Ædruelighed var en forbandelse. Forsøget på at drukne sorger og bekymringer i alkohol havde kun holdt indtil familien havde påkrævet hendes opmærksomhed og - desværre - fysiske tilstedeværelse. Devranas havde sovet på en ekstra madras på hendes gulv i loftslejligheden den sidste uge bare for at holde Zirra fra at gøre noget dumt, når hun var alene, men her til morgen havde hun endelig formået at jage ham ud så hun kunne skifte tøj alene uden hastværk og gøre et forsøg på at sætte sit hår. Nok kendte hun ham godt, men af en eller anden grund var hun ikke klar til at vise ham alle sine ar endnu. Syreskaden på brystet kunne ikke undgås, men alle de andre. Hver og en mindede hende om en fejltagelse, hun havde begået, og som havde kostet hende noget. En tur i felten. Et dække. En ven. En hemmelighed. 
Alligevel blegnede de alle sammen til forskel fra det, Treston havde gjort. Hun havde løjet for Victoria om Storms indblanding i hendes redning fra Mørkets dæmoner. Senere havde hun fortalt sandheden, men intet ondt var hændt. Det havde jo ikke skadet nogen, og hun vidste ikke nok om Storm til at kunne lede dem til ham, selv hvis hun ville. Hun havde indgået et forhold til en vampyr. Noget, hendes overordnede der ellers burde fordømme den slags langt væk, havde taget væsentlig bedre end hendes egen bror. Hendes egen bror, Treston, der nu sad i arresten under anklage for forræderi. Højforræderi som om det ikke kunne være nok. 
De havde ikke set hinanden siden kort før henrettelsen, der så ikke var endt som de fleste henrettelser gjorde. I stedet for Kiles Rige, rendte Sedna nu rundt på fri fod og klar til at stikke issyle i flere spioner og lege med flere soldaters hjerter - og få dem til at gå imod tronen. Sedna var blevet et levende afløb for alle Zirras værste tanker, og som om familien Reynlest ikke i forvejen havde haft sine problemer, smed Zirra nu al skyld for sine lortebrødres åndssvage opførsel over på den mørkhudede kvinde, der havde forført den ene af dem.
Hun bar i forvejen skylden for at Zirras magi stadig ikke havde meldt sin ankomst udover et par små lysglimt her og der, selvom hun havde gjort præcis som kvinden havde sagt; ventet. Arrene og sårene prikkede i huden om natten og kløede, så hun ikke kunne sove. Den lange kjole, hun bar, havde et fint plisseret overstykke med knapper, så det var muligt at dække hele brystbenet ordentligt til, men selv der, måtte Zirra hele tiden minde sig selv om ikke at klø i den ødelagte hud. Hver gang, blev hun mindet om, at hun havde fået det samme mærke som sin far. En far, der stadig var i den tro, at hun var blevet kidnappet på åben gade som den svage, uduelig sekretær, hun var.

"Zirra, skat, skålen," lød hendes mors stemme fra døren ind til køkkenet.
Zirra rystede sine tanker fri og lod blikket faldet mod sine hænder. Hun holdt en skål med færdigblandet rødbedesalat og to træskeer stikkende op fra den rødlige masse. Den lyserøde væske farvede kålbladene med ujævne striber, der mindede hende om...
"Kom og stil den på bordet. Vi er klar til at spise. Din bror kommer med Treston om lidt," skyndede Eylia nænsomt igen sin datter. 
Denne gang kom der en smule gang i fødderne, og Zirra lod sig bære mod døren og ind til spisebordet, hvor de andre madvare var blevet stillet klar, uden hun havde opdaget det. Et kærligt klap på skulderen fik hende til at krympe sig en smule. Ikke fordi hun havde ondt, men fordi hun ikke helt havde det med nærkontakt som normalt i øjeblikket.
"Hvorfor skal han være han være her?" lød det olmt fra Sorris, mens skålen fandt vej mod bordet.
"Sig ikke den slags," vrissede Eylia prompte. "Han er din bror."
"Forræderbror," mumlede Sorris vredt. Et eller andet sted kunne Zirra ikke bebrejde ham det. Treston havde nok ødelagt enhver chance for forfremmelse for Sorris. Han ville altid stå i skyggen af, hvad storebror havde gjort.
"Så er det nok! Ud og vask dine hænder én gang til, og lad være med at kom ind, før kulden har taget de ord ud af din mund!" sagde Eylia, og Sorris rejste sig så vredt, at stolen næsten var væltet bag ham. "Hvis I gør jer umage kan det måske blive en hyggelig aften. Det er måske ..."
Hvad moderen ikke kunne få sig selv til at sige, færdiggjorde Zirras indre af sig selv. 

Den sidste.

    Efter at have set, hvordan man havde taget sig af Sedna under hendes ophold i fangekælderen, havde Treston regnet med en betydelig værre behandling, end han havde fået. Men måske holdt Lyset alligevel hånden over sine egne - selv de, der sad inde, anklaget for højforræderi…
    I hvert fald havde de smækket ham inde i den pæne del af fangekælderen - dén del, der havde hvidkalkede vægge, murede brikse og sågar et lille, tremmedækket vindue helt oppe under stenloftet. De havde heller ikke lænket ham, selvom vagtmesteren havde forsøgt den første dag. Måltider fik han også - to af, for at det ikke skulle være løgn - selvom maden bestemt ikke var noget at råbe hurra for.  Men dét havde måske også været for meget at forlange…
    Maden var det eneste afbræk i løbet af dagen. Resten af tiden var han overladt til sine egne tanker, og dét var næsten det værste ved at sidde indespærret…
    Han havde dog ikke fortrudt - hverken sit redningsforsøg eller beslutningen om at blive tilbage, så Lynn og Sedna fik tid til at slippe væk. Sedna havde ikke fortjent at dø, og Lynn havde ikke fortjent at blive gjort til hans medskyldige; det havde været en logisk, velovervejet beslutning. Det eneste, rigtige valg.
    Men han fortrød situationen. Han fortrød omstændighederne. Og han fortrød mere end noget andet, at han højst sandsynligt ville dø for et sværd eller for enden af et reb uden at få muligheden for at sige ordentligt farvel til Sedna, og uden nogensinde at få muligheden for at søge tilgivelse hos familien. Hos Zirra i særdeleshed.
    Men Guderne så til, at i hvert fald den sidste af hans bønner blev hørt, for en eftermiddag stod en sammenbidt Ersten uden for hans celle sammen med vagtmesteren og så tavst til, mens celledøren blev låst op. Treston selv havde ligget på den murede briks og hævede sig op på den ene albue, da han hørte nøglens raslen i låsen. Stivnede ved synet af storebroren og havde nær ikke grebet dem, da et par Bundne håndjern blev kastet ind til ham gennem tremmerne.
    ”Tag dém dér på,” kommanderede Ersten tonløst og gjorde så et kast med hovedet til vagtmesteren - indikerede, at han godt kunne gå igen.
    Treston kom langsomt op at sidde på briksen, men gjorde ingen anstalter til at efterkomme broderens ordre. ”Hvorfor? Hvad sker der?”
    ”Vi har fået lov til at låne dig et par timer,” svarede Ersten bare og betragtede sin lillebror med en kulde i blikket, Treston ikke kunne mindes at have set dér før. ”Tag dem nu bare på, Treston. Mor har tryglet far om at trække i trådene, så du kan komme hjem til en sidste familiemiddag, lige siden der blev rejst anklager imod dig. Hun bliver fuldstændig sønderknust…” En hård, hadefuld trækning. ”…igen, hvis jeg ikke har dig med hjem i dag.”
    Et sekund eller to betragtede de to brødre bare hinanden igennem tremmerne. Så sænkede Treston hovedet med en lille grimasse og lukkede modvilligt først den ene og så den anden af håndjernenes metalomslag om sine håndled med et klik - mærkede forbindelsen til sit chakra visne bort, som havde den aldrig været der. Holdt sammenbidt hænderne op foran sig med det korte kæde dinglende imellem dem, så Ersten kunne se, at han havde gjort, som han fik besked på.
    ”Godt,” sagde broderen bare og gjorde et kast med hovedet. ”Kom med, så. Jeg har sørget for at der står et vaskefad klar oppe i vagtstuen, så du kan nette dig lidt, inden vi tager af sted.”

