De kolde fugtige klamme sten dryppede, som vandet forlod dem efter fuldmånes fald og tide vandet vendte retur til havets dyb, for at hvile til næste fuldmåne, til næste gange havet skulle på jagt på stranden. Næste gang vandet her i brønden skulle hæves og de få af fangerne som fik lov at smage det friske hav vand, måtte svømme en nat. Hvert et dryp ramte vandet med et lille plask, blot nogle få undgik dette plask, som de drypende sten ramte hende, som hun lå i vand overfalden i det store cirkulere kammer, det gamle forladte trænings kammer. Hver en dråbe som ramte hendes hud, hjælp til at holde hendes smil, og som de mange dråbe stoppede deres fald viste hun natten var ovre, og solen atter havde hilst på verden og hendes 'spøgelser' lys ikke længe være det eneste lys der belyste hendes gange og denne sal. Ikke nok med solens første stråler hilste på overfalden hun hvilede i, den stille nat var ovre, og stille, da ingen havde forsøgt at løbe, eller rettere svømme imod deres frihed, og med den nye dag skulle de jo fodres, nogle af dem. Men hende, hun skulle fodres dagligt, modsat så mange andre. Den sære mad. Hun kunne dufte den allerede, den ny slagtet kød, vel stegt i sit eget fedt, smør og friske urter, endda brød, frisk sært duftende brød, frisk, kaldte de andre det, samt en hvad der lignede en tilfældig blanding af rodfrugter i hendes øjne, en flaske vand, og det enkelte glas vin. "Hen...Hendes..Hendes dagli..daglige mad Petrichor." hun løftede blot en hånd som svar, som vandet begyndte at bære hende til den tørre del af salen. Hun træk på smilet og denne dags uheldige slave overrakte maden med et buk og gik hurtigt fra hende, hurtigt tilbage til sin herre.

Blikket faldt imod den halv tørre gang, gangen hvor blot en fod vand dækkede gangen og cellerne ellers uberørte, celler som faktisk havde en dør, en dør med den simple lås flere havde sparket op, blot for at blive trykket tilbage med lungerne fulde af vand og pyntet af goblernes brændsår. Men for nu, måtte hun selv trække sine fødder i det lave vand. Vand som nærmest krammede sig til hende ved hvert et skridt, nærmest som en elskers hånd der søgte blot et sekund berøring. Nøglerne metaliske klang spillede ved hvert et skridt som hun kom nær hendes celle, hende der faktisk ikke fandtes, og med et smil på læben drejede hun om med den sære morgenmad i hånden, og nøglen i den anden. En nøgle som hurtigt mødte låsen, og de mange knirk fra den rustne fugtige dør ringede igennem gangen og de nærliggende celler. Duften af det fine mad tirret, og plaget de nærliggende celler, hver morgen, og i guderne hvor var svært ikke at smile over deres lyst til at stjæle netop dette mad, den jalousi, den had som spredte sig fra de nærliggende gæster.
"Godmorgen lille frøken Arys...Op op." de gift gule øjne gled let over kvinden og det sorte blod træk sig ud i deres omris, og uden at vente på det mindste fra kvinden gik hun nærmere i den fugtige uniform, og uret der forsøgte at klikke med tidens gang blot for at gå i stå, hvert sekund, og bakken med mad, vin og vand blev ført tilbudt hende med et lille nik. "Nydt fuldmånes skær?"

Det var koldt på den her tid af året, selvom der ikke var vand inde i de enkelte celler. Cordelia havde rystet hele natten og ikke sovet meget, selvom tæppet havde dækket hele hendes krop, og hun havde fået udleveret et par sokker tidligere på ugen. Det betød, at vinteren var over dem. Når de tog dem fra hende igen, ville foråret være på vej.
Selvom hun havde nogenlunde styr på, hvornår på året det var, var selve årerne forsvundet uden at Cordelia vidste, hvor de var blevet af. De første år i fangekælderen i Amazonitskovene havde der været en mur at ridse dagene ind i. Derefter var hun blevet rykket for meget og havde mistet overblikket. Nu var alt, hun vidste, at hun så gammel ud, når hun en sjælden gang fangede sin refleksion i vandet. Gammel, brugt og ødelagt. Intet lig den unge Cordelia, Mørket havde taget dengang. Selv håret blev klippet af jævnligt for at minde hende om, at hun var deres. Centimeterkorte totter strittede op fra hovedet. Et hoved, hun egentlig ikke havde lyst til at stikke op fra tæppet, men som hurtigt kom det ved fangevogterens ord.
"Jeg er ikke en Arys," snerrede hun tilbage, mens hun smed tæppet fra sig. "Jeg er en Højlund."
For hvis hun havde været en Arys, ville de være kommet efter hende. Familien frem for alt. Sådan havde det altid været - altid til at brække sig over. Leonora havde vist, præcis hvor meget Arys, Cordelia var, da hun var blevet glemt i den fangekælder. Tænk, at hun overhovedet havde haft håb for at de ville redde hende i starten. Hun var lige så lidt Arys, som hun var Cordelia. Blot et undværligt spejlbillede.
Så snart maden var inde for rækkevidde, kastede hun sig over det. Ligeglad med hvordan det smagte og hvor meget bedre det var end de andre fangers. Hun forstod ikke, hvorfor hun skulle få noget bedre, og de andre hernede hadede hende for det. En af de gange, hun havde haft held til at løbe, var hun bare blevet tævet af de andre, der var sluppet ud. I forhold til den var hun indlagt til et luksusophold i Floden, omend med tvang.
Men selvom maden var god, lod hun sig ikke narre. Der var aldrig en rolig dag hernede... Eller også flød netop de dage bare sammen.
"Hvad vil du mig i dag, Petrichor?" spurgte hun med munden fuld og absolut ingen manerer.

