Døren blev smækket op uden den normale, høflige banken på. Zirra havde sneget sig hele vejen op til paladset, så nu kunne hun ved Zaladin godt lige gøre en smule opmærksom på sig selv. 
Hun var i væsentligt pænere stand end da hun var dukket op hos Fielthena to aftener før i ødelagt kjole, hår og med øjne som vandfald. Nu hang håret i den sædvandlige, løse fletning, og hun var tilbage i bukser og trøje, om end lånt af Fielthena. Hun havde ikke lyst til at gå tilbage til sit loftskammer lige nu. 
Den primære grund til, at hun havde sneget sig op til dette kontor, var dog forældrene. De ville have snakket med hende dagen efter middagen, men hun var endt hos Fielthena og havde gemt sig der det meste af den følgende dag - og sovet, noget tiltrængt. Og nu skulle hun have løst den her forfærdelige situation, før forældrene Reynlest kunne slæbe hende til nærmeste Isaripræst og ødelægge hendes liv for altid.
"Victoria," udbrød hun og vaffede døren i bag sig. Der skulle ikke meget til at se, at hun var oprevet. Hendes øjne bar stadig præg af gråd, og selvom mærkerne på kroppen var forsvundet, bar hun sig selv anderledes end ellers, som om selve luften omkring hende prøvede at gøre hende ondt. Kæben var spændt til bristepunktet, og desperationen fik blikket til at flakke ustadigt rundt i Victorias ansigt, uden at kunne fokusere på øjenkontakt eller faste holdepunkter.
Med lange skridt nåede hun hen til sin overordnedes skrivebord og satte hænderne ovenpå to næsten lige høje stakke af papir. "Gift mig væk! Hurtigst muligt! Gerne lige nu!"

Victoria var i færd med nogle afsluttende planlægninger til en større operation. Der havde længe været en celle af spioner fra Mørket i Dianthos og efter at have haft flere ude, havde Victoria fundet frem til en lille smedje i det nedre distrikt, der virkede til at være deres base. Hun var næsten sikker på, det ikke var den eneste, men hun kunne ikke basere meget på en fornemmelse. Resten måtte vente med at blive undersøgt. Der var også noget med den boghandel, hun burde tage et kig på, men det virkede som noget, hun selv kunne klare, når hun lige fik tiden til det.

Victoria rettede sig op fra sin foroverbøjede position og aede sin mave lidt åndsfraværende med den ene hånd. Der var endnu ikke gået så længe, at det var begyndt at kunne ses, men Victoria vidste af erfaring, at der ikke ville gå ret længe, specielt ikke når hun var så spinkel. Desuden havde morgenkvalmen allerede meldt sin ankomst, og den kunne hun nu altså godt være foruden. Så smækkede døren op, og Victoria så et øjeblik anspændt ud, men hun afholdt sig da fra at drage våben, og da hun løftede blikket, var det ikke en Zirra, hun genkendte, der trådte ind. Noget var sket, og Victoria stod som naglet til stedet, mens hun bekæmpede trangen til at tage den tværs over skrivebordet og omfavne den blonde kvinde i et varmt kram. Hun var ikke sikker på, det var hendes plads. Hun stod derfor stoppet i en halv bevægelse med et ansigt stivnet mellem overraskelse og medfølelse, mens hun blot fulgte spionen med blikket. Det kunne absolut ikke være godt det her.

"Giftes?!" udbrød Victoria tydeligt overrasket. Det havde aldrig været på tale for Zirra. Det var hun ligesom lidt for selvstændig til. Der var dog ingen bebrejdende tone i hendes stemme, og nærmest fra det ene øjeblik til det andet havde hun flyttet sig fra skrivebordet om ved siden af Zirra og uden et ord, lagde hun begge arme om hende i et - måske lidt ensidigt - varmt kram.
"Alt, Zi. Ingen krumspring, ingen forskånelser og ingen romantiseringer" sagde hun i en imponerende rolig stemme, selvom hendes krop skælvede let. For nogen ville dette virke som en mærkelig forespørgsel, men Zirra burde vide, at Victoria bad om at få det hele fortalt ned til mindste detalje, og hun ville ikke spares for noget. Heller ikke... ubehagelighederne.

