"Frøken Risindier. Gallariet står klart."
Med et glimt i øjet lagde hun penslen fra sig, og gik i hastige skridt til tjenestedamen, ikke ofte hun forlod et halv færdigt maleri.
"Vidunderligt! og hvor længe til hun er her?" Lyd det fra den slør dækket elver, som hun begyndte sin gang imod galleriet, eller, det ene galleri. Tjenestedamen vendte om og gik let bag hende.
"Ehmm..De inviteret hende til at være her om en halv times tid." lyd det let tøvende fra tjenestedamen som ikke lige havde tænkt over tiden som hun gik herop. med hastige skridt kom den let gennemsigtige silke dækket kvinde ind i galleriet, i håb om alt var fuldstændig som hun havde ønsket, og i Zarafinas navn, hvor så det vidunderligt ud! Malerier stod perfekt! Alle pegede imod midten af salen hvor bordet stod, bordet spinket, bart under, og med ingraveret fine træben, dækket i fin silke du, lavest af det fineste silke fra familiens egne sommerfugle, på bordet en fint, onxy og marble skakspil, og allerede gjort plads til både kopper, honning og frisk te, når gæsten selvfølgelig ankom. Malerier også nøje udvalgt, alle et billede af hver deres historiske øjeblikke for elverly. Krige, slag, diplomatiske højde punkter, lederskifte og naturens højdepunkter.  Hun smilede dybt og inderligt under sig slør som hun drejede rundt og tog salen til sig, alt, pegede på spillet. Blot en ting manglende.
En lille bog, med skak spilles regler og historie, som blev nøje placeret på kanten af bordet.
"Der." hun gik nogle skridt væk, og lod blikket faldet rundt i salen igen.
"Vidunderligt." udbryd hun, og tjenestefolkene åndede lettet op, glade for ikke at skulle ændre det hele, femte gang for lille frøken perfektionist, som de kaldte hende bag hendes ryg, noget hun vidste og intet havde imod.
"Husk at før hende herop, og tag ekstra godt imod hende!" lyd det lettet som Yume'Ave satte sig i sit let gennemsigtige silke bag den ene side af brættet og ventede på det friske te, den ny varmet honning, og sin gæst. Så mens hun ventede, satte hun sig med bogen, og begyndte at synge, en lette glade melodier, og teksten til ære for det nye år, til ære for foråret som snart kom retur. "Javel" lyd det fra personalet, som de nejede og forlod galleriet. Mon hun viste spillet var i gang? moret hun sig selv med sine tanker, under sangenes skjul.

Askfay havde aldrig været god til at omgås andre. Hverken elvere eller mennesker - da slet ikke det sidstnævnte. Hun brød sig ikke om den lethed, hvorved andre fandt løgne og bedrag, eller deres indirekte ord, når det de mente, kunne siges ligeud i stedet. 
Nej, diplomati ville aldrig blive hendes stærke side. Der var trods alt også en grund til at det var hæren og soldaternes træning hun stod for. 

Men da Dagens Stemme havde inviteret hende på besøg, havde hun ikke kunne afvise. For det første fordi der var noget afvæbende over Risindier, der fik Askfay til, på helt usædvanlig vis, at sænke sine parader omkring hende, og for det andet fordi hun var inviteret til en slag skak. Hvordan den anden elverkvinde havde opdaget, at Askfay ikke kunne stå for dét tilbud, havde Askfay ikke lyst til at vide, om det så var intuition eller spionage, begge dele var ubehagelige for hende at tænke på. 

Askfay kom ikke direkte fra træning, da hun ankom til boligen, men det var ikke langt fra. Hun havde taget et bad inden, hendes hår stadig vådt og løst, nærmest sjusket, opsat, hendes tøj tætsiddende, men bevægeligt, som skulle hun tilbage i nærkamp hvert øjeblik. Ikke et eneste smykke bar hun, det eneste pynt der bedårede hendes ansigt var hendes læber, der var malet mørkere end hendes ellers mørke hud, og hendes øjenlåg malet mørkere endnu. 
Lidt gjorde hun sig alligevel umage for sin værtinde, men mere end dét ville også have krævet hjælp, og så langt var hun ikke villig til at gå, heller ikke selvom værtinden selv muligvis var den smukkeste elverkvinde i hele Elverly. Dét havde Askfay flere gange lovet sig selv, ikke ville gå hende på. 

Det var surrealistisk at ankomme til sin rådsmands bolig, hvor tjenestefolk straks viste hende indenfor. Selvom Askfay havde krystallerne til det, havde hun aldrig kunne leve i så stort og pragtfuldt et hjem, og da slet ikke have tjenesteskab. Hun var blevet vant til at bo alene.

Der kunne dog ingen tvivl være om, at det her var veldannede tjenestefolk og Askfay kunne heller ikke undgå at beundre de smukke ting hun gik forbi, imens en anden tjenestepige så ud som om hun var ved at løbe afsted efter Risindier. 
Alligevel var hun alene, da hun blev ført ind i galleriet. Ikke at det gjorde hende noget, snarere tværtimod - der var så meget skønhed i det rum, at det tog hende et øjeblik at vænne sig til det, som var lyset for skarpt derinde, og efter et par sekunders stilhed, fra både hende og tjenestepigen, bevægede Askfay sig hen til bordet, der var dækket op som var det royalt besøg der skulle haves. Forsigtigt strøg hun et par fingre over omslaget på den bog, der lå på bordet. 