    Synet af barndomshjemmet var tæt på at slå bunden ud af Trestons mave. Alt var så velkendt; moderens velplejede, vintertriste roser, der omhyggeligt var bundet op, så de slyngede sig op af den hvidkalkede mur, der omgav byhuset. Den falmede, mandshøje låge, der altid havde bundet og nu gik op på knirkende hængsler. De ujævne fliser om til køkkendøren, som Ersten og Treston havde brugt en sommerdag på at lægge for forældrene, for bagefter at kunne konstatere, at nogle store brolæggere blev de i hvert fald aldrig…
    Kæden raslede, da Treston lagde den ene, lænkede hånd imod køkkendøren, og han tøvede. Sænkede hovedet og bed tænderne sammen.
    ”Jeg er ikke sikker på, at jeg kan gøre dét hér,” mumlede han og skævede til Ersten uden dog at kunne møde hans blik. Han var tør i munden. ”Jeg tror helst, jeg vil være fri…”
    ”Det er ikke dit valg, Treston,” svarede Ersten - på ingen måde ondskabsfuldt, men med en stemme, som var han bare uendelig, uendelig træt. Med et sideblik til lillebroren gik han frem og trykkede selv håndtaget ned. ”Dét smed du fra dig, da du forrådte din ed...”
    Treston nåede ikke at komme med svar på tiltale, før døren gik op og de pludselig stod midt i det smerteligt, velkendte køkken. Tilkaldt af larmen fra køkkendøren stak Eylia i det samme hovedet ud i køkkenet, udstødte et lille, halvkvalt udbrud ved synet af sin næstældste søn og var henne ved dem i fire lange skridt - greb Treston og knugede ham ind til sig, som om hun aldrig havde tænkt sig at give slip igen.
    ”Mor…” hviskede Treston. Han kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde omfavnet ham på dén måde - normalt udvekslede de voksne sønner ikke andet end kindkys med deres moder - men det var i hvert fald ikke siden han havde boet hjemme… inden han flyttede ind på væbnernes sovesal efter hans og Zirras nedbrænding af Stalden. Eylias benede skuldre rystede i et enkelt, undertrykt hulk, der slog en flig af Trestons hjerte, og han ville lægge armene om hende - holde hende ordentligt, fordi det muligvis var sidste gang - men kæden imellem håndjernene var for kort, og han kunne ikke gøre andet end at stå fortabt og hjælpeløs, mens hans mor græd stille ind i dén skjorte, Ersten havde lånt ham.
    ”Mor…” hviskede han igen - havde selv en klump i halsen. ”Mor, du må ikke græde…” Eylia var bare ikke typen, der brød sammen på dén måde…
    Hun trak sig lidt væk fra ham og tørrede skyndsomt øjnene - lod som ingenting, selvom hun ikke narrede nogen af de tilstedeværende. Hendes øjne var stadig blanke og den ene mundvige dirrede lidt, da hun smilede tappert op til Treston.
    ”Det er så dejligt at have dig hjemme, Treston,” forsikrede hun, selvom Treston med et enkelt blik rundt på sine søskende kunne konstatere, at hun vist mere eller mindre stod alene med dén holdning…

Treston blev sat ved siden af Zirra. Som altid. Forskellen i dag var blot, at Ersten sad på den anden side af ham og gav Treston al den opmærksomhed, der lige nu manglede fra søsteren. Ersten havde selvfølgelig heller ikke sin hustru med i dag. Ishai var blevet hjemme med børnene fordi… Fordi det her ikke var en børnevenlig middag.
Det var først, da Dastor trådte ind i rummet og hev alles opmærksomhed til sig med sin blotte tilstedeværelse, at det gik op for Zirra at hun faktisk sad ned. Det burde hun ikke - hun burde først tage plads, når alle var her. Men hvordan de plejede at gøre ting, og hvordan ting blev gjort i dag, lå vist ret langt fra hinanden.
“Ersten,” hilste Dastor og værdigede kun sin næstældste søn et kort blik. “Indtil solnedgang.”
“Ja, far,” svarede Ersten med en indforståethed, der fik tårerne til at bryde frem i moderens øjne på ny.
“Kæreste, han kan jo ikke spise med bundne hænder,” protesterede hun med en stemme, der var ved at knække. ”Tag nu de fjollede håndjern af ham ikke.”
“Det ved du ikke godt vi ikke kan…”
Dastors sætning blev stoppet af Eylias blik. Lidt hjerte havde manden dog, i hvert fald over for sin hustru, og selvom han nødigt ville indrømme det, var der en smerte gemt bag den hårde kæbelinje og det veltrimmede skæg. Blikket flakkede kort, og derefter nikkede han til Ersten, der modvilligt låste håndjernene op.
“Tving mig ikke til at standse dig… igen,” hviskede storebroren med et ildevarslende blik i øjnene.

Maden var som den plejede at være på den her årstid. Eylias køkkenhave gav de sidste beder, og porrehøsten havde været god i år. Det smagte sikkert udmærket. Nogen snakkede rundt om bordet. Sedna var en kælling. Treston skulle dø.
Zirras halvsløve tanker blev flyttet fra intetheden og tilbage til køkkenet, da nogen flyttede den serviet, hvis hjørne hun havde fokuseret på den sidste time. Maden på hendes tallerken var næsten urørt. Måske var det derfor, folk snakkede. Havde moderen bedt hende spise?
Hun løftede blikket og faldt direkte ned i den bundløse brønd af skuffelse, der var hendes faders dybblå blik.
“Far, må vi ikke høre historien igen? Om arret? Det på dit ben, far!”
Zirra og Treston sad på hver deres knæ med en stærk faderlig arm om ryggen. En fader, hvis latter rungede dybt og kærligt ud i stuen. De havde nok været omkring fem-seks år gamle på det tidspunkt.
“Det ar fik jeg, da jeg blev fanget af Mørket. Men som I ved, fik de ikke vristet noget fra mine læber. I flere dage og nætter hang jeg i deres kælder, men mørkelverkvinden var ikke stærkere nok end Lyset. Mit lys og jeres lys, når I bliver store. Vil I høre, hvordan vi slap derfra? Hvordan vi snørede den forvredne race af elvere og reddede resten af delingen?”
“Ja far, jaaaa!”

Det kunne lige så godt blive sagt nu. Stemningen kunne i hvert fald næppe blive dårligere.
“Hvorfor løj du om, at du ikke knækkede? Hos Septa?”

    ”Jeg løber ingen steder, Ersten,” mumlede Treston bare træt - kunne idioten da ikke se, at han var knækket? At han havde givet op allerede da han så sin bror i dén minegang og det blev klart, at der ikke var anden udvej end at overgive sig?
    Lige så snart lænkerne forlod hans håndled, genetablerede forbindelsen til hans chakra sig, men Treston bemærkede det knapt - han havde alt for travlt med at forsøge at ignorere, hvordan han blev grillet på Sorris’ stirren. Ignorere, hvordan Dastor endnu ikke havde værdiget ham så meget som et blik - som om dét at lægge øjne på Treston, ville besudle ham på én eller anden måde…
    Samtalen gik trægt og modvilligt - holdt kunstigt i live af Eylias tapre forsøg på at skabe god stemning og samtidig arbejde sig forsigtigt omkring alle de mange emner, der ville få middagsselskabet til at springe i luften.
    Skægt, tænkte Treston, mens han tvang moderens gode mad ned forbi klumpen i halsen. Det plejede ellers altid at være mig, der skulle sørge for den gode stemning…
Zirra sad ved siden af ham og lignede en søvngænger - én, der på ingen måde var til stede og som samtidigt hellere ville være alle andre steder.
    Sidst han havde set hende, havde hun råbt af ham og skældt ham huden fuld. Grædt hjerteskærende og forbandet ham langt væk. Det var næsten at foretrække frem for dét hér… Han ville hellere have hendes vrede end hendes stilhed…
    
    Treston havde siddet på briksen med hovedet lænet tilbage imod den kolde, hvidkalkede væg og tavst taget imod Zirras vrede… Zirras sorg. Han havde ikke forsøgt at forsvare sig, for hun havde ret til både sorgen og vreden, og det mindste, han kunne gøre var at give hende afløb for dem. Han kunne tydeligt se hendes desperation, og han hadede sig selv for at tvinge hende igennem dette mareridt så kort tid efter torturen i Tusmørkeskovene. Det havde aldrig været hans mening, at hans beslutning skulle ramme hende på denne måde, men nu - mens han med blødende hjerte betragtede hendes sammenbrud - blev det første gang for alvor klart for ham, at hans handlinger havde konsekvenser, der rakte ud over de konsekvenser han havde kalkuleret for sig selv…
    Da hun endelig tav et øjeblik for at få vejret brød hans stivnede maske sammen, og han rakte en dirrende hånd op - kørte den igennem håret. Lod fingrene hvile imod kæben - skjule læberne. Som om han var bange for, at hun ville stjæle de ord, han blev nødt til at få sagt:
    ”Zirra, vil du ikke godt… Vil du ikke godt tro på, at jeg er ked af det? Jeg er så. Ked. Af det…”