"... og de vil gifte mig med ham!" Zirra var endt foran vinduet og stod med armene om sig selv, let rystende. Tårer dryppede ned på hendes arme, men rystelserne var mere vrede end fortvivlelse. 
Selvom hun havde vendt og drejet i sit hoved, hvordan hun skulle fortælle alt det her til Victoria, havde der været en hel del flere tårer involveret, end hun havde planlagt.
Fortællingen var første gang blevet givet til Fielthena, men den havde været meget mere opbrudt - ikke mindst af Zirras ustyrlige gråd. Nu havde hun lidt mere styr på sig selv, men at fortælle om det, var også at fortælle - desværre i detaljer - hvad Kester havde gjort ved Sedna, og det betød at indrømme, at hun havde været i fangekælderen, og også at Treston havde været det. Treston, der mere eller mindre var dødsdømt, hvilket hun også endte med at græde en del over. 
Beklagelserne over hendes egen familie var faktisk endt med at fylde meget mindre, fordi det hele gik op i detaljer over, hvor modbydelse Kester var. Det var noget helt andet end at fremlægge en rapport som spion, for Zirras fortælling var opbrudt og sprang frem og tilbage i ting. Hoppede let henover detaljer, hun ikke havde lyst til at mindes, blot for at ende tilbage ved dem lidt senere og fortælle dem alligevel. Fortælle, hvordan hun stadig havde lyst til at skrælle sin egen hud af og vende vrangen ud på sin mund. Hvordan hun endnu ikke var gået tilbage til sit kammer, og hvordan hun ikke havde fundet modet til at se hverken sin mor eller far i øjnene igen. 
"Og jeg kan ikke gøre noget, Vic!" fortsatte hun og lagde panden imod den kolde vinduesrude. "Mine forældre tror ikke på mig eller Treston, og Treston prøvede i en uge at sige det her til ledelsen, men mor Strigerius holder hånden over det slimede røvhul! Jeg kan ikke engang..." Zirra sukkede og hamrede panden let mod ruden et par gange. "Jeg bliver bare nødt til at få et andet ægteskab op at stå, før de får det planlagt. Du er den eneste, jeg kunne komme på, kan hjælpe Vic." 
Endelig flyttede Zirra sig fra vinduet og vendte sig modsin overordnede. 
"Vi må kunne finde på en - ligesom med Cetus Hark. Find på et navn, gift mig til et eller andet stykke papir, bare et eller andet," sagde hun. "Jeg beder dig."

"Undskyld de vil hvad?" Spørgsmålet kom med lige dele overraskelse og harme. Victoria havde under fortællingen hverken sagt noget eller rykket på sig. Hun havde ladet Zirra skabe den plads, hun selv havde brug for. Hun havde dog på ingen måde været passiv. Under fortællingen havde hun knyttet hænderne så hårdt, at knoerne var blevet hvide, og neglene havde boret sig ind i håndfladerne. Samtidig var hun blevet rødhåret. Det var ikke et skift, hun havde lagt mærke til, det var nærmest sket instinktivt.

Victoria havde lyttet nøje. Hun havde ladet spionen fortælle det i sit tempo, og hun havde imponerende nok fulgt med i alt, selvom der blev sprunget i tingene. Hun havde ikke engang stillet spørgsmålstegn ved, at Zirra havde været i fangekælderen, det hjalp blot det hele til at falde på plads. Hvorfor Sedna ikke var mere medtaget. Hun kendte dog ikke meget til Kester. Hun vidste, hans historie var næsten fejlfri, men ved Isari hvor hun ikke tvivlede på Zirras fortælling. Det kunne hun slet ikke byde hende. Desuden var der andre ting, der faldt på plads i hendes halvfærdige puslespil; hvem der havde været i cellen og havde skadet Sedna yderligere blandt andet.