Askfay, frøken Eliaen, stemmen af efteråret, var endelig ankommet og blev øjeblikkeligt mødt af to unge elviske kvinder som med et smil nejede for gæsten og begyndte at føre hende til galleriet, dog gennem en velovervejet omvej de var blevet bedt om at tage igennem palæet, hvor de glad fortalte om udsmykninger, maleriger, skulpturerer og hvad ellers der faldt i Ashfays blik. Alt imens sad Yume'Ave afslappende i den ene kunstkammer ikke langt fra galeriet, afslappet med en bog og en kop te. Der sad hun til hun hørte af gæsten var an kommet og med et smil blev bogen lukket og lagt til side, koppen samlet mellem hendes hænder og et behaget suk gav sig som hun mærkede varmen bevæge sig igennem hendes fingre.
"Vidunderligt." lyd det nærmest stolt som koppen mødte læberne og det sidste af den varmende væske forsvandt. 
"Server teen, og resten, jeg vil være der om et øjeblik." med disse ord bandt hun sløret om sine læber igen, bundet som havde hun gjort det flere tusind gange, hvilket i virkeligheden nok var lavt sat for hvor mange gange det slør havde dækket hendes mimik.

Det var ikke længe Askfay fik lov at være alene i galleriget, tjenestepigerne forlod hende med et høfligt neje ikke længe efter hun blev vist frem, og kort rundt i rummet. Ti minutter var hun alene i rummet før et lille bord blev kørt ind og forsigtigt sat ved siden af det velbeklædte bord med spillet. En kande, to kopper en krykke med honning og to skåle med blandet vinterbær syre så som søde. Skålene blev sat ved hver deres side af bordet. Resten blev på det lille bord som tjestepigen nejede for Ashfay før hun forlod lokalet uden at sige et ord, næsten, som hun kom nær døren vendte den unge kvinde sig halv. 
"Hvis de mangler noget blot sig til frøken Eliaen, og de kommer ikke til at vente længe. frøken Risindier er på hendes vej." igen nejede hun før hun faktisk forlod lokalet. Endnu et par minutter var Ashfay efterladt alene i galleriget, før døren blidt åbnede sig for Yume'Ave, som altid var dækket i den lette halv gennemsigtige hvide silke, og sløret om læben og sit sandvanlige sko løse selv. De nøgne fødder trådte let imod gulvet, nærmest lydløst den ene fød nøje placeret foran den anden.
Et dybt nik blev sendt i Ashfays retning som Yume'Ave befandt sig nær hende.
"Godeftermiddag, igen, mange tak fordi de gider bruger en eftermiddag med mig." nikket endte og Yume'Ave lod blikket falde rundt i galleriget, og et tydeligt smil spredte sig undersløret, så det nærmest glimtede i hendes øjne.
"Skal være ærlig og indrømme at jeg aldrig troede de ville give mig tiden uden for rådsmøderne." hun tog et skridt nærmere og gentog sin nik. Vagten på orden mig, var tydelig. For hvornår havde krig, forsvar, og træning, og kultur haft behov for at sidde sammen blot de to. Med de ord søgt søgte de lilla drømmende øjne, de klare grønne som efterårets stemme altid bar med sådan en stolthed.

Askfay stod opslugt i sine egne tanker, da en vogn med tekande, kopper og mere blev kørt ind, og hun rettede sig straks op, forskrækket over at høre nogen anden i nærheden af sig, efter at have nået at vænne sig til stilheden. 
"Jeg mangler ingenting," svarede hun efter at have set tjenestepigen arrangere de nye ting i rummet. Som om der ikke allerede var alt, hvad Askfay kunne have brug for. Historie og kultur var alt sammen samlet i det palæ Askfay var ført ind i, og nu hvor hun var her, havde hun aldrig lyst til at forlade det. Det var... noget andet end hvad hun havde forventet. Pludselig forstod, hvorfor man ville bo i så stort et hjem, når der derved var plads til så mange smukke ting. 

Derfra var Askfay mere opmærksom på sine omgivelser. Hun havde ikke tænkt sig at lade sig overraske igen, og det var også den eneste grund til at hun hørte Yume'Ave nærme sig, for den elverkvinde måtte nærmest ikke betræde jorden, når hun gik, så lette lød hendes trin, og havde Askfay ikke været opmærksom, kunne hun nemt havde sneget sig op på hende. 
"Godeftermiddag," svarede Askfay, hendes blik nysgerrigt glidende over sin værtinde, der var noget mere formelt påklædt end hende selv. Men havde Risindier set Askfay nogen som helst andre steder, ville hun vide at Askfay som regel havde mudder i håret, tøjet, og støvlerne, både derhjemme, ude til træning, og til rådsmøder. Kun til baller og andre seriøst formelle begivenheder begik hun sig i noget som helst andet, og selv da var hendes påklædning næsten lige så afslappet, som den var med Risindier på nuværende tidspunkt. 

"Jeg... nyder kultur," svarede Askfay med en grimasse, der afslørede at hun ikke helt selv troede sine egne ord. "Jeg mener -" forsøgte hun at rette op på sine fejlagtige ord. "- At jeg nyder at se deres hjem og deres smukke ting. Historie interesserer mig. Krigshistorier, under alle omstændigheder." 
De mange smukke malerier og skulpturer Askfay havde set på vejen ind, interesserede hende ærligt talt ikke. Hun kunne se at de var smukke, men hvem de skulle forestille eller hvorfor kunne ikke rage hende. Kun den del af historien man kunne lære fra, var vigtig for Askfay.
Hendes job var trods alt kun at forberede Elverly på at vinde krige. Ikke at uddanne poeter til at skrive smukke digte. 

Det var ikke en hemmelig af Askfays påklædning ofte havde undret Yume'Aves sind flere gange. Men med tiden var det blevet arkiveret så om det var sådan Ashfay var, lidt en skuffelse da hvis man satte hendes hår, klædte hende ordenligt på, hjalp hende igennem et ordenligt bad så var det jo nærmest en anden kvinde. En opdagelse der fik Yume'Ave til at standse som det gik op for hende hvor anderledes Askfay så ud velpåklædt, nyvasket, og med en let berøring af sminke. De lilla øjne stod tydeligt ikke stille på gæsten som synet blev taget ind, blikket genfandt dog de grønne øjne kortvarigt som hilsenen kom retur. 
Nogle smykker, hjælp med håret, det rigtige lys, og hun kunne faktisk være det vær at udødeliggøre på et læderet. Det var en sær tanke at have, for kvinden Yume'Ave flere gange havde tænkt ikke kunne begå sig som en ordenlig kvinde, blev hun modbevist nærmest øjeblikkeligt de to mødtes privat - i hvert fald i relation til påklædning. Det sære tryk på kulturen fik Yume'Ave til at hæve et øjebryn kort og hvis ikke Askfay selv havde rettet sine ord var der uden tvivl kommen en kommentar eller flere på det.