Det sort gule øjne gled over kvinden, kvinden som virkelig kunne bruge noget nyt tøj, lille frøken Arys som Petrichor havde kaldt hende alt for mange gange blot for at få det samme svar tilbage. Hun træk på smilet nok til de spidse tænder blev blottet. "Jamen så godmorgen Højlund." kom retur nærmest øjeblikket og hun tog et skridt tilbage, og så kvinden kaste sig over sit daglige måltid. Ikke at hendes navn havde betydning her, hendes navn om det var "ad lys", Kazimi eller Arys, var ligemeget, havde det været i flere år. Det var blot sjovt at høre, og at se hendes reaktioner de få dage et andet navn blev nævnt.  I dag? hun rystede hovedet let.
"Først så tænkte jeg du kunne bruge noget tøj, og tror en af mine uniformer vil passe dig perfekt!" netop som det blev sagt faldt proppen af en af flaskerne på hendes ryg, vandet faldt og snoet sig om Petrichor, og langsomt begyndte at blive hvidt, og fast, som det tog formen af en stol under hende, netop som hendes knæ bøjede og hun lod sig forsigtigt falde ned i stolen kolde sæde.
"Efter det, tænkte jeg hvornår så du sidst åben himmel? Ville invitere dig ud at svømme, men tvivler meget på du har lyst til det med mig." Hun bidt sig let på underlæben som hun mindes sidste gang. Ikke at sidste gang var en inviteret svømme tur, mere et flugt forsøg.
"Så i stedet? Hvis du klæder dig på, hvad siger de til vi går en tur?" De gul sorte øje gled til fange døren, og et lille nik blev givet i dens retning.
"Gå, og snakke. så du kan faktisk se hvor du er?" Blikket vente retur til Cordelia og hendes, alt andet end nydelse af maden.

Cordelia stoppede midt i maden. Nyt tøj? Svømme en tur? Det var underlige forslag, der kom ud af Petrichors mund, og hun overvejede et øjeblik, om hun mon drømte. Men hendes drømme plejede kun at gengive forfærdelige minder eller dagens mere forfærdelige begivenheder. Hun stoppede det sidste mad i munden og så op fra sin stilling af at sidde på hug. Hun ville gøre ret meget for noget tøj, blev hun enig med sig selv om. Engang havde hun afskyet de uniformer. Nu kunne hun ikke huske, hvordan Arys' så ud mere. Var de lilla? 
"Jeg tager tøjet," sagde hun, men tonen var alt andet end venlig. "Du er så gavmild i dag. Får jeg også at vide, hvilket årstal det er?"
Det gik hende på, at hun ikke vidste, hvad der skete i verden, eller hvor gammel hun selv var. Hvor gammel var hendes familie? Var de døde af alderdom? Det føltes allerede som et helt årti siden, hun var blevet slæbt ud af den brændende borg i skoven og fragtet så langt væk, hun var usikker på, om de stadig befandt sig i Krystallandet. 

Fødderne havde skrabet over stenene under den lave vandstand. To krigere fra Mørket trak hende i armene for endelig at kaste hende ublidt ned for fødderne af det væsen, hun nu kendte som Petrichor, men stadig ikke helt var sikker på hvad egentlig var. Lænkerne om hendes håndled klirrede mod hinanden, mens hun væltede om i vandet, der trods den lave vandstand nåede at finde vej både ind i næse og mund.
"Hvor vil du have din første gæst?" spurgte den ene kriger. "Vi ved godt, det hele ikke står færdigt endnu, men hende her skal beholdes. Hun er stærk og holdt i form. Måske kan hun slæbe sten for dig... Hvis hun tør."
Cordelia tvang sig selv til at løfte blikket. Selvfølgelig turde hun! Hendes krop rystede i den gennemblødte tilstand, men det holdt hende ikke fra at vælte bagover med et skrig, da hun så væsenet foran sig til stor morskab for krigerne. Den blålige, gennemsigtige hud under den stramme, sorte uniform så næsten menneskelig ud til forskel fra, hvad hun havde været vant til at fangevogtere gennem tiden, men øjnene... Gulgrønne og slangeagtige. De sorte aftegninger ud fra dem. Var det blod? Tårer? Det var det mest uhyggelige, Cordelia længe havde set, og de havde bestemt ikke været blide ved hende indtil nu. 

jeg tager tøjet, tonen var jo næsten perfekt, og blev mødt med et kort grint som Petrichor fugtede sine læber. Gavmild? Mig? Hun kiggede imod loftet i et forsøg på at se eftertænksom ud.
"Årstal? Sidst jeg spurgte om sådan..såå." hendes ord sluttede som en mandelig stemme ekkoet igennem gangen, et skrig som flere gange blev afbrudt og mødt af en gurglene lyde som vandet ramte hans mundvige. Mon vandet blev fanget i en celle igen? Blikket gled imod celledøren, ud imod gangen. Må besøge dybet senere...En rune må være skadet.
"TUSMØRKE! ET BID OG IKKE MERE END ET!” skreg hun imod gange som en lille bølge af chakra kunne fornemmes med ordenes bevægelse, og i nærmest samme øjeblik kunne man høre vandet blive kastet tilside som den sorte fisk, begyndte at svømme i de oversvømmet gange.
"Hvor var vi?" spurgte hun alt for underholdt og selvglad og langsomt vendte blikket tilbage til Cordelia. "Årstallet! Totusinde niogtyve." Svaret hun endelig, og lod den ene hånd glide til den frosne stol under hende,og lod sine negle let skære i det klare is.
"Hvad da? Noget du skal nå?"