Som Zirra forklarede videre, holdt Victoria blikket på hende. Langsomt bevægede hun sig over ved siden af Zirra. Forsigtigt og prøvende lagde hun en hånd på spionens skulder.
"Jeg forstår dig. Jeg forstår dig så udmærket. Desværre tror jeg ikke, vi kan lave en Cetus Hark i denne omgang. Din far ville kræve at se bejleren" forklarede hun som en tanke slog ned i hende. En tanke hun ikke var sikker på, Zirra ville være helt tilfreds med.
"Hvis nu... en bejler af højere stand viste sig... ville din far så være tilbøjelig til at ændre giftemålet? Og hvad vigtigere er... ville du være villig til at acceptere det? Også selvom... det ikke ville være dit eget valg?" spurgte hun med tydelig bekymring i stemmen. Hvordan hun lige fik detaljerne på plads måtte komme senere. Desuden var der også Kester, hun havde en høne at plukke med.
"Treston sidder stadig i kælderen, ikke? Hvornår er hans retssag?" spurgte hun så. Hun ønskede ikke ligefrem at hendes hævngerrige handlinger kunne spores tilbage til familien Reynlest. Det skulle gøres ordentligt, men hun havde samtidig et løfte at holde.
"Jeg lover dig, at Kester får som fortjent, men vi er nødt til at være lidt... delikate i denne omgang. Lige nu ville det blot gå ud over Treston, og han har vist været rigeligt igennem allerede" sagde hun så, som hun lod sin hånd give skulderen et lille klem.

"Retssagen er om et par dage," svarede Zirra og lænede sig ind mod Victorias hånd. Hendes liv var et stormvejr, men i det mindste var hun omgivet af de stærkeste kvinder, hun kunne drømme om. "Lad være med at gøre noget, Vic. Ved Kester. Selv efter Trestons dom, vil det falde tilbage på ham. Alle vil tro, det er ham, fordi han har prøvet så hårdt at få Kester anklaget. For nu skal jeg bare slippe væk, og så... Så må vi tage os af Kester, når det er faldet til ro og det ikke går ud over ham. Alt efter... Hvad dommen bliver."
Zirra snøftede og tørrede øjnene. Det var for meget for hende at tænke på, at den mest sandsynlige dom for Trestons forbrydelser var en henrettelse. Højforræderi. Så kom man bare ikke højere op i anklagetype, og hun vidste, mange ville hungre efter at se det ske. 
"Giftermålet..." fortsatte hun og gned sine tindinger. "Mit valg eller ej, så stoler jeg på din dømmekraft. Men hvis vi ikke kan bruge et papir, kan vi heller ikke bare give Devranas en falsk titel og lege, at vi gifter os," Lige som de i alle træningsårene sammen havde leget alt fra kærester til fjender - på både ufarlige og livsfarlige legepladser rundt om i landet. "Jeg har nok i Bertram, og jeg har intet behov for at få børn, som vi snakkede om sidst, jeg var her."
Hvordan ville Bertram egentlig tage, at hunblev gift? Også selvom det bare var et ekstra sikkerhedsnet for hende, ville han så se det som et løftebrud mellem de to? Zirra håbede, han ville forstå det, når hun forklarede situationen. Igen, igen. Victoria havde været nem at fortælle det hele til, fordi hun ikke stillede spørgsmål under vejs og bare lod Zirra rable løs, indtil hun nåede slutningen. Sådan var hun ret sikker på, Bertram ikke ville være. Han ville heller ikke tænke to gange over, om det nu var smart at gøre noget ved Kester - han ville sikkert bare ræse ud og slå ham til plukfisk med det samme. En ting, hun virkelig ikke kunne bebrejde nogen for, men det skulle bare ikke ske, før Treston var frikendt... Eller hængt.
"Jeg bliver nødt til stadig at kunne udføre mit arbejde," fortsatte hun og vendte sig helt mod Victoria, hvor hun nu fik øje på det knaldrøde hår. "Åh, dit hår..." Hun rystede overraskelsen af sig og gned sin næseryg. "Hvad er dit forslag? Hvem kan... Hvem kan jeg overhovedet gifte mig med, uden at jeg bliver nødt til at forlade netværket?"