At høre fokusset skifte til huset, og familiens ting fik Yume'Ave til at trække blikket fra sin gæst, og lod det falde på døren der førte hertil og ud i huset, der var meget derude som kunne berige hendes sind hvis den lille del hun havde set havde sat sådanne et mærke allerede.
"Mhm, jamne dog, troede ikke de nydt denne del af vores kultur arv." blikket forlod gangen og faldt langsomt tilbage på gæsten.
"Kan være, de vil gå ordenligt rundt efterfølgende? Se det hele? Er selv glad for vores badehuse." hun fniste kort og gik imod bordet nøje placeret i midten mellem alle malerigerne. Dog stoppede hun op som hun nåede stolen og lod sine arme finde den ryglæn og hvilede let ind over den.
"Mhmm..historien, er en del af de fleste maleriger. På sin vis, er hvert støj med penslen plaget af historien. Et malerig som det der." en hånd hævede sig og peget imod det nærmest bordet. Rødt, sort og grå var de eneste farve at finde, på nær solen som strålede over slagsmarken, den brændte by, i en behagelig gylden farve. Den brændte bys navn var rosenly, en by der engang lå i grænselandet og mærkede på hårdest måde hvad orkernes vrede kunne gøre.
"Er malet af en som overleve. Hver støj bærer hans følelser. Vreden, sorgen, hadet. Men også håbet han mærkede som solen varmede hans hud som natten døde ud." hånden faldt tilbage til stolens ryglæn og blikket, blev på det mørke røde malerig.

Askfays hjerte slog et slag over, da Yume'Aves blik hvilede på hende længere, end hvad hun følte var nødvendigt. Ikke at Askfay ikke selv havde betragtet den anden elverkvinde grundigt, men der var trods alt mere at tage ind - de smukke silke, de mange farver, som var Yume'Ave trukket ned fra nattehimlen på en særlig smuk, stjerneklar sommeraften, hvor skyerne stadig blev malet utrolige farver af den nedgående sol. 

Da Yume'Aves blik flyttede sig til omkring dem, trak Askfay i påtaget afslappethed på skuldrene. "Jeg nyder smukke ting, selv hvis jeg ikke går op i den historie de har," svarede hun. "Jeg vil gerne se det hele. Det ser ud til at de omgiver dem med mange ting, der er næsten lige så smukke som dem selv." Askfay vidste ikke selv, om det var et kompliment eller ej - i hendes sind gik Yume'Ave alt for højt op i, hvordan ting så ud, og ikke nok i deres indre værdi. 
Og så forstod hun da slet ikke kommentaren om badehusene eller hvad hendes fnisen skulle til for. Askfay overvejede at spørge ind til det, men endte med ignorere det. 

Askfay lod sin opmærksomhed glide hen på maleriet i stedet. Det var ganske smukt også, med den gyldne sol. Det var dog ikke kun smukt, men fyldte også på samme tid Askfay med både vrede og krigslyst. Følelsen af at vinde en kamp, et slag eller en krig, ville ikke kunne overgås af meget andet. 
"Det er et udmærket maleri," svarede Askfay og lod undrende sit blik vende tilbage til Yume'Ave. 
"Men jeg er bange for at jeg ikke forstår, hvor denne samtale fører hen." 

Smukke ting.
Orderne fik Yume'Ave til at hæve et øjenbryn, tydeligt lidt overrasket over de ord som forlod Ashfay. Af alt troede Yume'Ave ikke på at denne kvinde ville nyde skønheden, for skønhedens skyld. Noget der tydeligt fik dagens stemme til at samle tankerne som hun lyttede mere til den blide stemme. Yume'Ave nikkede kort som Ashfay udtrykkede sit ønske om at se det hele.
"De kan se det de ønsker." lyd det afslappet som Yume'Ave træk sig selv ud af sin eftertænksomme mime som hun fik sin planer lagt om.
"Vil endda med glæde selv lade dem se det." tilførte hun som hun træk solen hun lænede sig opad ud fra bordet.

Møder var en ting, og hvem de var der havde Yume'Ave lært på den hårde måde ikke altid var det samme person som nydt tiden med i privaten, da hun selv nydt selvskabet og endda dannede par med Forårs stemme, Melarue, og så hende til møder var nærmest en fremmede person, endnu mere efter forholdet sluttede for snart en hundrede år siden. Ashfay var lige så skiftende, til møder snavset, og virkede til ikke at tænke over sit selvskab, og nu, fint tøj..eller, finere tøj, nyvasket og pæn, nok mere end pæn.
Blikket gled langsomt op fra stolen til gæsten.
Yume'Ave var ikke selv altid det samme, ganske rigtigt gik hun altid fint klædt, altid i armen af tjenestefolk og vagter, og på ingen måde personlig til rådsmøderne. Det var et arbejde, som skulle gøres for folket og elverlys bedste, og den holdning var tydeligt at fornemme i hende, samt stoltheden over at føre elverlys storslået kulture frem i lyset til befolkningen og gæster. 