At Zirra havde fået lov til faktisk at komme ind i cellen var et under i sig selv. Normalt ville den slags ikke gå an, men det viste også bare, hvor meget bedre tingene var, når man var arresteret ridder frem for bonde. Det havde faktisk været hendes mening af skyde en spydig kommentar ud om, at han da havde det væsentligt bedre end hans kæreste havde haft det i fangeskab - og var det måske derfor han havde byttet plads med hende? - men al spydighed var druknet, så snart hun havde åbnet munden, og ikke andet end grådkvalt galde var kommet ud.
“Hvad gør det af forskel, om du er ked af det Treston?” råbte hun tilbage af hans bøn. “Du har smidt dit liv væk for en mørkelver! En mørkelver, der så vidt du ved, kommer til at slå mig ihjel, næste gang jeg møder hende i marken! Hvor stort er dit dødsønske lige?”
Det var enormt uretfærdigt. Det hele. Alle de ord, der kom ud af hendes alkoholdampende mund. Fra hun havde fået beskeden om, Trestons handlinger og til nu havde Zirra druknet sig selv endnu mere i øl end hun havde gjort før. Så meget, at hendes kammerater faktisk var ved at blive oprigtigt bekymrede for, hvad hun kunne finde på (især efter de havde set, hvad broren fandt på i ædru tilstand) - så meget, at flere af dem lige nu ventede uden for arresten bare i tilfælde af, hun satte ild til noget. Ja, de havde hørt historierne.
“Og du var sur over, at jeg kan lide Bertram?!” fortsatte hun, rødglødende og tårevædet. “Det valg går i det mindste kun ud over mig selv!”

    ”Jeg har ikke smidt mit liv væk, Zi - i hvert fald ikke for ingenting,” pointerede han stille - tørrede sig over øjnene også. ”Jeg tror stadig på, at det var det rigtige at gøre. Sedna er ikke, som du tror - hun er ikke dét monster, du forsøger at gøre hende til. Hun er varm og stærk og kærlig. Og at hun skulle dø for at være præcis som os - bare med omvendt fortegn… Det kunne jeg ikke holde ud…”
    Det var nogenlunde halvvejs igennem hendes svada af hårde, sårede ord at det var gået op for Treston, hvor fuld hun egentlig var, og dét faktum fik ham kun til at have det endnu værre med sig selv. Zirra drak sig som regel kun ned med et formål - om det så var at have en allerhelvedes dum aften eller for at glemme noget smertefuldt. På dét punkt havde de altid lignet hinanden…
    Det var ligesom ikke svært at regne ud, hvad grunden havde været denne gang…
    Hendes næste ord fik ham til at dukke nakken endnu mere - krympe sig  på briksen under hendes indirekte anklage.
    ”Det var aldrig meningen, at dét hér skulle gå ud over andre, Zi…” hviskede han og kunne ikke se på hende - ikke møde hendes gnistrende, blå blik. ”Det var ikke meningen, det skulle gå ud over nogen. Og mindst af alle dig… Jeg ville bare… Jeg kunne ikke- ” Han brød af med en grimasse og vendte hovedet væk. Fæstnede blikket på de sølle halmrester, der lå under det tremmedækkede vindue, fordi han slet ikke få ordene forbi den dårlige samvittighed, hvis han samtidig skulle mærke Zirras dømmende blik på sig.. ”Jeg kunne bare ikke holde dobbeltmoralen ud længere, Zirra. Løgnen om, at enhver handling er god - enhver handling kan undskyldes - så længe den gøres i Lysets tjeneste. Sedna behandlede dig, præcis som Lyset behandlede hende - præcis som Mørket behandlede far, og Ersten ville behandle en dæmon. Kan du ikke se, at det er fuldstændig meningsløst? At det bare er en forpulet spiral, der snor sig nedad i det uendelige, og hvor alle påråber sig det moralske højsæde, for at retfærdiggøre deres onde handlinger?”
    Han tog en dyb indånding og lukkede øjnene. Prøvede at få sit hamrende hjerte tilbage til dets normale tilstand. ”Jeg vil ikke mere, Zirra… Det er bare… Forkert.”

Hvis Treston ikke lige havde smidt sit liv væk, var Zirra dronningen. Treston havde I den grad smidt sit liv væk. I bytte for en mørkelvers liv. En mørkelver, han havde mødt én gang ud fra hvad Zirra havde overhørt. Én magisk nat på en kro langt væk. Havde det været Zirra selv, ville Treston skænde hende huden fuld.
"Lad være med at belære mig om hvad der er rigtigt og forkert," fortsatte Zirra, stadig råbende og vredt. "Jeg har slået ihjel i Lysets tjeneste, ligesom du har. Direkte og indirekte. Bare ikke på en slagmark. Seks Krigere fra Mørket døde den nat, og jeg havde leet lige så højt rundt om bålet som dem aftenen før. Hvordan tror du det er at kende alle dine fjender? Du har haft den luksus i dit liv kun at se på formløse Krigere bag skinnende metalhjelme! Dem jeg slog ihjel var ikke dårlige folk på bunden. Men deres valg var ved Zaladin ikke gode. De ville have gjort værre ting ved Birkelunde, end hvad jeg endte med at gøre ved skoven." Zirras stemme knækkede over. "Jeg fortryder den brand så meget Treston, og de liv der røg i den, men jeg ville have fortrudt det mere, hvis jeg ikke havde gjort noget. Spørg lige dig selv engang om Sednas handlinger var berettiget! Hvis hun slog seks af dine venner ihjel, ville du så ty til tortur? Nej vel, det tænkte jeg nok."
Zirra behøvede ikke et svar på det sidste. Selv måden Treston vendte sit blik væk fra hende på… Han fortrød det virkelig. Men hvad betød fortrydelse nu? Hvad betød det, at Treston ikke ville mere? Han havde underskrevet sin egen dødsdom med sine handlinger. Det var fuldstændig lige meget om han ville eller ej nu. Men det fik ikke Zirra til at stoppe sin egen talestrøm af belæring mod sin bror.
"Kan du ikke huske hvordan det var under Morgoth og Sabbatin?!" spurgte hun med bitterhed i stemmen. "Nok tager Lyset dårlige valg, men vil du hellere have det? Hellere leve i de mørke tider igen, bare fordi Lyset behandler krigsfanger lidt skidt? Har du virkelig troet, alle var fine i kanterne, Treston?"
Mens hun talte gik Zirra rastløs frem og tilbage foran sin bror. Det var aldrig meningen, hun skulle være den store af de to, og her stod hun og prøvede at banke ind i hovedet på sin storebror at Lyset var det rigtige sted at være. Lyset, som hun var blevet nægtet og som hun udefra at se ingen tiltro burde nære. På den ene side var det forfriskende at kunne tale så åbent om det og ikke skulle skjule sin tilknytning til Lyset. På den anden side var Treston den sidste, hun havde lyst til at skulle tale til fornuft. Han burde ved Aladrios være den fornuftige af de to!
"Det eneste jeg misunder dig ved alt det her, er at du slipper for familien," tilføjede hun lavt. Hun var vaklet lidt bagud og støttende sig til væggen. Alkoholen - eller nok nærmere dens tilbagetog - gjorde hende svimmel og kvalm. "Jeg troede, jeg skulle samle dig op efter tabet af en flirt, Treston. Nu skal jeg hjem og samle en familie op fra tabet af dig. Tak for lort."