Victoria stod kun rank og stolt i frygt for, at hvis hun slappede af i kroppen bare et øjeblik, så ville hun kollapse. Hun nærede en dyb respekt for alle sine spioner, og hver gang en af dem kom til skade, bebrejdede hun altid sig selv for at have sat dem i fare. Hun var dog også klar over, at hver af dem selv havde valgt det, og det var dét, der afholdt hende fra at falde ned i afgrunden; viden om at de aldrig ville bebrejde hende for at være kommet i unåde. Derfor holdt hun sig også stærk for Zirras skyld. Hvordan kunne hun ikke? Spionen havde været gennem mere, end nogen nogensinde kunne forvente af hende, og hun kunne ikke engang høste æren for det hos familien. Hun havde ovenikøbet ikke lyst til at stoppe. Hvordan var det ikke beundringsværdigt?
"Jeg skal nok være der. Selvom du måske ikke lige lægger mærke til mig, så vil jeg være der, Zi. Jeg tvivler på, jeg bliver bedt om at vidne, for så godt kender jeg ærligt ikke Treston. Desuden er jeg blot en almindelig soldat, så vidt omverdenen ved, men jeg vil gøre mit for at vise min støtte" svarede hun i et imponerende roligt toneleje, selvom hendes stemme vibrerede af og til.
"Selvfølgelig kommer jeg ikke til at gøre noget med det samme. Hvornår har jeg nogensinde gjort noget overilet? Det kræver mere planlægning, end jeg lige kan på en enkelt dag, men jeg sværger ved guderne, Zirra, han kommer til at betale for det. Du er ikke den eneste, jeg har givet det løfte" svarede hun ved mindet om mødet med Sedna.

"Vent nu lige til du hører mit forslag, inden du stoler alt for meget på den" svarede hun, og det var for første gang tydeligt, at der var en snert af dril i stemmen. "Men du har ret; hvor end jeg gerne ville, Zi, er jeg enig med dig i, at dette er nødt til at være fuldt autentisk" fortsatte hun. Igen fik skulderen et klem, som Bertram og børn blev nævnt. Den del havde Victoria selv også tænkt over ved det hele.
"Derfor kræver det også en, der ved, at dette ægteskab kun bliver overfladisk. Det... jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det ikke gav dig ekstra pligter, men jeg ville aldrig ønske at sætte dit forhold til Bertram over styr" svarede hun med tydelig alvor i stemmen. Hun skulle være den sidste til at stille sig i vejen for kærligheden, men denne sag var... delikat, og den krævede en hvis finesse, men hun var samtidig sikker på, det kunne lade sig gøre.

Victoria var udmærket klar over, at Bertram nok ville handle noget mere overilet end hende selv. Ikke at hun kunne bebrejde ham det. Ved alle guder, hvor havde hun selv lyst til det. Det nyttede bare ikke, når det hele ville falde tilbage på de forkerte. Derfor havde hun heller ikke tænkt sig at gøre noget... endnu.
"Selv efter alt dette er du stadig fokuseret på arbejdet" svarede hun med et smil, og hun kunne ikke skjule beundringen i stemmen. Victoria var ikke sikker på, hun selv ville være i stand til at arbejde, hvis hun var blevet udsat for det samme. Ved kommentaren om håret, lod hun sin frie hånd fange en lok af pandehåret og trække det ind i sit eget synsfelt.
"Oh... det... havde jeg ikke engang bemærket. Jeg... må have ladet følelserne overvælde mig" svarede hun eftertænksomt. Dette var aldrig sket før, var det? Hun havde været nær samme vredesniveau i kælderen med Sedna, lige inden hun var gået og havde afgivet sit løfte, men... der havde håret ikke skiftet farve, havde det? Hun havde i al fald ikke selv bemærket det.
"Så... med så kort varsel, tænkte jeg på... min bror, Michel" startede hun ud og for første gang kunne man høre en usikkerhed i stemmen. "Han er ugift. Min far har haft svært ved at finde et ordentligt parti til ham, så der er god chance for, at han ville gribe muligheden, men... Zirra, han er min storebror. Han er væsentligt ældre, end du er. Ville det være... et problem?" spurgte hun. Det var tydeligt, at hun bekymrede sig mere for personen Zirra end spionen Zirra lige nu.