Et udemærket malerig.
Blikket blev flået af gæsten og med forvirret blik blev der stirret på maleriget. Udemærket, udemærket, udemærket, bare udemærket? Det er stor slået, skriger af følelser og viser at selv i ens mørkeste tider er der håb, farver, og lys, hvordan..udemærket?! Det er vidunderligt!
Tankerne lagde sig som blikket forsigtigt blev slået tilbage på gæsten og smilet spredte sig underslået, til det kunne fornemmes i de lilla øjne. Hvor samtalen var på vej hen.
"Selv den smukkest kvinde, er intet andet end en klat på trærødderne hvis ikke der er følelser at se." lyd det drømmende som de lilla øjne langsomt forsvandt fra verden bag de blege øjenlåg.
"Der findes ingen skønhed, i alle disse ting uden følelserne der ligger bag deres skabelse, i hvert fald i mine øjne. Jeg brugte dage i mine unge dage på at tvinge billedere på et læder, men ting ingen verdens nytte. Første gang jeg blev forelsket, skabte jeg min smukkest malerig." hun puste afslappet ud og lod blikket genfinder verden og langsomt førte det over samlingen af malerig lavet, skabt, til at uddødeligegøre forskellige hændelser forbundet med krig.
"Krig..er en vidunderlig inspiration, og noget de fleste har mange følelser forbundet til. En soldat på fronten." en hånd løftede sig og pegede på det næste malerig. "den forelsket kvinde der venter." peget gik videre til det næste. "Konen der hjemme." og det næste. "den nervøse officer, som tvivler på sig selv." hånden faldt til hendes side som hun forsigtigt satte sig på stolen, foran skak spillet.
"Skønhed er ikke bare..skønhed. Der er altid noget bag det. Krig er vidunderligt værktøj til at plante frø til få skønheden frem." en håndhævede sig og bandt forsigtigt sløret op, langsomme bevægelse, selv for den rige kunster, førte sløret til bordet hvor det forsigtigt blev lagt. Langsomt hævede hun blikket tilbage på gæsten.
"Skønhed er en mærkelig ting, for nogle ser den i mig, med øjne som dine. Øjne der tydeligt ønsker at den silke jeg bærer ikke blot er let gennemsigtigt, men nærmest usynlig." lyd det ofr første gang dybt seriøst fra den måne kysset Yume'Ave og de lilla øjne søgte de smukke forårs grønne øjne. De sorte prikker, de kul-mat sorte ar der var brændt i hendes læber og hage kom frem i lyset som hun træk på smilet.
"Men sandheden om skønhed, er at den aldrig findes alene, altså noget i dens skygge. selv i en smuk kvinde og hendes følelser."

//Billede til hendes ar//

Selv Askfay, der ikke ligefrem var kendt for at være god til at læse andre elvere, kunne se, at Yume'Ave var utilfreds med hendes bedømmelse af, at maleriet var udmærket, men hun forstod ikke, hvorfor elverkvinden ikke blot sagde dét. Hvis hun syntes maleriet var helt fantastisk skulle hun da bare sige det. Desuden var 'udmærket' noget af den højeste ros man kunne få fra Askfay. Det ville man vide, hvis man nogensinde kom til hendes kamptræning, men det var trods alt også den slags, der efterlod én med mudder på tøjet, så Askfay regnede aldrig med at se Yume'Ave eller hendes type i nærheden af hendes arena. 

"Kan du se nogen følelser på mig?" Spurgte Askfay med et hævet øjenbryn. Selvom hun udtrykte både skepsis og irritation, troede hun helt ærligt på, at Yume'Ave ville sige nej. For de følelser hun udtrykte var ikke som dem, der blev beskrevet. Det ar ikke som krig, eller som en forelsket kvinde, en ventende hustru eller den nervøse officer. Den nervøse officer havde Askfay været før, men hun var for gammel til den slags nervøsitet nu. Det var ikke længere hendes evner i hendes job, der gjorde hende nervøs, men kun smukke kvinder og deres alt for kloge hoveder. 
"Jeg ved godt at jeg ikke er skøn, men mere end en klat på et træ, er jeg vel," modsagde hun sig, mere diplomatisk end hun plejede. Hun gjorde sig umage, fordi hun var gæst. 

Hun tav dog, da Yume'Ave løftede sit slør. Aldrig ville Askfay have kunne gætte sig til, hvad der gemte sig bag sløret, men grimt fandt hun det heller ikke. Tværtimod var det skønt at se noget på den ellers så perfekte elverkvinde der ikke var kvalmende perfekt. 
"Hvorfor føler jeg at du snakker om mig, hver gang du siger noget som helst?" spurgte Askfay og i stedet for at kommentere på de ar, hun havde set, slog hun blikket ned og rakte frem mod vognen imellem dem, for at hælde te op i to kopper. Hun var sikker på at hendes vært foretrak at få en tjenestepige til det, men Askfay var mere end i stand til selv at hælde te op, og ville også hellere være alene med sin vært.
Hun stillede en kop foran Yume'Ave og den anden på den anden side af bordet, hvor hun satte sig ned. 