    “Hvorfor løj du om, at du ikke knækkede? Hos Septa?”
    Zirras pludselige spørgsmål rev Treston tilbage til virkeligheden, og ligesom resten af de tilstedeværende omkring bordet løftede han overrasket blikket fra maden og stirrede på hende - chokerede over, at hun kunne finde på at sige netop dét. Spørge så direkte. Så ud af det blå.
Dastors ansigt var fuldstændig udtryksløst, mens han langsomt og omhyggeligt lagde bestikket fra sig på tallerkenen.
    ”Zirra…” nåede Treston lige at mumle - som om han kunne trække hendes spørgsmål tilbage for hende; begrave de hentydninger, der var fulgt med de hårde ord - men længere nåede han ikke, før Dastor tog ordet:
    ”Jeg tror ikke, jeg forstår dit spørgsmål, Zirra,” erklærede han behersket. Løftede stofservietten op til munden og duppede det veltrimmede skæg. Gjorde som han altid gjorde, når nogen forsøgte at kradse i den glatte, fejlfri overflade… ”Der her er ikke- ”
    ”Hold nu op, far!” Pludselig kunne Treston ikke snuppe det længere - den forbistrede facade, faderen altid gjorde sit ypperste for at opretholde. Over for sine børn og over for sine mænd. Det var jo for zalan roden til al dén hér ulykke - grunden til, at de alle var endt, som de var endt! Dastors sygelige behov for at få familien til at fremstå på den helt rigtige måde…
    Både Dastor og Eylia stirrede chokerede på deres næstældste søn, men Treston var for vred til at tage sig af det - for opslugt af al dén arrigskab og desperation, han ikke havde tilladt sig selv at føle siden sin tilfangetagelse, fordi han også udmærket godt vidste, at han ikke kunne kaste skylden for dét, der var sket, fra sig.
    Men han bebrejdede faderen for at have lagt hele fundamentet - at have formet de omstændigheder, der gjorde, at alting kunne gå så galt…
Hvis Dastor ikke havde været så optaget af hvordan familien fremstod - deres sociale status og hvad folk tænkte om dem - så ville Reynlest-børnene aldrig være blevet ansporet og tvunget frem imod Lyset, sådan som de var blevet det. Der havde ikke været den indbyrdes konkurrence, der gjorde det hele så forbandet svært. Ersten ville ikke være sådan en blind, loyalistisk militærmaskine. Zirra ville ikke have alle sine ar… Ville aldrig have følt, at hun måtte påtage sig sit dobbeltliv, for at være noget værd.
    Og Treston ville ikke sidde her med en dødsdom hængende over hovedet og et gabende hul i hjertet, hvor troen på det gode og troen på Lyset engang havde været.
    ”Din datter spørger dig, hvorfor du har løjet hele vores barndom - hvorfor du altid har sorteret alt det grimme fra! Hvorfor vi er blevet stopfodret med forbandet propaganda og tankeløst mundlort, siden vi blev gamle nok til at æde dine løgne rå!” Det sidste var mere Trestons spørgsmål, end det var Zirras, men han var ligeglad - han havde ikke noget at tabe længere.
    Pludselig slog han hænderne i bordet, og vendte sig imod Zirra i stolen. ”Ved du hvad? Jeg kan svare på dit spørgsmål, Zirra! Det er faktisk slet ikke så kompliceret! Grunden til, at Dastor Reynlest ikke knækkede under Septas tortur, er fordi dén slutning ikke passer ind i den glorificerede løgn! Nemlig at Lyset er godt, og Mørket er ondt, og de gode skal vinde, mens de onde skal tabe!” Hans tonefald var hårdt og bittert nu, og dét smil, han tvang over sine læber, havde absolut ingen varme eller morskab i sig - kun trodsig foragt. ”Hvordan skal man ellers få sine børn til at vende vrangen ud på dem selv, for at leve op til dén standart, man har sat?” Han fnøs hånligt og stirrede krigerisk bordet rundt. ”Du laver ikke små, fanatiske loyalister ved at fortælle dem sandheden, Zirra!”

Den kolde intethed i Zirra blev rystet løs af Trestons ord. Desværre var det, der gemte sig bag den, ikke mere behageligt.
“Hvor vover du…” kom det fra faderens mund. Hans perfekte maske var blevet vredet tilbage i en grimasse af gru og afsky. Som om fornærmelserne kom fra alt andet end hans egen søn.
Men Treston blev ved. Han fortsatte hen over sin faders ord og tog sit højforræderi med helt ind under hustaget på den ellers så lysfrygtige familie. Selv Zirra tog sig selv i at sidde med åben mund, fordi han råbte alle de ting ad hende (men mod faderen), som hun havde forventet at høre tilbage i fangekælderen. Der havde han kun haft undskyldninger og selvmedlidenhed - eller hvad det nu havde været. Hun havde været den, der råbte. Nu ramte ordene hende hårdere, end hun syntes de burde. Fanatiske loyalister. Hun gav stadigvæk gladeligt sit liv i Lysets tjeneste. Selv efter tortur. På trods af sin far, sin familie. For dem, og for alle de uskyldige civile i landet.
“SÅ ER DET NOK!”
Slaget i bordet rystede alle tallerknerne. Eylia gispede og tog hånden for munden. Zirras blik tvang sig tilbage på faderen og oprindelsen til det gjaldende råb. Han stod op med begge hænder hvilende på bordet i knyttede næver. En enkelt hårtot rev sig løs fra friseringen.

“Tro ikke, I forstår jer på krig,” snerrede han - en uhyggelig lyd fra struben blandede sig med ordene. “Du har ikke været på frontlinjen som Ersten og mig, Treston, og Zirra du har absolut ingenting at gøre…”
“Gøre hvor? Hos en torturmesters datter? Er det det?” Zirra satte hænderne i bordet og rejste sig op, så hun spejlede hans position. “Du vil hellere gifte mig væk til et adelshus, der kan sætte dit navn i bedre lys, vil du ikke?”
“Faktisk…”
“Hun brugte kun den gift på mig, fordi hun kunne huske historien om dig, far,” fortsatte hun, så spytdråber stod ud ad munden på hende. “Hvordan du græd og tiggede om nåde. Den store ridder Reynlest - ødelagt og villig til at tale. Men Treston har ret, det er bare ikke sådan, du vil huskes.”
“Der har aldrig været grund til at fylde jeres sjæle med bekymring - Lyset står stærkt som det…” prøvede Dastor at bryde ind, men Zirra lyttede ikke engang til hans ord mere.
“Vil du se det?” Zirra knappede op to gange og rev ud i sin kjolehals, så den sidste knap sprang fra sin snor og endte i Sorris’ suppe. Det fine broderede stof blev trukket til side, så det knudrede ar kom til syne. Det var knapt nok et ar endnu, stadig med bølgende, tynd hud og røde mærker, hvor hun ikke havde kunnet holde sig selv fra at kradse i det. “Nu har vi endelig noget til fælles far! Et ar - og så knækker vi begge to af chakratortur,” Tårer var vældet op i hendes øjne, og de flygtede ned ad kinderne mod den urørte mad. “Ligner jeg dig lidt nu? Er du stolt?”

    Dastors råb og hamren i bordet fik Treston til at flyve op fra sin stol - rødglødende af raseri og med vejret trukket ind til endnu en svada. Men Ersten var hurtigere, og inden Treston kom ordentligt op og stå havde storebroren rejst sig og lagt begge hænder på hans skuldre - tvang ham hårdhændet tilbage i stolen igen og sørgede for, at han blev der, da Treston i det samme mærkede varmen fra hans glødende hænder.
     ”Tro ikke, I forstår jer på krig!” spyttede Dastor så, og Treston havde netop åbnet munden for at hvæse, at man ikke behøvede at være have været ved frontlinjen for at vide, at krig ikke var andet end mudder og død og elendighed, da Zirra kom ham i forkøbet, og han klappede i, fordi han vidste, hun havde brug for at komme ud med dét hér…
    Da hun rev ud i sin kjolehals, så knapper sprang til alle sider, lød der et lille, fortvivlet udbrud fra Eylia - et udbrud, der blev kvalt bag en rystende hånd, da Zirras ar kom til syne og resten af familien for første gang blev konfronteret med dét, Sedna havde gjort ved Zirra…
    Et sekund eller to oven på Zirras grådkvalte udbrud var der fuldstændig og tonstung stilhed i lokalet. Så brød deres mor hulkende sammen, og Sorris rejste sig så brat fra bordet, at stolen væltede bag ham. Kastede hidsigt sin stofserviet fra sig, så den landede midt i madresterne på hans tallerken med et klask.
    ”Hvordan zalan kan du se dig selv i øjnene, Treston!” råbte han - så højt, at hans unge stemme knækkede. Det blanke blik fløj fra de grusomme ar på Zirras bryst og til Treston - dén af de ældre brødre, han altid havde haft lettest ved at snakke med. ”Prøv lige at se, hvad dét misfoster gjorde ved Zirra!”
    ”Sorris - sæt dig ned,” beordrede Dastor myndigt - tilbage i kontrol som familiens urørlige, bryske overhoved. Sorris lod sig dumpe ned på stolen igen med et tårefyldt og hadefuldt blik på Treston. ”Og Zirra. Ved Isaris’ lys - dæk dét dér til! Jeg ved ikke, hvad det skal ligne at udsætte din stakkels moder for- ”
    ”Du svarede ikke på hendes spørgsmål, far,” afbrød Treston stille og skar så tænder, da Erstens hænder gav sig til at gløde faretruende igen. Dastors isblå blik vendte sig med dødelig ro imod Treston, og han løftede et udfordrende øjenbryn - vendte al sin bitterhed imod faderen, sådan som han ellers aldrig havde troet, han ville turde.
    Skægt som truslen fra en dødsdom ændrede tingene…
    ”Jeg skal ikke-” begyndte Dastor med faretruende rynket pande, men Treston afbrød ham igen; hårdt og provokerende:
    ”Er du stolt af Zirra, far? Det er vel ikke så svært et spørgsmål?” Erstens hånd blev rødglødende et øjeblik, og Treston rev den væk med et smertensudbrud. Vendte sig halvt rundt i stolen med en snerren. ”Og Ersten! Hold dine forpulede smeltegrabber for dig selv, eller jeg pander dig én!”