Et øjeblik stod Zirra bare og så blankt op på Victoria. Hendes... Bror?
"Din... Bror?" spurgte hun overrasket. "Men er I ikke sådan greve-agtige?"
Tankerne var ledt succesfuldt væk fra Kester. Lovningen om hævn var tiltrængt og vel modtaget, men det nye forslag overtog alle tilgængelige hjerneceller. Victoria havde sagt, at de sagtens kunne finde Zirra en plads som adelsspion, nu hvor hun skulle trækkes ud af det mere beskidte feltarbejde. Det ville være en perfekt mulighed for at opnå den titel og ikke blive stillet for mange spørgsmål til festerne, eller skulle overlade sin sikkerhed til et forfalsket dokument.
"Min far ville elske det," mumlede hun videre, mens tankerne kørte på højtryk. 
For Garreau var det ikke et dårligt match - nej, Reynlest var ikke selv adelige, men de var det pæne, høje borgerskab og de var fyldt med riddertitler (plus minus én). De kom til de vigtige fester, og Dastors udmærkelser i krig havde fået deres navn udbredt nok til at folk, der interesserede sig for den slags, godt kunne huske dem. 
Fra Dastors side af kunne han på ingen måde benægte, at et ægteskab ind i den førende familie for sværdkundsskab var bedre end strikse Strigerius. Han havde i forvejen opgivet al håb om at ægte Zirra for magiens skyld, nu hendes ikke var noget at råbe hurra for, men at få en vej ind i Garreau ville både sikre efterkommere god sværdteknik (og dermed sikkert riddertitler), og det ville sikkert også give ham adgang til at mænge sig med typerne.
"At han er meget ældre..." fortsatte hun og smilede skævt. "Helt ærligt, Vic, hvad er femten år, når min kæreste er rundet firehundredeogfemoghalvfjers?"
Måske ville det blive et problem for familien? Nah, Dastor ville være ligeglad. Kunne han ægte hende med en voldtægtsforbryder, var en gammel mand ikke et problem. Eylia ville måske finde det usmageligt, men hvad havde hun egentlig at sige i den familie? Treston ville... Treston ville.... 
Væk fra de tanker, væk fra de tanker, vækfradetanker!
"Hm, jo, måske... På to betingelser!" sagde hun så. "Jeg ved godt det er en lorteposition at have betingelser fra, men altså. For det første skal han vide alt. Jeg magter ikke at have mere 'familie', der ikke ved, hvad jeg laver. For det andet skal jeg hverken lege mor eller føde hans børn. Jeg vil ikke være 'mor' for nogen, når jeg kan blive taget af Mørket ugen efter. Det kan jeg ikke byde dem. Legetante; fint. Mor? Nej."

Victoria var ærligt i tvivl om, om Zirra ville kunne leve med det, men hun havde virkelig ikke nogen plan B. Det her var det bedste, hun kunne diske op med i denne situation.
"Min far er greve" svarede hun. "Michel er førstefødt og derfor arving til titlen. Det ville gøre dig til grevinde på et tidspunkt og teknisk set mit overhoved i familien. Jeg... håber ikke, det kommer til at påvirke vores arbejde" fortsatte hun så, og hun kunne ikke helt skjule snerten af nervøsitet, der kom krybende ind. Det ville virkelig sætte spionen på prøve i det lange løb.
"Far har årevis forsøgt at finde en passende kvinde til Michel, men der har ikke rigtigt været nogen, der passede, så hvis din kære fader ikke vil stille for mange spørgsmål, kan det nok lade sig gøre" svarede hun videre. Hvis Dastor først begyndte at stille spørgsmålstegn ved hvordan og hvorfor, var Victoria ikke sikker på, at greven ville kunne komme med et endegyldigt svar. Det hele afhang af, at Dastor var for benovet og derfor bare åd det hele råt.