Det var da irriterende at man kunne hentyde til hendes legende blik når hun troede ingen kikkede og stadig trækkede hun ikke engang en mime, måske var de gamle rygter om at hendes kone, og hendes fars død havde skabt en kløft mellem hende og hendes følelser. For blikket bevæget sig som det gjorde, kom Ashfay ikke uden om bare ved ikke at reagere på visse ord. Det havde altid været svært at få en reaktion ud af denne kvinde, få et smil frem, noget rødme i hendes kinder. Men en hver kold facade havde noget bag sig, og hvis det kunne lykkes at knække Toorahs, så måtte dette kun være et spil skak fra at ske også. Der var massere følelser i denne kvinde, det kunne enhver fornemme men hvordan fik man dem ordenligt frem. Spørgsmålet om følelser fik blot Yume'Ave til at trække lidt på skuldrene og kaste et smil efter sin gæst. Det var først efter de næste ord, efter teen var hældt op, en gestus der fik hende til at trække et øjenbryn op så meget det nu kunne, men intet blev sagt, som hun blot valgte at nyde at gæsten, gjorde disse ting. Albuen mødte bordet som hun så Ashfay sætte sig, og hun lænede sig frem og lod blikket falde over hendes mimik.
"Selvfølgelig ser jeg følelser i dig. Dine øjne-" hånden hun havde hvilet sin hage imod prikkede ved siden af Yume'Ave egne øjne.
"-De viser din erfaring, stolthed men også sorg, og savn." hun gav tydeligt tegn på at ville sige mere men lod ordne vente, som den frie hånd lagde sig om den nye kop te, et behaget lille støn som varmen gik igennem de smalle fingre.
"Men til tider, er der også noget helt andet. Alle de følelser du holder tilbage hver dag." hun rettet sig op og lod hånden der får hvilede imod hendes kind og albue forsvandt fra bordet som hun nærmest legede holdt pause for at finde et bær i skålen.
"Selvfølgelig er alt henvist til dem. De er gæst - men alligevel høflig nok til at servere teen." hun træk på smilet en smule mere, og lod den ene bær finde hendes læber, hvor det forsvandt og kort afsløret hun af de sorte prikker var langt mere problematisk bag læberne og tænderne, end foran dem.
"Og Ashfay, hvis jeg må kalde dem det, har de set dem selv? Jo, normalt fanger de ikke blikke, men så de altid ud som nu, ville jeg uden tvivl have gjort mere for at lokke dem herud, eller opsøg dem i deres drømme." hun fniste igen lidt over det hele.
"Jeg ønsker ikke at se vores badehuse med hvem som helts." en hånd rækkede sig frem og pegede på spillet foran dem.
"Gæsterne først."

Askfay hævede skeptisk et øjenbryn, da Yume'Ave bragte hendes øjne op, som om de udtrykte andet end skepsis, og øjenbrynene kom kun længere op, da Yume'Ave nævnte de følelser, hun syntes der var udtrykt i dem. 
"Ethvert medlem af rådet ved, at jeg har oplevet sorg og savn," afviste hun, så høfligt som muligt Yume'Aves forsøg på at læse hende. Det var langt fra sorg og savn hun følte nu, også selvom hun skammede sig over at indrømme det. Tværtimod var hendes eget blik draget til Yume'Aves delikate fingre om den lige så delikate porcelænskop, som hun forestillede sig selv tage hånden i sin. 

Askfays blik sprang op til Yume'Aves igen, da hun nævnte de følelser hun holdt tilbage. Så så hun alligevel mere, end hvad der kunne vides ud fra generel viden om hendes baggrund? Pludselig fik Askfay det varmt og den tid, den anden elverkvinde tog sig til at pause imellem ordene, for at finde et bær, var uudholdelig. 
Hendes blik kunne ikke undgå at falde på Yume'Aves læber og arrene dér igen, men på høflig vis skyndte hun sig at møde Yume'Aves blik igen i stedet. 
"Jeg er rimelig sikker på at jeg ville foretrække at se dem i virkelighed fremfor i drømme." Svarede Askfay, fuldstændig perpleks over det hendes vært lige havde afsløret og ude af stand til at formulere andet end det mest basale svar.
"Badehusene er også - smukke," fremstammede hun, med et blik i retningen af badehusene. Hvorfor var det ikke før gået op for hende, at Yume'Ave havde haft til henblik at besøge badehusene sammen? Var det her en date? 
"De foretrækker smukke, nydelige ting, kan jeg høre. Så de foretrækker mig sådan her." Askfay slog en hånd ud over sig selv, for at indikere sit rene, nydelig påklædte jeg. "Hvorimod jeg tror, at jeg ville foretrække dem med lidt mudder. En smule jord og græspletter ville gøre dem godt. For mig er ar heller ikke grimme, men et tegn på sejr, noget man har overlevet." Hun var ikke sikker på, om Yume'Ave overhovedet ville kunne høre komplimentet i hendes stemme, så hun skyndte sig at kigge ned på spillet imellem dem. 
De hvide brikker stod på hendes side og hun tøvede ikke med at flytte en af de miderste bønder frem. Det var et træk hun havde trukket mange gange før.

Ashfays blik skiftede rundt og låste sig flere steder, dette var ikke noget der gik udset for Yume'Ave selv mens hendes hun nyd varmen fra koppen, nydt smagen af det søde bær. Det hævet øjenbryn afsløret alligevel af man kunne slå huller i hendes mimik, det kræver bare det rigtige værktøj, et værktøj som nok skulle findes før dette spil var ovre.
At se Ashfays blik lave et lille hop netop som hun tog bærret mellem sine læber fik Yume'Ave til at trække en smule på smilet, og at høre Ashfay hellere ville opsøges i den vågne verden end i drømmens fik hende til at trække smilet til sig og vippe hovedet med et lettere forvirret blik. Vidste hun ikke hvad hun kunne gøre i drømmenes verden? Et de kunne se uden nogle ville høre et ord? Et sted hvor hun kan skabe alt? Nok var hendes evner kendt og rygterne om hendes natlige møder havde skabt noget tvivl og  visse troede ikke på det.
"Drømme er ellers noget særligt." hoved vippet sig tilbage og en tydelig mental note blev lavet, noget der skulle spørges ind til når muligheden lagde sig. Som badehuset blev omtalt lod Yume'Ave sig ikke friste til at følge blikket i øst retningen hvor de var, hvor Askfay var blevet vist at de var. De ældre lille huse, hvor træerne var formet til at danne lå for de naturlige varmekilder i området, med udsigt ned til sølvfloden, et sted hvor Yume'Ave alt for ofte havde fundet sig selv i fuldmånes lys og nattens kulde. Et drillende smil formede sig over de sort plettet læber, som Ashfay gjorde opmærksom på sin mere rene udsene end det normale.
"Hvis de bliver til i aften, er det en smuk måde at se månens lette lys ligge sig over landet."
Det næste dog, mens hun sad og så på de let sol kysset finger ligge som den bønnen og flytte den frem på dens nye plads, men de ord der kom undervejs fik Yume'Ave til at gå i stå, blot et øjeblik tanker, bevægelser, alt stoppede kort som hun lænede sig tilbage i stolen, smilet voksede dog som arret blev nævnt.
"Dette ar er ikke tegn på anden end min søsters jalousi. Beklager at jeg ikke syntes det er en sejr." hun nikkede dog anerkende og løftede en hånd for at flytte en brink, og efter at lade hånden danse langs bønnerne endte den bønnen foran den bønne som havde ledt ashfays åbning og kopiet hendes træk.
"Jeg bryder mig ikke om at være beskidt. Men med en god grund kan det være det vær." hun genfandt sit smil og løftede hånden som stadig havde fundet hjem om koppens varme og lod en fingre danse om dens rim.
"Skal vi spille om noget?" med ordene skiftede blikket til langt mere alvorlig i de lilla øjn, dog følgte smilet ikke med som et drillende, spændt smil lagde sig i hendes læber.
"Sætte noget på spil? Hvis man taber?"