Ersten efterkom overraskende nok Trestons ønske og fjernede sine glødende hænder fra lillebrorens skuldre. Noget ved synet af faderen, der havde taget sin officerstemme på, havde fået ham til at føle, at situationen var mere under kontrol igen. Dog blev han stående bagved stoleryggen, klar til at bryde ind. Stilheden sænkede sig over middagsbordet. Trestons gentagelse af Zirras spørgsmål synes at tage en uendelighed om at bundfælde sig.
“Nej,” lød svaret endelig, og det sendte en rystelse op langs Zirras arme, og hun satte fortænderne hårdt i underlæben. “Alt for længe har du undgået at finde din plads i livet, Zirra. Du bor på et gammelt, støvet loft og har skiftet dit erhverv hos hoffet og Lyset ud for en simpel guldsmed. At tjene Lyset var aldrig din skæb…”
“Jeg tjener Lyset!” kunne hun ikke lade være med at bryde ind med bævende stemme.
Hun mærkede sine knæ blive geléagtige under hende. Aldrig havde hun troet, hun skulle høre de ord, hun vidste lå bag faderens strenge maske.
“Det gjorde du måske som sekretær hos hoffet, men det smed du væk!” Dastor hævede stemmen, utilfreds med afbrydelsen. “Vi var for bange for at sætte et ægteskab op, mens Mørket havde magten, og det er vores fejl.” Eylia hulkede stadig ned i sine hænder. “Vi blev forblændet af vores pligt til landet og overlod alt for længe vores pligt over for dig til skæbnen,” Knuden i Zirras mave strammedes. “Alt det, vi ofrede for Lyset i de år…”
Instinktivt greb hun efter Trestons hånd for at have noget at forankre sig selv til. Eller måske noget til at hive sig ned igen, for hun var på vej et sted hen, hvor hun ikke kunne bunde, og han var den eneste her, der vidste, hvor farligt det ville være, hvis hun talte over sig. For første gang i sit liv havde hun en medsammensvoren ved sin side… Hun kunne ikke holde ud at høre sin far prædike om pligt og ofre, når hun lige havde sat sit liv på spil på de uskyldige i Birkelunde, og det var ikke første gang. Ikke første gang, hendes gerninger skulle skjules for deres alles bedste. Det gnavede i hende som en bakteriefyldt infektion.
“Du har ingen anelse om, hvad jeg har ofret for Lyset far, åh du skulle bare vide. Jeg har...”

    ”Se, det er lige præcis kvalitetstid som dén hér, jeg kommer til at huske tilbage på med længsel, når jeg ligger med hovedet på blokken og venter på bødlens sværd!” udbrød Treston højt og hårdt, og afbrød dermed Zirra, inden hun fik sagt for meget. Han forstod hende - ved alle Guder, han forstod hende - men det var så meget vigtigere, at familien Reynlest ikke lærte hendes sande erhverv, end at hun fik dén retfærdighed, hun havde fortjent.
    Han sendte hende et hurtigt, sigende sideblik og gav hendes hånd et lille klem - et klem, der blev forstærket af dén krampetrækning, der gik igennem ham, da Eylia udstødte en jamrende lyd over det ubarmhjertige billede, han havde malet for dem.
    ”Treston - du må ikke - du - må- ” Moderens ord var opbrudte og blev opløst i hendes tårer, og nu blev det Dastor for meget; han øjnede Ersten med kæben spændt i undertrykt vrede og rejste sig værdigt.
    ”Få ham ud herfra,” beordrede han - lavmælt og med en stemme, der dirrede af ringeagt. Ringeagt og… var det fortrydelse? Treston var ikke sikker, og han gad ikke gætte - han var færdig med at forsøge at forstå, hvad der rørte sig i faderen; hvad der gjorde ham stolt, hvad der gjorde ham glad. Hvad der knuste hans hjerte.
    Ersten greb Treston i kraven og tvang ham på benene med en sammenbidt grimasse, men nåede dog kun at klikke håndjernene om hans ene håndled, før Treston rev sig fri af nakkegrebet med en foragtelig bevægelse - åbnede munden for at spytte noget grimt af sin bror - men fik ikke afleveret de hårde ord, før Ersten åbenbart fik nok og hamrede Treston ned i spisebordet med ansigtet først som svar på tiltale. Eylia skreg skingert, da vinglas væltede og porcelæn blev smadret, og Sorris stirrede med store øjne, da Ersten resolut fik lænket Trestons andet håndled også og bandende rev lillebroren på benene igen - ruskede ham en enkelt gang. Treston kunne mærke varmt blod pible ned forbi øjet fra en flænge i panden, og fortumlet rystede han på hovedet - kunne også smage blod i munden fra dét hak, han havde fået bidt i sin tunge - men var alligevel bedre opdraget end at spytte på gulvet, selvom Ersten havde fortjent foragten. Det sidste han så til familien, før Ersten hev ham ud af døren, var den smadrede bordopdækning, den væltede stol, den udtværede blodplet på dugen og familien Reynlest, der stirrede chokerede efter ham.
                                                                          ***

    ”Synes du ikke, du har kostet dem sorger nok!” hvæsede Ersten, da han klikkede håndjernene på plads omkring Trestons håndled efter at have ført lænken omkring én af de støttende piller nede i fadeburet. ”Hvad zalan er det for en opførsel? Er du klar over, hvor meget far har arbejdet, for at dét hér kunne lade sig- ”
    ”Jeg gider ikke høre på mere af dit lort, Ersten,” afbrød Treston hårdt og lagde hovedet bagover imod den tykke træstolpe, så han kunne stirre sammenbidt og trodsigt op på sin storebror. Ersten lignede én, der netop havde bidt i noget meget bittert. ”Skrid op til far og lad mig være i fred.”
    Ersten stod et øjeblik og kiggede ned på Treston - sammenbidt og ubeslutsomt, som om han havde lyst til at sige noget, men ikke helt vidste, om det ville være besværet værd. Så fortrak hans mund sig i en lille grimasse, og han rystede på hovedet af sig selv - drejede om på hælen og skridtede op ad den stejle trappe til køkkenet uden andet end et sidste, dømmende blik på sin lillebror.

Når det kom til Treston i øjeblikket, svingede Zirra virkelig mellem at ville kramme ham og slå ham. Han havde lige reddet hende fra at afsløre sig selv og dermed bringe alle i fare - eller miste sit rigtige erhverv - men han havde gjort det med så hårde ord, at deres mor brød sammen. Det havde hun på ingen måde fortjent. Hun var det gode i den her familie, der holdt sammen på stumperne og altid var der for børnene, når de havde brug for det, eller når Dastor havde været for hård ved dem.
Det var dog ikke Zirras beslutning, hvad der skulle ske, for faderen fik kommanderet sin lille førstefødte soldat til det han ville, og Zirra mærkede varmen fra Trestons hånd forsvinde fra sin. Fingrene gled fra hende alt for hurtigt, og hun rakte ud efter de forsvindende fingerspidser indtil det sidste. Indtil Trestons hoved blev hamret ned i bordet ved siden af hende, og vinen væltede og madrester sprøjtede til alle sider.
“Ersten, lad ham…” Men de var allerede væk, Treston revet ud ad døren og Zirra med blikket fastlåst på den, som om de ville komme ind igen.
“Og dig,” Faderens faretruende rolige stemme lød bag Zirra, og hun vendte sig om igen, men blikket hævede sig ikke til hans. “Nu går du ind til vaskefadet og får styr på dig selv. Knap den kjole og sæt dit hår. Nej, Eylia, hjælp hende med at sætte sit hår.”
Zirra så forvirret op og tog en hånd op til håret. Hun havde brugt hele dagen på at finde den rigtige kjole og sætte hår. Havde hun ikke sat hår? Det løse hår, der mødte hendes hånd, fik hende til at sænke blikket igen. Hvis nogen kunne indgyde skamfuldhed i hende, var det Dastor, og hun følte, hun havde brugt alt sit krudt på at råbe ad ham før. Nu savnede hun bare Trestons hånd i sin.




