Ah stilhed. Det er ikke altid Barakat foretrækker at ikke være i selskab af sine sædvanlige venner. Hvem skulle ellers beundre hvor fantastisk han var? Men i dag havde han ikke noget problem med at være alene. Hvert fald for en stund. Helt alene var han ikke, men det var kun en tjener, og sikkert også nogle skjulte livvagter, som hans paranoide far satte op. Han havde da ikke brug for livvagter. Sådan en fantastisk kriger som han er, vil kunne klare sig mod enhver trussel.

Han havde sat sig i en af de mange arkader hvor han kunne få sig en god sødet te. Bare sidde, nyde udsynet over de forbipasserende menneskemasser, og se godt ud. Han havde klædt sig i nogle rigtig pæne og dyre klæder. Flot blå silke, med sin forsølvede løve skulderplade. Og sikke mange beundrende blikke han fik af folk. Den måde de kiggede på ham. Beundrede ham. Han var også lækker. Det kunne der ikke være tvivl om.

Stille var der i gaderne. folk kiggede meget forbi et sted. Demenke gik med en jakke om sig. med lange ærmer til en forskel. hans øjne fulgte folks blik og hans ligeglade blik faldt på denne mand. han var da ikke facinerene på nogle måder. Demeke trak på skuldrene og forsatte. han havde langærmet jakke på til en forandring fordi det var koldt. han var på vej til biblioteket. han var nysgerig omkring de tidligere mennesker der havde levet i byen.

Demekes mørke blå øjne så fra person til person der gik forbi ham. han skulle lærer at huske detaljer. træk. genkendelige træk ville være bedst. måske håret. kindben vis de havde det. ar ville også ha været godt. han kom til biblioteket og prøvede at åbne døren.... men den var låst. plejede de ikke at ha åbben på denne tid? var han kommet for tidligt. eller forsent. han havde ikke rigtigt styr på det lige nu. måske var det forsent. han ville bare gerne læse lidt om fortidens personer i byen. det han holdte meget af at lave i fritiden.

"Ærværdige Barakat."
En af Barakts faders tjener stod foran ham. Det var besynderligt. Det var ikke den første på det sidste, og hver gang var det et eller andet kedeligt. 
"Hvad er der?"
"Deres ærværdige fader har bedt mig om at fortælle Dem, at han ønsker at De bringer ham Hanma ibn Isshar's dokumenter om handelsaftalerne mellem Dianthos og Blazera i 1648."
Barakat kiggede på tjeneren ret misfornøjet. Tjeneren så ud til at svede en del, fordi Barakat er næsten aldrig blevet bedt om tjenester af sin far, og tjeneren vidste ikke hvordan Barakat ville reagere på det. Barakat fnøs.
"Og hvor skulle jeg kunne finde det?", snerrede han.
"Jeg vil foreslå den ærværdige Barakat at søge på biblioteket."
Barakat rejste sig irriteret og stirrede olmt på tjeneren. Næven var knyttet og tjeneren bukkede sig dybere i håb at den hånd ikke ville gå efter ham. 
"Gå hjem til min ærværdige fader og sig at han skal få de åndsvage dokumenter."
Tjeneren bukkede mange gange og skyndte sig væk fra stedet. 
Barakat kiggede på sin tjener og bad ham om at betale for teen, inden han rettede på sit sværd, og bevægede sig mod biblioteket, hvor det så ud til en anden mand åbenbart også gerne ville ind. Var der låst? Barakat sukkede. Mere besvær. Barakat ventede på at sin tjener ville vende tilbage, mens han trippede utålmodig. Tjeneren skyndte sig tilbage.
"Gå og fortæl bestyreren at Barakat abu Jalid ibn Atallah ønsker at besøge biblioteket, og det skal være nu."
Barakat havde ikke meget tålmodighed tilbage.

Demeke lyttede til omverden imens han så på dørhåndtaget. folk begyndte at hviske om ham. men han rettede sig op og så på døren da den pludselig gik op og en ældre herre kom ud. "er De Hr Atallah.?"
"nej. men jeg er her tit og læser. kan jeg komme ind"
manden så lidt skeptisk på Demeke. men det var ikke just ondt ment. bare om han overhovedet kunne læse. men det kunne han. manden nikkede og Demeke fik lov at gå ind.

Demeke gik over til en reol om folket i byen her for 300 år siden. han så mange genkendelige navne. og mange nye navne som ikke var der mere i byen. han så hvordan livet havde ændret sig og alligevel ikke så meget som han måske ønskede den kunne. mørket, lyset, det var stadig i krig mod hinanden. det var ikke noget nyt.

manden så ud på gaden efter denne Barakat for at lukke ham ind i denne bygning. det var jo det hans ordre var givet ud på.