"Det er jeg ikke i tvivl om," anerkendte Askfay. "Men noget særligt eller ej, så har jeg ikke den kontrol i drømme, som jeg har i virkeligheden. Og selvom jeg stoler på dem som Dagens Stemme, så er jeg ikke i stand til at overlade den slags kontrol til dem. Det er jeg sikker på at De forstår. En dag i fremtiden, måske." Der var et hint af forhåbning i Askfays stemme, som hun ikke kunne gøre noget ved, andet end at flytte blikket ned på skakbrættet igen. 
"Jeg har ikke andre planer." Det var en vag måde at sige, at hun gerne tog imod Yume'Aves invitation til at blive til om aftenen. At nyde nattehimlen i et varmt bad lød som en af de absolut bedste måder at bruge aftenen på, men det kunne hun ikke sige højt uden at lyde som en forelsket ungelver, hvilket hun til alle tider holdt sig fra. 
"Hun har haft rigeligt med grund til at være jaloux, ud fra den skønhed De stadig besidder, men jeg beklager, at De skulle igennem den slags opførsel fra én, der burde stå bag dem og støtte dem."
Askfay behøvede ikke at se ned på brættet for at vide, hvilket træk Yume'Ave havde taget, bevægelsen hun kunne se fra hendes skuldre af var nok, så hun så ikke væk fra hendes ansigt. 
"Så lad os finde en god grund til at få dig beskidt," tilbød Askfay og kunne ikke skjule sit smil ved svaret. 
"Det kan vi godt. Jeg må advare Dem om, at jeg er en yderst dygtig spiller, inden vi sætter noget på spil dog. Alt andet ville være dårlig stil. Det lyder også som om De har noget i tankerne allerede?"

Det afsløret en god del, kontrol der var det hun ikke ønskede at give op med at besøge drømmende med Yume'Ave, besøge hende i en verden hvor hun så sig selv mere magtfuld end guderne i vores. Kunne vel skræmmende for nogle, specielt dem som kun havde hørt om det.
"Selvfølgelig, det forstår jeg udmærket. Vil ikke trænge mig på." Hun gav et høfligt nik, som det blev sagt og lod blikket flade over hånden som flyttede brikken, hvilede på neglende, på brikkens nye plads. Smilet genfandt sig på hendes læber som Ashfays lyd til at tage imod invitationen, til at blive til natten faldt noget der skete tidligere i disse kolde vinter dage, næsten en skam dette spil ikke skete sidste sommer. Blikket forlod brikken, og spillet mens en hånd hævede sig og begyndte at prikke de resterne bønner hun havde på deres startplads på hovedet, blot et lille prik på hver før den næste finger endte på den næste bønne. Blikket faldt i retningen hvor badehusende var endnu engang. Tankerne gled forsigtigt i retning på mad, underholdning drikke, og andet der nu ville blive et forhøjet behov for. Stadig en rådskvinde der var gæsten som intet skulle undværes.
"Mhm." fingrene forlod den sidste bønnerne og mødte hende læbe med lette prik imod underlæben som smilet voksede med rosen der kom hende vej, en let rødlig farve lagde sig i hendes kinder som hun lyttede til Ashfays ord. Blikket faldt tilbage på Ashfay ganske kort før de igen faldt til spillet mellem dem.
"Min søster havde det ikke nemt med mine evner, og fik det problematisk med den opmærksomhed jeg fik da vi begge var unge. Lille søstren der lyste, og skubbede den ældste ud i skyggen." Fingren stoppede dens prik imod læben og begyndte at glide fra sort pirk, til sort prik. Hånden der til ny havde hvilet over koppen og nyd dens varme forlod den endelig og flyttede den yderste bønne blot et fælt frem. Netop som bønnen var over feltet lyd Ashfays ord og bønned blev tabt ned på sin plads i stedet for forsigtigt placeret, den rødlige farve i hendes kinder steg en grad af intensitet som hun blinkede og kiggede op på Ashfay.
"Mmhmm..kan være vi skal, vi har planner om et bad i aften..så kan ikke være..så ubehageligt." hun træk lidt på smilet og lod blikket falde som det blev sagt, falde til spillet, og hånden forsvandt langsomt tilbage til koppen og omslugte den for at sluge varmen til sig på ny.
"Har hørt de er talent fuld til dette spil, må være ærlig at jeg ikke er. Langtids planlægning har aldrig været min styrke, mennn." hun træk på ordet tydeligt bevist og hånden der havde forbundet hendes prikket ar faldt til skålen med bær sammen med hendes blik, hvor hun tydeligt søgte noget bestemt mens stilheden hang over sig. "Tror, ikke dette spil kommer til at være så nemt for dem." et bær blev fundet, og lagt mellem læberne som det forsvandt der bag ved.
"Har en ting." lyd som bærret var væk. "Taberne skal gøre hvad den anden ønsker. En gang, ingen spørgsmål. Selvfølgelig må man ikke skade den andens navn, omdømme, eller position." smilet forsvandt, og den rødlige farve faldt hen som blikket hævede sig, ventende på Ashfays reaktion. "Kan være at svare på et nærliggende spørgsmål, en ordre, eller, noget mere..kreativt." ordende blev lagt i luften mellem dem som koppen blev løftet til hendes læber, og stoppede, som dampen, duften blev nydt som hun afventede.