Hun følte sig på ingen måde klar til at tage imod fanger, men denne fange var speciel en lang plan var sat i spil som hun blev slæbt langs gulvet, og skulle blive hendes første fange. Hun stirret med et tomt blik som fangen blev lagt foran hende, og blikket ændret sig ikke som hun kæmpede sig til fødderne og soldaterne talte. Først som de holdt deres munde og talen endte ud gled blikket op på dem, og ned til kvinden igen, op, ned igen. "Mhmm..Velkommen hjem frøken Arys." hun fniste og løftede en hånd og pegede på øst gangen i det cirkulere rum. "Siden du er den første 'gæst', hvad siger de til at vælge deres værelse?" hun smilte som det blev sagt, og blottet sine spiste ishvide tænder, og lod hånden falde slap langs hende side. Hun drejede om på sine hæle og begyndte at vandre imod den let fugtige gang. "Kom kom, lille frøken, ellers blive de slæbt." Soldaterne gjorde sig allerede klar til at gribe fat i hendes underarme. Halv orken lo let, som hans hænderne kom tæt på, og blot nussede den ene hårlok på vej imod hendes skuldre. Den lette belysning fra det sorte vand som dækkede resten af rummet, de små kugler af klart hvidt lys, lyste tydeligt vandet op på trods af den sorte overflade. Mellem strålerne af lys fra orlogsmandende, var den, kul sorte stikkelse som kastede skygger mellem lyset, og skabte bølger i vandet. "Jeg sagde kom!" tilførte hun, endelig ligeglad om de havde bevæget sig eller ej, blot for god ordensskyld.

Cordelia endte med at blive slæbt ned ad gangen og kastet ind i den celle, der skulle blive hendes hjem de næste mange år. Krigerne overlod hende til Petrichor og det svævende, svømmende havmonster, som Cordelia dukkede sig for, blot skyggen gled forbi. 
"Hvad er det her for et sted?" huskede hun sig selv hviske i en frygt, hun ikke vidste, hvor hun skulle rette hen. "Hvor er jeg?"
Pjalterne om hendes krop beskyttede hverken mod kulden eller vandet hernede, og bare de få glimt, hun havde fået af gangene... De endeløse gange... Mørke og fugt og vand. Så var det lige før det var mere tiltalende at stå lænket til muren i den gamle borgs kælder. Men måske der var en vej ud. Måske vand var kilden til flugt. 
En naiv tanke. Vand var ikke vejen ud. Kun vejen til mere smerte, frygt, og måske til sidst en velkommen død.

Totusindogniogtyve? Totusindogniogtyve?!
Cordelia så chokeret på Petrichor. Ude af stand til at holde sin position og faldt tilbage så numsen ramte de kolde, fugtige gulv. De tiltagende rynker, hun ikke havde vidst om var i hendes eget ansigt eller kun i vandets krusede overflade, gav pludselig mening. Tiden var gået så langsomt hernede, at hun havde troet... Tiden ... Tiden var løbet fra hende ...
"I har... I har" stammede hun. "I har holdt mig i fyrre år?"

Hun brød ud i latter, ved Cordelias ord, en mavepine formkaldende latter.
"Haha..oh du sku se dig selv!" fik hun presset ud igennem hendes latter som forsatte til hendes tunger var tomme af luft, eller hvad der end herskede i hendes lunger.
"Oh..ha..mere skræmt end dagen vi mødtes." fik hun kæmpet ud som luften genfandt sig i hende indre. Med store vejrtrækninger og et selvglad smil, og et blik som hvilede på Cordelia. fyrre år? Oh hvis bare. Den let gennemsigtige delvist menneskelige skikkelse genfandt sin ro, sin luft, og rettet sig op. "Hvis bare, hvis bare. Men jeg er i et godt humør, året er lige skiftet lille ven..Så velkommen til Totusindenogtyve." Netop som det blev sagt, lyd et større plask igennem gangende og ro, roen faldt igennem de fugtige gange og med plasket rejste Petrichor sig, en hånd blev på stolen hun havde formet som vandet genfandt sin fugtige form, som intet andet en pøl af vand som med det samme klæbet og krammede sig til hendes støvler, og pølen forsvandt ind af de mindre huller i støvlerne og Petrichor træk sig til celle døren, og lod en hånd samle sig om tremme, og panden blev lagt imod den selv samme tremme. Hvorfor tager det dem altid så lang tid at spise..vænner mig aldrig til det.




Kæder og ræb blev fjernet øjeblikket før Cordelia blev kastet ind og bag hende blev døren smækket og nøglen drejet om. Petrichor bøjede sine knæ og vandet kæmpede om at nå omkring hende, det blot fod højre vand, som magisk holdt sig ude af cellen, gjorde alt for at forsøge at blive et med den blåtonet kvinde. "Dit nye hjem." hviskede hun tilbage, og soldaterne ventede ikke et sekund på at vandre tilbage til deres andre pligter, eller måske var dette blot for at komme ud herfra, ud af fugten. "Er blevet bedt behandle dig 'pænt'.." hun lod ordene hænge lidt i luften, mens hun slikkede sig om sine hjørne tænder. "Men, jeg lovede tilbage til ham, at det er kun hvis du opføre dig pænt..sååå..lille skat..opfør dig ordenligt ikke?" hånden om tremmerne blev mere og mere hvid og fast, neglende blev let længere som hånden blev til is, og de få dryppende sten, stoppede med at dryppe vand som sne faldt omkring hende, og det vand som kæmpede med at blive et med hende, kæmpede for at trænge igennem uniformen, begyndte at fryse, som resten af vandet i hendes nærvær.