Det tog bestyreren af biblioteket alt for længe efter Barakats mening. Ikke nok med det, så antastede han den anden mand før ham, og spurgte om det var hans far. Sikke en frækhed! Hvad bildte den mand sig ind? Atallah ibn Ghayth var en af de største mænd i Balzera. Men udover det, så genkendte han ikke Barakat! Sikke et ukulturelt menneske. Alle vidste da at Barakat er den største arenakæmper! 
Barakat trampede hen til bestyreren med tydelige, tunge skridt. 
"Jeg ønsker adgang til biblioteket, på vegne af Attalah ibn Ghayth."
Han skulle virkelig kæmpe for at undgå at råbe i hovedet på denne ældre mand. Det gik ikke at han mistede besindelsen og slog en ældre herre. Det ville ikke klæde hans image. Han var den store helt der besejrede fem løver. Han er Isløven. Når han bliver den største helt i verden, ville han kunne bringe en isvinter til hele Rubinien! Denne gamling bør vise ham den respekt han fortjener.

Bestyreren bukkede dybt for den rigt klædte unge mand, som virkede til at have et temperament der ikke var at spøge med. Så han besluttede sig for at bukke og skrabe og undgå nogle irrationelle beslutninger for ynglingens side. 
Barakat stormede forbi og kiggede lidt magtesløst på de mange reoler med skriftruller og tekster. 

Demeke var ikke den der så op til "helte" han så mere op til fortidens store mennesker. dem der lavede noget specielt. en arena kæmper var da bare en arena kæmper. men sådan havde han det nu engang bare.
Demeke hørte de tunge skridt fra denne mand. Barakat. Demeke tog nogle ruller fra dengang med dragerne vågnede. noget han aldrig glemte, men han vidste at fortiden var svær at ændre på medmindre man kunne gå tilbage i tiden.
han læste mest om det for at få svar på om hvorfor dragerne vågnede dengang. men han kunne ikke få svar på det. han var lidt irreteret over at der intet stod om det.

Demeke så kort mod denne Barakat der kom ind på biblioteket. mon han kunne finde rundt. det kunne Demeke kun fordi han så tit var her inde.

Barakat knurrede arrigt over den her åndssvage opgave. Det var som at være tilbage i sine barndomsdage, hvor hans læremester mente at han skulle lære ting som matematik, retorik, astrologi og hvad ellers af ubrugelige 'videnskaber'. Han hadede at skulle være i et bibliotek selv. Var det ikke det man havde tjenere til? De kunne skaffe ting for en.

Han så sig omkring, men sin egen tjener var endnu ikke vendt tilbage. Hvor problematisk! 
"Hej, De der!"
Han prøvede at få fat i den mørkklædte person som også var gået ind i biblioteket samtidig med ham. Han vidste tydeligvis mere om biblioteker end Barakat gjorde. Han kunne sagtens finde den som Barakat ledte efter.

"Hey, De der!" blev der pludselig råbt i den fredeligeste stilhed på biblioteket. han vendte blikket mod manden der råbte. de mørke blå øjne så ikke i mandens øjne. de så på hans hage og mund. han ville ikke kigge folk i øjnene før han fik besked på det. det kunne jo ende galt.

Demeke klappede forsigtigt bogen i og stilte på plads. med rolige. næsten lysløse skridt, for man skulle jo ikke larme på et bibliotek, kom han mod manden. "jah? er der noget De mangler?" han havde kunne fornemme denne mand ikke ville kaldes du. det sagde hans holdning, og hans attitude.

Demeke kendte biblioteket godt og grundtig. men han var også vild med at læse. han så mod reolen manden stod ved. det var lyset og mørkets krigs tid den første kamp. manden her lignede for Demeke ikke en der var intrasseret i den tid lige nu. ellers havde han nok ikke råbt efter ham.

Han smilede stift til denne person. Lidt sløset klædt. Hvert fald ikke Barakats normale omgangskreds. Perfekt til jobbet. Han lignede også sådan en boglig type der godt kunne lide pergamentstøv og blækfingre. 
"Hvor er jeg glad for at du kan hjælpe."
Barakats toneleje var meget kommanderende, sløret i en falsk høflighed. Han havde ikke meget tilovers for dem der var under ham. Hvis de kunne udføre det arbejde de skulle, så var de acceptable, men han ville ikke invitere dem til sit bord til middag.
"Jeg har ret travlt, så hvis du finder Habba ibn Isshar, eller hvad i dæmonernes navne han hed, og noget omkring handelsaftaler mellem Dianthos og her. Tusind tak for hjælpen."
Kort efter at han havde liret sin bestilling af til den fremmede vendte han sig om og gik hen mod udgangen for at vente ved døren. Han kunne ikke være mere ligeglad med den her åndssvage opgave, som faderen kunne have sendt en skriver ud på.