"Misundelse er ikke en god undskyldning for den slags opførsel," svarede Askfay, usikker på om Yume'Ave vidste dét - det lød som om hun stadig lavede undskyldninger for sin søster, eller ligefrem havde tilgivet hende. Også dér var de to elvere forskellig. Askfay var ikke typen der tilgav eller glemte, langt mindre lavede undskyldninger for andre. 
Lyden af bønden der faldt ned på sin nye plads på brættet nærmest rungede i det ellers stille rum, som det afslørede, at Askfays ord var landet med deres hensigtede betydning hos Yume'Ave, og Askfay kunne ikke skjule sit eget smil, som Yume'Ave gik med til at blive beskidt, når blot det var midlertidigt og efterfulgt af et besøg til badehusene.
"Jeg har en del øvelse," medgav Askfay for ydmygt at erkende, at hun var rimelig god til spillet, og hun afslørede en flig af overraskelse, da Yume'Ave fortalte, at dette spil ville være sværere en et normalt slag skak. 
Askfays første reaktion var at afslå - hun var for professionel til at kunne give sig selv væk over et slag skak, men des mere Yume'Ave talte, des mere lød det, som om der var noget andet, Yume'Ave ville have. Noget som Askfay ikke ville have så meget imod at give, og måske oven i købet ville have nemmere ved at give, hvis hun følte sig bundet af et løfte. 
"Et godt forslag. Det gør spillet mere interessant, gør det ikke?" spurgte hun med et forsigtigt smil, pludselig næsten nervøs for at skulle vinde. 
Hun afspejlede Yume'Ave ved også at løfte sin kop op til læberne og tage en tår af den varme te, og satte den derefter langsomt ned, for i stedet at fokusere på sit næste træk, presset stadig vejende ned på hende. Det var kun, fordi hun havde spillet så mange gange før, at det lykkedes hende med nogenlunde sikkerhed at flytte sin springer ud foran bønderne. 
"Har du noget specifikt i tankerne allerede? Hvis du vinder?" turde hun først spørge, da hun havde sat springeren fra sig, bange for at tabe den mod brættet, ligesom Yume'Ave havde gjort, hvis den anden elver havde svaret hende midt i bevægelsen. 

"jeg forsøger ikke at undskylde hende opførelse." hun træk let på smilet som det blev sagt. "Jeg realisere den, for min skyld skulle hun have mistet sine øre og ikke blot blive smidt ud af elverly." Det var en gammel straf, men stadig en straf der tydeligt viste at man havde handlet imod skoven. En skam den næsten aldrig blev gjort mere, barbarisk blev det kaldt, men desværre også forbandet effektivt. Det var også en skam hun nægtede at åbne døren ind til hendes drømme, kunne ellers nemt blive nogle underholdende timer. Hun træk på smilet som tanken kom til hende, et smil som falmede kort som tanken om at blive beskidt kom over hende igen, tanken holdt smilet nede et øjeblik som det faldt over Ashfay, for hvad mon hun endelig havde tænkt var en god nok grund til at blive beskidt, hun havde selv, visse forslag men nu var det jo Ashfays ide så måtte hun selv lade kortet komme på bordet. En tanken der fik smilet til at komme retur i takt med Ashfeys deklamation af erfaring. Kort var hun endelig i tvivl om hvilken erfaring der blev henvist til med hendes ord og blik, men dette var nok mere en fejl hun selv anslog end noget virkeligt.
"Det gør det såsandelig" ordene blev forlænget, holdt i luften som smilet voksede.
"Altid rart med noget at..mhmm..miste ikke sandt?" igen lod hun ordene være længere end de skulle.
"Noget at spille for." Hun fniste som det blev sagt og lod blikket falde over spillet, ting havde flyttet sig og hun havde været for opslugt i for mange andre ting til endelig at holde øje. Springerne, var det nye i billedet, gik det langsomt op for hende efter kort at lade blikket falde over de mange brikker. Hånden begyndt igen sin danse, fingre spis til fingre spis, dansede hun langsomt hen overbordet med hånden,som hun tog om en af bønnernes hat, og blottet sin højre flanke ved at rykke endnu en bønne frem, så den yderste, nummer tre og fire på den række stod klar i fronten.
Hun vippede hovedet og lænede sig tilbage og lod tydeligt blikket falde over Ashfays figur, som hun lyttede til spørgsmål, om hun havde noget i tankerne. Hun fugtede læberne mens hun langsomt puste ud.
"Havde noget i tankerne fra før jeg inviteret dig." Ordene blev sagt netop som blikket faldt på Ashfays øjne, hånden forlod brikkerne og fandt hvile nær Yume'Aves eget øre, og let legede med en tot af hår som havde forladt den spænde der ellers kæmpede med at holde det længere let hvide hår på plads. At hun afsløret at alt dette var hendes plan og ønske fra starten gjorde hende tydeligt intet.
"Dem? Noget de ønsker fra mig?" lyd det forsigtigt som blikket faldt til Ashfays hånd som hvilede om kroppe, hendes lange stærke fingre, som Yume'Aves egen fingre om koppen rejste sig og dansede rundt på koppens rim.
"Ellers får de nogle træk til..at..mhmm..finde ud af hvad de ikke fik fra mig." hun slog et drillende klik med tungen ved ordet ikke.

Askfay brød ud i en hæs latter, som hun straks forsøgte at dæmme, da Yume'Ave kom med sit eget bud på, hvad der skulle være sket med hendes søster. "Hun ville have misundet enhver deres skønhed, hvis hun selv havde manglet sine ører," svarede hun, stadig med latter i sin stemme, inden det lykkedes hende at stoppe den helt, men smilet på sine læber kunne hun ikke slippe af med. 