"Totusindogtyve... Pfft, men hvad gør ni år fra eller til efterhånden?" spurgte Cordelia hårdt og stablede sig selv på benene med et fnys. "Det gør ingen forskel. De kom aldrig efter mig."
De første par år i de våde celler havde været de værste. Frygten, kulden og skrigene. Det isnende vand, der krøb ind i alle led og fik en til at fryse helt ind til benet. Skrigene, der endte i gurglende dødsrallen. Det glatte gulv, man skøjtede rundt på, når man prøvede at flygte. Og alle prøvede at flygte. Alle, der kunne finde ud af at dirke låsene i hvert fald - dem var Cordelia ikke en af, men hun havde styrken til et par gange at få smadret låsens mekanisme. Ikke at det havde gjort meget. Som alle de andre, var hendes flugtforsøg endt lige så nyttesløst - og blot været en leg for Petrichors syge, lystne sind.
I sin fulde, udstrakte højde blev det meget tydeligt, at Cordelia kunne bruge nyt tøj. Det var iturevet flere steder og så tyndt, at vandet, det havde suget næsten fyldte mere. Ærmerne i særken var sorte, og Cordelias kolde muskler dirrede under den mørklødne hud. De havde holdt hende fysisk ved lige og ikke ladet hende sygne hen lige som nogle af de andre. For det, hadede de andre fanger hende også. Dem, der ikke blev passet på. Dem der kun var information. Cordelia havde allerede givet al sin information, men var for værdifuld til at lade dø - så de sørgede for hun ikke fik den befrielse. 
Det her - tøj og gåture - det var blot endnu et sygt påfund for at få hende til ikke at tage fritidsinteressen med at prøve at slå sig selv op igen. Hun burde have vidst, at Petrichor ville lyve om årstallet. Men fordi det ikke var meget langt fra virkeligheden, ramte det hende alligevel. Hvad forskel gjorde tyve eller tredive eller fyrre år hos Mørket, når der intet lys var tilbage i ens engang så håbefulde hjerte?
"Så giv mig da det tøj og vis mig stedet."

Frygt og håb, var de to følelser en empath ville beskrive denne fangekælder i. Alt skabt for at give muligheden for at folk havde et håb, og Petrichor, levede for to ting, frygt, både at føle den selv og se den andre (følelsen som fanget og holdt hende fanget i mørket), og glæde...blot denne glæde fandt hun ofte ved at skabe frygt og fortære folks håb, for alles held var dette ikke den eneste måde elementale dæmon fandt glæde på.
"De efterlyse dig ikke engang. Ingen søgning, intet." svaret hun nærmest på automatik ved Cordelias ord om forskel og at de aldrig søgte hende. Ikke at disse ord var løgn, hvorfor skulle de have søgt for blot en magisk afspejling af deres tidligere livvagt? De fleste ville jo have forventet at magien forsvandt med den 'sande' Cordelias liv. En ting Petrichor var dybt fascineret af, hvorfor findes du i nu. Tanker der altid var i og plaget hendes sind som hun var nær spejlbilledet.
Nøgle drejede om i døren, og den blev åbnet i et livligt træk. "Kom så..Tog sjovt nok ikke en uniform med, forventede faktisk du ville nægte at vandre i vores farver." hun træk på smilet som hun vandrede ud i den fugtige gang, og gav et behageligt suk så snart vandet lagde sig om hendes fødder og nåede hendes skinneben. Uden overhovedet at vente på Cordelia, begyndte hun at gå, døren efterladt åben, og fødderne træk hende imod den store hal der samlede det hele. "Mon du kan passe mine sko?" spurgte hun ud i intet som deres vandre tur begyndte.

Målet, hendes lille gemak af et værelse, ikke at hun benyttede det til andet end opbevaring og når hun søgte at være privat, når man hverken sov, spiste og ens bedste afslapning var at hvile i vand, var der ikke meget brug for et værelse, men nu havde hun fået et! Så hvorfor ikke benytte det. Værelses havde engang tilhørt en af de højere rangserne præster, da brønden stadig var et tempel for mange år siden. Det var lille, og selv om det var tydeligt uhulet i klippevægge, var væggene dækket i fine symboler af Thatos orden, alle til risset og skadet (tydeligt bevist). Det var simpelt, en seng, et bord som tildækket i papirer, en seng, en gammelt træskab, og en våbenhylde, hvor der faktisk rang en sable. Et våben hun havde havde brugt uden at træning. Dog var rummet tørt, og runerne i gulvet skreg af energi for at holde vandet ude, og i det ene hjørne stod et noget der bedst kunne beskrives som et tårn af flasker, alle fulde og lugtet af saltvand fra det hjørne var kraftig. Hun havde selvfølgelig holdt øje med Cordelia, bare sådan hun var sikker på hun gik med hende, hvad hun kiggede på og lavede på deres lille tur var hun endelig godt ligeglad med. "Her, mine uniformer er i skabet, sko i skuffen...Du må gerne rive symbolet af den du vælger." uden at vende sig pegede hun imod skabet og gik lige til sengen, som hun kastede sig i. Som hun lå der pegede hun på hendes egen skuldre, hvor mørkets symbol stirret tilbage på Cordelia.

De kolde, klamme gange var som Cordelia forventede og til dels huskede dem. Glatte og våde. Hendes bare fødder pjaskede igennem den lave vandstand, mens vandet snoede sig om Petrichor som sultne tunger. Den kvinde var en vanskabning på flere måder. Der var ikke meget at kigge på. Sten, celledøre og vand. Mørkets lurerne skygger og jævnlig jamren fra de andre indsatte. Cordelia fnøs ad Petrichors kommentar om farven. 
"Som om jeg ikke har boet i jeres farver siden I tog mig," mumlede hun, men gjorde ikke yderligere ud af samtale. Den slags var hun holdt op med for længe siden. Der var altid kun én ting at tale om, og det var hendes fangenskab her, og hvordan ingen savnede hende derhjemme. Heller ikke Leonora. Hun havde jo den rigtige Cordelia, så hvorfor bekymre sig om et spejlbillede? De følelser, der engang havde været en urealistisk ungpigeforelskelse var visnet bort til had og foragt. 