Demeke så på ham da han virkede meget ligeglad med at Demeke ville hjælpe. han virkede.... fisefornem. alt for glad for sin titel. alt for glad for sin stand. Demeke så efter ham da han havde talt og bare gik sin vej. han rullede øjnene og så på hylderne. handelsaftalerne var i den anden ende af biblioteket. han så kort på denne mand og gik så mod hylderne. hans hænder var bag sig imens han gik forestilte han sig at han var et roligt sted uden uro. uden tanker. sådan kontrolerede han sin evne. han kom til reolen og så efter de forskellige skriftruller. pergamenter og bøger om dette emne manden ønskede. nok kunne han hjælpe men derfor betød det ikke at han gjorde det af venlighed kun. han var bare van til at barere ordre.

Demeke fandt alle pergamenter og bøger om aftalen og gik over mod ham. han havde bøgerne i armende og havde jo ikke fået at vide hvad årstal han ønskede. Demeke lignede måske en bogorm for denne mand. men han var mere end det. han var spion og fyldt med ar og tatoveringerne. noget han havde fået for at skjule arne.

Hvad tog så længe? Så svært kunne da ikke være at finde et par dokumenter. Han begyndte at vandre utålmodigt frem og tilbage. Det her burde jo ikke tage mere end et øjeblik. Han gad hvert fald ikke bruge for meget tid på en så gemen opgave.

Som han hørte skridt der var på vej mod ham, påtog han sig sit største smil, for at udvise sin åh så store taknemmelighed for den fremmedes hjælp. Han skulle til at slå armene ud som han vendte sig om mod den fremmede, men armene blev hængende ned langs siden. Hvor mange dokumenter var manden lige kommet med? Han skulle jo kun bruge nogle få dokumenter. Hvor inkompetent var den mand?
"Tusind tak for hjælpen. Du kan bare lægge dokumenterne der, så skal jeg nok finde ud af resten."
Han pegede på et skriverbord, hvor manden kunne lægge dem. Nogen gange så måtte man jo selv tage sig af det, når inkompetente folk prøvede at gøre noget.

Demeke var ikke inkommpetent. han var blot grundig. han så mod bordet og havde virkelig lyst til at se manden i øjnene. bare for at vide hvad han tænkte. han stilte bøgerne på bordet lige så stille. "jeg var ikke sikker på hvilken år De ville ha. så tog lidt af hvert" han stilte sine hænder om bag ryggen og kunne mærke trangen til at se op i manden øjne. men han var stædig og gjorde det ikke.
Demeke vendte sig roligt om og så på reolerne. han havde læst lidt af hvad han havde haft lyst til. skulle han bare gå nu?
Men så alligevel. viden var magt. han sukkede lydløst og gik mod døren imens han så kort tilbage til manden. og gik videre. Demeke var hjælpsom over for  de mere højrangede. hvor han selv bare var spion. og derfor i underklassen.
Demeke kom til udgangen og så på de mange folk der gik ude på gaden og overvejede at skulle gå ud.

Han undede ikke den fremmede et ekstra blik. Han viftede ham bare væk. Han havde ikke behov for folk der sværmer omkring ham. Han kan sagtens finde ud af det selv. Hvor svært kunne det være. Det var jo bare at finde det rigtige dokument, ud af den her åndssvage rodebunke. Han begyndte at kigge i diverse skriftruller og bøger, og knurrede irriteret. Der stod så meget tørt og kedeligt. Hvad var det nu får et årstal? Det var hvert fald 1600. Eller var det 1700?

Frustrationen var tydelig at se på den forkælede rigmandssøn. Enhver der havde en kærlighed for tekster og viden ville nok krumme deres tær, bare ved at obsrevere hvor grovhændet han behandler teksterne. Endnu ikke var der blevet revnet en side, eller splittet et bind, men hvis manden hidsede sig mere op, så kunne der ikke gå længe inden der vil blive gjort skade på dokumenterne. Opsynsmanden virkede hvert fald bekymret, som han stod nervøst og observerede Barakats roden i dyrebare dokumenter og tekster.

Luften var fuld af spændinger, og muligvis skulle der ikke meget til for at det kunne blive til en komplet katastrofe. Opsynsmanden svedte i skyggerne. Der gik et stort gib igennem den ældre mand, da Barakat pludselig valgte et par dokumenter, samlede dem op i favnen, og stampede ud af biblioteket. Efterladt på skriverbordet var der en rodet bunke af dokumenter, men heldigvis intakte endnu. Opsynsmanden havde hvert fald mistet et par af sine leveår, som han havde stået og set på Barakats håndtering af hans elskede skrifter.