"Det gør bestemt spillet mere interessant," medgav Askfay, om at spille om en pris. "Men jeg skal advare dig, jeg er ikke vant til at tabe. Måske det bliver dig, der skal gøre, hvad jeg vil have." Askfay elskede lyden af Yume'Aves fnisen - en lyd, hun ville have fundet højst upassende ved elverrådets møder, men som passede ind i deres tid sammen nu. 

Fra det øjeblik Yume'Ave havde flyttet sin egen brik, vidste Askfay hvad hun selv ville spille. De var trods alt stadig tidligt nok inde i spillet til, at hun havde set de fleste åbninger og vidste, hvordan hun selv ville besvare dem. 
Men den anden elverkvindes ord fik hende til at tøve, og holdt hendes opmærksomhed på elveren foran hende, fremfor brættet. 
"Allerede fra før invitationen?" spurgte hun, pludselig nysgerrig. Det hun selv havde i tankerne var ikke noget, hun overhovedet havde kunne forestille sig, inden hun var mødt op i Yume'Aves hjem og havde opdaget, at hun ikke var den flyvske, tomhjernede elverkvinde hun havde forestillet sig. 
"Jeg har en ide om hvad jeg vil have," afslørede hun, hvert ord velovervejet. "Men jeg tror jeg venter med at afsløre præcis hvad, til jeg har vundet. Måske jeg ombestemmer mig om et par træk, hvis jeg kommer i tanke om noget, du vil være mindre villig til at give mig, hvis ikke jeg tvinger det ud af dig med en sejr." Askfay så på Yume'Ave med et udfordrende glimt i øjnene, for hun havde ikke rent faktisk tænkt sig at tvinge noget ud af nogen. 
Med dét sagt tog hun det næste træk og flyttede endnu en af sine miderste bønder to pladser frem, så de to nu stod side om side. 

At høre den sjældne latter forlade Ashfay fik et smil til at vokse på Yume’Ave læber, ganske vist var latteren hvæs. At høre denne kvinde faktisk kunne grine på sådanne en måde var en behagelig overraskelse.
“Måske har de ret, men ville klæde hende.” lyd det halv fjernt fra Yume’Ave smilende læber.
Smilet blev som Ashfay udtrykte enighed i at spillet kun blev mere levende med noget at spille for, et smil som famlede kort og et langt mere seriøst blik rettede sig imod Ashfay som hun nævnte at hun ikke var vant til at tabe.
“Uhha, lyder farligt.” lyd det med en lille latter i en legesyg tone
“Og, hvad mon det bliver? At jeg optræde til deres næste sociale samling?” latteren fortsatte som hun rystede hovedet kort, tydeligt at hun faktisk så lidt frem til hvad en Ashfay endelig ville have hvis hun vandt.

Blikket hvilede på Ashfays finger som hun så selvsikker flyttede sin brik, der var noget smukt og fængende ved det syn, det gjorde det næsten umuligt ikke at tage synet til sig, det var umuligt ikke at nyde synet. Derfor var det endnu mere fangende at se Ashfay stopped op ved hendes ord, spørgsmålet fik det næsten til at lyde så om fælden gik mere og mere i som nysgerrigheden var tydelig i Ashfays ord. Spørgsmålet fik intet andet end et selvsikker nikken til at forlade  Yume’Ave, det næste, den afsløring der kom til hendes øre med velovervejet ord fik dog Yume’Ave til at vippe hovedet nysgerrigt. Til jeg har vundet. De ord ramte lige i hjertet, så selvsikker hun var, og ganske rigtigt alle med hovedet på det rette sted ville give Ashfay alle fordele ved sådanne et spil, imod Yume’Ave, selv hende selv var usikker på om det endelig var muligt for hende at vinde, og hvis ikke det var for hende plan, hende snu hoved og de timer brugt på at forberede sig, havde hun aldrig overvejet at vinde faktisk var muligt.
“En aftale er en aftale, hvad de ønsker skal de få. Selv hvis de ombestemmer dem tyve gange inden” lyd det afslappet som Ashfay talte færdig.
“Dog kun hvis de vinder.” tilførte hun i en skarp tone, som hovedet blev vippet tilbage.
“Men med det sagt, så er jeg ikke en ondsindet kvinde, så hvis de virker ønsker noget, kan det være jeg er sød ved dem hvis de taber.” tilførte hun kækt og lod blikket falde på brikkerne, igen havde en bønne bevæget sig mens hun fokuseret mere på sin gæst. Planen var stadig planen men holdt hun ikke bedre øje med spillet var den lige meget. Hun sank kort en klump, for hun havde ikke forestillet sig Ashfay ville være så, tale venlig mens spillet gik på. Ej heller havde hun forestillet sig Ashfay kunne få hende til at skifte fokus så nemt som hun virkede til at kunne. Halv tøvende løftede hun hånden med blikket gled over hendes egne brikker, og brikkerne på den anden side af bordet, efter et ganske kort øjeblik valgte hun en bønne på højre side og flyttet den en enkelt felt frem. Med brikkens ryk, rykkede hun sig også selv, benen fandt plads under bordet som fødderne blev krydset, stillingen blev langt mere afslappet og på ingen måde passende af en kvinde med hendes status. Hun holdt sig tydeligt tilbage som hun overvejede at tale, men blikket gled fra spillet til koppen med te, som hun lod møde sin læber.
Koppen blev langsomt sat på bordet, og blikket blev denne gang på spillet.
“Har overvejet længe og spørger dem om noget. Ikke en hemmelighed at min plan med at vinde her, er at få en bid af dit sind. Men selv hvis jeg taber vil jeg spørger dem. Men som dem selv, vil jeg holde hvad jeg ønsker til jeg har tabt. Som dem, kan det jo være jeg skifter mening hvis noget skulle give mig lyst til det.” hun lagde  tryk let på ordet lyst, og tonen skiftede mere seriøst som det blev sagt.