Mens Petrichor slængede sig på sengen, fandt Cordelia en uniform. Den første og den bedste, for der var ingen videre grund til at se, om de overhovedet var forskellige. Skoene passede hende faktisk, hvilket af en eller anden grund kom bag på hende. Måske fordi hun havde forventet at vand-fødder ville være større? Eller måske kræve at skoene var lige så flydende som Petrichors egen krop en gang imellem synedes at være?
Cordelia trak lidt på skuldrene og begyndte at snakke uniformstrøjen. "Mærket er sgu ligemeget. Det er ikke ligefrem fordi man er i tvivl, og ikke ligefrem fordi I har planer om at lukke mig ud."
Pludselig blev hun i tvivl. Petrichor havde ikke tilbudt hende tøj eller sko før, og det var år siden hun havde set skyggen af andet end kartoffelsække og hastigt strikkede vinterstrømper. Selv undertøj var en luksus hernede i dybet. Eller hvor de nu var henne. Der var så meget vand, de for så vidt kunne være i en magisk del af Aquarin - og Petrichor passede nu også ret godt ind i de omgivelser. 
Cordelia tøvede med den sidste knap og rynkede på næsen. Mistroisk lagde hun armene over kors og kneb øjnene lidt sammen. "Hvorfor giver du mig pludselig tøj?"

Smilet voksede med Cordelias kommentar på farverne. Hun havde vel ret, det havde været deres farver, eller intet, altid sjovt at se dem vælge intet og bekæmpe vandets evne til at fortære deres varme. Det var altid besynderligt at tænke for meget over den magiske spejl billede som endelig var foran hende, hvorfor findes du i nu? det var umuligt ikke at tænke når man var nær hende, selv nær døds oplevelser, en ødelagt krop, sult. Hvis man ikke vidste bedre ville man jo tro dette var den ægte vare. Det var med et afslappet suk hun ventede på kvinden blive påklædt.

Så veltrænet som da du kom hertil..næsten mere? Blot nogle flere ar...Hvorfor er det så vigtigt for dig at holde din krop.. Blikket gled af kvinden, let over til sablen, hun kigget slet ikke på den gjorde hun? Har hun givet op? Eller vidst hun blot at den ikke ville hjælpe. Det klædte hende nu at blive ordenligt påklædt, med sko og uniform, hun ville blive en vidunderlig soldat. Trænet på forhånd, og med absolut intet at leve for. Det blev næsten ikke bedre for mørket, næsten en skam de havde valgt en anden plan for hende.
"En dag..hvis jeg er i godt humør." hun træk lidt på smilet og blottede sine tænder, de ord var langt fra løgn, det var faktisk og havde altid været planen. Det havde bare ikke været nødvendigt, samt troede de fleste ikke hun var klar. Det næste spørgsmål træk tydeligt i Petrichors tanker.

"Hvad? De tror ikke at jeg gør dette bare for at være sød?" Hånden mødte sengen som hun vendte sig, og stille sig sat op. Smilet forsvandt og blikket gled over den nu uniformerende kvinde. "Fordi jeg vil have et svar..på noget der altid har plaget mig...Så noget for noget? Ikke sandt?-" Dette svar får jeg ikke ved at drukne dig. "Og..tvivler på du vil vandre rundt blandt mørkets folk, iklædt...en sæk." Foden ramte gulvet og hun rejste sig, få skridt blev taget imod Cordelia, en hånd ført til hatten som kort efter blev sat på Cordelias hoved. "Klær dig!" Håret bevæget sig som hængende vand ved hver bevægelse, og blikket gled nærmest stolt over uniformen, og de gift gul grønne øjne nærmest lyst af glæde ved synet, og de sårte åre der altid lå om hendes øjne pulseret som pulsen steg ved spændingen, om endelig at få det svar, samt at se hendes blik som hun fik viden om hvor hun var.

Cordelias blik fulgte Petrichors fra sig selv og op til sablen på væggen. Så så hun tilbage på Petrichor med et skeptisk, løftet øjenbryn. 
Tror du virkelig, jeg er så dum? havde hun lyst til at spørge, men holdt det i sig, for Petrichor var ved at tale, og man skulle ikke afbryde sine fangevogtere. Lektion nummer ét i Mørkets fangehul.
Dermed sagt var det ikke mindre tiltalende at tage sablen i hånden og støde den tværs gennem den anden kvinde. Samtidig var hun også ret sikker på, at det ikke ville hjælpe noget som helst. Måske ville Petrichors mave bare vige for klingen som vand, og så samle sig igen. Uanset udfaldet, ville Cordelia med sikkerhed ende gennemblødt og halv-druknet på gulvet for sin fangevogters fødder. Der var ingen grund til at kæmpe mere - hun havde tabt slaget for mange år siden. I dag havde hun en reel chance for at se noget mere af fangekælderen. Få et par få, værdifulde sanseindtryk, inden hun blev kastet tilbage i kulden og mørket - og sikkert frarøvet tøjet og skoene. Det var ikke så meget håb, det indgød i fangen, men det var noget, hun i den grad ikke ønskede at ødelægge for sig selv.
Cordelia holdt armene i den defensive position henover brystet, men hjertet begyndte stadig at hamre voldsomt i hendes bryst, da Petrichor trådte nærmere. Væsnet havde brugt årevis på at indgyde skræk og rædsel i hende, og selvom hun kunne finde ud af at stå ret og stille, var alle muskler spændt til bristepunktet og tænderne sammenbidte. Petrichor var unaturlig på sin helt egen, voldsomt uhyggelige måde. 
"Det er vel ... En fin handel," svarede Cordelia tøvende. Ordene blev holdt tilbage af frygt og tvivl. Gå blandt Mørkets folk iklædt en sæk... "Hvor skal vi hen?"