“Sådan,” sagde Eylia og fangede Zirras blik i spejlet. Deres øjne var stadig røde og hævede, Zirras var bare også underligt tomme. “Lad os prøve ikke at tage sorgerne på forskud.” Hvordan kunne deres mor være den stærke lige nu? “I dag skal vi prøve at være lidt glade og nyde det. Vi har også en god nyhed. Lad os se, om ikke Treston også er kølet lidt ned.”
Der var gået over en time, ville Zirra gætte på. Bordet var fejlfrit igen. Dugen skiftet, tallerkner og glas ryddet af vejen og stolen sat pænt op på plads igen. Nu var der dækket op til dessert, og Ersten stod med et stramt udtryk i ansigtet og en fast hånd om Trestons arm. Zirras hår var sat flottere, end hun længe havde haft det, og selvom hendes kjole nu manglede en knap, var hun igen anstændigt tildækket, som faderen ønskede det. På bordet var der sat en tallerken hen ved siden af faderens plads - han sad ellers ofte alene på den side af bordet. Måske var stolen knækket i faldet, så de blev nødt til at rykke rundt på pladserne. Zirra talte tallerknerne tre gange, men blev ved med at få det til syv. Hun endte med at ryste på hovedet og bare stå og vente på, at Dastor sagde, de kunne sætte sig. Alle i rummet stod så meget op.
“Zirra,” sagde faderen endelig, og hun regnede næsten med at få en reprimande for ikke at have fisket knappen op ad suppen og syet den på igen. “Som jeg sagde før, har vi forsømt vores pligt som forældre til dig,” Moderens beroligende hånd lagde sig om Zirras skulder. “De seneste begivenheder har kun gjort det mere klart, at det er for farligt for dig at bo alene,” De vil have mig hjem igen. Åh nej, nej, jeg skal ikke bo hjemme, jeg skal ikke… “Så vi har fundet dig en mand.”
Hvad?
“Han er ikke i adelen, som vi oprindeligt havde håbet at finde et sted til dig i, men da han er ridder, vil han være mere end i stand til at skærme dig mod de farer, du har oplevet, så sådan noget ikke sker igen. Han..” Det bankede på døren. “Ah, allerede. Vi havde håbet at forberede jer lidt mere på at han ville være med til desserten,” Syv tallerkner. “Men sådan blev det ikke.” Et meget hårdt blik blev sendt i Trestons retning.

I døren stod en rødhåret mand. Det var det første, man bemærkede på ham. Håret var skulderlangt og redt tilbage bag ørerne, hvor det hang i olierede totter. Hagen var nybarberet og et venligt smil prægede hele ansigtet. Den dybblå skjorte med gule snirkelbroderier i kanten passede så godt ind i familiens farvetema, at man skulle tro, han havde fået det at vide på forhånd. Han hilste på Dastor og Ersten som de første med al den respekt og høflighed, der var forventet af en ordentlig mand.
Zirra stivnede under moderens hånd, mens hun så Kester træde ind i barndomshjemmet.
“Hvor er jeg glad for, De gav mig lov til at komme i dag, hr. Reynlest,” sagde han og lod blikket glide over sturen.
“Jeg håber ikke, det er til for meget besvær,” svarede Dastor. “Vi spiser jo lidt tidligt i dag.”
“Det skal De slet ikke tænke på, hr.,” lød svaret. “Jeg har selv småsøskende hjemme hos mine forældre - så spiser man jo altid tidligt. Ersten, længe siden, jeg hører jeg skal med i din patrulje næste måned.”
“Jeg tænkte, det var passende,” Ersten var så sammenbidt, at han næsten ikke kunne få ord frem.
“Treston, åh jeg er så ked af at høre hvad der er sket, makker,” Uden at bede om lov, hev han den lænkede Treston ind til sig i et venskabeligt kram. Helt tæt på øret, så kun Treston kunne høre det, hviskede han: “Jeg glæder mig til at gøre ved din søster, hvad du ikke kunne gøre ved det misfoster.”

    Tiden alene på gulvet i det kolde fadebur havde ikke gjort meget for at dæmpe Trestons vrede. Dog var den faldet til ro - stivnet i skarpe, smertefulde pigge. Var blevet kondenseret til ren, ufortyndet foragt, der måske nok var lettere at håndtere end den buldrende vrede, men ikke blev mindre giftig af dén grund…
    Erstens hånd om hans arm var som en ekstra lænke - et jerngreb, vidste Treston, der kunne blive hvidglødende på et sekund og brænde sig ind i hans kød…
    Dastor lod naturligvis som om intet var hændt, og gav sig til at prædike for Zirra, sådan som Treston havde hørt det hundrede gange før.
    Beskeden om, at forældrene havde fundet Zirra et parti, derimod - dét var uventet, og Treston glemte næsten sin vrede.
    ”En mand?” spurgte han vantro, fordi Zirra lignede én, der var for chokeret til selv at stille spørgsmålet. Men Dastor var åbenbart færdig med at tage sig af sin næstældste søn, for han fortsatte bare sin talestrøm uden andet end et enkelt, misbilligende blik i Trestons retning, før døren gik op, og Kester pludselig stod midt i barndomshjemmet med det selvfede udtryk plastret ud over ansigtet.
   Det kom så meget bag på Treston, at han ikke kunne gøre andet end at stå - stivnet og med halvåben mund - og glo, mens Kester hilste venligt raden rundt og udvekslede høfligheder, som om han var kommet i huset i årevis. Som om stemning ikke var tyk og tung og trykkende…
    Treston stivnede, da Kester meget overraskende hev ham ind i en omfavnelse. Da han hviskede sine slibrige, modbydelige ord, derimod, knyttede Trestons næver sig helt af sig selv, og det var så absolut kun de Bundne lænker, der forhindrede dem i at lægge sig om Kester tyrenakke og klemme til.
    ”’Hvis du krummer så meget som et hår på hendes hoved…” hvislede han tilbage - lod truslen hænge i luften mellem dem, da Kester med et kæmpe, provokerende smil trak sig lidt tilbage og gav Trestons skulder et klem.
    For Kester vidste udmærket godt, at det ikke bare var en halvhjertet trussel - det var også en tom én af slagsen. Hvis han blev kendt skyldig i anklagen om højforræderi, ville Treston i hvert fald ikke være her, til at føre den ud i livet…
    Med et mandigt klap og et selvfedt smil slap Kester grebet om Trestons skulder og vendte sig i stedet til Zirra - næsten som for at sige: Hvad vil du gøre ved det, forræder?
    ”Zirra,” hilste han og greb hendes hånd - førte den galant til sine læber med et alt for direkte, gennemborende blik hæftet til hendes. Som om han ville sikre sig, at få hvert eneste sekund af hendes ubehag med. ”Du ser fantastisk ud, må jeg sige!”
    Eylia bad dem sætte sig til bordet, og uden at slippe hendes hånd, førte Kester Zirra til bordet og trak stolen ud for hende - gjorde det umuligt at sige nej til hans nærhed og hans berøring uden at skabe en scene.

