kunne han dog ikke forklare Lynn, uden at skulle forklare, hvorfor hans søde lillesøster åbenbart var sådan en mester i forklædning, og selvom han havde været ærlig med Lynn omkring alt, der havde relation til ham selv, havde han ikke fortalt om Zirras sande erhverv. Dét var ikke op til ham, og selvom han var temmelig arrig på sin lillesøster lige nu, kunne det ikke falde ham ind at bryde dét løfte, han havde givet hende. 
    Dén tanke - at han jo stadig ét eller andet sted i sit forvirrede hjerte altid ville holde af hende, ligegyldig hvad hun udsatte ham for - fik en idé til at blomstre op bagerst i hans hoved, og optændt af en energi, der bestemt ikke havde været der for to minutter siden, fik han fragtet sit mørbankede korpus ned under dæk og rodede sin vadsæk igennem, til han fandt de ting, han skulle bruge. 
    Med den lille, læderindbundne notatbog i hænderne slog hans sig ned på landgangsbroen og fandt kulstiften frem - stirrede et øjeblik ind over havnen, før han gav sig til at skrive.
 

Det var svært at finde skibe, der havde lyst til at sejle vestpå i øjeblikket. Fra Balzera og ud på havet var der direkte forbindelse til Obsidianøerne, og farvandene var blevet alt, alt for farlige i den retning. Det letteste ville jo have været at hoppe med på Hviskeren, som Trestons brev havde foreslået, men det var simpelthen ikke en mulighed. Hvis de fik talt om det her, ville de også komme ind på hendes vidnesudsagn, og hvis Treston fandt ud af, hun havde løjet, ville han bare ønske at opsøge Sedna af andre grunde. Forkerte grunde. 
En flodudmunding i Medanien var det nærmeste på Amazonitskovene, Zirra kom. Skibets kaptajn læssede sine varer af, og Zirra fik snakket sig ombord på prammen, der bar forsyningerne længere ind i landet. I det mindste var det stadig rejse på vand - den slags gik bare hurtigere. Efter turen op ad floden i Medanien, fik Zirra lejet sig en hest, der alligevel skulle afleveres til en kro langs kystlinjen, der ikke havde flere tilbage efter Mørkets angreb på den lille fiskerby. Faktisk skulle hun fragte tre heste, men det gjorde ikke så meget, for så kunne hun holde et lidt højere tempo ved at skifte oppakning rundt og undgå at skamride dem. 
De fik flere hvil end hende på turen. Flere gange var hun ved at falde i søvn henover halsen på dyret, der heldigvis var klogt nok til at at stoppe og skubbe til hende, indtil hun tog et par timer. Men det blev altid kun til et par timer. Nervøsitet og bekymring holdt hende mere vågen, end hvad godt var. 
I det mindste var hun tilbage i mere vinter-agtigt tøj nu, og også mere hjemmevandt. Håret hang i den sædvanlige fletning, der dog ikke havde fået meget opmærksomhed de sidste dage, så den var mere en filtret bunke hår end en reel fletning. Fordi silke var så dyrt et stof, havde hun kunne bytte sit Balzera-tøj for et ret solidt sæt i Medanien. Det passede hende fremragende ikke at skulle tænke så meget på forklædning, nu hvor hun vidste, at Treston fulgte en anden rute. Det passede hende meget dårligt, at hans rute nok var hurtigere. I det mindste havde kaptajn Valeriev fortalt hende, at de skulle gøre et par stop undervejs til småbyer langs kysten, fordi de havde lastrummet fyldt med mad og lægeforsyninger. Kysten havde det virkelig svært for tiden...
Det var også det indtryk, hun fik, mens hun fragtede hestene mod den fiskerby, hun havde fået udpeget. Flere små bygder lå i ruiner, og der var lidt for mange folk, der havde bygget små overdækker ved vejsiden og sad forhutlede sammen om et minimalt bål. Det ville ikke blive nogen let vinter at komme igennem. 

"Så er vi her, bæster," sagde Zirra endelig en eftermiddag til de tre heste, som hun var begyndt at tale lidt for meget til efterhånden. 
Hun sprang ned og klappede den brunspættede på halsen, mens krodøren gik op og en venligtudseende kvinde kom ud, mens en langt mindre venligtudseende mand stod i døren.
"Lad os få dem om til stalddrengen," sagde kvinden og vinkede hende med. "Sikken tur, du har taget, hva' min pige? Vi kan ikke udtrykke vores taknemmelighed nok. Nok har Lyset sendt soldater til genopbygningen hernede, men det er nu fra de lokale man virkelig får den bedste hjælp, ikke? Sådan nogen som dig, der bare redder vores forretning."
"Åh, ingen årsag," svarede Zirra med et træt smil. "Jeg skulle jo den her vej alligevel."
Hun blev tilbudt et måltid og en seng for natten, og det kunne hun jo på ingen måde afslå. Det var alligevel først i morgen, hun kunne overskue at finde sin kontakt her i byen. En kontakt, som havde information om Mørkets skibsruter - og med den måde, det var blevet præsenteret på, var det fordi han havde en spion inde bag murene på Obsidianslottet. Om det her var Lyset selv eller en anden organisation, vidste Zirra faktisk ikke. Men hendes kontakt i Balzera havde lovet hende, at det var en, der kunne hjælpe. Nu skyldte hun også efterhånden rimelig mange tjenester væk, så hun var ved at være desperat for at få noget mere på det mørkelverskib. Dertil kom, at det var skidefarligt at være på kystlinjen - og det var udover at Treston også havde retning herhen. Forhåbentligt ville han ikke prøve at sejle over til Obsidianøerne. Men kunne man efterhånden være sikker på, han ikke ville gøre noget så dumt? Eller regnede han bare med, at Sedna ville regne ud, at han ventede på hende ved en af de små fiskerbyer? Zirra genlæste hans brev, mens hun spiste suppe på kroen. Savnet gnavede mere i hendes mave end sulten.
"Er alt i orden?" Den rare kroværtskone var kommet hen til hende, og hun strøg forsigtig en lok hår væk fra Zirras pande, mens Zirra stoppede brevet væk i sin lomme. Konen stivnede og lagde hele hånden på Zirras pande. "Men pigebarn, du brænder jo. Hvor meget hvile har du tilladt dig selv?"
Zirra svarede noget utydeligt, men det var også lige meget. Konen sørgede for hun fik spist resten af maden og sendte hende så i seng. Det var sikkert også bedst. I morgen skulle hun finde sin kontakt.
Men det blev det ikke til næste morgen. Feberen var taget til, og Zirra kastede sig rundt i sengen i koldsved og vildelser. Hvad hun opfattede var en blanding mellem nogen, der nænsomt gav hende vand, og folk der mumlede i det fjerne, selvom hun fornemmede, at der var folk i rummet. 
Det tog tre dage, før feberen lagde sig, og hun var frisk nok til at rejse sig fra sengen uden hjælp. Det tog hende noget af det bedste skuespil, hun hidtil havde lavet, for at overbevise konen om, at hun altså ikke længere havde trang til at kaste op. Tre dage... Tre dage var pludselig meget at miste, når man arbejdede under tidspres.