Det korte hævet øjenbryn, det var tydeligt hun ønskede at sige noget men valgte at holde sine ord i sig. Hun havde lært så mange gode ting de sidste par år, ikke at afbryde, at opføre sig ordenligt, at bede de andre holde kæft..Det var vidunderligt! Og man slap ofte for kollektiv straffe! Hun gemte sit stolte selvglade smil som Cordelias svaret. Det blik, den tilbage holdte tone, Petrichor tog et skridt længere frem, og endte side ved side på ved Cordelia.
"Der er mig der vil have noget." tilførte hun til de tøvende ord som kom hendes vej. men først..forsatte hendes tanker som hun begyndte at gå, tilbage. Væk fra hendes kammer og tilbage imod det kæmpe cirkulere rum der samlede det hele, der blev aldrig gjort tegn til Cordelia om at følge med, ej heller sagt noget til hende om det.
"Du får lov at vælge..Der er noget skov her, bjergkæde, en fin borg, en slave lejr, og mere..almindeligt ophold for os. Du får et valg." begyndte hun som hun nåede vandet der får havde vandret både i og forbi. De sorte vand, belyst af de hjerneløse væsner, og Petrichor stoppede sig selv i vand kanten, og flere små bølger af chakra gik igennem vandet, og i samme øjeblik, plaskede Tusmørke vand efter hende med et kraftigt hale pisk i vandoverfladen. Vand som enten blev slugt af hendes form, eller endte på jorden omkring hende, og fisken i god hast svømmede imod havet, som han nåede ud faldt temperaturen, og vandet begyndte at fryse, blot en linje af is forlod Petrichor til den store åbning ud til havet. En åbning som dannede tyndt islag, som den ene dør ud lukkede.
"Så, lille skat..hvad bliver det? Eller noget helt andet?" spurgte hun, og kiggede bag sig, første gang hun søgte at forsikre sig at mennesket havde gået med hende, og inderligt håbede hun at der intet menneske var som hun drejede sig.

Mennesket var ikke fulgt med, og havde derfor heller ikke hørt de valg, hun blev givet i, hvor de skulle gå hen. For Petrichors ord om at gå mellem Mørkets folk havde givet hende en idé. Nu bar hun en af deres uniformer, så hvem ville se efter hende to gange? Det manglende hår lignede vel også en soldats kortklippede frisure. 
så da Petrichor havde bevæget sig mod Strømhvirvlen - det centrale rum i fangekælderen - var Cordelia fulgt med de første tre skridt og havde derefter ladet sig falde tilbage ad den gang, hun vidste førte til borgen. Den eneste gang, hun ikke havde turde lave en flugtforsøg ad endnu, fordi det var den eneste, der ledte længere ind i fjendens midte end væk fra dem. Selv havet var hun engang nået ud til, kun for at blive hamret ned i sandet af stormbrusende bølge og slæbt tilbage til sin celle i en sølle, halvdruknet tilstand. Men dengang - alle de andre gange - havde hun også lignet en fange i de pjalter, hun havde været iført. Nu bar hun den sorte uniform, som om hun aldrig havde gjort andet, og selvom hun så hærget ud, var det sikkert fåtallet af folkene i Mørket, der kunne genkende fangerne på andet end den udsultede tilstand - en tilstand, Cordelia ikke selv havde, fordi hun som en af de eneste blev holdt ved lige fysisk. 
Hvorfor, vidste hun stadig ikke, men det var også ligegyldigt, hvis det var dét, der kunne få hende ud herfra. Få hende op gennem gangene og finde en vej ud. Tilbage til Safirien. Tilbage til Ædelborg for at... For at gøre hvad?

Hun drejede om, og så..ingen. Blot det tomme rum, og intet menneske. Hun stod der lidt og blot stirret ud i det tomme fugtige rum.
"Din..lille." mumlede hun, men ordene blev afbrudt af hendes egen latter. En latter som ekkoet igennem gangen ud i fangekældrene, før den sluttede lige så pludseligt som den startede.
"Fint..fint..fint..lille skat.. Her forsøgte jeg at være sød og du bare...HA!" hun fumlede kort med sine lommer og fandt noget ganske særligt, et timeglas. Som blev flippet, mødte gulvet og hun satte sig og stirret på de små, lille sandkorn som faldt, et, efter et. Smilet voksede for hvert korn der faldt, en negle kræsset i flisen nær hende som sandet fortalte tiden gik.




Den lange gang, var kulsort i starten med kun lyset fra Petrichors fangekælder som en tiltrækkende ildflue for ende at mørket. Men netop som man kun fornemmede mørke, som lyset bag en ikke længere kæmpe sig længere ind i gangen, begyndte lyset fra mørkets borg af kastet sig ned i den lange gang, netop som trappen op begyndte.  Den kolde, mørke trappe, som holdt fugten fra Petrichors legekammer væk fra resten af borgen.

Netop som man kom stod man lige bag den veldekoreret indgang til borgen, den store entre som førte til samtlige steder, en dør til spionernes kammere, en dør op til ridderne, til arbejdsfolket, en til slavernes usle kamre. Fra dette smukke rum, belagt i mørkets farver, symbolet, og med to fine statuer af mørkets herre som tog imod en, kunne man komme til lige netop hvor man ville i borgen. Men i dette rum var man aldrig alene. De førte alle steder hen, så derfor var rummet også altid bevogtet, men også altid begået. Cordelia blev øjeblikkeligt set af to vagter, en mandelig halv elver, halv ork, hvis ene øret var taget kiles orden nogle år siden, og til hans side, på den store trappe der førte op til ridderne sad hans makker for denne morgen, en dæmon, hvis horn og vinger var tydelige og hans røde øjne fandt hurtigt over på den nyankommen i rummet.
"Hvem er det?" brummede dæmonen.
"Se uniformen...Må være en ny til fange kældrene." Svaret ork elvere.
"Hun er jo blot et menneske? Hvad kan hun hjælpe pet med?" Blev hurtigt svaret tilbage.
"Lad os nu bare..lade være at blande os i hvad Petrichor laver..Hun har sikkert noget sært magi der kan bruges." lyd det lidt tøvende, som ork elverne blik faldt på gangen til den fugtige kælder, og hans ene hånd rystede som det blev sagt.
"Du er stadig bange for hende?! HA! Denne tøs, giver hende et måned, før hun enten drukner, eller bliver for bange for pet." Grinte dæmonen.
"Satser mine fire næste nattevagter, på hun får nok om to uger."
"Ha! Du satser på et menneske holder længere end du gjorde? Jeg er frisk!"
De gjorde ikke skjul på deres samtale, og deres blikke hvilede begge på Cordelia som ord blev sendt frem og tilbage mellem de to.