Zirra vidste ikke, om hun skulle grine eller græde, begge dele eller måske kaste op. Hendes hånd rystede så synligt, da Kester tog den, at Eylia gav hendes anden hånd et klem, inden hun bød dem at sætte sig. Zirra følte, hun var lige ved at falde på vej hen til bordet, men holdt sine ben så stive som hun overhovedet kunne for at det ikke ville ske. Hånden i Kesters var nok. Han skulle ikke...
Kester lagde hånden på hendes hofte for at hjælpe hende ned at sidde, og Zirra reagerede instinktivt. Træningen med Fielthena havde godt nok været på pause, mens hun kom sig oven på torturen, men så sent som dagen før havde hun været forbi sin guldsmede-arbejdsgiver-veninde og tævet sine arme gule og blå på trædukken for at få afløb for sine frustrationer og den nært forestående ædruelighed. Hun var blevet bedre ganske hurtigt, for mange af bevægelserne handlede om en hurtighed, hun alligevel havde opbygget i sin spiontræning, men bare aldrig tænkt på at udnytte i kampsituationer. Derfor var det med en hurtig bevægelse, at Zirra slog Kesters hånd væk, rev sin egen til sig og lagde en syngende lussing henover det rødhårede skvats venstre kind.
"ZIRRA!" faderens stemme gik fra rolig til krigstromme på ingen tid. 
Han var ikke nået hen til sin egen stol endnu, og han aflagde afstanden til sin datter så hurtigt, som han ville gøre i felten for at komme en kammerat til undsætning. Med en hånd på hendes skulder tvang han hende ned i sædet, mens han lagde en lige så beroligende en på Kesters skulder. 
"Sæt. Dig. Ned," snerrede han af Zirra, hvorefter han henvendte sig til Kester. "Du må virkelig undskylde min datters opførsel."
Kester havde det mest perfekte, oprørte og overraskede udtryk på fjæset. "Åh, hr. Reynlest, endelig ikke..." stammede han, som om han ikke helt kunne finde ordene. Zirra skar tænder. "Deres datter har været udsat for noget voldsomt. Jeg holder det ikke imod Zirra overhovedet. Nærkontakt er uden tvivl svært efter sådan en omgang."
Dastor så ud til at ånde lettet gevaldigt op så meget som hans skuldre sænkede sig. Han ledte Kester om på den anden side af bordet, så fader og bejler sad over for datter og forræder. Kunne man overhovedet kalde ham bejler eller var de allerede trolovede? Zirra besluttede sig - hun havde lyst til at kaste op ved tanken. 
I stedet rakte hun dog ud efter Trestons hånd - hænder, blev det til, da Ersten denne gang ikke låste håndjernene op, og Eylia ikke engang bad om det - og knugede dem i sin, mens hun så ham ind i øjnene. 
"Jeg kan ikke det her," hviskede hun, mens Eylia bar en af sine deserttærter ind. "Treston, kan vi ikke godt..."
Fortælle dem det?
Hvad var pointen? Hvis de fortalte noget, ville det sende Treston i endnu mere uføre. Hun havde hørt, hvor meget ledelsen brokkede sig over Trestons anklager mod Kester, og hvis nogen fandt ud af, at Zirra selv havde været i den fangekælder over for Sedna... Hvis nogen fandt ud af, at hun faktisk havde hjulpet  Sedna... Fra hvor Zirra sad, kendte Treston ikke engang til hendes væren i kælderen, og Sedna - det stolte svin - havde sikkert ikke gidet fortælle sit åndsfraværende mandelegetøj om sådan noget, så hvordan skulle han overhovedet vide, hvorfor hun var pissebange for Kester? Vidste Treston overhovedet hvad  Kester havde nået at gøre ved Sedna, inden Zirra var trådt til?

    Sådan søs! tænkte Treston for sig selv, mens han nød synet af Zirras fem, knaldrøde fingeraftryk på Kesters kind, og hadede hvert sekund af faderens undskyldninger og Kesters falske forståelse. Hvis blikke kunne dræbe, havde Treston taget livet af den rødhårede på bestialsk vis…
Mens resten af bordet kom med høflige kommentarer om moderens famøse desserttærte, der i det samme blev båret ind, greb Zirra Trestons hænder og lænede sig ind imod ham, så hun kunne aflevere sine hviskende ord.
    Han ville ønske han kunne berolige hende - ønske han kunne sige, at de bare måtte sidde igennem dette mareridt, og så forklare forældrene tingenes rette sammenhæng bagefter. Men han vidste af erfaring, at Dastor med største sandsynlighed ikke ville være lydhør - for han havde forsøgt at fortælle faderen, hvilke planer Kester havde haft med Sedna; hvilken type ’mand’ han var, og faderen havde svaret: Mørket bruger alle midler, for at få vores folk til at tale. Hvorfor skulle vi vise mere barmhjertighed?
    ”Jeg er faktisk overrasket over, at min sag ikke et gået til dig, Strigerus,” bemærkede Treston pludselig, mens han gav Zirras hånd et lille klem og fangede Kesters blik i en hård stirren tværs over bordet. Måske ville faderen ikke lytte, men han kunne i hvert fald tvinge resten af bordet til at tage del i dén galde, han havde tænkt sig at spy ud over Kester… Og hvad ville de gøre? Han havde intet at miste længere. ”Men på den anden side har jeg fra pålidelige kilder, at én af dine forhørsmetoder går ud på at sparke lænkede kvinder i hovedet og true med at hamre din pik ned i halsen på dem, så måske er jeg bare ikke en del af din interessegruppe?”
    ”Treston!” udbrød Eylia forskrækket - tydeligvis chokeret over at dén slags ord kunne komme ud af munden på hendes søn. Ersten havde allerede skubbet stolen tilbage med en skurren over gulvet og gjorde anstalter til endnu en gang at fjerne sin uregerlige lillebror fra bordet, men Kesters varme, afvæbnende latter fik storebroren til at standse.
    ”Er det fejlfarven, der har forsøgt at bilde dig dét ind?” spurgte den rødhårede med noget, der lignede ægte morskab i øjnene. Han sendte et sigende smil bordet rundt - et smil, der fik Dastors knyttede næver til langsomt at slappe af. ”Jeg forsikrer jer - jeg har gjort mit til at sørge for, at Trestons sag bliver håndteret af de dygtigste folk vi har. Du har jo altid været respekteret! Der er ingen af os, der er interesserede i, at hele dén her…” En lille, ondskabsfuld krusning af læberne. ”…misforståelse skal koste dig hovedet, vel?”

Grebet strammedes om Trestons hænder, idet Ersten rejste sig. Hun kunne ikke miste ham lige nu. Ikke sidde tilbage omkring et bord fyldt med folk, der ønskede hende det bedste og gav hende det værste. Være til stede over for sit værste mareridt uden sin bror, der altid havde fulgt hende gennem ild og vand (mest ild). Kester blandet med ægteskab var værre end ægteskab for sig selv. Det var nok ikke holdbart at håbe på, ens vampyrkæreste ville komme en til undsætning ved at begå overlagt (og velbegrundet) mord, var det?
I det mindste bekræftede Trestons ord hende i, at han vidste noget om, hvad der var foregået nede i kælderen. Det var her hun kunne hjælpe. Lige nu. Lige nu kunne hun forsvare sin bror og faktisk give ham ret i noget, han sagde. For det handlede ikke kun om hans åndssvage dømmekraft - det handlede om Kesters modbydelige handlinger. Men hun kunne stadig ikke sige, at hun havde været dernede. Det kunne ende med, at hun blev set som medskyldig, og det sidste hun ønskede var at give Kester mulighed for at redde hende.
"Alt hun sagde til mig var..." begyndte hun, men faderens blik borede sig ind i hende, og hun krympede sig i sædet. "... Sandt." Udover det med at min magi aldrig ville vende tilbage, men det tog hun i sig igen.
En utålmodig finger bankede i bordkanten, dæmpet af dugen. Dastors temperament var kun lige under kogepunktet efter sidste gang. Zirra bed sig i læben.
Det nyttede ikke noget. De kom ikke videre med samtalen på den her måde, og hun endte bare med at grave sin egen grav dybere. Tvang forældrene til at holde et hastebryllup, hvis hun ikke gjorde, som de sagde. Hun turde ikke engang spørge dem, om planerne for vielsen af frygt for, de ville tage det som en opfordring til at få det overstået. Hun kunne flygte ud af landet og væk fra sit endeligt men... Men ikke så længe Treston stadig havde brug for hende. 
Kesters ord om misforståelser og håndtering af sagen fik de andre om bordet til at nikke og udtrykke små sætninger af glæde og håb. De fleste andre, Ersten så ud som om han hellere ville have, at Treston gik op i røg lige nu. 
"Mener du..." Zirra sank en klump og så op på Kester. "Mener du virkelig det?"
Kesters blik borede sig ind i hendes. Den vrede, hun havde set i hans blik nede i kælderen, mens hun holdt det kolde nøglebundt truende mod hans kind, ramte hende som en trykbølge. Hun var ikke et sekund i tvivl om, han ville gøre, hvad der skulle til for at få sin retfærdighed. Sin hævn.
"Jeg vil gøre mit bedste," svarede han upåvirket og alt for venligt. "For at retfærdigheden sker fyldest."
Halsen snørrede sig sammen om Zirras luftrør, og hendes læber blev med ét knastørre. Hånden i Trestons rystede ikke, så længe han holdt om den, men koldsved brød frem i håndfladen. Nu var det ikke nok at kaste op mere - hun ville også helst besvime og blive fri for alt det her.
Hun tvang sine tanker til at finde et eller andet godt at holde fast i. Følelsen af Trestons omfavnelse og beskyttelse. Fra dengang, Mørket havde tag i landet, og de bare var to skræmte, unge mennesker, der holdt om hinanden, mens de frygtede, at inkvisitionen ville sparke døren ind og flå familien fra hinanden. Kunne det bare være nu. Kunne hun bare tage en pause fra det modbydelige liv ved at lægge sit hoved på Trestons skulder. Men han var årsagen til det modbydelige liv lige nu, og skulderen ville ikke bringe nogen trøst.

