Dianthos lå roligt hen, præcis som Frejdis foretrak det! Hvertfald når hun trak nitten, og skulle patruljere den centrale del af byen, hvor unødig brug af vold generelt blev set ned på, og ofte resulterede i klager til hendes overordnede. Der var ingen tvivl om at Frejdis foretrak den nedre bydel, men det var lidt som om hun ikke fik så mange opgaver dernede længere, som hun havde gjort i starten, og når hun gjorde, var der altid et eller andet under opsejling.
Det var næsten som om at når hun endelig ente derude, så var der altid nogen der skulle have bank, eller afskrækkes fra at spille op til dans. Huh..

Det var sikkert bare et tilfælde! Men det betød stadig at langt størstedelen af hendes patruljer, var drabende kedelige, og ligegyldigt hvor ofte hendes overordnede fortalte hende, at det var en god ting, så havde det med at gøre minotaureren temmelig rastløs. Det betød jo ikke at alle var lovlydige og alt var godt. Det betød bare at alle de lyssky elementer holdt deres kriminalitet i skyggerne, hvor Frejdis ikke kunne tæve det ud af dem!!
Men sergenten sagde der var styr på det, og Frejdis havde efterhånden lært ikke at stille spørgsmål.
Et konspiratorisk smil gled over hendes læber, som hun rundede et hjørne nær helbredherhuset. Det gik jo heller ikke hvis byen blev for lovlydig. Så var der jo ingen der betalte bestikkelsespenge!

Spike forsøgte at tænke tilbage på det sidste hvil han havde fået, og måtte frustreret anerkende at han ikke kunne komme på det. Siden overfaldet i skoven to dage forinden havde der ikke været et øjebliks ro, og før dem, havde der været landevejsrøverene at forhandle med. Han kunne stadig lugte blodet på sit tøj, selv efter at have skrubbet det til laser. Den sødligt syge lugt efterlod ham både uroligt svimmel og ivrig, på en måde den garvede soldat ikke havde planer om at anerkende.
Nej, for at finde en fredelig stund, måtte han længere tilbage. Til de tre dage, og endnu vigtigere tre nætter, han havde tilbragt med Sam i tusmørkedalen. Tre dage med en kvinde, som han netop havde efterladt i helbrederhuset med et betændt sår, skæret af hans egen kniv. Spike rystede på hovedet. Træt af dages flugt, udhungret og udmattet, var det alligevel trangen til en drink, der dominerende hans tanker.

Som han bevægede sig ned af gaden på vej til det nærmeste og billigste vandhul, blev han præsenteret for det ærefrygtindgydende af en minotaur klædt umiskendeligt i en byvagts uniform. Spike tøvede, men fortsatte derefter sin gang uforstyrret. Selvom der var en betydelig sum på hans hoved, havde han påtaget sig en ny form som en spinkel mand med skulderlangt blond hår, der bar ingen lighed med hans plakat. Hvis blot han forsatte afslappet ned af gaden, ville vagten have ingen grund til at mistænke ham for noget – selvom han måtte indrømme at det var vanskeligt at ignorere den tårnende hornede skikkelse, der kom ham imøde.

Frejdis, der ellers havde nydt at gå i sine egne tanker, fik dem prompte afbrudt da noget af det mærkeligste hun nogensinde havde set, gik ind i hendes synsfelt.
En mærkelig, sølvfarvet blob i pjalter, der bar en svag duft af blod og infektion. Hvad zalen?! Det havde ellers været sådan en god dag. Og hvad, nu skulle hun faktisk arbejde?? Ugh.

Med et irriteret fnys satte Frejdis retning direkte mod den sære skabning. Den var nok en formskifter. Formskiftere var altid problemer, om de ville det eller ej. Spioner og tyve hele banden, og de troede altid de var bedre end byvagten, fordi de bare kunne skifte skikkelse. Skide arrogante røvhuller. 

"HEY! DU DER!" bjæffede hun efter individet som hun nærmede sig "Hvad er dit ærinde her i byen?!" fortsatte hun, og hendes irritation fik det allerede til at lyde mere som en trussel end et spørgsmål. Ikke at Frejdis tog sig sønderligt at den del. Hvis tingen besluttede sig for at kaste sig på knæ og bede om tilgivelse for sin eksistens, ja så passede det Frejdis fint. Og hvis den prøvede at flygte? Tjaa, så passede det også Frejdis fint.
Undvigelse af ordensmagten var en god undskyldning når der skete uheld.