Cordelia priste sig lykkelig for sin velholdte form. Så snart Petrichors latter havde runget ud gennem gangen, var hun spurtet op ad trinnene så hurtigt, remme og tøj kunne holde. Nær enden var hun stoppet op og havde stået med ryggen mod muren, mens hun genvandt en normal og rolig vejrtrækning. Petrichors latter forfulgte hende i tankerne. Hun vidste ikke, hvor længe hun stod sådan, men først da hjertet var faldet til ro, skubbede hun sig ud fra væggen og gik det sidste stykke op mod det uhyggelige, overdådige rum... Der tydeligvis ledte ret mange andre steder hen.
Hun endte med at stå stille og kigge på de to vagter, mens hun lyttede til deres samtale. Hun havde altid overvejet, hvorfor Petrichor ikke havde flere soldaterhjælpere i kælderen - nu virkede det pludseligt åbenlyst.
"Jaeh, jeg er ret-eh... Ny," sagde hun tøvende, og de to vagter slog lidt til hinanden i sjov over, at hun faktisk talte til dem. 
"Så hvor længe tror du, du holder?" spurgte orkelveren med et lidt for tandvisende smil.
"Hmm..." Cordelias blik blev en anelse hårdt, og hun foregav at tænke sig om. "Resten af mit liv, gutter. I skal ikke dømme folk for hårdt på udseendet."
De brød begge ud i gjaldende latter.
"Hørte du det, hva'? Resten af hendes liv, ååååh, hun må regne med at glide og drukne i morgen så!" lo dæmonen.
"Men-eh... Kan I i det mindste sige, hvor spisesalen er, så jeg ikke skal dø på tom mave?" tillod hun sig at spørge henover latteren. 
De to vagter pegede i en retning, mens de lo videre, godt underholdt af hvad de troede var en vittighed. Uden at sige mere til dem, smuttede Cordelia ned ad den gang, de havde anvist hende til. Som hun forventede, tænkte folk ikke over at passere hende på gangene. Det dæmpede dog ikke hendes egen frygt eller det hamrende hjerte i hendes bryst. Det bedste bud på en udgang ville være nær spisesalen. De var altid placeret så centralt. 
På en af gangene kom hun forbi en balkon, og hun tørrede den duggede rude af med ærmet for at se ud, men måtte lægge hænderne på hver side af ansigtet for at se ud i mørket. Det brusende hav mødte hendes blik. 
"Men jeg var sikker på, Brønden var den anden vej..." mumlede hun for sig selv.
"Brønden er den vej," kommenterede en forbipasserende, der havde overhørt halvdelen af hendes sætning. Han pegede, mens han fortsatte videre. "Jeg håber også snart vi får nogle kort. Det er ikke til at finde rundt med de snoede gange på den her lorteø!"
Lorteø... Lorteø.
Cordelia vaklede et par skridt tilbage.
Åh nej, jeg er på en ø.

Hun sad tålmodigt og ventede på det sidste korn var faldet til bunden i timeglasset, først når det ramte rejste hun sig, strækte sine arme. Der var jo ingen hast, for hvor ville hun løbe hen? Til haven og belejre en båd? Der var massere tid, og hvad var det væreste der kunne ske? Hun blev overfaldt eller overfaldt nogle? Med disse tanke begyndte Petrichor stille og roligt at gå op af den lange mørke gang. Hun fniste, som lyset begyndte at ligge sig bag hende og mørket begyndte at krybe sig om hende. Håber du har brugt dine minutter godt. Klar eller ej, så er jeg på vej. Tænkte hun som tænderne blev blottet i smilet, og glimtet i hendes blik blev mere og mere klart som spændingen begyndte at tage fat i hendes sind.

"Hvad skal jeg gøre ved dig....Hvad skal jeg gøre ved dig.." lyd det eftertænksomt i mørket, nærmest rytmisk.



Manden standsede i sin gang som Cordelia vaklede bagud. En hånd søgte hendes ryg.
"Whao... Er alt vel?" spurgte han i håb om at få hendes opmærksomhed med sine ord og sin berøring.
"Du..ligner en der har set et spøgelse, og de kommer normalt kun frem om natten her." Han håbede han lette ord, ville lette humøret, og selv lo han af sine ord. Solen stod lige ud foran balkonen og skyggerne i den lille hal var lange, som de to stod der i solen varme morgen stråler.  Himlen var nærmest skyfri, og solens varme stråler havde et tydeligt præg af sydens varme, selv i disse tidlige timer var det tydeligt det var den varme sydsol, som belyste og lå sig om dem. Cordelia vaklede et skridt tættere, og han tog et halvt tilbage.
"Arhga..I Zaladis, hvornår var du sidst i bad?" igen lo han af sine ord, som han løftede hånden der havde rørt hende, og snuste til den, med et smil på læben. At alle tider at have magiske sanser på, var disse altid ubehagelige.

"Jaeh, nej-eh, altså jeg var lige på vej, jeg mener," stammede Cordelia og trak sig et skridt væk fra ham. 
Der var ikke tid til at stå her og snakke. Men hun var på en ø! En ø! Hvordan skulle hun kunne komme væk herfra? Der måtte være skibe et sted, men hun kunne ikke være sikker på, at nogen af dem stod til at sejle ud lige nu, og hun kunne umuligt ro ud på åbent hav i en jolle. 
"Jeg... Jeg må løbe!" sagde hun pludselig og satte i løb væk fra soldaten. Han trak lidt forvirret på skuldrene - halvdelen af folk her på slottet var alligevel en eller anden grad af sindssyge. 