    Dastor havde tilsyneladende fået nok af at samtale om sin forrædersøn og de begivenheder, der ville lede op til domsafsigelsen, for han rømmede sig - strøg sig over det veltrimmede skæg - og skiftede emne så brat, at ingen om bordet var i tvivl om, at han anså det foregående emne som uddebatteret. 
    "Jeg gjorde tjeneste med Deres moder under Kong Aldemar," oplyste han Kester og tog en meget behersket tår af sin dessertvin. "Hun er en fremragende soldat - og nu en fremragende officer, hvis jeg må være så fri. Har De altid vidst, at De ville gå i Deres moders fodspor?"
    "Jeg har altid vidst, at jeg ville tjene Lyset," svarede Kester, som en god, lille soldat. "Det har været min drøm siden jeg var helt lille. Jeg ville tjene Lyset som min moder, og opdrage den næste generation af Lysets Krigere..." Han øjnede Zirra med et glimt i de lyse øjne, der fik Treston til at stramme grebet om hendes hånd. "Vores familier har så meget til fælles, Hr. Reynlest! Jeg tror en forening ville bringe os alle så megen glæde!"
    Sorris, der ellers havde været meget stille siden sit udbrud tidligere, rynkede pludselig panden og lagde dessertgaflen fra sig. "Undskyld Hr. Strigerus, men hvor kender I egentlig hinanden fra?" Det var tydeligt fra hans blik, at han refererede til Zirra og det rødhårede røvhul. 
    "Ah..!" udbrød Kester og sendte Zirra et varmt smil. "Vi er rendt på hinanden på Paladset et par gange - jeg tror sågar, jeg har set dig på Træningspladsen en enkelt eftermiddag, kan det ikke passe Zirra?" Uden at vente på svar gav han sig til at klukke stille. "Du fældede den gode Treston hér, hvis jeg ikke husker meget galt!"
    Dastor løftede et overrasket øjenbryn, men om det var over oplysningen om, at Zirra havde vundet over én af hans Riddersønner eller dét at hun rent faktisk havde indfundet sig frivilligt på Træningspladsen, var svært for Treston at afgøre.
    

Zirra klemte lige så hårdt tilbage om Trestons hånd, som han gjorde, og deres knoer blev lige så hvide, som Erstens håndflader kunne blive. Hun havde strammet grebet så meget om skeen i den anden hånd, at det spinkle bestik dirrede mod tallerknen, og hun måtte lægge den fra sig. Bare tanken om små, rødhårede børn fik det til at ... Nej, ikke hvis det var Bertrams røde hår. Der var bare flere problemer med tanker om børn med Bertram - det største værende hans infertilitet.
Faderens usagte spørgsmål og undrende mine fik Zirra til at debattere i sig selv, om hun skulle sige, hvad hun havde lavet der, eller bare ignorere kommentaren. Hvorfor skulle Kester også være på alle de rigtige steder - hele tiden?
Hun tvang sig selv til at tage en indånding - og beslutte sig for at give op på tærten, ligesom hun havde med aftensmaden.
"Jeg ville prøve noget sværdtræning igen, fordi..." begyndte hun, men kunne ikke rigtig finde ordene. Fordi hun gerne ville kunne forsvare sig selv bedre? Det virkede tamt at sige efter at være blevet slæbt tilbage fra tortur i Tusmørkeskoven. "Fordi en af mine venner er smed, og ha-hun lånte miget, hun mente, ville passe mig bedre." 
Der var ingen grund til at få forældrene til at tro, hun rendte rundt i foruroligende mandeselskab - og Alran var rigtig meget lige netop det - og de ville med garanti se nærmere på det, hvis de fik nys om, at hun havde andet end kvindelige venner. 
"Men Sorris, vi kender ikke hinanden," fortsatte hun hurtigt og låste sit blik i lillebrorens, før hun tvang det tilbage til Kesters irriterende smil. "Det er ligesom pointen med arrangerede ægteskaber. Du skal glæde dig, virkelig. Hvorfor tror du, vi var på besøg hos Pompadour sidste år?"
Kæben spændtes under alle de eder, hun havde lyst til at spytte efter den her slimede trolovelse. 
"Så hvorfor lige mig, Kester?" spurgte hun, og kunne ikke lade være med at lade væmmelsen flyde over i hans navn. "Fortæl endelig min familie, hvorfor du stiller frivilligt op til det her, når vi kun har stødt på hinanden i Paladset." 
Uden ord mimede hun sin spot mod ham, og var ligeglad med om faderen også kunne se det. Er det hævn?

    Kesters smil blev bredere, da han samlede hænderne under hagen og lænede sig en anelse frem over bordet. "Jamen, selvfølgelig, Zirra!" udbrød han og gjorde det ikke klart, om det var som svar på hendes opfordring eller hendes uudtalte spørgsmål. Det rødhårede hoved blev drejet, så han kunne inkludere alle omkring bordet i sin forklaring: 
    "Men fortællingen kræver desværre, at jeg må berøre den varme grød, vi alle forsøger at liste rundt om, og dét håber jeg, I kan tilgive mig. Som I måske ved, har jeg og Treston kendt til hinanden siden starten af vores væbnertid, og jeg har altid tænkt..." Han fangede Trestons blik. "...at vi havde en form for fælles forståelse. Vores baggrund er jo ikke så forskellig endda, og selvom der har været nogle episoder undervejs - konkurrence mellem drenge, I ved - så har jeg altid regnet Treston for en ven."
    Løgn, tænkte Treston. Kester havde altid forsøgt at trække ham med i sin 'klan' af idioter, der synes han var noget, fordi Treston altid havde været sådan én, folk instinktivt kunne lide. Men venner havde de sgu aldrig været - til dét havde der været alt for mange små magtkampe og stikpiller. Treston havde faktisk på fornemmelsen, at Kester havde haft et lille horn i siden på ham, siden han i en lidt for snæver vending var kommet til at smøre en klage af på ham, da de begge lige var startet som væbnere, og han og Zirra havde været lidt for meget på afveje...
    "Da jeg hørte om..." Kester tænkte sig om et øjeblik - lod som om han skulle lede efter et mere sensitivt ord. "Da jeg hørte om misforståelsen, vidste jeg naturligvis godt, at efterdønningerne og de mange rygter der uafværgeligt vil komme til at gå, selv efter domsafsigelsen - må Isaris stå os bi - ville komme til at gå ud over familiens rygte. Og jeg kunne ikke bære at tænke på, hvordan det pænere borgerskab i Dianthos muligvis vil... trække sig fra jer, det næste stykke tid..." Kesters onde ansigt var en maske af medlidenhed, og Treston var efterhånden sekunder fra at række ind over bordet med sine lænkede hænder, og hamre det dumme fjæs ned i moderens desserttærte. 
    "Så jeg besluttede mig for, at en forening af vore to familier ville sende et signal! Reynlests status er velfortjent, og en enkelt, lille plet skal ikke have lov at tilsmudse familiens eftermæle! Dét var det mindste, jeg kunne gøre for min gamle ven..." Han rakte ind over bordet, og greb Zirras hånd - dén hun havde knuget dessertbestikket i. "...Og så er Zirra jo en fantastisk kvinde. Jeg er sikre på, at vi kunne blive meget... tilfredse sammen."