"Jeg havde lige glemt det faktum" mumlede Victoria i en undskyldende tone. Bertram ældedes ikke fysisk, så hun havde ikke lige tænkt over, hvor gammel han reelt set var. Når det dog blev stillet op på denne måde, kunne hun dog sagtens se, at Michel nok ikke ville blive det store problem. Desuden ville Bertram alligevel overleve hendes bror.
"Jeg havde sådan set planer om at afsløre min identitet for familien. Jeg havde dog på ingen måde planlagt, at det skulle være sådan her, men jeg lover dig, at de kommer til at vide alt... minus nogle detaljer" svarede hun og håbede på, hendes hentydning om, at hun ikke ville afsløre mere om Zirra end højst nødvendigt, blev forstået. "Med hensyn til børn... hvis vi stadig fortsætter med planen om at beskytte dig mod graviditet - jeg har fået hjælp af en alkymist, der er ved at udfærdige en eliksir - så kommer du ikke til at skulle være mor. Det er muligt, at du offentligt skal fremstå som mor til en eventuel arving, men det ville være for at opretholde facaden. Ville det være til at leve med?" spurgte hun så og gav skulderen endnu et klem. Selvom håret stadig var glødende rødt, var Victorias stemme noget mere beroligende nu, og hun var kommet sig over det værste af chokket omkring Kester. Det betød dog ikke, at vreden var væk. Manden skulle stadig komme til at betale.

Zirra nikkede langsomt. Jo, jo det her kunne måske faktisk virke. Selvom Michel var så meget ældre end Zirra, ville hendes far næppe se det som en negativ. Nok mere bare et endnu mere passende match, fordi hun blev taget ind hos en erfaren mand, der ikke ville lade hende sno sig om sin lillefinger eller løbe om hjørner med ham. 
"Jeg vil bare ikke have, børnene lider overlast," svarede hun. "De skal vide, jeg ikke er deres mor. Der skal være nogen til at elske dem som deres mor, så de ikke vokser op i en løgn. Derfra kan jeg godt klare skuespillet - eller finde på gode undskyldninger for, hvorfor jeg ikke lige kan dukke op med børnene, eller sådan noget. Og jeg ved godt..."
Hun tøvede og lagde sin hånd oven på Victorias og mødte den anden kvindes blik. Der var bekymring at spore deri, og det havde næsten overtaget den vrede, hendes fortælling havde bragt op til overfladen. Vrede, hun endnu ikke selv helt var nået til - det var der stadig for meget frygt i hende til. Lidt mindre frygt ved udsigten til, at det her måske ville kunne ordnes, men stadig nok frygt til, at hun ikke havde fundet sin hævgærrige side frem endnu. Endnu ville hun bare væk fra Kester frem for at prøve at gøre ham tilsvarende ondt.
"Jeg ved godt, det ikke vil blive let," fortsatte hun med et spagt smil. "Men det er vores liv som spioner aldrig, og du ville trods alt gerne have mig ind på den adelige scene, ikke?"
Hun sænkede blikket og gned sig over næseryggen med den frie hånd. Hjertet hamrede ikke lige så vildt i brystet på hende mere, og kinderne var nogenlunde tørre, selvom de indtørrede tårer trak i den følsomme ansigtshud. Hjemturen ville nok blive lige så meget en dans rundt om alle andre på gangene og gaden, som det havde været herhen. Og hjem ville være direkte tilbage til guldsmedjen.
"Jeg sover hos Fielthena Ch'Vyalthan lige nu," tilføjede hun. "Så er jeg ikke alene, og vi er blevet ret gode veninder. Hun..." Der var ting, man kunne holde hemmelige for sin overordnede - som eksempelvis, at ens nye veninde var lejemorder - og så var der ting, man ikke bare lige holdt hemmeligt. "Hun ved, hvad jeg laver. Det var lidt svært at bortforklare efter torturen, og jeg stoler på hende."

//Jeg undskylder for at lukke tråden. En lidt dybere forklaring findes her: https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=14059&currentpage=1#618234