Alle føltes pludselig som fjender. Hvor Cordelia før havde turde gå blandt dem blot fordi hun bar deres farver, følte hun sig nu som en komplet fremmed og stinkende så langt væk af fange, at de da snart måtte stoppe hende. Folk hoppede væk fra hende, når hun kom spurtende gennem gangene, ligeglad med hvem eller hvad hun ramte i farten. Der blev råbt efter hende, men hun tog sig ikke af det. Hun løb og løb og løb, og da hun endelig nåede en port, der førte hende udenfor, var der ikke frisk havluft, der ramte hende i ansigtet. Det var blændende morgensol og udsigt til klippestruktur og soldatertræning så langt, øjet rakte. Herfra kunne hun ikke længere se havet, der var gemt bag bjerge til hver side, og der var ø længere end hun havde troet muligt. Det her var ikke en lille ø. Det var en stor ø med et stort... Hun vendte sig om, gik et par skridt bagud og vendte blikket mod himlen. Mod slottet. Et kæmpestort, sort slot.
Hun var midt i Mørkets hjerte. Selvfølgelig var hun det, men den borg, hun havde været vant til de første år var intet i forhold til dette. Det var skræmmende og enormt. Det tog pusten fra hende og lod hende næsten tro, at Mørket havde overvundet Lyset, ligesom de et par år havde hvisket hende i ørene var tilfældet. Men fordi hun stadig sad i den klamkolde kælder, havde hun ikke troet på det. Hvis de virkelig havde sejret, hvad skulle de så stadig bruge hende til? Det havde holdt liv i en lille bitte stråle af håb i hendes hjerte.

Det var med afslappet skridt at hun ankom i dine fine med brønden bag sig, blikket gled kort rundt i salen og vagterne både hilste og lod blikket undgå hende. Det var dog ikke svært at komme i retningen af Cordelia. Rygterne om fangevogterne der var faret vild, og løb for at komme tilbage blev hurtigt hørt af hav elementet. Så var det næste bare at følge ordet til dets kilde.
"I zaladis kvinde..Frem og tilbage..kan du ikke bare..vælge en retning." brokkede hun sig som kun nærmere og nærmere porten der stadig stod åben.
"Så..jeg skal ikke bare..søge hele borgen..men..hele øen.." Det med et dybt suk, hun træk sig ud og blev mødt af den varme morgen sol, som fik et smil frem på de fleste, men for Petrichor medførte solen at hendes ene hånd dækkede for solens lyse stråler, ligesom sine fanger var det ikke ofte solens lyse stråler kom nær hende selv. 

Dette var det eneste sted hun ikke nydt at være her på øen, selv øen, det var på ingen måde en kæmpe ø, men den var stor nok til at det føltes som man var uendelig langt fra havet og det eneste sø på denne tørre syd havs ø, var på den modsatte side end hvor borgen var! Hvis hun er for langt væk..så! Mumlede hun i sit indre som hånden forsigtigt bevæget sig og solen igen nåede hendes øjne, i reaktion knep hun øjne sammen og kæmpede med at få sig tilvænnet det forfærdelige lys. En alt for langsom process efter de mange år i det ene dyb, efter det andet, om det var havets eller en kælders havde hun aldrig haft et liv i lyset. Stadig kæmpende med sit syn faldt blikket på hendes egne fødder som hun kæmpede sig ned at trappen, forsigtigt blev en fod sat stabilt på en trin før den næste begyndte at bevæge sig.
"Hvor..mon hun vil hen? De værste der kan ske..er hun lærer hvor hun er..Ha..og hvad vil hun med det? De eneste problematiske ville være hvis andre end mig får glæden med at fortælle hende, den "sande" hende er død." hun sukkede og som hun mødte bunden af trappen, et dybt suk som hun lod blikket gå igennem området.
"Trænings området? Så gal er hun ikke...Slave lejren? ...Tør hun det?" Hun undersøgte på ingen måder sit nær området, blikket hang i horisonten og faldt til jorden i håb om at finde våde fodtrin.

Stemmen ved siden af Cordelia var ubehagelig genkendelig, selvom den mest talte til sig selv. Hun vendte hovedet og det gibbede ikke engang i hende, da hendes fangevogter gik lige forbi hende og begyndte at træde ned ad trinnene. Langsomt og forsigtigt, som om hun faktisk ikke kunne se noget. Hun var vel egentlig også lavet mest af vand, så den del burde vel ikke overraske Cordelia. 
Hun følte sig underligt tom indeni. Morgensolen, som hun ikke havde set i flere år, var ikke nok til at lysne hendes sind over det, der udspillede sig foran hende. Alle de soldater, der trænede. Trænede til at slå dem, hun engang havde holdt kære, ihjel. Hvis de ikke allerede var døde. Bjergenes mørke tinder i modlyset tårnede sig op over de trænende, og et gennemtrængende dyreskrig fik Cordelia til at vende hovedet for blot at se en stor drage rejse sig bag en af bjergtinderne. 
Hjertet sank helt ned i maven på hende. Det her sted var værre end den borg i skovene. Der havde man i det mindste kunne bruge et par på at fare vild i mos og grene, inden man blev fanget og slæbt med tilbage igen gennem underskoven. Her ville hun så let som ingenting blive spottet i en hovedkulds flugt over vandet. Medmindre hun kunne snyde sig ombord på et skib, men sådan nogen blev der holdt godt øje med, og Cordelias stærke side havde aldrig været den verbale. Hun kunne slå til ting med den skarpe ende af et sværd. Eller... Det havde hun kunnet. Nu vidste hun ikke engang, hvad hun faktisk var god til. At sidde i en våd fangekælder, mens årene trillede forbi.
"Hej Petrichor..." sukkede hun, da Petrichor var nået halvvejs ned ad trappen. "Jeg er færdig med at løbe nu."